Tid: ved eftermiddagen, solen er stadig en smule på himmelen.
Sted: Týrs lille hus, ved Isfjorden, meget tæt på havet.
Dato: 25 Juli 2018

Ved eftermiddagen, var Týr tit alene. Med en ansat stuepige i det lille hjem, fik Týr et par timer af dagen alene. Imorgan havde taget Vind med ned til marked i byen, i mens at Týr blev hjemme for lave diverse huslige opgaver. Der var altid huller som skulle laves, eller andre ting som skulle bygges. De få timer alene, var aldrig kedelige, som sådan.

Týr havde taget den tykke vinter kappe på, selvom dagen var solrig, var kulden stadig bidende i luften. Týr havde taget sin pibe med udenfor, blot for at have chancen for ryge en smule tobak før at Vind kom tilbage, han røg aldrig i nærheden af Vind, den skal vaner skulle hun ikke tage til sig.
Týr satte sig på en de mange træstubbe i den lille have, han tændte ild, og sad i kort nydelse i mens at han kiggede op på skyerne. Dagen ville have været perfekt ude på skibet, men Týr have lovet sig selv at han ville være mere sammen med Vind. Hun voksede utrolig hurtig, fordi at hun var halv dæmon som hamselv, og derfor gik hendes barndom forbi på korter tid end et menneskes. Hun var blev seks år, og han havde været væk i mere af den tid, end han havde lyst. Det var på tide at han faktisk var der, for hans datter. At han kunne se hende vokse op, var en de små glæder ved livet.

Týr tog et af sine lange sug på piben, hans blik blev vendt ned i mod byen. Han boede selv stykke oppe på bakke, hvor han havde udsigt til havet og byen. Han kunne endda, hvis han tog tid, se marked som Imorgan og Vind var nede ved. Týr vendte sit blik væk igen, han lukkede sine øjne i, for lytte til vinden omkring ham, og i mellem vindens lyd, kunne han høre en person der gik, eller de kom faktisk tætter på. 

Hele hendes verden var blevet vendt op og ned på inden forholdsvis kort tid. Først elver oprydning i byen, angrebet af vampyren, tabet af sin datter.... Det kunne næsten umuligt blive værre efterhånden. Nogle dage forinden hun var begivet sig af sted mod norden, var en af hendes gamle venner, nærmere en gammel kæreste dukket op i hendes tanker... Måske kunne han ligge låg på hendes sorg? Ikke at hun vidste om han boede samme sted, men hun kunne altid spørge nogle af folkene i byen eller omkring fjorden.

Linda lagde armene omkring sig selv og nussede det ulveskind hun havde hængene omkring hendes skuldre. Hvis der var en ting hun kunne huske om norden, så var det kulden... Selv om hun havde været forbi en lille landsby for at få varmere påklædning, så klaprede hendes tænder stadig i kulden. Svagt skar hun tænder og forsøgte at holde sig varm med skindet, uld underklæder og en lidt tykkere kjole end hun normalt bar.

Linda's krystal klare blå øjne skulede rundt, forsøgte at spotte ham, men gav næsten op. Hun stoppede en kvinde " Týr Snjolfursson, ved De hvor han bor?" spurgte hun forsigtigt og pegede mod fjorden. Linda nikkede kort og sendte hende et smil inden hun fortsatte sin tur. Hun kunne mærke hvordan hendes hjerte begybdte at hamre i hendes bryst, som om hun nærmest frygtede at han ville sende hende væk, nu hvor de ikke havde set hinanden i lang tid. Hun stoppede et stykke væk og så på manden der sad med piben i munden og med lukkede øjne. Var dette... Týr?

Týr åbnede sine isblå øjne som person kom nærmer, synet som der mødte ham var genkendelige, fra hans ungdom. Selvom om det havde været mange år siden at Týr havde set Lindarynil, var hun stadig til at genkende, han havde ikke helt kunne glemme hendes hårfarve. ”Hvad skuer mit øje, hvad bringer dig hele vejen herop til norden?” sagde Týr kort før at han fik blæst pibe røgen ud i luften.

Det var næsten lidt underlig, sidste da Týr havde set Lindarynil, havde han nok været i tyverne, nu var hans krop omkring halvtredserne, en del ældre, men ikke uønsket. Han vidste godt, hans krop blev ældre på en anderledes måde end et menneske, men hans dæmon gen holdte ham fra dø, han kunne tælle sig til lidt over to hundred år, mere end hvad mennesker kunne blive. ”Det er rart at se dig igen,” sagde Týr som han rejste sig op, han lagde piben til side som han stod op. Fysisk kunne mange sige at der var meget ændret ved ham, udover skægget, og de små rynker som var begyndt at blive synlig på hans ansigt. 

Linda bed sig kort i underlæben og så på Týr "Havde hørt der var en langhåret tosse, der holdt til her oppe" sagde hun og sendte ham et skævt smil. Det havde været, hvad? Knapt et par hundrede år? De havde været unge og Linda havde endnu ikke haft sin datter.. Og det havde hun heller ikke nu... Hele hendes krop sitrede over tanken at Týr var blevet en ældre mand at se på, ikke det havde gjort ham grim, bestemt ikke! Det klædte ham faktisk at ligne en voksen mand. 

Hun gik tættere på som Týr havde rejst sig "I lige måde Týr" sagde hun og tøvede på intet tidspunkt da hun kom tættere på ham. Uden tøven lagde hun armene omkring hans hals og begravede nærmest hendes hoved mod hans bryst. Hun sukkede svagt og tog da en dyb indånding og fik en hver duft med. Han duftede som han plejede, frisk og af havbrise. Hun løsrev sig fra sin drømmeverden og så op på ham med et undskyldende blik og et skævt smil, inden hun trak sig lidt væk "Undskyld... Det var ikke meningen jeg ville overfalde dig på den måde" sagde hun og bed sig i underlæben og så ned i jorden, nærmest som om hun skammede sig, eller som en lille pige der stod overfor sit første crush. 

Langhåret javist, tosse ligefrem? Han kunne delvist være enig med hende. ”Tosse ligefrem?” sagde Týr kort som han kiggede på Linda, ”Må jeg minde dem om, at jeg ikke er den skøre dame,” sagde han kort efter mens han rullede en smule med begge øjne. Týr kunne ikke blive vred på Linda, så i sted for grinte han en smule af hendes kommentar.

Týr blev måske en smule overraske over hendes opførelse, ikke at han ville brokke sig, men der var et eller andet der sagde ham at Linda ikke bare var kommet til norden blot for at besøge ham. ”Kære Linda, hvad er det der plager dig? Jeg har en underlige anelse om at du ikke bare kom her for besøge mig?” sagde Týr kort, fordi det at tage op nord på, var ikke en nem rejse, desuden havde det være længe siden at han sidst havde set hende, og den gang tror han lidt at det var den sidste gang.

Men nu hvor de begge stod der, blev han en smule klar over at han måske havde gætte forkert. Týr var jo ikke født i går, og et eller andet blev ved med sige ham at der var en årsag til at hun var kommet hele vejen på til norden for se ham.

Et skævt smil kom frem på hendes læber som han vendte den hundrede og firs grader tilbage mod hende "Mig... Skør... Pff" sagde hun og rullede selv med øjnene. Åhh Týr... Den mand vidste hvad der skulle til for at fjerne hendes dybeste bekymringer, men oven i det, kunne hun også mærke der stadig var noget ved ham, der fik hendes hjerte til at tikke over... Også på trods af han var blevet ældre og formentlig var kommet videre, havde kone og børn... Hun frygtede inderligt for at der før eller siden skulle komme en kvinde ud fra hans hytte, men der var endnu intet sket... 

Linda bed sig i underlæben "jeg ved slet ikke... Hvor jeg skal starte" sagde hun og kunne mærke hvordan tårerne begyndte at presse på. Hun ville ikke græde foran ham, trods han havde set det en gang eller to. Plus hun vidste at Týr ikke ville dømme hende, specielt ikke hvis han vidste hvad der var sket. Hendes møde med den vampyr... Tabet af sin datter... Hendes nye evne som hun ikke kunne styre. Svagt så hun op på ham "Jeg.. Uhm" sagde hun stille og tog et enkelt skridt væk fra ham og lagde sin ene arm omkring sig selv. Linda sukkede lettere opgivende "Jeg... Havde brug for en.. At snakke med" sagde hun med et svagt smil på læberne. Det menneske hun havde fået datteren med havde hun ikke set siden datterens fødsel, hvilket sikkert også var fint... Men hun havde været ensom... Havde manglet nærhed... 

Týr kiggede på Linda i kort tid, ”Lad os da gå indenfor i varmen, jeg tror næppe du tager vare på kulden på samme plan som mig,” selv var han rustede til at kunne klare kulden i lang tid ad gangen, men han var ikke sikker på Linda havde det på samme måde. Selvom det ikke var den koldeste dage, var det alligevel koldt nok til at Vind var taget afsted i sin vinter kappe. ”Vi kan sætte os ned stuen og snakke,” der var nok en time eller mere til Vind kom tilbage og hvis det var alvorlig snak ville en time nok kunne gør bund på det hele.

Týr gjord tegn imod døren, før at han gik hen og lukkede på. En smule varm luft ramte ham blidt i hoved som han trådte indenfor, huset var ikke ret stort men der var plads nok til Vind og ham selv, når Vinds barnepige ikke var der.

Linda vidste godt hun ikke var ordentlig klædt på til at befinde sig i norden, men hun havde i så fald gjort et forsøg. Hun nikkede til Týr "Måske en.. God ide" sagde hun stille og begyndte at følge ham. Egentlig var det ikke fordi hun frøs, ikke endnu i så fald, men hun ville nok få brug for at sidde ned når hun skulle levere denne besked til ham. Hvor skulle hun starte og hvor skulle hun slutte? Hun havde så mange ting at fortælle, gode som dårlige. Måske bare starte hvor de slap, efter de ikke har set hinanden i flere år. Linda var lidt nervøs for hvad Týr ville sige til hende, men igen... Han havde altid været der for hende, så hvorfor skulle denne gang være anderledes? 

Hun kunne allerede mærke varmen som han åbnede døren og fulgte efter ham indenfor. Det var nu alligevel rart at være inde, nu hvor der var så bidende koldt udenfor. Linda trak hætten ned på kappen og fjernede nogle hår fra sit ansigt. Hendes hår var blevet længere siden sidst Týr havde set hende, men havde stadig den samme violette farve, som de fleste kendte hende for. Hun løsnede langsomt snoren der holdt kappen på plads, mens hun kiggede rundt. Der var hyggeligt, minimalt, men yderst hyggeligt. Linda rettede blikket mod ham og sendte ham et smil "Her er hyggeligt" sagde hun, stadig med blikket rettet mod ham.

Det var lidt en skam at Vind ikke var hjemme, men pigebarnet skulle ud og leve lidt ind i mellem. Hun ville nok være tilbage, før at Linda var taget afsted. ”Vil du have en kop te, eller andet ad drikke?” sagde han rolig, køkkenet var næsten lige ved siden at stuen og der var ild til at der kunne laves te. 

Týr gave Linda et smil, ”Det er ikke meget, men det kan kaldes et hjem” sagde han med lille smil. Selvom han ikke var hjemme så ofte igen, ”Du har været heldig at fange mig i dag, normalt er jeg jo til havs, eller i helt andre dele af landet” sagde han kort, han gik hen imod det lille køkken for at finde et par kopper.
Det var altid rart med lidt varmt, specielt når kulden slog hårdt på.

Linda nikkede kort "Te lyder godt" sagde hun stille og så sig omkring igen og smilede for sig selv. Da Týr atter talte til hende, blev blikket rettet mod ham og hun nikkede "Her er smukt. Týr" sagde hun med et kækt smil. Hun følte sig så akavet, mest af alt fordi det var så mange år siden de havde set hinanden og de begge havde fået børn og formentlig havde Týr også en kone et eller andet sted.. Hendes hals snørrede sig sammen, men hun sendte alligevel ham et smil. Årh ja, Halvdæmonen var altid rundt omkring, hvilket måtte være hårdt for hans familie, men sådan var det vel? 

"Hvordan er det på havet?" spurgte hun og bed sig i underlæben. Hun havde aldrig været der og ville så gerne. Måske kunne hun også slippe af med de folk der var efter hende? Forhåbentlig havde de ikke fulgt hende her til... Det ville hun ikke byde Týr... 

”Livet på havet er en ondskabsfuld frue til tider, men pengene er gode. Det er nok min størrest motivator i øjeblikket, og naturligvis at Vind har mad at spise, Vind var en stor pige efterhånden, og der skulle flere penge til for at hende og hendes barnepige kunne overleve, når han var ude fra hjemmet. Han kunne tale i mange timer om hvordan at livet ikke var let når vinderen kom tilbage i Norden.
Men den slags historier var kedelige at tale om i for lang tid, ”Hvordan er livet i hovedstanden? Jeg har aldrig tid til opleve byen så meget igen, når gutterne heller vil drikke eller besøget brodelleriget,” nok kunne det være sjovt at fjolle rundet med skønne damer, men pengene skulle går til andre ting. Týr var ikke så ung at han havde brug for en kvindes selskab, når han kom til storbyen. Han heller drikke en stærk whisky og god pibe tobak over bruge tiden på tomme ord med damer. ”Jeg har hørt om en masse politisk uenigheder, og hvem han undgår at høre om elverne som ikke må være i byen mere” han kunne rulle med sine øjne når ser kom til politik og hvordan at det havde effekt på verden omkring ham.

Linda smilede som hun lyttede til et hvert ord der kom fra ham "Du skal også passe på dig selv Týr.. Du er ikke ligefrem ung mere.. Bevares så skal jeg ikke snakke på den konto" sagde hun med et svagt grin i stemmen. Linda var fyrre år ældre end ham, så det med at sige han ikke var ung, passede nok ikke helt, trods han selv havde ramt de to-hundrede. Hun havde ondt af ham, at han som ene far var nødt til at arbejde så meget, blot for at have tag over hovedet og sørge for sin datter. På en eller anden måde, ville Linda ønske hun kunne hjælpe ham, men hun havde ingen mulighed, da hun var nødt til at rejse rundt hele tiden, grundet elver udseende. Linda så ned i gulvet og bed sig i læben. Hun vidste ikke helt hvordan hun skulle forklare det der skete i hovedstaden. Svagt trak hun dog på skuldrene "Jeg ved det ikke... Jeg bor der ikke mere" sagde hun stille. Hun som så mange andre elvere var blevet jagtet ud af byen, og måtte enten tage tilbage til Elverly eller Rubinien eller ende på gaden, som hun selv. Han kendte til situationen med elverne, hvilket fik hende til at se op på ham "Der sker alt for mange ting i hovedstaden lige nu, så det ville ende med at slå mig ihjel, hvis jeg var blevet der alligevel" sagde hun og bed sig i underlæben.