Klokken var efterhånden rigtig mange, men Deavàs havde fået besked om at den skikkelse. Denne Murizz, som han havde ledt efter i noget tid, skulle befinde sig i Dunkelskoven. Han var egentlig snart træt af træer, men bevægede sig kun igennem den for at komme frem til en hytte. Informationer havde ikke været svære at få fat på, så snart han havde brugt de rette spørgsmål. Nu var spørgsmålet bare om Murizz var hjemme eller om han ville gå forgæves.

Deavàs egen påklædning var yderst formel, hvid skjorte som var knappet helt op og sorte bukser, som sad stramt det meste af vejen, men dog var løs omkring anklerne, så han kunne bevæge sig. Alligevel slog bukserne let imod hans ben, som han vandrede over jordbunden og let slog hænderne mod bogen han bar under venstre arm. Der var et stykke ved til hytten endnu, men det kunne jo være at han fik øje på ham før. De gyldne øjne søgte imellem træstammerne, som han lyttede til alt omkring sig, det sidste han ønskede var at blive opdaget af Murizz, for hvis han virkelig var en bangebuks, så ville han højst sandsynligt stikke af, før han kunne nå at få fat på ham.

Hvad Murizz havde haft gang i, i sin faldefærdige hytte var ikke svært at regne ud hvis man så det. I hans seng lå en mand uden skjorte og med åbne bukser, men han så noget livløs ud. Det var ikke underligt, som Murizz sad overskrævs på ham med armene om ham og tænderne hugget ned i halsen på ham. Det havde egentlig ikke været hans plan at det skulle ende sådan, men det skete nu engang imellem, specielt når han ikke fik nok føde til daglig. At bide andre var som regel kun noget han gjorde hvis det var nødvendigt, i form af at han skulle forsvarer sig. I dag havde sulten dog været for meget at modstå og det var desværre gået ud over denne unge mand.

Murizz ville nok have problemer med at få ham ud af sin seng bagefter, men det var ikke en bekymring han havde endnu, som han bed mere til for at få alt med. Selv havde han stadig sine tætsiddende, mørkegrå bukser på og knappet var de også, men den stribede bluse var blevet smidt på gulvet for lidt tid siden. Længe havde han siddet i denne position, for at få så meget blod ud af det som muligt, men der var ikke længere noget tilbage i kroppen på den stakkels mand og han slap både bidet og grebet om ham. Hans vejrtrækning var lidt tung i frustration over det han lige havde gjort, som han aldrig havde været vild med at sætte tænderne i andre og han skulle lige bruge et øjeblik på at tage sig sammen til at flytte sig.

Lugten at blod ramte Deavás næse, som han imellem træerne kunne fornemme en faldefærdig hytte. Havde det ikke været for blodet, så havde han nok været overbevist om at kilden havde lokket ham på et vildspor. Men lugten af blod gjorde det klart for ham, at der var nogen inde i hytten. Han rynkede let på næsen, som han gik tættere på hytten og undersøgte eventuelle flugtruter. Hvad der helt præcist foregik inde i hytten vidste han ikke, men han havde ikke haft chancen for at finde ud af, hvilke race denne Murizz var. Noget fortalte ham dog, at enten var det Murizz eller en fremmed, som blødte. Hvad der var skyld i det, måtte tiden vise. Træet knirkede dog let i vinden og det blev ikke bedre, som Deavás nærmede sig døren og var nødt til at bevæge sig hen over de forsømte brædder, der efterhånden var godt slidt af vind og vejr. Lavt mumlede han for sig selv, som han løftede højre hånd og placerede foran døren. 2 slag blev det til, før at han ventede på lyde inde fra hytten.

Deavás flyttede sig ikke ud af stedet, som han forsøgte at lytte sig til, hvad der foregik derinde. Lugten at blod var efterhånden svag og det gøs ham let ned ad nakken. Noget fortalte ham, at der var tale om et måltid. Mon Murizz var endt i en situation, han ikke kunne komme ud af? Bangebuksen kunne da umuligt have lokket en anden i en fælde, i hvert fald ikke, hvis han skulle tro på sin kilde. Deavás havde ikke tænkt sig at vente længe, som han tog fat i håndtaget og skubbede det ned for at åbne døren. Det lignede mest af alt en halv dør faktisk.. ”Er der nogen hjemme?” lød det køligt, som han trådte indenfor og stadig kunne lugte hvordan blodet hang i luften. Det var en anelse tydeligere indenfor, men ikke meget, som han næsten kunne se hele vejen igennem den lille hytte. Han ventede dog på svar, eller lyde, der kunne fortælle ham, hvor han skulle gå hen.

Lydene der kom i form af knirken fra træet, fik ikke Murizz til at reagere. Han havde vænnet sig til den lyd og der var aldrig nogen der havde opsøgt ham her alligevel, så om lydene kom fra bevægelse, bekymrede han sig ikke om. Han fik tørret det overskydende blod væk fra læben, som han endelig fik taget sig sammen til at rejse sig fra sengen. Han sukkede tungt mens han vendte blikket mod den livløse mand. Det var nu han skulle tænke over hvad han skulle gøre med ham og det ville ikke blive nemt. Måske han bare skulle lade ham ligge lidt? Ja, så slap han da for at tænke over det lige nu. Han trak kort på skuldrene, hvorefter han i stedet fik fat i de hvide støvler som han hurtigt fik på og lukket.

Murizz nåede ikke længere, før han hørte de to bank på døren. Hytten var ikke stor og de eneste to rum var delt op i stue og værelse. Det køkken der ikke virkede lå i hjørnet af stuen. Han undrede sig alt for meget over at der overhovedet befandt sig nogle ved hans dør, så han gik lidt i stå og nåede ikke at reagere yderligere før han hørte døren gå op. Straks greb han fat i sin bluse og gik ud af værelset. Døren lukkede han bag sig, mest for at skjule det lig han havde liggende. Han rettede det meget forvirrede blik mod den fremmede mand og glemte alt om at tage den bluse han havde i hånden på.
"Hvem er du?" Spurgte han med hovedet let på skrå.

Det var nemt at høre, at der var andre i hytten og de gyldne øjne ramte hurtigt den blege skikkelsen uden trøje på.. Han sukkede en anelse, som han var tæt på at gå igen. Hvad var der med folk og ingen trøje? Deavás blev dog, som han betragtede skikkelsen og den bluse han bar i hånden. Han kunne fornemme at blodet kom inde fra rummet af, som han dog hurtigt havde lukket af. Deavás tøvede dog ikke med at gå frem mod ham. ”Jeg er kommet efter Dem” lød det roligt, som han havde fået en mindre beskrivelse af Murizz og var sikker på, at knægten foran ham måtte være ham. Han stoppede dog først op, da han var ganske tæt på ham og bukkede sig ned for at lugte til ham. ”De lugter af blod” lo han stille, som han ikke havde noget imod lugten. Men betød det, at han var vampyr eller et andet væsen med lysten til blod? Han skævede mod døren, som han gik rundt om ham. ”Skjuler De noget?” lød det køligt, som han bare kunne forsøge at stoppe ham, hvis ikke han måtte nærme sig døren. Men turde han? Han virkede ikke særlig farlig og hans krop var yderst spinkel, så hvor meget skade kunne han gøre? Deavás så sig dog over skulderen, som blikket dalede over knægtens krop.

”Deavás” præsenterede han køligt, før at han rakte hånden frem mod håndtaget for at trykke det ned. Det var uden tvivl herfra at lugten af blod kom fra, så hvad ville han se, hvis han gik indenfor? Han havde en fornemmelse af det, men var ikke sikker. Ville Murizz stoppe ham?

Så snart Deavás begyndte at bevæge sig mod Murizz, trådte han et skridt tilbage. Han havde spurgt hvem han var for at blive mindre forvirret, men endte med at blive mere forvirret, da han fik at vide at han var kommet efter ham. Som han blev lugtet til trak han sig lidt sammen og fik hurtigt hevet blusen over hovedet.
"Mig? Hvad skal du bruge mig til?" Spurgte han lettere nervøst før han farede hen foran døren til værelset for at stille sig i vejen. Han rystede kort på hovedet for at fjerne håret fra øjnene, før han så mod ham. At han følte skam over noget var tydeligt.
"Nej! Nej, jeg skjuler ikke noget!" Sagde han med en snert af panik i stemmen. Han gjorde hvad han kunne for at stå så meget i vejen for Deavás som muligt, velvidende at han ikke ville kunne gøre meget modstand hvis han virkelig gerne ville ind af den dør.

Murizz hævede let det ene øjenbryn over hans præsentation, men det hjalp stadig ikke på hvor forvirret han var.
"Skulle jeg kende dig?" Lød det undrende fra ham. Idet Deavás rakte ud efter håndtaget, løftede Murizz det ene ben i håb om at hamre et knæ mellem benene på ham for at stoppe ham. Det plejede aldrig at give gode resultater for ham at gøre lige præcis det mod andre, men eftersom han ikke anede hvem Deavás var, frygtede han ham ikke. Endnu. Men lige nu ville han gøre alt for at skjule liget af den unge mand, som han bestemt ikke var stolt over hvad han havde gjort.

Ompries tog ikke fejl.. Murizz var hurtig til at trække sig. Men Deavàs lod ikke til at følge med, som han lod ham trække sig for en stund. Han lignede mest af alt en forskræmt kat, som han endte med at krølle sig sammen. "Informationer" svarede han køligt uden at trække en mine. Hans blik gled dog mod ham, som han hurtigt fik trøjen op og han lod ham uden at forstyrre ham.
Deavàs rynkede let på brynene, som knægten gik i vejen for ham og stillede sig ind foran døren. Hans forsøg på at overbevise ham om at der intet var i vejen, fik ikke Deavàs til at stoppe. Han stirrede blot på ham med et køligt smil på læben.

Selvfølgelig havde han ikke en chance for at vide hvem han var. Det var ikke meningen.. men så forskræmt som han opførte sig, havde han ikke forventet knæet mod sit skridt, da han rakte ud efter håndtaget. En hurtig refleks skubbede knæet bort, som han hamrede hånden mod døren og den anden mod knægtens bryst. Klar til at skubbe ham imod døren. "Nej." Svarede han irriteret, som han lænede sig imod ham. "Jeg har hørt, at De kender Samson" ordene flød over hans læber, som et smil viste sig. Han slap ham hurtigt og pressede håndfladen mod døren.

Murizz var ikke forberedt på at hans knæ ville blive skubbet bort og havde det ikke været for Deavás hånd mod han bryst, var han nok skvattet. Han skævede kort mod hånden på sin brystkasse, så mod hånden på døren, før han igen så på ham. Som han lænede sig mod ham, lænede han sig selv tilbage så han til sidst stod op af døren med ryggen. Det lettere paniske blik han havde i øjnene blev kun værre da han hørte Samsons navn.
"J.. Ja?" Sagde han nervøst. Han var ikke sikker på om det var smart at indrømme, men Samsons mærke på sin venstre overarm kunne han ikke skjule, så hvis Deavás vidste hvem Samson var, kunne han ikke selv lyve sig fra det.

Et kort gisp lød fra ham da hånden blev fjernet fra ham. Han havde nok forventet at han havde fået en på siden af hovedet over det knæ han tidligere rettede mod hans skridt. Det var ikke ofte han slap for konsekvenser over sine forsøg på at gøre skade på andre. Han greb fat i håndtaget på døren bag sig og hev til, for at holde døren lukket mens Deavás pressede hånden mod døren.
"Så du vil have informationer om Samson? Hvorfor?"

Noget kunne tyde på at Deavàs havde fundet den rette, som han hurtigt reagerede på navnet. Så skulle han bare have noget mere ud af ham. Men samtidig kunne han ikke helt lade vær med at tænke på, hvad Murizz min gemte bag døren. Lugten af blod var tung inde fra rummet og han havde ikke travlt. "Først skal De vise mig værelset" lød det køligt fra ham, som han vendte de gyldne øjne mod ham. Ompries havde beskrevet ham som en bangebuks og slave, så havde han mod til at modsætte sig ham?

Der var rigelig med tid til at Deavàs kunne give igen og eftersom at det ikke var lykkes Murizz at ramme ham, så havde han endnu ingen grund til at presse ham op i et hjørne. Han var dog stædig nok til at holde fat i døren, som Deavàs blot lagde mere vægt i sin hånd for at presse på. "Fordi jeg ikke bryder mig om overraskelser, hvis han planlægger noget" svarede han roligt, som han gav døren et sidste skub, hårdt.

I Deavás insistering på at komme forbi ham for at få døren åbnet, lagde Murizz endnu mere vægt i sit læn for at holde døren lukket. Det resulterede også i at han fik lænet sig lidt tættere på ham og i længden vidste han godt at det ikke ville hjælpe. Han var trods alt ikke den stærkeste.
"Hvorfor vil du så gerne vide hvad jeg har derinde?" Spurgte han irriteret, men han forventede ikke et svar. Godt nok var han vant til at være slave for de fleste, men ham her var ikke hans herre så han behøvede ikke at lytte efter. Hvis han var hans herre, ville han nok heller ikke lytte meget efter, eller i hvert fald gøre en indsats for at fordreje reglerne så meget som muligt.

Murizz lagde hovedet let på skrå, som han egentlig godt forstod at overraskelser fra Samson ikke ville være behagelige, men han forstod ikke hvorfor han mente at Murizz skulle vide noget om det. Hvis Samson lagde planer regnede han ikke med at han ville dele dem med ham, - en slave. Dog nåede han ikke at sige noget før der blev skubbet til døren igen og denne gang kunne han ikke holde igen. Han slap ikke døren og blev selv skubbet med da den gik op. Han skævede mod manden i sengen, som han umuligt kunne gøre noget for at skjule det nu, før han vendte et lettere skamfuldt blik mod Deavás. Han ville gerne komme med en dårlig undskyldning, men det eneste han fik ud var et "Øhm.." og derefter et skævt smil.
"Så kender du ham?" Spurgte han kort, i et ynkeligt forsøg på at snige sig lettere elegant udenom emnet af den halvnøgne, livløse mand og i håb om at stoppe nogle kommentarer om det.

Knægten var stædig nok til at blive ved med at holde fat i døren, men han kunne umuligt blive ved ed at holde døren. Alligevel lod Deavás ham forsøge, som han fik presset sig tættere på ham. Der var ikke meget modstand at komme efter, men der var lidt og det morede ham gevaldigt. Det var ikke helt så underligt, at Ompries havde haft nemt ved at skubbe rundt med ham, for han gjorde det kun mere underholdende at blive ved, når han insisterede på den måde. ”Fordi De insisterer på, at jeg ikke må vide det” lød det køligt og hånende fra ham, som de gyldne øjne søgte hans øjne. At Murizz var irriteret på ham betød ikke særlig meget, som han blot pressede mere på med døren. Deavás behøvede ikke være nogens herre, han tog blot hvad han behøvede og lige nu havde Murizz informationer, som kunne hjælpe ham. Eller det håbede han i hvert fald, både for hans egen og Murizz’s skyld.

Døren gik endelig op, som Murizz dog fulgte med, men Deavás’ fokus hvilede ikke på ham, som hans blik straks vandrede mod sengen og den livløse skikkelse, som lå i den. Han fik hurtigt øje på blodet omkring halsen, som han trådte fordi Murizz og hen til sengen. Deavás kiggede roligt ned over skikkelsen, som han lænede sig ned over sengen og lugtede lidt til blodet. Det var ikke længere frisk og manden havde været livløs i et stykke tid nu. Deavás løftede hånden mod mandens kind, som han skubbede hovedet til siden for at tjekke halsen. Bidemærkerne var ikke til at tage fejl af, som han vendte sig mod Murizz.. ”Så De var sulten..” lo han køligt, som han lagde hånden rundt om halsen på manden. Blodet smittede endnu af på hans fingre, som han løftede den op og kiggede på blodet. Han maste blodet imellem sine fingre, før at han vendte retur til Murizz. ”Nej, jeg kender ikke Samson” svarede han køligt, som han smilte let over situationen. Skammede han sig virkelig så meget over at skulle spise?

Murizz kunne ikke lade være med at grine lavt. Hvis det havde været en person han frygtede der bad om adgang til værelset, ville han adlyde med det samme, men Deavás havde ingen grund givet ham til at være bange for ham endnu.
"Så fordi jeg insiterer, så rager det dig hvad jeg har derinde?" Eller 'hvem' han havde derinde. Han fik spurgt med en tydelig flabet tone og med et let hævet øjenbryn. Nej, det gav altså ikke mening for ham, selvom han godt vidste at han ikke havde meget at skulle sige, når folk først begyndte at bruge kræfter. Så var hans stædighed om at stoppe nogle ikke specielt brugbar, hvilket også blev til virkelighed, da Deavás alligevel fik åbnet døren.

Egentlig ville han gerne have gjort en indsats for at få ham til at holde sig væk fra liget, kun fordi han virkelig skammede sig så meget over at have taget en andens liv, men han gjorde intet. Det var en diskussion han ikke ville kunne vinde og det vidste han fra starten. Han slap sit greb om dørhåndtaget og gik et par skridt tættere på ham, da han fik konstateret hvorfor manden var død.
"Det sker engang imellem. Nu skal jeg bare have ham ud... På en eller anden måde," sagde han overvejende. Han havde stadig ingen anelse om hvordan han skulle få slæbt en fuldvoksen mand af sted og så få lagt ham langt nok væk til at Murizz ikke ville kunne blive beskyldt for det. Han skulle måske have tænkt det igennem først, men når man havde sultet sig selv i godt en uge, var der ikke tid til at tænke.
"Hvis du ikke kender ham, hvorfor vil du så vide noget om ham? Jeg har ikke set ham i flere år," sagde han undrende. Godt nok havde mærket i form af et 'S' på hans overarm givet ham smerter engang imellem, hvilket betød at Samson havde været i nærheden, men han havde ikke set ham en eneste gang.

Der var ingen grund til at virke faretruende endnu, han kunne stadig presse knægten i den retning han ønskede, men som han fik adgang til værelset, var der ingen grund til at presse på yderligere. Det generede ham ikke og så længe at knægten ikke så ham som en trussel, så kunne han udnytte det til sin egen fordel. Noget som han næppe selv havde overvejet. Men behøvede knægten virkelig en grund? Deavás smilte blot for sig selv, som han kom til den samme konklusion, som han lige havde fortalt ham. Han svarede ikke hans spørgsmål, men trak blot let på skulderne, før at fokus gled mod den livløse krop. Murizz kunne umuligt tvinge et svar ud af ham og eftersom at han lige havde spist, så bekymrede Deavás sig ikke om at blive hans næste måltid.

Der var intet at skamme sig over, eller jo måske lidt.. Det faktum at knægten ikke havde overvejet hvad liget ville betyde, hvis ikke han fik det flyttet. Det virkede så barnligt og ynkeligt, at han ikke kunne kontrollere sig selv. Havde ingen lært ham det? Eller nød han bare godt af at der ikke længere var nogen til at stoppe ham? Deavás kunne høre ham komme nærmere, men det generede ham ikke, som det slet ikke gjorde ham nervøs. Tværtimod. ”Det sker?” lo han stille, som de gyldne øjne søgte hans. Det lød virkelig ynkeligt, at han ikke havde tænkt over det eller overvejet sine muligheder. Havde han ikke lært noget, hvis det var sket før? Samtalen blev drejet over mod det emne, som Deavás var kommet for at diskutere. Men knægten forstod ikke sammenhængen, ikke at det var nødvendigt. Han rettede sig dog op, som han gik hen til ham og rakte ud efter hans trøje. Han havde godt set mærket tidligere, men nu hvor det skjult af den trøje, han havde insisteret på at tage på igen. ”Jeg bryder mig ikke om ubehagelige overraskelser, hvis din herre skulle planlægge noget til sin tilbagekomst” svarede han køligt, som han ikke slap øjenkontakten. ”Så jeg tænkte lidt at dit mærke måtte kunne lede mig i den rigtige retning” fortsatte han stille. Tonen havde ændret sig og han brugte ikke længere De om slaven foran ham. Hans stemme var blevet langt mere ubehagelig og knap så høflig.

Murizz stod længe og tænkte over en løsning på hans problem, men med Deavás ved siden af sig kunne han ikke koncentrere sig. Han vidste trods alt ikke hvor meget på vagt han skulle være over for ham. Deavás havde helt ret i at han ikke behøvede at være bekymret for at blive hans næste måltid, men det betød ikke at han ikke ville bide fra sig hvis det blev nødvendigt. Han havde aldrig været en af de gode slaver der altid gjorde hvad der blev sagt, men han havde måske vænnet sig for meget til at blive straffet, så det var nemmere bare at være ulydig fra starten.

Den eneste reaktion der kom fra Murizz over Deavás leende spørgsmål, var et træk på skuldrene som han rettede blikket mod hans. For mange andre var det vel normalt at dræbe et par folk hist og her, men han ville helst selv undgå det. Så snart der blev rakt ud efter ham, rykkede han sig et par skridt tilbage. Men han lyttede stadig til hvad der blev sagt og kort efter lo han.
"Så hvad? Du vil have at jeg skal følge dig overalt, indtil mine smerter i mærket har ført dig til Samson?" Spurgte han. Deavás ubehagelige tone lagde han hurtigt mærke til, men han smilede stadig. Dog tog han lige et par ekstra skridt tilbage mod døren, klar til at løbe. Man kunne aldrig vide hvor langt folk ville gå for at få hvad de ville have.

Det var en stor fejltagelse at trække sig fra Deavás, for Murizz havde lige placeret sig selv i offerrollen, som han straks trådte nogle skridt tilbage, det sekund hvor Deavás rakte ud efter ham. Det morede han svagt, som han dog trak hånden til sig igen. Måske knægten ikke brød sig om kontakt? Og så igen han kunne se på manden i sengen, at de havde haft gang i noget, før at han måtte lade livet til Murizz’s lyst. Det var en anelse morsomt at tænke på, som han dog ikke lagde op til at bevæge sig imod ham igen. Hans spørgsmål fik et smil frem på hans læber igen, som de gyldne øjne fulgte bevægelser i hans læbe. Deavás brugte et øjeblik til at overveje svaret, som han dog lod blikket glide mod døren.

”Jeg er bange for at jeg ville blive noget så irriteret på dig, hvis du skulle rende efter mig” svarede han køligt, som han kort kiggede sig over skulderen mod manden. ”Men tak fordi du forklarede mig hvordan det virker” hans blik vendte retur til Murizz, som han rodede lidt rundt i sin inderlomme for at fiske noget ud af den. Han holdt det skjult i håndfladen, imens at han ikke slap ham af syne. ”Hvis du stikker af, så melder jeg liget til den nærmeste vagt” han lød ordene glide ud i tavsheden imellem dem, som han ventede på hans reaktion.

Det var tydeligt at se lettelsen i Murizz blik over at han ikke skulle følge Deavás rundt som en hund. Mange andre havde nok fået ham til det og så opdraget ham nok til at han ikke ville snakke uden tilladelse, hvilket var sket før. Den lettelse blev alligevel erstattet af nervøsitet over det næste han fik sagt.
"Hvad vil du bruge den information til?" Spurgte han med et forvirret udtryk. Hvis det ikke var for at informere ham, hvis han havde mærket noget, så vidste han det ikke. Og at opsøge ham hver gang der skete noget, var ikke noget han havde tænkt sig at bruge tid på.

Murizz fik rykket sig længere og længere mod døren, et enkelt lille skridt af gangen, men han stoppede straks op efter den trussel. Han var ellers nået helt hen i døråbningen, men han havde ikke specielt meget lyst til at have en vagt i nakken.
"Fint, jeg bliver," mumlede han utilfreds, før han gik direkte forbi ham og satte sig på sengen. Han kunne lige sidde på kanten, ved siden af manden. Hans blik gled kort til hans hånd i et forsøg på at se hvad han havde rodet med i lommen, men han kunne intet se. Han havde til gengæld en fornemmelse af at han ville finde ud af det, så det var næsten ikke det værd at spørge.

Det sidste Deavás ønskede var at have ham rendende efter sig, da det hurtigt ville komme til at irritere ham og så var det ikke til at sige, hvad han ville gøre med ham. Han kunne fornemme at han blev nervøs ved hans udtalelse, men det bekymrede ham faktisk ikke. Noget kunne bare tyde på, at knægten havde nemt ved at tale over sig, så han skulle træde varsomt, så han ikke lige pludselig kom i Samsons søgelys, hvis nu han valgte at sladre. ”Simpelt” svarede han med et smil på læben. ”Vi laver en aftale om at du noterer alle de steder, hvor du mærker smerten og giver mig besked én gang om måneden” forklarede han roligt. Hvis Murizz var villig til at sige ja til hans betingelser, så var der måske ingen grund til at presse yderligere på. Men han havde vist sin stædige natur tidligere, så ville han bare sige ja?

Det virkede til at være den rette beslutning, at true ham på den måde, som han dog nåede over til døren, men hurtigt gik i stå. Men hans svar lød lidt som et forkælet barn og Deavás trak blot på skulderne, som han så ham passere for derefter at se ham sætte sig på sengen. Han lagde stille armene over kors, som han ventede på en afgørelse og imens placerede han sig imellem Murizz og døren, så han ikke lige pludselig fandt på at stikke af. ”Hvis du samarbejder, så kunne jeg måske overtales til at hjælpe dig af med liget..” forretnings aftaler var aldrig ensidig og Deavás havde bestemt tænkt sig at få noget igen for hjælpen og det inkluderede ikke den aftale, de var i gang med at lave om Samsons lokalisationer.

Som Deavás fik forklaret Murizz sin plan, betragtede han ham med et hævet øjenbryn og han lagde armene over kort. Han fik sat en fod i gulvet for ikke at glide ned fra kanten af sengen, da det ikke var en mulighed at rykke sig længere ind. Så lagde han hovedet på skrå og sendte ham et lidt for flabet blik. At han fik placeret sig mellem sengen og døren gjorde ham intet. Hvis han ville give sin flugt en chance, var der et vindue over hovedgærdet af sengen. Ruden var blevet smadret for længst, dog var der stadig skår i kanten, så han ville højst sansynligt komme til skade på vej ud, men det var ikke nødvendigt at prøve endnu.

Murizz skulle lige til at svare, men lukkede munden i igen for at tænke over Deavás tilbud. Han havde ikke selv talent for at skaffe sig af med lig, men ham der havde givet ham tilbuddet så ikke alt for uvant ud til at håndtere sådanne situationer, så selfølgelig overvejede han det. Dog havde han ingen interesse i at skulle give ham besked om Samsons lokationer. Bestemt ikke for at beskytte Samson, for det havde han ikke behov for, mere for at undgå et månedligt møde med Deavás.
"Simpelt, ja. Men jeg har intet mærket i flere måneder og det er ikke til at sige om jeg nogensinde gør igen. Så nej," svarede han med et smil. Han skævede kort mod manden i sengen.
"Men hvis du hjælper mig af med ham der, er jeg da mere en villig til at give dig noget for din tid," sagde han. Hvilken form den betaling skulle komme i, betød ikke noget. Han var efterhånden vant til lidt af hvert og selvom det ikke så sådan ud, så manglede han ikke penge.

Hvis Murizz ønskede at flygte, så kunne han selvfølgelig ikke forhindre ham i det, men han ville holde sit løfte og melde liget til vagterne. Han løj sjældent om noget, medmindre han fik noget ud af det og det ville han ikke ligefrem gøre i denne situation. Egentlig lød det hele fair for Deavás, men det virkede ikke som om at vampyren var enig med ham. I stedet sænkede tavsheden sig over dem, som han blot ventede på en reaktion eller noget han kunne reagere på. Lige nu ignorerede han den flabet attitude, som han efterhånden var van til at møde den slags.. De vidste jo tydeligvis ikke bedre, vampyrerne.

Svaret lod ikke til at behage Deavás, som glimtet i hans øjne blev mere faretruende, han var langt fra så rolig, som tidligere, men alligevel lod han ham tale ud, som han dog flyttede let på redskabet han havde i hånden, som forsøgte han at distrahere sig selv fra sin irritation. ”Alternativt må du bare komme til mig, når du mærker noget” aftalen kunne sagtens justeres, hvis Murizz ikke mente, at det blev aktuelt så ofte.. Men hvis han ikke var til nogen nytte, hvad afholdt ham så fra at skade ham, pine ham og torturere ham. Han lod ham være lige nu, fordi han havde noget, han ønskede. Men det lod Murizz ikke til at have opfattet endnu. Vampyren forsøgte at bøje den anden del af aftalen, som Deavás dog bevægede sig væk fra døren og hen til ham. Han løftede hånden let for at give ham tegn til at rejse sig op. Den anden hånd holdt han fortsat skjult. ”Så lad mig få et bedre kig på dig” et køligt smil gled over hans læber, hvis han talte om betaling, så kunne han da godt komme i tanke om noget, men først ville have se betalingen an.

Det faretroende blik i Deavás øjne blev hurtigt opfanget. Murizz havde efterhånden lært at holde et skarpt øje med den slags, efter alt for mange år som slave, men det betød overhovedet ikke at han lod sig mærke med det. Ændringen på aftalen gjorde ingen forskel for ham og han rystede svagt på hovedet, stadig med det rolige smil på læben.
"Hvis din betaling til mig for information om Samson, ikke er i form af at hjælpe mig med liget, hvorfor skulle jeg så sige ja?" Spurgte han kort. Det var muligt at der var flere detaljer han ikke tænkte over, men han var nødt til at spørge, da han ikke selv kunne se pointen.

Murizz skævede kort mod hans tegn med hånden til at han skulle rejse sig, før han igen rettede blikket mod hans øjne. Han sendte ham kort et lettere tillokkende blik og rejste sig så fra sengen. Han placerede begge hænder i lommerne på bukserne og lænede sig lidt til siden for at lade vægten hvile på det ene ben.
"Jeg er blevet bedt om mange ting, men de fleste har nu alligevel valgt at ligge mig ned," sagde han med et lavt grin, som han holdte blikket fast i hans. At han var mere end vant til at blive behandlet som det passede folk var ikke svært at se. Han forventede at Deavás ville udnytte ham, på den ene eller den anden måde.