Hele eftermiddagen havde hun set folk i smukke kjoler og skarpe klæder ankomme i hestevogne. Nogle var endda så enestående at ankomme på magisk vis, enten via portaler eller ved magisk fremkaldelse. Det var en hel parade at få lov til at se på oppe fra hendes vindue.
De mange mange lag i hendes underkjole skjulte Lisas ben som hun sad på skænken under hendes vindue. Den fik hendes hvide kjole til at ligne en klat flødeskum som hun passede perfekt ned i. Hendes lange bølgende lokket var blevet friseret hele morgenen til perfektion af en af tjenestepigerne, hvorefter hendes pandehår var blevet flettet pænt til siden.
Lisa blev hurtigt for utålmodig da hendes tante viste sig foran trappen op til hoveddøren. Udenoverhovedet at tænke på at tage sine nye afblegede læder sko på hoppede hun næsten ud af værelsets dør. Hælene imod det bløde tæppe i gangen kunne næsten ikke høres som hun fór afsted.
Da hun ankommer oppe for enden af trappen mødes hun af et hav af farver og indtryk. Folk snakker lystigt, musikken spiller og stemningen er så tyk af velvære at hun næsten bliver svimmel ved tanken om at få lov til at deltage.
Hendes første skridt er forsigtigt, men det næste tager til. Hun føler sig klar til at konversere, fortælle om alt hun har lært og hvad hendes familie forventer af hende, som hun selvfølgelig lever op til.
Skridtene bliver mere ivrige, hun må skynde sig så hun ikke går glip af noget, en samtale, en bemærkning, bare et ord der kan blive uundværligt.
Lisa løb ned ad trappen, foretagsom og uopmærksom om hvor hendes fødder trådte. For marmortrapper kan være glatte imod bare barnefødder.
Lisa landede først ned nakken i de hårde trin bag ved hende. Dernæst trillede hendes krop fremad og hendes krop blev banket imod stenene. Hendes knogler blev brækket, hendes ansigt blev slået til ukendelighed og hendes hud blev lemlæstet og farvet gul og blå hele vejen ned af den store trappe. Lige indtil tyngdekraften gav op og lod hendes ligge på de 5 nederste trin med håret som et lagen over den livløse unge pige.
