Et af de selskaber var et år et midsommerbal der skulle fejre en af families nær handelspartneres gode høst. Solen var ingen steder at finde, men hvis man kunne dømme det ud fra hvor meget dagen var trængt på hel, ville man vide at solen var så småt ved at forsvinde bag skyerne i horisonten og Lisa var blevet bedt om at blive oppe på sit værelse til hun viste at der var ankommet mindst halvdelen af gæsterne var kommet igennem det styrtende regnvejr der øsede ned udenfor vinduerne.

Hele eftermiddagen havde hun set folk i smukke kjoler og skarpe klæder ankomme i hestevogne. Nogle var endda så enestående at ankomme på magisk vis, enten via portaler eller ved magisk fremkaldelse. Det var en hel parade at få lov til at se på oppe fra hendes vindue.

De mange mange lag i hendes underkjole skjulte Lisas ben som hun sad på skænken under hendes vindue. Den fik hendes hvide kjole til at ligne en klat flødeskum som hun passede perfekt ned i. Hendes lange bølgende lokket var blevet friseret hele morgenen til perfektion af en af tjenestepigerne, hvorefter hendes pandehår var blevet flettet pænt til siden.

Lisa blev hurtigt for utålmodig da hendes tante viste sig foran trappen op til hoveddøren. Udenoverhovedet at tænke på at tage sine nye afblegede læder sko på hoppede hun næsten ud af værelsets dør. Hælene imod det bløde tæppe i gangen kunne næsten ikke høres som hun fór afsted.

Da hun ankommer oppe for enden af trappen mødes hun af et hav af farver og indtryk. Folk snakker lystigt, musikken spiller og stemningen er så tyk af velvære at hun næsten bliver svimmel ved tanken om at få lov til at deltage.
Hendes første skridt er forsigtigt, men det næste tager til. Hun føler sig klar til at konversere, fortælle om alt hun har lært og hvad hendes familie forventer af hende, som hun selvfølgelig lever op til.
Skridtene bliver mere ivrige, hun må skynde sig så hun ikke går glip af noget, en samtale, en bemærkning, bare et ord der kan blive uundværligt.
Lisa løb ned ad trappen, foretagsom og uopmærksom om hvor hendes fødder trådte. For marmortrapper kan være glatte imod bare barnefødder.

Lisa landede først ned nakken i de hårde trin bag ved hende. Dernæst trillede hendes krop fremad og hendes krop blev banket imod stenene. Hendes knogler blev brækket, hendes ansigt blev slået til ukendelighed og hendes hud blev lemlæstet og farvet gul og blå hele vejen ned af den store trappe. Lige indtil tyngdekraften gav op og lod hendes ligge på de 5 nederste trin med håret som et lagen over den livløse unge pige.

James havde endelig fået taget sig sammen til at komme til en fest. Han havde taget sit pæneste tøj på og havde bevæget sig mod Medanien. Det var lang tid siden han var inviteret til bal. Han var heller ikke typen der gik til bal. Han var mere til at vandre, men nu var han altså inviteret og nu var han altså taget afsted.

Han var mere eller mindre kommet inden for da der lød et raballer og folk styrtede sammen for at se hvad der var sket. Han kiggede lidt på menneskemængden og nogle skrig kom. James blev nysgerrig i hvad det var der kom for et skrig og hvorfor. Han bed sig i læben som han gik tættere på kiggede han på den unge pige og bed sig i læben. ”Gør plads alle sammen” kom det fra ham og gik tættere på. ”Er der en læge til stede?” råbte han og kiggede rundt. Ingen reagerede og han bed sig endnu engang i læben. Hvad skulle han stille op. Han var bare en varulv der ikke kunne gøre noget ved denne sorg. Han kiggede på den forslået ansigt og den forslået krop. Så ung en alder havde ikke fortjent at dø på nogen områder. Det var for tidligt. Han kiggede på pigen størg hende over ansigtet og for at tjekke efter livstegn, men der var intet at gøre ved det. Han anede ikke hvad han skulle stille op lige nu. Hvad kunne han gøre? Et suk kom over hans læber og han rystede på hovedet. Der var intet han kunne stille op, og ingen kunne stille noget op ved dette.

Hvis man ikke viste hvad der foregik ville man nok have rejst sig op i dette sekunt og forsvundet ud af huset med det samme. festen var borte, der var ingen lys i huset og den eneste lyd der var tilbage var den øsende regn udefor der med vindstød piskede ind imod ruderne et par gange.

Lisa lå rørlig på trappen i et par sekunder inden hendes små hænder løftede hende op og sidde. Hun så.. overraskende normal ud. Ingen mærker, ingen sår eller benbrud. Med nysgerrige og en smugle nervøse træk kiggede hun sig om. Hvor var alle folk, og ikke mindst hvem var herren der stod og kiggede ned på hende.
"Er de inviteret hr?" spurgte hun inden hun rejste sig op og rankede sig op som den fine lille dame hun var. "Mama og fader er ikke glade for gæster der ikke er personligt inviterede" fortsatte hun imens hun igen begyndte at kigge sig omkring inden hendes blik landede på trappen bag hende hvor meget gamle aftegninger af blod kunne ænses i det lys der var tilbage. Hun sukkede dybt inden hun kiggede tilbage på manden. Hun ventede egentlig bare på hans svar nu for det kunne måske forklare hvad han lavede i hendes hus.

Fest var overstået? Hvad var nu det for noget. James kiggede lidt rundt for at finde ud af hvad der forgik. Alt var forsvundet. Han vendte blikket ned imod liget... Eller det var der ikke mere, hvad var det der foregik? James kiggede lidt rundt for at finde pigens blik. "Inviteret?" han kiggede lidt ned af sig selv og sit tøj, godt nok var han fint klædt på men sådan var han jo altid klædt. "Jeg er inviteret på sin vis." sagde han stille og kiggede på hende. Det var en lille smule underligt at stå et sted hvor det hele bare havde været en illusion. Men så igen, så måtte det være en spøgelse med en masse uforudsete kræfter som end ikke hun anede noget om. Måske var det noget James kunne hjælpe med, men han var ikke helt sikker på at det ville ske.
James bed sig lidt i læben over hendes ord og han nikkede lidt. "Du har nok ret." han  kiggede sig lidt omkring for at bedømme om han skulle gå sin vej. "Men måske jeg skulle snakke med din mamma og fader, bare for en god ordens skyld." han kiggede lidt på hende og sendte hende et smil.

En lille tsk lyd kom fra Lisa inden hun kiggede lidt rundt i rummet. Først med et lidt forvirret blik og derefter med et ansigt der virkede meget mere voksent end hendes krops størrelse. 
"Beklager... hr... Jeg tror ikke de er hjemme mere... eller i live for den sags skyld" sagde hun inden hun trippede op ad trappen for at være sikker på at de virkelig var de eneste der var i hele godset. Hun stod oppe på toppen af trappen og kiggede ned på manden.

"De er helt sikker på at de har fået en invitation?" startede hun imens hun gik ned ad trappen igen med hovedet på skrå "Hvis jeg husker rigtigt er der ikke blevet holdt noget her i.... lang tid" hun stoppede foran manden et par trin oppe så hun var i øjenhøjde med ham. Det var egentlig lidt besynderligt for hun var sikker på hun havde fået besøg efter hun var gået bort, af hvem viste hun ikke men de kom vist alle herind rent tilfældigt. Ikke via invitation. besynderligt, meget besynderligt.

James kiggede på pigen og kunne ikke lade vær med at smile lidt af hendes ord. Det kunne være hun havde ret, men man kunne aldrig vide hvordan det foregik. "Måske ikke, men hvis de er noget du så ville sige til dem?" kom det roligt fra ham og kiggede på hende. Han smilte lidt til hende og kiggede op på hende. Han var ikke  sikker på at hun ville kunne forstå. Han var ikke engang sikker på at hun forstod hun ikke var levende mere, men alligevel måtte hun jo forstå det når hun havde sagt den sætning.

Hendes ord fik ham til at smile lidt mere, han rystede lidt på hovedet og kiggede på hende mens hun bevægede sig ned af trappen. "Nej jeg har ikke nogen invitation, men hvad skal jeg også bruge den til?" spurgte han lidt undrende og kiggede lidt ned i gulvet. Han skrabede med foden imod gulvbrædderne og kiggede op på hende igen. "Her ser også..." han tænkte sig lidt om for at finde ud af hvilket ordvalg han skulle bruge. "... støvet ud. Ikke at her ikke er pænt, men det kunne der blive med lidt rengøring." kom det roligt fra ham og kiggede lidt ned i gulvet igen. Endnu en gang tænkte han over det med en invitation og rystede på hovedet, nej hvad skulle han med den, der havde ikke haft brug for nogen invitation til at komme ind i huset, hvorfor skulle han så finde frem til en invitation.

//afsluttet grundet inaktivt//