Det var en dejlig lørdag formiddag, solen stod allerede højt på himlen, fuglene kvidrede rundt omkring i træerne og der var en dejlig fornemmelse omkring Azurien denne tid på året. Aaran havde altid nydt at besøge denne del af landet, her var bare dejligt og hvad der ikke var at finde af nydelse i de urter der voksede langs floden. Og så nu! alt var jo i deres højtid af modenhed, dufte, smag der var jo ikke noget man ikke kunne være glad for.
Men den robust bygget mand til Aaran gik roligt ned af vejen men en lav nynnen. Han havde betalt en kroejer for at passe på hans vogn mens han denne dag vandrede med et bestemt mål i sit sind. Trods Aaran var en der var meget afsted og sjældent lod sig komme det samme sted alt for ofte, huskede han år tilbage at besøge en familie der altid havde taget imod ham med åbne arme. Trods familiens skæbne så vidste Aaran at datteren, nu Hertuginde, Elaina, boede på disse kanter. Det var selvfølgelig ham en tristhed at høre hvordan hun var gået hen og blevet enke.

Men denne dag skulle da ikke være sorgens dag, han skulle se den kønne lille pige nu være voksen og hvilket liv hun havde lagt for sig. Og Aaran havde kun de bedste frugter, grøntsager, urter og en død kylling i sin kurv i denne anledning. Farmeren han købte kyllingen af havde været noget forunderet over Aaran havde udpejet præsis hvilken kylling han ville købe, og de havde jagtet den i en halv time for at gøre en ende på dens liv.

Men han var her, nomalt ville alt køkken personale jo søge hen til køkkendøren, men det gjorde Aaran aldrig, han gik op til frontdøren og bankede hårdt på døren så det tydligt kunne høres. Det var entelig aldrig et problem, for folk med blot lidt stolthed i deres køkken kendte til Aaran.

Da døren gik op og der stod en af Elainas tjenestefolk bukkede Aaran blot og sagde glad "Vil de sige til Hertuginde Elaina at Aaran Lyou er her og ønsker et møde, og lån af hendes køkken". Med et bukkkede tjeneren, bød Aaran inden for og derefter blev Aaran ført ind i en stue hvor han fik lov til at stå og vente på nyhed om fruen havde tid til besøg, og om han måtte låne hendes køkken.

Elaina befandt sig på sit kammer, der betragtede nogle af de smykker hun havde fået i løbet af årene. Et par stykker fra Marius og et smykke fra Hektor. Det var stadig underligt, at han ikke længere var i blandt folkene. Selvom hun så mange gange havde fundet ham irriterende, så havde han også givet hende tryghed, men det var desværre også det. For lykkelig i ægteskabet havde hun ikke været. 

Et af tjenestefolkene bankede på døren ”Deres Nåde, Hr. Aaran Lyou er her og vil gerne låne Deres køkken” Elaina smilede, det havde været en del år, siden hun havde set ham. Det havde været hendes barndoms hjem. Elaina nikkede ”Jeg kommer når maden er klar” svarede hun. Hvorefter han gik ned til Aaran og overgav meddelelsen fra hende.

Elaina sad stadig over smykkerne hvorpå hun tog den ene fra og på. En guldhalskæde, med en dråbe som var blå matchende hendes øjne. Den passede til hendes kjole, en langarmede elfenben farvet – med broderer blomster på. Hun så på sig selv i spejlet. Hun kunne godt se at hun havde tabt sig, kraveben var blevet mere end normalt tydelige, arme så tynde at stoffet ikke helt sad så tæt, som hun måske ønskede det. Elaina håbede ikke han bemærkede for meget, hun ville helst ikke have det kommentareret. Elaina gik ned i spisestuen og afventede hans mad og selskab.

Som tjeneren kom tilbage  og gav Aaran besked om han bare kunne gå i køkkenet klappede Aaran blot hænderne sammen, det var jo perfekt, lige som han havde håbet. Og med et havde han hurtigt selv fundet køkknet det hørte til ejendommen. Der var først kort noget diskussion med de kære køkkenpiger om han overhovedet skulle være der, men som altid fik Aaran sin vilje.
Med rolig hånd brugte Aaran de råvare han havde taget med sig, tæmmede ilden i komuret og brugte diverse redskaber til sit arbejde. Til sidste endte det med tjenesteprigerne i køkkenet blot stod og betragtede Aaran og hvordan duften fra hans mad roligt begyndte at sprede sig over køkkenet og videre ud i resten af ejendommen. Den karameliseret stegeskorpe der skabte en nødde-kød dufte, den næsten klæ sødmen der fik mundvandet til at løbe og syren der trak sammen på tungen. Alle de dufte fra urter der blev påvirket af svinefedt på panden, der roligt trængte ind i deres emne.
Aaran have kun et mål lige nu, servere et måltid for Elaina, den kære lille pige.

Efter 2 timer var det hele klart, roligt fik Aaran maden kørt maden til en af de mindre spisesale. Roligt tog han sit forklæde af og pakkede sine knive sammen efter at havde gjort dem rent. Han bukkede pænt for tjenestepigerne i køkkenet han kun havde ladet smage løbende, de virkede helt betaget af alt han havde lavet.

Roligt lod han en af tjenestefolkene føre sig op i spisesalen hvor de havde dækket op. Roligt stillede han sig ved madvognen og afventede blot det kære Elaina bød lov til han kunne komme ind i salen
Han måtte holde sig mindre anstændigt mens andre så på, så han stod roligt med sine hænder på ryggen og kiggede imod døren.
Det ville blive helt rart at se den kære Elaina igen, sidste var hun sådan en livsglad pige.

En vagt åbnede døren for Aaran, som bad ham om at komme ind. Elaina sad roligt og afventede der var dækket op således at hun sad for bordenden og han ved hendes højre siden. Selvom det egentlig var mest normalt at sidde ved hver sin bordende. Brød Elaina sig ikke om at snakke højlydt. Selvom så ville han måske ikke bemærke hendes tynde arme og hendes tydelige kraveben og hvad der ellers var tydeligt på hende.

”Det glæder mig, at se Dem igen Aaran ” sagde hun høfligt med et kærligt smil om munden hvorefter hun forsatte ”Fortæl mig endelig hvor De har været, for håbelig nogle spændende steder” afsluttede hun med venlig stemme. Det var så mange år siden de havde set. Hun var blevet gift, endda blevet enke, overlevet mørket sådan da, det var ikke uden mén.

Aaran gav blot vagten ethøfligt buk, og kørte så vogen ind i lokalet. Det var sjældent Aaran gjorde sig i at spise med, han hørte til i køkkenet, men han kunne godt se der var blevet dækket op til to personer og der just ikke lige var andre der skulle spise. Nuvel ja så måtte det vel være en af de gange han satte sig med til bords.
Som døren lukkede og Elaina talte var der kun et bredt smil at finde på Aaran ansigt som han roligt gik hen for bordenden og parkerede vognen. Han lod hende tale færdigt og sagde så venligt med varm stemme "De lyder så formæl" der var også lidt latter over stemmen. Problemet ved at leve så længe var at tiden var lidt anderledes, Aaran syntes det blot var kort tid siden han havde set den kære Elaina. Men måtte sande at den unge pige han havde mødt sidst var blevet noget mere moden.
"Men også dejligt at se dem igen... sidst var de jo ikke så stor... Hvad var det nu.. jo min kære lille solstråle" sagde Aaran med en blid latter. Han gjorde sig lidt mere afslappet end man måske burde over for personer med høj status, når man tænkte på han blot var en hjemløs kok, men det blev alt for opstillet hvis man altid skulle holde sig til dyderne.
Roligt serverede Arran maden for Elaina. Retten var simpel, det var blot fint snittet grøntsager fra sæson, håndplukket af Aaran, der skabte en rede på tallerken hvori der lå et smør ristet stykke med brød, hvor på der lå blommen fra et æg som i 2 timer i varme kontrolleret fedt havde tilberedt så nu lunt, flydende og virkelig cremet, ud over var en sommer trøffel skåret i tynde skiver, samt hvis og her lå små bidder af en oste creme.
Aaran havde sørget for at bruge dage på at jage lige disse ingredienser ned, så han var sikker på det var de bedste og med mest smag da han virkelig gerne ville behage den unge frue.
"Uha min kære.. hvor jeg snart ikke har været... markederne i hovedstaden har jeg brugt meget tid sidste måned, alle de dejlige sommer varer der befinder sig der... Men måske var et højdepunkt den senere tid at lave mad til en meget kræsen enhjørning" sludrede Aaran videre, og tog plads ved Elainas side. Han havde blot serveret et rødt æble til sig selv, ha spiste jo ikke meget selv, eller han spiste jo hele tiden med sine sanser.

Med et roligt blik betragtede han den unge frøken, og der kunne næsten lige så godt havde siddet den 13 årig Elaina som han sidst havde set sådan som han så hende. Han kunne godt se Elaina just ikke havde fødedygtige former for at formulere det så pænt som muligt. Men for nu kommenterede han ikke på det, trods hun kunne da nemt tåle 10 kilo mere. Men min ikke han nok skulle nå at kommenetere på det inden middagen var forbi.

"Men sikker de er vokset op.. sidst jeg så dem var de jo ikke større end sådan her" sagde Aaran så glad og holdt sin hånd et stykke over jorden der svarede til en ung piges højde. Ja hun var vokset.

Elaina var vant til en formel tone, og uden rigtig nogen at snakke uformelt med blev det nærmest en vane for hende at holde den. Elaina valgte dog blot at trække på skulderne, da hun ikke helt vidste hvad hun egentlig skulle sige. 

Elaina smilede, næsten ligesom dengang da han nævnte ’solstråle’ hun havde næsten glemt hvordan hun var dengang. Helt fri fra bekymringer glad og ganske lykkelig. Nu ja, nu var det nærmest stik modsat. ”Nej, der er sket meget siden sidst” svarede hun roligt med et varmt smil om munden. Det var rart at se nogen der var glade og nogen fra hjemmet. I dette palæ blev der nemt påmindet om alt ulykkeligt der var sket imod hende de seneste få år.

Elaina lyttede interesseret, det lød så frit så anderledes for det liv hun var vant til ”Det lyder spændende Aaran, tænk at De har set en enhjørning” det måtte være et utrolig smukt væsen, måske en dag ville hun være lige så heldig at gøre bekendtskab med enhjørning – hun elskede trods alt heste så mon ikke også en enhjørning ville have samme effekt. 

Elaina så tallerken, det så vitterlig pragtfuldt ud ”Det ser virkelig godt ud Aaran” svarede hun og så at han ikke fik noget det samme hende ”Hvordan kan det være De ikke også skal have noget af det?” spurgte hun lidt undren. Hun ville da ikke nyde et sådan lækkert måltid også han blot fik et æble.

Elaina smilede igen ”Ja, min nitten års fødselsdag nærmer sig” svarede hun roligt, tænk at hun var små tretten år, da sidst så hinanden og før det, ja det kunne hun næsten ikke huske. Hun var nok et barn dengang.