Sted: Vargas private hjem
Tid: Sen formiddag
Vejr: Solen bager og selv vinden har lagt sig

Vandet skvulpede let om Vargas, da han gled ned i badekarret med et nydende suk. Han elskede at bade, at vaske sit menneskelige hylster af. Kroppe kom så hurtigt til at stinke og klø! Nogle var værre end andre, dette var ikke så slemt, men i dag havde han fået nok. At vaske blodet af ansigtet og hænderne havde ikke givet ham tilfredsstillelse nok, så badet var blevet gjort klar, han havde smidt sit blodige tøj og kunne nu sænke sin krop ned i vandet. Det var ikke det varmeste bad, han havde fået, men heden, der lå som en tung dyne over byen, var ulidelig i dag og han havde ikke noget i mod at tage et lunkent bad i et forsøg på at køle lidt ned. Han var dog for magelig til at tage et decideret koldt bad. Så kunne han lige så godt tage en svømmetur i havet.

Blodet var en slaves - selvfølgelig. Endnu en af elverne, der havde fået nok af fangeskabet, angrebet en vagt. Vagten havde overlevet, sådan da, men elveren... endnu et lig at sende nord på til den kære Jezebel. Hvis hun kunne bruge den blodige rest krop til noget. Vargas var tilfreds, han havde endnu en gang vist de tilstedeværende, at man ikke skulle forsøge på noget. Det var nødvendigt at gentage sig selv en gang i mellem, som der blev skiftet ud i de væsner, der boede i hans bure.
Skrigene havde nået hele pladsen og stilheden der fulgte, havde fortalt ham, at budskabet var blevet opfattet. Perfekt.

For et øjeblik sad han bare med lukkede øjne og nakken tilbage mod kanten. Roen om ham var så modsat det larm, der lige havde været og det var dejligt at få ro i hovedet. Tankerne fik lov til at flyve hvorhen de ville, hvilket viste sig ikke rigtigt nogen steder. Til sidst tog han en dyb indånding og begyndte at skubbe sine hænder, underarme og ansigt fri for blod med en blød svamp. Han var næsten færdig, da han hørte en banken på døren ind til hans hjem. Han ventede ikke gæster? Han rejste sig ikke og stoppede ikke, han havde folk til at tage i mod besøgende. Hvis det var nogen, der ville ham noget, ville de blive efterladt i den store stue og vagten ville finde ham. Men mon ikke, at det var noget, hans ansatte kunne tage sig af.

Liv havde ikke haft lyst til at forlade tvillingerne, men de var efterhånden blevet store nok til at kunne klare sig selv en uges tid uden hende. Og ”uden hende” betød naturligvis ikke alene. Cole var der, og Liv havde også overtalt Sakse til at lege babysitter, især for Nat. Sakse lod til at være en af de få, der havde nogenlunde styr på Nat, bare en lille smule, udover hende selv, og selv hun kunne ikke rigtigt tæmme den dreng (ikke at hun nogensinde havde prøvet). Men Liv havde haft brug for at være lidt alene, eller i hvert fald bare være Liv, ikke Mor Liv. Hun elskede sine unger over alt på jorden, det var der ingen tvivl om, men hun var begyndt at længes efter at føle sig begæret. Og når hun havde den følelse, så vidste hun, at der altid var én person, hun kunne regne med; Vargas. Desuden gik hun med tanker om at skifte tilbage til Sejr, sin mandlige skikkelse, men hun skulle om ikke andet sige ordentligt farvel til sin Liv-skikkelse, inden hun gjorde noget andet.

Klædt i sit sædvanlige løse, hvide udstyr, troppede Liv på ved Vargas’ dør. Normalt fortrak hun at rejse som andre dødelige, men på grund af tvillingerne, kunne hun ikke være væk for længe, og derfor var hun fløjet. Hun var netop ankommet, da hun bankede på hans dør, og hun havde ikke skjult sine vinger endnu – hvorfor skulle hun også det? Hun kunne godt lide at provokere Vargas, og hun vidste, at synet af hendes gigantisk, ravnesorte vinger provokerede dæmonen.

Det var med et drillende smil allerede spillende på hendes læber, at hun ventede på, at døren blev åbnet. Hun forventede ikke, at Vargas selv åbnede. Og ganske rigtigt, så var det en af hans vagter, der åbnede. Fyren måtte være ny, for han genkendte ikke Liv.

”Hvor er din herre?” spurgte Liv vagten. Smilet var væk. Hun havde ikke tålmodighed til idiotiske vagter.

”Herren er optaget,” var svaret.

”Af hvad?”

”Det vedkommer vist ikke Dem, lille frøken.”

Få minutter senere lød der et vældigt rabalder fra underetagen af Vargas’ hus, da Liv skubbede vagten til side hårdt nok til at få ham til at flyve igennem entreen, hvorefter hun marcherede igennem huset og op ad trappen, der førte op til den etage, hvor Vargas havde sine private gemakker.

”Frøken!” kaldte den forslåede vagt og de to andre, der kom til for at hjælpe, mens de halsede efter Liv. ”Frøken, De kan ikke bare—Herre! Hjælp! Hun hører ikke efter!”

”Vargas?” kaldte Liv med sin mest sukkersøde stemme, da hun nåede indgangen til hans gemakker. Hun ignorerede fuldstændigt de tre vagter, de kom styrtende ned ad gangen mod hende. ”Hvor gemmer du dig, min skat?”

Den meget svage lyd af stemmer nåede ham, men han reagerede ikke på dem. Det var først, da der lød et værre rabalder ude fra gangen, at han rettede sig op i karret og rynkede panden med blikket mod døren, der var efterladt på klem. Hvad i alverden skete der? Vagterne begyndte at småråbe og lyden af bestemte skridt, efterfulgt af løbende fortalte Vargas, at nogen var brudt ind i hans hjem. En kvinde, så vidt de blandede råb afslørede. Skridtene ledte op ovenpå og et kort stik af frygt for Ana gled igennem ham og han skulle til at rejse sig, da en af vagterne skubbede døren op.
"Herre Aziz, en kvinde..."
"Hvorfor i alverden har I ikke stoppet hende?!" Han rejste sig, med vrede i blikket og stemmen. Skulle han klare alting selv? Vagten så sig over skulderen og rettede så blikket mod sin herres bare brystkasse, bange for at møde hans blik og uden lyst til at se nærmere på den nøgne mand.
"D-det er en engel." 

Et eller andet faldt på plads for Vargas. Opførslen. En engel. Det kunne kun være Liv. Han sukkede lettere irriteret og opgivende.
"Send hende herned. Det er i orden, jeg kender hende." Han gled ned i vandet igen, stadig med ryggen mod døren, men drejet rundt, så han kunne hvile sine hænder på kanten af karret og sin hage oven på sine hænder. Han burde vel få tøj på og få styr på den uregerlige engel, men det her var meget sjovere. Så nu ventede han med et lidt træt udtryk på Liv. Hun var noget af en kvinde, men hendes opførsel!

Vagten nikkede hurtigt og styrtede ovenpå, hvor han meget forsigtigt nærmede sig englen.
"Frøken, han er nede i baderummet." Han slog ud med armen tilbage mod trappen, uden at se hende i øjnene. Denne vagt var rimeligt ny og ingen regnede med, at han ville holde så længe. Heller ikke ham selv. 
Han ville følge efter hende, hvis hun valgte at følge hans anvisning. 

”I baderummet?” gentog Liv og vendte sig mod den skælvende vagt. ”Hvorfor sagde du ikke det med det samme?”

Vagten skulle til at svare, men Liv rullede blot irriteret med øjnene, inden hun vendte sig og marcherede i den retning, vagten pegede. Han fulgte efter hende, men hun ignorerede ham.

”Vargaaaaas?” kaldte Liv sødt, da hun kom nærmere, og hun smilede bredt, da hun skubbede døren op og så ham sidder der, helt nøgen og vidunderlig.

”Hvilken vidunderlig idé!” udbrød hun, og uden at lukke døren efter sig, eller gøre anden mine til at hilse på Vargas, begyndte hun at klæde sig af med den hensigt at sætte sig ned i karret til ham. Hvis han ville undgå det, måtte stoppe hende, for Liv havde ikke tænkt sig at gøre det frivilligt.

Og der kom hun. Englen, der skabte kaos i hans liv, når det lige passede hende. Vargas havde aldrig rigtigt fundet ud af, hvordan han havde det med hende. Da de mødtes for første gang for... utallige år siden, havde de først været fjender. Men deres lyster havde drevet dem under tæpperne sammen og siden da... han vidste det ikke rigtigt, hun var fantastisk i sengen og god underholdning, men åh, hun kunne også sætte hans pis i kog. På et tidspunkt havde han bare givet op og havde ladet sig selv overgive sig til lysterne uden eftertanke. Det var bare nemmest. Og det var også, hvad han gjorde denne gang.

"Liv. Forsøger du at vælte mit hjem og skræmme livet af mine folk?" Han flyttede ikke på sig, blev bare halvt liggende i vandet, de brune øjne rettet mod hende. Havde det ikke været for rovdyrsglimtet, der næsten altid var at finde i dem, kunne han næsten se lidt hvalpet ud. Bare for et øjeblik, som han skulle forestille at surmule over alt det ballade, hun lavede. Men det forsvandt som hun straks begyndte at smide tøjet. Et smil dukkede op og han så straks mere ud som sig selv. Lysten, grådig. Hans blik gled ned over hendes krop og nød hver eneste kurve hun havde. Det var ikke mange måneder siden hun sidst havde været på besøg, men han kunne aldrig få nok af at se på hende. Han elskede hendes former, hendes sarte hud. Han kunne spise hende levende.

Han drejede sig rundt i karret, så han sad mere behageligt, godt klar over, at om lidt ville vandet nok vælte ud over gulvet. Det var helt fint, han skulle ikke rydde op. Smilet havde ikke forladt hans ansigt, som han drejede hovedet og så på hende.
"Jeg havde ellers ikke regnet med at se dig igen foreløbigt. Har du savnet mig?" Der var en let drillende tone i hans stemme. Faktisk havde han ikke regnet med at se hende, ikke før om mindst hundrede år, de plejede ikke at opsøge hinanden så ofte. Ikke at det gjorde ham noget, han kunne da altid knalde hende igen. Og igen. Som en sukkersød sukkerknald. Han vendte den ene hånd rundt og rakte let ud for at give hende støtte, når hun kom ned i karret.

“Vargas, min skat, du ved da, du er den eneste mand i mit liv,” spandt Liv, mens hun klædte sig af. ”Selvfølgelig savner jeg dig.”

Det var kun halvt løgn; hun havde savnet den følelse, hun fik, når hun var sammen med Vargas, og det var klart nemmeste at opsøge Vargas for at få den fremfor at skulle lede efter en ny person, der kunne give den til hende. Så længe Vargas gad se hende, ville hun blive ved med at opsøge ham fra tid til anden.

Det tog ikke længe, før hun var nøgen, og hun sørgede for at sprede sin sorte fjer lidt, inden hun trådte hen til karret og tog Vargas’ hånd. Hun smilede til ham, mens hun forsigtigt trådte op i karret med det dejligt kølige vand. I stedet for at sætte sig i den anden ende af karret, trådte hun ned mellem Vargas’ ben og knælede derefter ned, så hun læne sig over ham og stryge sine lyse hænder over hans brune mave og bryst.

”Har du slet ikke savnet mig?” hviskede hun og lænede sig tæt nok på, så hendes læber var få centimeter fra hans. ”Bare en lille smule?”

Hendes sorte vinger stod i skarp kontrast til hendes mælkehvide krop, og  hun holdt dem løftet op over sig, så de ikke blev våde.

En dæmpet latter lød fra Vargas, da hun sagde, at han var den eneste mand i hendes liv.
"Og jeg sælger blomster og giver almisser til de fattige." Han var ikke idiot, han var udmærket klar over, at englen foran ham på ingen måde var uskyldig. Han ville ikke være overrasket, hvis hun havde været i høet med halvdelen af landets befolkning, hunkøn som hankøn. Men han var ligeglad, han gjorde sig ingen forestillinger. Deres tid sammen var god, rigtig god, men det var også det. Der var ingen bånd i mellem dem andet end fantastisk sex. Ikke for Vargas, i hvert fald. Han ville savne hende, hvis han ikke så hende igen, men han ville klare sig fint uden. Hun var ikke den eneste høne i hans hønsegård, men hun var dog den bedste. Uden tvivl.

Han fulgte hende med øjnene, da hun kom over til ham og tog hans hånd, for derefter at træde op i karret. Hans bene gled lidt til siderne, så hun kunne være der. Jaså, det var måske lige på og hårdt? Han slap hendes hånd og lagde den på hendes hofte i stedet, da hun lænede sig ind over ham, hendes berøringer skabende små elektriske stød i hans krop. Han vidste aldrig helt, hvad han fik fra Liv, men han vidste, at det kun kunne være godt. Spørgsmålet fik ham til at løfte den anden hånd og lægge den mod hendes kind, hans tommelfinger kærtegnende hendes fyldige læber.
"Hvordan kan jeg andet end at savne dig og din perfekte krop?" Han hviskede tilbage til hende, på kanten til at være blid. Fingeren blev flyttet og han lænede sig frem for at presse sine læber mod hendes. Hånden gled fra hendes kind, ned over hendes hans og ned til hendes ene bryst, hvor han blidt lagde den om, nød følelsen.

Han løj skam ikke, han savnede hendes evner og hendes krop, drømte om den, fantaserede om den. Hun var så nær perfekt, som noget kunne være i hans øjne. Han holdt kysset længe, sugede følelsen af hende til sig, inden han slap hendes læber og i stedet guidede sine til siden, placerede små kys i hendes mundvig, over hendes kind og hen til kæben nær øret.
"Du er altid et fantastisk syn, kære Liv. Du kan altid få en grå dag til at blive lys." Han hviskede mod hendes øre, så hans læber blidt strejfede det. Måske smurte han lidt tykt på, men hendes ord havde givet ham et hint om, at hun havde brug for det. Og det var ikke et problem for den ellers så frygtede dæmon.

Liv stønnede blidt, da Vargas kyssede hende. Ligesom hun altid gjorde, blev hun straks dødeligt forelsket i ham, men følelsen var lidt stærkere denne gang, fordi det var gået op for hende, at han var den eneste mand i hendes liv, der havde givet hende to børn (eller rettere, som hun havde taget to børn fra, men hvem gik op i detaljer?), og det var begge prægtige børn på hver deres måde. Hun smilede mod Vargas’ bløde mund.

”Skal vi blive ved med at snakker, eller har du tænkt dig at tage mig hårdt her i karret?” spurgte hun og nappede drilsk til hans underlæbe, mens hun rakte ned under vandet og klemte mellem hans ben.

Hun nød faktisk at tale med Vargas, for han var en intelligent mand, men tale kunne de altid gøre. Lige nu havde hun brug for noget helt andet, der kunne hende få til at føle begæret for alvor.

Livs spørgsmål fik ham til at smile, hun var så dejligt direkte. Hendes klem fik ham til at trække let på næsen og han åndede tungt ud. Som hun dog kunne få ham tændt.
"Hvad end fruen vil have." Han slap hendes bryst og skubbede hende bagover, så han kunne komme ind over hende. Det lød til, at det var en hård start hun ville have, så det skulle hun få. Så snart han var lænet ind over hende, begyndte han ublidt at kærtegne hendes krop, nappe i hendes hud med tænderne og snart var han skubbet ordentligt op i mellem hendes ben. Den ene hånd fandt frem til hendes lår i et fast greb og kort efter begyndte vandet at plaske ud over kanten på karret.

Tiden gik, forsvandt i nydelsens tåge. Vandet fik efterhånden rumtemperatur og deres bevægelser havde alligevel sendt det meste ud på gulvet. Badekarret var stort, men ikke så stort og til sidst var det ved at være lidt belastende. Men dødssynden var også ved at trænge til en pause, så efter at have fået pusten med panden hvilende på englens kraveben, løftede han hovedet og kyssede hendes kæbelinje.
"Jeg ved ikke med dig, men jeg er sulten." Han trak hovedet tilbage og så ned på hende, let smilende og med et afslappet udtryk i ansigtet og i øjnene. For et øjeblik var rovdyret tæmmet og træt. Endnu et kys blev placeret, denne gang på hendes pande, inden han fik skubbet sig op at stå og trådte ud af karret. Hans hår var allerede næsten tørt, strittende ud til alle sider, men der var stadig brug for et af de store stykker stof til at tørre sig i. Så han greb et til sig selv og gned det lidt rundt i håret, mens han rakte det andet i mod hende, overhovedet ikke berørt af, at hun kunne se alt, men nu havde hun også mærket det, så intet problem.

"Vi kan altid fortsætte senere, hvis du vil." Hans smil var en smule gavtyveagtigt, for han kunne sagtens fortsætte. Når han havde fodret hylstret. 

Liv var behageligt udmattet, da Vargas stod op fra karret. Hendes overkrop og indersiden af hendes lår var dækket af blå mærker, bid- og sugemærker. Hun kunne dem til at forsvinde på ét sekund, hvis hun ville, men det ville hun ikke. Hun havde haft brug for at mærke hans grådighed efter hende, og hun ville gerne have beviset på sin krop lidt endnu. Måske ville hun endda gå så langt som at lade dem hele af sig selv sådan helt naturligt.

”Mmh,” nynnede hun og smilede, mens hun betragtede Vargas’ nøgne krop. ”Du må love mig at passe godt på den her krop, Vargas. Jeg er ikke sikker på, du kan finde én, der er bedre.”

Hun tog imod stoffet, han rakte hende, og sukkede så, da hun rejste sig i karret og trådte ud på det våde gulv. Hendes vinger var blevet plaskvåde, men det gjorde nu ikke noget. Med en lille grimasse af koncentration fik hun dem til at forsvinde; det var også det nemmeste. Derefter begyndte hun at tørre sin krop og sørgede for at bukke sig dybt ned foran Vargas, da hun skulle tørre sine lægge, så han lige kunne få et sidste udsyn, inden de holdt pause.

”Det tror jeg allerede, du kender svaret på,” svarede hun og lo en smule, mens hun rettede sig op igen, nu tør over det meste af kroppen. ”Men lidt mad ville heller ikke være af vejen. Jeg har endnu ikke spist i denne uge, så det burde jeg nok.”

Vargas havde været lidt hård ved Liv denne gang, men det havde tydeligvis været det hun ville have og han stod ikke tilbage fra at give det til hende. Han fik jo også, hvad han ville have. Hende.
Hendes kommentar om hans krop fik ham til at se ned af hylstret. Han var selv ganske tilfreds, men det var altid rart med komplimenter. Han sukkede let og begyndte at tørre kroppen.
"Den holder nok et par år endnu, men jeg slider dem ret hurtigt op." Jo ældre han var blevet, jo hurtigere begyndte kroppene at falde fra hinanden. Om det var hans alder eller om han gjorde noget anderledes, vidste han ikke. Det gjorde ikke så meget, at var ikke så knyttet til sit hylstre, at han ikke i et hjerteslag kunne skifte til et andet. Hvilket somme tider var nødvendigt.

Han blev færdig med at tørre dråberne af kroppen, men inden han nåede at gribe ud efter det rene tøj, måtte han lige stirre lidt med et skævt smil. Mhm. Han fik helt lyst til at gå hen og tage hende igen, som hun stod der. Bare en lille hurtig omgang... hun rettede sig op og øjeblikket var ovre igen, hvilket fik ham til at sukke og tage det øverste klædningsstykke i bunken. Et par løse sorte bukser, hvor enderne var strammet ind om hans ankler. Han trak dem på, mens hun snakkede om mad.
"Jeg er sikker på, at kokken kan trylle noget godt frem." Faktisk burde maden være lavet, i hvert fald til ham, det var over den tid, han normalt spiste mad på ved middagstid. 

Det næste stykke tøj var en løs hvid skjorte i et glat stof med en stor halsåbning, han kunne binde ind, men var for doven til at gøre. Han havde ikke meget tøj i hvidt, men det var hvad hans slave havde hevet frem til ham. Nå ja, den klædte ham sikkert også. Nu var det ikke meningen, at han skulle have tøj på ret længe, ikke når Liv var på besøg. Derefter ventede han på, at hun fik sin kjole på igen, så han kunne lede hende til stuen.

Liv klædte sig altid i lag, og denne gang havde ikke været anderledes. Da hun dog vidste, at der nok ikke ville gå længe, inden hun skulle være nøgen igen, så valgt hun kun et enkelt lag; det var en hvid underkjole, der gik ned til gulvet. Stoffet var næsten vægtløst og så tyndt, at der ikke var meget overladt til fantasien, heller ikke hvad Vargas’ mærker på hendes krop angik. Hun var ligeglad; egentlig havde hun fortrukket at forblive nøgen, og hun havde kun taget kjolen på, fordi hun var i en andens hus. Resten af tøjet lod hun ligge, hvor hun havde smidt det. Hun var ikke ligefrem knyttet til sit tøj, selvom det meste af det var ret dyrt.

Hun gik hen til Vargas og lod en arm glide omkring hans hofter for at give ham et klem.

”Viser du vejen, min skat?” spurgte hun og kyssede hans kradsende kind.

Synet af Liv i den gennemsigtige kjole var næsten mere lokkende end at se hende nøgen. Ting var skjul, men ikke mere end at fantasien kunne udfylde hullerne. Han kunne lide det og hans udtryk lagde ikke skjul på det. Han begærede hende, lystede hende. Hans hånd søgte også straks hendes former, da hun kom hen til ham og lagde en arm om hans hofter.
"Denne vej, underskønne kvinde." Han førte hende ud af baderummet og ned af gangen ned mod åbningen, der ledte ind til hans egen private stue. På vej ned af gangen, lænede han sig let ind i mod hende og hviskede til hende.
"Du driver mig til vanvid ved din blotte tilstedeværelse." Til vanvid på flere måder, men lige nu var det seksuelt. Åh, han var træt, men åh han kunne sagtens smække hende op i mod muren lige her og få huset til at genlyde af hendes støn.

Inde i stuen kyssede han hendes kind, slap hende og ringede så med en klokke, der stod på et lavt bord.
"Tag plads, så sætter jeg køkkenet i sving." Og som han havde udtalt ordene, dukkede der en tjener op i døren. Lidt specielt, det var en satyr. Anas kæledyr, der tjente til opholdet i Vargas hjem. Han kastede et kort blik på Liv, inden han bukkede let for Vargas.
"Ja, Herre Aziz?"
"Giv køkkenet besked, mad til to." Vargas så knapt på satyren, der hurtigt bukkede og forsvandt igen. Nu var det bare at vente. Tålmodighed var på ingen måder en af Vargas største dyder, så han snuppede et æble fra en frugtskål og smed sig så i de bløde puder ved siden af Liv.

"Hvordan går det? Er livet godt i mod dig?" Han bed i æblet og lod den anden hånd lægge sig på hendes inderlår, hvor han næsten lidt fraværende kærtegnede hendes hud igennem stoffet. Egentligt var han ikke rigtigt interesseret i at høre om hendes liv, men han ville gerne holde hende glad og havde evnerne til at forfalske interessen. Plus han havde en fornemmelse af, at hun var her af en grund, hvilket hun måske havde brug for at tale om. Så han spurgte. Bare for at gøre hende glad.

Liv lagde ikke rigtigt mærke til tjeneren, Vargas hidkaldte, for hun havde for travlt med at slange sig imellem de bløde puder og nyde den luksus, hun altid kunne finde hos Vargas. Da han kom hen til hende på sofaen, nusser hun sig med det samme tættere på ham og spredte sine ben lidt, så han bedre kunne komme til. Hun ville såmænd ikke have noget imod et lille håndjob lige her, men det måtte han om.

”Livet er altid godt imod mig,” svarede hun på hans spørgsmål og sukkede tilfreds. ”Jeg har fået to små, vidunderlige unger, og de bliver større og frækkere for hver dag, der går.”

Hun skævede til ham og grinede blidt. ”Og bare rolig, de er ikke dine.”

Det var kun en halv løgn, men Liv vidste bedre end at fortælle Vargas sandheden. De havde aldrig rørt det emne, men Liv havde på fornemmelsen, at Vargas langt fra ville blive en så kærlig far, som Valkar havde vist sig at være. Hun kunne selvfølgelig have løjet helt og ikke fortalt Vargas om tvillingerne, men når han en dag hørte om dem, ville det virke endnu mere mistænkeligt, at hun havde holdt dem hemmelige.

”Men nu trængte jeg til at være mig selv lidt,” fortsatte hun og slikkede sine læber lidt, mens hun spredte sine ben lidt mere for Vargas’ hånd.

Vargas' kærtegn af hendes lår stoppede for et øjeblik, da hun nævnte, at hun havde fået børn. Børn. Og hun havde lige været forbi. Om hun havde opdaget hans pludseligt mørke udtryk eller om hun bare ville berolige ham alligevel, var ikke til at sige, men hun skyndte sig at tilføje, at det ikke var hans. I et øjeblik blev han en helt anden mand, en mand der kort overvejede at slæbe hende ud til det lille ekstra rum og gøre hende ondt, til han følte, at han fik sandheden. Lade blodet dryppe og skrigende runge mellem murene i stedet for hendes støn. Hans ansigt var udtryksløst, men blikket i hans øjne afslørede hans følelser.
Men det varede kun for et øjeblik, han blev trukket ud af mentaliteten ved at hendes ben bevægede sig under hans hånd. Langsomt blinkede han og rettede blikket mod hendes ansigt. Burde han stole på hende? Nej. Men han gjorde intet. 

Han fangede dog tydeligt hendes hentydning, så hans hånd søgte længere op. Han var for doven til at hive hendes kjole op, men stoffet var tyndt nok til ikke at være i vejen. Et lille smil dukkede op på hans ansigt og gjorde det lidt bedre, selvom det ikke helt nåede hans øjne. Børn. Han havde dræbt hver eneste lille skabning, han havde været med til at kreere. Nok var det altid kun halvdæmoner, men han ville ikke faldes i ryggen. Han holdt for meget af sit liv til at tage chancen.
"Jeg er beæret over, at du kommer her, så." Han stemme havde et svagt strejf af noget forkert, men det forsvandt mere og mere for hvert ord, han udtalte. Hans fingre havde fundet det rigtige sted og han forkælede hende som om, at det var helt normalt at have samtale imens.

"Havde jeg vidst, at du kom, havde je..."
En let afbrød hans tale, men ikke hans fingres bevægelser. En vagt stod i døren og man kunne se på ham, at han vidste, at han forstyrrede.
"Undskyld forstyrrelsen, Herre Aziz, men..."
"Har jeg ikke sagt, at jeg ikke ville forstyrres, når jeg har gæster?!" Vreden var tydelig i hans stemme og blik og vagten så næsten ud til at krympe sig. Det var ikke lang til siden, at Vargas havde slagtet en af deres som eksempel.
"En af vagterne er blevet angrebet, han slog hovedet, healeren siger, at det ikke er sikkert, at han vågner op igen. Det var menneskedrengen, Juno, Herre. Hvad skal vi..."
Det var et meget uheldigt tidspunkt at vagten fortalte Vargas dette. Han var ikke helt kommet sig over det med Livs børn, og vreden blussede alt for hurtigt op, så han afbrød vagten med en snerren.
"Send ham ind, jeg tager mig af ham." Juno. Vargas kunne mærke vreden vokse og hans holdning blev anspændt og hans kæbemuskler spændte op. Hans fingre var ikke længere blide, men hårde, da han næsten havde glemt, hvad han var ved. Vagten styrtede derfra efter at have bukket.

"Jeg er ked af det, jeg har lige en slave, jeg skal flå levende. Du kan bare blive her, maden burde ankomme om lidt." Han vendte blikket mod Liv og hans ansigtstræk blødte lidt op. Men det var tydeligt, at han havde tankerne et andet sted. Hurtigt gav han hende et kys på panden og rejste sig for at gå ind i den anden stue for at vente på, at vagten kom med slaven. 

Juno havde prøvet at opføre sig pænt, det havde han virkelig. Og aftalen han havde lavet med Vargas havde det også hjulpet ham godt på vej. Aldrig før havde han opført sig så pænt så længe som han havde her. Men det gjorde ham også langsomt sindssyg. Han følte sig mindre og mindre som sig selv, for hver dag hvor han var tvunget til at lades som om han var noget, han ikke var.

I dag var dagen hvor Juno var gået helt fra den. Han havde undgå at se, hvad Vargas havde gjort ved slaven tidligere i dag, men han havde ikke kunnet slippe for at høre det. Lyden af skrig rungede stadig for hans ører, han følte sig alene i verden, og han kunne ikke længere se nogen udvej for dem. Hvis hans handlinger førte til hans død, var Juno et sted hvor han troede at det var fint nok med ham.

Han havde ikke tænkt, da han havde pisset efter vagten. Ikke andet, end at han ikke kunne holde fangenskaben ud længere. Han havde heller ikke tænkt, da vagten havde åbnet hans bur og startet en slåskamp, som manden havde endt med at tabe. Juno havde brugt ham til at få alle sine frustrationer ud og sin livslyst tilbage, og ikke engang da to andre vagter fik fat i ham, stoppede han med at slå og sparke omkring sig. De slag han fik fra dem, mærkede han knap nok igennem adrenalinen.

Han osede stadig af raseri, da han mod sin vilje blev slæbt ind til Vargas.
"Jeg vil hellere dø, end jeg vil være her en dag længere!" råbte han, så snart han fik øje på slavehandleren. Manden havde ellers sat sig i respekt hos Juno, men som Juno så pænt sagde, havde han ikke længere nogen særlig dødsangst.

Hvis Liv havde været en kat, havde hendes pels strittet ud til alle sider ved udtrykket i Vargas’ øjne, da hun nævnte tvillingerne. Han kunne bare prøve på noget… Hun var klar til at flå i hans sjæl, til han tudede om nåde. De havde været i totterne på hinanden for mange, mange år siden, og selvom Liv ikke huskede, hvem der vandt dengang, så tog hun gerne en omgang til, hvis Vargas overhovedet antydede at true hendes børn.

Heldigvis, så han ud til at komme på andre tanken, især da en vagt kom rystende ind ad døren. Vargas’ fingre blev hårde og voldsomme, og Liv kunne ikke holde et ret højt og ret beskidt støn tilbage, inden han slap hende.

Hun så efter ham, da han gik, men fordi hun var ekstremt nysgerrig, og fordi hun ikke var det mindste bange for Vargas, rejste Liv sig kort tid efter fra sofaen og fulgte efter ham. Hun lænede sig mod dørkarmen bag Vargas og smilede lidt, da hendes blik faldt på en dreng. Han var beskidt og blodig… Det måtte være denne Juno? Han var tydeligvis en rigtig møgunge, og Liv smilede straks bredere. Hvor var han dog kær! Hendes blik gled over den unge krop, og det var tydeligt, at hun kunne lide, hvad hun så, som hun stod der i sin gennemsigtige kjole, stadig dækket af Vargas’ mærker overalt på kroppen.

Tiden føltes lang og Vargas' vrede blev kun værre som han måtte vente. Kun i minutter, men det var længe nok! Han gik lidt frem og tilbage med hænderne hårdt knyttet om hinanden bag ryggen. Juno. Menneskedrengen, der ellers havde opført sig tåleligt i den tid, han havde været der. Men at angribe en vagt som dette var langt, langt over nogen som helst form for grænse, der eksisterede. Og drengen skulle betale. 

Råbet fra drengen rungede i mellem de kolde mure og vagten skubbede ham straks fra sig og ind i stuen. Vargas var henne ved ham i et par lange skridt, tårnene sig over ham, og greb ham om halsen med en hånd, inden han brutalt skubbede ham bagud og op i mod en mur, løftende ham fra gulvet. Hårdt plantede han en hånd på drengens bare brystkasse og rykkede til. Lidelse. Han ville se lidelse og han gjorde, hvad han kunne, for at flå sjælen ud af ham, selvom han godt vidste, at han ikke kunne. Ikke uden en handel. Noget for noget. Men smerten og ubehaget var også nok. Det ville føles lidt som om, at han forsøgte at hive hjerte og lunger ud af kroppen på ham. Juno havde set, hvad der skete med trolden og Vargas hev til.
"Det kan vi godt ordne," svarede han ham vredt snerrende.

Men efter en øjeblik trak han hånden til sig og lod drengens fødder røre jorden igen, men uden at slippe ham. De brune øjne gled over til vagten.
"Hent satyren." Vargas stemme var iskold. Vagten hastede af sted og det var først nu, at det gik op for Vargas, at Liv var til stede. Det passede ham ikke. Hun skulle ikke blandes ind i hans grimme sider, ikke sådan her. Ikke at han antog hende for sart, men arbejde og fornøjelse skulle på nogle punkter skilles ad og dette var et af dem. Liv var sex og sjov, ikke vold og blod. Stadig med hånden hårdt lukket om Junos hals, rettede han sig lidt op og fik en smule styr på sin vrede. Bare en smule.
"Kære Liv, måske det er bedst, hvis du bliver i den anden stue. Eller finder soveværelset. Det her kommer ikke til at tage så lang tid, men det bliver ikke pænt." Han forsøgte at lyde... venlig... men kulden lå over han stemme. Han havde brug for at få vreden ud af kroppen.

Havde Juno kunnet tænke klart, ville han have handlet anderledes, men som det stod til nu, var han fyldt af raseri og adrenalin - den værste blanding for en ung mand, der i forvejen kun tog impulsive beslutninger og ingen kvaler havde med at starte slagsmål han vidste, at han ikke kunne vinde.

Juno sparkede og slog ud efter Vargas, indtil hånden om hans hals var strammet så meget, at han ikke havde ilt til at kæmpe imod. Samtidig tog smerten i hans hjerte og lunger til, og havde han haft luft, ville han have skreget.
Han følte både en fremmed lettelse og en alt for velkendt panik, da Vargas truede med virkelig at dræbe ham, men panik overtog og fordoblede sig hundredetusinde gange, da Hector blev nævnt.

"Nej!" skreg han, hæst efter at have Vargas' hånd lukket om sin hals. "Ikke Hector, ikke Hector," bad han og da hans ben øjeblikket efter gav efter under ham, var det igen kun Vargas der holdt ham oppe.
Han havde svigtet Hector igen. Han havde ikke kunnet holde sig i skindet og nu kom det til at gå ud over Hector.
Havde han ikke været skræmt for vid og sans ville han have forsøgt at flirte med Vargas' dame, men Hector fyldte så meget i hans bevidsthed at han slet ikke havde plads til andre lige nu.

Liv havde ærlig talt lyst til at blande sig; hvad end drengen havde gjort, det kunne da på ingen måde kræve en straf så streng, og da slet ikke mod denne Hector, der tilsyneladende ikke havde haft noget med det at gøre. Men hun vidste også bedre end at blande sig, når Vargas var i dårligt humør, og det lod til, at hans humør var styrtdykket meget pludselig. Så hun modsagde ikke Vargas, som hun normalt ellers ville gøre. I stedet gik hun blot hen og kyssede Vargas' kind og sagde, "Vær lidt sød mod drengen, Vargas. Han er jo kun en unge."

Hun sendte Juno et venligt blik, men trak sig derefter tilbage til den anden stue. Hun holdt sig dog tæt ved døren, så hun kunne gribe ind, hvis hun synes, det gik for vidt. Hun var ret sikker på, hun kunne klare sig mod Vargas, hvis det skulle komme så vidt, men hun havde bestemt ikke lyst til at afprøve sin teori, hvis hun kunne undgå det.