Elaina orkede næsten ikke at stå ud af sengen. Det var onsdag og hun skulle sidde og byde borger indenfor, med deres bekymringer, tanker og hvad de ellers havde på hjertet. Ikke nok med at det halvdyr var her forleden der skulle belærer hende, nu skulle hun også stå model til al brok. Hun kunne nærmest høre Hektor i hendes hoved. ’Vær positiv min egen, de ønsker blot at blive hørt’ med hans sukkersøde stemme, som hun nærmest kunne kaste op over. 

Hendes tjenestepige havde lagt en fin lys grå kjole frem, med en anelse blålig skær i det underdelen. Den var enkel og fin, trods at man ville kunne fornemme hendes afmagrede krop ved hendes tydelige kraveben. Mon nogen næppe ville kommentarer på hvordan hun levede. Det første gang Elaina havde gik fra de sorte kjole. De sorte som viste hendes sørg af tabet på hendes mand.

Dagen skred al for hurtigt frem og før hun vidste af det. Sad hun på stolen, med et elegant bord foran sig og to vagter ved sin side – der var nok allerede en kø, men hurtigt blev den første borger vist ind i salen, som for Elaina blot var et rum.

Den forbistrede kat.. Deavás var næsten tvunget til at dukke op, for ellers ville kvinden begynde at stille spørgsmål ved hans troværdighed. Han var dog lettere irriteret på sig selv, at han var kommet ind i denne situation og så med en fantasi om at han var bibliotekar. Det var latterligt, men Deavás forsøgte så vidt muligt ikke at lade det påvirke ham, som han vandrede igennem byen mod palæet. Der var allerede en længere kø foran og han sukkede opgivende. Der var ikke nogen chance for at han ville vente hele dagen på at snakke med hende.
På en eller anden måde fik Deavás snydt sig til den første plads i køen. Alt han skulle var at skrue charmen på og overtale kvinderne forrest i køen om at det virkelig hastede og han insisterede på at lægge et godt ord ind for dem, som om han kendte hertuginden. Deavás påklædning var det sædvanlige sæt, sort bukser og en hvid skjorte, udover bar han dog en lang kappe, som nåede ham til anklerne. Kappen var lukket helt til, så man kun lige kunne fornemme skjorten og de sorte bukser. Hans blik var målrettet og de gyldne øjne rolige. Han var udmærket klar over at hertuginden ville være godt beskyttet, men alt han skulle var at vække hendes interesse. Hvor snobbet tøsen end måtte være.

Dørene blev åbnet og Deavás bukkede høfligt for tjenestefolkene og vagterne, før at han trådte ind i salen og lod blikket vandre rundt på omgivelserne. Der var ikke tale om hans egen smag, men han var godt klar over at Hertuginden forsøgte at opretholde en vis facade overfor pøblen. Han vendte blikket mod kvinden ved bordet og skævede kort til vagterne før at han placerede en hånd mod sit bryst og bukkede dybt for hende. ”Deres nåde” sagde han høfligt, som han holdt hovedet bukket for en stund, afventende hendes reaktion før at han ville gå tættere på.

Elaina så mod manden der trådte ind i salen. Det første hun bemærkede var hans gullige øjne, de minde svagt om Vokun, bare hun tænkte på det væsen gøs hun indvendig. Selvom hans var røde var der noget ved mandens øjne. Hun forsøgte ikke at dvæle ved fortiden det ville blot ødelægge hende mere.

Manden så mere pæn ud end de normale der kom og besøgte hende, mon dette var denne mester katten havde refereret til. Han var umiddelbart ikke det, hun havde forventet af et overhoved for bibliotekarer.

Elaina smilede svagt og svarede ”Vær venlig at kom frem og sig hvad De har på hjertet, så skal jeg se hvad jeg kan gøre” hendes stemme var rolig og fattet. Hun havde også sagt denne sætning så mange gange, at det sad på rygraden. 

Situationen kunne stadig irritere ham en anelse, for normalt ville han aldrig henvende sig til nogen i et offentligt rum som dette. Der var ikke meget han kunne gøre end at digte på en historie lige nu. Og vagterne gjorde det svært for ham at genere hende. Hisashi havde fået besked på at være forsigtig, men hvorfor han havde fortalt ham at dukke op på lige netop dette tidspunkt undrede ham. Hisashi vidste godt han havde det bedst udenfor andres søgelys, men hertuginden ville næppe være nem at komme til. Det beviste vagterne også.

Deavás holdt høfligt hovedet bukket en anelse, som han nikkede til hendes opfordring og lod hænderne hvile mod ryggen, imens at han gik tættere på. Stille rettede han blikket mod hende igen, som han kom tæt nok på at kunne få ordentligt øjenkontakt. "Jeg kommer for Deres skyld, hvis De er interesseret i at lytte” lød det mildt, som han foldede hænderne foran sig. ”De skulle have mødt Sashi” forklarede han med et stille nik. Efter hans informationer så var mødet ikke endt godt, men ville det påvirke hans indgangsvinkel til samtalen?

Da de fik øjenkontakt, følte hun en anelse sved ned ad ryggen. Det var de der øjne igen, måske hun ville vænne sig til dem som samtalen roligt ville gå i gang.
Hvis ikke hun sad her, og skulle opfører sig anstændigt havde han fået en rapkæftet kommentar tilbage, for alle der kom – kom for at tale med hende, det var næppe for hendes skyld at han var kommet. Elaina holdt dog sin mund og sit ansigt. Elaina nikkede dog blot, hun skulle jo være interesseret uanset om havde lyst eller ej, det var en del af arbejdet.
Sashi hun nævnte navnet et par gange i hovedet, det var bekendt. Så slog det hende, at det var halvdyret der havde besøgt hende. Så dette måtte jo være mesteren. ”Ja, De må være hans mester, kan jeg vel næsten gætte” Elaina havde en umådelig lyst til belærer ham, mon hun nu kunne tillade sig det og her? ”Ønsker De at Deres tjener skal besøge mig igen, så få lavet en besøgsanmeldelse hvorved jeg bekræfter – De slipper dog med denne advarsel, men han skal ikke snige sig ind på mine gemakker en anden gang” sagde hun først lettere advarende, dog stadig i et roligt og høfligt tonefald.

”Trods det, så er jeg interesseret i at høre om dine forslag” Selvom Elaina egentlig var ligeglad med hvordan han havde en fantasi om, at hun ikke kunne bestyre lennet. Så var det jo dagen, hvor hun skulle tage imod sådanne tilbud. Så hun måtte hellere bare være lidt interesseret og ikke kun give advarsler.

Deavás forsøgte ikke at skræmme hende ved at kigge hende i øjnene, men han kunne selvfølgelig ikke vide hvad den lille skæl var blevet udsat for i fortiden. Men hvad end det måtte være, så kunne det kun være underholdende og Deavás havde intet imod at rive op i gamle sår, hvis det blev nødvendigt. Han kunne fornemme hendes irritation og skjulte et glimt i øjnene, som hans blik dalede for en stund. Det virkede måske som om han forsøgte at undskylde, da hun endte med at belære ham. Deavás havde flyttet hænderne bag ryggen og knugrede hænderne sammen. Den lille møgunge. Hisashi skulle nok få betalt senere, men først når han havde talt med det ulidelige kvindemenneske foran ham. Hun lød som om hun var interesseret, men så alligevel ikke.

”Jeg indrømmer at opdragelsen ikke har været den bedste” sagde han med et svagt nik med hovedet. Han kunne godt tage imod lige nu, men hvis hun pressede på, så ville han nok ende med at afsløre sig selv. Deavás virkede overrasket over at Hisashi havde sneget sig ind i hendes gemakker, han havde godt vidst at der var noget over ham, men at han alligevel havde modet til den slags frækheder. Han endte med at smile over kommentaren. ”Udmærket” sagde han afslutningsvis, som i at han havde forstået hendes ønske. Han var tilbøjelig til at gøre det samme bare i et voldsommere omfang.. og senere.

”De siger, at De er interesseret, men lader ikke til at mene det” det var måske en anelse provokerende, men han havde mødt en god bunke adelige og de opførte sig alle på samme måde. Hun var ingen undtagelse. ”Og jeg er bange for at ville snakke til døve ører” fortsatte han med et let nik med hovedet. ”Men hvis De ikke er interesseret i at forhindre rygterne i at sprede sig, så vil jeg lade dem vandre” han var klar på at gå, hvis det blev nødvendigt.

Elaina fornemmede at han ville sørger for at dette ikke ville ske igen. Elaina var tilfreds, hun brød bestemt ikke om, at andre kunne kravle op til bl.a. arbejdsværelses hendes værelse ja, alle steder på palæet. Det kunne skade ikke blot hende, men lennet hvis visse informationer kom ud.

Elaina sendte et lille tilfreds smil. Elaina havde lyst til at sukke højlydt ’åh nej, ikke sådan en’ hun hade disse typer – hvor man nærmest skulle tigge om forslaget for det blev sagt, uanset forslaget. Det så aldrig godt ud når en borger ikke var blevet hørt. På samme tid havde hun lyst til at belære ham igen blot fordi han irriterede hende en anelse. Hun nåede dog ikke at svare før han kom med en påstand, rygter, hvilke rygter? Elaina havde vitterlig ikke overskud til sådan et drama. Gik folket mon rundt og sagde hun var uægte til at sidde her fordi det ikke var lykkes hende at få et barn. Elaina lukkede sine øjne i få sekunder og så på ham ”Selvfølgelig er jeg interesseret, ellers havde jeg da afskaffet muligheden for at tale med mig.” svarede hun roligt, men der var også en vis sandhed i hendes ord. Hun havde flere gange overvejet at fjerne muligheden, men hun vidste også at den betød noget. Det var altid vigtigt at have folket med sig især fordi hun kom fra en anden familie. ”Jeg vil prissætte, hvis De ville fortælle mig om disse rygter, til gengæld hvis der er noget De kan forhindre – kan De modtage en symbolsk tjeneste” med det mente Elaina noget prismæssigt inden for remilighedens grænse. Hun ønskede for alt i verden ikke, at der skulle gå ubehagelig rygter om hende. Hun havde jo før Hektors død ikke været helt perfekt, men hvad hun vidste af, så havde ingen fundet ud af noget. Hun havde da været så forsigtig!

Hisashi skulle nok få klar besked, men han havde ingen intentioner om at gøre det på hendes ordre, for hun skulle så absolut ikke bestemme over ham. Der var en grund til at han sjældent begav sig ud i det offentlige rum. Han duede ikke til den slags formelle anledninger. Men han følte sig tvunget til at følge op på sagen, også selvom hendes attitude slet ikke passede ham, så bed han det i sig.

Deavás kunne godt være med til at gøre skaden større, men hvad var hun egentlig interesseret i? Han gjorde sjældent andre en tjeneste med mindre at han fik noget ud af det og det var Hisashi udmærket klar over, så hvad var planen lige? ”Og De er sikker på, at De ikke føler Dem tvunget for at behage folket?” spurgte han med et hævet øjenbryn, han var udmærket klar over at det kunne opfattes provokerende. Men gjorde adelige ikke ofte hvad folket ønskede? Det var vel derfor hun tog imod deres ideer og brugte dem hun fandt relevant. Deavás lod blikket glide fra hende mod vagterne, som hun bad ham om at uddybe. Det måtte være belastende altid at skulle tænke på folket og ikke sig selv, Deavás ville aldrig havne i en sådan situation.

”Ønsker De at diskutere det i dette offentlige rum, eller skal jeg vende retur, når pligterne er ovre?” spurgte han roligt, som han hentydede til at emnet kunne være følsomt og specielt med vagter og flere folk i kø. Måske det ville trække ud. Lige nu lagde han det hele på hendes skuldre.

Elaina var ikke fornøjet over hans kommentar, han gav blot hende mere lyst til at belære ham igen. ”Ja jeg er ganske sikker” ’betvivler De mine ord’ havde lyst til at afslutte det med, men hun gjorde det ikke hendes svar var roligt og endda med et lille smil. Selvom det måske var en løgn. Så var det en nødvendighed for folket i byen og nogle gange skete det da også at der var lidt fornuft i deres ord. 

Elaina tænkte nøje, de havde efterhånden snakket allerede en anelse længere end normalen, men måden at han sagde det på fik hende til vurdere om det nu også var klogt lige her. ”Nuvel, kom igen når solen er gået ned” svarede hun kortfattet. Selvom det ikke passede hende at se ham igen. Nu blev det desværre sådan, hun måtte vide hvad dette rygte indebær.
Som han forlod rummet, fik hun lille knude i maven – hans ord det var nærmest som om han indikere at det omhandlede noget slemt, noget pinligt for hende. Hvad kunne det være?! Elaina håbede blot at det ikke omhandlede Talion. Hvis det gjorde, måtte hun handle hurtigere end hun havde først forventet. Heldigvis kom hun igennem mængden af folk og kunne endelig tage et tiltrængt bad. Elaina faldt næsten i søvn i det varme vand, det var lige hvad hun brug inden hun skulle se ham igen.

Hendes tjenestepige havde fundet en ny kjole frem stadig grå, men denne gang med lange arme, som var dekoreret med blonder, den havde dog et nøglehul på ryggen men heldigvis gik den helt op til hendes kraveben. Elaina ville ikke bære en kjole der viste ham for meget. Selvom der ikke var meget at se, hun var stadig meget tynd selv efter plagen. Hektor havde gjort et godt forsøg med at få hende til at spise, det mislykkes dog nu hvor han var død.

Aftenen nærmere sig og det ville nok gå længe, før at han ville komme. Elaina befandt sig i thestuen. En fin størrelse af stue, med en kamin nogle reoler og stole. Elaina sad på den ene med sin kop the. Bag ved hende tæt ved vinduet befandt der sig en vagt. En betroede vagt, som hun vidste kunne holde tæt uanset hvad rygtet var. Elaina var for sårbar og tog ingen chancer med, at være alene med en fremmed. Selvom han måske havde håbet at få hende blot på to mands hånd.

Hvem var det egentligt der havde kontrollen i det rum? Deavás fremstod ydmyg og rolig, som han holdt hænderne mod ryggen, men han var overbevist om at masken ikke ville holde for evigt. Han havde fået meget lidt tid til at forberede sig på situationen, så han kunne godt mærke, at hans tålmodighed ikke fungerede i situationen. Derfor var han også nød til at finde en måde hvorpå han kunne få det hele udsat. Han havde brug for mere tid til at tænke. Ønskede han i det hele taget at hjælpe hende?
Deavás bukkede hovedet, som hun bad ham vende retur, når solen var gået ned. Det gav ham nogle timer at løbe på. Han nikkede høfligt for hende. ”Som De ønsker, Deres nåde” sagde han afslutningsvis, som han bukkede hovedet en sidste gang, før at han valgte at vende ryggen mod hende og gå mod døren. Deavás fandt det ganske ubehageligt at være inde på palæet, måske derfor han endnu ikke havde slået sig ned et sted, han var mere til de simple gemakker.

Der var aldrig noget i vejen for at være velforberedt og Deavás brød sig ikke om tidsfristen, som han dog alligevel havde besluttet sig for at møde op. Tøjet var ikke forandret fra tidligere, bortset fra at han havde tilladt sig lidt pusterum ved at åbne den øverste knap i skjorten. Kappen var heller ikke lukket helt så tæt til. Han skulle forestille sig at være en bibliotekar, så han bar en bog under armen. Noget der kunne bekræfte hans teori, hvis hun var interesseret i at lytte.
Hans blik hvilede atter på palæet, som han trådte nærmere og stoppede op ved døren for at løfte højre hånd og banke på, som han ventede trådte han nogle skridt tilbage. De adelig var vist meget påpasselig med at folk kendte til formel opførsel og Deavás havde studeret det længe nok til at vide hvad det drejede sig om, så han havde ikke problemer med at holde en facade kørende.

En tjener åbnede porten og sagde ”Velkommen Sir, hertuginden venter Dem i thestuen” han bukkede kort og lod ham gå ind før, han selv begyndte at gå foran ham for, at vise vejen hen til thestuen. 

Elaina sad ganske rolig da de kom ind i stuen, hun så dog på manden som kan imod hende, hun bemærkede bogen under hans arm. Han minde hende om Astra der også tog bøger med sig rundt.

Elaina læste da bøger, men slet ikke på samme niveau som Astra og nok slet hellere ikke hans. Det var andre dokumenter som var vigtigere, end falde over noget fiktivt. ”Hvad er det for en bog De har medbragt?” spurgte hun høfligt, hun kunne vel ikke tillade sig andet. Trods at bøger måske ikke sagde hende så meget, var hun mest interesseret i det rygte der gik om hende. Hun ville næsten ønske han blot ville fortælle det med det samme. Elaina havde dog en fornemmelse af at han ikke bare sagde det, nej hun skulle nok tigge lidt for det og hun, ja hun ville hade at synke så lavt. 

Tjeneren mødte et roligt blik, som han langsomt nikkede og bevægede sin indendøre. Palæet bar præg af hertugindens udstråling og Deavás kunne ikke lade vær med at smile lidt af synet som mødte ham. Han ville føle sig fremmed et sted som dette. Måske fordi han var van til at være på farten. Det var farligt at blive længe et sted, så han rejste hele tiden rundt. Men for nu måtte han indfinde sig med Hertugindens metoder, som han også roligt fulgte efter tjeneren med hænderne på ryggen.

Hvad Elaina ikke vidste var at Deavás tidligere havde stiftet bekendtskab med Astra, men det var næppe noget han skulle sige højt, medmindre at samtalen skulle dreje sig om noget helt andet. Men det var et godt kort at have i baghånden. Han mødte hendes blik med et nik.

Hertuginden havde tydeligvis ikke travlt med at snakke om rygterne, som hun straks vendte opmærksomheden mod bogen. Han tog den roligt frem og lagde fingrene på coveret, før at han gik hen til den modsatte stole. ”Tillader De?” spurgte han stille, som han dog ikke havde glemt hendes spørgsmål. ”Det kommer vi til, hvis De stadig er interesseret senere” svarede han blidt. Det gav ham lidt kvalme, men vagten var der for en årsag og der var ingen grund til at risikere noget. I stedet vendte Deavás fokus direkte mod hende, som han overvejede den næste sætning i noget tid. ”Hvor meget stoler De på deres stuepiger?” spurgte han med et hævet bryn, som var det nemmest at starte der, hvor det havde startet for ham.

Elaina svarede ham roligt ”Ja” hun troede lidt det ville ligge i kortene eftersom, han var blevet inviteret, men folk var forskellige. Elaina nikkede blot, et glad over at det kunne vente, hun ville også langt hellere snakke om det rygte, men hun syntes der gik længe før han overhoved sagde noget, måske var det fordi hun var så nervøs over hvad det kunne være.

Elaina blev blot mere nervøs over spørgsmålet og anelse vred. Havde nogle sladret!? Den eller de ville ikke slippe godt af med det. ”nogle mere end andre, er det måske nogle af stuepiger som har startet et rygte?” spurgte hun stadig roligt. Elaina bevar fatningen, hun var hertuginde og det var forventet at hun altid kunne bevare roen selv i pressede ubehagelige situationer.

Grunden til at Deavás valgte at spørge om lov, skyldes hendes sammenstød med Hisashi, han var blevet advaret om at hun tog ting meget personligt, så han var nødt til at træde varsomt. Det ville være dumt at komme skævt ind på hende, når han jo faktisk bare forsøgte at hjælpe.. eller noget. Han satte sig dog roligt ned i stolen, som han placerede bogen på sit skød og lod en hånd hvile ovenpå. Pegefingeren strøg langsomt coveret, imens at han holdt blikket på hende.

Noget kunne tyde på at spørgsmålet havde sat tankerne i gang hos hende. Lige som han gerne ville have det. Han nikkede stille til hendes spørgsmål, som han lod blikket dale mod bogen. Det blev der kun kørt, før at han vendte tilbage til at kigge hende i øjnene. ”Det var faktisk den eneste grund til, at jeg blev gjort opmærksom på det” forklarede han med et stille nik. ”Faktisk var den Deres kære katteven, som overhørte stuepigerne hviske i krogene” indrømmede han stille, også selvom det var et ømt punkt at bringe på banen, så var han nød til at sikre sig at Hisashi ikke var smidt ud for altid, hvis det nu blev nødvendigt. Han ville ikke dukke op personligt hver gang.

Elainas indre vrede blev dog en anelse rolig. De havde ikke sladret, blot snakket og det var ham.. Den lorte kat, som havde lyttet til endda private samtaler! Tænk hvis det havde været hende og Talion eller værre Astra der snakkede, eller hendes mor den dumme fulderik. Elaina sukkede kort ”Berig mig hvad det er De har hørt?” spurgte hun roligt, med fast blik på ham

Katten var dog langt fra hendes ven, det slog pludseligt Elaina at der så ikke var et rygte? Eller var der. Det var ikke kommet langt, hvis det kun var tjenestepigerne imellem der snakkede om det. Selvfølgelig hvis han eller hans kat begyndte at tale højt om noget – ja så ville det jo være et rygte. ”Undskyld for min direkthed, men hvad er rygtet præcist? Eller det blot noget katten har hørt imellem stuepigerne?” spurgte hun roligt. Elaina ville vide det og måske var det en fejl at ville ønske det, at han netop kunne bedre føje hende til noget, hun måske ikke ville blot for at kende rygtet, men Elaina var stadig ung og kunne være naiv engang imellem. Trods hendes modenhed, så havde hun bestemt også nogle unge pige sider.

Om der var tale om private samtaler eller ej, så havde Hisashi tydeligvis ikke haft problemer med at overhøre dem, specielt ikke når de diskuterede emnerne udenfor palæet. Der var fnis og grin imellem stuepigerne og Deavás kunne ikke helt lade vær med at bygge videre på det, sammen med de informationer han havde fået fra Hisashi. Det ville måske ramme hårdere end hun lige regnede med. Han rettede roligt blikket mod hende, som hun bad ham uddybe. ”Jeg går ud fra at De gerne vil holde hvad der foregår her indenfor disse fire vægge?” spurgte han med et løftet øjenbryn, før at han fortsatte sætningen. ”Alligevel blev samtalen overhørt et godt stykke herfra, som stuepigerne flittigt diskuterede emnet..” han lod blikket dale mod bogen. ”Jeg er bange for, at ikke alle Deres ansatte er enige i at De kan styre lennet... eller bør styre det” den sidste sætning blev sagt med blikket rettet direkte mod hende. Han havde endnu ikke betvivlet hendes evner, men det var helt normalt at folket ikke troede på at en kvindelig Hertuginde kunne styre folket og lennet. Ofte var det mandens opgave, men har var for længst ude af billedet, hvis han havde forstået det korrekt.

Han placerede hånden mod bogen igen, som han lod en finger strejfe de tynde sider. Han lod den dog være lukket. Egentlig ventede han lidt på en reaktion, som han ikke havde fortalt det hele, men hun skulle måske lige vænne sig til tanken. Det var ikke altid at de ansatte var til at stole på og hvis Hisashi kunne overhøre den slags, så ville der ikke gå længe før at rygtet ville sprede sig. Deavás kunne også selv være med til at sprede det, hvis de kom for skævt ind på hinanden. ”Men jeg siger ikke, at De ikke har styr på det” i tilfælde at hun tvivlede på hans motiv, så måtte han heller gøre det klart for hende.

”Ja helst” svarede hun roligt, selvom der nok altid ville være nogen, om så ville det eller ej. Det afhæng af bare hvad der kunne tysses ned eller stoppes. Elaina forstod det som, om det havde været ude for palæet. De vidste endda bedre. De ville sandhed for et alvors ord eller to, og hun skulle nok finde ud af hvem, så hun kunne statuere et eksempel. Ingen skulle være illoyal overfor familien!

Elaina åndende en anelse et lettet op, hun var mere nervøs for de ville snakke om hun var uægte til at sidde her, Astra kunne have gjort indsigelse men havde undladt. ”Javel. Det kommer ikke helt bag på mig. Jeg er trods al så ung, men trods det burde folket vide bedre. Hektor var alligevel aldrig hjemme, hvem tog sig så af lennet” sagde hun roligt og anelse sammenbidt, det sidste var mere et retorisk svar – hun forventede ikke han ville sige noget, men folket så nok blot ikke på helheden, blot hvad der var foran dem lige nu. En ung kvinde, kun lige fyldt atten år der skulle styre et hel len. Hektor kunne være væk i flere måneder. Hun havde endda sørget for at alle kom igennem plagen med hendes restriktioner. Noget hun husker at Astra var så gal over at de måtte skære ned på glæderne og maden så folket også kunne få. ”Hvad siger De så?” spurgte hun en anelse drillende, dog med et lille smil, han lage næsten op til sådan en kommentar. 

Ingen ønskede at rygterne skulle spredes hele vejen ind i byen. Det var aldrig til at se hvad det forkerte rygte kunne sætte i gang og noget kunne tyde på at den unge Hertuginde ikke havde mange at støtte sig op ad. Der var uden tvivl kun hende og tjenestefolkene, så spørgsmålet var hvem hun egentlig rådførte sig med? Det var ikke noget han havde i sinde at spørge hende direkte om, men han kunne ikke lade vær med at tænke det. Så ung en skikkelse kunne umuligt have styr på alle detaljer, var der mon nogen som arbejdede i skyggerne? Han lignede en, der tænkte lidt, før at han nikkede og vendte blikket mod vagten for en stund. Hun var godt beskyttet om ikke andet.

Noget kunne tyde på at hun havde frygtet noget andet, som han godt kunne se at hun virkede lettet. Der var altså noget, som var værre derude. Interessant. Hendes ord bragte et køligt smil frem på hans læber, som han ikke kunne holde kommentaren tilbage. ”Og Dem..” det var en tilføjelse, som han ikke tænkte meget over, men kommentaren faldt ham så naturligt, at han ikke nåede at bremse den, før at den var sagt højt. Derfra måtte han bare acceptere hvad end hun måtte smide tilbage i hovedet på ham. Deavás foldede hænderne foran sig, som hun fandt en anden tone frem, end han havde hørt hende bruge tidligere. Et smil bredte sig over hans læber. Så Hertuginden kunne også lege lidt? ”At alt ikke kommer på én gang” svarede han smilende, som han spejlede den drillende undertone.

Elaina så over på ham kort som en undren, men også med et let smil. Da hun trods alt ikke havde nævnt sig selv, men det fik til undre om hvor godt hans kendskab var til lennet. Måske var hendes gerninger ikke så udbredte som hun faktisk troede, måske var det derfor han spurgte. ”Jeg var her og passede lennet.” Elaina havde lyst til at sige mere, men det underordnet det ville nok ikke ændre noget. Det eneste hun kunne gøre, var at vise at hun kunne. Sandheden var nok blot en anden, at folk altid helst ville ledes af en mand og ikke en kvinde.

Elaina smilede med kort rystende hoved ”De tro ikke at hele min opvækst har været at forbedre mig, netop på dette?” spurgte hun en anelse provokerende. Enhver adelig fik det jo fra barnsben af. Hvad der forventes, kræves hvordan problemer skulle håndteres, burde han ikke vide alt dette? Nu var han var bibliotekernes overhoved? Eller mente han måske at tingene også skulle komme af erfaring, Elaina tog enkelt tår af theen og sagde så ”Må jeg vide hvad det er De syntes jeg mangler for at være en god hertuginde?” hendes stemme var en anelse mere alvorlig, men hun var interesseret i at høre hans mening om hvad der manglede, i så fald kunne hun da gøre noget ved det.

Måske det var dumt at stille yderligere spørgsmålstegn ved hendes egen forplejning, Deavás kunne dog ikke lade vær med at lade tankerne vandre i den retning. Hun var en moden kvinde og så vidt han havde erfaret, så kunne de heller ikke være foruden nydelsen. Det kunne selvfølgelig også være at hun havde andre muligheder indenfor palæets muligheder. Deavás havde ikke beskuet meget af faciliteterne, men mon ikke hun havde sine metoder. I sidste ende valgte han dog blot at nikke til hendes ord, uden at kommentere yderligere på det, han kunne tænke sit og hun hendes.

Deavás hævede det ene øjenbryn, som hun ikke lod til at være enig. Nok blev der brugt en del tid på at indordne kvinderne efter deres fremtid, men havde hun virkelig forventet at manden vil forgå så tidligt, så hun stod selv i denne situation? ”Forsøger De at fortælle mig, at Deres opvækst har handlet om at De skulle miste Deres mand i en ung alder?” spurgte han undrende, havde hun planlagt det for at styre lennet alene? Lå der måske mere bag det, eller havde hun bare overtolket situationen igen? Hendes spørgsmål fik ham til at smile let, som hun spurgte ham direkte, hvad han mente. ”Deres ansattes fulde støtte” svarede han med et skævt smil på læben, før at han foldede hænderne foran sig og lod dem hvile mod bogen. ”Jeg fornemmer at De er villig til at ofre en del, men..” han lod blikket dale, som han overvejede ordene for en stund. ”har De overvejet at det ikke altid er nødvendigt?” afsluttede han, som de gyldne øjne søgte hendes.