Ompries havde endelig besluttet sig at vende næsen hjemad. Efter rygterne om Samson's genopstandelse, eller hans ikke eksisterende lig. Så havde Ompries overvejet om Samson måske gemte sig på den gamle borg. Eller bare i nærheden af borgen, om det så bare var et sted på Toropolis Isla. Men han tvivlede stærkt på at det ville ske. Murizz havde givet ham forhåbning om at Samson stadig var i live, og han havde givet ham forhåbninger om at Samson var til at finde et eller andet sted så hvorfor ikke her?

Som Ompries bevægede sig ned af landevejen mod den gamle borg begyndte minderne om liget af Samson at dukke op. Han kunne mærke hvor utilpas han blev og han kunne mærke hvordan han begyndte at blive ked af det. Det var noget pjat at blive ked af! Samson havde valgt ikke at være i live eller ville findes, hvorfor skulle man så blive ked af det?! Han havde ikke engang overvejet at kontakt sin egen søn! Han havde ikke engang overvejet om han skulle sende en af sine slaver ud for at finde ham. Nej det var typisk Samson kun at tænke på sig selv og ingen andre! Selv Zidiac som havde været Ompries barnepige havde han ikke set i flere år. Ompries havde bare været efterladt til sig selv, han måtte selv finde ud af hvordan han levede et liv. Ikke engang det havde Ompries kunne finde ud af. Han havde altid tilhørt en eller anden gruppe. RT banden havde været hans hjem, også selvom de aldrig havde kunne lide ham, og altid havde set ned på ham. Så havde det været trykt for ham at være en del af. Men nu? Nej han kunne ikke engang leve sit liv som han gerne ville. Han kunne ikke leve et liv der var fyldt med kærlighed. Det lå heller ikke til ham at føle kærlighed når han aldrig havde følte nogen form for det.
Et suk kom over hans læber og han bevægede sig tættere på borgruinen. Det lignede noget der var løgn og slet ikke beboeligt. Hvorfor var der ingen der havde overvejet at sætte sig ned her. Eller i det hele taget tage det som det var. Hvorfor var der ingen i RT banden der var blevet, ingen havde holdt sammen. Samson havde været den eneste tovholder på det hele. Endnu et suk dukkede frem på hans læber. Det lignede ikke ham at være så trist til mode. Men der var bare så mange minder her selvom det havde været en kort tid på borgen.

Ompries skridt føltes tunge sådan som han kom tættere og tættere på borgen. Det var lige før han skulle slæbe sig afsted. Da han endelig nåede borgen kiggede han lidt rundt og fandt hurtigt frem til Zidiac's gamle rede. "Hallo?" kom det fra ham, men det eneste svar der kom tilbage var hans eget ekko i de tomme gange. 

Toropolis Isla.. Deavás havde ikke stiftet bekendtskab med øen, da den stadig var hærget af den frygtede bandeleder Samson, mest af alt fordi han ikke var interesseret i deres affære. Det var nemmere at arbejde i skyggerne, men nu var Toropolis Isla kun en skygge af resten af landet, der var ikke meget at komme efter, medmindre man ønskede et frirum eller et sted at udfolde sine interesser i fred. Der var intet personligt på den store ø og Deavás bevægede sig igennem grusstier og marker uden problemer. Han valgte en anden rute en den, som øen forsøgte at lede ham ad. Det var sjældent at han tog den mest oplagte rute til et sted, eftersom at det var nemmest at blive overfaldet på de sædvanlige ruter og man kunne stadig fornemme spor af vogne og heste, selvom ruten til borgen virkede øde.

Hans skridt var målrettet, som han skubbede småsten og grene med sine fødder. Området virkede mere og mere tilgroet jo tættere han kom på borgen og den bar tydeligt præg af at der ikke var nogen, som havde valgt at slå sig ned. Borgen kunne dog rumme på uendelige informationer, hvis bare man vidste hvor man skulle lede og Deavás havde en god fornemmelse for stedet. Det var vel det samme uanset person, de havde altid noget at gemme for omverdenen, så det var hans job at grave det frem og bruge det til noget nyttigt.
Med en hånd for panden lod Deavás blikket glide op af de hærgede vægge. Det var tydeligt at vinden stadig arbejdede for at bryde de mægtige mure ned og vejret havde også brudt igennem flere steder. Det så virkelig ikke godt ud og Deavás var ikke interesseret i at spilde for meget tid. Der var dog en stemme, som stoppede ham før han trådte ind igennem et hul i den store mur. Det gav ekko og Deavás havde svært ved at lokalisere kilden, som han sukkede irriteret. Han havde ikke forventet at finde andre ved borgen og da slet ikke nogen, der var dum nok til at gøre sig bemærket på den måde.
Med en hånd mod muren dukkede Deavás hovedet for at gå ind af hullet i muren, han trådte ind i et stort åbent rum før at han så sig om. Han lyttede opmærksomt efter for at se om han kunne finde kilden til den forsigtige stemme.

"Fader?" kom det fra Ompries. Men det eneste svar der kom tilbage var hans ekko. Det var da en lyd der var til at blive træt af! Han kiggede rundt omkring og bevægede sig op af trappen der var ved at smuldre af vejret. Han bevægede sig op til sit gamle værelse og kiggede på det. Det lignede et børneværelse, ikke sådan med legetøj det havde han aldrig brugt! Men der lå gamle våben, træne redskaber og nogle bøger. Ikke at han kunne læse den gang, men han havde da øvet sig på at prøve. Han bevægede sig ind i rummet tog fat i et gammelt rusten sværd og kiggede på det. "Ja det var den gang" mumlede han og kiggede lidt på sine muskler. Han havde holdt sine muskler ved lige, men sine våbenfærdighedder havde han ikke haft mulighed for at holde ved lige. Det var jo ikke lige frem fordi han gik med våben. Hvad skulle han bruge dem til når det eneste våben han skulle bruge var sine øjne? Egentlig vidste han godt at han skulle til at bruge våben igen, men han vidste ikke rigtig om det var noget han orkede at gøre.
Han lagde sværdet fra sig og bevægede sig ud af værelset og kiggede lidt rundt i de andre værelser. Nej der var ingen ting, det lignede ikke engang at der boede nogen. Måske var der nogen nedeunder.

Han bevægede sig med forsigtighed ned igen og ind i en af de store sale og så en skikkelse og kiggede lidt rundt. Han studerede personen. Kunne det være Samson bare uden muskler? Han havde jo sort hår, så måske var han heldig. "Fader?" spurgte han lettere nervøst og forsigtigt. Han vidste ikke om det var ham så han trådte et par skridt tættere på. Han ville nødig stå for tæt på hvis det var Samson, man vidste aldrig hvad han kunne finde på!

Lydene var ikke forsvundet fra det store rum og der var stadig et ekko hist og her, hvad enten det var en dråbe af vand, som ramte en mindre sø eller en stemme, der så håbløst forsøgte at skabe kontakt med andre i borgen. Deavás var ikke interesseret og havde fokus et andet sted, så han forsøgte faktisk at undgå den fremmede. Han var ikke særlig selskabelig og spildte aldrig tid på større arrangementer, faktisk deltog han yderst sjældent i noget stort, medmindre at han virkelig fandt det interessant. Så var det langt bedre at gå på jagt efter gemte skatte. Ikke de sædvanlige skatte, nej skriftruller med informationer og hemmeligheder, som han kunne lagre i sin hukommelse og bruge senere.

Stemmerne dødede aldrig rigtig ud som Deavás bevægede sig rundt i det store rum, men der gik heller ikke lang tid før at han kunne høre, at der var nogen som nærmede sig. Et irriterende suk forlod hans læber, som skridtene kom nærmere. Hvorfor kunne han ikke bare få noget fred? Alligevel valgte han dog at vende de gyldne øjne mod den fremmede skikkelse. Knægtens mening var en sand fornærmelse overfor Deavás, så han skulle være glad for at han ikke havde fået talt over sig. Deavás rynkede let på næsen, som han lagde armene over kors. Ordet kom ud af munden på den fremmede, men han kunne ikke lade vær med at le af det. Virkelig? ”Så vidt jeg ved, har jeg intet afkom” hans stemme var dyb og man kunne fornemme et snert af morskab, som han ikke forstod hans forsøg på at finde sin far. Var han blevet væk? Måske han i virkeligheden var blevet væk fra sine forældre? Det virkede ynkeligt..

Ompries fik et lettere chok da han opdagede at det ikke var Samson. Straks fik han en bekymring i ansigtet og han kiggede væk. "Undskyld" kom det fra ham stille.
Hvad var det her nu for noget pjat? Han skulle ikke opføre sig som et lille barn, det var han ikke og det blev han aldrig mere. Han var en voksen mand der faktisk havde et liv. Måske ikke lige frem det perfekte liv, men han havde et liv! Han rettede sig helt op og kiggede på manden igen. "Vent det lød forkert. Undskyld? Det er for pattebørn og det er ikke noget jeg er!" hans stemme var mørk men ikke alt for mørk. Det var også dette åndssvage sted der gjorde at han blev helt mærkelig. Hvorfor kunne Samson ikke bare være her! Det havde været meget bedre! Han bevægede sig tættere på manden for at studere ham og for at finde ud af hvad han var for en. Han kunne ikke finde ud af hvad han var. Måske var han Tropolis folk eller et andet menneske, men hvorfor så komme her? "Hvad laver du her?" spurgte han vredt og skulede til manden. Hvad bildte han sig ind at trænge ind på denne borg? Godt nok boede der ikke nogen mere, men det var stadig et sted fyldt med gamle ting og våben. Han skulle ikke komme her og stjæle noget så længe Ompries var her, for det skulle han bare ikke! Det var private ting, godt nok havde Ompries taget nogen af Tara's ting men han var lige glad. Tara var her ikke og Tara kunne rende ham sådan som hun havde ladet ham i stikken så længe. Ha Tara hun havde sikkert også stjålet noget i sit liv, og nu tog Ompries bare gengæld for alle de gange hun havde svigtet ham, for ikke også at tale om hvor lige glad hun havde været med ham. Men det havde alle i RT banden jo været. Så han kunne lige så godt se hvad de andre havde i gemmerne.

Reaktionen kom en anelse bag på Deavás, som knægten straks valgte at undskylde. Han kunne ikke holde et grin tilbage, som det simpelthen lød så ynkeligt, hvem skulle han forestille sig at være i det outfit? Han rynkede let på brynene, som han måtte tage sig sammen for at holde op med at grine. Der var tale om direkte hån, men Deavás gjorde intet ved det, som det var forfærdeligt, var han ude hvor han ikke kunne bunde?

Knægten fortsatte i den forunderlige tone, som han ikke helt kunne forstå sig på ham. Hvordan kunne man overhovedet opføre sig på den måde overfor en fremmed? Det var sjældent at Deavás hørte nogen sige undskyld til ham, medmindre han virkelig tvang dem til det. ”Der må jeg give Dem ret..” svarede han køligt, som de gyldne øjne viste tegn på irritation. Han gik roligt tættere på ham, egentlig var der noget som fortalte ham, hvem han var. Men det passede ikke på personligheden.. Måske havde han slået hovedet? ”Det var virkelig ynkeligt” han forsøgte stadig at holde et grin inde, som han bed det over ved at bide tænderne sammen. Deavás nærstuderede ham for en stund, før at knægten pludselig lod til at vende på en tallerken, den vrede tone fik ham til at rynke på næsen og hans blik blev strengt. ”Lad mig gætte..” lød det køligt fra ham, som han gik rundt i ruinerne og sparkede til nogle småsten, der lå i vejen for hans færd. ”De håber stadig på at finde Deres fader?” fortsatte han med et løftet bryn, som han lagde armene over kors. ”Men hvad tror De ikke at Samson vil tænke om sin søn, når han hører at han vandrer rundt i borgen og undskylder overfor vildt fremmede, der har trængt ind?” Deavás havde læst på lektien og var overbevist om at skikkelsen foran ham var Samson søn, han lignede ham lidt, men personligheden var hel ved siden af. Hvem havde tabt ham i hans unge dage, så han havde slået hovedet?

Der var virkelig ynkeligt, Ompries var ynkelig lige nu. Men hvad skulle han stille op. det var dette sted der gjorde det hele! Det var stedet der fik ham op på mærkerne i et niveau han ikke havde været i før. Ikke siden Samson's lig havde ligget for ham. Det var første og eneste gang han havde grædt, den eneste gang han havde vist som det barn han havde været. Det var det eneste tidspunkt han nogen sinde havde kunne tillade sig at vise bare lidt af sit sande jeg, men alligevel havde alle været skuffet over ham.

Personen gav ham ret, Ompries gav sig selv ret! Hvorfor skulle han være så ynkeli, det lå ikke til ham på nogen måder. Det lå slet ikke til ham og ville aldrig komme til det. Det var en fejltagelse og en fejltagelse der ikke skulle gentages igen det var helt sikkert! Han skulede til ham som han bevægede sig rundt i salen og sparkede til små sten. Ompries svarede ikke på tiltalen om han ledte efter sin fader. Det var der ikke nogen der behøvede at vide, i hvert fald ikke en person som ham der virkede så hård. Lige lige som Samson altid var. Måske var det egentlig Samson bare i en anden krop? Det kunne da godt lade sig gøre kunne det ikke? Han havde jo hørt om så meget så hvorfor ikke dette? Da Samson blev nævnt løftede han et øjenbryn og holdte fast i blikket på personen. "Hvad tror du at min fader ville sige til du ER trængt ind på borgen?" gav han igen og lettere provokerende. Præcis som han altid var. Det var altid ris til egen røv i sidste ende men der var ingen der skulle fortælle eller belærer ham om Samson. Han vidste ude mærket hvad Samson ville sige.

Deavás fornemmede en konflikt under opsejling, men han så ingen grund til at han selv skulle inddrage i det. I bund og grund var han lidt ligeglad med hvad han mente om at han var der lige nu. Han var også vendt retur til borgen, desuden hvem skulle forhindre andre i at træde indenfor. Der var indgange flere steder og ingen til at stoppe ham. Deavás var kun dukket op fordi han havde fået en ide om at der måske gemte sig andet end bare de gamle ruiner. Der var fortsat spor af Samson og banden, hvilket også var det han faktisk satsede på, så han var glad for ikke at være kommet den lange vej til ingenting. Men når det så var sagt, så ville knægten foran ham ikke få chancen for at smide ham ud.

Det så blot ud som om at Deavás sparkede til stenene, men i virkeligheden ledte han efter noget, dog helst uden at denne knægt skulle få færden af hans intentioner. Han havde begravet hænderne i sine lommer igen, som han skulede mod drengen fra tid til anden. Den provokerende tone, fik Deavás til at stoppe op, som han vendte kursen mod Ompries i stedet. Knægten brugte du.. Men ikke tale om at de var lige i denne situation. ”Ikke meget” forsvarede han med et løftet bryn. ”For han er her jo ikke” kommenterede han køligt, som han stoppede op nogle meter fra ham. ”Desuden hvis han ikke var tilfreds med situationen, så burde han ikke have forladt stedet” han snerrede irriteret, som han vendte blikket bort og bukkede sig ned for at flytte på nogle murbrokker, men papiret som var gemt under var ikke af nogen interesse, så han rettede sig op og gik videre.

Ompries kunne mærke at han blev mere og mere irriteret på denne person. Hvem troede han lige at han var?! Gud eller et eller andet vigtigt? Samson havde helt klart kunne lide ham og havde taget ham med i RT banden lige med det samme. Han havde passet godt ind i RT banden med hans attitude. Argh hvor var det dog irriterende. Kunne han for en gangs skyld ikke møde end er ikke ville passe ind til RT panden. En der tog ham seriøst lidt lige som Murizz gjorde? Bortset fra at Murizz var en slave og gjorde hvad der blev sagt. "Selvfølgelig er han her ikke din idiot!" kom det fra ham og kiggede på ham. Han flyttede sig ikke selvom han kom nærmere Ompries. Ompries udviste ikke frygt eller smerte, det var noget af det han havde lært af Samson, noget af det eneste han havde lært af Samson! Det var det eneste Samson nogen sinde havde lært fra sig, bortset fra våben træningen. Argh han var da en idiot. Selvfølgelig ville Samson ikke være tilfreds med situationen. "Hvad tror du selv? At han bare sådan har valgt at forlade stedet af egen fri vilje? Nej der har nok været en grund til det skal du se!" kom det provokerende fra ham igen og kiggede på manden ind i øjne. Noget sagde ham at han havde set sådan et blik før, men han kunne ikke sige hvor fra. Han havde mødt så mange mennesker de sidste par år at han selv havde svært ved at følge med i det.

Det var lidt den effekt han havde på det fleste, når de ikke gav ham igen. Men det irriterede ham også en anelse, at Samson egen søn kunne opføre sig på den måde. Der var virkelig ikke noget at komme efter og samtalen blev bare mere og mere uinteressant. Han forsøgte at give ham igen, men Deavás havde allerede vendt fokus mod noget andet. Nemlig skriftrullerne på gulvet. Der var flere måder at give udtryk for smerte på og Deavás havde allerede fundet hvor skoen trykkede. Nemlig Samson. ”De gør det alt for nemt for mig” lo han stille, som han slet ikke burde kunne provokere ham så nemt. Den unge knægt havde tydeligvis ikke styr på sine følelser.

Fornærmelserne blev ved og Deavás vendte roligt hovedet til siden, som han udstødte et irriteret og dybt suk. Der var virkelig ikke meget hold i knægten, rygraden var smuldret og han valgte at fornærme ham i stedet for at gøre noget ved hans utilfredshed. ”En grund, som end ikke hans egen søn kender til?” han valgte med vilje at lege med ilden, som det morede ham at se ham reagere på den måde. Kunne han ikke selv se at han gjorde det nemt for ham? Deavás var allerede kommet ind under huden på ham og han havde ikke engang anstrengt sig særligt meget. ”Havde De været mit afkom, så ville jeg skamme mig” det røg lige tilbage i hovedet på ham, som Deavás rettede sig op og bukkede let for ham, før at han gik den anden vej, væk fra hans hysteri.

Ompries fulgte blot blikket mod Deavás og fulgte ham med øjne, han var opmærksom på alt hvad han fortog sig. En ting var sikkert han skulle ikke stjæle noget som helst. Dette var hans borg! Eller faktisk havde det været Samson, men Ompries var jo den næste i rækken til at kunne bo her. Ikke at han havde lyst, der var for mange mennesker og der var alt for mange ting der ville gå galt her, han kunne bare mærke det!
Deavás ord fangede hans øregang. Gjorde det nemt for ham. NEMT FOR HAM? Hvad snakkede han om, Ompries gjorde det ikke nemt for nogen som helst! Han havde ikke engang gjort det nemt for Murizz, men han var jo også bare en slave der skulle makke ret. Ompries kunne mærke vreden i ham, hvilket bare gjorde at han ville blive mere provokerende hvis det passede ham!

Ja Ompries var utilfreds, men der skulle ikke komme en eller anden idiot og fortælle Ompries hvad han skulle gøre eller ikke skulle gøre. Nej overhovedet ikke! Han knyttede sine hænder og lyttede til ordene der endnu engang fyldte hans øregang. Nej Ompries anede ikke hvorfor Samson havde faket sin egen død, eller hvorfor han var forsvundet på den måde, og det var noget han gerne ville vide! ”Nej jeg aner ikke hvorfor han er væk eller hvorfor han har valgt at fake sin egen død, og jeg agter at finde ud af det!” hans stemme knækkede lidt over, men stemmen forblev kølig. Han ville hellere end gerne vide hvorfor Samson var skredet fra det hele og havde efterladt ham som han havde gjort. Han ville i det hele taget bare gerne vide hvad der foregik! ”Så skal du være glad for jeg ikke er dit afkom. Du ville også fortryde det i sidste ende!” sagde han og kiggede køligt på ham. Sådan en idiot skulle ikke til at belærer Ompries i hvad der var rigtigt og forkert, han var jo tydeligvis ikke helt normal selv. Deavás vendte sig om for at gå, og det irriterede blot Ompries endnu mere. Der var det igen! Alle vendte sig om for at gå sin vej når det kom til Ompries, ingen respekt havde de for ham. Men det var vel også lidt hans egen skyld. ”Du skal ikke vende dig om når jeg snakker til dig!” kom det irriteret fra ham og bevægede sig tættere på manden. Hvad bildte han sig egentlig ind. Han kunne ikke bare gå sådan på den måde, og slet ikke vandre alene i borgen når Ompries var her. Det kunne han gøre når Ompries var væk!

Det var tydeligt at Deavás ikke nærede nogen frygt for knægten foran ham, han brugte ikke engang energi på at skjule sine intentioner, som han gik rundt i blandt murbrokkerne. Han var ikke særlig interesseret i ham, så længe at det hele blev ved snakken, så bekymrede det ham virkelig ikke hvad han følte. I stedet hvilede der et smil over hans læber, som han skubbede til tingene med fødder og fra tid til anden kiggede over på ham. ”Ville De have noget imod at dele Deres fund med mig?” lo han stille, som han og resten af verdenen sikkert gerne ville kende grunden til hans forsvinden. Måske han i virkeligheden var ved at bygge sin hær op igen i skyggerne? Andet virkede dumt. Deavás mente dog ikke meget med ideen, som han selv nok skulle finde frem til noget brugbart.

En kølig latter fyldte den store sal, som knægten langsomt begyndte at bide fra sig, måske han ikke var helt tabt bag en vogn? ”De skræmmer mig ikke” forsikrede han med et smil på læben. Han havde set lidt af hvert og tvivlede på at knægten der kunne gøre noget der var værre end det han havde brugt over 2000 år på at gennemleve. Truslen, som Deavás vendte rundt fik ham til at stoppe, som han vendte de kølige blik mod ham. ”Respekt er noget man skal gøre sig fortjent til..” begyndte han lettere snerrende, som han holdt blikket mod ham. ”Og det eneste De har brugt tiden på er at provokere og råbe op..” fortsatte han med et strengt blik i øjnene, som han placerede hænderne på ryggen. ”Hvis De ønsker respekt, så se at få fingeren ud af røven og gør noget ved det” hvæste han til sig, som han virkelig var træt af hans barnlige opførelse.

Ompries kunne ikke lade vær med at føle en vrede, hvem troede han egentlig lige han var? Komme her og hente informationer eller finde ud af noget om RT banden. "Du fortjener sikkert ikke det du finder. Men værsgod, men lad tingen ligge når du er færdig!" kom det køligt fra ham og vendte sig om for at gå væk fra ham, dog blev han stoppet af Deavás næste ordvalg. Skræmme? HA Ompries var ikke engang i nærheden af at ville skræmme ham. Deavás havde ingen ide om hvad Ompries kunne eller hvad han var istand til. Han havde ikke engang set ham ind i hans klare fangende blå øjne som man ikke så ret mange steder. Næh hvad vidste Deavás egentlig?
"Jeg er ikke ude på at skræmme dem, hvis det er det du tror" kom det køligt fra ham igen.

Respekt?! RESPEKT, ordet respekt gav genlyd i hovedet på Ompries. Hvad var der med den mand, nej Ompries havde ikke lige frem fået respekt nogen steder fra, ud over hos Murizz. Ikke engang da RT banden eksisterede havde han fået den respekt han ønskede at få. "Det er tydeligvis noget du kender til eller hvad?" spurgte han spørgende og løftede det ene øjenbryn. Han lagde hovedet på skrå og fortsatte. "Og du kommer her som om du ejer det hele og tror du er noget." han holdte blikket på Deavás og prøvede at søge hans øjne, dog havde han ikke det helt store held synes han selv. Gad vide om Deavás kunne mærke hvad Ompries kunne, eller var det bare sådan han var som person. "Måske du skulle lærer at tale pænt. Men så igen, du ville have passet ind til RT banden" kom det fra ham og viftede lidt med hånden. Der var ingen tvivl han talte til Ompries som alle andre havde gjort, så han var jo vant til det.

Mon ikke erfaring var nok til at Deavás kunne tillade sig den opførsel overfor den unge Ompries, desuden så havde han ikke lagt godt ud, han opførte sig som det barn han nu var. Men forsøgte ikke at tage ansvar for noget, i stedet blev han vred og irriteret på ham. Deavás trak let på skulderne, som han i sidste ende fik den tilladelse han havde bedt om, men faktisk ikke fandt nødvendigt. Men om ikke andet, så kunne han sagtens rode rundt i ruinerne nu uden at blive forhindret. At lade tingene ligge var ikke et problem, da han kun ønskede at have det i hovedet, så andre ikke kunne finde det og sætte det hele sammen.
”Godt..” svarede han afslutningsvis. Han havde ikke behov for en knægt, der forsøgte at skræmme ham, det lød slet ikke overbevisende i tankerne, så hvordan skulle han nogensinde kunne tage det alvorligt?

”Jeg kender skam min plads, men Deres attitude irritere mig grænseløst” forsikrede han ham med et løftet bryn, som han roligt lagde armene over kors. ”Hvis De nogensinde ønsker at folk skal udvise respekt overfor Dem, så er De nød til at gøre det samme overfor Dem” han følte lidt at knægten aldrig havde hørt det før og at han var nød til at belære ham, men noget sagde ham, at han talte for døve ører, så det var nok spild af tid. ”Hvordan jeg taler har noget at gøre med dem jeg omgås” fortsatte han med et smil på læben. Ompries havde ikke fortjent hans respekt ej heller hans vilje til at lytte efter ham. ”Har De intet lært over årene?” Deavás lød næsten forundret, som han også så sådan ud. Måske Samson havde givet ham for lang en snor og det bed ham nu i røven? Et irriteret suk forlod hans læber, som han viftede let med den ene hånd. ”Men hvis De så gerne vil have fred, så går jeg bare et andet sted hen” han tog en dyb indånding og var klar til at gå. ”Medmindre De er klar på at lytte?” spørgsmålet var et tilbud. Men ikke noget han skulle føle sig tvunget til, for Deavás ville ikke spilde tiden. Men samtidig håbede han også at kunne få noget brugbart ud af knægten imens. Måske hans underbevidsthed vidste mere end han faktisk gjorde selv?

Ompries kiggede lidt på Deavás og rystede på hovedet. Hvad var der lige med den mand? Han kiggede lidt ned i gulvet og så op på ham igen. Han var da noget så irriterende, og så kom han bare med sådan et 'godt' som om det var alt hvad der var. Gu var det ej! Det var ikke sådan det var! Han kiggede lidt ned i gulvet igen. Gik over til en stol og satte sig på den.

"Så jeg irritere dig lige frem, det ville ikke være første gang det skete at jeg irritere nogen. Det vil bestemt heller ikke være første gang du bliver irriteret på mig." kom det roligt fra ham. Han satte sig i skrædderstilling på stolen og kiggede blot på manden, som tydeligvis ikke var en mand men noget andet, Ompries kunne bare ikke sætte en finger på hvad han var. Han lænede sig lidt frem og kiggede på Deavas. HA Respekt! Det var ikke lige frem det som Samson havde udvist og folk havde respekt over for ham, så hvorfor skulle Ompries så udvise respekt over for andre? Der var aldrig nogen der havde uvist det mindst smule respekt, kærlighed, eller følelser over for ham. Den eneste der havde udvist ham en lille smule respekt var Zidiac og det var kun på grund af Samson. Han rystede lidt på hovedet og så på Deavás "Udvise respekt siger du, og alligevel står du der med armene over kors." han kiggede lidt på ham og løftede selv et øjenbryn. Hvorfor føltes dette lidt lige som om de timer han havde med Tara, timer han ikke kunne fordrage, timer der var spild af tid i hans øjne! "Uha så er du stor var?" han slappede af i sit øjenbryn igen og kiggede væk fra Deavás. Han begyndte at vugge lidt frem og tilbage på stolen og himlede lidt med øjne af Deavás da han nævnte om at gå. Endelig var der noget positivt i det han sagde. "Det lyder som en fremragende ide du kom med der. Jeg skal ikke stoppe dem." kom det fra ham og vendte blikket tilbage på ham igen. "Hvad vil du have jeg skal lytte på? En opremsning af hvordan man snakker til folk, hvordan man opfører sig eller en opremsning hvornår det er passende at bruge sine evner?" kom det fra ham og rystede så på hovedet mest for sin egne skyld end nogen andres.

Drengen virkede ikke overrasket over Deavás frustration, som han lod til at være van til at folk var irriteret på ham. Man skulle næsten tro at han havde accepteret det og ikke var interesseret i at ændre synet, som folk havde af ham? Han rynkede let på næsen, som han fnøs hånligt af ham. ”Og det har De accepteret?” spurgte han ledende, som knægten fandt sig til rette på en stol. Man skulle tro han var ældre end Deavás selv, som han fandt det nødvendigt at sidde ned. ”Havde det været mig, havde jeg nok kæmpet for at ændre folks syn på mig” lo han hånligt, som han måske tog fejl. Knægten ønskede ikke at kæmpe for noget og valgte bare at acceptere sin skæbne, altså var der intet at stille op. Han havde tabt på forhånd.

En latter fyldte atter rummet, som knægten pointerede at han stod med armene over kors. Uden videre slap han, som han hævede armene let. ”Det beklager jeg Deres excellence” lo han hånligt, som han ikke vidste at det fornærmede ham. Men ærlig talt var han ligeglad. ”Jeg søger ikke respekt med respekt, jeg bruger frygt” sagde han roligt, som var det den mest naturlig ting i verden. Han var rolig omkring det og lagde ikke mere i det, end der var nødvendigt. Deavás vendte roligt rundt, som han søgte videre i murbrokkerne og ignorerede hans ord. Hvis han ville have ham til at fortælle mere, måtte han lette sig fra stolen og vise sig som en mand og ikke en fortabt dreng, der savnede sin far.

Ompries kiggede på Deavás og rystede på hovedet. Selvfølgelig havde han ikke accepteret det, det lå bare lige for at det var sådan det var. Alt hvad der var blevet sagt eller gjort havde altid en indvirkning på Ompries lige meget hvad det var. At nogle fandt ham irriterende gjorde bare at han fik en følelse af glæde, en glæde som ingen kunne erstatte. Det viste jo bare at nogen rent faktisk satte pris på ham. Det lød måske underligt, men det var sådan han havde det. Når man blev irriteret på ham blev han da i det mindste set af andre end kun sig selv.
Han orkede ikke engang at sige noget til Deavás og kiggede kun efter ham for at se hvor han gik hen.

Han rejste sig fra stolen og bevægede sig efter Deavás, han skulle se hvad han lavede og han ville vide hvad det var han havde at sige. Nysgerrigheden fejlede ingen ting hos Ompries, der i lå stadig hans barnegener. Nu havde han jo også blevet voksen meget hurtigt. Han havde mistet 15 år af sit liv, så han havde ikke været det mindste i tvivl om at han havde mistet sin nysgerrighed. "Frygt siger du. Jeg kan give dig mere frygt end du aner." kom det køligt fra ham da han bevægede sig bag Deavás. Egentlig orkede han ikke at bruge sine evner, det var så udmattende, men det ændrede ikke på at Ompries sagtens kunne udføre frygt hos folk hvis det var det man ønskede selvfølgelig.

Ompries sparkede til en sten som muligvis ramte Deavás, men om den gjorde var Ompries egentlig ret lige glad med. Der var kun en ting han gjorde sig gældende og det var at få bare en lille smule opmærksomhed fra en voksen person der var ældre end ham selv.

Han var et barn, der var ikke mere Deavás ønskede at tilføje til situationen, han havde ikke i sinde at grave yderligere i det, når han ikke var åben overfor at lytte til ham. Siden hvornår gav han overhovedet råd til en knægt som ham. Havde det været i en anden situation, så var han nok vendt rundt, men de var nok nogle af de få på øen.. Og Deavás manglede stadig at tjekke flere etager i borgen. Et irriteret suk undslap hans læber, som han kunne høre stolen give efter. Altså havde knægten flyttet sig og at dømme fra skridtene bag ham, så havde han kurs mod ham. Et frustreret støn, fik ham til at stoppe op, som han vendte sig om mod ham. ”Give mig frygt?” Deavás kunne ikke lade vær med at le, som han virkelig troede på det. ”Jeg er slet ikke interesseret og De kan umuligt finde noget på mig, jeg er en skygge” lo han fortsat. Han trak hænderne frem fra under kappen, som han svang skalpellen imellem sine fingre og holdt den op foran ham. ”Har De nogensinde tortureret et andet væsen til døde?” spurgte han køligt, som han kort så ham i øjnene, men efterfølgende vendte rundt for at fortsætte mod den nærmeste dør, så han kunne finde en trappe til at komme længere på. De nedre etager ville for længst være plyndret for værdi, så han måtte længere op.

Ompries kiggede på mandens ryg som han gik. Han bed sig lidt i læben. "Ja give dig frygt." kom det fra ham og stirrede på Deavás. "Selvfølgelig er du ikke interesseret, hvem er også interesseret i det" kom det fra ham og viftede med den ene hånd. Ompries kendte ingen som frivilligt ville gå med til at få frygt i sig, og slet ikke fra en som Ompries. Næh men det var også så meget sagt. Han lænede sig op af den ene væg og kiggede på skalpellen, han udviste ingen frygt eller nogen former for angst. Næh det var bare et mindre våben som helt klart kunne tages fra Deavás. Det var bare spørgsmål om vilje, for han så da ikke særlig stærk ud. Han fnyste kort da Deavás næste sætning lød. Hvorfor skulle men torturere nogen til døde? Det var da meget sjovere at have dem som slaver, eller i det mindste at torturere dem i en længere periode. Død? Nej aldrig i livet, Ompries havde set rigeligt død i sin far. "Ser du hvorfor skulle jeg vælge at torturere nogen til døde?" hans stemme var spørgende og han løftede det ene øjenbryn. Dog fulgte han blot efter Deavás for stadig at holde øje med hvad det var han gjorde.

Der var ingen grund til at gentage sig selv, men det morede alligevel Deavás, som han ignorerede han fornærmelsen og hån, der var intet som rigtigt bed på Deavás. Man skulle lede længe for at genere ham nok, medmindre at man valgte at modsætte sig ham, så var det selvfølgelig en anden sag. Deavás kunne ikke helt lade vær med at overveje, hvordan knægten havde tænkt sig at skræmme andre på den måde. Hans ord kunne betyde meget, men han var næsten sikker på at det måtte bunde i en evne eller noget. Men hvis man først gik ind i hovedet på Deavás så ville det blive yderst svært at finde frem til hans frygt, den var gemt i en stor labyrint og til den tid, ville Ompries sikkert have opbrugt sin energi på at lede.

Ompries reagerede ikke som han ønskede på skalpellen, som han dog gik hen til ham og smilte let til ham. Der var ingen grund til at frygte skalpellen for det selvfølgelig et lille instrument, men han kunne forvolde meget smerte med den. Spørgsmålet fik ham til at le, han forstod det tydeligvis ikke, så Deavás ville ikke bruge tid på at forklare ham det, i stedet greb han hurtigt ud efter hans skridt. Det kom ud af den blå og var næppe noget knægten ville forvente. ”Vi har vist alle noget, vi ikke ønsker at miste” mindede han ham om med et dyrisk blik i øjnene, før at han strøg ud af døren og de første trin op af trappen.