Jez tur igennem det gamle, halv-faldefærdige palæ på kanten af dødens kløft, havde været langsom. Bygningen havde været hendes hjem igennem de seneste år, ja siden hun var brudt med Ondskabens Herre, og havde begivet sig ud for at leve livet på sine egne termer... og for at stå imod Valkar i alt han gjorde og planlage. Ironisk som det netop var Valkar der nu stod og ventede på hende i husets forhal, at det var ham hun ville danne sin fremtid med, og med ham hun ville brænde de sidste broer til sin fortid.

I sidste ende var der overraskende lidt Jez havde ønsket at bringe med sig videre. En enkelt rejsekiste med klædning og fornødenheder, samt en kun halvfuld skuldertaske. Mest markant var et sammenrullet lærred, mærket af fugt og ælde, hun havde skåret fra sin ramme, rullet sammen og stoppet i sin taske.

Som hun trådte ud i forhallen igen på første sal, var hun iklædt sin familiære lilla kjole, armbånd og gyldne diadem. Over kjolen bar hun en mere praktisk rejsekappe og skuldertasken med lærred stikkende op, og i hendes favn lå en halv-fordøjet sort krystalkat og viftede tilfreds med halen.

Som hun langsomt bevægede sig ned af trappen for sidste gang, lå hendes blik ikke på huset hun snart ville forlade for evigt, men på Valkar, manden hun ville følge mod sin fremtid. Hun følte intet behov for at se sig tilbage længere. Ikke nu hvor hun endelig havde besluttet sig for at se fremad.
Som hun tog de sidste trin, og hendes tjenere begyndte at dukke op fra alle gange og sider med tændte fakler i deres døde hænder, var hendes ansigt alligevel sombert. "Jeg har antændt de yderste værelser allerede, så vi skal nok ikke tøve for længe med at forføje os" 

Som skridttene ekkoede i den lille hal forenden af trappen. Udløst af Valkar der vandrede frem og tilbage, afventende på hendes tilbagekomst. For under et år siden havde han ej ventet at sætte sine fødder indenfor palæet de nu stod i, den eneste hensigt der ville have været for at myrde Jezebel, hans rival.
Egentlig var hun årsagen til at han stod her den dag i dag. Hun havde været med til at lede ham ned af mørkets sti, men ligeledes havde hun været med til at lede ham mod friheden til at gå hans egne veje. 
Et stille smil bredte sig over hans læber. En del af ham ville savne deres evige kamp om at overgå hinanden, at styrte hinandens værker i grus. Men tiderne ændres, og således måtte selv de ændre sig.

Lyden af trin fra toppen af trappen, fik hurtigt Valkars blik til at hvile på den henrivende kilde de udsprang fra. Jez.
Det var stadig svært at tror at havde der blot havde været en drøm. Nu var ved at blive til virkelighed, en virkelighed de ville kunne skabe sammen. Mangt og meget manglede stadig før den kunne blive som de ønskede den, men sammen skulle de nok sætte deres mærke, et mærke som der sent ville blive glemt.
"De har ganske ret min kære, deres tjenere gør deres arbejde upåklageligt" Smilede han til hende. "Fik du alt du ville have med kære?"

Valkars ord fik et skævt smil til at træde frem på Jez' læber. "Ahh så efter at have stukket en kniv i mit hjerte, besejret min vogter og bevidnet min genopstandelse, er vi omsider blevet dus?" klukkede hun muntert af ham. Til trods for hendes joviale ord, varmede det hende alligevel om hjertet, at høre ham sige det. Det kvalte den lille stemme bagerst i hendes sind, der stadig forsøgte at overbevise hende om, at alt dette blot var et trick fra Valkars side, et trick for at knuse hende endeligt.

"Men ja, alt hvad der betyder noget" hun kastede håret tilbage over skulderen som hun trådte hen til Valkar "Det er tankevækkende hvor meget man kan samle på så kort tid, og hvor lidt det betyder, når det kommer til stykket" fortsatte hun muntert, den somber mine fra tidligere forsvundet. Når alt kom til alt havde hun nok bragt mere med sig, end der egentligt betød noget. Gaverne hun havde modtaget, diademet fra Valkar og armbåndene fra sin moder, havde været en selvfølge, og hendes evige følgesven Snebold ville aldrig forlade hendes side. Men resten? Ekstra tøj var ganske brugbart, og billedet? Det var mest for sjov. Jez tvivlede på de ville beholde det.
"Men! Jeg fandt noget du skal se min kære! Jeg havde nær glemt den" klukkede hun, som hun trak det sammenrullede lærrede frem, og rullede det ud for Valkar at beskue.

Lærrede var et billede, holdt i Jez' sædvandlige streg af godt, men ufærdig. Billedet viste en sø omgivet af skov, og i søens overflade spejlede fuldmånen sig. Ved søens bred sad en mørkhåret skikkelse, lænet indover en højharpe. Men hans blik var hævet mod den anden skikkelse i billedet. Fra trækronerne, udover søen svævede hun i månens skær, en dansende kvindeskikkelse i løse klæder, der chancerede fra rosa over lilla til midnatsblå.
trækronerne i baggrunden var ikke meget mere end mørke, uvelkomne, skitserede silhuetter, mens himmelen over var levende med stjerner, og en mørk cirkel hvor månen uden tvivl burde være.

Valkar trak let på skuldrene, en ting han sjældent gjorde "Jeg tænkte det var på tide, du kunne dog blot have spurgt. Men vores dans lagde dog ikke meget op til den slags må jeg sande" klukkede han let. Det havde måske været en smule fjollet at han i alle de år havde insisteret på at holde tonen mellem dem. I starten havde det været af høflighed, et koncept han havde klinget sig til for at definere hvem han var, dernæst havde det været for at give deres dans frem og tilbage endnu et lag, hvor der kunne laves endnu flere fejltrin. Men til sidst havde han opretholdt formerne af respekt for hende. 

Han nikkede kort til hende "Det er det i sandhed, jeg indrømmer dog gerne at jeg ville have svært ved at skulle vælge ting fra i mit hjem. Vores hjem" klukkede han kort. At skulle dele slottet med Jez ville blive noget af en forandring, ensomheden havde han vænnet sig til. Det havde været noget lettere ikke at have tjenere der behøvede mad og drikke.

"Aha?" kom det spørgende fra ham som hans øjne faldt på lærredet. 
Den første tanke der spirede i hans stille sind "Det første der falder mig ind er en reference til månefeens dans. og vores trin der i" han gestikulerede mod månen i vandet og kvinden der tydeligt var Jez, samt manden der symboliserede ham selv. "Stjernehimlen er dog uden måne..." hans fingre gled hen over lærredet og fandt ro ved den manglende måne. "Jeg vil gætte på at det er malet nogle år siden, et symbol på at dansen ikke kan foregå endnu, eller at det blot er en drøm" Han blik vandrede videre mod skoven og hans finger fulgte med. "Skoven er et symbol på en verden der ikke forstår de to, en verden der ikke vil være venlig mod dem.."
Valkars øjne fandt hans elskedes, forførende var den lilla glød der ulmede i dem. Mon hans bud med maleriet havde været korrekte?

Jez klukkede ved Valkars svar. Lyden af hans latter, en latter hun kun fandt oprigtig, varmede hendes egen på ny. For nogen var det måske en lille ting. En klukken, ikke meget mere end et velvoksent smil! Men Jez viste det var mere end det fra Valkar. Hun havde kendt ham længe nok til at kende hans oprigtige latter, fra den der blot ønskede at berolige lytteren, og lulle dem ind i en falsk følelse af sikkerhed.

Jez blev dog stille som Valkar analyserede hendes kreation, og lyttede til hans gisninger og teorier. Hendes hoved lagde sig en anelse på skrå, men hun gav ellers ingen tegn på om han havde ret eller tog fejl imens han talte. Da hans talestrøm endelig ophørte, kiggede hun selv engang nedover det med et flygtigt blik.
"Jeg malede det kort efter dit brud, inden jeg selv gik samme vej" bekræftede hun lavmælt. Hun skænkede Valkar et tænksom blik, og hendes øjne mødte hans, der var som årets første faldne nødder. Betagende, og noget helt for sig.

Og så kastede hun lærredet til siden, uden videre tanke eller omsvøb. Som det faldt, og ladede på det støvede gulv, trådte hun forbi det og tog hans arm "Jeg har aldrig brudt mig om skove" kommenterede hun henkastet, og begyndte at lede ham mod døren. Røg var så småt begyndt at kravle ind fra de tilstødende dele af huset, og døden var en skæbne som hun ikke ønskede de skulle dele. "alt her, det er blot ting. Døde ting. De har ingen anden værdig end den vi tildeler dem! At skulde sig af med dem er så nemt som at knibse med fingrene" hun knibsede med den frie hånd "og bestemme sig for de ikke længere er vigtige"

Valkar smilede kort, det gav ganske fin mening. At brudet havde givet hende inspiration. Han kunne dog ikke andet end fundere over hvordan hun havde været på det tidspunkt. Eller på sin vis hvem? Jo mere han tænkte over det gav hvad han havde antaget for værende en flyvsk personlighed, med al sandsynlighed havde hængt sammen med hendes genkomster. En tanke der kastede lys over en kavalkade af hendelser der havde undret ham, nu hvor hans tanker havde vandret ned af den sti.
Et enkelt blik sendte ham dog tilbage til virkeligheden, et øjeblik fanget i den lille glød i hendes øjne. En glød han ønskede at dele resten af evigheden med.

Et lille ryst på hovedet var det eneste han nåede før hun havde taget hans arm. En skam det var ellers et nydeligt billede. "En skam, vi skal trods alt i gennem en på vej hjem min kære" klukkede han kort, han var stadig interesseret i hvad hun mon havde i mod dem, men nu var tydeligt ikke det rette tidspunkt for det tidspunkt.
"Har du noget imod at vi forføjer os? Lugten af røg bundet i vor tøj, er et minde jeg ikke tænker at vi behøver min kære?" 

Som svar på Valkars spørgsmål, førte Jez dem mod udgangen, med et lille nik til sin udkårdne. "Jeg er nu ganske sikker på intet ondt skal hende mig i skoven på vores vej hjem" hun smilede varmt til ham "Jeg har jo dig ved mig side" hun lod det hænge, blot et øjeblik, inden hun slog ud med sin frie arm, som Snebold i samme bevægelse forlod, mod de to nært identiske tjenere der i samme væk hankede op i den ene kiste der var hendes oppakning "og Sandra og Laura ligeså!" tilføjede hun med et skævt grin.

De to tjenere var tydeligvis samme mand, hvordan det så end var muligt, men hvor den ene bar tydelige tegn efter en voldelig død, var der ikke umiddelbart nogen tydelig dødsårsag på den anden. Men de var begge mænd der engang havde hedder Randall.

Jez tog en dyb indånding af den friske luft som hun for sidste gang trådte over tærsklen til det hus hun havde taget som sit eget. Sagte hviskede hun navnene på de sidste af sine tjenerne, og trak kraften der lå i dem tilbage. Hendes glød blussede en anelse, men ændringen var marginal, med så meget af hendes kraft allerede tilbagekaldt.

Med et let suk lagde Jez den frie hånd på Valkars arm "Jeg tror jeg vil lade resten af mine tjenere blive.." sagde hun uden promt, og ganske beslutsomt. Hendes blik var rettet mod horisonten, hvor en blomstrende landsby lå på et højdedrag. Hun nikkede i den generelle retning. "De har fyldt mit bord og brygget min vin disse sidste år, og til gengæld har mine utrættelige venner hjulpet til med de hjernedøde opgaver" hun klukkede en smule over sin egen morsomhed, og de finurlige minder synet af landsbyen bragte tilbage "Det går heller ikke hvis de tror jeg er gået bort blot fordi mit hus er brændt til aske. De skulle jo nødigt blive ladne!"

Med sin frie hånd støj Valkar hende let og luftigt ned af mørke hår, for dernæst at blidt kærtegne en af hendes lysende aftegninger "Med hele mit væsen vil jeg værne dig mod verdens smerte" svarede han med et smil. Han havde endelig fået hende, og ingen skulle tage hende fra ham. Nok var han et væsen af regler og facader, men ingen skulle have lov at gøre hende ond. Hun fortjente bedre.
Et øjenbryn løftedes sig ved navnene på de to tjenere ved kisten, det havde først nu gået op for ham at de to herre lod til at være tvillinger. Dog var det højst besynderligt at de lignede hinanden så meget, selv tvillinger havde det med at ende med at se bare en anelse forskellige ud, men han kunne have svoret på at de kunne have været samme mand. Hvordan hans udkårne navngav sine tjenere havde altid været... finurlig.

"Ja så?" svarede Valkar som han fulgte Jez over dørtærsklen. En smule fraværende nikkede han til hendes forklaring på hendes handling der gav ganske fin mening. Nej hans tanker udforskede mulighederne for hav hendes evner kunne have med at hjælpe hans planer, nej deres planer. Han ville have at de skulle være sammen om dette, ikke blot for at holde hendes interesse for projektet, nej fordi at hvis de skulle dele en evighed. Så skulle det være sammen.
"Min kære, hvor meget trækker det på din kræft at have tjenere der laver den slags kedeligt arbejde?"

Jez lænede sig roligt ind mod hans hånd med en tilfreds lys, som en kælen kat, som han strøg hende over håret og rørte hendes hud. Hun lagde kort sit hoved mod hans skulder "Og der er ikke en krop i denne verden jeg ikke ville ligge mellem dig skade min kæreste" sukkede hun oprigtigt. Ingen krop, end ikke hendes egen. Hun kunne blot genopstå i en ny. Det ville ikke gøre en foreskel, så længe han var der til at byde hende velkommen tilbage til livet..

Valkars reaktion på hendes små venners navne fik hende til at klukke en anelse. Det havde altid været en af hendes små personlige morsomheder. Men hun fandt nu ofte sine navne var ganske moderate, i forhold til hvad nogle mødre valgte at kalde deres børn!

Jez fornemmede at Valkar ikke rigtig hørte efter hvad hun sagde, men det gjorde hende egenligt ikke så meget, for hendes ord var lige så meget ment for hende selv. Hun fik dog et overrasket udtryk ved hans efterfølgende spørgsmål. Hun rynkende tænksomt brynene et øjeblik inden hun svarede "Det kommer an på kompleksiteten af opgaven, og hvor veludrustet de var til opgaven da de stadig havde liv i sig. Det er bestemt mindre krævende at få en bonde til at grave et hul, end byde ham at svige et sværd" forklarede hun "Men for simple opgaver til vante hænder, ja så kræver det nært mere af mig at give dem navn, end det gør at give dem formål!".

Bag dem begyndte røgen at sive ud af den åbne hoveddør, som flakkende lys spredte sig igennem huset, og flammer dansede i de fjerneste vinduer, og slikkede sig op af bygningens sider. Gløderne hun havde viftet var i fuld flamme nu, og der var ingen vej tilbage. Ingen fortrydelse eller betænkelighed. Der var kun vejen foran dem, og de gik den sammen.

Lyden af hendes ord varmede Valkars ellers kolde hjerte. Luften der fyldte hans lunger bar en snært af varmen fra de ulmende flammer bag dem. Måske var hans hjerte ikke så koldt som havde troet, en tanke der ville have foruroliget ham, men det var nok blot et tegn på at deres liv var på ud af dets vinter. Og et nyt forår sammen var ved at spire.

Et sigende smil brød frem ved lyden af hendes klukken, en lyd han kun så frem til ville fylde mere og mere i deres evighed sammen.

Et lignende smil brød frem som hendes undring maledes sig over hendes ellers smukke ansigt. Blidt kærtegnede Valkar kinden på hende der stod ham mere kært end nogen anden. Han havde elsket før, men med Jez var det noget helt specielt.
Som hans elskedes forklaring nåede sin slutning blev smilet en kun smule bredere, åh dette skulle nok fungere fantastisk. "Jeg har en glimrende idé du kan hjælpe mig med min kære" Spandt han som hans læber mødte hendes pande for at plante et blidt kys "Faktisk kan jeg ikke gøre det uden din hjælp, men frygt ej! jeg skal nok forklare den i detaljer når vi når hjem til slottet"
Det var i sandhed nye tider, og med hans plan ville det blive et liv der med tiden ville være dem værdigt.