Solen var endnu langt fra at stå op, da Nat ruskede Dag vågen. 
"Dag! Dag, vågn op," beordrede Nat sin sovende søster, vant til at være den der traf beslutningerne for dem begge. I samme øjeblik som hun så ud til at være bare lidt ved bevidsthed, begyndte han at forklare, ved at stikke en bog helt op i hovedet på hende, uden at tænke over hvor lidt Dag ville kunne se i mørket alligevel. Han havde selv siddet oppe længe nok i mørket til, at hans øjne havde vænnet sig til det. På siden var der afbildet en drage, hvis farver var nogle af de få Nat kunne se helt tydeligt; blå og en grøn, som han dog opfattede som samme farve som græs under en tørke. Ikke desto mindre elskede han dem. 

"Se! En drage! Og her står, at ridderne har dem her - " han pegede ned i bogen, uden at se hvor han pegede, for det var ligegyldigt om han ramte det rigtige sted, så længe det var den rigtige side han i det mindste pegede på. "- ved du, ved du, hvor tæt på det er på os? Det er rundt om hjørnet! Lige rundt om hjørnet, Dag! Du skal med mig ud at se dem!"

Som sædvanlig med Nats planer, var det ikke noget han mente at de kunne gøre om morgenen eller næste dag eller om et par timer. Alt var lige nu eller aldrig for ham. 

Dag vågnede, langsomt som altid. Hun sov tungt til sit eget store held, for havde hun ikke gjort det, var det tvivlsomt om hun nogensinde ville have fået sovet overhoved, med en bror som Nat.
Men Dag elskede sin bror, og derfor gjorde det hende heller ikke så meget, når han vækkede hende før solopgang fordi han havde fået en eller anden tosset idé.

Det var en kamp at åbne øjnene, der langt hellere ville forblive lukket og sove videre, men sådan blev det ikke! Åbnet blev de, lige i tide til at en bog blev stukket op i ansigtet på hende. "Naaat, jeg er vågen!" klagede hun, og tog fat i bogen, så hun kunne få en chance for faktisk at se hvad der var på siden... Drager!

Straks var Dag mere vågen. "Her?!" spurgte hun vantro, og skimmede siden så hurtigt hun kunne, for at finde stedet det stod. "Men er det her ikke en eventyrbog?" spurgte hun imens og - Der! Der stod det rigtig nok!! Et bredt, men træt smil bredte sig på hendes små læber "Hvor er det sejt!!" hun så på Nat som hendes smil blev til et lille grin. Med besvær fik hun skubbet sig først op på albuerne og så helt op at sidde "Men tror du virkelig de er her? Ville nogen ikke have set dem før hvis de var?" spurgte hun logisk nok. Det var da klar at folk ville være gået helt amok hvis de havde set en drage! Og det ville Nat og Dag da have hørt så?

Nat ignorerede fuldstændig at Dag påpegede at det var en eventyrbog han havde rakt hende. Eventyrbøger var de bøger, der var allersjovest at læse, så de var stort set også det eneste han læse, og han nægtede at tvivle på at alt der stod i dem var sandt. Til gengæld bed han fast i hendes smil og genspejlede det. Når Dag var glad, var han glad.

“De er nødttil at være her, hvor skulle ridderne ellers have dem henne?” Spurgte Nat, der, når han havde udset sig en sandhed nægtede at overveje andet. “Krigernes stald er ikke så langt væk, det må være dér de er! Sådan sammen med hestene, måske. Eller i balsalen, der er også plads til en drage, tror jeg!” Nat talte hurtigt når han var begejstret og mange af ordene flød sammen, blev glemt, eller blev gentaget, men Nat var ikke et øjeblik i tvivl om at Dag forstod ham.

Dag gned søvnigt sine små øjne mens hendes bror plaprede afsted "Så.. hvordan kommer vi så derover?" spurgte hun, tilpas overbevist af Nats ord og ubenægtlige selvsikkerhed. Når Nat sagde det var sådan, måtte det jo være sandt! Han viste alt muligt hun ikke gjorde, og han sagde det så sikkert, hvor hun var fuld af tvivl!

Hun rakte en hånd til Nat for at han skulle hjælpe hende ud til sengekanten "Jeg tror stalden er det bedste sted at kigge. Der ville helt sikkert være plads til drager i balsalen, men jeg tror ikke de ville være der, sådan til daglig.. ligesom Mor ikke har hestene i stuen!" gættede hun, og pegede på sin kjole, der lå over en stol, så Nat kunne hente den til hende, mens hun kom ud af sit nattøj. Man kunne ikke tage på rigtige eventyr i nattøj! Der kunne jo ske alt muligt, og det kunne være koldt og sådan!

"Det er ellers en skam, at hun ikke har dem i stuen," svarede Nat eftertænksomt og planlagde allerede nu, hvornår og hvordan han ville få hevet mindst én hest ind i stuen til alles store forundring og glæde - han kunne slet ikke forestille sig, at de ville have noget imod det. Tværtimod ville de blive glade over hans gode idé med at få dyrene lidt tættere på.

Han fulgte hendes peg med blikket og da han fik øje på kjolen gik han hen for at tage den til hende, og i små hop kom han tilbage til hende, hvor han relativt pænt lagde kjolen på sengen foran hende, imens han overvejede om han også skulle tage tøj på.

"Skal vi tage Cole med?" Spurgte Nat og trippede utålmodigt ved siden af sengen. Cole ville kunne bære Dag, og desuden stolede Nat på ham. Det var vigtigt at der ikke blev sladret til Liv, ikke fordi Nat mistænkte at hun ville stoppe deres sjov, men fordi han fandt det sjovest at gøre ting alene. Eller i det mindste uden en forælder, og Cole var langt mere en ven end han var noget andet, hvis man spurgte Nat. 

Dag rynkede på næsen med et grin af Nats svar. En hest i stuen! Det lød altså bare fjollet. Den var da allllt for stor til at komme ind igennem døren! ... med mindre de selvfølgelig havde ekstra store døre! Så kunne hestene sagtens komme igennem! Men så skulle stuen også være kæmpe stor, så man kunne ride rundt på den.
Dronningen havde uden tvivl en enormt stor stue, siden hun skulle kunne ride rundt i den!

Dag kæmpede lidt for at få sin natkjole af - det var meget nemmere når mor hjalp hende, men med lidt vilje kunne det godt lykkedes selv!
"Det kan vi godt! ... men tror du ikke mor vågner hvis vi forsøger at vække ham?" spurgte Dag mens hun trak kjolen over hoved og nedover sin buttede krop. Hun kunne ikke selv nå at lukke den bagpå, men det var heller ikke så vigtigt, så længe hun havde den på! Dag havde intet imod at have Cole med, for Cole var flink, og Nat stolede på ham og det betød at Dag også stolede på ham, uden den mindste tvivl.

//lukket efter aftale