Bag det store palæ, lå det åbne hav og man kunne se solnedgangen gå ned over vandet. Palæet i sig selv, så sort ud mange steder og halvdelen af de var stadig begravet i magma. I løbet af dagen, var der tjenestefolk til at bygge, male, hugge, flytte og andre større projekter på det store palæ efter vulkanudbrudet. Lige nu var her stille og fredeligt.

Stark kom flyvende med Murizz i armene og landede på en græsbeklædt klippe med en lille rundt, hvid pavillion med smukke udskæringer i de 4 stolper. Han lod Murizz komme ned og stå på det grønne græs.

"Kom med over og se på solnedgangen", sagde han og tog Murizz´ hånd (ok?) og hev ham med over til pavillionen, hvorfra de kunne se udover havet og solnedgangen.

Murizz holdte stramt fast om Stark mens de svævede i luften. Han havde aldrig været helt så glad for højder, for hver gang han var blevet løftet fra jorden, havde det været en person der gjorde det i vrede, for derefter at smide Murizz ned i jorden igen. De gamle minder sad fast i hovedet på ham og det var ikke nemt at slippe af med dem.

Han åndede lettet op da de endelig landede på jorden og han slap langsomt grebet om Stark før han så op på ham.
Han tog Starks hånd og fulgte med ham over til pavillionen hvor han vendte blikket mod solnedgangen.
"Wow.." Mumlede han lavt, mens han betragtede solnedgangen med et intenst blik.

Stark så ikke på solnedgangen men på Murizz' reaktion. Han smilte. Hvor var det bare perfekt.

"Kan du lide det?", spurgte han stille. Han kendte egentlig godt svaret, men han elskede at høre den positive energi, der kom fra Murizz´ stemme. Han elskede også den barnlige glæde over noget så simpelt som en solnedgang. De fleste folk ville kigge på den og tænke på at dagen var gået eller de snart skulle i seng eller på en ny arbejdsdag i morgen eller lignende. Men Murizz så ud til at nyde solnedgangen. Det var en ting, som Stark helt klart elskede ved ham.

Murizz vendte blikket mod Stark og nikkede let smilende.
"Var det derfor du ville have mig med herhen?" Spurgte han undrende.
Hvis grunden til deres tur var en smuk solnedgang, ville han da ikke brokke sig og det ville også være meget mere romantisk end noget andet han havde oplevet før, men det virkede stadig ikke som en ting Stark ville gøre. Han plejede som regel at have en rigtig god grund for alt han gjorde, så Murizz var nødt til at spørge.

"Han er for intuitiv", tænkte han smilende og skulle anstrenge sig for ikke at grine højlydt over det.
"Du er meget intuitiv. Du har ret. Det var ikke kun på grund af solnedgangen, vi skulle herhen".

Han tog begge Murizz´ hænder i sine og kiggede ham direkte i øjnene.

"Murizz. Du betyder rigtig meget for mig. Du har ændret mit liv til noget meget bedre", han kiggede over på sit palæ.
"Palæet ligger i ruiner, men jeg er ligeglad...", han kiggede på Murizz igen; "For du er her".

Han smilte stille.
"Du bringer lys og liv og glæde. Din glæde over noget så simpelt som en solnedgang smitter og skaber perfekte øjeblikke i en verden, der ellers kan virke kaotisk og farlig. Det er en af de mange ting, jeg elsker ved dig. Jeg elsker også dit smil og din forsigtige stemme. Jeg kunne blive ved i en evighed omkring de ting, jeg elsker ved dig, så...", han gav slip på den ene af Murizz´ hænder og lagde den nervøst bag sit hovedet. Han skævede til sit palæ og smilte nervøst.

"Årh! Gør det nu!", tænkte han. Han gik på den ene knæ imens han tog Murizz´ højre hånd i sine hænder.

"Murizz Jeusay, vil du gøre mig den ære at gifte dig med mig?", spurgte han og hans kinder blev svagt røde.

Murizz betragtede Stark mens han talte. Han havde et lettere nervøst blik i øjnene, da han ikke havde nogen ide om hvad han skulle forvente. Hans øjne spærrede dog op i et overrasket blik, da Stark spurgte ham om lige nøjagtig det spørgsmål. I et kort stykke tid stod han bare og stirrede på Stark. Han var så glad, men han gik i stå. Han havde ikke forventet at det var det, der skulle til at ske. Efter noget tid, kom han med et kort nik.
"Ja, Stark. Det vil jeg rigtig gerne," svarede han med et smil og lige efter han kom ud med sit svar, kom han med et grin han ikke kunne holde tilbage. Han flyttede sine hænder fra Starks, men kun for at sætte sig på knæ selv og lægge armene om ham. Så strammede han grebet for at knuge sig tættere ind til Stark, mens en lille tåre gled ned af hans kinder i glæde.

Stark blev kort nervøs, da Murizz fjernede hændernde. Men den nervøsitet forsvandt hurtigt, da Murizz lagde armene om ham. I et splitsekund sad han med Murizz om halsen og armene ude i luften til hver sin side i en følelse af lykkeligt chok. Han lagde dog hurtigt armene omkring Murizz, smilte stort og klemte lidt til.

Han grinte og tog en dyb indånding imens hans ansigt var begravet i Murizz´ hår. Det dejlige, fantastiske hår.
"Jeg har noget til dig", sagde han og skubbe Murizz lidt væk fra sig, så han kunne række en hånd ned i en af hans mange bæltetasker. Han tog en lille, firkantet æske frem. Den var dækket i noget velour stof og var i en dyb mørkeblå farve. Han rækte den forsigtigt til Murizz. 
"Åbn den", sagde han med et stort smil. 

Hvad Murizz ikke vidste med sikkerhed, men måske nok forventet, ville han, når han åbnede den lille æske, finde en ring. En lille ring i rent guld/sølv (du vælger). Ringen så ud til at være flettet og samlede sig i et hjerte med to hænder omkring og en lille krone ovenpå. Den lille krone var dækket i små diamanter.

Murizz så lettere undrende på Stark, da han blev skubbet lidt væk. Det havde været helt fint med ham at forblive i den position for evigt. Det vidste han selvfølgelig godt ikke var en mulighed, men han elskede at være så tæt på ham.
Han tog fat i den lille mørkeblå æske og åbnede den forsigtigt. Han var helt klar over at det nok var en ring. Det hørte vel med til spørgsmålet han var blevet stillet. Han var tilgengæld ikke klar over hvilken ring og et alt for overrasket blik dukkede op i hans øjne, da han så den lille sølvring. Han kiggede kort på ringen, så på Stark, så på ringen og tilbage på Stark.
"Stark, det er alt for meget. Hvad hvis jeg taber den?" Sagde han lettere nervøst. Murizz var reelt bange for at miste den. Selvfølgelig ville han aldrig gøre det med vilje, men med alle de forskellige mennesker der havde tvunget Murizz til at være deres slave, kunne der hurtigt ske noget, der ikke skulle ske.

Stark kom med et lille kluk af et grin.

"Du mister den ikke", sagde han og tog ringen ud af æsken, tog fat i Murizz venstre hånd, den som er tættest på hjertet, og satte ringen på hans ringefinger. Han kiggede på, hvad han selv lavede imens han snakkede igen; "Og hvis du gør, så får du en ny", sagde han og kiggede tilbage på Murizz.

"Du betyder meget mere end prisen på en lille ring"

Murizz fulgte alle bevægelser med blikket, mens Stark placerede ringen på hans ene finger.
Han kunne ikke holde et smil tilbage, før han så på ham igen.
”En ny? Men Stark… Har den ikke været dyr? Jeg vil ikke være til besvær,” sagde han lavt.
Det virkede måske som om han ikke var taknemmelig og enormt glad lige nu, på grund af alle hans spørgsmål og usikkerhed. Det var ikke tilfældet. Murizz var ekstremt glad, men han var stadig typen der helst ikke ville træde på nogle og da slet ikke stå i vejen for noget som helst. At Stark havde brugt tid på at finde denne smukke ring til ham, var så fantastisk. Men Murizz var kendt for at være klodset og uheldig og det ville være hjerteskærende at miste den.

//Aftalt afslutning.