Solen havde passeret middagspositionen og varmen var markant denne sommerdag. Markedet i den lille landsby summede lavt af liv men det var begrænset hvor meget handel der forgik. Det var også derfor at Mira var sendt her til af sin fader, små markeder var ofte billigere end de store og pengene denne måned var sparsomme.
Med et lavt grynt smed hun den tunge taske over skulderen og strøg sveden af panden. Hendes rød blonde hår var sat i en løs knold, hvor flere hår havde fundet vej ud og nu klistrede til hendes pande grundet varmen og det fysiske arbejde. Desværre havde hun langt hjem, Ull havde endnu ikke lært at bære hendes vægt men hun kunne fæste tasken til hans ryg så hun i det mindste ikke skulle slæbe den hele vejen.

Efter at have set interesseret på en fin halskæde med et ulvehoved af sølv satte hun kursen mod udkanten af landsbyen hvor Ull ventede. Hun havde ikke råd til fine ting, hvilket også kunne ses på hendes påklædning. Hendes tøj var lavet af slidt hør og var stort set farveløst. Det havde adskillige huller der var blevet lappet med noget stof der højest tænkeligt kom fra noget andet tøj der ikke længere kunne bruges. Men Mira led ingen nød, hun var ganske tilfreds med det hele, specielt når hun kunne tilbringe hele dagen sammen med Ull. Den halvanden meter høje ulv sad utålmodigt uden for landsbyens grænse og lignede mest af alt en hvalp der virkelig gerne ville snakke med alle de mennesker der gik forbi og sendte den store ulv skræmte blikke.

”Beklager, det tog lidt længere end planlagt..” Sagde hun til ulven der ivrigt slikkede hendes øre. Mira grinede og satte tasken på jorden ved Ulls side. Et tilfreds suk slap hendes læber i det hun lænede sig tilbage med hænderne på hofterne for at strække ryggen og hun trak vejret dybt mens hendes øjne søgte hen over himlen efter tegn på regn, men der var ikke en sky i sigte. ”Det bliver en tør dag..” Sagde hun og ulven fnøs og snusede nysgerrigt til tasken.

Dal havde ikke været meget for at forlade Eyad alene, selvom det bare var for en stund. Men de manglede flere ting efterhånden, og Dal havde ikke kraften til at holde Eyad skjult hele vejen ind til landsbyen og tilbage igen, især ikke hvis de løb ind i problemer, hvilket de med hans held uden tvivl ville gøre.

Det var en tungt svende dværg der traskede fra byen, efter at have gjort de nødvendige indkøb. Det var ikke alt de manglede han havde kunne skaffe, og pengene var også efterhånden trængt. Han havde fortalt et par historier, og sunget en sang, men det var som om han ikke helt havde hjertet med i det, som han plejede. Der var for meget der vejede tungt på den unge dværgs hjerte for tiden.

Det var også derfor Dal gik i sine egne tanker på vejen ud, og det var også derfor at han ikke så den unge kvinde og den enorme ulv, før han næsten stod i ulvens skygge.
"Ved Azur!" udbrød han overrasket, og havde nær tabt den unge sæk med indkøb af bare forskrækkelse. 

Mira blev distraheret af et udbrud et sted i nærheden af hende og hun drejede sig nysgerrigt rundt. Hendes blik faldt på en lav mand der tydeligvis havde fået øje på Ull. Hun tolkede hans ansigtsudtryk som værende skræmt, men hun var heller ikke helt stærk i at læse folk da hun tilbragte så megen tid på farmen. ”Han gør ikke noget!” Skyndte hun sig at svare og rakte en hånd frem som for at berolige den lave mand.

”Undskyld, det var ikke for at…” Det gik op for hende at hun havde virket en anelse nedladende og hun håbede inderligt ikke at han troede det var pågrund af hans højde! Mira var selv 170 og hun havde ikke i sit liv set en person så lav som ham, der ikke have været et barn. Mira havde generelt ikke set ret meget af verden, og det gjorde at hendes nysgerrighed eksploderede i hendes indre. Hun forsøgte desperat at holde tand for tunge selvom at spørgsmålene pressede sig på.
I hele sin barndom, ungdom og også disse tidlige voksenår havde hun fået megen kritik for hendes konstante spørgsmål. Hun havde efterhånden forstået at det ikke var høfligt at udspørge folk hun ikke kendte men det var svært at lade være.
Ulven havde ligeså hørt mandens udbrud. Han fornemmede Miras nysgerrighed som sin egen og begyndte at lunte frem mod manden for at snuse til ham og hilse. Mira nåede kun lige at tage fat i kæden om dens hals for at stoppe den og Ull vendte forvirret blikket mod hende – men stoppede og satte sig slukøret ned.

Dal vristede blikket fra det enorme bæst og over på kvinden et kort sekund som hun talte - og så et sekund mere da hans blik mødte hendes brune øjne. "Er du helt sikker?" spurgte han en smule varsomt, men eftersom ulven ikke havde ædt ham endnu. Selvom dyret luntede nærmere, lod det bestemt ikke til at være af aggresivt. Alligevel var Dal taknemmelige da kvinden stoppede dyret igen, og han valgte han at tage hendes ord for gode vare. Desuden, så ville han langt heller kigge på hende, end på det store bæst, hvor imponerende det end var.

"Undskyld for hvad dog?" spurgte Dal, og lagde hoved en anelse på skrå. Han fik svunget sækken af skulderen, og skævede kort en gang mere til bæstet, inden han endelig lod sin opmærksomhed hvile på kvinden. 

Der var ikke mange der ikke havde set, eller i det mindste hørt, om dværge før, så at undskyldningen skulle være for det, lå ganske fjernt fra Dals sind. 

Med mere ro på tingene igen, lod Dal blikket falde tilbage på dyret, og rakte ganske langsomt en hånd frem mod den. 

Mira smilede bredt da manden bad om hendes bekræftelse. ”Helt sikker” Svarede hun og vendte blikket mod Ull der stak snuden i hendes øre og vippede tilfreds med halen over hendes opmærksomhed. Hun grinede lidt men slap ikke taget i  hans halsbånd – det kunne godt være at ulven ville gå nærmere den lave mand hvis hun slap, og hun ønskede ikke at skræmme ham. Folk havde svært ved Ulls størrelse og hun gjorde sit for at holde den nysgerrige ulv fra dem. ”Han er bare en stor teenager, så han er temmelig nysgerrig” Skyndte hun sig at forklare da hun tog blikket fra Ull igen og hendes nøddebrune øjne gled nysgerrigt over ham.

Hendes grin falmede lidt ved hans spørgsmålet og hun slog blikket ned. ”Jeg frygtede bare at mine ord eller… gestikulering kunne misforstås. Jeg ønskede ikke at få Dem til at virke….. Lille” Hun bed sig i læben og mødte ikke hans blik af frygt for at finde hans væsen fuld af vrede. Hendes hjerne kværnede samtlige spørgsmål hun kunne stille for at finde ud af hvem han var -  og hvad han var. Hans grove statur, lave højde… Ja selv hans markante brysthår, virkede ikke til at være menneskeligt – men nu havde hun heller ikke set andre mænd end sin far og broder uden skjorte eller trøje på.

Da manden selv lade op til at Ull gerne måtte hilse på ham, stak den store hund nysgerrigt snuden frem mens hun forblev siddende på sin plads ved Miras side. Den snusede ivrigt til hans hånd og halen vippede tilfreds bag den. Mira turde dog stadig ikke slippe taget i dens kæde, mest af hensyn til manden.

Dal blev langsomt mere rolig ved det store dyrs tilstedeværelse, især da det lod til kvinden havde ret godt styr på den. Selvom tanken om en enorm teenage ulv ikke var synderligt beroligende i sig selv, så førte han alligevel hånden frem, og hans vagtsomme mine blev snart erstattet af et begyndende smil, som det store dyr snusede til hans hånd.

"Jaaah, han virker hvertfald ikke så farlig som han ser ud først!" anderkendte Dal.
Hans smil falmede dog lidt igen da hans blik faldt på hende, og så hun havde slået øjnene ned. Langsomt trak han hånden til sig igen og lyttede opmærksomt til hendes forklaring. Hans ansigt blev stramt for et øjeblik, men minen forsvandt igen som duk for solen, og blev erstattet af en varmt, hjerteligt latter.

"Jamen kære Frøken dog, de får det til at lyde som om De aldrig har set en dværg før!" kommenterede han muntert, og hendes uvidenhed fortalte ham, at det måske faktisk var tilfældet! De var selvfølgelig ret langt syd på i forhold til Dragon. "Men frygt ej, jeg har ikke taget på vej. Jeg er faktisk ganske høj af min æt!" tilføjede han så, og sendte hende et opmuntrende blink. Den unge dame skulle nødig føle sig dårligt tilpas. Ikke på vildkår, og da aldrig i Dals selskab!

Mira smilede let da hun mærkede Ulls glæde og nysgerrighed da han endelig fik lov til at snuse til manden der stod foran dem. Det særlige bånd de delte tillod hende at føle hvad ulven følte og han hvad hun følte. Det var både rart og en anelse frustrerende da dyr og mennesker ikke tolkede følelserne ens.

Mandens latter fik hende til at rødme kraftigt og Ull så forvirret på hende. Flovhed var en af de følelser ulven absolut ikke forstod. "D-det er ganske korrekt hr." Sagde hun nervøst og hævede blikket igen. Man kunne se den voksende nysgerrighed i hendes blik - en Dværg! "Jeg har sjældent set andet end mennesker" Sagde hun og bed sig i underlæben for at undertrykke bare nogle af de titusinde spørgsmål der brændte sig på. Hun rømmede sig, og fandt det ganske umuligt at holde ordene inde. "Undskyld Hr. men jeg har ganske simpelt aldrig set en af Deres aner før. Er de ikke langt hjemme fra?" Spurgte hun og hendes nysgerrighed blev afspejlet i ulven ved hendes side. Han strakte halsen mod manden og sad uroligt på jorden.

Da manden kommenterede at han faktisk var ganske høj kunne ulven ikke sidde stille mere. Den rejste sig og pev til Mira for at få lov at inspicere manden igen, men Mira holdt forsat fast i den. "Virkelig? Har De menneske blod også?" Spørgsmålet fløj ud af Mira før hun kunne nå at stoppe det og man kunne se at hun rødmede igen. "Undskyld min far forsøger at lære mig at holde tand for tunge" Sagde hun beklagende og gav Ull et lille ryk i halsbåndet. "Sæt dig!" Sagde hun bestemt.

Dals muntre gemyt blegnede ikke et sekund som kvinden fortsatte "Bestemt! Dværgenes mægtige rige, Dragorn, er at finde i nordlandets bjerge! Og de skal ikke undskylde for noget frøken! Jeg ved ganske vel hvordan nye opdagelser kan berøve en for sans og samling!" forsikrede han hende igen med et smil "Men nej, jeg har ikke menneskeblod i årene, jeg er blot lidt højere end gennemsnittet" forklarede han med et blink.

Dals blik flyttede sig fra kvinden til ulven, og tilbage igen, da han endnu engang var sikker på at hun havde helt styr på det store dyr. Den virkede fredelig, om end meget entusiastisk, men Dal var stadig påpasselig med et dyr der virkede stor nok til at æde ham uden større problemer.

"Men hvor er mine manere da! Navnet er Dal, historiefortæller og verdensmand! Om end jeg ikke er den mest repræsentative for dværge generelt, er det mig en ære og fornøjelse at gøre deres bekendtskab" introducerede dværgen sig med et dybt og overraskende elegant buk fra hoften. 

Mira rødmede lidt over sine dumme spørgsmål og slog blikket ned i et millisekund før hun betragtede manden igen. Hun følte sig lidt dum – selvfølgelig havde dværge også forskellige højder. Hun havde da set mænd på markederne der var over to meter høje, så hvorfor skulle dværge ikke også kunne gå over deres standard. Men hun havde ikke noget at sige til det der ikke ville få hende til at virke tosset.

”Mit navn er Mira, jeg er bare handlende – det er ikke så spændende” Svarede hun med et lille grin og hendes mørkebrune øjne funklede af fornyet nysgerrighed. ”De må have mange spændende ting at berette om” Hendes hilsen blev efterfulgt af en kort nejen. ”Hvad bringer dem til disse kedelige dele af Medanien?” Hele hendes væsen udstrålede hendes nygerrighed, fra hendes blik til hendes smil, ja selv hendes kropsholdning.

Mira var meget betaget af ideen om historier og fortællinger fra resten af verden. Hun drømte altid om at se mere end blot sin kærre og sine varer, at kunne rejse rundt med Ull ved sin side og opleve Krystallandet og se med egne øjne de fantastiske ting folk havde fortalt hende om.

Dal smilede oprigtigt til Mira som hun introducerede sig "Mira! Sikken et smukt navn. Jeg tror aldrig jeg har mødt en Mira før" smigrede han, og bukkede endnu engang høfligt. Hans ord var dog også ærlige. Han var ganske sikker på han aldrig havde mødt en med det navn før - ihvertfald ikke nogen han kunne huske. Måske var det en kende mærkværdigt, for Mira slog ham ikke som et ualmindeligt navn, men sådan var det nu.

"Så mange historier, som jeg har år på bagen" lo han muntert "Jeg kender mange fortællinger, ægte og eventyr, men min store passion ligger i folks egne fortællinger. Ægte historier om ægte liv, lige fra kilden!" fortalte han entusiastisk.
"Det var forårs festen der bragt mig hertil først, men nu rejser min ven og jeg lidt rundt. På eventyr om man vil!" fortalte han med en brummende latter. Der var nok ikke meget eventyr over Dal og Eyads rejse indtil videre, og den havde så sandelig været mere spændende end han havde håbet den ville blive! Men det var sjældent livet formede sig lige præcis som man håbede på. Der kom altid noget i vejen, noget der ikke helt gik som man forventede.. så som at støde på en skøn ungmø og hendes kæmpe ulv, når man egenligt bare havde været ude og handle lidt ind!

Miras rødmen tog til ved hans kompliment og hun smilede bredt. ”Tak Hr” Svarede hun som svar til hans kompliment og Ull så bare dybt forvirret på dem – han forstod ikke forlegenhed og den røde farve i Miras kinder, men han var også mere interesseret i dværgen foran dem. Hans snude vejrede i luften for at opfange dværgens lugt.
Mira lyttede betaget til dværgens ord om eventyr og lagde hovedet en anelse på sned. ”Det lyder evindeligt spændende, jeg ville ønske jeg kunne rejse som De, og se verden” Hun kastede et længselsfuldt blik mod himlen som om hun troede at dværge kunne flyve – det var dog ikke tilfældet, hun drømte bare om at kunne rejse som en fugl.

”Hvor skal De så hen nu? Har De en plan over deres rejse?” Spurgte hun nysgerrigt med de nøddebrune øjne rettet mod dværgen foran sig. Ull slikkede sig om snuden og så mod Mira med en let klynken, han var tørstig og ville gerne omkring søen på vej hjem, det kunne Mira nemt regne ud. Lige nu var Miras fokus dog på dværgen og ikke ulven, hvilket Ull tydeligvis ikke var helt tilfreds med.

Dværgen lod godmodigt "Jeg kalder dem blot som jeg ser dem Frøken. Men det er kun passende at sådan et unikt navn tilfalder sådan en skøn skabning som Dem selv" sagde han med et blink, et glimt i øjet og ingen skam i stemmen. Noget mere i sit element, og nu sikker på ulven ikke havde i sinde at æde ham, rakte Dal langsomt op mod det nysgerrige væsen, og nussede den om snuden. 
"Hvorfor rejser de så ikke ud, hvis det er det de ønsker? Tag et par vare der kunne sælge i den næste by, sælg dem der med profit nok til at leve for det og købe nye vare, og rejse videre igen?" foreslog han muntert. "Jeg har ingen vare udover min historier selv, meen jeg er ikke for stolt til at spille barde for en aften eller to for at få mad på bordet" tilføjede han med et grin.

"Som det ser ud nu jagter vi en legende" svarede han oprigtigt, men med et lille suk "Min ven og jeg.. vi søger en kvinde der efter sigende skulle kunne hjælpe på et problem han har" han smilede mildt "Om vi får succes i vores foretagende, vil kun tiden vise. Det kan være hun ikke findes. Det kan være hun er længe død og borte. Men den slags legender har det med altid at have en vis sandhed i sig!".

Atter tiltog Miras røde kinder og hun bed sig let i underlæben for at undertrykke en tøset fnisen. Ull slikkede dværgen over håndfladen da han rakte hånden frem og vippede lidt med halen da han nussede den om snuden. Mira smilede og så mod dværgen da han talte og smilede smalt. ”Min familie er afhængig af min hjælp. Vi driver en meget lille gård, og min handel er vores eneste indkomst. Så jeg er desværre nødt til at blive hvor jeg er. Jeg er dog heldig nok at jeg møder fremmede fra alverdens landsdele på markederne, og de har ofte gode historier at berette” Hendes mørke øjne hvilede på dværgen med et tydeligt håb om at han var en af dem.

Hans næste ord fik en gnist af nysgerrighed til at spire i hendes øjne. ”Virkelig? Hvor vil i finde hende? Hvilket problem?” Hun var nysgerrig som altid, og Ull opfangede den følelse, det var en følelse han kendte. Han rejste sig og gik tættere på dværgen mens han snusede til hans tøj, hans sko og hans hår. Ull var lidt mere kontant med Miras følelser end hun selv var.

// Min krea ville ikke lege - beklager ventetiden!

Dals smil trak en smule op til den ene side, som han så farven trænge ind i Miras kinder. Der var få ting så skønt som at se en kvinde rødme med et smil! Eller en hvis elver.. Dværgen fik dog ikke mulighed for at nyde synet længe, før en ru tunge kilede hans håndflade, så han ikke kunne andet end at le.

"Ak ja, vi har alle vores veje at gå! Nogle må rejse, men så er det også vores lod, ja jeg vil sige vores pligt at bringe historierne med tilbage til dem der ikke kan!" erklærede han muntert og sendte hende et blink ved hendes håbefulde blik. Åhh han havde historier, nok til at holde dem beskæftiget indtil foråret! Men Dal havde også Eyad der ventede på ham.. meeeen en enkelt historie eller to kunne vel ikke skade?
"Ahh ser du, min ven er ikke så.. velset længere" Dal skævede dramatisk omkring dem, selvom der ikke var en sjæl i sigte udover ham selv og Mira. "Han er nemlig elver" tilføjede han så med en høj hvisken. Det var ikke noget Dal var uforsigtig nok til at fortælle alle, men Mira virkede til at have hjertet - og hjernen - på rette sted. "Kvinden vi søger skulle efter sigende kunne hjælpe en med at ændre sig som man inderst ønsker" forklarede Dal dramatisk men sukkede så en anelse opgivende "Vi aner dog ikke hvor hun er endnu. Men historier som den starter ikke ud af intet! Så vi leder, og enten finder vi hende, eller hvem end der startede historien først"

//Det er helt i orden du! Ingen stress ^^

Hun lyttede fascineret til han beretning og vilde tanker om landevejs røvere, tyve og spioner sprang straks ind i hendes hoved. Hun spærrede øjnene let op da han sagde at det var en elver og skævede lidt rundt. Elvere var bestemt ikke velset for tiden, ikke at Mira helt havde forstået hvorfor, det var kun rygter hun havde hørt på markedet om hvad der skete i de store byer der nåede hendes øre. ”Virkelig” Sagde hun hviskende, næsten som om hun var bange for at nogle overhørte dem.
Hans næste ord fik hendes nysgerrighed til at toppe. ”ændre sig? Hvorledes? Fysisk?” Spurgte hun og nysgerrigheden strålede ud af hendes øjne og ansigt – selv Ull virkede påvirket af hendes voldsomme nysgerrighed og peb tiggende mens han så intenst på dværgen foran sig.
”Ville hun også.. Kunne give en evner?” Spurgte Mira – det var hendes eneste lod i livet, hun var almindeligt menneske. Hun havde ingen specielle evner og hun drømte inderligt om en dag at kunne være med og være lige så spændende som alle andre.
Tanken gjorde hende dog også urolig – hvad hvis noget gik galt? Hvad hvis hun ville miste forbindelsen til Ull? Hendes bekymring fik Ull til at skubbe til hendes kind med snuden og hun smilede varmt til ham – Nej hun ville ikke sætte deres bånd på spil for noget i verden.

Dal kunne ikke andet end lade sig rive med af af Miras nysgerrighed og iver. Dværgen nikkede energisk "Virkelig!" bekræftede han. "Vi ved ikke med sikkerhed hvordan hun gør det, eller hvor mægtig hendes magi er" erkendte han "Men vi håber!". Det var tydeligvis ikke en usikkerhed der slog den gæve dværg ud. "Men det vil vi finde ud af, når vi finder hende" han så optimistisk ud, men der var stadig et snært af tvivl at spore i hans milde blik.

"Men hvis hun kan.. og hvis hun kan give evner, så skal jeg nok finde dig og lade dig vide det næste gang jeg er på disse kanter" lovede han hende, mens hans hoved lagde sig en smule på skrå "Men magiske evner.. De kan komme sent du ved? Og de er ikke altid så magiske som man kunne ønske sig" sagde han, og lo, en anelse anstrengt. "Og selv hvis man ikke har en.. ja, så er det bedre ting i verden" han smilede og nikkede mod Ull "Så som stærke venskaber! Og så med en kæmpe ulv ikke mindst. Det er bestemt ikke alle der kan prale med!" lo han muntert, men ærligt. 

Håbet i Miras øjne var ikke til at slukke ved tanken om at hun kunne komme til at besidde evner som så mange andre. Ull kunne ikke sidde stille mere og forsøgte at stikke snuden ind i dværgens øre, som om han ledte efter hvad end det var Mira håbede på at opnå.
”Det kunne være fantastisk” Sagde Mira drømmende og foldede hænderne foran brystet mens hun så mod himlen og forstillede sig alle de ting man kunne. At man ikke bare var almindelig, at man ikke var kedelig og hjælpeløs. Det ville være mageløst.

Hun smilede let og slog ud med hænderne. ”Min familie er ganske evneløs, så jeg frygter at magien ikke løber i mine årer. Man kan håbe på at den naturlige udvælgelse kunne ske men…” Hun stoppede og knipsede af ulven der lod dværgen være og så mod hende mens den vippede med det ene øre i dværgens retning. ”Du har ret…” Mumlede hun da hun mærkede ulvens uro og smilede til dværgen. ”Ja, jeg ville skam ikke bytte ham med noget” Svarede hun og klappede den store ulv på halsen.

”Men jeg frygter at jeg må videre, mod vest – hvis De skal samme vej er De velkommen til at gå med os?” Sagde hun og smilede venligt til dværgen – hendes far lavede som regel altid mad til mindst to ekstra da Mira havde for vane at slæbe folk med hjem, og ulven kunne altid rydde op. Hun svang den tunge taske over sin skulder igen og sukkede tungt og skar kort ansigt før hun sendte dværgen et smil.

Dal sukkede beklagende "Hvor end jeg glædeligt ville gøre dig følge, så går min vej desværre ikke vestover denne gang!" svarede han og hankede op i sin egen taske "Min.. ven, som jeg nævnte tidligere, venter mig i skovbrynet" tilføjede han og nikkede mod en mindre samling træer ikke langt derfra, der kun meget generøst kunne kaldes for en skov.

Dal bukkede dybt for Mira "Så jeg er bange for vore veje må skilles her. Jeg ønsker dig al lykke på jeres vej, og i livet" han løftede blikket og blinkede til hende "med eller uden magiske evner" tilføjede han så med et drillende smil, inden han atter rettede sig op.

"Lykke til!" ønskede han en sidste gang, inden han satte afsted på sine egne veje, mod Eyad, og hvad end skæbnen havde dem i vente.