Erforias 19.09.2018 09:43
Den sjalklædte pige lyste nærmest, som de første af daggryets gyldne stråler med hendes grin. Forhåbentligt var det noget Ishtar Helia kunne hjælpe hende med at dele mere med verden, den havde i sandhed brug for det.
"Det er der ingen skam i" Svarede præstinden. Ikke at det betød at pigen ikke var med barn, men det var omkring så sikkeret som at hendes livs måne, kom forbi Dianthos næste morgen.
"En gammel læresætning siger at man først kan være velsignet med et barn, hvis at man er trådt ind i kvindernes rækker. Så frygt ej mit barn" forklarede præstinden, stadig med et mildt smil malet på læberne.
Som pigen stivnede flyttede præstinden sin hånd, der var ingen grund til at gøre hende unødigt utilpas, nej det gavnede ikke det billede de skulle male sammen. Frygtens farver skulle nødigt få fæste.
"Min egen elskede ser jeg sjældent, nok lige så ofte som du ser din mor. Det kan føles ensomt, men gensynet så meget mere glædeligt" Ofte gik der længere end et år i mellem at hendes blik fik lov at falde på hendes Lunan, men de havde begge levet så længe at tid havde en anden betydning.
"Hvordan har du det med det?" spurgte Ishtar Helia stille. Der var så meget usagt i pigens fortælling, et lille puf kunne måske være nok til at få hende til at komme ud med noget af det hun holdt skjult fra andre.
Præstinden lyste atter engang op i et smil
"Sofie, sikke er smukt navn" Det lod til at pigen ikke brød sig så meget om hendes familienavn, så for nu ville hun undlade at bruge det