Sofie bankede let panden mod kanten af det store trækar "Lort!" udbrød hun med et træt suk, inden hun løftede hoved og hvilede hagen på karets kant og så på Rofus med en lidt tvær mine. Det var ikke fordi hun var i dårligt humør som sådan, hun var bare umådelig irriteret!

Helt ærligt, hvor svært kunne det lige være! Hun skulle jo bare styre sig! Det måtte da for pokker være muligt for hende, på en eller anden måde at finde ud af at styre sin transformationsevne.. og måske igennem det, lære også at styre sin evne til at stjæle andres evner.

Sofie sukkede en smule "Men det er da vist blevet bare lidt bedre, er det ikke?" spurgte hun Rofus, og lagde hoved en anelse på skrå med et skævt smil. De havde været igang et stykke tid nu, og hendes 'forbedring' var vist minimal.. men hun havde da kunne blive under vandet lidt længere, uden at skifte denne gang!

Rofus smilede opmuntrende, jo det var ikke meget der havde hjulpet. Men det var heller ikke meget de havde at gå efter! Så det gav god mening at det var svært!
Roligt gik han på knæ og kyssede hendes skælede pande. Det var en spøjs følelse, men hun var stadig den samme for ham, både med og uden skæl og hale. Hans egen lille havfrue. 
"Måske hvis du tænker på noget rart? Måske som du svæver gennem vandet?"  Spurgte han stille. Det virkede for ham, som at hun var bange og det var det der fik hende til at skifte.
"Vi skal nok få styr på det sammen!" Kom det med en opfordrede næve i vejret.

Sofie kunne ikke andet end at smile da Rofus kyssede hendes pande. Det var en spøjs følelse at blive kysset på skællene, men det var så fantastisk en følelse at mærke hans læber mod sin hud... skæld... uden at hun skulle frygte for sin evne.

"Det er et forsøg værd!" medgav hun og hendes smil lyste en smule mere op, som hun skubbede sig lidt op og tilbage i karret igen. Vandet plaskede blidt, og var koldt, men hun mærkede ikke meget til det i sin nuværende form. Fiske-Sofie var ikke påvirket af kulde på sammen måde, men pige-Sofie der forhåbentligt ville komme tilbage igen snart, var en noget anden sag. For hende var vandet, mildest talt, pisse koldt.

Sofie tog pustede langsomt ud, og lod sig glide under vandet igen. Hun blinkede engang og smilede op til Rofus fra under overfalden en gang, inden hun lukkede øjnene og koncentrerede sig. Tænke på noget rart. Hun var ikke under vandet. Hun ville ikke drukne. Alting skulle nok blive okay! Hun koncentrerede sig hårdere.
Hun var ikke i vandet. Hun svævede igennem luften, roligt og kontrolleret, og sikkert i Rofus favn.

Pige-Sofies kinder blev røde under vandet som hun var skiftet tilbage. Hendes bagdel ramte blidt karrets bund, og hun slog øjnene op med et sæt, som hun med et sæt  forsøgte at sætte sig op, og få hoved over vandet igen.

Rofus så spændt på som Sofie dykkede ned igen. Karret var på ingen måde som havet eller en sø, men det var en masse vand de kunne bruge.
Han vinkede storsmilende til hende som hun dykkede under vandet. Han håbede at det ville virke! For nok var Sofie stædig, men at arbejde med hendes evner virkede til at tage ret hårdt på hende.

"Sådan!" Udbrød Rofus som Sofie skiftede tilbage til den skikkelse han havde lært hende at kende som. Med en behandsket hånd hjalp han hende op og slyngede det varme klæde om hendes skulder. Klædet havde lagt på nogle varme sten han havde båret op.
"Det så ud til at virke! Hvor er du god!"

Sofie hostede kraftigt et par gange og trak vejret dybt ind, som hun igen brød vandoverfladen, og kom op at sidde med Rofus hjælp. Det varme klæde holdt en skælven på afstand og hun holdt det samlet foran sig, så det ikke gled af. Den anden hånd holdt hun frem for sig, og stirrede på den, mens hun fik vejret. Den rystede en smule, men det lagde hun knap mærke til.

"Jeg.. jeg gjorde det" sagde hun åndeløst, og blinkede et par gange, som for at sikre sig det ikke bare var hendes øjne der spillede hende et pus. "Jeg gjorde det! Jeg skiftede tilbage, og-og mens jeg havde hoved under vandet!". 

Hun så op mod Rofus og smilet på hendes læber var bredt, som hun næsten hysterisk begyndte at le. "Jeg gjorde det Rofus, med hoved under vandet!!!" gentog hun vandtro og som hun gjorde, greb hun om hans hånd og knuede den tæt.
Det var jo fuldstændig vanvittigt at det var lykkedes hende. Før i tiden havde hun knap kunne vaske sit hår og ansigt, uden et snært af panik satte ind. Det havde været sådan så længe hun aldrig tænkte mere over det, men nu.. 
Følelsen havde stadig været der, men hun havde overvundet den. Hun havde fokuseret, og skiftet tilbage, selvom hun var under vandet, og hun var ikke druknet!

"Ja du gjorde så!" sagde Rofus opmuntrende som han holdte en nævne i vejret! Hun var så sej, hans fantastiske lille havfrue! Han havde sådan en lyst til at kysse hende, være en del af den glæde hun følte lige nu! Men han havde været skyld i for mange magiske tømmermænd på det sidste til at det nok var en god idé. 

Rofus havde det største og bredeste smil han kunne præstere. "Ja du gjorde så!" sagde han igen og knugede hende hånd... Hva pokker! Guderne skulle nok være dem nådige! Et enkelt kys ville sikkert ikke skade. Så et flygtigt kys gav han pigen med hår som solens stråler, hun var så fantastisk! Det var som at selvom verden blev ved med at smide lort efter hende, rejste hun sig og smed det tilbage i hovedet på verden!
Ingen skulle bestemme hvad hun kunne og ikke kunne! Han håbede af hele sit hjerte at han kunne være lige så stærk som hende, når det virkelig gjaldt.

"Det er så vildt!! Og med hoved under vandet! Og jeg var næsten ikke bange!" okay det var måske lidt løgn. Hun havde ikke været bange mens hun havde været i sin fiskeform!
Sofies grin blev kun bredere ved Rofus flygtige kys. Hun kunne lære at kontrollere det, det var hun sikker på nu! Og hvis hun kunne lære at styre den ene evne.. 

Sofie rakte op som Rofus trak sig væk igen, og rørte hans kind, kort og forsigtigt, inden hun lod hånden glide om til hans nakke, og trak sig op til endnu et kys. Hun holdt det et øjeblik inden hun slap ham igen og gled tilbage ned i karret, med et skævt smil. Okay, hendes hår gik stadig rimelig meget amok. "Okay, måske skal der lidt øvelse til før det virker" indrømmede hun. Men hun var sikker på det var muligt! Hun var sikker på at der, for et øjeblik, hvor hun havde rørt hans kind, ikke var sket noget. At hun, bare for et øjeblik, havde rørt ham, uden at tage hans evner til sig. 

Og hvem viste! Hvis hun kunne lære at styre evnen på den måde, kunne hun måske også lære at styre hvilken evne hun samlede op! DET kunne være vildt praktisk!

Rofus havde aldrig været glad for at gøre de samme ting igen og igen, eller rettere. Det kunne meget hurtigt blive ensformigt, og så gik det hurtigt hen og blev kedeligt. Men at blive kysset af Sofie ville aldrig komme til at kede ham! Lige fantastisk var det, og han kunne da heller ikke holde sig fra at knuge hende ind til sig. Drømmende sad han fortabt i havet der skjulte sig i hendes øjne, stille udforskede han dem indtil kulden fra hans våde tøj sendte ham hovedkulds tilbage til virkeligheden. Hov! han havde da glemt at svare hende! "Du skal være velkommen til at kysse på mig til du får styr på det!" Fløj det ud af ham, som han sparkede til den sten der ikke var der. Et stille suk slap fri, ud i stilheden i rummet der ellers kun havde været forstyrret af Sofies plasken. Let rystende på hovedet smilte han hende et skævt smil, han var lidt kikset, men med Sofie gjorde det ikke noget.

Med et bump fik Rofus sat sig med ryggen op af karret, han trøje var alligevel våd, så han kunne lige så godt få det bedste ud af det! Knap så elegant som han havde håbet fik han lænet sig bagover med armene langs karets kant. "Sofie der er noget jeg har tænkt lidt over... Og jeg har ikke helt kunne finde ud af hvordan jeg skulle spørge om det men..." Fik han snøvlet stille frem. Det var jo ikkeligefrem fordi at man bare spurgte om sådan noget! "Vil du..." Han sank en klump "Vil du fortælle mig om hvorfor du er bange for vand?" 

Sofie fniste en smule af Rofus kommentar og blæste ham endnu et kys efter han havde sluppet hende igen. Hvad hun ikke ville give for bare at kunne blive i hans arme, eller bare holde i hånd! "Det vil jeg så gøre!" drillede hun som han fik vendt sig om og satte sig med ryggen mod karret. Hun pustede ham drillende i nakken mens han fandt sig på plads, og foldede armene på kanten selv, påpasselig med ikke at skubbe for meget til Rofus arm, inden hun hvilede hagen mod sine arme. Hun overvejede kort at komme ud af karret. Vandet var møg koldt, og selvom det varme klæde Rofus havde lagt om hende hjalp en del, ville det ikke var længe. Hun lukkede øjnene med en koncentreret mine, og med en mental anstrengelse skiftede hun tilbage til sin fiskeform. Vandet plaskede en del rundt ved den pludselige forskydning af hendes noget større krop, men heldigvis ikke mere end at det blev i karret. 

Det var dog ikke længe hendes nu skællede hoved fandt hvile. Rofus ord fik hende til langsomt at løfte hoved igen. Pludselig virkede vandets temperatur irrelevant, for hun ville kunne varme et helt hus med sine kinder alene!
"Ja, Rofus?" bød hun ham fortsætte da han lod til at være ved at gå står. Hendes hjerte hamrede i brystet på hende.
Hun bed sig i læben. Nu kom det. Hun ville aldrig indrømme det, men hun havde allerede overvejet det. Hvordan det ville være, at bruge resten af sine dage sammen med ham! At introducere ham for sin familie, sin mor... og hvis de ikke brød sig om ham kunne de rende og hoppe!
For et øjeblik blev hun så optaget af sine egne tanker at hun næsten missede spørgsmålet! Hun var nød til at svare, nu! Han måtte ikke få den forkerte idé! Hun greb om hans arm, og hendes smil strålede som solen selv.
"Åh Rofus, jeg-" de sidste par sekunder indhentede hende, og hun indså hvad han havde spurgt hende om. Realiseringen ramte hende hurtigt, og hendes hånd klemte om hans arm. "Jeg.. kan ikke huske så meget af det" sagde hun i et forsøg på at redde situationen, men stiftet i hendes tone var svært at tage fejl af.
Sofies hånd gled fra Rofus arm, og ned i vandet som hun flyttede sig væk, og lagde sig tilbage i karret "Jeg er ikke sådan rigtig bange for vand, men bare for at få hoved under" hendes tone var faktuel "Mor siger jeg faldt i brønden som barn - hvor jeg voksede op var der kun én - og jeg har ikke kunne lide det siden. Det var vist også der de fandt ud af jeg havde en hav-folk form. Jeg var ikke mere end 5 eller sådan noget, så jeg kan ikke rigtig huske noget af det" hun pillede lidt ved et løst skæl på sin arm, og undgik Rofus blik.

Rofus fniste som hun pustede ham i nakken, det var egentlig lidt imponerende at der var så langt i mellem de øjeblikke hvor de havde mulighed for bare at være dem selv. Jo de prøvede at få bugt med en korrupt orden der havde kontrol med landet, men det gjorde hun stunder som dem her så meget vigtigere. 
Han var så stolt over hvor meget bedre hun var blevet til at bruge sin havfrue evne! Han måtte gøre noget godt for hende for at fejre det når de var færdige her!

Pis, ork lort, og Zaladins fordævede løg! Pokkers! Der var gået et eller andet galt med hvordan hun havde forstået spørgs... Rofus blev helt rød i ansigtet, nej hun havde vel ikke forstået det sådan som? Ved guderne hvor var han en stor torsk! Lidt slukøret stirrede han på hans fødder som hun fortalte "Oh, det kan jeg godt se..." gyste Rofus, tanken om at være fanget i en brønd lød ikke fedt. "Hvordan kom du op igen..?" kom det stille, som han kiggede hen mod hende. Hendes øjne som havfrue var vildt spændende, en skam at hun ikke ville se i hans retning. 

"Sofie.. Jeg er ked af at mit spørgsmål, lød som noget andet..." Rofus sank en klump. "Me-men jeg vil gerne... erhm" en dråbe af sved trillede ned af hans pande. Hvorfor skulle det være så svært at sige! "Vil-du-gifte-dig-med-mig?!?!" 

Sofie pillede et løst skæl fra sin arm, og skød det fra sin finger i en tilfældige retning, inden hun foldede armene om sig selv. Hun havde aldrig snakket meget om sin tur i brønden med nogen. Hun huskede rigtig nok ikke meget fra det, men tanken gav hende altid kuldegysninger, lige meget hvor hårdt hun fortalte sig selv det ikke var noget at være bange for! Hun var næsten voksen nu, og ikke noget lille barn længere. Der var ikke noget at være bange for!

"Min mor fandt mig og fik mig op.. hun var kommet hjem lidt efter og regnede ud jeg ikke var stukket af ud i skoven" Sofie bed sig en anelse i læben "Det gjorde jeg vist en del som barn.." tilføjede hun lidt tænksom som det gik op for hende. Måske var det ikke så underligt de havde været så strikse med hende nogle gange.. men det gjorde det altså ikke mere okay! ....


Som Rofus begyndte at undskylde, løftede Sofies orange øjne sig og mødte Rofus blik. De sære, aflange pupiller fokuserede, og mørket omkring de orange iris var som havet selv. Dybt, mørkt og svært at læse.
Der var en lang pause før Sofie svarede, en stilhed kun brudt af deres åndedræt og den svage dryppen af vand et sted fra. Hendes læber bevægede sig svagt flere gange, mens hun kæmpede med at få sit svar ud.

"Nej" svaret var fast, men hendes øjne flakkede. Det var ikke det svar hun havde troet hun ville give, og heller ikke det hun havde været ved at give øjeblikket forinden, men ordet forlod hendes mund uden fortrydelse.
"Jeg vil ikke gifte mig med dig som en eftertanke!" der kom hurtigt varme i hendes stemme, og hendes bryn rynkede sig ind mod hendes pandefold "Jeg vil ikke gifte mig med dig fordi du troede jeg hørte noget andet!" erklærede hun bestemt og slog ud med armene inden hun bestemt foldede dem over sit bryst igen, og stak hagen frem "Så hvis du mener det, må du spørger mig ordenligt! Og ikke bare for at gøre mig glad!"

Rofus nikkede kort til Sofies svar, det kunne han egentlig livligt forestille sig, det var jo ikke fordi at hun ikke havde rodet sig ud i sin del af problemer i den tid hun allerede havde været i Dianthos. Hun kunne for hans skyld rode sig ud i hundrede mere! Så længe at hun havde ham med! 

Stilheden der fulgte var en pinsel for Rofus. Han var pinligt bevist om hvor stakåndet han var blevet af hele situationen. Han havde på ingen måde troet at det her skulle ske, men at være fanget i uvisheden havde været så meget værre end at spørge hende i første omgang! Med nerverne uden på tøjet prøvede han at aflæse hvad hendes læber prøvede at frem bringe, men nej han havde ingen anelse. 

Så Rofus var helt lamslået over hendes svar. "Hvad mener du med nej?" kom det helt forvirret, det gav ingen mening for ham, hun havde lige sagt ja før! Vandet i karet flyttede sig unaturligt, som det prøvede at komme tættere på den forvirrede teenager udenfor karret.
Hendes forklaring gav god mening, men det var tydeligt at han havde lyst til at sige noget, men at han samtidig prøvede at finde en måde at sige det på. For på den ene side var han lettet. Lettet over at han fik tid til at tænke sig lidt om inden han kastede sig hovedkulds ud i noget. Men på den anden side havde han virkelig lyst til at det skulle ske! 
Rofus lukkede kort øjnene. "Bare fordi at jeg havde svært ved at sige det, betyder det ikke at jeg ikke vil..." En dyb indånding fyldte hans lunger før han fortsatte "Men hvis det er sådan du har det, skal jeg da nok prøve igen en anden dag" kom det med et skævt smil.

Sofie gryntede overrasket og let utilfreds, som hun blev trukket ind mod karets kant sammen med vandet, og sad uhjælpeligt fast, trukket mod Rofus af hans evne, og ude af stand til at modvirke den i sin nuværende, skællede form. Det var ikke første gang hun havde oplevet hans evner trække i ham når han blev vred eller ked af det, men hun mærkede sig selv blive mere irriteret over det end hun plejede. Hun havde haft hans evne en brøkdel af den tid han havde, og styrrede den langt bedre! ... synes hun selv...

"Det har ikke noget at gøre med at du havde svært ved at sige det, men at du bare sagde det sådan fordi du troede det var det jeg hørte!" fastholdt hun, og prøvede lidt at skubbe sig fra karrets kant, uden det mindste held, og sukkede frustreret inden hun lagde en hånd på Rofus skulder i stedet, til trods for hun viste hun nok ville have svært ved at trække den til sig igen, selv hvis hun ville. "Rofus, jeg sagde jeg elskede dig og det mener jeg altså stadig! Men at blive gift.. det er altså bare lidt noget andet!" forsøgte hun kun kluntet at redde situationen med. Giftemål var sådan noget med hus og børn og faste jobs og løfter foran guderne og alt muligt. Det var hun virkelig ikke sikker på hun var klar til.

Rofus tog en dyb indånding, selvom det hele var noget rod i hans hoved nyttede det ikke at han blev sur og tvær. Og lige så hurtigt som vandet var blevet trukket hen imod ham flød det tilbage og fordelte sig normalt i karet.
Hvorfor var det at han havde reageret så voldsomt? Det lignede ham slet ikke. Det eneste bud der sprang frem, var at frygten for at hun ville forlade ham havde været så stor at han havde prøvet at holde hende tæt ind til sig. 

Skvulplen fra karet var det eneste man kunne høre i rummet, efter at Sofie havde sagt hendes ord. "Du har ret, det er nok for tidligt" hans stemme lød lidt grødet, men hun havde ret. Han havde lidt sagt det for at gøre hende glad, men han ville også gerne giftes med hende! Men at binde sig så kraftigt, det var hans noget mere i tvivl om. Et varmt smil brød ud på Rofus læber "Men! Du skal ikke tror at bare fordi du sagde nej idag, så stopper det mig ikke fra at spørge dig igen en gang i fremtiden!" Håret på hans hoved svævede frit uden tyngde, som han lænede sig frem og kyssede hans skællede kærligheds læber. 
"Men jeg tror det er øvning nok for i dag!" Hans hjerte var ved at briste med stolthed, hun var så sej. Og hun havde fået hendes ene evne så meget under kontrol på så kort tid. Han håbede på at kunne være ved hendes side og se hende vokse og blive mere fantastisk end hun allerede var. Hvor utrolig den tanke end var for ham.