Sofies smil strålede om kap med hendes hår som hun ankom. Hun havde flere gange betragtet paladset udefra, og beundret den enorme bygning, drømt om hvordan noget så stort nogensinde kunne være bygget, og hvordan det mon så ud indenfor!

Det havde taget sin tid at overbevise Rofus om at de skulle afsted. Det var mange mennesker, samlet på lidt plads, og det kom til at vrimle med Kiles Orden. Hvis noget gik galt, og Sofie kom til at røre nogen, så kunne det hurtigt gå rigtig galt!
Men Sofie havde jo aldrig set slottet før, og det var ikke sikkert hun fik muligheden igen, hvertfald ikke lige foreløbig! Desuden, så mente hun de begge fortjente en lille pause fra hverdagens tommerum.. og forhåbentligt ville de ikke løbe ind i nogen de kendte, det ville blive et problem..

Sofie var dog løbet ind i et halvstort problem, allerede inden de var kommet afsted. Hvad skulle hun tage på?! Nært alt det tøj hun havde haft med sig da hun rejste hjemmefra var ødelagt, og det hun havde tilbage var på ingen måde pænt nok til at tage til bal i!
Heldigvis havde Rofus haft en løsning: da hans familie var blevet fordrevet fra byen, havde de ikke fået alle deres egendele med, så Sofie ankom nu til ballet i en af Rofus søstres kjoler. Om hendes håndled var et metalsmykke med en musling, og om sin hals bar hun en matchende medaljon.

"Rofus! Det her er fantastisk!" udbrød hun lamslået som de nåde ind forbi vagterne, og trådte ind i Krystalpaladsets balsal. Det var noget af det smukkeste hun nogensinde havde set... måske med undtagelse af Rofus.

Det var med et halvt øre Sofie hørte efter da ypperstepræsten talte. Hun havde set og hørt ham før blandt Kiles Orden, og han gav hende altid kuldegysninger. Da dronningen trådte frem til gengæld, gik Sofie helt i stå, og hendes blik lå klistret på Krystallandets nok mest magtfulde kvinde. "Rofus... er det.. er det dronningen?" spurgte hun med skælvende stemme. Rofus evne til at se sjæle lå stadig i Sofies hår, og dronningen var på ingen måde hvad hun havde forventet. 

Rofus øjne flakkede rundt i den store bal sal, han havde ikke været meget for at ham og så Sofie skulle tage til bal. Men han ville have lige så meget held med at bede vinden om ikke at blæse. Hun fortjente også at se det! Han havde kun været et barn sidst han havde været til bal, men han havde aldrig glemt hvor smukt og imponerende balsalen havde været. Og at se den igen fik ham kun til at føle sig som et barn igen. Væk var bekymringerne om at blive opdaget af Ordnen, kampen om at få hans families hjem igen. For et øjeblik var han bare en måbende teenager.

At finde noget tage på havde ikke været så let som han havde håbet, han ejede jo ikke noget der var et bal værdig! Så han havde gjort det næstbedste. Han havde gennemrodet bunken med glemte sager og fundet en flot mørk vest, der var en anelse for stor til ham. I det mindste var der broderet blade på den! 
"Næsten så fantastisk som dig" mumlede Rofus stille som svar på Sofies kommentar, at være til bal var dog virkeligt fantastisk, men kun mere fantastisk ved at han havde Sofie med.

Ypperstepræstens ord faldt for døve ører hos Rofus, for han stod fanget i egne tanker. Leoric havde altid været en mørk sjæl, så meget var han sikker på, men det var på ingen måde det der fyldte.
For det kunne ikke passe, hvad han han havde set. Kunne det?
Stille vendte han sig mod Sofie og hviskede ind i hendes øre. "Det der er ikke hendes sjæl, hu-hun er falsk"  For han havde set dronningen som barn, og den mørke sjæl der havde vist sig var på ingen måde den samme kvinde. "Ordnen havde byttet dronningen ud?!?!" Hvordan kunne de?!? 

Sofie sank en klump og stirrede fra Rofus til dronningen og tilbage igen. Situationens alvor var tydelig at læse på hendes ansigt "Hvordan er det muligt?!" hviskede hun tilbage og bed sig i læben "Jeg mener, vi viste de havde raget magt til sig, og fået folk over på deres side, men det er dronningen! Hvordan kan ingen have opdaget det?!" fortsatte hun. Hendes næver knyttede sig. Måske var der nogen der havde opdaget det. Måske havde havde de været for bange til at gøre noget. Måske havde Ordenen skillet sig af med dem.

Sofies blik løb rundt i salen igen. Pludselig var det ikke de skønne udsmykninger og elegante kjoler der sprang ud for hendes blik, men den massive mængde af Ordensmedlemmer der var tilstede. Hun lagde en behandsket hånd om Rofus arm. "Måske vi skulle.. trække noget luft? Jeg synes luften herinde er lidt tung.. nok på grund af de mange mennesker" foreslog hun i hvad hun forestillede sig var en almindelig, samtale-agtig tone. Sofie var dog ikke istand til at holde sin anspændthed fra sin stemme.
Så meget for en fantastisk, hyggelig dag, hvor de bare kunne koble lidt fra og bare være..

Det løb Rofus koldt ned af ryggen som det gik op for ham hvad de lige havde opdaget. Det havde som hvad de eneste? set igennem hvad Leoric havde sat frem for at skjule sandheden for alle andre. "Je-jeg har ingen anelse" kom det måløst fra ham. Det gav ingen mening at det kunne have lykkedes dem at gøre det! For udover sjælen så lignede hun den rigtige dronning.  

Rofus fulgte forsigtigt Sofies blik og han lagde også mærke til alle folkene der lignede at de var taget til maskebal i stedet. "Det lyder som en god idé, stemningen er lidt spøjs" svarede han så roligt som han nu kunne, selvom hans hår havde lagt sig lidt ned. Forhåbentligt var der ingen der havde opdaget noget, men hvem skulle også tro at nogle snollede teenagere havde opdaget noget vigtigt ved at tage til et bal. Med faste skridt ledte Rofus dem ud mod den første og bedste balkon. Ved gudernes lys, hvorfor kunne de ikke få lov at bare være unge og forelskede en enkelt dag??!

Som de gik ud på balkonen gav Rofus Sofies hånd et forsigtigt klem. "Vi skal have lagt en plan, det dummeste vi kan gøre er bare at gøre et eller andet. Oh og så skal vi ikke opdages, men det ved du godt." kom det fra Rofus med den mest rolige stemme han kunne fremtvinge. 

Sofie bed sig i læben som de gik. Det her var vildt syret. Det var så urealistisk at hun aldrig ville have troet det, havde hun ikke lige set det med sine egne øjne.
Udsigten fra balkonen burde nok have betaget den unge kvinde, der aldrig havde været så højt oppe før, men nu ænsede hun den knap. Der var tusinde tanker der sværmede i hendes hoved, og ingen af dem havde behagelige konsekvenser.

Rofus klem om hendes hånd fik hendes tanker til at fokusere ind på den praktiske del af situationen igen. Hun klemte hans hånd retur og tvang sig selv til at tænke.
"Du har ret.. men hvad kan vi gøre? Vi har ikke den fjerneste idé om hvor den rigtige dronning er.. tror du vi ville kunne finde ud af det? Finde hende og hjælpe hende tilbage, så hun kan afsløre bedrageren og sparke Leoric på porten" det virkede som en vanvittig tanke, men nogen måtte jo vide dronningen var en svindler, og hvor den rigtige var gemt!
Sofie så på Rofus med et fast blik "Men... tror du vi kan gøre det selv?" 

Aftenluften føltes pludselig meget køligere på hans hud, som Rofus stod lænet hen over balkonens gelænder. Hvad var det for noget rod de var ved at rode sig ud i?!!? Men nogen måtte gøre noget, og hvis de ikke gjorde noget hvem skulle så?
"Altså, den løsning ville være fantastisk. Men jeg tror ikke at den dronning har lyst til at fortælle os det." Rofus rodede sig selv i håret, og gik lidt frem og tilbage. Der måtte være en eller anden løsning! Måske noget så vanvittigt at det kunne lade sig gøre! Rofus mødte hendes blik, det var så sejt når hun var så fast besluttet.
"Nej det er nok mere end vi kan klare bare os to.. vent! Det er måske det der er løsningen!" Det var en sindsyg idé, forholdsvis farlig, og kunne måske virke! "Hvad nu vis vi ikke gør det alene? Hvis vi kan åbne øjnene på alle dem med gode sjæle og få dem til at hjælpe med at stoppe de andre?" Rofus brød ud i et lille smil. "De må kunne se at der er noget galt"

Sofie rullede med øjnene "Det var heller ikke sådan jeg mente det vel.. Vi skulle finde ud af hvor hun var, og så hjælpe den rigtige dronning tilbage" rettede hun, og lagde armene over kors. Hun viste nok egentligt godt det ikke var super produktivt eller smart kommentar, men hun kunne ikke benægte presset havde gjort hende temmelig kort fra hoved.

Det blev hurtigt lagt bag dem, da Rofus kom med sin idé. "Det er meget godt, men jeg tror ikke de vil tage vores ord for det, og det er jo ikke ligefrem fordi de kan se sjæle ligesom di-" hendes øjne blev store "Rofus du er genial!" udbrød hun og krammede ham hårdt og hurtigt. Hun trak sig hurtigt en smule væk igen, men holdt hænderne på hans skuldre "De kan ikke se sjæle som dig, men det kan vi få dem til!" hun slap hans ene skulder og greb om sit hår "Vi kan lade dem se det med din evne! Så kan de ikke være i tvivl!" fortsatte hun med ophidset, men dæmpet stemmeføring.

Det kunne virke. De kunne finde alle de gode folk ved hjælp af Rofus evne, og vise dem sandheden, og så få dem til at hjælpe med at sprede det videre! Og det eneste de skulle, var at overtale den første.. det var noget mere overskueligt, end at skulle forsøge at overtale dem alle!

Rofus smilte en anelse som hun rullede med øjnene, det var ikke fordi at han ville have lavet sjov med hende, men det var sådan lidt sket ved et tilfælde. "Jeg kan ikke andet end give dig ret, men jeg kan ikke se hvordan vi skulle finde ud af det?" svarede han, mens han gav hendes hånd et blidt klem. Men de var nødt til at være smarte omkring det her, det var større end dem begge. 

"Nej det har du nok ret i..." Forvirret blinkede Rofus tre gange "Er jeg?" spurgte forvirret over hendes udbrud. Hans mor havde da altid sagt at han var en god dreng med hjertet på rette sted, men genial var ikke ligefrem et ord han var vant til at andre folk kaldte ham. Krammet forstod han dog meget bedre og knugede Sofie ind til sig. "Du har ret! Det er genialt!" Svarede han lige så ophidset men stille stemme. Det kunne jo faktisk virke! Det var meget lettere at overtale folk når de faktisk havde noget de kunne se! Men der var et problem.
"Men hvordan gør vi det uden at alle kommer til at kende din evne..?" Selvfølgelig ville dem med lysende sjæle ikke fortælle de videre af ondt sind. Men hvis nogen forkerte fik nys om Sofies evne ville de sikkert finde en måde at misbruge den. En tanke der gav Rofus kvalme.

Sofie bed sig tænksomt i læben ved Rofus betænkelighed. Det var et rigtig godt spørgsmål! Det ville være svært at gennemføre, uden at nogen ville stille spørgsmål, og de ville helt sikker kræve at vide hvordan det hele hang sammen, før de gik med til at æde et mærkeligt hår... Hendes øjne blev store som hun fik en idé.

"Vi lader være med at fortælle dem det! Hvis vi kan skjule hårret i et eller andet andet, noget mad, eller, eller, måske forklæde det som en magisk drik af en eller anden art?" foreslog hun ihærdigt, og fik sværere og sværere ved at holde sin stemme nede, i takt med planen udformede sig i hendes hoved.
Det kunne virke! Hvis de kunne forklæde hvad de gjorde, og stadig få folk til at tro dem.. Det var noget nemmere at få folk til at tro på en magisk eliksir, end et mærkeligt farvet hårstå.
"Men på den måde så behøver de ikke kende til nogen af vores evner! Vi kan sige vi mistænkte det, og skaffede eliksiren på en anden måde" tilføjede hun. Hun kunne godt forstå Rofus var bekymret for hvis folk fandt ud af deres evner. Hun synes allerede der var alt for mange der kendte til hendes, i forhold til hvor meget hun ellers prøvede at holde det hemmeligt. Det var som de havde snakket om før. Der var ikke rart hvis enhver kom Rofus for at vide om de var en god person... og hun frygtede de blikke hun ville få hvis folk kendte til hendes evner - og heneds manglede kontrol over dem. 

Rofus nikkede ihærdigt som Sofie forklarede sig. "En magisk drik er en virkelig god idé!" udbrød han opmuntrende. Det ville virke så meget meget troværdigt end hvad han lige kunne komme på i hvertfald. "Jeg tror også at folk ville finde det pænt mærkeligt med magisk mad" kommenterede han med et skævt smil på læben. Ingen af dem var synderligt gode til at lave mad, og det gav ikke så meget mening at invitere folk fra ordenen til middag. 
"Det er en virkelig god tanke! Det lyder meget mere troværdigt, end ja to teenagere der havde faldet over et ondt plot" kommenterede han.  Jo færre der kendte til Sofies evne jo bedre, der havde allerede været alt for meget fokus på den. Hvordan skulle hun have lov til at være sig selv, hvis alt kom til at handle om hendes evner hele tiden?

Blidt flettede Rofus sine fingre ind mellem hendes. Jo det skulle nok gå, de havde noget der mindede om en plan nu, nu skulle de bare have formet den helt færdig. "Måske vi skulle stikke næsen ind og hente noget at drikke..? Bare så folk undre sig over vi har været væk" spurgte han roligt. Måske var det meget at forvente at nogen havde lagt mærke til at de var forsvundet. Men det var bedre at være sikker i sin sag.

Rofus' kommentar om hår i maden, fik et lille grin frem på Sofies læber, trods den alvorlige stemning. Hun kunne ikke lave meget mere end én ret, og selvom hun synes Rofus var langt bedre til at lave mad, så ville det nok ikke hjælpe meget i at få overbevidst folk... Selvom tanken om magiske småkager næsten var så dum at den var god!

Hun nikkede til Rofus, som han fulgte hendes logik "Præcis! Og så snart vi har overbevist de første, så kan de hjælpe med at sprede det!" fortsatte hun i en ivrig hvisken. Det var farligt det de havde gang i, det viste hun, men det havde de været klar over dengang de sluttede sig til Kiles Orden for at infiltrere den til at starte med! De var ikke bange!

Sofies behandskede fingre flettede sig med Rofus' og hun smilede opmuntrende "God ide.. de skulle nødig blive mistænkelige" hviskede hun til ham, og fulgte med tilbage ind mod balsalen.

På vejen snoede hun sin arm mere om hans, og holdt sig tæt på, som de nærmede sig menneskemængderne igen. Inden de nåde helt tilbage til festlighederne, lænede hun sig ind en sidste gang og hviskede "Måske kan vi ikke nå dronningen selv, eller hoved af problemet.. Men vi kan slå benene væk under dem!" ordrene kom med en berundingsværdig sikkerhed, der nok i virkeligheden ikke havde meget at stå på. Men det skulle nok klare den! Det var hun sikker på!