Blikke fyldt med chok kiggede tydelig efter ham, de havde det med at stirre. Selv i tusmørkedalen, havde folk ikke fatteevne nok til at lad vær. Han lod sig aldrig kigge tilbage, der var ingen årsag til høre de stiv kommentar, eller de dømmende ord som folk alligevel sendte imod ham, når han gik forbi. Smile trak sin hætte tætter ned over hoved, selv håret var dækkende, var der stadig det evig smil som han aldrig kunne komme af med. Han skaber havde sikkert sig at han stadig var levende nok, til mærk kniv som havde som kørt igennem hans kinder, resten var en tåge af skygger og slørede ord som han ikke ønskede at kende.

Der var sine fordele ved hukommelsestab, på den ene side kunne Smile være den person han var nu, på den anden side var en stemme som ønskede at vide mere om den tabte fortid, denne stemme var dog lille.

For at lad være med tænke for meget på disse ting, trak Smile sig væk fra de lille mylder af væsner som gik forbi ham. Han havde allerede set de fleste væsner som levede i Tusmørkedalen, de havde alle de samme skumle trak som han, men der nok meget andet at møde på dette sted som efterhånden var blev hans hjem. Smile stillede sig ved i gang til en mørk gyde, et sted som man ofte ville kunne finde ham ved. Han var den taktiske jæger som brugte de mørke gyder til mord, eller anden morskab der nu kom ind i hans liv.

Et eller andet sted var trøsten efter nyt blod ved trange sig på igen, selv hvis han drak flere gange, var det tit sådan at Smile havde brug for mere blod. Eller hans evner havde brug for mere blod, selv havde han lært, at hans krop kunne klare sig i et par dage uden af han drak, han blev bare svag. Smile ville have lukket sin øjne hvis han kunne, han lyttede til den søde musik af hjerte som ivrig slå på liv og løs, men ind i mellem blev han optaget af andre vampyrer som ikke havde hjerterytme, disse væsner gik ham forbi. De vidste vel bare, at han ikke var til spise og derfor lod de ham være i fred som han lod dem være.

Efter en smule tid blev det dog kedelig at vente på det rette bytte, i sted lod Smile blikket vandre op af for kigge på de forskellig væsner, han havde set mange væsner, men han kendte ikke alle racer. Mange af dem lignede mennesker, men var andet. Dertil var der elvene som smagte sødere end andre racer, men dem skulle man ikke regne med finde her, eller ikke de søde. De sorte elver var ikke ideelle at jage, ikke med deres magier eller styrker.

Ak. Smile var ved tanke om at give op, der var intet som han gad at prøve lykke med. I sted gik han villig ind den mørke gyde for finde en anden mulig gade. 

I den lille by vandrede Hauru diskret rundt i kanterne for at udse sig sit næste bytte.
Mødet med Koda den forrige nat havde tærret på hans energi og trangen til blod havde taget over for længst.
Det eneste der irriterede ham var, at han fik trukket en del opmærksomhed til sig. Sådan var det, når man var den eneste i miles omkreds der rendte rundt med bar overkrop. Det havde aldrig faldt ham ind at dække sig til, da det generalt var mere behageligt at gå uden bluse. Bukserne havde stadig en del blod på sig, men i mørket var det svært at se.
Det blod der havde siddet ned af hans hage og hele vejen ned af hans hals, havde han fået vasket af, for ikke at trække sig endnu mere opmærksomhed.

Hauru bevægede sig med de roligste bevægelser rundt i kanten af byen, med hænderne placeret i lommerne. Han havde vendt hovedet nedad, mens han skævede mod alle der gik forbi ham.
Idet han kom forbi selv samme gyde Smile havde placeret sig i, tog Hauru fat i en ung kvinde og hev hende ind i gyden.
Han havde lagt en hånd for munden af hende, så hendes skrig blev til intet andet end mumlen i byen. Med alle de snakkende folk, ville ingen lægge mærke til en svag mumlen.
Hauru fik hevet hende helt ind i den mørkeste del af gyden, hvor han skubbede hende op af muren og bed sig fast i hendes hals. Skrækken i hendes øjne var stor, men der gik ikke lang tid før skrækken blev til tomhed og Hauru var nødt til at holde hende oppe i kort tid, før han slap og kvinden faldt til jorden.
Hauru vendte blikket mod Smile, der med sikkerhed havde set det hele og smilede kynisk. Han havde ikke tænkt sig at skjule sin identitet for Smile, da det hurtigt var gået op for Hauru, at han selv var vampyr. At Hauru havde dræbt en kvinde for at få føde, ville nok ikke komme bag på Smile.

Der gik ikke mere end et par meter før at Smile hørt lyde fra gyde kanten som han gik imod, han kunne skimme to personer forude, ført duften af blod fyldte hans næse med sødelig duft. Ubevist blev hugtænderne aktiv, og mærkede hvordan han bed ned i sin tunge, som duften voksende.

Da han var tætte nok på kunne han se begge skikkelser, en kvinde og en vampyr der tydeligvis havde mæsket sig i blodet fra den dødende kvinde, som livløst faldt til jorden. Det var et provokerende syn at se. Lige som han selv havde givet op, havde en anden vampyr taget chancen, ved tage et bytte som han selv kunne have taget. Den bedste mulighed som Smile havde, var at ignorer duften af blod og faktummet af stadig var blod efterlad luften omkring dem.

I sted for kigge på kvinde som lå i mellem dem, studerede Smile kort manden foran ham. Det forekom ham en smule undrende at manden ikke havde en skjorte på som alle andre, men så igen, vampyrer følte hverken kulde eller varme, og derfor var tøj som sådan ikke et fysisk behov. Smile var selv ligeglad med hvordan at andre så ud, i hans verden var en krop en krop, og tøj viste bare lidt hvem en person var. Smile kunne dog ikke undgår at fange det lidt kyniske smile som vampyren sendte ham, hvis det var for provokationsskyld, virkede det på stor plan. Men i sted for spille med, gjord Smile det mest drillende trick, at lade som om at han ignorant overfor situationen.

”Undskyld mig,” sagde han kort idet at han gik videre, han trådte over kvinden og videre imod gydens udgang. 

Hauru holdte blikket på den fremmede mand foran ham også da han valgte at gå forbi ham og videre mod udgangen.
Han havde på fornemmelsen at den anden vampyr også var kommet dertil for at finde et bytte, siden dette sted var oplagt til det.
"Jeg er mere end villig til at dele," sagde han smilende og skævede mod kvinden på jorden.
"Der er sikkert stadig lidt liv i hende," sagde han og puffede til hende med en fod. Der var ingen reaktion, så han vendte blikket mod Smile igen og trak på skuldrene.
"Nej.. Hun er væk," nikkede han.

Nu havde Hauru ikke den mest charmerende måde at spise på, så blodet fra kvinden løb stadig ned af hans hage, videre ned over hans hals og ned over hans brystkasse.
"Men du skal være velkommen til at slikke lidt af mig," sagde han med sit sædvanlige perverse smil og en snert af kækhed i stemmen.
Han trådte over kvinden og lænede den ene side op af muren, mens han betragtede Smile.

Smile standsede kort, han lyttede med ryggen vendt imod den anden vampyr i mens at han talte til ham. Smile havde intet at sige om den først del, selv havde han aldrig efterlad et mindre blodbad, alt efter hvor længe at han valgte at holde en person levende, andre gange? Han tænkte ikke tilbage på de tomme udtryk, de livløse øjne eller munde der var trukket tilbage i tomme skrig.

Smile løftede dog det ene bryn en smule ved tilbuddet om det efterladte blod, han ændret sin mimik til tomt udtryk som han vendt sig om. Vampyren var tilbage i hans synsfelt, og Smile gave ham ikke chancen for læse ham med det samme. Han havde misset tone i vampyrens ord, som han talte om at han kunne slikke det sidste blod væk, der var en seksuel undertone. En ting som Smile ikke havde hørt i mange år, mest fordi han havde undgået alt seksuel handlig.

”Hvis det er forsøg på charmere mig, vil jeg give dig et fladt nul ud af ti,” sagde Smile en smule provokende. Ærligtalt var det ringe forsøg i hans verden, men så igen. Der var ikke mange væsner som blev tiltrukket af det klamme udseende der gemte sig under hætten eller håret. De tomme trætte øjne, kiggede altid livløst frem fra det mørke hår.

”Men så igen, du den første der forsøger sig frem” sagde Smile kort efter med træk på den ene skulder, det var så morsom som det var tragisk. Og alligevel havde det virket, Smile lagde sin vægt op på tæerne. Det generede ham en smule at den anden vampyr var højre end hamselv, han bød sig normalt ikke om den slags med mindre af person lå på jorden under ham, i det tilfælde var alt okay.

Smile tog et skidt frem, han kunne smid sin egen vægt imod Haurus, så han ikke selv skulle bæger den hele. Huden var faktisk en smule varm af hans læber røre brystkasten, hætten som havde hold hans ansigt i mørke blev skubbet tilbage og de lange sorte lokker af hår kom fri fra tilbageholdelsen. Det var ikke fordi at det var letter at se hans ansigt, næsen blev skubbet en smule opad, mens tungen kom frem smage den søde smag som blev blandet lidt med salte smag af huden under blodet.

I et kort øjeblik klukkede Smile kort, før at han tog mere imod smagen, som faktisk ikke var dårlig.

Hauru lagde hovedet en anelse på skrå, da den lettere provokerende kommentar kom fra den fremmede.
"Jeg synes ellers det var et meget godt tilbud," svarede han tilbage og det synes han da også helt bestemt.
Det var sjældent at Hauru fik nogle dårlige kommentarer på sine nogle gange ynkelige forsøg på at forføre folk, men det havde måske noget at gøre med, at hans forsøg mest af alt virkede på unge kvinder og ikke andre vampyrere.

Dog så han lettere overrasket mod vampyren, da han rent faktisk var på vej mod ham for at tage imod hans tilbud.
Det perverse smil på Haurus læber blev kun lidt breddere, da han mærkede tungen mod sin brystkasse og fordi han nu var som han var og ikke kunne styre sig, førte han en hånd op og placerede den i nakken på vampyren. Der gik ikke lang tid før han greb fat om hans hår.
"Det var godt du valgte at tage imod, for det er da ikke så dårlig en fornemmelse," sagde han mens han lænede hovedet en anelse tilbage og lukkede øjnene.
Nu var der ikke andet at gøre, end at vente på at vampyren havde taget alt det blod han ville have.

Der var en fornemmelse af ivrighed, som Smile mærkede hånden tag fat, ikke at det generede ham på synlig plan. Smile ville kun brokke sig hvis der var direkte tale om hår der blev trukket ud af hovedbunden. Selv hvis han ikke kunne mærke den fysiske smerte, bør Smile sig ikke om tanken om miste sit hår, det var trods alt det eneste som holdte ham fra skæmme livet ud af hver en mand.

Der var dog for meget fokus på blodet til at Smile ville brokke sig. I sted forsatte han sin vej på indtil at han ramte brystbenet, som gik videre op til den blege hals hvor der var mere. Smile måtte bide sig selv underlæben for ikke bide nede huden under hans mund. Han lod kort hoved falde en smule tilbage før han kiggede på. ”Så det gør det?” svarede han kort.
Han tog det som et tegn, et tegn til han måske godt kunne lade sig selv riv lidt med. Men med varsomhed, der skulle meget til for vække den sadistisk side i ham, ikke i disse dage. En varsom hånd kom op på siden af den ene skulder, netop som Smile lagde sit pres ind imod kroppen, han skubbede til så hans egen krop kunne mærkes selv under laget af tøj som han havde på. Den hvide skjorte som Smile havde taget på, havde allerede en maskeret farve snavs, blod og skidt og tilføjelsen af frisk blod gjord ikke ligefrem tilstanden bedre.

Den anden hånd som havde være fri i luften befandt sig nu på Hauru mave, som den testede musklen under huden. ”Er du sikker på at du vil have mere?” sagde Smile kort med en drillende tone, hans øjne havde nu en stirrende fangst på Haurus.

Hauru betragtede hver eneste bevægelse vampyren kom med i nydelse og et lille selvtilfredst grin undslap hans læber, da han mærkede læberne mod halsen. Hauru var efterhånden så vant til at tage styringen i situationer som denne, men han var nu nysgerrig efter at se hvad der ville ske hvis han lod tingene ske. Han ville sikkert miste kontrollen på et tidspunkt og gøre hvad der faldt ham ind alligevel.

Hauru nød alle berøringer. Læberne mod halsen, hånden på maven og vægten mod hans krop. Så åbnede han øjnene og vendte blikket mod Smile.
Hans blik fangede hurtigt Smiles mund og det var lige før hans blik blev ekstra opstemt af synet.
"Bliv endelig ved," svarede han forventningsfuldt på spørgsmålet.
Hånden der greb fat i håret blev fortsat der, mens han førte den anden hånd om bag Smiles ryg. Den hånd flyttede sig langsomt længere og længere ned.

Motiveret af de ord, lægende Smile igen sine læber imod halsen. Denne gang forsvandt hans varsomhed dog, og uden tænke over det bed hans ned i den bleg hud. Det var ikke fordi at han ville kunne for blod ud af Haura, det var han bevist om. Men tanken om sætte mærker var der, og det var nok i sig selv.

Smile lavet en tilfreds lyd, han var bevist om hånden som var komme en del længere ned imod kanten af hans bukser, som han stoppede sit bid ned i huden. Smile ventede kort før at han boret sin negle ind i huden ved maven, han kunne mærk hvordan at han brød overfalden før han trak sin hånd videre han imod den højre side, det efterlod et synlig spor og sans af kontrol. Selvom sårene ville være væk igen efter et par timer.

Da Smile løftede sin hånd væk, var det blot for pladser den i mellem dem, han pres på de kønslige dele bare for teste følelsen. Den sidste gang Smile kunne huske seksuel stemning, havde ikke være behagelig eller ikke på hans krop. Han havde taget mere end han kunne tåle, og det var måske der at den person han var døde. Efterfølgende, havde Smile aldrig tænkt over at han kunne nyde sex, eller nærvær på samme plan. Smert var ofte en af de som han huskede på, når det kom til sex.

”Du behøver ikke at være bild, jeg kan godt tåle det,” sagde Smile med drillende tone. ”Du ville kunne torturer mig uden at jeg vil brokke mig over det,”  forsatte han kort ”Jeg kan nemlig ikke føle den slags, smerte” sagde han kort før trak Hauru med sig så de blev flyttet rundt. Væggen blev presset imod hans ryg, og Smile lavet smil som var ganske umulig at lave for menneske med en normal mund.   

Et lavt tilfredst støn kom fra Haurus læber da tænderne blev sat i ham og endnu et udbrød han da neglene blev boret ind i maven.
Med de velsignende ord fra Smile og efter de havde byttet plads, smilede Hauru stort og greb fat om halsen på Smile.
Det var ikke ligefrem fordi han forsøgte at holde det hemmeligt, at han kunne lide når det var lidt hårdt og et stramt greb om en vampyrs hals, ville ikke ligefrem gøre skade. Derfor strammede han grebet en smule ekstra.
"Du er jo skabt til at være sammen med mig," sagde han lavt grinene.

Den hånd Hauru havde haft på ryggen af Smile, var hurtigt blevet flyttet op foran ham og direkte ned i hans bukser hvor han ivrigt rodede rundt.
Samtidig pressede han sin krop en anelse tættere på hans og munden blev flyttet ned til Smiles hals, hvor nogle intense kys blev placeret.

Det gik lige pluslig hurtig, fra at de havde skiftet position til at der var en stram hånd omkring Smiles hals, ikke presset kunne dræbe den slags var for længst umulig. Men Smile vidste godt at det kunne forføre sanserne når blodet ikke kunne komme hjerne. Man blev let hoved, som hjerne mistede luft og sanserne kom på maksimum.

Et suk af nydelse kunne ikke holdes tilbage, som Smile lod sin hofter bevæge sig frem for at han kunne mærke mere. Han prøvet næsten af synkroniser sin bevægelser med Hauru, mens det blod som han havde i kroppen arbejde sig nede til aktive hånd over hans lem.

Smile skubbede hoved og hals tilbage, håret blev skubbet bagover, så det hang imod ryggen i sted for dække for hans hals og skulder, der skulle meget mere kraft til for knække hans nakke og Smile flyttede ivrig en hånd op for løsne de øverst knapper i hans skjorte. Det havde vel været år siden, at nogen som helst havde set de mange ar som blev gemt af vejen af det tøj som han gik i, og selv vidste han ikke hvordan at andre ville se hans krop, han havde jo ikke haft en årsag til vise den frem til verden, siden af han ung.

Hauru fortsatte i noget tid med de ivrige bevægelser i bukserne på Smile, før han både slap grebet om hans hals og trak hånden op igen. I stedet brugte han nu den ene hånd til at knappe Smiles bukser op og den anden til sine egne, mens Smile selv knappede sin skjorte op. Han stoppede kyssende mod halsen for i stedet at rette kyssende mod den smilende mund og gøre dem lidt mere intense.

Hauru skubbede sine egne bukser ned i en glidende bevægelse, inden han lagde begge hænder på lænden af Smile.
Han flyttede langsomt sine hænder længere og længere ned, for at tage nogle faste greb om ballerne og samtidig skubbe Smiles bukser længere ned.
Det var jo for en gang skyld rart at kunne nyde en krop, i stedet for at skulle skynde sig fordi den anden ikke var med på legen.

Lidt pinlig blev det, Smile havde aldrig kysset andre. Hans skaber havde aldrig brugte hans mund på den plan, og derfor var sensation ganske ny. Det var ikke en dårlig sensation, men det fik dog Smile til stivne i et kort øjeblik, for han var lidt som et uskyldig barn. I sted for prøve dominere en kunst som han ikke selv kendte, lod han Hauru før an, det gad ham et par mentale sekunder til forstå kunsten i skab medspil og modspil.

Smile sendte dog et dæmpet støn afsted. En hver berøring blev efterhånden elektrisk for ham, efterhånden som hans bukser gled ned af hans barn. Han var ligeglad med hvis verden så ham nøgen, eller andet i de sekunder.

Den sidste knap blev skubbet løs og bleg ar rig hud blev synlig, som skjorten blev skubbet længer ned over skulderne. De størst og mest synlig ar, sat som altid ved slutning af hans ribben, dertil var der andet synlig af som gik lige over midten på hans mave. 

Smile bevægede sin hænder opad, imod Hauru nakke hvor han kunne tag fat. Han lavet en kort spinde lyd som en kat, mens hans krop var ivrig efter mere.

Efter at have gramset godt og grundigt på Smiles baller, flyttede han hænderne ned om hans lår hvor han igen greb fat for at løfte ham en smule op. Den ene hånd lod han blive under Smile for ikke at lade ham droppe ned og den anden hånd førte han hen på Smiles mave, ved at bore neglene ind i hans lår og rive ham fra låret, op ad ryggen og ind over maven. Han kærtegnede hele Smiles brystkasse, før han førte hånden længere ned og greb fat om hans lem og langsomt begyndte han kan bevæge hånden op og ned.

Mens Hauru bevægede sin hånd op og ned, førte han sig selv ind i Smile med et støn. Han stoppede kyssende mod Smiles mund og rettede blikket direkte ind i hans øjne. Han så på ham med et yderst tilfredst blik mens han stønnede i takt med stødende han gjorde ind i Smile.

Overrask blev han, det var ikke så tit at Smile oplevede fornemmelsen af forlade jorden, han var trods alt ikke den mest lette vampyr, men heller ikke tung. Hans krop havde de tydelig tegn, af mangle på fysisk omsorg, som han efterlad da han døde som menneske. Smile lavet en lyd af nydelse, selvom hans krop ikke registrerede smerte, var der stadig den lidt brændende fornemmelse af negle som kørte hen over hans hud, måske endda en smule hårdt, som han kunne lide det.

Den næste handlig fik det dog til løbe koldt ned af ryggen på Smile, hans bevægelser blev stive, og det var lidt som om at hans hjerne lukket ned. En masse ubehagelig billeder, blev send igennem hans hjerne. Dæmon der engang havde taget hans krop som et legetøj kom farende tilbage ind i hans tanker, og i det øjeblik glemt Smile næsten hvor han var, eller hvem han var.

Han sagde ikke en lyd, som han sad stille. Da hans tanker endelig kom tilbage til sig selv, var Smile pludselig meget vågne omkring nerver og sanser. Hans øjne blev lukke sammen, men et ulæselig udtryk kom frem på hans ansigt.

Hauru lagde hurtigt mærke til det ulæselige udtryk i Smiles ansigt, men valgte indtil videre ikke at kommentere på det. Nu var han jo lige så godt i gang, så ingen grund til at stoppe. Han blev derfor ved med samme bevægelse som han hele tiden havde gjort, indtil han selv nåede det klimaks han ville, med et halvhøjt støn der ikke kunne holdes tilbage. Han holdte fast i Smile en kort tid endnu, før han slap både hans lem og hans lår for at lade Smile stille sig på jorden igen.

Han gik et enkelt skridt tilbage for at trække sine bukser op og knappe dem til. Så vendte han blikket mod Smile igen.
"Det er det forkerte ansigtudtryk. Det var jo fantastisk!" Sagde han med et smil og grinede en smule.
Det var tydeligt for ham at se, at Smile nok havde en anelse problemer med oplevelsen af at have sex, men Hauru var ikke ligefrem typen der kunne finde ud af at trøste folk på en ordentlig måde. Han endte altid med at såre dem mere, så han prøvede ikke.

Han sagde ikke en lyd, som han sad stille. Da hans tanker endelig kom tilbage til sig selv, var Smile pludselig meget vågne omkring nerver og sanser. Hans øjne blev lukke sammen, men et ulæselig udtryk kom frem på hans ansigt. 

Den tavse stilhed fra Smiles side, kom først bag på ham da bevægelserne stoppede. Han lavede et udtryk der mindede om et blik før at hans hjerne kom tilbage til sig selv, blot for at han kunne blev fanget af Hauru ord. ”Jeg,” Smile sagde ikke mere, der gik ikke mere end et par sekunder før at alt tøj var på plads.

Smile vendt sig om, med par skridt gik han imod den ene ende af gyden. ”Jeg kom i tanke om noget, men jeg kan ikke sige hvad det er,” sagde han kort, det vedkom ikke andre hvad Smile havde tankerne omkring den fortid som han undgik med vilje. ”En anden gang, måske?” sagde Smile kort før han igen overvejet at forsvinde ud af syne for en tid.

Hauru så mere og mere undrende på Smile da han reagerede som han gjorde. Han forstod intet, hvilket ikke var unormalt, for Hauru forstod sjældent noget som helst, men han mente da selv at det havde været en rimelig god aften.
Han gik hurtigt efter Smile og tog fat om hans håndled.
"Nej, vent, stop," sagde han kort og flyttede sig op foran ham, mens han fortsat holdte fast om hans håndled.
"Fortæl mig hvad jeg har gjort galt," sagde han med en lettere blid stemme.
Hauru var normalt ikke typen der gad at bruge tid på denne slags. Normalt ville han nok bare have ladet folk gå, men der var noget over Smile han kunne lide. Måske var det den måde han havde rørt ham på for nogle øjeblikke siden, der gjorde at Hauru havde svært ved at give slip. Det var sjældent han fandt nogle der havde modet til at være lidt hård ved ham.

Smile standsede sin gang da han mærket en hånd lukke omkring det ene håndled, han vendte sig halv om mens hans øjne kiggede målrette på Hauru. ”Nuvel, men det er nok ikke den mest blide historie du skal forvente. Ser du, for mange år siden da jeg var ny skabt, havde jeg skaber som var lidt af en.. hmm.. speciel type, ja lad os blive ved det. Min skaber, havde en årsag til hvorfor at han syntes at jeg skulle været sådan, men efter at jeg blev vampyr, var jeg en slags personlig slave. Men det slutte skam ikke der, der var en dæmon, der kom på tidspunkt. Et monster i menneskelig øjne, lad os bare sige at der var par tanker der sende mig tilbage til den gang,” Smile havde lyst til tale mere om resten i detaljer, det var trods alt private minder.

Om ikke andet havde disse minder givet Smile lysten til finde denne dæmon, og betale tilbage. Hvis han overhoved var i stand til den slags, Smile var klar over hvo gammel dæmonen var eller hvor at han skulle starte med lede, men han vidste dog at var rige for dæmon og det var måske stedet at starte hans jagt.

”Jeg må beklage, hvis det virkede lidt sært. Men jeg taler næsten alle om min fortid, eller om de folk som der var en del af den” sagde han kort.

Hauru lagde hovedet en anelse på skrå mens han lyttede til Smiles historie. Så lagde han forsigtigt en hånd i nakken på ham og smilede.
"Det lyder ikke sært. Og jeg vil ikke tvinge dig til at gøre det igen, hvis du ikke vil. Men jeg kan lide din måde at tænke på og du virker som en type der elsker kaos lige så meget som jeg gør. Har jeg ret?" Spurgte han med et kynisk smil. Hauru havde egentlig ikke noget problem med at tvinge sig selv på andre hvis han følte for det og hvis det kom til det en dag, ville han sikkert heller ikke have noget problem med at gøre det over for Smile. Men indtil videre ville han se hvor det kunne føre hen. Hvis han kunne få en sjov form for partner i sine underlige onde lege, så ville han elske det.