Midt på havet, på et ikke så stort fragtskib, sad Lailiana og kiggede ud over havet.
Det var ikke mere end en dag siden, at hun havde forladt sit hjem på det store palads og var gået ned på havnen for at få et lift væk fra sit hjemland. En venlig mand fra besætningen på et fragtskib, sagde ja til hendes tilbud om en tur på båden for 10 stykker sølv. Egentlig vidste hun ikke om hun havde betalt ham for meget. Hun kunne tydeligt hører på manden, at han ikke kom fra samme land som hende og muligvis ikke var vant til den mængde sølv. Måske havde hun endda betalt for lidt. Hun vidste jo intet om hvor hun var på vej hen. Men det eneste der betød noget var, at hun var på vej væk fra paladset.
Hun havde placeret sig selv på en af de store kasser, der ragede højt op over rælingen på skibet, så hun havde udsyn til langt ud på havet. Buen havde hun lagt ved siden af sig, mens pilene lå i hendes lukkede taske på ryggen. Godt nok så vejret kedeligt og gråt ud, men det var fantastisk for hende. Det var første gang hun havde set noget andet end hvad der fandtes i hendes hjemland.
"Det trækker op til storm," hørte hun en fra besætningen sige til kaptajnen, ikke langt fra hvor hun stod. Alle på skibet vidste præcis hvad de skulle gøre i den situation og man kunne se alle sammen vrimle rundt for at klare deres opgaver i en fart. For Lailiana var det utroligt at de ikke snublede over hinanden, med så meget fart de havde på, men de var vel vant til deres rutiner. Ikke lang tid efter, begyndte regnen hurtigt at vælte ned i tykke stråler og bølgerne begyndte at tage til. Hun skyndte sig at tage fat i sin bue, hoppe ned fra kasserne og løbe mod banjen af skibet. Desværre var Lailiana ikke rutineret, som besætningen var, så det måtte jo ske at hun ramlede ind i en af mændene, og fordi de allerede var så glat, skvattede hun og knaldede hovedet ind i kanten på en af de mange kasser med gods. Hun landede hårdt på dækket, men ingen reagerede. Stormen havde efterhånden taget så meget til, at alle havde travlt med at sikre godset, inden det flyttede sig af de hårde stød af bølger.
Hun kom selv på benene, men slaget havde givet bivirkninger, i form af ekstrem svimmelhed og sløret syn. Blodet fra flængen i hovedet løb hastigt ned af ansigtet og hun forsøgte at stoppe det en smule ved hjælp af sin hvide kutte.
Efter at have set blodet, kom flere og flere hen for at hjælpe hende, men desværre resulterede det i, at ikke alle kasser blev sikret. En efter en, ramlede kasserne ned på dækket, gled hen af gulvet og smadrede igennem trærælingen og ud i havet. Bølgerne væltede ind over og gjorde alle disorienterede. Flere og flere mænd blev væltet i havet af kasser, bølger eller begge dele og inden længe blev Lailiana selv ramt. En bølge havde fået godt fat i hende, og med det glatte gulv og rælingen der ikke var der, var der intet der kunne hjælpe hende til at stoppe bølgen i at hive hende med ud på havet. Alle de kasser der var faldet, havde ramt dækket noget så hårdt og med så mange skader, blev skibet kun mere og mere smadret. Hun kom hurtigt op til overfladen igen, hvor hun greb fat om en af kassernes sider, der var blevet revet af på vej i vandet. Regnen silede stadig ned, og med så mange bølger kunne hun ikke undgå at blive skubbet længere og længere væk fra skibet. Med både bølger og hendes skade i hovedet, ville det have været umuligt at svømme tilbage, så hun prøvede ikke. På afstand kunne hun stadig se mange af mændene løbe rundt ombord, for at gøre hvad de kunne mod stormen, men inden længe forsvandt alt ud af syne.

Stormen havde endelig lagt sig og solen var begyndt at komme frem. Regnen var næsten stoppet, og det eneste man kunne mærke nu, var små dryp, dryp, dryp mod huden. Og til sin overraskelse havde hun formået at holde fast på sin bue gennem alt dette, ved at ligge den over skulderen. Blødningen fra hovedet var stoppet, men både ansigt, hår og kutte var gennemblødt i blod.
Efter at have brugt alle sine kræfter på at holde sig vågen efter skaden og have holdt fast i træpladen, for ikke at drukne i de hårde bølger, lagde hun hovedet mod pladen og lukkede øjnene i. Bare et kort sekund.

Det var uden tvivl den mest mærkværdige frugt. Eller grønsag. For ærlighedens skyld så var Bastian egentlig ikke helt sikker på, hvilken ende af afgrøder, at den lå i, men der var tegn på, at den havde hængt på et træ. Og med den smule akademiske viden han da havde, så var det oftest frugt, der hang på træer. Var det ikke? Hvad end det var, havde han ikke kommet omkring den mange gange før. Og det var første gang, han havde haft en i sine hænder. Man kunne vel godt bilde ham ind, at den var en form for muteret og deform udgave af en ananas med dens lignende stikijavert. Men den var kun lige stor nok til at ligge fyldigt i hans bredde hånd som en større mango. Og så var den magenta. Ikke bare hintende, men fuldkommen magenta, hvilket nok var det der havde forbavset sømanden mest. Aldrig havde han set noget lignende. Og aldrig var han blevet taget så meget tilbage af en frugt, som da han havde skåret den over på midten og set dens monotone kød - hvidt med utallige sorte frø.

Siden daggry havde disse frugter sammen med blandt andet bananer og citroner begyndt at svømme på overfladen omkring skibet. Besætningen havde ikke tøvet med at smide et net i og hale så meget af den tabte proviant ind. Et par brædder hist og her havde ligeledes bekræftet, at gårsdagens storm havde taget et offer ikke alt for langt fra øjestenens kurs.
Med fødderne smidt op på skrivebordet i sin større kabine sad Bastian lænet tilbage i betænksomme bobler, mens skibet rokkede let med bølgerne. Uden yderligere fokus på sine hænder, skar han endnu en skive af den halve frugt og dirigerede den op til sin mund, stadig med kniven i samme hånd. Frugtkædet smagte som sådan ikke af noget, men af en eller anden grund gjorde det underværker for kvalmen, der stadig rumlede i maven på ham efter stormen, så han havde allerede været igennem i hvert fald to frugter før den, han sad med. Desværre fik han ikke meget tid for mig selv til at tænke tingene over, før der kraftigt blev banket på døren og derfor bristede boblen. Straks så han mod døren. ”Hm?
”Kaptajn!” Først var kaldet dæmpet af døren mellem ham og manden på den anden side, men så svang døren åben og kaldet blev klarere. ”Kaptajn! Du må hellere følge med.” Soren Jacques så ikke nødvendigvis panisk ud, men han virkede til at være lidt vildfaren. Ældre end Bastian selv og med et voldsomt ar fra hans pande til næseryg - tværs ned mellem øjenbrynene - og flere hårde rynker i ansigtet. Blikket i mandens øjne var delvist grunden til, at kaptajnen fluks havde svunget benene ned fra bordet og i en videre glidende bevægelse, havde kommet helt op at stå og rettet fronten den rette vej ved en halv svingom. Frugten blev efterladt på bordet og kniven blev kastet korrekt til at begrave spidsen i trævæggen nær et ophængt pergament med en simpel rød cirkel malet på, i takt med at han marcherede med Jacques, der ligeledes begav sig videre som guide.

”Hvad er problemet?” spurgte Bastian. Det kunne ikke være noget alt for alvorligt. ”Nu kæmper besætningen ikke over endnu en sødreven kjole.”
”Det er lige ved..” Udenfor på dækket var den tidligere formiddag oplyst af blå himmel og solskin. Grå skyer varede sjældent længe i sommermånederne. Automatisk faldt blikket mod samlingen af mænd nær rælingen. Det lignede umiddelbart, at det havde cirklet sig omkring noget, og som et par stykker rykkede lidt på sig, fik Bastian glimtet af midtpunktet. En pige i hvidt lå på dækket i en pøl af havvand som en friskfanget fisk. Straks begyndte han at gå hurtigere og lagde ekstra opmærksomhed på sin ankomst, hvilket fik de fleste sømænd til at se mod ham og gjorde plads. ”Hun lå bevidstløst på en plade i vandet, så jeg fik hende halet ind.” forklarede Jacques fast som de sammen marcherede det sidste stykke mod pigen. Kort så han ud over havet, hvor mange grønne pletter forklarede, at de ikke havde fået samlet alle oliven ind.
”Så hun er stadig i live, huh.” Tungt kom han ned på huk idét han nåede op til pigen. Udadtil lignede hun ikke typen, man normalt fandt til søs. ”Ash, kom her!” En yngre mand stod frem med venligt ansigt og pjusket blondt hår. Du kender HLR.” Med en viftende hånd trådte Ash tættere op med et hurtigt ay kaptajn!, inden han faldt helt ned på knæ ved pigen side. Så med en hånd oven på den anden og fingrene flettet sammen, lagde han dem mod hendes brystkasse og begyndte at pumpe. 30 gange, hvis nødvendigt. Og videre hvis hun endnu ikke viste liv blev der givet kunstigt åndedrag.

Efter kun få pump mod brystkassen, kom Lailiana op at sidde i en fart der ikke burde have været mulig.
Hun kom af med nogle hårde host, før hun lod blikket vakle rundt i panik, på alle de mænd der stod om hende.
Det sidste hun kunne huske, var synet af det snart helt ødelagte skib i horisonten. Efter det var hun sikker på at hun havde gjort alt hvad hun kunne, for ikke at falde hen. Det må hun så have gjort alligevel, siden hun nu befandt sig et sted, hun ikke anede hvor var. I sin panik, gik det ikke engang op for hende at hun sad på et skib igen. Det eneste der fangede hendes opmærksomhed, var alle de mænd.

Hurtigt fik Lailiana mærket efter på ryggen, hvor tasken med pile heldigvis stadig sad. Buen sad også hvor hun var sikker på at have efterladt den, - over skulderen. Hun tog sig til hovedet, men fjernede straks hånden igen med et gisp, på grund af den smerte der begyndte at dunke, da hun ramte såret. Hendes vejrtrækning var en del hurtigere end den normalt skulle være. Det var bestemt ikke nemt for hende at falde til ro.
"Hvem er I?" Fik hun fremstammet, mens hun prøvede at finde ud af hvilken en af mændene hun skulle holde blikket på. At de kunne være pirater, var en tanke der slet ikke faldt hende ind. De så alt for fine ud i deres uniformer, så det var hun tilgengæld lettet over.

Den stakkels Ash var åbenbart ikke hurtig nok til at fjerne sig fra farezonen, før pigen vågnede op til dåd og hamrede direkte op i knægtens pande og sendte ham tumlende bagover og ned på røven, hvilket da fik et par gnæggende lattersport frem hos nogle af de andre sømænd. Han så noget fortumlet ud, som han sad der med en ømmende hånd mod det ramte område. Ydmygelsen var næsten værre end smerten, men ombord på Østens Øje blev man hurtig vant til den slags, så værre var det heller ikke. Der var trods alt andet, der fortjente opmærksomheden langt mere. Den unge kvinde var vågnet!

Fluks havde Bastian holdt en hånd oppe for at dirigere de andre mænd til at give hende mere plads til at komme sig, som hun fik hostet det sidste vand ud af lungerne. Hvad der fascinerede ham var måden, hvorpå hun med større panik end for sine omgivelser eller sin egen tilstand, følte efter sine våben. Egentlig imponerende at der stadig var pile i hendes koggeret, efter hvad han forestillede sig hun havde været igennem.
”Jeg forstår din panik, men der er ingen grund til at frygte os, ma’am. Mit navn er Bastian Simmons. Admiral Bastian Simmons. Du befinder dig på mit skib. Min besætning gør dig intet. Tværtimod.” Den ældre kaptajn så sig lidt omkring på sine mænd og gned overvejende sin ene hånd over sine skægstubbe. ”Min kilde fortæller mig at Jacque her fik halet dig ind fra havet. Et noget besynderligt sted at tage en lur, hvis man er uden gæller.” Han gjorde et hovedkast til manden bag sin ene skulder, der nikkede svagt som yderligere anerkendelse.
Stadig siddende på hug tillod han sig at krabbe sig lidt tættere på hende, så han bedre kunne række ud efter hende. Det var ingen hurtig bevægelse, man han sørgede heller ikke for at være det i slowmotion, da han førte sin hånd frem for at forsigtigt løfte en våd hår tot væk fra hullet, hun tilsyneladende havde fået i hovedet. Hvis altså hun gav ham lov. Hun kunne lige så snildt daske hans hånd væk eller trække sig bort. ”Det ser slemt ud. Husker du hvad der er sket, frøken..?” Han trak lidt på frøken som en underliggende anmodning efter hendes navn. Hvis altså hun huskede det. Hun havde slået hovedet noget voldsomt, så hvem ved, om det havde givet hende hukommelsestab.
Ash var imellem tiden kommet på benene igen.

At Lailiana uheldigvis havde ramt knægten der havde stået så tæt på hende, gik ikke op for hende. Smerten mod hendes hoved var der i forvejen på grund af såret og panikken i hende fyldte helt klart mere end et ekstra gok i det hoved hun allerede havde ondt i. Havde hun været mere ved sig selv, havde hun selvfølgelig brugt sin tid på nu at spørge om knægten var okay.

Som Bastian holdte en hånd i vejret og fik dirigeret de andre mænd til at flytte sig, faldt hendes blik automatisk på ham. Efter hun havde lyttet til hans ord, fik hun lige brugt nogle ekstra minutter på at fokusere ordentligt og hun kunne ikke lade være med at smile svagt over hans kommentar om hvor hun havde valgt at tage en lur. Den rolige tone der kom fra manden, fik hende hurtigt til at slappe en anelse mere af og hun fik langsomt styr på sin vejrtrækning igen.

Hun lod kort blikket glide rundt, efter at være blevet oplyst om hvor hun befandt sig og som hånden fra Bastian kom tættere på hende, rettede hun sig mod ham igen med et mindre chok. Dog lod hun ham fjerne den våde hårtot fra såret der sad i højre side af panden.
”Uhm.. Lailiana,” sagde hun, stadig med en lettere forvirring i tonen. Som hun lige fik tænkt sig lidt ekstra om, fortsatte hun: ”Lailiana Mishauna. Jeg sad på et fragtskib, da stormen fik fat og jeg blev væltet over bord af en af kasserne.” Hendes blik havde ændret sig fra direkte panisk til en anelse forvirret. Godt nok var hun blevet fortalt hvor hun var, men at vågne op et andet sted end hvor hun sidst var og ikke vide hvordan hun var havnet der, var ikke så nemt at acceptere. Hun gjorde dog hvad hun kunne og hun havde fået en del mere ro på.

Hurtigt havde der bredt sig et smil ud i hans ansigt ved hendes introduktion. Så skaden var ikke helt så alvorlig, som han oprindeligt havde troet, hvilket var godt. Meget godt! Han kunne ikke længere huske, hvilken del af hoveder, der hørte til hvad, så hvor vidt muligt hun havde ramt, hvor hukommelsen havde siddet, havde blot været hans standard gæt. ”Ja så..” Roligt trak han sin hånd til sig igen og lagde den tilbage på sin hvile plads henover det ene af hans knæ. ”Det var et værre stormvejr, ja. Lidt af et mirakel at du overlevede. Du må have haft et imponerende jerngreb i din planke til trods for din bevidstløshed, frøken Lailiana.” påpegede han opmuntrende. Hans stemme og udstråling fortalte en historie om, hvor tilvant han selv var blevet til storm og bølger på havet. ”Jeg har i min tid oplevet mange fra-…”

Med ét blev den kære Bastian afbrudt i sine fortællinger, af en brummende rømmen fra den ene af besætningen, der virkede til at have en lidt bedre forståelse af situationen. ”Kaptajn, jeg tror vist det ville være for pigens bedste vedkommende at få set sit sår til. Og muligvis komme i noget tørt tøj, inden hun løber risikoen for at så lungebetændelse?” lød Jacques’ knap så imødekommende stemme, og idét hans kaptajn havde set op mod ham, havde han ligeledes gjort et hentydende kast med hagen i retningen af dagens største fangst fra havet, der automatisk fik Bastian’s blik til at lande tilbage på hende.

”Du har ret!” I takt med den mere peppende personlighedsforstærker, klappede han sig på sine lår, inden han kom op at stå igen med beklagelige lyde. Han var ved at blive gammel. Han trådte så ordentligt hen til hende og rakte hende en hjælpende hånd ned mod hende sammen med et vindende smil. ”Der er som sagt intet at være bange for. Du er i gode hænder. Kan du stå?” Hvis hun da tog imod hans hånd - om hun kunne rejse sig selv op fint - hjalp han rigeligt til. Lukkede ikke blot sin større hånd om hende, mens greb også fat i hendes overarm med den anden for nærmere at løfte hende på benene, inden den hånd viklede sig omkring hendes ryg og hæftede sig støttende fast ved hendes brystkasse lige under hendes armhule i tilfælde at hun svajede for meget til at gå selv. At han blev lidt våd ved at stå op ad hende, gjorde ham intet.

Godt nok var skaden ikke specielt alvorlig, men hun havde alligevel haft brug for at tænke sig lidt om, inden hun kunne få en nogenlunde præsentation ud. Det var dog lykkes hende rimelig godt og nu fokuserede hun så meget hun kunne på hans ord. Hun fik smilet svagt til ham og nikket let, som han havde helt ret. Hun var klar over at hun var utrolig heldig stadig at være i live, men sjovt nok havde hendes første tanke stadig været om pilene og buen stadig var i god behold. Det fik hun tjekket tidligere, alt var som det skulle være og det var først nu hun tænkte på sig selv. At han fortsatte sine ord i starten på en historie, gjorde hende egentlig ikke meget, for så kunne hun kun få ekstra tid til at tage den lidt med ro og få endnu bedre styr på sin hjertebanken.

Lailianas blik blev straks vendt mod den anden mand, hvis stemme overhovedet ikke lød så venlig som ham der sad foran hende. Hun lyttede intens til hvad han sagde for at få det hele med og det gjorde også at hun var forberedt på at skulle komme på benene. Det var nu utrolig heldigt at hun var landet på dette skib og ikke var blevet samlet op af nogle decideret ubehagelige typer. Godt nok var hun kommet til skade efter den voldsomme storm, men i det hele taget havde hun haft heldet med sig alligevel. Den hjælpende hånd der blev rakt ned til hende, tog hun imod og holdt godt fast, mens hun nikket let.
"Det tror jeg," svarede hun roligt, med en reel tanke om at hun var sikker på at kunne stå. Hjælpen hun fik på vej op var dog ikke dårligt set på, da hun godt kunne mærke at hun havde brug for den. Da hun sad ned, havde svimmelheden ikke været over hende, men den kom langsomt snigende, jo længere op hun kom. Havde han ikke lagt en støttende hånd mod hendes brystkasse, var hun nok faldet så snart hun var kommet helt op at stå, som hun fik svajet lidt mere end hun troede hun ville. De høje sko gjorde det nok ikke nemmere. Selv tog hun automatisk fat i hans arm for at støtte sig til ham, inden hun fik sin balance mere eller mindre på plads. Så rettede hun blikket mod ham.
"Jeg sætter virkelig pris på Deres hjælp, Kaptajn Simmons. Mange tak." Nu hun var kommet sig over chokket, var det nemmere at opretholde den respektfulde tone hun normalt brugte over for andre. Det kunne også høres i hendes måde at tale på, at det betød meget for hende ikke at adressere ham forkert, selvom han havde præsenteret sig ved sit fulde navn.

//Lukkes grundet manglende krea
Håber det er okay, min krea med denne karakter er ikke på toppen
Hvis det er en tråd du gerne vil fortsætte en anden gang, så skriv endelig <3 //