På et eller andet tidspunkt var Falk blevet bekymret. Liv havde aldrig haft en stabil eller konstant tilstedeværelse i Falks liv. Ikke i de år Falk havde været gammel nok til at forstå det. Melissa havde været der meget, når Liv skulle arbejde og Falks hysteriske anfald havde gjort det umuligt at tage hende med nogen steder, og senere var hun blevet smidt af hos Sakse, som hun havde boet med i flere år. Ikke at hun havde haft noget imod det, men det gjorde det bare ikke usædvanligt at Liv forsvandt i flere måneder af gangen uden at give lyd fra sig. Men denne gang havde der været noget forkert ved det. Falk vidste ikke hvad det var, men hun fornemmede at hun var nødt til at finde sin mor.

Hun var taget til Tusmørkedalen til at starte med. Bare fordi det var dér hun selv ville hen.

Da hun ikke havde fundet Liv dér, var hun redet videre på en stjålen pony. En ung, tyk én, som hun seriøst overvejede at beholde, og da regnen lige så stille begyndte at falde besluttede Falk sig også straks for at ligegyldigt hvilken slags læ de fandt skulle Ponyen Pelle med hende under det.
Så da de kom til en hytte der så forladt ud, sprang Falk af Pelle og trak den gennemblødte pony med sig ind ad døren, der til hverken hendes eller Palles overraskelse var ulåst.

Det var mørkere indenfor end det var udenfor i skumringen, og Falk kneb øjnene sammen for bedre at se, samtidig med at hun stødte ind i et bord, hvorfra noget af glas faldt ned og knustes.

"Pis. Pas på du ikke træder på det," sagde hun til Pelle og trak ham længere indenfor imens hendes øjne vænnede sig til mørket.

Der var flere ting i hytten end Falk nogensinde havde set samlet på ét sted før, og hendes eget atelier var ellers propfyldt af statuer, planter, lærreder og rod. Men det her var noget andet - Falk kunne ikke se sammenhængen i de ting der var spredt rundt omkring, eller regne ud hvad de blev brugt til.

"Hvad tror du den her er til?" spurgte hun en tilsyneladende ligeglad pony og holdt endnu en ting lavet af glad op, denne med væske i.

Philiander var gået i stå. Det skete en gang i mellem, at han bare slukkede midt i et eller andet og bare stirrede ud i luften i nogle timer. Der var ikke rigtigt nogen forklaring på, hvorfor, men der var heller ikke andet, der gav så meget mening i den gamle mand. Denne gang var han endt på kanten af sengen med et blankt blik rettet mod intetheden. Omkring ham var mørket kommet snigende, som pejsen var gået ud og de to lys, han havde haft tændt, var brændt ned. Heldigvis uden at sætte ild til hans lille hjem. Et hjem, der ikke var andet end et enkelt rum, hvor alle hans ting var mast ind i. Det store bord, der fyldte hele den ene væg og var fyldt op med alle hans ting til alkymi, sengen i det inderste modsatte hjørne, en behagelig stol til at sidde i, ud over et par almindelige til gæster, et mindre bord ved den gode stol og ellers reoler fyldt op med bras. Bøger, sten, tørrede planter, mineraler og alt muligt opbevaret i krukker, æsker, kurve og ellers bare spredt over det hele. Gulvet var rodet, men ikke så slemt, at man ikke kunne komme rundt. Der var højt nok til loftet til, at den høje mand ikke skulle bekymre sig om at passe på hovedet.

Han ville ikke have opdaget, at der kom nogen ind i hans hjem, hverken pony eller pige, hvis ikke det var fordi, at noget bed ham i øret som gæsterne nåede frem til døren. Hans lille grå mus var nok et helt almindeligt dyr, men den havde fundet ud af, at intet rigtigt kunne trænge ind hos mennesket, medmindre man gjorde lidt ud af det. Så den bed ham hårdt og kontant i øret for at advare om, at der skete noget. Smerten fik det til at give et lille ryk i den ældre mand og han blinkede lidt langsomt, inden han drejede hovedet for at spørge musen, hvad det nu skulle til for. Inden han nåede at sige noget, gik døren op. Der var mørkere i hytten end udenfor, så han kunne se skikkelsen af... noget. Han frøs i skræk. Et monster! Han stirrede skrækslagent på det, der kom ind af døren og det var først, da ponyen var helt inde, fulgt efter mennesket, at det gik op for ham, hvad det var. At noget gik i stykker syntes han ikke at opfange.

I stedet så han ned på musen på sin skulder og begyndte en af de typiske samtaler med den.
"Han har taget en pony med ind i mit hjem! ... Hende? Er du sikker? ... Ja selvfølgelig snakker jeg om mennesket! ... Jamen jeg ved da ikke, hvad de laver her... røve os? Tror du? ... Nah, den ser ikke ud som en røver... ja ponyen... Nej, mennesker kan man aldrig regne med, ikke når de bare går ind... hvad mener du med, at jeg taler for højt og vi er opdaget?" Han rettede lidt brat hovedet op og så på den fremmede. Havde han været stille, var han nok ikke blevet opdaget med det samme, som han sad i mørket, men det var slet ikke faldet ham ind. Musen forsvandt ind bag hans skæg.
Ja, gem du dig bare, din lille kujon," mumlede Phili uden at flytte blikket fra den fremmede.

Falk sprang næsten en halv meter op, da hun hørte en stemme i det lille hus. Alt lyset derinde havde været slukket, så hun havde slet ikke forestillet sig at der kunne være andre derinde. Med skuldrene trukket helt op om ørerne så hun mod stemmen og i mørket blev en gammel mand tydeligere for hende, des mere hendes øjne fik vænnet sig til mørket.

Hendes øjenbryn skød sig sammen, da hun hørte ham tale om hende og Pelle.
"Han tror vi er røvere," hviskede hun til Pelle. Normalt ville hun ikke snakke til en pony, hvis der var andre der kunne se eller høre hende, men når nu manden talte til sig selv, eller til nogen Falk ikke kunne se, så følte hun godt at hun kunne tillade sig det samme. 

"Jeg er ingen kujon!" sagde Falk højlydt og rettede sig op i fuld størrelse, i troen at manden havde snakket om hende. "Det er ponyen Pelle heller ikke. Og vi er desuden heller ikke røvere! Vi gemmer os bare for regnen, nå."

At pigen snakkede med ponyen gik ikke rigtigt op for Philiander, hvorfor skulle hun ikke gøre det?! Den havde da også ret til at få anderkendt sin eksistens. I den gamle mands hoved, var der intet forkert i at snakke med dyr, det var nærmere forkert ikke at gøre det!
Da pigen højt sagde, at hun ikke var en kujon og det nu endegyldigt var klart, at hun havde opdaget Phili, rettede han sig op og lagde hovedet lidt på skrå, mens han stirrede på hende med et forvirret blik.
”Det sagde jeg heller ikke. Gjorde jeg? Nej, det gjorde jeg ikke. Musen er en kujon!”

Han rejste sig brat i sin fulde højde, iklædt en lang kofte, et par løse bukser og sin kåbe, alt i tangerende grå farver. På hovedet sad læderhatten og det grå hår og skæg stod ud i en sky om hans hoved.
”Men hvordan kan jeg vide, at I ikke er røvere?! I har allerede udøvet hærværk!” Han pegede med en lang, tynd og lidt skæv finger ned på den glaskolbe, der heldigvis havde været tom, der lå knust på gulvet. Som han stirrede på skårene rynkede han let panden og hans blik blev tomt et øjeblik, mens hans tanker tog på tur et helt andet sted hen. Som han kom tilbage til virkeligheden ændrede han holdning og hans blik gled til ponyen.

”Neijh, en pony!” Han gik fra sengen og igennem det lille rum for at gå hen til det store dyr, som han stoppede op foran og så på med et begejstret blik, inden han bukkede lidt stift og derefter begyndte at røre den med sine knoglede hænder. Ganske blidt, som han lod fingrene glide igennem den våde pels.
”Hvad var det du sagde, at du hed?” Han ignorerede totalt pigen. Han huskede det som om, at ponyen selv havde sagt sit navn.

Falk rynkede undrende øjenbrynene sammen, da manden påstod at han ikke havde kaldt dem kujoner - endnu værre var det, da han kaldte musen kujon. Hun skævede sig omkring, men kunne ikke se nogen mus. Hun turde nu heller ikke at se væk fra manden for længe, for hun stolede ikke på ham. 

Falk trak på skuldrene, da hun blev bedt om at bevise, at hun ikke var røver. Hun havde ingen beviser. Og hærværket... Det var mest Pelles skyld, syntes hun.

"Pelle," svarede hun, for ponyen, da manden spurgte til dens navn, uden at undre sig over at han ikke tog blikket fra ham. Falk brød sig selv langt mere om dyr end om mennesker eller menneske-lignende væsner. Hun havde brugt det meste af sit liv sammen med et familiemedlem og hun var ikke god til at snakke med folk, hun ikke var i familie med.

"Og mit navn er Falk," tilføjede hun, efter at have undret sig over at han ikke bad om hendes også. "Hvad er dit? ... Og musens?"

Philianders kælerier for ponyen var blide og forsigtige, han havde ikke lyst til at komme til at gøre ponyen ondt. En eller anden gammel erindring om, at heste godt kunne lide at blive kløet i pandelokken kom til ham og hans hænder fandt op til det store hoved for at klø. Og ganske rigtigt, Pelle så ud til at nyde det. Sejr for den gamle mand! Det var lige før, at han glemt, at han havde stillet et spørgsmål, men det gik alligevel op for ham, at han fik svar.
"Pelle. Ponyen Pelle," mumlede han og kløede roligt videre, lidt i sin egen verden. 

Pigen snakkede videre, men først virkede det ikke helt til, at han havde hørt, hvad hun sagde, alt for optaget af ponyen. Pludseligt gav det et lille ryk i ham og han rettede sig op, næsten som om, at han næsten havde været ved at falde i søvn.
"Falk. Det er en fugl!" Han skævede til hende. "Du ligner ikke en fugl. Hvorfor hedder du så Falk?!" På den ene side lød han som om, at han vidste bedre end hende, samtidigt var han også bare lidt nysgerrig på at få en forklaring på hendes spøjse navn.
"Musen? Musen hedder Tyttebær. Og jeg hedder... jeg hedder..." Hans blik blev tomt for et sekund, da han navn var smutte fra ham. Ja, hvad var det lige han hed? Nåh ja! "... Philiander!" Han nikkede lidt, for at bekræfte det, både for hende og sig selv.

Hans blik gik fra hende til ponyen og tilbage igen. Det lille korte øjeblik det tog, havde givet plads til et meget forvirret udtryk i hans ansigt, da han så på pigen igen.
"Hvorfor står der en pony i mit hus? Hvad laver du i mit hus?" Der var intet aggressivt over hans spørgsmål, pludseligt var han bare en meget forvirret gammel mand, der ikke helt forstod, hvad der foregik omkring ham.

Falk skævede til Pelle, kun endnu mere skeptisk overfor ponyen end hun var overfor den gamle mand. Den havde alt for hurtigt vist tiltro til den gamle mand og hun følte sig lidt forrådt - var det ikke de to mod verdenen eller hvad? Hun tænkte om dem, som havde de altid været sammen, selvom hun kun havde fået foræret Pelle for nylig. Teknisk set havde hun stjålet ham, men han havde været så nem at stjæle, at hun huskede det som en foræring.

Hun trak på skuldrene, da hun spurgte hende ind til hendes navn. Det var ikke hende selv, der havde fundet på sit navn, vel. "Musen er heller ikke et tyttebær, selvom den hedder Tyttebær?" svarede hun, hendes svar formuleret som et spørgsmål og hendes hoved lagt uforstående på skrå.

Hun så endnu mere forvirret til, imens det så ud til at manden glemte hvad der skete omkring ham igen. Instinktivt skævede hun til Pelle, men ponyen rystede bare på hovedet, som inviterede den igen manden, Philiander, til at klø ham. Hun besluttede sig for at gribe chancen; "Jeg er din nye assistent. Du har selv hyret mig til at hjælpe dig med at..." Hun så sig omkring i huset, der var fyldt med ting hun ikke forstod sig på "- at opfinde et eller andet. Noget sejt."

Hun kastede med sit store, krøllede hår og smilede så til Philiander. Det her skulle nok blive sjovt. Hun var vant til at servicere andre og gjorde det også engang imellem for sjov, bare for at få noget at lave, og ham her så ud som om han havde nogle ting, der ville være sjove at lege med. "Og Pelle er herinde, fordi han håbede, at du havde en mikstur der kunne få ham til at tale som et menneske. Men hvis du synes det er for meget at have ham herinde, så kan jeg godt... smide ham ud i mørket og regnen..." Hun sagde det med en stemme, som knuste det hendes hjerte at tænke på den stakkels pony ude i regnen, men hun havde allerede fundet noget nyt at tænke på, så egentlig var hun ligeglad - hun nød bare dramaet.

"... Tyttebær hedder Tyttebær, fordi han er helt vild med tyttebær," mumlede Philiander for sig selv, som om det var det mest logiske i verden. Det havde været en af de eneste ting, han havde kunne få i musen, da den var syg. For lang tid siden, da han fandt den og reddede den.
Der lugtede lidt af våd hest, men det var ikke noget, den gamle mand tænkte nærmere over. Lidt mystificeret over at have en pony til at stå i sit hjem, rakte han ud og strøg den over mulen. Hvorfor stod der en pony i hans hjem? Havde han selv taget den med ind? Han var ikke sikker og for et øjeblik glemte han alt om pigen.

Indtil hun begyndte at snakke igen. Det hjalp absolut ikke på hans forvirring, da hun sagde, at hun var hans nye assistent. Havde han assistenter?! Til at opfinde ting?! Han stirrede dybt forvirret på hende et øjeblik, som om hun pludseligt havde groet tre hoveder mere, inden han rettede sig lidt op. Tanken om at han ikke kunne benægte hendes ord, dukkede op. Tænk hvis han havde hyret hende og glemt det igen?! Hvad ville hun ikke tænke om ham?!
"Min nye assistent. Selvfølgelig! Det vidste jeg godt!" Han pustede sig lidt op som en hanekylling, lidt som forberedelse til, at hun ville modsige ham.

Han faldt dog lidt sammen igen, da hun sagde, at ponyen havde håbet, at han havde en mikstur, der kunne få den til at tale. En prust kom fra ham.
"Vær da ikke åndssvag, jeg kan ikke ændre en hests stemmebånd." Og for et kort øjeblik var han skarp, det var da et stykke videnskab, han havde styr på. Men det var væk lige så hurtigt, som det var kommet og han lod en arm feje ud for at få hende til at se rundt.
"Hvis du er min assistent, hvorfor er her så så mørkt?! Hvor er ilden i ildstedet?! Og teen?! Jeg vil have te!" Han stirrede på hende med et afventende blik, inden han trampede over og smed sig i sin gode stol.

Falk løftede begge øjenbryn, da hun fik forklaringen på Tyttebærs navn. Det gav meget god mening, men Falk havde aldrig spist en falk. Hun havde heller ikke vinger. Allerhøjst mindede hendes udseende måske en smule om en falks, med hendes skarpe hage og brune øjne. Men hvem vidste, hvad Liv havde tænkt på da hun navngav dem. Falk var bare imponeret over at hendes mor ikke havde genbrugt nogle af navnene på hendes mange søskende.

Philiander fik et underligt udtryk i ansigtet, da hun påstod at hun var hans assistent og et øjeblik troede Falk, at han ikke ville falde for hendes historie, på trods af hvor let han havde tabt tråden i deres samtale indtil videre, men så bed han sig fast i den og Falk åndede lettet op - hun smilede endda til ham. 

Hun trak også kun på skuldrene, da han erklærede at det var umuligt at få Pelle til at snakke. Ærgerligt, men ikke overraskende. Det ville have været noget af et mirakel, og desuden var det muligt at Pelle bare ville have brugt sit nye stemmebånd til at skælde Falk ud over at have stjålet ham. Det var nok bedre, hvis ponyen ikke kunne tale.

"Øh..." svarede Falk, der ikke lige havde forberedt sig selv på, at hun ville blive sat til at arbejde. Men hun havde arbejdet før. Med både det ene og det andet, og det var da hverken fremmed for hende at tænde op eller at lave te, så hun gav sig straks til begge dele. Ilden i ildstedet var nem nok at starte op og varmen var velkommen, og der var rigeligt med lys, der bare ventede på at blive tændt, så det gjorde hun også, efter at have sat vand over. Det sværeste var at finde teen, men efter et kig i forskellige beholdere og en søgen efter køkkenet, fandt hun nogle teblade der blev smidt i vandet også.

Fordi hun også havde arbejdet som kammerpige, faldt det hende helt naturligt at dække op til te med kopper, underkopper og nogle meget tørre, men stadig gode nok, småkager hun havde fundet i køkkenet også. Og fordi hun var vant til at få sin vilje med alt, takket været en noget overbeskyttende mor, flyttede hun også bare rundt på møblerne i det lille, nu mere oplyste værelse, indtil hun havde en stol i nærheden af den Philiander havde sat sig i, samt et lille bord, hvor deres kopper kunne stå.
Efter at have hældt te op til dem begge, satte hun sig i den og betragtede grundigt den gamle mand. Mon hun ville kunne få et bedre svar ud af ham nu, hvor han ikke var kold og i mørket?
"Hvad er det egentlig for noget arbejde du, jeg mener, vi, laver her?" Efter spørgsmålet tog hun en tår af sin te, uden at fjerne blikket fra den gamle, skøre mand. 

Philiander sad i stolen, sunket godt ned med de lange ben ud foran sig og hagen næsten hvilende på brystet, mens han fulgte hende med blikket som hun bevægede sig rundt i hans hjem. En assistent. Han havde ikke nogen assistent. Han havde ikke haft en assistent siden sin tid i Dianthos. Eller havde han? Var der ikke ham den lille... nej vent, han var bare en der havde hjulpet med huset. Så han havde ikke en assistent, men hvem var hun så? Det gav et lille ryk i ham. Var hun fra Mørket?! De svin! At sende spioner! Hesten var garanteret også en af dem! Hans blik gled over til ponyen for et øjeblik og der gik ikke mange sekunder, før han havde glemt, hvad han tænkte på, for der stod en pony i hans hjem. En våd pony.

Hans blik gled tilbage mod pigen, der rodede rundt i hans ting, men der var ikke nærværelse nok i Philiander til at forsøge at stoppe hende. Man kunne da bare håbe, at hun ikke stak fingrene i noget farligt. Men hvis hun var hans assistent, burde hun vel også vide noget om de gifte planter og pulvere han havde til at stå i sit lille bitte hus. Så han blev bare siddende med ansigtet halvt begravet i det grå skæg og de blågrå øjne følgende hende, mens hun begyndte at flytte rundt med hans møbler. Det var noget sært noget at gøre. De skulle jo bare stilles på plads igen.

Endeligt var rummet oplyst og der stod en kop te foran ham. Næsten som om, at det var for meget at forlange af ham, sukkede han dybt og skubbede sig bedre op at sidde, så han kunne nå koppen. Ah, te. Lige hvad... Så snart dampen ramte hans næsebor spærrede han øjnene lidt op. Med en næsten helt rolig bevægelse rakte han ud og tog koppen fra pigen, lige som hun skulle til at sætte den for læberne.
"Det er ikke te. Det er en urteblanding, der får ens hår til at falde af." Han stillede kopperne på bordet og så på hende med sammenknebne øjne. "Du er ikke min assistent, er du vel?" Han lød ikke sur, bare lidt mistroisk. Faktisk var han overraskende rolig i forhold til, at hun lige havde forsøgt at forgifte ham.

Falk så undrende på den gamle mand, da han tog hendes tekop fra hende, men lod ham alligevel. Han var jo bare en gammel, forvirret mand. Og så, da han forklarede hvorfor han havde taget den, spærrede hun forskrækket øjnene op og så fra teen til ham og tilbage på teen. Fandtes der overhovedet sådan en urteblanding? Philiander virkede ikke helt klar i hovedet, men fra hvad Falk havde set indtil videre, blev han helt klar når det kom til hans arbejde. Eller måske var det bare tilfældigheder der gjorde, hvornår han blev klar?

Hun rystede på hovedet, da han spurgte hende ind til om hun var hans assistent igen. Normalt ville hun have holdt fast i sin løgn, især fordi han sikkert ville blive uklar i hovedet om to sekunder igen alligevel, men han havde trods alt lige reddet hende fra at miste sit hår, så hun følte at hun skyldte ham sandheden.

"Jeg leder bare efter et sted at søge ly for regnen. Jeg tænkte at den letteste måde at få dét på, var ved at bilde dig ind at jeg er din assistent. Det var i hvert fald nemmere end at bede om lov til at overnatte her." Hun sagde det helt roligt, som var det normalt at hun gik rundt og løj for folk, og det var det måske efterhånden også. Hun kunne godt lide at få sin vilje og man fik den som regel nemmest ved at lyve. 

Philiander blev ved med at se overraskende nærværende på hende, mens hun indrømmede sin løgn. Han havde et eller sted regnet det ud, men det krævede tankegang at blive bevidst om sådan noget. Et hø lød fra ham, da hun sagde, at det var nemmere at love og han løftede en hånd for at slå sig på siden af næsen med en finger.
"Så let er jeg ikke at bilde ting ind!" Han pegede på ponyen. "Den store hund afslørede dig!" Han rejste sig og tog kopperne med sig, inden han gik over og hældte væsken ud i en spand med jord i, der hvor han altid hældte miksturer ud i. Derefter gentog han det med potten, inden han skyllede det hele rent og derefter satte potten over igen, så vandet kunne koge. Trods at han var fortabt i hovedet, var det en af de små ting, han næsten kørte på automatik. Og lige nu var han lidt mere klar end normalt.

Han tog en lille pose fra en hylde og stillede den klar. Myntete, hans yndlings. Derefter vendte gik han over til ponyen, der stod overraskende stille og bare så lidt træt ud, og kløede den i panden.
"Men hvis du ikke er min assistent, hvad er du så, frøken Falk?" Bare det, at han kunne huske hendes navn, afslørede at han var mere til stede end for bare minutter siden. De gråblå øjne gled til hende og han så undersøgende på hende med et lidt mere skarpt blik. 

Et øjeblik havde Falk fået opfattelsen af at den gamle mand trods alt var ved sine fulde fem, men så omtalte han Pelle som en stor hund og hun fik et smil på læberne der betød, at hun morede sig over ham. Og så overraskede han igen, da han viste at han kunne huske både hendes navn, hendes køn og at hun ikke var hans assistent. 

"Jeg er lidt af hvert," svarede hun med et skuldertræk. "Kammerpige, tjenerinde, kunstner." Der var ingen grund til at nævne spionagen. "Lige nu leder jeg egentlig bare efter min mor. Hun har været forsvundet i flere måneder nu. Hun plejer at give besked, når hun rejser væk, men ikke denne gang. Så jeg tænkte, at jeg hellere måtte lede efter hende, hvor hun normalt forsvinder til." Hun lød en smule bitter, men kun fordi hun havde på fornemmelsen hvorfor Liv var forsvundet. Hun måtte være blevet gravid igen, på trods af Falks ordre om at hun skulle være det sidste barn, i det mindste så længe hun levede. Hun havde på ingen måde lyst til at dele opmærksomheden og opmærksomheden var allerede splittet imellem flere søskende end det burde være muligt. Sakse var lige til at holde ud, men der var flere af dem hun ikke brød sig om. Desuden var det unaturligt at få så mange børn - og at have så mange søskende!

Philiander fortsatte med at klø ponyen i panden, hvilket den så ud til at nyde. At den stod inde i hans hjem, så ikke ud til at påvirke den gamle mand, den kunne jo ikke stå ude i regnen, vel? Koncentreret lyttede han til hendes ord. Lidt af hvert. Spændende.
Et medfølende udtryk dukkede op i det skæggede ansigt, da hun sagde, at hun manglede sin mor. Ingen burde mangle deres mor, mødre var vigtige.
”Åh, det er jeg ked af at høre!” For et øjeblik kunne man se på ham, at han ikke vidste, hvordan han skulle reagere. Men så lød der en hylen fra ilden. Vandet kogte. Det gav et forskrækket sæt i ham, men han gik da hen for at tage kedlen af.

Snart satte han sig i stolen med to rene kopper og noget rigtigt te, tavs, mens hans tanker arbejdede med hendes ord om, at hendes mor var blevet væk. Hvordan blev en mor væk? Han vidste det ikke, men han havde ondt af pigen. Han måtte da kunne gøre noget. En idé slog ned i ham.
”Du må gerne blive her natten over. Tyttebær siger det er i orden.” Han stak en hånd ind bag skægget og hev musen frem, der med mimrende snude så mod den fremmede. Den fandt sig pænt i at blive flyttet rundt med, og han satte den på bordet med te, hvor den gik på opdagelse og snuste lidt til teen. Philiander fulgte den med øjnene og et mildt udtryk. Musen var virkeligt alt han havde i sit liv.

Falk var ikke vant til medlidenhed. Sandheden var, at der var mange ting, hun ikke var vant til. Liv havde skærmet hende fra det meste af, ja, livet, på både godt og ondt. Desuden var Falk vant til at få sin vilje, og når man fik sin vilje hele tiden, havde man ikke brug for medlidenhed.
Men det begyndte at føles som længe siden, at Falk havde fået sin vilje med noget. Dét hang desværre fuldstændig sammen med, at hun ikke havde set sin mor så længe.

Så da Philiander tilbød sin medlidenhed blev hun siddende, søgende efter ord. Hun overvejede at slå det hen, men når nu den ældre herre gav hende sin medlidenhed, ville hun heller ikke smide den helt væk. Det havde været hårdt. Hun syntes at hun fortjente den medlidenhed hun fik nu. 

"Umn..." svarede hun og skævede til musen, da han nævnte den. Hun undrede sig over, om det virkelig var Tyttebær, der traf beslutningen, eller om Philiander var lige så tosset som han fra tid til anden virkede som. "Det vil jeg gerne. Tak," svarede hun, hendes tak lidt forsinket, men der ikke desto mindre. 

Hun samlede den ene kop op, men ventede trods alt med at drikke til hun så ham gøre det - hun ville ikke risikere at opdage, at det her heller ikke var te. "Hvor er din familie?"

Da pigen endeligt sagde tak, fik Philiander et selvtilfredst udtryk i ansigtet. Han havde gjort noget godt!
Musen var pilet over mod Falk og stod nu på sine bagben med halen som støtte og så op på hende, som altid nysgerrig, når der var gæster, men uvillig til at lade dem røre. Så hvis hun rakte ud efter den, ville den pile om bag tepotten for at gemme sig.

Philiander drak af den varme te og fik så et forkert udtryk i ansigtet. Ikke på grund af teen, men fordi hun stillede ham et underligt spørgsmål. Hvor hans familie var henne? Han havde da ikke noget familie, havde han? Havde han? Noget med en bror dukkede op i hans hoved, men ham ville han slet ikke snakke om eller tænkte på, så han kom med nogle afvisende lyde og mumlede ned i sin kop.
”Jeg har ikke nogen familie. Behøver ikke en. Jeg klarer mig fint selv.” Noget der var langt fra sandheden. Uden omsorgen fra den familie, der var blevet betalt af hans storebror til at holde øje med ham, ville han være død for længst, af sult, kulde, sygdom eller værre. Ja, huset ville jo knapt stå over hovedet på ham, hvis ikke faderen kom og lappede taget en gang i mellem.

Det var lidt som en mørk sky, der gik over hans ansigt, og han sank lidt sammen i stolen, mens hans tanker forsøgte at forholde sig til emnet familie. Han havde engang haft planer om at skabe sin egen, men det havde Mørket sat en stopper for med deres tortur. Og hans forældre var døde for længe siden. Der var kun han og hans bror og brorens familie, Philiander ikke kendte noget til. Faktisk kunne han ikke huske, hvornår han sidst havde set sin bror, og det var han glad for! Sådan en idiot!

Falk opdagede først musen, da den stod helt henne ved hende. Langsomt sænkede hun en åben hånd, så den kunne lugte til hende eller kravle op i hendes hånd, hvis den ville, men hun gjorde ikke mere end dét. Faktisk så hun allerede igen op på Philiander. 

"Ja, det kan jeg se," svarede hun ham, selvfølgelig sarkastisk, men hun var så vant til at størstedelen af det hun sagde var sarkastisk, at hun helt glemte at putte den sarkastiske tone på - folk var altid nødt til at gætte sig til om hun var sarkastisk eller ej. Sådan foretrak hun det, men hun tænkte slet ikke over det nu. Manden havde trods alt siddet i mørket helt alene, da hun brød ind i hans hjem! Hvad hvis hun havde villet ham ondt? Nej, hun skulle nok passe på ham fra nu af. Som tak for at hun måtte overnatte her. 

Hun drak sin te op, utålmodig som altid, og sagde så, stadig med hånden åben til musen; "Nå, hvor må jeg sove henne?"

Philiander fangede slet ikke, om hun mente noget sarkastisk eller ej, det ville han måske heller ikke have gjort, selv hvis hun havde lydt sarkastisk. Han mumlede bare et eller andet uhørligt ned i sin kop, inden han drak en tår mere og gik lidt i stå.
I mens var musen flygtet om bag tepotten, da Falk havde rakt en hånd frem, men siden hånden blev liggende og hun så ud til at være mere optaget af den gamle mand, listede musen frem igen og snuste forsigtigt til hendes fingre. Skulle den bide? Nah, det måtte den ikke, det vidste den godt. Og den kunne godt mærke på stemningen, at hun var en god gæst. Til sidst valgte den at ignorere hånden og satte sig til at vaske sig i hovedet lige ved siden af den, stadig med et af de små sorte øjne rettet mod hende.

Philiander rettede sig brat op, da der kom et spørgsmål i mod ham og han så lidt forvirret på hende.
"I sengen! Hvor ellers, tossede pigebarn." Han drak også det sidste af sin te, brændte sig en smule, men lagde ikke mærke til det, da han var mere optaget af hendes spørgsmål. 
Sengen var kun lavet til én person, hvilket jo så ville være lidt af et problem, men han havde allerede besluttet sig for, at sengen var hendes. Så kunne han sove... eller helt lade være med at sove. Det tænkte han ikke så meget over. Hans fokus var på, at pigen skulle sove og det måtte jo være i sengen!

//afsluttet efter aftale