Sted: I det nordøstlige Krystalland, nordøst for Dødens kløft
Tid: Tidlig aften
Vejr: Solen har skinnet det meste af dagen, men det trækker op som aftenen nærmer sig

FERGHUS
Der var stadig en dagsrejse hjem og Ferghus havde gjort holdt på en kro. De mørke skyer, der var begyndt at samle sig i horisonten, lovede regn, og han havde ikke lyst til at tilbringe en våd nat ude. Det var han alligevel ved at være for gammel til og han havde krystaller nok til en overnatning, efter at have været på job. Så Nille fik en plads i stalden og han selv bevægede sig ind på kroen, hvor han gik op til baren og fangede krofatters opmærksomhed. Krystaller skiftede ejer, som han fik sig et værelse og samtidigt købte sig noget mad og tynd øl.
Som han stod og ventede på maden, kom en mand op på siden af ham, et ældre menneske så det ud til, som hans skæg og hår var ved at være gråt. For Ferghus var der intet bemærkelsesværdigt over ham, ud over at han så træt og lidt mørk ud. Nej, det var først, da manden åbnede munden og spurgte krofatter, om han havde kendskab til et hus i nærheden, der stod tomt, at Ferghus sendte ham et ekstra blik. Krofatter rystede på hovedet og manden brummede, tydeligvis nedslået over det svar. I stedet bestilte han også noget mad og noget at drikke.

Ferghus skævede lidt til ham og kunne ikke andet end at føle med ham. Han så virkeligt ikke ud til, at livet var let i øjeblikket og han tog en hurtig beslutning.
”Jeg kender måske en efterladt hytte. Hvad leder du efter?” Han havde drejet sig lidt i mod ham og så op i den noget højere mands ansigt. Manden så lidt overrasket på ham og rynkede kort panden, inden han med en brummende stemme svarede.
”Et hjem til to. Jeg og… min hustru søger et sted at tilbringe vores sidste dage. Gerne ved en landsby, men ikke nødvendigvis i en.” Der var en let tøven, da han nævne sin hustru, noget Ferghus bed mærke i, men ikke påtalte. Det kom ikke ham ved. I stedet brummede han lidt for at fortælle, at han havde hørt ham.
”Der ligger en hytte i en skov nogle timers ridt mod nord. Den er ikke så stor, men i rimelig god stand. Det tager en times tid at gå ind til den nærmeste landsby. Gode folk.” Det var ikke typisk for Ferghus at kende hver eneste forladte hytte i nærheden, men han havde faktisk lige været derude i sin jagt på den mand, der var stukket af fra nogle byvagter. Han havde gemt sig i hytten.

Mennesket lyttede med rynket pande og så ud til at overveje det.
”Det lyder som en mulighed. Kan du forklare mig nærmere, hvor det er?”
Ferghus rystede let på hovedet.
”Nej, det er gemt godt væk i skoven uden nogen tydelig vej ind, den er groet til efter de forrige beboere forlod stedet. Jeg er bange for, at jeg bliver nødt til at tage med, hvis du vil derhen.” Det ville være en lang omvej hjem, faktisk i den stik modsatte retning, men han ville gøre det. Der var noget ved manden, der virkede bekendt. Ikke at han havde mødt ham før, men noget i hans øjne… Ferghus vidste, at han ikke ville have noget i mod at føre manden til hytten. Igen en svag tøven, som Ferghus forstod som en grundig overvejen, inden manden langsomt nikkede.
”Jeg ville blive taknemmelig, hvis du ville vise vejen. Jeg kan desværre ikke betale for din hjælp.”
Ferghus rystede hurtigt på hovedet.
”Det er heller ikke nødvendigt. Huset har brug for beboere og I har brug for et hjem.” Og så travlt havde han heller ikke med at komme hjem, der blev sørget for hans dyr, mens han var væk. Mandens mørke udtryk lysnede lidt og han var tydeligvis taknemmelig.
”Det er venligt af dig. Mit navn er Karkhos.” En stor, grov lap blev rakt frem mod dværgen og han tog i mod den med lige så slidt en hånd og fast håndtryk.
”Ferghus. Jeg regner ikke med, at du vil af sted i aften, så vil du gøre mig selskab?” Han gjorde en gestus mod et tomt bord. Manden, der havde introduceret sig som Karkhos, nikkede og de bevægede sig ned og tog plads. Ferghus betragtede lidt i skjul manden. Han var rank, ikke slidt ned af hårdt arbejde. Bevægede sig korrekt. Tohåndssværdet ved hans side talte næsten sit eget sprog - en ældre soldat, der nu var iklædt bondeklæder. Måske var han gået på pension. Han så ud til at have alderen til det. Der var noget mørkt over ham, rynker af tunge tanker og hårde beslutninger. Næsten som hans eget spejlbillede. Ferghus fik en fornemmelse af, at han nok ville kunne lide manden, jo mere han lærte ham at kende.

Tavsheden lå over dem, ikke akavet eller tvunget, det virkede bare ikke til, at nogen af dem havde noget at sige. Der var masser af spørgsmål i Ferghus, men ingen grund til at stille dem. Hvorfor en ældre soldat søgte et hjem så langt væk fra ingenting som grænsen mod nord var, sammen med en kvinde, som han kaldte hustru med en tydelig tøven. Der var drama i luften, men igen, det kom ikke dværgen ved. Han skulle blot hjælpe manden med at finde et sted at bo.
Maden kom ned til bordet sammen med øllen og begge ældre mænd begyndte at spise i tavshed for en tid.
”Bor du her i nærheden?” Soldaten mødte kort hans blik, ikke nysgerrig, men interesseret. Ferghus tyggede af munden og rystede let på hovedet.
”Omkring en dagsrejse til hest herfra. Jeg blev hidkaldt til et job.”
”Åh. Hvad arbejder du med?”
”Jeg er en sporfinder. Opsporer bortløbet kvæg, heste og den slags. I dette tilfælde var det byvagterne, der havde brug for hjælp til at finde en fange, der var smuttet for dem.” Dværgen stak en skefuld grød mere i munden, men bemærkede at manden stivnede kort, da han nævnte byvagterne. Så på kant med loven? Han sank hurtigt.
”Jeg hjælper hvem end, der har brug for det.” Han var egentligt ligeglad med, om den gamle soldat havde problemer med loven, han virkede ind til videre ikke som en dårlig person. Hvem vidste, hvad der var sket. Det var ikke vigtigt for den gamle dværg. Den anden mand nikkede langsomt og atter faldt stilheden over dem.

Tallerkenerne blev tomme og begge krus blev skiftet ud til to fyldte. På et tidspunkt kunne man høre regnen begynde at falde.

KARKHOS
Roen var ved at falde over Karkhos, som han sad i den lune krostue, havde fået fyldt maven og havde fundet en, der måske kunne hjælpe med den ind til videre lidt desperate situation omkring at finde et sted at bo. Ikke så meget for ham selv, han kunne godt overleve at bo i det sammenfaldne hus, som han Jocasta og Ezra havde bosat sig i, men Helena var vant til bedre og han ville nødigt have, at hun skulle blive syg af at bo ude. Så de havde ikke tilbragt mange dage i lejren efter deres flugt, inden han tog på jagt efter et ordentligt sted at bo. Ikke alt for langt væk fra Atillians len, selvom det ville være meget mere sikkert at rejse syd på til Medanien. Men han ville ikke rejse fra hverken Jocasta eller Morpheus og samtidigt var størstedelen af hans netværk på disse kanter.

Et netværk han dog ikke kunne trække på lige nu, da hans situation mildest talt var uholdbar. Han havde myrdet en adelig og var uden tvivl ikke længere velkommen i sit gamle hjem. Hvilket også var grunden til, at han nu red rundt på må og få og spurgte, hvor han kom frem.  Der havde været et par bud, men det bedste af dem, havde været i lige så ringe stand, som det de kaldte deres hjem nu og han var ikke håndværker. Han havde ingen anelse om, hvordan man byggede et hus.

Så var det godt, at han havde mødt dværgen. De brune øjne hvilede kort på den lave mand, der sad på den anden side af bordet og så ud til at være lige så optaget af tanker som han selv. Karkhos var ikke ubekendt med den bryske race, Atillian havde handlet med dem i al den tid, han kendte til. Meget kunne man sige om området, men deres uld var eftertragtet. Denne dværg virkede på en måde som alle de andre og så dog. Det korte hår og skæg og bare det, at han ikke boede længere mod nord og samtidigt havde et atypisk arbejde for en dværg. Karkhos havde en fornemmelse af, at han var uvelkommen ved sin egen slags, men det var ikke noget, han havde tænkt sig at spørge ind til. Ind til videre havde han vist sig som en god mand, at han ville vise Karkhos vej til det forladte hus. Burde han bekymre sig om sin egen sikkerhed? Måske, men der var intet ved den ældre dværg, der gav ham nogen dårlige fornemmelser. Overhovedet. Hans evne var også tavs, så det tog han som et godt tegn.

Trætheden var begyndt at lægge sig over ham. Han havde sovet på jorden i flere dage, det han havde sovet for sin egen vagtsomhed og tankerne. Tankerne om Helena. Nok var han vant til udelivet, men han var ikke ung mere og han var knapt kommet sig over blodtabet, inden han var taget af sted igen. Han var træt ind til sjælen, men der var ikke tid til at hvile, ikke endnu.
Han løftede en grov hånd og kørte den ned over sit ansigt, inden han vendte blikket mod et vindue. Lyden af regn var taget til, og han var ikke i tvivl om, at gik han ud, ville han være gennemblødt, inden han kom på hesten. Det havde egentligt ikke været meningen, at han skulle overnatte på kroen, men lige nu overvejede han at bruge nogle af sine sparsomme krystaller på et værelse og en ordentlig seng. Han hev pungen op fra bæltet og kastede et blik ned i den. Det burde gå. Men han burde nok snart bevæge sig ind i Atillians len og finde sit hemmelige gemmested, hvor han havde gemt lidt til hårde tider. Han havde aldrig stolet på Lord Ciprian og havde sparet sammen af sin sparsomme løn.

Tavst rejste han sig og gik op til krofatter for at høre, om der var et værelse. Det var der. Lidt efter kunne han sætte sig ved bordet igen med en nøgle i hånden. Hvis han skulle være ærlig, ville han tømme sit krus og gå i seng. Han havde brug for søvnen.
”Du er til hest?” Dværgen afbrød deres tavshed og så spørgende på ham. Karkhos nikkede og brummede bekræftende.
”Godt.” Ferghus drak fra sit krus og det virkede til, at der var blevet sagt det, der skulle siges, så stilheden faldt over dem igen. Noget Karkhos måtte indrømme, at han nød. Han havde aldrig interesseret sig for småsnak, aldrig været god til det, men de fleste følte, at man skulle have en samtale kørende for at kunne være i hinandens nærhed. Måske endnu en grund til, at Karkhos følte, at han kunne stole på den anden. De havde i hvert fald noget til fælles. Tavsheden.

Lidt efter drak Karkhos den sidste slurk øl og satte kruset fra sig.
”Mødes vi igen ved solopgang?” Han ville ikke sove længere alligevel, det var tidligt, han gik i seng og han vågnede altid så tidligt. Den anden mand nikkede med en bekræftende lyd og Karkhos rejste sig.
”Så vil jeg takke af for i dag.” Endnu et brum lød fra dværgen og Karkhos gik tilfreds igennem krostuen og op af trappen til værelserne ovenpå.
Da han var kommet under tæpperne lå han et stykke tid og stirrede ud i halvmørket. Det var tomt at sove uden Helena ved sin side, selvom de kun havde haft fornøjelsen af hinandens nærvær i en lille uge. Men trætheden vandt til sidst og han faldt i søvn, sovende i en rigtig seng for første gang siden de havde forladt Dianthos.

FERGHUS
Ferghus sad allerede nede i krostuen, da mennesket kom ned af trappen. Han var som sædvanligt vågnet midt om natten uden at kunne falde i søvn igen og efter at have brugt lang tid på at ligge og stirre op i loftet, var han gået ned i den tomme krostue. Natten var langsomt blevet lysere og som solen havde bevæget sig over horisonten, kom Karkhos ned som lovet. Han så noget bedre ud end dagen før, søvn havde tydeligvis været givende for ham. De mumlede et dæmpet godmorgen til hinanden, inden kromutter kom hen og tog i mod bestilling af morgenmad.
Tavsheden fra dagen før fortsatte indtil maden kom på bordet.
”I det mindste er det holdt op med at regne. Det ser ud til at blive en flot dag.” Ferghus brummede mellem to mundfulde, hvilket fik den anden til at nikke. Han skævede lidt til den ældre soldat. Han havde stadig spørgsmål, men ikke ret meget grund til at stille dem.
”Er du rejst langt?”
En let hovedrysten fra den anden blev fulgt af et svagt tøvende svar.
”Det er vel omkring en halv dagsrejse herfra. Tæt ved Lord Atillians len. Jeg har blot været rundt i et forsøg på at finde et passende sted.”
”Ah, Atillian. Der sker ting og sager. Har du nogen tilknytning til adelsfamilien?” Lidt nysgerrig var han vel, det med at samle informationer lå fast indgroet i ham. Karkhos stoppede midt i en bevægelse med at føre maden til munden, inden han langsomt svarede.
”Jeg havde.” Tonen sagde tydeligt, at det ikke var et emne, der skulle drøftes nærmere og Ferghus trak snuden til sig.
”Måske meget godt, det er nogle drabelige historier, der kommer ud derfra i øjeblikket.”
Tavsheden faldt over dem igen, denne gang en smule mere tung og Ferghus kunne bande lidt over, at han åbenbart havde valgt et forkert emne.

De blev færdige med at spise og uden at ytre et ord, rejste de sig, nikkede farvel til kromutter og gik ud af kroen. Vejret var virkeligt blevet godt, naturen havde haft godt af en skylle. Som de var på vej over til stalden, lagde soldaten en hånd på dværgens skulder.
”Det var ikke min mening at være afvisende. Jeg har en historie med familien, jeg har undervist knægten i våbenbrug og kamp siden han var lille. Jeg afbrød min ansættelse for nyligt, det var ikke pænt.” Mandens ansigt havde et bistert og bittert udtryk. ”Det er ikke noget, du ikke kan finde ud af, ved at lufte mit navn.”
Ferghus nikkede og brummede.
”Det kommer ikke mig ved. Men det lyder til at have været et fornuftigt tidspunk at stoppe, det lyder til, at ”knægten” har valgt at rydde op i rækkerne.” Han regnede med, at det var noget, den anden vidste, så han begyndte at gå, men da Karkhos ikke fulgte med, stoppede han op og så tilbage. Udtrykket i mandens ansigt var nok til at give Ferghus et stik i brystet.
”Det vidste du ikke?” Et kort udtryk af medlidenhed gled over den ældre dværgs ansigt, som manden langsomt rystede på hovedet. ”Jeg håber ikke, at du mister for mange bekendte.” Ferghus vidste, hvordan det var at se sine fæller lide en for tidlig død for andres hænder. Han blev stående lidt, indtil soldaten fik samling på sig selv og de kunne gå om i stalden.

Ferghus’ lille nordlandspony Nille var glad for at se ham og snart var han klar til afgang. Mens han sadlede ponyen, skævede han til mennesket, der med automatiske bevægelser fik sadlet sin ældre hest med et mørkt udtryk. Ferghus følte med ham og sagde ikke mere. Hvad var der at sige?
Så de var snart på vej i mod skoven, hvor hytten befandt sig. Tavsheden lå over dem længe, men på et tidspunkt afbrød Ferghus den for at fortælle lidt om området de red igennem. De kom forbi en landsby, han vidste havde et godt snedkerværksted. Der kom kun brummende svar fra mennesket, men det var også fint. Ferghus fik hans tanker på noget andet og det kunne han godt mærke, trods de manglende ord.
Og endeligt dukkede landsbyen op, der lå i kanten af en stor skov, der mørkt spredte sig nord på mod bjergene. Det var på kanten til vildmarken, der førte ind i Norden, længere væk kunne man næsten ikke komme.

KARKHOS
Det var som om, at der var trukket en mørk sky for solen. Dværgens ord havde sendt spydspidser af følelser igennem ham - bekymring, vrede, sorg, vrede. Morpheus var begyndt at slå ihjel på borgen? Hvem? Hvorfor? Nej, han vidste nok hvorfor, og det var noget af det, der gjorde ondt. Hans tanker ville ikke slippe emnet og trods dværgens selskab, kunne han ikke fokusere på andet, som de sadlede deres heste og derefter begyndte turen længere mod nord. Efter et par timer blev tavsheden brudt af Ferghus stemme og Karkhos lyttede til, hvad han havde at fortælle. Det ville være dumt at gå glip af noget, det lød til at han kendte området bedre end Karkhos. Det hjalp også på hans mørke humør og da skoven dukkede op foran dem, var han klar til at skulle forholde sig til sit måske kommende hjem.

De red igennem landsbyen og Karkhos kunne konstatere, at der lå en mindre kro og endda en smed. Sikkert et sted, bønderne i oplandet kom for at besøge. De blev mødt med forsigtige, men nysgerrige blikke og et par børn løb lidt på siden af dem, inden de blev kaldt hjem af en kvinde.
Landsbyen var lidt større end han havde regnet med. Men det var intet sammenlignet med skoven, der bredte sig på den anden side af de sidste huse. Vejen stoppede ved skovkanten, men Ferghus førte sin robuste pony ind i mellem træerne. Et trænet øje kunne nok spotte en for længst overgroet sti, men Karkhos måtte i første omgang stole på dværgens stedsans. Han måtte bukke sig for et par grene ind i mellem og kunne ikke lade være med at smile lidt over dværgen og ponyen, der red igennem uden problemer. Nogle gange var mindre godt.

Og pludseligt forsvandt skovens mørke og en stor lysning spredte sig foran dem. Den var stor og fyldt med langt, tørt græs. En ganske lille sø lå i den ene side og nede i den anden ende, lå huset. Han kunne ikke forhindre sine tanker i først at spekulere over sikkerheden, hvor nemt det ville være at forsvare sig. Men der var åbent nok til, at det var muligt at se, hvis der skulle komme nogen. Derefter så han nærmere på huset, som de red derhen. Den gamle dør hang skævt i det øverste hængsel og skodderne var væk fra de små, åbne vinduer. Men murene stod endnu og så vidt hans utrænede øje kunne se, så de stadig solide ud. Det værste var taget, det var stråtækt og størstedelen var væk, rådnet væk eller faldet ind i huset.
Dværgen førte dem helt op og steg af ponyen. Langsomt steg Karkhos også af og lod hesten gå som den ville, den rendte ingen steder.
”Murene er stabile og ud over lidt tætning hist og her, skulle de gerne være i god stand. Ja, taget er væk, men jeg tænker også, at træplanker og måske græs i stedet for strå er bedre. Døren skal skiftes…” Han skubbede til den og den gled knagende op. Karkhos fulgte efter ham ind, næsten med hjertet i halsen. Det virkede slemt og alligevel var det meget bedre end det, han allerede havde kigget op. Inde i hytten lå støvet tykt og det var tydeligt, at både dyr og fugle havde brugt det som hjem. Der var kun et rum med en pejs i den ene ende og rester af en gammel seng og et bord. Med lidt god fantasi kunne man godt se, hvordan der havde været indrettet engang. Hvordan det kunne indrettes. Men taget… hvordan skulle han få ordnet det? Han kunne ikke betale sig til hjælpe.

Ferghus måtte kunne se det på ham, som han stod og stirrede op, for han rømmede sig let.
”Jeg ved godt, det nok virker som et uoverskueligt arbejde, men jeg har en del erfaring med at bygge huse og jeg vil gerne hjælpe med at få det her hus rettet op og gjort beboeligt.”
Karkhos sukkede langsomt og rystede på hovedet, han havde en tung knude i maven.
”Jeg har ikke krystaller til at kunne betale dig.”
Dværgen smilede lidt beroligende.
”Det skal du ikke bekymre dig om. Jeg er sikker på, at vi finder ud af noget hen af vejen. Kost og logi under arbejdet ville være en god start.”
Karkhos var et øjeblik om at svare, mest fordi han faktisk var ved at få en klump i halsen. De havde mødt hinanden dagen før og nu tilbød Ferghus at hjælpe med noget så stort at reparere hytten. De kendte ikke hinanden. Og hvis han vidste… Han rømmede sig og nikkede så.
”Det er ikke et tilbud, jeg kan sige nej til. Du er en god mand.” Han rakte en hånd frem og Ferghus tog den.
”Vi gråhårede må stå lidt sammen.”
Karkhos var lidt i tvivl om der faktisk var humor i de ellers alvorlige øjne, da han omtalte dem som gråhårede. Ikke at Karkhos ville protestere, han var i hvert fald ikke selv nogen vårhare, det havde han måtte indse for længst. Han gav den noget lavere mand et fast nik og slap hans hånd.

De brugte det næste stykke tid på at kigge på det indvendige af huset og Karkhos lyttede opmærksomt til alt, hvad der blev sagt. Dværgen virkede til at have godt styr på, hvordan man ordnede huse. Karkhos selv var helt uvidende. Han kunne bruge hvert eneste våben i borgens arsenal, men han vidste intet om at sætte to sten på hinanden eller lægge tag, så han var dybt taknemmelig for, at Ferghus ville hjælpe.
De gik udenfor og rundt om hytten. Der var tegn efter en gammel køkkenhave og et skur med noget faldefærdigt hegn rundt om, hvor der havde gået dyr. Intet kunne bruges, men det var okay. Et hegn burde være til at klare.
Ferghus gik hen til brønden og så ned i den.
”Jeg er ikke sikker på, at den virker mere, den lugter udtørret. Jeg finder et sted til en ny, men det bliver nok det hårdeste, at grave en ny.”
Tanken om at skulle grave en brønd fik Karkhos til at føle sig træt, men der var vel ikke så meget andet for. Vand skulle de have og den lille sø ville ikke være god til at drikke af.

De snakkede lidt mere om bygningen og skoven, enige om at det var et godt sted at slå sig ned.
”Jeg vil gerne vise stedet til Helena, min eh hustru, men jeg tror ikke, at hun vil have nogen indvendinger.” At kalde Helena for sin hustru lå forkert i munden og han snublede i sin tale, når han sagde det. Heldigvis kommenterede dværgen ikke på det, han nikkede bare.
”Vi skal bruge værktøj, det har jeg derhjemme. Skal vi aftale at mødes her om… en uge?
”Det er nok meget passende,” brummede Karkhos og så ud over lysningen. En uge. Han ville nok bringe Helena her før det, han kunne næsten ikke vente med at vise hende huset. Og landsbyen.
Han ville bare gerne have, at hun var glad, sikkert og havde det godt. Et rigtigt hjem ville hjælpe på alt det.