Samantha stoppede ved foden af landgangsplanken og så fra ende til anden på skibet foran hende. Hun havde betragtet Sirenen før, som skibet havde lagt til nær hendes gamle eller hun havde passeret det forbi, men det var noget andet end at se det nu. Da havde det været et skib i mængden. Et med ry og omdømme, men stadig et blandt mange. Nu var det der hendes fremtid lå.
Med en dyb indånding løftede hun remmen fra kortrøret bedre op på skulderen og flyttede den let i forhold til vadsækken. Det var ikke mange ting hun ejede, men at flytte alt på en gang viste alligevel hvor lidt der skulle til før der var vægt bag. Mentalt så meget som fysisk for det var en del år siden sidst hun havde gjort det.

Dækket lignede alle andre dæk med kendte og halvkendte ansigter. Hun så rundt mødende blikke med et let skævt smil og en afslappet holdning, før hun sænkende vadsækken ned til at stå for hendes fødder. Hun var stadig afslappet klædt i skøvler, bukser og jakke i brune nuancer, men havde forsøgt at samle håret med et bånd, der allerede havde løsnet sig halvt og ladet adskillige krøller slippe fri til vinden at lege med.
Måske var hun ventet ombord, men der var også muligheden at Amalia havde holdt det for sig selv - bare fordi hun kunne. Nogen skulle i hvert fald snart nok sige noget til at en fremmed var gået ombord. Spørgsmålet var bare hvem og hvordan.

Morgana fangede bevægelse ved landgangsbroen ud af øjenkrogen og så op fra det krøllede brev mellem hendes hænder. Et skævt smil krydsede hendes læber. Kaptajnen havde nok sagt der ville komme mere friskt kød, en 'Sam', men hun havde undladt at fortælle hvem Sam var, eller at det var en kvinde!

Morgana huskede skam godt Samantha. Deres sidste møde havde været... uheldigt. Men det var år siden nu, år hvor Morgana ikke havde vist sit ansigt i Piraternes by, eller nogen anden havn for den sags skyld. Det var to år siden rygterne om Kaptajn Hjerteknusers død var startet, to år siden hendes skib, den Røde Baronesse, var sunket i en storm, efter kamp mod flåden.
Tydeligvis var rygterne om Morganas død overdrevet, men lige så tydeligt var det, at årene ikke havde været gode ved hende. Den før barmfærdige, kurvede pirat var nu ikke mere end skin og ben. De utallige smykker der havde prydet hendes hår var væk, med undtagelse af to, og tøjet hang løst om kvindens krop.

Men som Morgana rejste sig, og gik hen mod den nyankomne var der ingen tvivl. De vuggende hofter, et kast med håret. Det kunne ikke være andre end Morgana Hjerteknuser.

"Samantha. Så du slutter dig til vores glade lille eventyr her eh?" spurgte hun med et skævt smil, og trods deres uoverensstemmelser ved deres sidste møde, var der intet fjendtligt i hendes attitude. 

Samantha lod dovent, men samtidig opmærksomt, blikket glide rundt over dækket uden at lede efter noget eller nogen bestemt, men sådan bare tage alt og alle ind. Hendes holdning var afslappet og allerede med en gnist af udstråling om at høre til. Et trick hun brugte hvor end hun kom og ikke ønskede at skille sig ud fra mængden.
Det virkede dog bedre på markedspladser og krostuer end på et skib hvor alle kendte alle.

En reaktion kom der dog på hendes opdukken, som en ranglet skikkelse rejste sig og afslørede sig en svagt bekendt kvinde. Samantha lagde ansigtet let på skrå, som hun betragtede den anden nærme sig og mærkede så et smil vokse frem, som genkendelsen nåede hende. Kvindelige pirater var stadig i undertal, mens kaptajnerne var så sjældne de fleste kunne deres navne og dem af udseende. Specielt en så omtalt som den Hjerteknuser. Deres tidligere møde dukkede da også op i hendes hukommelse med den underholdningsværdi det meste heldigvis kunne få efter år i skyggen.

"Jeg ser rygtet om din død er en smule overdrevent." drævede hun muntert, som den anden kom hende nær. Da havde hendes blik fundet vej op til den andens øjne fra at have hængt måske en smule for meget ved hendes hofter som hun gik.
Så nikkede hun let. "Ay. Halvmånen skiftede kaptajn og så gjorde jeg det samme!" Hun havde været indstillet på at give ham en chance, men da anden mulighed bød sig var valget ikke svært. "Og det lød som om her var sjov at finde. Hvem kan lige modstå det?"

Morgana lagde bestemt mærke til Samanthas blik der kun sent mødte Morganas eget. Før i tiden ville hun havde taget på vej, måske endda være blevet mistænkelig! Men Amalias temmelig alternative lektion, havde åbnet Morganas øjne for de muligheder hun før havde set som umulige.

En munter latter forlod Morganas bryst "Et mere underholdende mandskab skal du hvertfald lede længe efter!" lo hjerteknuseren.

Morganas skæve smil voksede en anelse "Og du ved hvordan det er! Rygter.. er de ikke ikke altid overdrevede? Det tager mere end lidt dårligt vejr at komme af med mig" svarede hun med en skuldertrækning, men selvom hun forsøgte at nævne det, som var det ingenting, var der intet glimt i hendes øje som orderne forlod hendes mund. Morgana havde havde mærket Kiles hånd på sig, og kun Chance selv havde reddet hendes røv. Det var ikke en oplevelse der nogensinde kom til at vægte let i en pirats liv.

Morgana lagde hoved en anelse på skrå "Virkelig? Huh." det skete skibe fik nye kaptajner, men Morgana huskede halvmånens nu tidligere kaptajn som en fornuftig, og ikke mindst flot, mand. Morgana havde altid fundet det dårlig held at spørger til en afgået kaptajn, men nysgerrigheden var tydeligt.

"Jeg havde godt nok også hørt I havde Hicks ombord, så det kunne ikke gå helt galt!" Hun smilede muntert tilbage til den anden, som følelsen af at kunne høre til og gøre det snart voksede sig lidt større. Lidt nervepirrende havde det altså været at pakke alt hvad hun ejede og havde og forlade hvor hun havde boet de sidste alt for mange år for noget uvist, nyt og spændende, men også så usikkert som første gang hun tog hyre på et skib. Magelighed, det kunne ikke være andet end det og sundt at få rusket lidt op i den!

Nu var det så hendes tur til at le perlende. "En storm og flåde, men nej, det lød lidt for godt og rent til at være sandt! Og heldigvis da for det!" Hendes blik vandrede atter over den anden, som hun noterede sig den tydelige forandring i udseendet. De manglende former og stadig spor efter alt andet end gode tider. Så var hendes blik dog tilbage oppe i den andens hvor det pænest lå. Hun ville trods alt savne synet af den andens fylde til den var tilbage på knoglerne igen. Også selvom Hjerteknuser havde gjort det klart ved deres sidste møde hvor lidt hun satte pris på et beundrende blik fra en anden kvinde!

"Ay, den gamle valgte at blive på land, nu alderen ikke rigtig var med ham til flere brækkede ben!" Hun grinede let, men det var tydeligt hun havde holdt af den aldrende kaptajn. Han havde trods alt været godt oppe i årene allerede da hun var rendt på ham og han havde taget hende ombord, så aldrende var mildt sagt. "Den sidste storm før vinteren var ikke så flink ved ham eller nogen af os." Den havde også været grunden til at de havde været kajbundet gennem heleden kolde årstid.

Hjerteknuserens smil var en anelse tyndt som de talte om hvor overdrevet rygterne om hendes undergang havde været. Morgana havde nok overlevet, men hendes besætning havde ikke været så heldige.. Så igen, hvis verden troede hun havde været død, var der måske andre der havde overlevet? Hun havde ikke skænket det en tanke før... hun havde virkelig været fanget dybt i sit eget røvhul.

Hendes smil blev dog varmere igen, som Samantha fortsatte. "Ahaha! Den gamle skid fortjener sku sit otium!" klukkede hun sammen med den anden pirat. Det var altid godt at høre når det faktisk lykkedes nogle af de gamle at gå i land. Det gav håb til Morgana måske selv en dag kunne trække sig tilbage til en lille ø, hvor hun kunne blive gammel og grå alene, eller måske sammen med en særlig anden, hvis hans gamle korpus da ikke havde givet op længe inden hende!

"Så, Sam, jeg antager Kaptajnen ikke bare har bragt dig ombord for dine blide krøller?" spurgte hun

At det stadig var et ømt punkt med den gamle skude kunne ses på forandringen i den anden kvindes smil, skønt det snart efter var tilbage oppe i form og varme igen. Samantha gemte det dog i hukommelsen, før hun lod det glide med vinden ind mod land. Hun så ikke give den anden andet end ret i den næste udtalelse. Så få af dem nåede at blive gamle og endnu færre formåede at gå i land og blive der. Havet var for stærk en sirene og hvem kunne modstå en sådan ens brusendes kyster og hvirvlende vidder?

Mere alvor fandt samtalen, som Morgana tog op hvad virkelig betød noget for resten af skibet i forhold til Samantha. Denne smilede skævt og rystede så let på hovedet. "Nay, de er vist for flyvske til fast hyre!" Som hun sagde det fik vinden fat i den allerede halvt befriede del af hendes hår og trak endnu en del af krøller ud til leg. "Men det lød til I kunne bruge en navigatør med lidt ekstra fornemmelse for vejret, så her er jeg!" Hun hankede let op i vadsækken og smed den så over skulderen. "Hvordan ser det ud med sovepladser?" På de fleste skibe var der minimale kahytter til de øverste blandt mandskabet,men det var ikke helt til at sige hvor hun rangerede i forhold til det.

Morgana lo en anelse som vinden, nærmest på kommando, trak de bløde lokker ud til leg. Det var timing som det der gjorde at Morganas hjerte altid bad til Chance mere end nogen anden guddom. Der var bare ikke noget der kunne slå de små lykketræf. 
Et bestemt nik og et let tænksomt udtryk faldt over den ældre kvindes ansigt da Samantha forklarede sin grund til at være der. "Ah, giver mening! Med dit talent, min erfaring og Hicks stærke arme er der vist ingen storm vi ikke kan klare!" kommenterede hun, men igen nåde smilet ikke helt op til de brune øjne.

Ved Samanthas næste spørgmål gjorde Morgana en gestus med armen der bød Samantha følge med "De er der!" kommenterede hun og sendte den anden kvinde et skævt smil over skulderen som hun ledte den anden kvinde under dæk. "Charmerende, nærværende sovepladser, hvor du rigtig får muligheden for at lære folk at kende" fortalte Morgana som hun slog døren op til det næststørste rum på skibet, efter lasten. Her stod der køjer ned langs centeret, og hang hængekøjer i siderne. Et fælles soverum. Morgana flyttede sig så Samantha kunne komme forbi "Der er frit valg på alle hylder der ikke er belagt! Oh, og undgå køjen under Hicks. Der bor hans kat"

"Aye og storm har der været nok af for denne sæson! Lad os se om havet ikke har andet at byde på!" En tidlig vinterstorm havde blæst dem sammen før i land og en sen en af slagsen havde holdt hende fast i Tusmørkedalen, mens den blæste sig flad. Vind var godt, men den behøvede ikke komme op i storm sådan lige med det samme igen! Noget Morganas blik også talte for.
Så fulgte hun afslappet den anden af dæk og ned under, hvor dunkelheden som altid herskede selvom lamper var tændt her og der blandt, som de trådte ind i et af de større rum. "På godt og ondt." Kom det en smule tørt fra hende, før morskaben atter gled op i hendes brune øjne. Hun var trods alt startet i et sådan køjerum og havde nok godt af at komme tilbage til et igen.

Samantha lod blikket glide rundt, nikkede let til dem hvis blik hun mødte og vendte det så muntert tilbage til Morgana. "Hans kat har sin egen? Imponerende... Men så må her da stadig være plads at finde!" Hendes blik havde fundet en ledig køje forenden af rummet - endda en overkøje - som så ud til at passe hende glimrende. Hun var jo så heller ikke Krystallandet længste person, så det gjorde jo alt lidt nemmere. Med et fast og øvet sving, landede hendes vadsæk oppe i køjen og gav hende hænderne fri. "Indtaget!" Med det børstede hun hænderne af og vendte tilbage til den anden. "Noget ombord jeg ikke kan gætte hvor er vi skal se på?" Der var bare altid et eller andet.

Morgana lænede sig skævt mod karmen og ventede mens Samantha trak længere ind og så sig omkring "Ikke officielt. Der bor den hos Hicks, i hans køje. Men når han ikke er her, så ejer kræet alle køjerne!" Morganas smil blev bredt "Vi kalder den ikke Kaptajn Kat for ingenting!"

Der var selvfølgelig ingen der kaldte katten det - endnu. Men hvis man ikke kunne tage pis på de nye, også selvom de nye kun var kommet et par dage efter en selv, hvem kunne man så tage pis på?! Og Hicks ville ikke have noget imod det.. sandsynligvis. Kaptajnen var en anden sag, men Morgana tvivlede på Amalia ville tage på vej over en kat, og så længe orderne 'Kaptajn' i relation til andet end Amalia ikke forlod Morganas læber, så længe hun hørte det, så skulle det nok gå alt sammen.

Med en køje indtaget skubbede Morgana sig tilbage på benene med et skævt smil "Det er en lille skude. Jeg er sikker på du nok skal finde rundt!" lo Morgana. Det var sandt det ikke var den største skude i havnen, langt fra faktisk, men de var også en lille besætning indtil videre. "Oh, og reblænger finder du i stævnen, ikke agter. Spørg mig ikke hvorfor" der var altid noget.

"Kan de være der?" Samantha så skeptisk på køje, der så ganske standard ud i størrelse - noget Hicks ikke var! At lægge en kat til gjorde bare billedet det mere overfyldt, men på den anden side, hvem kunne ikke godt lide at lægge tæt med en varm krop? Hendes blik vendte tilbage til Morganas som denne fortsatte og trak et overrasket og muntert latterfnys fra hende. "Kunne være værre øgenavne til kræet. Vores sidste skibskat var en hævngerrig satan, der havde fundet en krog ved en trappe, hvor den kunne jage kløerne i knæhaserne når du gik ned! Han tjente en del navne på det nummer!" Heldigvis for katten havde den også talent for rottefangst, så ingen smed den overbord.

Hun sendte røret med kort op til vadsækken,før hun lænede sig let op af køjen og rystede så på hovedet. Der var bare altid et eller andet, men rebslængerne var nu ikke det værste der kunne have skiftet sted. "Der skal bare altid være et eller andet, men resten opdager vi nok med tiden." Som når hun vandrede forvildet ind et sted hun ikke burde. Det var sket før og var den bedste måde at få set alt pået skib på. "God kok? Eller skal jeg forberede mig på det værste?" Hun kunne jo lige så godt spørge.

Morgana gnækkede en smule af Samanthas spørgsmål "Jeg tror katten ligger ovenpå ham, mere end ved siden" afslørede Morgana med et sigende blik, og et lille træk på skuldrene. Det var ikke noget piraten gik op i, eller havde holdt synderlig øje med. Morgana og Hicks havde ikke ligefrem været på bedste talefod da de startede, men efter Hicks havde overværet Morgana og Amalias... træningssession, havde de knap kunne se hinanden i øjnene. Morgana viste ikke hvad hans problem var.. måske følte han sig truet?
"Lyder som et fandens lortekræ! Den må have været effektiv siden ingen smed den i en sæk og overbord!"

Det næste spørgsmål om kvaliteten af skibes kabys gav Morgana et træt udtryk i ansigtet "Desværre! Maden her er totalt intetsigende.. Men forhåbentligt finder kaptajnen en bedre kok til os snart! Hun er ikke en der lader stå til" svarede Morgana lattermildt, og med et skævt smil. Maden var ikke noget at snakke om, virkelig.

Morgana lavede en kort gestus med hånden mod Samantha, og vendte sig for at gå "Men det kommer du til at opleve selv snart nok! Find dig til rette, og så ses vi jo omkring her. Det er trods alt et lille skib" grinede hun på vejen ud.

"Det håber jeg da! Ellers ville det nok være en meget flad kat!" Hun lo, som hun rystende let på hovedet vendte sig væk fra den omtalte køje og i stedet lod blikket glide til resten. Ganske rigtig fandt hun en kat liggende og slænge sig i en af de andre køjepladser. En kat der kun lige slog med halen over de forstyrrende stemmer men ellers ignorerede dem flot. "Mere end effektiv." Hun skar en grimasse, som hun drejede sig det sidste stykke rundt og mødte den ældre pirats blik. "Ved heller ikke om det var bedre når kunne lide en. Har mere end en gang fundet en død rotte i mine støvler...Endnu en grund til ikke at tage dem af!" Fra tid til anden havde det dog været for varmt til andet om sommeren og ja, så var kræet der.

Endnu en grimasse fulgte den første ved den næste besked. "Forhåbentlig! Og så længe det er intetsigende og ikke brændt, så..." Hun lod dog ikke helt overbevist om hun kunne få det til at blive andet end en prøvelse. Mad var og blev en ting der kunne rejse børsterne på selv de mest afslappede søulke.
Så nikkede hun let. "Aye! Det lyder meget sandsynligt!" Om det så blev på skibet eller i byen måtte de se. At opleve Morgana på frit togt i en beværtning igen var nåede hun kun kunne håbe på snarligt. Så glimrende underholdning for en delende sjæl.
Hun lod blikket hvile på den andens bag, som denne forlod rummet og mærkede et skævt smil vokse frem, før hun vendte tilbage til køjen og pakkede lidt af vadsækken ud. Alt virkede til at forme sig ganske glimrende for fremtiden.