"Vent! Mira!" En stemme fangede Miras øre og hun stoppede op og vendte sig. Daniel kom løbende mod hende med noget i hånden. Hun mærkede snart sit hjerte slå et ekstra slag og fornemmede hendes kinder blusse op som altid når hun så ham. "Hvad er der?" Hun knyttede hænderne stramt bag ryggen for at skjule deres sitren og hun forsøgte at samle tankerne mens hendes brune øjne fangede hans. Han sendte hende et akavet smil og rakte hende en pung. "Du glemte denne her i butikken" Svarede han. Hun rødmede kraftigt og tog i mod pungen. Daniel kørte en hånd gennem håret mens han så på hende og hun mærkede hele sit væsen sitre let.
En høj knurren bag hende fik dog Daniel til at afbryde øjenkontakten og træde et par skridt bag ud. Han var helt bleg og rømmede sig. "Jeg må hellere... Ja.." Han pegede tilbage mod byen og bød hende ikke engang farvel før han vendte rundt og løb hjem så hurtigt hans ben kunne bære ham.

Mira knyttede hånden om pungen og sukkede tungt. "Ull - hvor mange gange skal jeg sige det. Han er ikke en fare for os. Og det er ikke frygt jeg føler!" Den store ulv der målte halvanden meter i skulder højde peb ynkeligt til hende og hun kunne ikke lade være med at grine. Hun klappede den på siden og de forsatte af den snoede landevej for at komme hjem. Ulven var stadig kun en stor hvalp og hun viste at den bare forsøgte at beskytte hende mod farer. Hun forlod sig ofte hundrede procent på ulvens tilstedeværelse og lod derfor sine tanker vandre. Solen stod højt på himlen og der var relativt skyfrit hvilket var det perfekte vejr at gå tur i.

En knurren fik hende til at stoppe op og hun så uroligt mod Ull, han var lige så stoppet og snusede i luften. "Er der nogen?" Hviskede hun og gik tættere på ham, hun lagde en hånd mod hans hals mens hun så rundt. Hun kunne intet se. ".. Hvis det er en kanin mere får du ikke aftensmad" Sagde hun drillende til ham men kunne ikke ryste følelsen af at de ikke var alene.

En ung mand spænede afsted mod den landsby der lå i nærheden. Eller, det var hvad Evangeline troede da hun så efter ham. Gad vide hvad den mand var støt ind i der kunne skræmme ham sådan? 
Det fik hendes nysgerrighed til at prikke til hende. Normalt var hun ikke en som opsøgte alt der virkede mærkeligt og nyt. Men lige nu, så var hun jo på vej den retning.. såå, hvorfor ikke tjekke det ud? 

Eftersom det var skyfrit og solen stod højt, havde hun valgt at tag turen over landskabet. Hun fløj over træernes toppe hvor hendes skygge fulgte efter under hende. Hun bevægede sig roligt ind mod stien der førte til... Ja, hvad der nu gemte sig af overraskelser. For faktisk, havde hun ikke været her før og var egentlig i tvivl om hvor hun var. Hun havde bare haft en frygtelig lyst til at tag ud og se verden. Måske ville der dukke noget nyt op omkring hendes tidligere liv? Lige som den dag hvor en mødte Kirana i Dianthos øvre by. Takket være hende viste hun nu, hvordan hendes død skyldtes. Ikke fordi det gjorde hende lykkeligere, men det lettet i det mindste trykket fra skuldrene. 

Eva var iført i en af hendes sædvanlige lange lilla kjole som flot og enkel og gik også  lidt til anklerne. hendes isblå hår var løst og dækkede det ar hun havde i hovedet...  

...Hun sænkede til sidst farten og lod sig falde stille mod jorden, fik trukket vingerne til sig, altså det der nu kunne skjules. Hun havde stadig problemer med at få dem helt ind til sig. - Hun mente godt at hun kunne gå resten af vejen, havde hverken hørt eller set andre end den mand der kom løbende tidligere og alene tid var ikke noget problem. Før hen, havde hun bemærket at der vist lå en sø tæt på, det havde hun havde i hvert fald skimtet vand oppe fra.

Mira var ved at gå videre da en skygge på jorden pludselig fór forbi i et splitsekund. Hun mærkede pulsen stige af uro og mistede snart balancen da Ull pludselig satte af. Den kæmpe og tunge ulv buldrede klundset gennem underskoven i retningen af hvor skyggen havde været på vej hen. ”Ull!” Råbte Mira og samlede op i skørterne for at løbe efter ham.

Hun havde dog ikke nær så nemt ved at bevæge sig gennem skoven som ulven. En del af hende var urolig for hvad Ull mon havde opfanget, men inderst inde var hun mere bekymret for hvad der ville ske når han stoppede. Ull var ikke specielt elegant og var alt for legesyg så han kunne enten have glemt alt om truslen og forsøge at lege, eller han ville være i fuld forsvar og det kunne også være pænt skræmmende.

Hun hørte hans tunge trin stoppe og gispede efter vejret. Hun væltede frem gennem en busk og stoppede op mens hun hev efter vejret. Ull stod med børsterne rejst og blottede tænder mens han knurrede vredt af en skikkelse nogle meter foran ham. Skikkelsen var meget smuk, og havde noget meget karakteristisk farvet hår – det var helt sikkert det der gjorde Ull så oprørt. Alt uden for normen gjorde ham urolig. ”Ull! STOP!” Mira kastede sig frem og stillede sig foran ulven, mellem ham og skikkelsen. ”Stop…” Hun gispede stadig efter løbeturen og hendes simple bonde kjole var rodet og hullet efter at være blevet fanget af nogle grene.

Hun så mod skikkelsen med et uroligt blik. Det var en smuk kvinde med noget der lignede vinger på ryggen? Mira havde aldrig mødt en engel og hun var usikker på hvorvidt kvinden var fredelig. Hun rømmede sig og vendte ryggen helt til Ull. ”Undskyld hvis han forskrækkede dig.. Han er ikke… Ehm..” Hun grinede da Ull slikkede hende i øret for at forsikre sig om at hun var uskadt.

Hendes skygge der svævede hen over jorden som afslørede hendes store vinger, fik en ulv til at sætte af efter den. Hun havde intet set eller hørt, ikke før hun lod fødderne ramme jorden med et næsten lydløst bump. Det varede ikke længe før det gik op for hende at hun var blevet forfulgt. 
Hun hørte en der råbte og tunge løbende skridt nærme sig. Hun viste ikke hvad eller hvem det var. Men en knurren fik hendes mave til at trække sig sammen af nervøsitet... Et rovdyr!.. Det var ikke lige det hun havde forventet at der skulle være her omkring. Med ryggen til ulven, knugede hun fingrene sammen med armende ned langs siden. Kunne mærke dyrets stirren i nakken som var ild der berørte hendes lyse hud. 
Eva vente sig rundt og så ulven lige ind i øjnene. Det førte til at hun af ren forskrækkelse sendte sin magiske evne mod ulven. En evne der gjorde at ulven kunne blive lammet på stedet. Ikke noget farligt, men den ville være ude af stand til at rør sig. 

Eva så overraskende op i det en kvinde væltede frem gennem busken. Busken voksede et kort stykke bagved ulven og et lidt længere stykke foran hende. Eva så igen, overraskende på kvinden der forsøgte at få vejret. Havde hun også løbet efter hende? Eva lagde hovedet på sned og rynkede brynene en smule. Hun så tænksom ud. Kvindens tøj virkede lettere ødelagt, ikke voldsomt. Men nok til at hullerne kunne ses. Var det turen gennem krattet?... hmm, Sikke en skam. 

Kvinden snakkede til ulven. Så hun kendte altså denne smukke skabning? For smuk, det var den. Hun valgte dog at stille sig foran ulven som havde navnet Ull. Lidt af et besynderligt navn. - Eva smilede kun en smule da kvinden kom med en undskyldning.. "Det ikke så tit man ser mennesker og ulve være tætte venner." Hun åbnede fingrene igen, de var ikke længere knyttede. Hun virkede nu lidt mere afslappet.  

Mira så nysgerrigt på kvinden foran sig. Ull pev uroligt til hende da han blev løst fra Englens magi og hun klappede ham på halsen. Den enorme ulv skubbede til hendes kind med snuden mens den så varsomt på den kønne engel.
Som person var Mira meget åben og meget nysgerrig, og det kunne man også godt fornemme på hendes blik på kvinden. ”Undskyld, jeg vil ikke stirre – jeg har bare aldrig set en Engel før. Det er det du er ikke?” Hun nikkede mod kvindens vinger og et bredt smil bredte sig på hendes læber. Kvindens ord om ulven fik Mira til at række op og klø Ull bag øret.

”Jeg har haft ham siden han kom til verden. Som du kan se gør hans størrelse det lidt svært at lade ham gå frit så han har været min bedste ven lige siden..” Hun undlod at nævne deres mentale link da det sikkert bare ville kede kvinden og det ønskede hun bestemt heller ikke. Den tons tunge ulv pustede ud og gabte stort. ”Han er stadig kun en teenager. Hans mor var over to meter i ryg højde, Ull er kun godt halvanden” Mira så mod englen og bed sig i læben – folk var som regel ret bange for Ulls massive størrelse men det lod ikke til at påvirke kvinden.

"Beklager, det var ikke fordi jeg ville gøre din ulv ondt." Sagde hun undskyldende og hentydede til lammelsen. "Jeg blev blot forskrækket, troede den var vild." Eva gik lidt rundt og studerede jorden omkring dem, blot for at se hvad der ellers voksede omkring dem. Hun kunne mærke kvindens stirren i nakken, så hun valgte at se op og mødte hende nysgerrige blik. Da kvinden spurte ind til hvad hun var, forsvandt det lette smil fra hendes ansigt til en trist mine.
  Men det forsvandt hurtigt igen da hun ikke vil vise sin svage side. Om kvinden så nåede at bemærke det, var blot et håb om at det lykkes Eva at ændre udtrykket i tide. "Jo det er jeg." Erkende hun "Iseri mentet jeg fortjente en chance til, men spørgsmålet er, til hvilken formål... jeg kan intet huske fra det tidligere liv." Sagde hun opgivende. Efter kvinden nævnte sit forhold til ulven smilte hun varmt. "Hvor dejligt. Men han er da noget af en størrelse, i forhold til andre ulve" Eva betragtede ulven kort før hun vente opmærksomheden mod kvinden igen da hun nævnte ulvens mor. Hun spærrede overraskende øjnene op. To meter! Vildt. 
"Det ligger vist til sjældentheder?" Nævnte hun spørgende. Efter som det ikke var en størrelse hun støtte på til hverdag. 

"Forresten, navnet er Evangeline, jeg har vist ikke præsenteret mig" Hun følte at hun ikke længere behøvede at være bange for denne smukke ulv. Og kvinden virkede faktisk sød. 

Mira smilede lidt og skævede til Ull. ”Jeg tror han har det fint – han kan godt være lidt skræmmende” Svarede hun da englen undskyldte. Hun ønskede ikke Ull eller andre ondt, men hun viste godt at folk forsvarede sig hvis de følte sig truede og selvfølgelig ville de føle sig truede hvis der kom en halvanden meter høj ulv tonsende.

Mira bemærkede det triste udtryk englen bar og undrede sig – så meget havde Ull vel heller ikke skræmt hende? Nej det måtte være noget andet der tyngede det smukke væsen. Men for nu valgte hun at holde tand for tunge selvom at hendes nysgerrighed var ved at stikke af med hende, det var ikke høfligt at udspørge folk, specielt ikke nogle man lige havde mødt! Dog forklarede Englens næste ord situationen lidt.

”Det må være svært.. Og ensomt” Hun trådte et par skridt nærmere Englen og smilede medfølende. ”Hvor længe siden er det du kom igen?” Hun ønskede ikke at snage men hun ville gerne hjælpe kvinden hvis det hjalp at snakke om det.

Mira grinede lidt ved kvindens konklusion og nikkede. ”Ja hans mor blev ramt af en besværgelse, som også påvirkede ham” Sagde hun så og smilede da Ull strakte sig og begyndte at snuse rundt i skovbunden i kedsomhed.
”Jeg hedder Mira – og som du nok har regnet ud er dette Ull” Hun lavede en gestus mod ulven. ”Vi bor ikke så langt her fra hvis du har brug for et hvil eller andet?” Hun viste ikke helt hvordan Engle fungerede men hun havde det dårligt med at gå fra kvinden når hun var trist.

Det fleste planter der voksede her, var ikke noget hun kunne bruge som lægemiddel. I hvert fald ikke her, måske nede omkring eller i nærheden af sø'en? Hun kunne godt bruge nogle flere Avanyas Hyld, selvom hun godt viste, at man nok skulle bevæge sig i den centrale krystalland. Men man kunne være heldig. 
Hun havde i denne måned, haft travlt på arbejdet, der var mange der, sjovt nok, var kommet til skade på en eller flere steder, og det havde gjort at nogen af patienterne var nød til at vente udenfor... "Det håber jeg" svarede hun med et let smil og kiggede roligt mod Ull der var ved pigens side. 

"Ja... Det ikke altid lige nemt at være mig, men trods alt har jeg fundet noget svar der ude." Det kunne hun takke Kirana for. En kvinde hun altid ville huske og takke. "Jeg har været her siden år 2015 - føler dog det er længere tid siden" indrømmede hun og så i kort tid, lidt tænksom ud. Hun løftede dog øjenbrynene da pigen forklarede hvad der skyldes Ull størrelse. Ulven fjernede sig fra pigens side for at gå lidt rundt. "Men, det gør ham jo unik" nævnte hun og beundrede den smukke ulv. Eva smilede og nikkede da hun præsenterede sig. "Jah, det er bemærket" sagde hun med et skævt smil. "Navnet er Evangeline, men kald mig bare Eva, hvis du føler det er nemmere." Da pigen tilbød hende at at dele tag med hende fik det hende til at ligge hånden på hjertet. "Mange tak." Selvom hun ikke længere sov som de almindelige væsner og mennesker her i landet så nævnte hun det ikke, men var bare taknemlig for at der fandtes mennesker med hjertet på rette sted. Hun mødte mange mennesker og væsner som havde en lav personlighed. Hun fik ofte beskidte tilråb og blikke på grund af hendes vinger, som ikke kunne trækkes helt ind og det gjorde det så en anelse spøjst ud.  

"Jeg havde i planerne at gå længere ned at stien her, I er velkommen til at følge med" Nævnte hun og nikkede med hovedet i retningen af den sti hun stod ved, hvor hun vente sig rundt og satte sig i bevægelse i et roligt tempo.   

Mira smilede ved kvindens præsentation. Evangeline – det var et meget smukt navn og meget passende til en engel. Hun kunne ikke læse kvindens tanker og stod lidt tid usikker på om hun ville tage i mod tilbuddet eller ej. Da kvinden høfligt afslog men inviterede dem med videre ned af stien skævede Mira til Ull. Hendes nysgerrighed brændte i hende men hun var ikke sikker på om det var smart at gå for langt fra vejen med det store dyr – hvad hvis han så en hjort eller noget andet og fór af sted igen? Men så igen, det kunne jo også ske oppe fra den store vej, det havde hun jo selv lige set.
”Jo tak hvis ikke det genere dig?” Egentlig var det lidt den forkerte retning for Mira og Ull men Mira var nysgerrig på at lære kvinden bedre at kende. Det hele var så spændende og hun havde virkelig svært ved at holde tand for tunge med alle sine spørgsmål og kommentarer.

Hun klappede på sit lår og fløjtede lavt. Ull luntede over til dem og fulgte dem mens de gik med kvinden ned af stien. ”Er det noget specifikt du leder efter?” Spurgte Mira og skubbede en rød krøllet tot om bag øret igen. Der måtte være en årsag til at kvinden ville ned af denne sti og hvis Mira kunne hjælpe hende ville hun hellere end gerne sætte lidt tid af til det.

Selvom Evangeline var en ensom kvinde og kunne være lidt af en enspænder til tider, holde hun nu også af at møde nye mennesker, især når ensomheden blev for slem. Det var kun i starten af hendes levetid som engel, der gik hun meget for sig selv, så ikke rigtig på folk, hverken når de hilste eller blot gik forbi. Dengang havde hun jo heller ikke det job som hun havde nu. At harbejde med mennesker og racer, det styrkede hendes selvtillid og troen på andre mennesker. 

Mira og Ull valgte at følge hende ned ad stien. Det gik ned ad bakke men dog ikke så voldsomt, men nok til at man ubevist lænede overkroppen en lillesmule tilbage for ikke at vælde forover. "Det genere mig bestemt ikke." tilføjede hun til hendes spørgsmål. Hun sendte pigen et let smil. 

Skoven lå stille hen. Varmt var det, men ikke så meget at det ikke var til at opholde sig i skoven. Dog var det måske ikke det sted man skulle besøge, hvis man ønskede selskab, i hvert fald ikke i dag. Hun kende ikke skoven nok til at vide om der ofte kom folk gående igennem, eller dette sted mest lå stille hen... 

"Så du bor altså her i nærheden?" Spurte hun nysgerrigt - bare for at få det bekræftet og dræbe den stilhed der fulde dem. Hun vendte sin opmærksomhed mod Mira. Hun virkede selv nysgerrig. Og sød var hun da, ingen tvivl om det. "Jeg så forresten en ung fyr kom spænende i den retning" Tilføjede hun og pegede i den modsatte regning, der hvor hun selv var kommet fra. "Kunne forstille mig, om det kunne være Ull der havde skræmt ham væk? For han virkede til at have travlt med at komme væk." Eva sendte Ull et roligt og kærligt blik, selvom han ikke lige så på hende. Men han virkede til at havde accepteret hendes tilstedeværelse. 

"Jeg leder faktisk efter en blomst ved navnet Avanyas Hyld" Sagde hun til svar på Miras spøgsmål. "Jeg arbejde i heldbredshuset, i denne måned har vi brug for denne plante og vi har ikke sået nok til vi kan hele alle vores patienter." ... " Det heldigvis ikke noget vi har oplevet før, så det sker forhåbentlig ikke igen i sådan voldsom grad." Det håbede hun i hvert fald på.  
  
// håber jeg har fået det hele med, hvis der mangler noget der skulle være i dit svar, så sig endelig til, noget af det er skrevet fra mobilen.// 

Mira havde enormt svært ved ikke at stirre på kvindens vinger mens hun gik. Det var dybt fascinerende at et væsen kunne flyve og have så smukke vinger – men samtidig ligne et menneske som Mira selv. Mira havde tit drømt om at være andet end menneske, at kunne noget særligt, men hun var bare kedelig. Ull gjorde det hele lidt sjovere og han var god til at aflede hendes tanker, men nu hvor hun så den smukke kvinde følte hun sig alligevel en smule misundelig – men det satte hun ikke ord på.

”Ja jeg bor med min far og bror et par mil mod vest” Svarede hun og smilede til kvinden da hun spurgte. Evangelines næste ord fik hende til at rødme kraftigt og hun så ned på sine hænder. ”Jah.. Ull reagere voldsomt på mine følelser og nogle af dem forstår han ikke.. Som… Når jeg ser Daniel..” Hun rømmede sig og skævede til Ull der havde travlt med noget andet og ikke var opmærksom lige nu. Hun kunne høre hans tunge skridt i skoven og lyden var beroligende for hende.

”Avanyas Hyld..” Gentog Mira og forsøgte at erindre hvordan den var skitseret i den bog hendes far havde givet hende for at hun kunne lære om hvilke ting der kunne spises og hvilke der ikke kunne. Mira viste ikke noget om planter ellers, men hun havde haft en uheldig episode der havde fået hendes far til at insistere på at hun lærte lidt om det.
”Virkelig? Jeg kan forstille mig der kommer masser af racer og folk” Mira kunne ikke skjule nysgerrigheden i hendes stemme lige meget hvor meget hun ville have forsøgt. Hun havde aldrig været i helbredelseshuset, eller i nærheden af det og det lød som et meget spændende erhverv.

”Sår i selv alle planterne?” spurgte hun nysgerrigt, og hun overvejede om hun skulle forslå sin far at begynde at så lægende planter i stedet for bare føde.



//Beklager ventetiden, min krea har været totalt død.

Det var ikke nyt angående folks nysgerrighed omkring hende, nu hvor hun ikke længere var et almindelig menneske. Dog viste hun ikke hvor kendt hun havde været i sit tidligere liv, men det var hun sikkert ikke. Hun var nu engel og var blevet det for knap 3 år siden, hun var dog ikke helt sikker da hun ikke havde tal på det.
Eva tænkte dog ikke meget over det, det med at være engel og for hende var det helt normalt og der fandtes da en del engle efterhånden, eller sådan da. Hun havde dog ikke tal på hvor mange, men viste dog at der var flest mennesker af de væsner der nu vandrede rundt i landet. Det ville også være en skam hvis der ikke var det. Det var vist dem der var her først?

Eva var rolig af sind, uden tegn på glæde eller sorg. Hun bemærkede godt nok Miras nysgerrige blik og kunne nærmest mærke det i nakken, men det gjorde nu ikke noget. Hun kunne forstille sig at hendes vinger fascinerede hende og det var der ikke noget at sige til. For Eva selv, var vingerne noget hun var glades for når hun så på sig selv. "Lyder alligevel skønt... Men, hvor gammel er du, hvis jeg må have lov at spørge? … Altså i mine øjne, kunne du sagtens ligne en som var gammel nok til at finde dit eget sted." Evangeline var blot nysgerrig for hun huskede ikke selv hendes tid som menneske "beklager, der er ikke for at blande mig" tilføjede hun lidt efter "Jeg er blot lettere nysgerrig" hun var stadig i bevægelse ned ad stien som blev smallere og smallere jo længere de gik. Stien ende med at forsvinde så der kun var skovbund af græs, mos og knækkede kvister og grene. 
Eva standsede da Mira nævnte omkring hendes følelser og hvordan Ull reagerede på det. Der kom et muntert smil frem da hun så hendes rødmen i kinderne. "Nu bliver jeg jo nysgerrig!
De romantiske øjeblikke var ikke noget hun havde prøvet i sin tid som engel. Derfor ønskede hun at vide mere, det var alt for spændende. Men det lagde hun ikke ord på.

"Ja. Nogen dage er der mange og så der dage hvor der slet ikke kommer nogen." Som svar på hendes spørgsmål  "men lige i denne måned er der åbenbart mange syge, og jo, vi sår planterne selv. Vi har vores egen lille have som vi høster fra." Evangeline var god til det med at huske ansigter på sine patienter og hvis hun havde ret, så havde hun ikke set denne kvinde før.

Mira smilede og flyttede blikket fra planterne i skoven omkring dem til Eva igen. ”Jeg er 24” Svarede hun. Hun overvejede kort om hun skulle stille Eva samme spørgsmål – havde Engle en alder? Var de fanget i den alder de var opstået i, eller talte de alder fra den dag de opstod? Mira forsøgte at holde tand for tunge igen men det var ikke nemt med nysgerrigheden der brændte i hende. ”Hvad med dig? Hvordan tæller engle alder?” Hun kunne ikke lade være med at spørge.
”Jah. Det er jeg som sådan også, men far har brug for hjælp på gården. Hvis jeg en dag finder en mand så vil jeg også hellere have mit eget men tror ikke Ull vil tillade det” Det sidste var sagt med et skævt grin på læben.

”Du må endelig spørge, jeg er selv alt for nysgerrig” Hendes ord var efterfulgt af en kort latter og hun rødmede igen da englen vendte sine kønne øjne mod hende. ”Ull.. Ull kan mærke mine følelser, og jeg kan mærke hans. Men dyr opfanger jo ikke vores følelser på samme måde, så det at jeg… er lidt… forelsket.. i en, forstår han ikke og så tror han det er noget jeg skal reddes fra..” Hun bed sig i læben, hun havde ikke nævnt sit crush på Daniel for andre end denne fremmede engel, men der havde heller ikke været nogle der havde spurgt.

”Spændende.. Jeg håber jeg kommer til at se det en dag! Altså… Jeg håber ikke jeg bliver syg eller nogle jeg kender gør, det lyder bare spændende” Hun bed tænderne sammen, hvorfor skulle hun altid snakke så meget? Hun fik altid kludret rundt i ordene, hvilket hun syntes var flovt.
En knurren fra hendes højre side fik hende til at vende opmærksomheden mod Ull. Han stod med rejste børster og stirrede ned i et hul i jorden. ”Ull?” Hun gik hen til ham og så at han havde fundet en rævehule. ”Ull.. Den er mindre end hvad du spiser til frokost.. Den tør ikke gøre os noget..” Hendes stemme var lettere opgivende men hendes øjne funklede af en skjult latter.

"24, skøn alder og stadig ung." Svarede hun med et skævt smil på læben som hun sendte til Mira. Eva, kunne mærke længslen efter at være menneske igen, følelsen af at være i live, følelsen at være sulten. Hun havde faktisk glemt hvordan det var at være sulten og det mindede hende om, at det var meget! Længe siden hun faktisk havde nydt et måltid.  
   Da Mira pænt spurte ind til hendes alder, gik tankerne i gang. For det var egentlig et godt spørgsmål faktisk, ikke noget hun havde tænkt over overhovedet. "Tjaaa, du er den første der faktisk spørg og har aldrig rigtig tænkt over det, men jeg kan huske..." Hun blev tavs og så meget koncentreret ud og ubevist var hun stoppet sin gang. "... Jeg kan huske... At da jeg vågnede op i templet i Dianthos, var det eneste jeg kunne erindre var, at jeg var 25 da jeg døde." Hun så ned af sig selv og erkende, at denne krop var hun fanget i og skulle se sådan ud i mange, mange år fremover. For hun ældes ikke og ville ikke dø af alderdom. Den eneste måde hun kunne dø på var, at en eller anden sindssyg mand eller kvinde fik slået hende ihjel. Hun skubbede hurtigt tankerne væk fra dengang hun ønskede at nogen ville tag hendes liv og havde overvejet hvordan hun kunne gøre det selv, men de tanker havde hun ikke mere, selvom hun stadig havde dage hvor altid bare er et helved. "Altså rundt regnet, så ville jeg være... 28" det sidste fik hun sagt i en langsom tone, eftersom hun skulle vurdere hvor længe hun havde være engel.  "Oh, det skal siges at når man skal regne en engels alder ud, så skal man tag den alder før sin død, og det antal år som har været engel." Eva bemærkede hun var standset og valgte at forsætte sin gang.

"Hvis du finder en mand?..." Sagde hun med en spørgende tone, da Mira nævnte det med gården. "Arrgh, det er mere. Når du finder en mand" Eva puffede kærligt til Mira med skuldrene, da de stadig gik side om side. Eva slog blikket ned på Ull, da hun nævnte at han ikke var så forstående overfor de følelser af kærlighed hun spredte. Eva bemærkede hendes rødmen, det var sødt. "Mon ikke der er en måde han kan lære ham det på? Ellers bliver det da svært for dig." - Det gik så småt op for hende, hvor godt hun synes om Mira. Hun havde aldrig rigtig snakket med nogen, hvor hun rent faktisk følte en glæde ved at være sammen med personen.  

"Syg, nej det ville jeg da heller ikke håbe for dig, ellers skal du vide at du eller dem du kender ville være i trykke hænder hos os." Sagde hun til hendes svar omkring helbredshuset. "Men alle er velkommende, også selvom man ikke er syg eller er kommet til skade. - Vi har en skøn natur omring os." Tilføjede hun til sidst.
- Eva havde også bemærket Ull's knurren og havde vent opmærksomheden mod ulven som Mira også havde. Eva fik et skævt smil frem da hun så ulven stirre ned i et hul med rejste børster. Han var uden tvivl en god vagt ulv, men måske også lidt for meget?  


//Evangeline har nu været engel i 4 år, men eftersom tråden er fra 18 - så tænkte jeg at 3 år måtte gælde?//  

Mira smilede let og lyttede opmærksomt til kvindens beretning mens hun stirrede på hende med sine store nøddebrune øjne. Hun havde aldrig spekuleret på at man kunne erindre noget efter man døde og genopstod, at der ville være minder fra det tidligere liv. Men englens alder kom alligevel lidt bag på hende – hun havde forventet et helt fuldkommen vanvittigt svar som måske flere tusinde år. Det var dog ikke tilfældet og Mira kunne slet ikke skjule den nysgerrige mine på hendes ansigt.
”Du siger du kunne erindre at du havde været 25? Kan man erindre meget fra sit tidligere liv? Er det den samme krop man vågner op i?” Mira forstillede sig lidt at man døde og vågnede op med vinger og glorie. Men det var nok slet ikke sådan at det fungerede.

Mira rødmede og grinede lidt før hun skævede til Ull der ikke forstod pigernes samtale eller Miras reaktionsmønster. Den tøsede latter og de røde kinder resonerede ikke med noget i hans natur og han lagde forvirret hovedet på skrå mens han så fra den ene til den anden. Han blev dog hurtigt enig med sig selv om at der var mere spændende ting at undersøge og stak snuden i jorden igen mens han af og til løftede hovedet og lyttede efter noget specifikt.
”Jeg frygter det bliver svært ja – Ull er vant til at være en del af mit liv konstant, men hvis.. Når… jeg finder en mand, vil der jo være ting han ikke er en del af og han ikke forstår.” Sagde hun og så mod det store væsen der rumsterede rundt med snuden i underskoven optaget af rævehulen han havde fundet.

”Nu må vi se – jeg vil bare gerne se alt!” Sagde hun med iver i sin stemme og så mod Evangeline med et smil. ”Har du set nogle af de planter du skulle bruge?” Spurgte hun og grinede lidt da Ull stak snuden i hendes ører og puffede til hende.

/Afsluttet