Der var gået et par uger siden at den skøre kvinde havde fået bidt James i skulderen. Han havde ingen ide om hvorfor hjun havde gjort det, okey han havde måske selv bedt lidt om det. Det var dog ingen undskyldning for at bide en, man kunne da have brugt næverne eller noget helt andet. Godt nok havde James sin Audiokinese og havde haft ørerne ude hele tiden, men noget havde forstyrret ham den aften, og han havde lagt alt skylden på det hul i hovedet han havde fået.
Det havde endnu ikke været fuldmåne, og alligevel havde James kunne mærke noget forandret inde i ham, han kunne bare ikke lige forklare hvad det var. Han vendte blikket op imod luften og snusede ind af. Han havde helt klart fået en bedre lugtesans, nu kunne han lige frem lugte sig frem til noget mad.
Mens han bevægede sig frem imod... Ja han vidste faktisk ikke hvor han var henne eller hvor han var på vej hen. Det eneste han vidste var det vandfald han stod overfor. Ikke engang det havde han sådan rigtig lagt mærke til. Det virkede bare så mærkeligt og underligt det hele, det havde været de meste mærkeligeste uger, og nu kunne han sikkert se frem til endnu mere. Hvad havde der været med det bid?! Han satte sig ned langs floden der løb og stak fødderne i vandet. Han havde selv ændret sit udseende siden sidst. Han var helt stoppet med at lede efter Jocelyn igen, det havde alligevel kun været en engangs fornøjelse. Så hvorfor beholde sit knald røde hår? Forandringer var en fryd, det var det man sagde, han var dog ikke sikker på at det var den helt rigtige fryd for øjet det han havde gang i.

Det var hans egen skyld. Han havde gjort hende så ovenud rasende! Trykket på alle de rigtige knapper og fået ilden til at blusset for højt i hendes indre. Det havde slået klik, i tagt med at fuldmånen den nat havde overrasket hende. Hun skulle være gået videre lang tid før. Hun vidste hun havde bidt ham, og var imponeret over at hun ikke havde slået ham ihjel. Forvandlingen havde ikke været fuld da hun sprang på ham, og dermed ikke lige så vanvittig farlig. I sin ulveform ville hun kunne flå ham fra hinanden. Hun havde lyst til at sige han havde fortjent det. Men det vidste hun godt ikke var sandt.

Så da hans lugt var vendt tilbage til hendes følsomme næsebor, havde hun valgt at tage ud og lede. Han var en idiot, en virkelig dum idiot der havde pirret den forkerte, men han fortjente at vide hvad der foregik. Overlevede man bidet, måtte man tage forbandelsen med. En hun havde givet ham og valgte at tage ansvar for. I hvert fald hvis han var villig til at droppe sin provokerende udtalelser og lytte engang.

Hun vandrede gennem landet langt mere lydløst og vant end en fremmed ville, og fandt hurtigt frem til hvor hans lugt var mest intens. Vandfaldet. Hun holdte sin forsvarlige afstand, og blev for en stund forvirret. Han så forandret ud. Hun vidste det var ham. Lugten kunne ikke lyve. Alles var forskellige og hun glemte aldrig en hun havde været i kontakt med. Men hun tog ikke kontakt med det samme, stod blot blandt nogle træer og kiggede på ham. Svagt irriteret ved genkaldelsen af deres sidste samtale.

James var lige ved at brække sig over duften af rådent kød inde fra skoven af. Der var helt klart død over dette her sted. Nok ikke lige så meget som der var inde i byen, men her ude.... Puha.. Det var det eneste der kom over ham, lige indtil han kunne lugte noget andet. En.. Ja hvad var det egentlig? Han kunne ikke helt bestemme hvad det var, han havde ikke haft denne duft i sine næseboer før. Nu hang den bare i luften på ham, og det var endnu værre. Hvorfor skulle han overhovedet have sådan en god lugtesans lige pludselig! Han tog fat i en sten der lå ved flodens bred og kastede den ned i vandet med et "AAAARGH!" Han hørte plasket fra stenen og holdte blikket fast på stenen hvor den var blevet kastet. Vand ringene der stoppede lidt efter lidt, og stenen der sank længere og længere ned imod bunden.

"Hvad er det der er sket med mig?! Åndsvage kvinde menneske!" sagde han højt og havde lyst til at slå på en eller anden. Han rakte sin hånd op til højre skulder og mærkede hvor bidet havde været. Han var næsten helet, men det gjorde stadig forbandet ondt! Han var bare glad for at han ikke skulle ud i nogen magt kamp, for så var havde han ikke en chance med denne skulder. Han lod sine audiokinise få frit løb for omverden. Han kunne høre alt hvad der forgik omkring ham, alligevel havde han ikke hørt Miranda da hun ankom.

Hans rassende udbrud kom ikke det mindste bag på hende. Han havde mange ting han var nødt til at acceptere kom til at ske. Noget der ikke kunne vendes om og helbredes nu. Han havde fået den forbandelse hun bar i kroppen, og det var egentlig ikke nogen skæbne hun ønskede for nogen. Men på mange punkter, havde han selv været skyld i den vej det var gået. Hun fnyste let, lagde armene over kors og himlede med øjnende. At blive kaldt et åndsvagt kvindemenneske, var ikke ligefrem hyggeligt. Miranda var i hvert fald ganske sikker på at det var hende han mente. Hvem ellers kunne få den fine tiltale ud fra hvad der skete.

Hun trådte frem fra skovens kant, holdte stadig en solid afstand. Ikke fordi hun var bange for ham, men fordi hun ikke ønskede at fremstå faretruende. Hun var her ikke for at angribe ham. "Du har betalt prisen for at være et provokerende menneske" knurrede hun lavmælt. Stadig sur over hans måde at tiltale hende på dengang de havde mødt hinanden. "Selvom du ikke har fortjent det" tilføjede hun i en lavmæld brummen og fandt hen til et klippestykke ved vandfaldet hun kunne læne sig op af. "Din krop er ved at vende sig til at månen snart kommer."

James kunne ikke lade vær med at ærge sig over hvordan det hele havde udviklet sig, han var vred, irriteret og ikke mindst møg hamrende ked af det. Han havde aldrig blevet skadet, og slet ikke sådan som han var blevet skadet. Sidste gang han var skadet var da dragerne var kommet til Krystallandet. Det sagde bare lidt om hvor meget han egentlig var i kamp og egentlig bare var en enspænder.
En stemme lød og det var en velkendt en. Han vendte blikket op og kiggede over imod stemmen for at få solen næsten lige i hovedet. Han satte en hånd op på panden for at skygge så han kunne se hvem det var.... Selvfølgelig var det HENDE! Her kommer hun og siger at HAN var provokerende, det var han da på ingen måde! Okey han havde måske været lidt provokerende, men det var ikke noget han havde gjort med vilje. Hun havde da svaret igen af samme skuffe, så hun måtte da have været lige så provokerende som ham!

"Prisen... Prisen for at være provokerende huh?" mumlede han mest for sig selv. "Hvilken pris snakker du om, og hvorfor var jeg provokerende, det var jo ikke fordi du selv var det vel?" han kunne ikke lade vær med at være som han var, det havde bare været for meget det hele. Hendes stemme lød i hans øregang igen og han fnøs kort *Selvfølgelig har jeg ikke fortjent det din idiot!* han blev mere og mere anspændt og knyttede sin ene hånd. Argh hvor var det hele bare noget rigtig lort! "Vende sig til månen? Ja tak jeg ved godt hvordan min krop reagere på en måne, det er ikke noget nyt at alle spøgelserne er nemmere at se..." det sidste mumlede han mest for sig selv, og var egentlig ikke sikker på om hun kunne høre det eller ej.

Faktum var, ganske simpelt fra hendes side, at han havde vovet sig ind på hendes territorium, og ikke havde udvidst nogen respekt. På den front var hun heller ikke perfekt, men det var dyr ikke når deres områder var truet. Hun havde en flok og en unge at tage sig af. Ikke alle og enhver skulle få lov at få adgang. Og når manden så bevidst forsøgte at gøre alt hvad der stod i hans magt for at være provokerende tilbage, gik det gat. Miranda var faldet meget til ro over årene, men hendes temperament var stadig farligt. Kunne varmes op til et punkt hvor hun eksploderede og ville hive vrede ned over hovedet på enhver som var i vejen.

Hun blinkede et par gange, men svarede som sådan ikke på hans spørgsmål. Hans tilføjelse om at han ikke var mere provokerende end hun selv var, fik hende igen til at himle tungt med øjnende og brumme. En brummende lyd der let kunne sammenlignes med en utilfreds bjørn. "Dette er mit territorium.. Din situationsfornemmelse blev dit problem" hun regnede ikke med at hun som sådan kunne tale fornuft til ham. Han virkede ikke interesseret.
Et øjenbryn skød ganske let op, som han begyndte at tale om spøgelser ved fuldmåne. Rablende mandsling. Hun blinkede et par gange og rystede opgivende på hovedet. "Det kan godt være det er noget du ser.. eller tror du ser." svarede hun, uden helt at kunne slippe tonen der afslørede at hun ikke troede på ham. "Men for nu af, hvis du overleve, må du lærer at du mister alt kontrol, bliver en frodende monster som ville dræbe enhver på sin vej. Du bliver en varulv" i det mindste fik han en introduktion til hvad der ville ske. Så heldig havde hun ikke været selv da hun blev bidt som kun en sekstenårig pige.

Nok havde James bevæget sig ind på et territorium men hvor skulle han vide fra at det var ejet, og af hvem? For ikke at nævne alle havde vel et territorium af den ene eller den anden grad. Et hjem var vel også et slags territorium. Det var vel kun et spørgsmål om hvad man betragtede som et territorium. Lige nu ville han ikke engang snakke om det at have et territorium. Det var simpelthen for langt ude og det var slet ikke det som det handlede om dette her! Det handlede om at han var blevet noget han ikke engang anede hvad var! For slet ikke at nævne at han kunne mærke en forskel i sig selv. Det var noget hun havde gjort, og det var noget som hun kunne gøre noget ved! Om hun så skulle bide ham igen for at få det væk så måtte hun jo gøre det. Ja han var måske en smule naiv, men han ville gøre hvad som helst bare for at være lidt normal, selvom han aldrig blev det.

"Dit territorium? Du kan ikke bare sætte dig på et sted og så tro at alle andre skal forsvinde, det var jo ikke et hus jeg var i! Desuden så havde min situationsfornemmelse ikke noget med det her at gøre!" han kunne mærke hvordan vreden steg op i ham og hvordan han knyttede sine hænder mere og mere. Han kunne mærke neglene borre sig ind i huden på ham men han var helt lige glad. Dette førte kun et sted hen som det så ud lige nu, og det var kamp!
"Jeg ved hvad jeg kan se! mumlede han for sig selv i arrigskab og kiggede væk fra hende. Han orkede simpelthen ikke at se hendes ansigt, eller i det hele taget lugte hende. Hun lugtede som.. Ja som et eller andet han ikke lige kunne genkende AD! "Jeg har fuld kontrol over.... Hov vent hvad? En Varulv?! Sig mig en gang hvad har du gjort ved mig?!" kom det stadig arrigt fra ham og rejste sig op for at bevæge sig tættere på hende.

Miranda himlede med øjnende af ham. Nej, selvfølgelig forstod han det ikke. Hun havde jo heller ikke forklaret ham 117 gange at det var hendes territorium, at hun boede her med en flok og at han skulle forklare hvad han ønskede der, eller forsvinde. Hun havde beskyttet sit folk, og det faktum at han havde været ligeglad og mere fokuseret på at lege med ilden, var hans egen skyld. At han ikke fortjente at blive bidt var mere en principsag. Ikke så meget at det var ham. "Jeg sagde det flere gange. Jeg forklarede dig, at hvis du var af ond mening, skulle du forsvinde. Jeg forklarede at jeg bor i området med en flok. Noget du burde havde taget til overvejelse inden du fortsatte med at sætte dit liv på spil" knurrede hun med armene over kors. Hun var ligeglad med hvorfor han havde gjort som han havde. Han var selv skyld i det der skete.

"Jeg. Bed. Dig" forklarede hun igen, provokerende langsomt, siden han ikke syntes at høre helt efter. Hun flyttede sig ikke fra sin placering, men slap ikke hans blik. Det var som om at hun blev breddere og mere faretruende af at fastholde hans blik. Noget han ville lærer at genkende som et tegn på dominans, når han engang forstod sine ulvegener. Hvis han overlevede. "Og siden der var fuldmåne, overførte jeg forbandelsen. Du vil blive en varulv ved næste fuldmåne. Eller dø" konstaterede hun koldt og direkte.

Nok havde James ikke helt forstået Miranda da hun havde sagt det var hendes territorium, men til hans forsvar havde han haft slået hul i hovedet, og det havde været mere interessant at ordne end at høre efter et eller andet hysterisk kvindemenneske. Det var ikke blevet til noget almindelig snak heldigvis. Det eneste hun bare havde haft fat i var hendes, hendes, hendes og hendes. Ikke noget med: Ej du har slået dig er du ok? Nææh det kunne da virkelig ikke have faldet hende ind andet et at koncentrer sig om sit eget. Det var måske bare sådan hun var. Hvor herre bevars! "Sig mig engang er det virkelig det eneste du har i hovedet. Handler hele dit liv om dig eller hvad? Der findes andre mennesker i denne verden, og til mit forsvar havde jeg slået hul i hovedet. Det eneste du ville var at slippe af med mig, til hvilken nytte? Så du kunne leve i fred, med din såkaldte flok?" nok var han gal men det ændrede ikke på at han havde et provokerende udtryk i hovedet og stemmen havde været lige sådan. Der var bare et eller andet ved Miranda der gjorde ham irriteret og vred.

"Ja tak jeg har fundet ud af at du har bidt mig. Det gør sådan set ondt! kom det fra ham og tog et skridt tættere på hende. Han ville nødig tættere på i tilfælde af at hun bed ham igen. Det var ikke lige hvad han havde brug for skulle ske! Hendes blik blev holdt fast på hans og han gjorde lige så. Han brød sig ikke nær så meget om hendes blik som han havde gjort før. Det virkede så hårdt og så irriterende. Det var lige til at brække sig af! Hvorfor skulle hun overhovedet være her. Kunne han da ikke få lov til at være i fred?! "Iiih tak skal du have. Jeg er forbandet, som om jeg ikke har problemer nok! Så nu kan jeg se frem til at dø måske, er det bare noget du nyder at gøre ved folk eller er du bare fuldt ud idiot?" han blev mere og mere rasende og knyttede sine hænder endnu hårde end han havde gjort før. Dette her var bare så forkert på alle måder!

Miranda knurrede lavmælt. "Det var lige præcis formålet. Jeg og min flok er ikke som jer andre folkefærd. Vi er en jaget race, på baggrund af noget som ingen af os er selvforskyldt i. Noget en selvoptaget unge som dig næppe ville forstå." svarede hun tilbage, ligegled med at han var gal i skralden over at han direkte havde forsøgt at jage ham væk den dag. Hun var ligeglad med hans velbefindende eller tilstand. Hun ville have ham væk fra sin flok og fra sit land! Om det så krævede at hun angreb ham igen. Han udgjorde en fare ved den måde han med manglende respekt tiltalte hende. Miranda var alfa og det krævede visse instillinger og håndhævelser at beholde den stilling. "Så ja, hele mit liv handler om min flok, og ingen andre" alle andre kunne gå hele vejen ned i Zaladins rige og blive pint til jordens undergang for hendes skyld!

Mirandas øjne skød lyn, men indtil videre var hun stadig nok i kontrol med sin vrede, til ikke at sprede is frem fra sin position på jorden. Men hvis han ikke snart trak sig, ville det blive en realitet at deres omgivelser ville falde drastisk i temperatur. "Hvis du nu prøvede at lukke røven for bare et halvt sekund og se ud over din egen næsetip, ville jordene måske trænge ind. Jeg beskyttede min flok fra en fremmed der potentielt kunne gøre skade på dem - som var provokerende og respektløs og til sidst fik en konsekvens. Som oven i købet stadig befinder sig i området - Jeg nyder ikke at give dette videre til nogen som helst, og ingen fortjener det - men det er din egen fortjeneste" svarede hun arrigt tilbage og fastholdte hans blik, med mindre han trak sig. Miranda ville ikke trække sig, lige meget hvor lang tid det tog.

James kunne mærke vreden inde i sig selv, mest af alt fordi han vidste Miranda havde ret! Det var forfærdeligt at tænke på. Men hun havde ret i at han måske havde været selvforskyldt i hvad der var sket og at han var selvoptaget, men hvad havde man regnet med når han ikke kunne agere med mennesker. Det var noget han aldrig havde lært. Han havde aldrig lært hvordan man tiltalte folk, han havde aldrig lært hvad det ville sige at bo et fast sted. Han vidste ikke engang hvad det ville sige at have en familie, eller hvordan man havde en familie. "Måske har du ret." kom det roligt fra ham og vendte sig væk fra hende. Han lagde armene over kors og kiggede ned imod vandet. Måske skulle han bare forsvinde fra jordens overflade så var det slut. Der var jo ikke nogen eller noget at tage hånd om. Han var alene, og det havde han altid været. Hvordan skulle han så kunne klare at leve som en Varulv? Hvis han overhovedet overlevede, for det kunne Miranda jo ikke svare på om han gjorde.
Et suk kom frem fra hans læber og han satte sig ned og puttede sine føder i vandet igen. Hendes ord ramte ham dybt. Hun blev ved med at tale om sin flok som om de var familie, noget han måske kunne bruge eller ikke kunne bruge, eller? Hvad kunne han overhovedet bruge? Han kunne ikke engang svare på det. "Du snakker om din flok som om det er hele din verden eller din familie." kom det fra ham og vendte blikket hen imod hende for en kort stund, dog blev hovedet vendt ned imod vandet igen.

James lyttede til hendes ord og de skar dybt i ham. Måske var det hans egen skyld, måske havde det bare været en stor fejltagelse fra hans side af. Måske havde hun bare gjort hvad hun var nød til. Måske, måske, måske. Det var det eneste der kørte i hovedet på ham. "Ja tak jeg er udemærket godt klar over det måske var min egen fejl, men det kan jeg ikke ændre nu, og jeg kan ikke ændre min adfærd. Du bryder dig ikke om den og det kan jeg virkelig ikke gøre noget ved. Du er måske stolt af alt hvad du sagde? For hvis der var nogen der var lige så provokerende var det dig. Måske var det meningen at du skulle bide mig og nu forbande mig til noget jeg ikke har lyst til. Sket er sket og du kan ikke ændre det. Hvis du kunne havde du ikke taget det tilbage alligevel." han vendte blikket hen imod hende og kiggede skarpt på hende. "Måske jeg bare skulle forsvinde fra jordens overflade så havde du jo ikke et problem med mig mere. For jeg er jo tydeligvis et meget stort problem for dig." han vendte blikket væk fra hende, kørte hånden igennem håret på sig selv og lagde en hånd på sit ene lår. Måske var det bare den eneste løsning. Han kunne jo ikke engang vide om han ville overleve den første fuldmåne. Der var heller ikke nogen han kunne gå til for at få hjælp. Miranda ville ikke engang hjælpe ham igennem det når det var hende der bed ham. I hendes øjne var han sikkert bare et udueligt pattebarn der opførte sig som om han ikke fik et stykke chokolade, og måske havde hun også ret i det.

Endelig begyndte det at virke til han modtog hvad der blev sagt. Forstå hvorfor hun havde ageret som hun havde. Hvorfor hun havde været fjentlig overfor en fremmed i skoven der ikke lod til at ville fremvise sig fredelig. Også selvom hun havde været for aggressiv. Men det blev hun når flokken var i potentiel fare. "De er min familie" svarede hun promte og alvorligt. Hun løsnede op som han havded sluppet hendes blik og dermed ladet hende vinde den kamp. Vinde dominansen ved at hun ikke trak blikket væk fra ham som deres øjne havde mødtes. Det var stadig vigtigt for hende, trods han ikke var gennem sin forvandlig endnu og dermed af hendes race.

"Det er løgn. Jeg kan ikke ændre det, men ønsker ikke denne forbandelse for nogen. Kunne jeg trække det tilbage gjorde jeg det" svarede hun hårdt og så på ham med et stenhårdt blik, gengældende den skarphed han rettede mod hende. Nok var han et røvhul i hendes øjne, men ingen fortjente månens forbandelse! ikke i hendes øjne.
"Du er kun så stort et problem som du gør dig til. Så længe du fremstår som en trussel er du et problem for mig. Længere er den ikke" svarede hun og lænede sig tilbage op af træet og kiggede væk og ud over omgivelserne i stedet. Ingen grund til at fastholde ham med blikket nu magtkampen var overstået. Hun kendte ikke hans historie, vidste ikke hvorfor han opførte sig som han gjorde, men en ting vidste hun. Man skulle gøre sig fortjent til at få respekt, og den måde han havde mødt hende på dengang havde ikke givet det - og dermed havde hun svaret tilbage af nøjagtig samme provokerende kasse. Sådan ville hun altid være. Hun var ikke til for at gøre livet nemt og behageligt for andre.

Så det hele det var en familie? Hvor stor en familie kunne man have? Men så igen det var vel bare rart det at have en familie. Det var jo ikke noget James kendte til at have. Det kunne være han bare skulle stifte en familie, så ville han da have nogen omkring sig.

Nok havde hun vundet en kamp i dominans men kampen var ikke slut, og det vidste James godt. De to ville sikkert have flere kampe imellem sig hvis de da så hinanden igen. Det skulle ikke undre ham hvis de blev set sammen en gang til. Eller sammen og sammen set samme sted i hvertfald. "Så er der da nogen der har en familie" mumlede han mest for sig selv, og blev trist over tanken om ikke at have en familie.

"løgn?! Det er sikkert ikke løgn. Det er lige så rigtigt som at du valgte at ligge et bid på min skulder som end ikke du kan gøre noget ved. Eller du kunne have gjort noget ved det du kunne bare have ladet vær fra starten af." kom det roligt fra ham og vendte blikket over imod Miranda. Et kort fnys kom fra ham og han vendte blikket væk. Hun var da et irriterende kvinde menneske lige meget hvordan man vendte og drejede det.
"Længere er den ikke siger du? Den er i hvert fald længere! Nok er jeg en trussel, men det er vel bare en kompliment at du sætter en beskyttelse op om dit såkaldt familie. Så jeg takker for at være en trussel." han nikkede for sig selv og vendte blikket hen mod hende igen, med et mindre provokerende smil. Måske var det et forkert valg at tage, men han var faktisk også lidt lige glad. Hun kunne sige og gøre hvad hun ville. Hun havde jo allerede gjort noget der var langt værre end hvad hun kunne gøre nu. Hun havde jo måske allerede slået ham ihjel!

Miranda kiggede bare på ham med armene over kors og mærkede hvordan hendes tålmodighed virkelig blev sat på prøve. Det var lidt ligesom at tale til en dør. En modsættende dør som gerne ville have ret eller bare komme af med frustrationer. Hun kommenterede ikke på familie delen men han var stadig opsat på at hun løj for ham, hvor rolig han end kunne lyde imens. Et ganske let rysten på hovedet af opgivelse kom over hende. "Du ved absolut intet om varulve gør du?" det gik hun i hvert fald fint ud fra at han ikke gjorde. Hun valgte som sådan ikke at bide ham - hun var påvirket af fuldmånen til at hendes egen vilje svandt mere og mere baggerst i sindet og lod sig overtage af dyriske instinkter. Og et rovdyr som blev presset og irriteret ville bide.

I hendes verden var han stadig bare en dum dreng der ikke tænkte sig om. Det var sådan han fremstod og det hans ord indikerede for hende. I hvert fald som han udtrykte at han da var ganske begejstret for at være en trussel, hvis det absolut skulle være på den måde. "Du må tro og synes præcis hvad du vil. Jeg har langt vigtigere ting end dig at tage mig af. Hvis du vil forblive en trussel er det sådan du skal blive set af mig og de andre - enhver af mine ulve skal få at vide hvem du er og hvordan du genkendes, og at du skal udskadeliggøres hvis du kommer indenfor en hvis radius af vores høj. Siden det virkelig er det du ønsker" kommenterede hun køligt og drejede imod skoven. Han var ikke hendes ansvar mere. Hun havde fortalt ham hvad der ville ske, og ville han leve sit liv som ensom ulv, så skulle han være mere en velkommen. Men han skulle ikke komme til hende efter hjælp efter det.

James fnøs en gang. Der havde Miranda rent faktisk helt ret, han anede ingen ting om varulve. Han havde ikke engang skænket dem en tanke, egentlig havde han aldrig mødt en varulv, og anede faktisk ikke at de fandtes. Men her stod en vaske ægte varulv. Eller nok ikke lige helt ægte på den måde, det var jo et menneske, i en varulve form. Eller var det omvendt? Det var vel også lige meget om det var det ene eller det andet. Det hele handlede om at han var blevet forbandet til at være en varulv. "Nu du spørg så nej. Jeg troede at du, eller I  var en skrøne, lige så meget som vampyrer. Men nu siger du vel også til mig at de også findes huh?" sagde han og var faktisk lige glad med om han lød dum han havde ikke været i nærheden af mennesker de sidste... Ja hvad var det nu 20, 25 år? Han anede det faktisk ikke og var faktisk også lidt lige glad, andre var måske ikke helt så lige glad, men han kunne ikke være mere lige glad end det!

Et smil kom over hans læber og han begyndte at grine. Endnu engang snakkede hun om at han var en trussel, måske var det virkelig en kompliment eller også anede hun ikke hvad en trussel var? "HA en trussel, er det virkelig det eneste du ser mig som? Tja det er det måske, men du aner tydeligvis ikke hvad en trussel er, for jeg er næppe en trussel mod en hel familie som du påstår du har?" han vendte blikket op imod hende og holdte det fast på hende. "Jeg ønsker? Det er vidst mere dig der ønsker at opfatte mig som en trussel, og opfatte det som om jeg er her for at ødelægge hele din verden, men der tager du altså fejl. Du aner vidst ikke hvad det vil sige og være mig. Eller faktisk burde du hellere spørge om hjælp" kom det fra ham og sendte et skummelt smil. "5 mennesker til venstre og 3 til højre." Kom det fra en stemme i nærheden af ham som kun han kunne høre takket være hans talent til at se spøgelser. "Men siden jeg er en trussel så må jeg vel hjælpe dig med de mænd som kommer fra hver side af dig. Med mindre du gerne vil klare det selv?" han sendte hende et smil og trak lidt på skuldrende. Hans audiokinise satte sig i gang og satte sig oppe i ørerne så han bedre kunne høre hvilken retning skridtene på jorden kom fra, og hvor lang tid det tog dem for at nå frem til disse to 'ynkelige' mennesker. "Du har sådan car 3 min til at beslutte dig i." kom det roligt fra ham og fjernede ikke blikket fra hende en eneste gang.

Miranda kiggede bare på ham. Nærmest håbløst. At han virkelig ikke vidste at de eksisterede var skræmmende. Havde han boet under en sten i hele sit liv eller hvad? Og sætte spørgsmålstegn til vampyrernes eksistens! Hun var næsten ikke sikker på hvordan hun overhovedet skulle svare ham. "Vent bare til du møder en.. så bliver du nok klogere" svarede hun knurrende. Varulve og Vampyrer var på en eller anden måde blevet naturlige fjender, uden at Miranda faktisk helt forstod hvorfor. Måske var det bid delen der bandt dem sammen, og alligevel gjorde dem så forskellige. Skabte en splidt. Mest af alt forsøgte Miranda bare at undgå at tænke over det.

Mens knægten talte videre på den mest provokerende måde, løftede Miranda hovedet en smule og tog en dyb indånding ind igennem næsen, lod sin evne opsnusse hvad der foregik omkring dem. Faktisk hørte hun ikke helt efter hvad han sagde, for det virkede bare som gentagelse. At han forsøgte at håne hende for at se ham som trussel, trods det var det han havde sagt han gerne ville. Miranda drejede blikket tilbage til ham, som han færdiggjorde det sidste af sin talestrøm. "Er du færdig?" spurgte hun træt af ham, og ikke mindst hans strøm af ord. Hun var ligeglad med hvad han mente der skete og hvorfor hun så på ham som hun gjorde. Han var ikke vigtig for hende, men derimod en fremmed hun ikke ville have tæt på sin flok. Og da han direkte sagde at hun burde spørge om hjælp fik hun et skadefro smil frem på læben. Virkelig.

"Du mener de 8 mennesker der er på vej i vores retning? Jeg kan lugte dem ganske fortrinligt. Desuden, er tre af dem ikke mennesker, men derimod mine ulve der patroljere området, og holder øje med menneskene. Desuden, blev jeg angrebet, vil jeg næppe have brug for hjælp" måske ikke en hel sandhed, men hun var på hjemmebane, og hendes lugtesans såvel som hørelse var behjælpelig. "Hyg dig" kommenterede hun tørt og vendte tilbage ind i krattet, imod højre, for at gå væk fra menneskene og mod sine egne ulve. Det var uden tvivl jægere, men hvis det var noget mere skadeligt, stødte de ind i den unge nye ulv på deres vej først. Hvilket virkelig ikke kunne være Mirandas problem.

//out

James kunne ikke andet end at være irriteret på Miranda. Hvorfor skulle hun altid være sådan? En irriterende plage! En man havde lyst til at rive hovedet af. En der ikke engang kunne forklare hvad det ville sige at være en varulv. Men nej hun havde jo alt for travlt med sine egene sager til at forklare noget! ARGH! Han havde lyst til at gøre værre ting ved hende end han egentlig kunne få sig selv til.
Hendes ord påvirkede ham ikke, men der imod påvirkede hendes ord ham på en negativ måde! "Du vil have jeg går! Fint så går jeg. Så kan du få det lige som du vil have det!" sagde han og rejste sig op. De folk der var i skoven måtte være hendes problem, det var jo åbenbart hendes hjem og hun beskyttede jo hele dalen, og hele området så kunne hun vel også klare et par mænd! Og når der nu var flere af hendes såkaldte familie så havde de jo ikke brug for hjælp. Hvilket bare tyede på at hun var hjælpeløs i hans øjne når hun ikke kunne klare nogen folk alene. Men sådan var det vel bare med nogen folk!
Han bevægede sig væk fra området og ind i skoven for at komme så langt væk fra Miranda som muiigt

//out