”Så ti dog stille menneske! Du larmer jo værre end de mænd jeg slagtede forleden” sagde Eretreya irriteret og hev en kvinde efter sig i en lænke. Kvinden strittede imod, men dette hjalp ikke, for Eretreya var en del stærkere og hev blot i kæderne så hun var ved at falde. Blikket fra de isblå øjne stirrede over skulderen på kvinden som var faldet til jorden ”Rejs dig... ” sagde Eretreya kort inden hun hev i lænken ”Rejs dig!” hvæsede hun og hev kvinden op  på fødderne igen og skubbede hende nærmest foran sig, for at sikre hun ikke sank bagud igen. Denne kvinde var så langsom at Eretreya var ved at blive sindssyg ” Kom nu videre!!! Er du ikke et menneske!? Du er ikke en snegl, Kom så ! ” hvæsede hun igen og skubbede kvinden hårdt i ryggen, men dette var nok til hun faldt forover. Opgivende hev Eretreya igen kvinden på benene ”Så stop dog... ” sagde hun til sig selv. Hun gad snart ikke vente mere.. Hun havde fået at vide hun skulle transportere en uduelig slave til dragerne, så nogle af dem kunne få mad. Hun vidste ikke hvad drager hun ville slippe efter denne kvinde, men to..: Eller måske endda tre skulle da have æren, måske ville hun bare skade kvinden, så der var blod der kunne komme ud, så måtte hun se hvor mange af dragerne der kom ud af deres huler. Tanken var pirrende og hun kunne ikke lade være med at smile for sig selv. Hun så på slaven foran hende, prøvede at finde ud af hvor det ville være sjovest at drage blod fra uden at dræbe hende.. For så var det ikke lige så sjovt. Skulder? Ben? Ja begge dele var i teorien gode bud. Hun kunne også lave mange overfladiske sår, men gøre dem dybe nok til der alligevel ville komme en solid mængde blod ud så dragerne rent faktisk kunne lugte det. Kvinden var ved at falde igen, men Eretreya rev i kæden til lænkerne og holdt hende nærmest stående. Slaven hev efter fejret og alt Eretreya gjorde var, at sukke. Hun havde ingen medlidenhed med dette menneske, for slaven havde ikke kunne udføre sin ordre ordentlig og var derfor nødt til at få straffen. Kvinden havde været en af hendes slaver, som havde stået for at skulle pudse rustning og våben, men hun havde fejlet tre gange nu og Eretreya var ved at blive sindssyg hver eneste gang denne kvinde ikke havde leveret varen som hun blev beordret til. Det var lige før hun bare havde lyst til at gøre det af med kvinden med det samme, men det ville også være kedeligt... Der ville ikke være lige så meget blod..

Efter nogle minutters gang nåede de til klippevæggen hvor i hulen var med de mange drager. Hun kunne allerede mærke hvordan adrenalinen pumpede rundt i hendes krop. Hun slap kæderne og fik kvinden til at stoppe. De skulle af, så kvinden havde en reel mulighed for at løbe lidt rundt for at undgå de sultne og glubske drager. Opgivende så hun på slaven foran sig ”En skam... Du havde så meget potentiale.. Men selvfølgelig skulle du skuffe mig flere gange.. ” sagde hun kort inden hun sendte en næve mod kvindens underkæbe. Kvinden tumlede omkuld og tog sig til kæben mens hun så på Eretreya med et skræmt blik ”Op” sagde hun kort og gik over til kvinden som hun greb i hendes hår og hev hende tilbage på benene. Med hendes frie hånd greb hun om en af knivene hun havde på sig og satte den mod kvindens hals ”Du har ti sekunder til at komme væk... ” sagde hun og slap kvinden og begyndte at tælle. I de første tre sekunder troede kvinden det var en dårlig joke, men som Eretreya blev ved med at tælle, gik det hurtigt op for hende det ikke var for sjov. Eretreya smilede som hun nåede til otte ” Ni..... ” hendes smil blev bredere som hun knækkede nakken ”Ti...” sagde hun og kastede så kniven efter kvinden og ramte hende i venstre lægmuskel. Kvinden faldt til jorden, men hev kniven ud af sin læg og forsøgte at komme på benene igen. Som hun igen kom op, klargjorde Eretreya endnu en kniv. Hun havde i mellem tiden taget små skridt efter kvinden, men var stadig nogle meter fra hende. Endnu en kniv blev kastet mod kvinden og satte sig i hendes skulder. Eretreya hørte et brøl og fik et dystert smil frem på læberne ”Ser man det...” sagde hun og så i retningen af hulens åbning. Hun satte i løb for at få fat på hendes knive inden dragerne kom ned og så hende som en snack. Som hun kom til kvinden hev hun kniven ud af hendes skulder og sparkede hende i ryggen så hun faldt til jorden og skyndte sig så selv at komme i sikker afstand.

Kvinden græd, sad blodig på jorden og ventede nærmest bare på sin undergang, men kom dog på benene og haltede rundt, febrilsk for at finde dækning for de bevingede væsner. Eretreya så igen mod hulens åbning og bemærkede tre drager, netop som hun ønskede, men de ville sikkert bliver efterfulgt af flere. De bevingede dyr fløj ned på jorden og brølede af kvinden. Hun forsøgte at løbe, men blev hver gang sendt til jorden, grundet Eretreya's kniv. Nu begyndte det. Eretreya's øjne lyste op som aldrig før som hun så frem fra sit skjul. Den ene drage puffede hårdt til kvinden, sendte hende over jorden og nærmest lige foran en anden af dragerne som netop var landet. Den puffede til hende, liggende på jorden og hun trillede rundt. Det lignede nærmest de spillede boldt med hende... Trillede hende imellem sig og egentlig ikke forholdte ret stor skade før kvinden langede ud efter den ene drage og ramte den direkte i øjet. Eretreya hoppede nærmest af spænding som det var tydeligt at dragen blev pissed. Med en hurtig bevægelse greb dragen om kvindens arm og lod tænderne gå igennem huden. De mange syleskarpe tænder gik direkte igennem og Eretreya svor hun kunne høre et eller flere knæk. Dragen kastede kvinden igen, denne gang omkring tre meter gennem luften før hun faldt til jorden. De bevingede bæster havde fået smagen for blod og der var ikke nogen tvivl om det var det der havde manglet. Et smil bredte sig på Eretreya's læber som hun så hvordan dragerne gang på gang kastede kvinden igennem luften, som en flok spækhuggere der legede med en sæl.

”Kom nu... Kom nuuuuuuu” hviskede hun nærmest for sig selv som hun fortsat så med på dragernes leg. Hun skar tænder da hun så hvor dårlig stand denne kvinde efterhånden var. Hun var som en klude dukke, fuldkommen slatten, men man kunne stadig se hun var i live. Det store øjeblik! Hun så mod hulen som hun igen hørte voldsomme brøl og derefter så hvordan der kom flere drager ned for at lege lidt med kvindens krop inden den blev flået i stykker. Eretreya så til hvordan dragerne greb i kvindens krop, rev hende fra hinanden og tyggede på stumperne. Det eneste der manglede var, hun kunne vise dette til Damien, Jonathan, måske Lykke? De ville sikkert begge to syntes det var yderst underholdende, men Damien var ikke på borgen, Jonathan havde hun ikke set hele dagen og hun kunne ikke finde Lykke.. Så derfor var hun her alene og nød sin guilty pleasure. Hun så på dragerne som de nærmest slikkede de sørgelige rester af kvinden op inden de brølede af hinanden og det så gik op for dem der ikke var mere mad. De satte af en efter en og fløj tilbage.

Da Eretreya var sikker på at alt var sikkert kom hun frem og gik over til pølen af blod. Hele hendes krop sitrede stadig af spænding og hun måtte indrømme. Dette havde tændt hende lidt, på en eller anden måde havde dette scenarie tændt hende... Men hun kendte ikke nogle der kunne gøre noget ved det, ikke på denne tid af døgnet.. Og dog.. Hun bukkede sig ned efter lænkerne og sukkede inden hun gik tilbage til hendes kammer. Et eller andet måtte hun få gjort ved sine frustrationer om hun så skulle gøre det selv!

Som hun kom ind på sit kammer, begyndte hun at afklæde sig selv inden hun så på sin seng og kastede sig nærmest opgivende ned på den ”Jonathan... Hvor er du når jeg har brug for dig” mumlede hun svagt inden hun lagde sig til rette og forsøgte at få noget søvn inden hun formentlig blev vækket om fire timer...