Det var stadig temmelig koldt om aftenen heromkring, selvom dalen lå et rimeligt stykke sydpå. Det måtte være bjergene. Athir stod og skuttede sig op ad kroens bagside med en pelsfrakke godt trukket om sig og et krus varmende mjød i højre hånd. Deres egen beholdning var også ved at løbe ud, men den måtte han skaffe af mere almindelige veje. *Det var da en god ting ved, at folk rejste mod dalen fra Dianthos for tiden,* tænkte den gamle byvagt og smilede i det velplejede skæg, *det gør det noget nemmere at drive forretning.*  Han tog en slurk af mjøden, og fjernede skummen fra overskægget med et tungesvirp.
Han så op mod himlen. Solen var helt væk. Så var det bare at håbe, at den kvinde var lige så tilregnelig, som han havde fået fortalt. Han rynkede på snuden. Det var nu ikke fordi, han nogen sinde stolede på den snog til Garbok, men han havde krøbet og svoret mere end sædvanligt, og Athir ville lyve, hvis han påstod, han ikke havde brug for den ekstra sending alkohol. Man måtte tage chancerne, når de bød sig, i denne branche.

Vinteren var ikke gået helt så fredeligt forbi Halvmånen som de tidligere og det murede i luften om at forandringer var på vej. De var kommet sent i havn efter et måde med en unaturligt opstået storm og den havde sat sine spor ikke bare på skibet, men også dets kaptajn. Han var ingen ung mand længere og som tiden gik gjorde snakken det også om det var på tide han trak sig i land for sine sidste dage. Mest intenst mumlet af de der gerne så sig selv i hans sted.

En spændt stemning at rejse fra tidligere på vinteren og ikke mindre nu, hvor Samantha havde gjort det igen. Tre måner tog på krystallerne og det i en sådan grad at selv hæderligt arbejde begyndte at se tiltrækkende ud. Som den tur med karavanen tilbage til Tysmørkedalen med en sending ikke specificerede gods (Klart hæderligt!) til en kroejer hun kendte en smule til. Om ikke andet ansigtet på efter de to ophold hun havde haft på kroen. En kedelig tur væk fra havet, men trods alt med krystaller i lovning og bedre end at sidde stille og se andre spille kort.

Samantha vinkede let til lederen af karavanen, som hun forlod den med godt pakkede vogn og dirigerede den faktisk rimelig fredsommelige møgspreder væk fra resten og om bag kroen til dens gårdsplads. Mørket var begyndt at falde på, som hun holdt hesten an og så ned på manden, der ikke virkede til at have alt for travlt. "Athir?" Spurgte hun, som hun snoede tømmerne fast til bukken og derefter trak huen en smule op og skubbede tørklædet ned, så hendes ansigt blev synligt. At sidde stille på hele turen havde krævet god indpakning, så det var hvad hun havde med uldtæppe, støvler og en frakke der nok var lidt rigeligt stor til at være hendes egen.

Luften var kold. Athir åbnede munden og åndede ud for at tjekke hvor kold, den egentlig var, og lod til at være tilfreds med ikke at kunne se mere end en smule dis. *Æh, det er ikke så slemt igen,* tænkte han for sig selv. Tanken strejfede den de fleste dage gode krofatter, at karavanen måtte have haft en lang tur gennem dalen. Den kunne have været værre, men lang måtte den stadig have været. Der var en god grund til han sædvanligvis sendte bud efter større mængder varer, inden sneen faldt, og undlod så vidt muligt lave bestillinger efter. Apropos karavane, så fik lyden af hove mod halvoptøet jord ham til at skubbe sig ud fra væggen og se om hjørnet, hvor vogn, hvis indhold han udmærket kendte, kom trillende dirigeret af en ubestemmelig silhuet. Ubestemmelig fordi mørket efterhånden havde lagt sig over dalen, og månen stod lige bag den. Og så hjalp det heller ikke med den for vejret tykke påklædning. Kold luft eller ej så måtte damen være vandt til anderledes temperature; eller bare kuldskær.

Da Samantha kom tæt nok på og hilste, nikkede han med et indbydende smil, der kunne ses selv gennem skægget og svarede med en stemme, der godt kunne minde en om den mjød, han drak - fyldig med en hvis sødme og tydeligvis af en ældre årgang -: "Og du må være Samantha." Athir svingede en grab ud for at give kvinden, der havde medbragt hans vare et ordentligt håndtryk. "Aaaarh, dig kan jeg godt huske.  Dit navn havde glemt, men du kommer her heller ikke så tit, gør du?" Spørgsmålet var tydeligvis retorisk.
Athir traskede hen for at undersøge  varerne og løftede i overkædet, mens snakkede: "Havde I nogle problemer? Jeg håber ikke, turen var for lang." Fra hans position ved siden af vognen, havde han også et glimrende udsyn til resten af karavanen. Den var af en pæn størrelse, måske var hans egne vare ikke det eneste interessante i den.

Kulde var en sjov varierende ting. At sidde stille gjorde den anmassende og at vide om den ville forstærke sig eller forsvinde gjorde indpakningens lag det vigtigere at tilpasse. For Samantha havde det været visheden om en forsinket vinterstorm i begyndelsen af rejsen med karavanen, der havde bestemt hendes frakkevalg og hendes generelle manglende polstring der havde tilføjet tæppetog beholdt det på. Hellere have det lige varmt nok end fryse måsen af i tre uger. Hvorfor kunne vinterstorme ikke også bare holde sig til at komme om vinteren? Det skulle forestille at være forår nu!

Hun befriede sig fra køretæppet og foldede det let sammen,før hun smed det på sædet ved siden af sig. Først da gengældte hun hans smil, rakte ned for at tage imod den fremstrakte hånd og gav den et tilsvarende klem. Hun var trods alt vant til at lave noget, så et solidt håndtryk faldt hende naturligt. "Forhåbentlig for noget godt og ikke alt for meget skidt." Hun slap han hånd med et grin og en let hovedrysten. Det var kun tredje gang hun var her og det var stadig langt fra hvor hun følte hun hørte til. Et stede langt fra havet og den salte luft. Kroejerne var dog en hun havde kunne lide fra første møde. Noget ved måden han mødte sine gæster på uden at dømme dem og som var de alle lige. En rar afveksling fra hvad kroejere gjorde flest.

"Lidt storm; lidt sne; rigtig meget sne og så et par enkelte overfald af banditter. Så ikke det store, skønt det forsinkede os lidt. Garbok sender sine hilsner og en pakke." Hun strakte let på sædet, før end hun rejste sig op og skar en grimasse.Det sidste stykke havde været et langt et at skulle holde sig i ro på og det kunne mærkes i det meste af kroppen. "Vi blev kun stoppet en enkelt gang af mere officielle typer og de ledte ikke dybere end til første lag." Vognen var samlet med et øverste lag hvor tønderne stod og så dybere lag under med åbning fra kuskesædet og siderne til mindre kasser og pakker.[/b]

"Arh ja, jeg hørte godt, der var faldet lidt ekstra sne oppe ved østpasset. Vi har nogle af landevejsrøverne deroppe mistænkt for at have evner inden for den slags, men det er selvfølgelig ikke mit ekspertiseområde. Imponerende at I er nået frem til tiden," sagde Athir anerkendende og smed overdækket lidt mere til side, så han kunne inspicere varerne. Det med landevejsrøverne var han temmeligt sikker på, særligt fordi en af hans gamle kolleger havde snakket om det og en hel del andre ting over et par krus øl i sidste uge.
Han nikkede tilfreds, så sig om - tilsyneladende for at sikre sig at der var fri bane, men uden tage det alt for seriøst - og gik så at par skridt i retning af kroens bagdør. Et par velplacerede slag senere åbnede den sig længe nok til, at en ung dreng kunne komme ud. Han var relativt slank af udseende klædt i tøj, der passede til en kroknægt, og havde strittende, brunt hår, det ikke helt var lykkedes ham at lægge ned. Athir gjorde ikke tegn til noget, men drengen lod alligevel til vide, hvad han skulle og begyndte at slæbe afsted med tønderne, to af dem ad gangen. Han sikkert nemt have båret mere, men der var også grænser for, hvor meget man kunne presse gennem nedgangen til spisekammeret.
Mens drengen slæbte, forsatte Athir sludderen.
"Garbok, siger du? Hvad er den orm nu ude på at overtale mig til," spurgte krofatteren på en gang spøgefuldt og udpræget mistænksomt. Han kneb tænksomt øjnene sammen et kort øjeblik, og lod så til at komme i tanker om noget, der var relateret til luskede typer. "Apropos Garbok, havde en af vagterne, I så, sort hår, nordlig accent og en forkærlighed for ordet 'jep'?" Man skyldte sandsynligvis nogen et gratis glas mjød. Naturligvis var den slags altid på huset for den lokale ordensmagt, i hvert fald når de netop havde fået fyldt lageret.

"Nah, sneen kom naturligt, men sneskreddet havde de nok en finger med i. Det var for velramt til andet og vejret var ikke til det." Samantha smilede let til ham. Om nogen af banditterne kunne manipulere med vejret kunne hun ikke sige, men der havde ikke været pillet ved det vejr hun havde rejst igennem. Den slags ændringer mærkede hun bare som lidt for hurtige skift og ærlig talt var de lidt irriterende. Mest på havet godt nok, hvor et skift kunne lægge en kurs gevaldigt om.

Hun rakte om bag sædet og fandt vadsækken med hendes lette oppakning frem. Det havde trods alt været en tre ugers tur, så lidt havde det været nødvendigt at tage med- og så var der bare nogle ting hun ikke rejste uden. Hendes samling af kort var en af dem og den der med sit hylster stak ud og fik sækken til at se anderledes deform ud end den slags plejede.
Med sækken i hånden steg hun af vognen og betragtede knægten der kom til. En noget ranglet en af slagsen, men som alligevel fik hende til at hæve et øjenbryn imponeret, som han tog to tønder fra vognen og forsvandt med dem. Det var ikke de helt store ankre, men alligevel mere end hvad de fleste sådan bare flyttede let rundt på.

"Yeah ham og sikkert noget indbringende, hvis jeg kender ham ret." Hun havde dog ikke rørt pakken hun vidste lå gemt ganske dybt inde i vognens mange skjulte rum.Andre steder kunne noget fra Garbok ganske enkelt ikke opbevares. Det næste fik hende til at holde op med at følge knægten med blikket og i stedet holde det på Athir, som hun nikkede tøvende. "Jeg tror ikke han sagde ret meget andet - en du kender?" Hans makker havde stillet hende ganske få spørgsmål og som hun nævnte hvor hun skulle hen med sit læs havde de virket alt andet end opsatte på at se nærmere på vognen. Et par af de andre vogne havde fået en del nærmere eftersyn. "Det var dog påfaldende kort før vi skulle ind i det bjergpas hvor sneen skred."

Det var jo problemet med folk, der ikke var helt fint i kanten - og særligt dem, der behandlede andre efter, hvad de selv kunne få ud af det. "Ja, jeg kender ham," svarede Athir uden at tilføje ordet 'desværre'. Det lå i tonefaldet, så han mente ikke, det var nødvendigt. Tanken om at hans bekendtskab oppe ved vagttårnet, kunne være indblandet i andre ting havde ikke lige strejfet ham, men det kom heller ikke som en stor overraskelse. Han kom med et optimistisk suk. "Jeg må være lidt mere overbevisende, næste gang han kommer forbi." Det var bare lidt besværligt, når folk befandt sig så langt væk.

Noget, han tilgengæld satte pris på var Samanthas veludviklede næse for problemer, og hvad der var vigtigere, hendes villighed til at informere ham om dem. Sammen med varerne, var det en helt god handel, han havde gjort sig. Det var i hvert fald mindst et værelse for natten værd, men det kunne sagtens vente til, han havde tjent lidt på drikkevarerne, som Samantha og resten af karavanen uden tvivl ville købe lidt ekstra af. Man havde da visse forventninger til søfolk så langt inde på land, og de havde naturligvis brug for noget at betale med. Athir greb ind under pelsfrakken, hev en pung ud og kastede den til Samantha.
"Fem diamanter i små krystaller, som aftalt. Og hvor er så den pakker," spurgte han med et venligt smil og tænkte på, hvordan han bedst kunne undgå at miste alt for meget profit til Garbok. Problemet med den snog var, at han havde en forfærdeligt god sans for forretning, selvom hans planer sædvanligvis var lidt for risikable efter Athirs smag.

Det træk let i Samanthas læber for at danne et skævt smil over den tone der blev brugt om bekendtskabet. Selv var hun glad for hun havde kunne blive i vognen og ikke skulle ned hvor nærkontakt med vagterne kunne blive en åbenlys mulighed. Hun havde set nogle af de blikke de andre kvinder i karavanen havde sendt efter et par af mændene, men det var vel derfor de fleste af dem bar dolke hvor de var lette at få fat i.
"Vær det, men det kan jo være der var andet end dine vare værd at stikke ud for." Det var en sær dal på den måde. Isoleret en smule fra resten af Krystallandet, men på en anden måde end de andre egne. Her var ingen bevogtet grænse der holdt folk ude, men blot en fornemmelse af at du skulle have en grund til at komme her. God eller dårlig, lys eller mørke var ligegyldig, men en grund havde alle.

Hun lod vadsække falde ned og stå ved hendes fødder, som hun nød at se andre arbejde. Garbok det kryb havde snydt hende ind til at hjælpe med at læsse vognen og ærlig talt var hun så langt fra på højde med knægten der slæbte her. Tilsynekomsten af pungen bragte et tilfreds smil frem på hendes læber allerede før end hun tog imod den. "Altid en fornøjelse med ærligt tjente krystaller." Ikke en tone afslørede at hun vidste de næppe var mere ærligt tjente end dem hun normalvis fyldte sin pung med. Hun vejede pungen let, lyttende til den klirren, før end den forsvandt ned i en skjult lomme. Krystallerne kunne hurtigt nok vandre tilbage til Athir igen, men i det mindste vidste hun at hun havde haft dem.

"Pakken ja." Samantha greb fat i kanten af vognen, hævede sig op og bankede en knyttet næve hårdt mod fire punkter under sædet, før et klik lød og en låge åbnede sig. Fra det lille rum trak hun en kasse frem omsvøbt med flere lag stof og afgivende den svageste skvulpen som hun bevægede den. Det krævede begge hendes hænder at få den ud og fri og et grynt oveni at få den ned fra vognen. "En tåbe i byen solgte disse uden at vide hvad det var."

Om krystallerne kunne Athir have sagt det somme uden at fortrække en mine. Han havde nu også altid haft en anden definition af ærligt arbejde. "Altid en fornøjelse at betale for et godt stykke arbejde," svarede han og strøg en hånd gennem den mørkegrå manke for at sætte et par totter på plads.

Det var også ved at bive rigtigt koldt herude. Godt nok var de langt fra kysten, men alligevel kunne man mærke vinden tage til fra vest. Athir så mod horisonten for at få en idé om, hvor langt solen var gået ned. Der var stadig en lys stribe over trætoppene. Nu ville være et godt tidspunkt at trække selvskabet indendøre, og det lod også til at resten af karavanen var ved at være kommet på plads i stalden. Godt nok var Tusmørkely ikke en helt lille flække eller fuldstændigt ubevogtet, men der var da ingen grund til at tage unødvendige chancer, og desuden var hans krus også ved at være tomt. Athir skuttede sig lidt i pelsfrakken og stak en barket næve i lommen.
Han så lidt på pakken og havde en fornemmelse af, hvad det kunne være: "Lad os gå ind i baglokalerne og snakke videre. Der er altid lidt flere øjne og ører herude, end jeg bryder mig om." Han gjorte et lille kast med hovedet i retning af døren, som barknægten fra før holdt åben med en fod, og begyndte stille og roligt at gå inden for i varmen.

I mens Samantha havde været optaget af Athir og sin egen vogns aflæsning havde resten af karavanen fået deres vogne tømt og gemt væk. En anden knægt end den første hun havde set, havde da også fat i tøjret på hendes trækdyr for at føre den og vogn ind i stalden til de andre. Han ventede bare på hendes nik om at alt hvad der skulle af herude var det, så hun nikkede let. Der var nu noget over at have folk til det grove.
Hun vendte roligt blikket tilbage til kroejeren og afleverede pakken. Den var heldigvis helt hans mellemværende med Garbok og ikke hendes. Noget der kunne ændre sig, men forhåbentlig ikke på denne side af et krus mjød. "Fornuftigt. Her er også ved at blive lidt køligt og der er en sidste gang sne på vej." Det sidste sagde hun med en grimasse, der tydeligt sagde hvad hun mente om mere sne. De havde da for pokker ramt april! Det måtte gerne stoppe nu!

Samantha samlede sin vadsæk op og fulgte ham efter et enkelt blik mod de samlende skyer over dem og på den synkende sol. Det var bare noget andet med alt det land mellem hende og horisonten. Grund nok til ikke at trække besøgene herinde alt for meget i langdrag også. Halvmånen skulle jo nødigt sætte sejl uden hende ombord.
Hun nikkede let til knægten som hun greb døren da han slap den, smuttede selv ind og lod den falde i bag sig. Indenfor havde halvmørket fat i gangen, mens lys strømmede blidt ud fra under døre, men tydeligst længst inde hvorfra også grove stemmer lød. Det var dog ikke den vej Athir tog, men modsat hvor mellemgangen mellem stald og bygning også måtte være. Der var også dejligt lunt, så hun løsnede overtøjet som hun gik.

Lyset i gangen, de tre trådte ind i, skiftede fra blåligt månelys til dæmpet stearinlys fra to væglamper i den modsatte ende, da døren lukkede sig bag dem. Athir nikkede til knægten, som fortsatte mod det varme lys og krostuen. Han selv lyttede efter, at Samantha var fuldt med og fortsatte i samme retning, til han nåede en dør på højre hånd. Fra indersiden af sin tykke frakke, trak han en finurlig nøgle af den slags, man sædvanligvis brugte til kister og andre ting, man ønskede at holde ordentlig låst. Det var ikke ligefrem passende til, hvad der set ude fra lige så godt kunne være et kosteskab. Athir stak nøglen i låsen, låsen gav et klik, og døren gik op. Han puffede til den og trak sig lidt baglæns, så Samantha kunne komme ind.
"Træd venligst ind i mit kontor," sagde krofatteren med en smule latter i stemmen. Han vidste udmærket, han oversolgte lidt.
"Kontoret" var et dunkelt lokale, der lå lige bag køkkenet. Potter og pander, der blev løftet og sat ned i et livligt tempo, kunne tydeligt høres gennem væggen og overdøvede næsten Maries råben efter køkkenhjælpen. Med den larm var det et under, at de overhovedet kunne høre hinanden ved siden af, hvilket også betød, at de eller, hvad var vigtigere, nogen andre sandsynligvis ikke ville høre en bønne af, hvad der foregik herinde.
Der var heller ingen vinduer i lokalet, men til gengæld var der alt muligt andet. Væggene var dækket af kasser og et enkelt temmeligt stort portræt af, en der godt kunne forveksles med krofatteren selv, hvis det ikke var for modellens overdådige påklædning. De fleste af kasserne var støvløse, som om de var blevet sat der i morges. På nogle af dem var der tekst, som "vin", "service" og "service til gæsteværelserne". Athir foretræk ikke selv at håndtere indholdet af sidstnævnte. Andre kasser var tilsyneladende blanke eller var halvt dækket af lagner. Der stod også flasker med alkohol, små tænder, kasser med ekstra pander, to kasser med ting folk tilsyneladende havde efterladt. En enlig støvle hang med næbet ud over kanten på den ene kasse.

Athir gik gennem rummet mod skrivebordet, der bestod af en tyk træplade balanceret på to gamle mjødtønder. På vejen trådte han hen over et gulvtæppe med sirlige, snørklede mønstre. Det tæppe kunne sikkert sælges for en god pose safirer, hvis der ikke var gået møl i det. Et sted på vejen, knirkede gulvet hult under Athirs vægt.  Han forsatte hen til bordet og trak en høj skammel hen, som havde stået mellem en af kasserne og skrivebordet, til Samantha. Dernæst satte han sig på den anden side af skrivebordet i en gammel, polstret træstol med ryg- og armlæn, og skubbede noget papirarbejde til side.
"Jeg kan forstille mig, at du må være træt efter rejsen. Om ikke andet kunne du sikkert bruge noget at styrke dig på. Men inden vi kommer så langt, ville jeg gerne høre, om du og dit mandskab ville være interesserede i en mere fast aftale?" Krofatter lænede sig lidt fremover med albuerne på bordkanten og hænderne foldede foran sig. Han var ikke holdt op med at smile veltilfreds, som om han netop havde spist aftensmad efter en lang dags hårdt arbejde. Han var ikke meget i tvivl om, at han nok skulle få sat en aftale i stand.

Samantha stoppede kort indenfor døren for at lade øjnene vænne sig til det forandrede lys, men fortsatte så hen af gangen efter Althir. Det virkede som kortere tid siden end det var at hun sidst havde været her og bare tanken om det sidste ophold på kroen var nok til at sende et skævt smil op på hendes læber, der kun falmede let, som hun huskede sig selv på at der ikke sad nogen og ventede på hende i baren denne gang. Virkelig en skam!
I det mindste fik hun så kroejerens privateste rum at se. Mange ville måske antage at det var hvor han sov, men hun vidste bedre. De der havde et kontor havde deres hemmeligheder der eller nær der. Den mærkværdige nøgle var da også et godt bud på at timer kunne bruges på at gennemsøge hvad skjulte sig i rummet.
Larm var det første der slog hende og som trak hendes smil tilbage frem på hendes læber. En ikke dårligt tænkt placering at bruge køkkenet som skjul på den måde. Det næste der slog hende var mængden af kasser, bokse og ting. Som hun gik ind med et lille muntert nik til ham, havde hendes mørkeøjne travlt med at granske alt og forsøge at bestemme hvad var af værdig og hvad var skalkeskjul. Ikke let, som det virkede til at kontoret også var linnedskab i det skjulte.

Hun stoppede let ved en reol og kiggede på indholdet, som han gik forbi hende, men fulgte så hurtigt efter. Det gav ham tid til at befri noget for hende at sidde på og hende at så frakken åbnet så hun ikke ville gå omkuld af hedeslag. Skiftet fra ude til inde var trods alt til at mærke! Det morende glimt forblev da også i hendes blik, som hun satte vadsækken op af bordet, vippede frakken af og efterlod den ovenpå,før hun selv slog sig ned på taburetten.
Samantha nikkede let til hans første ord, men holdt sig tavs til han stoppede op ved et spørgsmål. Da var morskaben tydelig i hendes blik og heller ikke fjern fra hendes stemme. "Nu bevæger vi os mest over vand og ikke så ofte over land, men det var måske noget sejlet du havde i tankerne?" At hun ikke ligefrem havde et mandskab eller nogen magt til at sige hvor de skulle hen hvornår, ja det var jo en helt anden sag. Det kunne måske heller ikke være helt tosset at finde en bugt nær et pas til Tusmørkedalen og gøre lidt handel derfra. Dalen havde trods alt et godt ry for dem der havde lyssky ting at omsætte, så den ide kunne måske sælges videre. Selv var hun også ganske åben for en god undskyldning for flere ophold i området.

Athir lænede sig tilfreds tilbage i den gamle stol. "Tjo, som du sikkert kan høre, er der ret mange gæster i krostuen. Det burde ikke være den travleste tid på året, men folk flygter fra hovedstaden, så hvad kan man gøre." Han tænkte tydeligvis på, at det man kunne gøre var en god forretning. Han kløede sig lidt i skægget. "Vi har brug for flere forsyninger end sædvanlig, og folk er også mere interesserede i at rejse gennem passene mod vest end det store pas mod øst. Og det selvom vejen nær Dianthos er trods alt er den hurtigste vej." Med forsyninger mente han mere end man lovligt kunne få gennem toldbroerne, og med folk mente han ikke helt lovlige individer. Sædvanligvis var sidstnævnte bare småkriminelle, men for tiden var der en del ulovlige rejsende i området, der ikke selv havde valgt det. Det var ikke sikkert for elvere, halvelvere, eller folk der bare havde antydningen af spidse øre, at rejse.
"Hvis du kunne få stablet en rute på benene ved vestkysten, tror jeg det ville gavne os begge og del af kroens gæster."  Ved de sidste ord kiggede han gennem væggen i retningen af krostuen, hvor nogle elviske sange kunne høres. Selvom dværgen, der sang med på gebrokkent originalsprog var lidt fuld og sang til, så lød det næsten bedre med den dybe stemme til. Den gamle byvagts øjenbryn slog en bekymret rynke et øjeblik, men vendte så tilbage til Sam.
"Lyder det som noget, du kan håndtere?"

Samantha nikkede let og bekræftende til det første hun fik at vide. Ikke at hun kendte til den slags om travl tid på året og andet der havde med den side af kroernes væsen at gøre, men hun havde da lagt mærke til at nogen tider på året havde tættere pakkede vandingshuller ind andre, skønt det måske var modsat af her de var. Piraterne havde det med at gå en smule i vinterhi, når vinden tog de første skibe og førte dem til bunds med is og sne.
Hun lyttede videre i fortsat tavshed og med voksende forståelse for hvad Kroejeren gerne ville sætte i system og værk. En sådan handelsrute kunne være særdeles krystalrig for begge ender, hvis de rette blev involveret i det. Selv var hun måske det mest oplagte bindeled, men hun havde da lidt kontakter hun kunne trække på og nogle af dem...
Et smil gled frem på hendes læber, som hun gennemgik mulighederne i tankerne. Så nikkede hun let. "Jeg burde kende nogen der kunne få stablet noget sådan op og stå..." Hun havde stadig tydeligt en del af tankerne kredsende om hvem hun mente kunne klare det og hvem hun syntes skulle have muligheder. To ikke helt ens grupper trods alt. Så fokuserede hun atter blikket helt på Athir. "Det burde bestemt være muligt ja og du har jo et godt navn at give som aftager..." Hun smilede til ham. At skulle sende varer til dalen ville kræve en forsikring af en slags og et troværdigt navn gik langt for noget sådan. "Nogle ønsker til det bragte eller?"

Stolen knirkede en anelse under krofatteren, som han brummede tilfreds med Sams svar. Han var for så vidt enig. Der var en klasse af mennesker som kun levede efter lovens paragraffer, hvis man så dem fra den rette vinkel, og for en af den klasse, havde han et udmærket ryg. Hvis han altså selv skulle sige det. Han arbejdede da også for at opretholde det. Det var rart at høre, at hans arbejde bar frugt.
"Tak, pænt af dig at nævne. Udmærket. Jeg har ikke brug for at blive sat i forbindelse, hvem end du har i tankerne," Athir fornemmede en smule eftertænksomhed hos Sam, "Men jeg holder dig ansvarlig, skulle der vise sig problemer med dem. Sikkerhedsforanstaltninger, formaliteter... Du forstå." Lange ord var ellers noget, han forsøgte at undgå. Hans ordforråd var ikke lille for en mand af hans status og uddannelse, hvilket sagde en del, men lange ord fik ham til at lyde som *en af de hersens højrøvet aristokrater*, syntes han. de var selvfølgelig også godt for noget, særligt når de var generøse.
Athir lyttede til Sam.
"Jeg er glad for, du spørger," Han bøjede sig ned for at rode i en skuffe, der tilsyneladende sad i det tøndeformede 'bordben'. Et par sekunder senere dukkede han op igen, med et par håndskrevne dokumenter, som han puffede hen til Sam. Teksten var lige knapt læselig. Det var tydeligvis nogle officielle dokumenter som rejsetilladelser, varelister og den slags. Så dryssede han noget støv hen over og sørgede for, at det kom rundt på det øverste papir, hvorefter en længere liste af varer kom til syne. Det var simpel måde at skjule tekst på, hvilket gjorde den ret almindelig.
"Det er hovedsageligt mad og drikke og den slags," Han pegede ned på et område af listen med ting, der ikke burde spises eller drikkes, "Men jeg har tilladt mig at tilføje nogle ønsker fra folk her i byen. Jeg er godt klar over, at det vil tage noget tid at skaffe," Med hvilket han mente, 'lad for Azurs skyld være med at importere det hele på en gang'. Men han vidste, Sam ikke var ny i gårde, så nogen tiltro havde han. Man måtte også tage sine chancer i dette fag.

Efter at Athir havde børstet støvet af dokumenterne igen, forsvandt teksten. Koppen, støvet havde været i, så ud til at suge støvet til sig igen, mens Athir sjuskede den hen over skrivebordet et par gange. Han stillede koppen fra sig igen og foldede de barkede næver foran sig med albuerne på armlænene.
"Har du brug for andet fra mig," som et tegn eller bestikkelse, "Eller er det godt nok, at du siger god?" Han smilede gennem skægget.

Samantha hævede overrasket og spørgeende et øjenbryn over den uventede udmelding. Hun lod ham dog atter tale videre og fik da også svaret i de næste ord. Et svar der trak hendes smil skævt og fik hende til nonchalant at folde hænderne over knæene og ryste let på hovedet. "Jeg forstår, men..." Hun mødte og holdte hans blik som hun fortsatte. "Problemet er at jeg ingen interesse har i dette, så hvorfor skulle jeg påtage mig ansvar for hvad andre laver?" Hun havde ingen grunde til det og hvis han ønskede at sikre sin egen røv ved at smide skylden hvis noget gik galt over på hende, ja, så måtte han se efter en anden mellemmand.

Hun forblev roligt siddende som hun satte lidt tydeligere ord på hvad hun kunne hjælpe ham med, nu det virkede til han ikke havde forstået det. "Alt jeg kan er at give ord videre om at der er en mulighed her. Det håber jeg du forstår?" Hun kastede et blik på dokumenterne han fandt frem, kun halvt findende sammenhæng i de udtværede ord og forskellige opsætning. Det hjalp med støvet, men alt ud over listerne var stadig volapyk for hende. Hænderne forblev på knæene og hun gjorde ingen anstrøg til at tage imod noget.
Ikke når der fulgte lænke af et uønsket ansvar for nogen hun hverken kendte eller havde indflydelse over med. Han måtte da have set lidt for dybt i egen øltønde!

Hun kommenterede ikke på hans videre ord med andet end endnu engang at hæve øjebrynet. Ikke før han kom til det sidste og hun bare så lidt på ham. "Det har jeg virkelig ingen anelse om hvad der kunne forventes. Som sagt kan jeg kun give ord om at du er interesseret i at en sådan rute opstod, intet andet. Det kan være det tages alvorligt, det kan være de griner deres røv i laser." Hun trak let på skulderen. Valgte hun den rigtige ville det nok blive det første, men kendt som hun var som søgående og alt andet end handlende, ja, så var det ikke fordi hun ventede den store tiltro til hendes ord.

Athir lyttede til Samanthas svar. Skægget skjulte det meget godt, mens smil falmede til en forundret krølle i den ene mundvig, mens hans velvoksne øjenbryn krøb tættere sammen. Dette var ikke det svar han havde forventet. Der var en lang pause, hvor han meget tænksomt trommede med sine store fingre på træbordet og så vurderende på Samantha. I virkeligheden varede den måske et enkelt minut eller to, men det kan være længe nok, når man er midt i en samtale.
"Det beklager jeg," han lænede sig helt tilbage i stolen og foldede sin hænder på maven, "Jeg havde fået det indtryk, at jeres besætning var i branchen for krystallerne. Med meget ansvar, følger mange krystaller." Et smil kunne spores i hans stemme. Udtrykket var noget, han havde fra sin gamle makker. Selvfølgelig refererede han til, hvordan man nemmest fandt de rigtige at anholde, men udtrykkede passede da lige så fint her. Forbenene på Athirs stol løftede sig et øjeblik fra jorden, inden krofatteren satte sig mere ret op.
"Jeg antog også, at din kaptajn ville være mere end villig til at tage på en lille aflastningstur neden om Medaniens kyst på vej til vesthavnen. Havnebyerne skulle være sine fine på denne tid af året."

Her nævnte Samantha til Athirs overraskelse at Kaptajn Bredveg ikke ville være interesseret. At Halvmånen havde fået ny kaptajn, var ikke kommet ham for øre, og en ny kaptajn kunne betyde hundredeogsytten ting. Alt for mange til at han var villig til at tage chancen. Efter nogen snak frem og tilbage og en generøs pose krystaller havde passeret over bordet, sad Athir nu med en behagelig mængde information og en villig budbringer. Mere kunne han ikke gøre lige nu.

"Nå! Jeg ved ikke med dig, men jeg kunne godt bruge en øl," Athir rejste sig fra bordet på vej mod krostuen, "Første omgang står på min regning, og ellers har Nanna gjort værelser klar." Krofatter sørgede for, at Samantha kom ud fra hans kontor, før han låste efter dem og slap hende så af syne. Mødet havde varet noget længere end planlagt, og det havde givet pote, men der var stadig arbejde, der ventede i krostuen. Hvis han skulle være ærlig, havde han mere brug for et hvil end et krus fuld af øl.