Sted: Lige udenfor Helbredelseshusets dør
Tid: Efter mørkets frembrud
Vejr: Koldt, men tørt og stjerneklart

Ezra sad i kulden på en bænk ude foran Helbredelseshuset. Mørket havde forlængst lagt sig, allerede inden han havde sat sig på bænken, men han bemærkede det ikke. Et par fakler lyste området op omkring ham, givende et varmt skær, men for ham var det ligegyldigt. Kulden trængte igennem skjorten og de løse bukser, han havde på, begge dele hængende lidt for løst om hans tynde krop. Han havde tabt sig meget siden sommer og han havde ikke fyldt meget i forvejen, men nu var han mere end mager og fjernede man skjorten, ville man tydeligt se knoglerne under hans hud. Det var også grunden til, at han i det hele taget havde skjorte på, han hadede tøj, men han frøs og det havde været en lang, kold vinter.

Men kulden gjorde ham ikke noget lige nu, den var langt væk. Trætheden og den tomme følelse i maven, efter han havde afleveret sit maveindhold op af muren lidt længere henne, var også langt væk. Nej, det eneste, han fokusere på lige nu, var smerten indeni. Synet af alt det blod, hans bedste ven havde blødt. Chokket. Og følelsen af, at han ikke havde noget sted at høre til. At han var alene og uønsket.

Det havde været et hårdt år for ham og hans psyke var nedbrudt. Han troede, at han havde været på vej til at få det bedre, men aftenens hændelse havde skubbet ham tilbage ud over kanten og lige nu forsøgte han at koncentrere sig om at trække vejret og holde sig selv nogenlunde sammenhængende. Men hans krop rystede og han ønskede at græde, men kunne ikke. Lige nu var han ikke sikker på, at han kunne mere. Livet var for hårdt at bære og tanken om at få fred var begyndt at snige sig ind på ham igen. Evig stilhed. Slippe for smerten og de minder, der jagtede ham både i søvne og i vågen tilstand. Han vidste ikke, om han havde styrken til at kæmpe mere. Kæmpe for hvad? Han havde intet. Selv musikken havde mistet sin glød og han skulle kæmpe for at fortælle sine historier. Hvis han ikke kunne det, hvad kunne han så?

Trods faklernes skær lå mørket over ham, tungt og kvælende. Uendeligt. Han havde givet op, blev kun siddende, fordi han ikke havde kræfter til at rejse sig og gå ud i mørket. Ud i mørket, hvor han kunne forsvinde.

Det havde været endnu en lang dag på helbrederhuset, og endelig var der faldet lidt ro over bygningen efter hun havde sendt Kit og Eir i seng. Det var i disse aftenstunder hun nød at gøre lidt for sig selv. Tage en kop, ryge en pibe og lade op til den næste dag. Og selvom forårs vejret stadig var køligt, foretrak hun den friske luft udenfor når hun kunne.

Åså det var med et sjal om skuldrene, et tekrus I den ene hånd og piben i den anden at Dhalia trådte frem i døren og tog en dyb indånding af den kolde aftenluft. Hendes blik lød kort rundt efter ordensmedlemmer inden hun trådte ud og.. Hvad pokker, der var nogen på hendes bænk?

Det var ikke uhørt, og Dhalia var knap overrasket. Et hurtigt blik fortalte hende dog at det her ikke blot var en fulderik der var kommet fra sit vandhul for sent.
Med rolige skridt gik hun over til den unge satyr "godaften ven.. Må jeg sætte mig her ved dig?" spurgte hun og tog et langsomt sug af sin pibe.

Ezra havde været så langt væk i sin egen elendighed, at han ikke havde opdaget, at der var kommet nogen ud fra Helbrederhuset. Det gav et svagt ryk i ham, da der var nogen, der talte til ham. Hurtigt løftede han hovedet, næsten som et jagtet dyr, der hørte en gren knække, men han blev siddende. De lyse blå øjne gled op til kvindens ansigt, men strejfede det kun, inden de faldt til jorden igen, i et forsøg på ikke at vise de mørke tanker i dem. Han skubbede sig lidt til siden, så hun kunne være der. Egentligt burde han rejse sig og gå, men Jocasta var inde i huset og… han vidste ikke rigtigt, hvor han skulle gå hen. Hvor valgte man at dø?

Hans tynde krop rystede stadig let, både at kulde og de forfærdelige tanker og følelser, der hærgede hans indre. I stedet for at krølle sig sammen igen, rettede han sig lidt op og drejede ansigtet væk fra hende, så hun ikke kunne se det. Hænderne blev samlet i hans skød, slapt hvilende.
Han havde det så dårligt og det var ikke rart at sidde ved siden af en fremmed, når han havde det sådan. Men han kunne ikke få sig selv til at rejse sig. Han orkede ikke. Vidste ikke, hvad han skulle gøre af sig selv. Og efter hans erfaring var de fleste ligeglad med folk de ikke kendte, så han ville nok få lov til at kunne sidde i fred. Det var, hvad han ønskede. Bildte sig selv ind, at han ønskede. Han ville ikke verden. Kunne ikke verden og de folk, der var i den. Det var lige før, at han ønskede, at han sad på en bakketop i Medanien med fri udsigt til stjernerne. Alene og i stilhed.

Han flyttede kort på sig ved forestillingen og måtte synke en klump. Ikke at tårerne kom, selvom alt i ham skreg efter at græde, at lukke noget af det hele ud. Men han kunne ikke. Så han så bare tomt ud i mørket, allerede ved at glemme, at der sad nogen ved siden af ham.

Dhalia satte sig ved satyrens side og rakte ham tekruset "Vil du holde den for mig et øjeblik ven?" spurgte hun og lod ham tage kruset. Hun hang piben fra mundvigen, for at have hænderne fri til at trække sit sjal af, og svøbe det om satyrens skuldre i stedet.
Det stak i hjertet at se det unge væsen der sad på bænken ved siden af hende lide sådan. Det var aldrig rart at se så unge sjæle så ødelagte som den unge mand virkede, og hendes tanker faldt på en anden alt for ung sjæl der havde været forbi for nyligt.. Verden var ikke retfærdig. Hvad end der havde rørt den unge mand, der havde knækket ham sådan, burde ikke befalde så ung en sjæl!
"Her ven. Varm dig lidt på teen. Bare drik!" bød hun ham, efter at have taget piben fra munden igen.
Langsomt tog hun et sug og pustede ud til siden, og den hjemlige duft fra hendes tobak begyndte at sprede sig omkring bænken. 
Lidt varme ville nok hjælpe en smule. Det ville være en start! Hun bad inderligt til Isari om, at han ikke var for langt væk til at få hjælp.

Kvinden satte sig ved Ezras side og han ville vitterligt bare have ignoreret hende, men igen lød hendes stemme i aftenens kølighed. Alt for overrasket over, at hun bad ham om noget, tog han i mod kruset uden at tænke over det. Det var varmt og han holdt lidt forsigtigt om det med de kolde fingre. Inden han fik set sig om, lagde hun sit sjal om ham, hvilket fik ham til at krybe lidt sammen, utilpas ved hendes hænders tætte placering på hans krop. Forvirringen var total for den lille satyr og han ville protestere, give hende kruset tilbage og tage sjalet af, men han kunne simpelthen ikke mønstre energien til at gøre det.

Han forsøgte dog tavst at række kruset mod hende, men i samme øjeblik bød hun ham at varme sig på den. Hans blik ramte kort hendes ansigt, forvirret og tøvende, men langsomt sænkede han kruset og lod sine hænder hvile i sit skød. Han havde ikke lyst til at drikke te, men varmen fra kruset føltes alligevel beroligende, så nu sad han med det. Sad og stirrede ned i den dampende væske, for træt til at forsøge at forstå, hvad hun ville ham. Tavsheden lå over dem, noget den aldrig ville have fået lov til før verden gik i stykker. Men Ezras ord var forsvundet ind i det mørke, der fyldte hans indre, så han var tavs.
Røgen lå i luften, duften af tobak bragte minder om hans hjem med sig og klumpen i hans hals blev større. Han savnede Lindeskoven og sin familie. Gad vide, om de overhovedet savnede ham?

Dhalia lod sine hænder samle sig i om piben, og lod dem hvile i sit skød. Imens hvilede hendes blik roligt på satyren. Nok blev satyrer noget ældre end mennesker, men selvom han let kunne være langt ældre end hende selv, så hun stadig en ung mand. En ung mand der var langt længere ude end han kunne bunde. "Du ligner en der har været igennem en del ven" hendes stemme var mild og omsorgsfuld "Når du er færdig med teen kan du komme med indenfor og få en bid mad" bød hun, mere bestemt. Det var egentligt ikke til diskussion, om hun så skulle trække ham ind i øret og fodre ham selv. Men hun ville ikke helle skræmme ham. Han lod til at havde været gennem mere end nok allerede.

Hun håbede på han ville tage imod hendes tilbud. Hun håbede på hun kunne få ham til at åbne op, og lade hende hjælpe ham. Det var tydeligt han ikke havde det godt fysisk, men hans blik fortalte hende, at det ikke kun var der problemet lå. Hans fysiske tilstand kunne meget vel være et sympton på en langt farligere sygdom, en der ikke var til at se med det blotte øje. En sygdom i sindet, om man ville.

Ezra forsøgte at finde nok styrke i sig selv til at række hende kruset og tage sjalet om sine skuldre af, men inden de lykkedes ham, snakkede hun til ham igen. Du ligner en der har været igennem en del ven. Hvis bare hun vidste. Venligheden bag ordene var næsten for meget og hun ville endda tage ham med ind, så han kunne få mad. Hans hænder knyttede sig lidt hårdere om kruset trods varmen og pludseligt kunne han ikke rigtigt se. Tårerne væltede pludseligt frem, fremkaldt af hendes venlighed, men han flyttede sig ikke, lod dem bare dryppe ned i skødet på sig selv.

Det varede dog ikke mange øjeblikke, inden hans spinkle krop begyndte at ryste mere end før og et dæmpet gisp kom fra ham. Der var gået hul på dæmningen og selvom han gjorde alt han kunne, for at stoppe hullet igen, blev det bare større og større. Med en rystende hånd lykkedes det ham at stille kruset fra sig på bænken ved siden af sig, inden han mistede kontrollen helt. I et forsøg på at finde tryghed i sig selv lagde han armene om sig selv. Det enkle gisp blev til flere, og som han krøb mere sammen som gjorde det fysisk ondt på ham, blev det til en dæmpet hulken, han ikke kunne styre. Han havde været igennem en del og han kunne slet ikke holde til det, alting var forfærdeligt og lige nu ville han bare gerne slukke og ikke skulle forholde sig til den skrækkelige verden, der kun var ude på at ødelægge ham. Til sidst græd han bare krøllet sammen på bænken med sjalet over sig og sine tynde fingre boret ind i sin arm og sine ribben i et forsøg på at holde sig selv sammen.

Dhalia tøvede ikke et øjeblik som satyren begyndte at græde, men lagde en arm om hans skuldre. Mandens tilstand var dog af en karakter hvor hun næppe blev overrasket da hun mærkede de første skælv gå igennem hans krop. Hun tog hurtigt imod kruset som han satte det fra sig, og flyttede det om på den anden side af sig selv, så det ikke var i vejen.

"Det er okay ven.. bare lad det komme ud" sagde hun mildt og strøg ham over ryggen. Hun rykkede sig en anelse nærmere og holdt om ham, lod ham ligge sig ind til sig hvis han havde brug for det.

Dhalia lod det tage den tid det tog, og gav satyren hvad der lod til at være en længe tiltrængt mulighed for at lettet sit bryst, til at finde lidt trykhed, lidt nærhed.
Det var ikke den første nedslidte sjæl Dhalia havde siddet med på denne bænk, men det gjorde det ikke mindre hjertenskærende hver gang det skete, og det var en ting der aldrig blev rutine.

Det gav et gib i ham, som hendes arm lagde sig om ham, tydeligvis af forskrækkelse og en kort skræk væltede igennem ham, men hun trøstede ham bare. Hvilket gjorde det hele værre. Så da hun trak ham ind til sig, blev gråden bare tungere og han lænede sig i mod hende. Trods hans nyere skræk for andre væsner efter den behandling han havde fået, var han stadig en social satyr, en ung mand, der var vokset op med fysisk tryghed i en stor familie og han havde brug for den varme, hun udstrålede. Trygheden. Noget han ikke rigtigt kunne få andre steder, andet end Jocasta, som nu lå inde i huset bag dem efter at være nær døden.

Gråden fortsatte som om, at han ville være utrøstelig, tung og helt nede fra maven. Hele hans tynde krop rystede og var hårdt spændt op, musklerne tydelige under huden, som der ikke rigtigt var så meget fedt på ham. Hvor længe han græd, vidste han ikke, alting forsvandt omkring ham som smerten fyldte ham og væltede ud af ham i form af saltet vand og dæmpede, hulkende lyde. Han kunne ikke mere. Ville ikke mere. Han ville bare gerne dø og slippe for det mørke, der havde fyldt ham. Han kunne ikke finde sig selv i mørket, finde sit glade jeg, satyren der spillede smuk musik og fortalte historier, der kunne få folk til at le og græde. Og verden føltes bare så tom uden fløjtens toner, toner han ikke længere kunne få frem.

Langsomt stilnede hans gråd af og til sidst blev han så stille, at man måske kunne tro, at han var faldet i søvn, hvis ikke det var fordi, at hans krop med regelmæssige mellemrum rystede af en blanding mellem fysisk kulde og psykisk smerte.
Endeligt fik han overtalt sig selv til at bevæge sig og han trak sig langsomt tilbage fra kvinden, hvis tøj han havde gjort vådt af sine tårer. På en måde skammede han sig, men han havde det egentligt bare så dårligt, at der ikke var plads til den følelse oveni. Så han trak sig bare tilbage uden at løfte blikket og uden at slippe grebet om sig selv.
”Undskyld.” Hans stemme var så hæs og dæmpet, at det ene ord næsten var uforståeligt, selv for ham selv. Han burde tørre tårerne af sit ansigt, men han var for træt til at bevæge sig unødigt.

Dhalia holdt om satyren så længe som det var nødvendigt, og strøg ham blidt over ryggen. Det skar at se så ung en sjæl så ulykkelig. Ungdommen burde være eventyrenes tid, og selvom det også var tiden til at lære af sine fejl, burde ingen fejl lede til så meget ulykke som den unge mand i hendes favn bar i sit hjerte.

Som satyren faldt mere til ro, trak hun sjalet tættere om ham, og holdt ham tæt for at dele sin varme med ham. Til trods for vejret udstrålede den ældre kvindes krop lige så meget varme som hendes væsen.
Blidt lagde hun en hånd mod hans baghoved, og med et sagte suk lov hun sin evne gøre sit. Korte glimt af hvad han havde været igennem brød ind i Dhalias sind. Det var længe rigeligt til at få det til at vende sig, men på ingen måde nok til at hun kunne gisne om det større billede af hans kvaler.
Det var den gave Dhalia kunne give. Hun kunne ikke fjerne minderne, eller gøre om hvad der var sket. Men hun kunne lade det falde på afstand. Det ville altid være der, som et dårligt minde om en forfærdelig tid, men det behøvede ikke være mere end det. Det behøvede ikke styre hans liv eller hvem han blev.
Hun gav hans sind pusterum til at overkomme det han havde været igennem, friheden til at vælge om det skulle styre ham eller ej. Det var alt hun kunne give.

Dhalia var opmærksom på satyren som denne satte sig op igen. "Du har intet at undskylde for ven" hun sendte ham et lille beroligende smil "Andet end at din te er blevet kold" hun tog hans hånd og rejste sig roligt op "Kom ven, lad os gå indenfor i varmen og finde dig en ny kop. Vi har vist også lidt rester fra aftensmaden stående ingen andre kunne spise"

Hendes hånd mod hans baghoved var ikke ubehagelig, men lidt underlig placeret i forhold til den måde de sad på. Han tænkte ikke nærmere over det, alt for langt væk i sin indre smerte. En smerte der langsomt blev mindre. Det var som om, at nogen hældte koldt vand på en solskoldning, som om at han fik luft efter at have holdt vejret for længe. Følelsen var så lettende, at han først ikke vidste, hvad der skete, men han holdt sine øjne lukkede og tog det til sig som en sultende i mod mad. Hans indre blev... mere fredeligt. Han havde det stadig uendeligt dårligt, men var samtidigt meget mere rolig. Som at gå fra en storm med meterhøje bølger i en faldefærdig jolle til en let skvulpen i en sø. Det var... mere overskueligt.

Han så kun kort på hende, da hun tog hans hånd og hev ham op. Han ville ikke ind igen, tænk hvis de så ham. Han kunne ikke lade dem se ham, se hvad han var blevet til. Han stod kort fast, men hendes tag i hans hånd og lette ryk vandt over den lille rest af styrke han havde og langsomt fulgte han efter hende ind i bygningen. Varmen slog i mod ham og gjorde blot hans rysten værre. Han var kold og han frøs helt ind til knoglerne. Med blikket let flakkende lod han hende trække sig ind, men da de gik forbi rummet, hvor Jocasta havde været, var det tomt. Hvor var de? Havde de... forladt ham? Han sank en klump og blev dårlig. Selvfølgelig havde de det, hvorfor skulle de huske ham? Han var ikke noget værd all... De gik forbi en anden åben dør og han så den ældre kvinde fra før. Og den næste dør afslørede en seng med Jocasta. Han drejede hovedet nok til at se Karkhos sidde lænet op af væggen med lukkede øjne. De var her endnu.

Han tog en dyb indånding. De var her endnu.

Dhalia kendte intet til satyrens relation til de andre patienter, og havde hun haft, havde det lykkeligvis ikke gjort den mindste foreskel. Hendes fokus lå på den unge satyr for nu, og hun ledte ham roligt til køkkenet, og hen på en stol hvor han kunne sidde. "Sådan der ven, sæt du dig ned igen, så skal jeg nok finde lidt til dig" lovede hun, og mødte hans blik et øjeblik, for at sikre sig han stadig var med hende, inden hun roligt men effektivt fandt de ting hun skulle bruge. Et tæppe blev fundet og lagt om den unge mands skuldre.
Tæppet var lunt, takket være evig-varme sten der lå mellem hvert tæppe i skabet, en gave helbrederhuset engang havde fået.

En ny kop te blev hældt op og sat ved siden af satyren, kort efterfuldt af en tallerken med forskelligt mad, alt skåret ud i små nemme bidder så det var nemmere at overskue.
Til sidst tog Dhalia en ny kop selv, og trak en stol ud, så hun kunne sidde overfor satyren. "Spis, drik og få varmen ven. Jeg skal nok blive her hos dig" bød hun, og selvom den ældre kvinde ikke smilede, var der noget mildt og moderligt over hende. "Mit navn er Dhalia forrresten, men du kan blot kalde mig Lia"

Ezra lod kvinden føre ham ned til noget, der så ud til at være et køkken. Han lod kort og uinteresseret blikket glide rundt, inden han blev sat ned på en stol, hvor han sank sammen. Som sædvanligt var hans ben for korte til at han virkeligt kunne nå gulvet, så han hvilede bare sine rystende hænder i skødet og lod sit hoved hænge. Selv hans ellers normalt pæne, omend beskidte, hår så mat og livstræt ud, som det hang i mellem hans store horn og ned over hans skuldre. Han mødte ikke rigtigt hendes blik, kunne ikke få sig selv til det, og blev tavst siddende, mens hun begyndte at nusse rundt. Tæppet blev lagt om hans skuldre, der allerede var pakket ind i hendes sjal. Dejligt varmt og han løftede sløvt en hånd for at holde det lukket foran. Han frøs virkeligt gudsjammerligt.

Et dampende krus blev placeret foran ham sammen med en tallerken med mad i små stykker. Hans mave knurrede dæmpet ved synet, men selvom kroppen var sulten, var sindet det ikke og han tog hverken koppen eller tallerkenen. Ikke lige nu.
Han kunne ikke helt finde ud af, om kvinden var venligt stemt eller ej, men han måtte næsten tage hende for venlig, siden hun gjorde så meget for ham. Han havde ingen anelse om, hvem hun var, hendes navn sagde ham heller ikke noget. Det var kun anden gang, at han var i Dianthos og han havde ikke haft noget med Helbredelseshuset at gøre før.

Det var som om, at hendes introduktion havde en virkning og han flyttede lidt på sig, inden han svarede hende.
”Jeg hedder Ezrael… Ezra.” Han løftede ikke blikket, men så ned på sin hånd, der pillede lidt ved en løs tråd i tæppekanten, hans stemme dæmpet og hæs efter gråden. Efter at have synket en klump, løftede han blikket mod hende, forvirret og træt. Det var vist første gang, at han lod sit blik møde hendes, første gang, at han virkeligt så på hende. Det holdt et øjeblik, inden han så ned igen.
”J-jeg vil helst ikke være til… besvær.” Man kunne høre, at han var forvirret over det, hun havde gjort for ham.

Dhalia mødte saturens blik, og til trods for hendes mere strikse udseende, så var hendes øjne venlige og omsorgsfulde. "Ezrael. Det er et smukt navn min ven. Et stærkt navn. Jeg er sikker på du vil vise dig at leve op til det" sagde hun lidt opmuntrende. Hendes blik blev kun varmere som satyren fortsatte. "Det glæder mig at høre du ikke vil være mere besværlig end højst nødvendig. Så må du jo hellere få spist og drukket lidt, så jeg ikke behøver gentage mig selv" sagde hun, og til trods for formuleringen var noget bestemt, var hendes tone mildere og venlig.

Dhalia var stadig meget opmærksom på Ezras reaktioner og ikke mindst hans kropssprog. Hun havde set lignende symptomer før, fremtvunget af lange perioder af højt fysisk og mentalt stress.... eller tortur.
Hendes egen søn havde været igennem noget lignende engang for mange år siden, efter han var løbet med dårligt selvskab.

Det var ikke for sjov Dhalia havde et utroligt stramt forhold med mørket, og de der tjente det

Ezras blik flakkede lidt ved hendes sidste ord. Han var stadig lidt forvirret over hende, hun virkede uvenlig og venlig på samme tid. Normalt var Ezra ret god til at læse folk og forstå folk, men han var bare så træt i hovedet lige nu, at intet af det sådan helt rigtigt gav mening.
Tøvende rakte han ud og øjeblikke efter tyggede han langsomt på noget af maden, hun havde stillet frem til ham. Hans krop bad straks om mere, selvom hans hoved ikke syntes det var en speciel god idé. Mad var næring, næring gav liv og han havde ikke specielt meget lyst til livet i øjeblikket.

Men han spiste, tyggede langsomt og tvang sig selv til at synke og til at tage en bid mere og en mere. Langsomt kom han igennem halvdelen af maden, inden han gav op. I stedet tog han kruset og lagde begge hænder om det med blikket ned i den dampende væske. Der var noget beroligende over det, noget velkendt og han faldt en smule mere sammen, som lidt af anspændtheden forsvandt fra hans krop. Han var bare så træt. Han burde vel finde Jocasta, men hun havde fået et værelse og Karkhos passede på hende. Hvilket han helt sikkert også var mere kvalificeret til end Ezra. For hvad kunne han egentligt? Ingenting.
Tavsheden fra satyren var meget usædvanligt, normalt ville han have underholdt Dhalia med fantasirige historier, støttet op med et livligt kropssprog og et glimt i de lyseblå øjne. Men nu var han tavs, ude af stand til at finde på noget at sige.

Dhalia holdt roligt øje med Ezra og sikrede sig han spiste, mens hun roligt drak af sig eget krus. Selv da det var tomt, holdt hun det stadig, og lod fortsat som om, så satyren ikke skulle føle sig ene om at spise og drikker.
Da Ezra lod til at være færdig og samlede kruset op, nikkede hun anderkendende for sig selv. Han havde ikke spist op, men det var vist også mere end hun kunne forvente af ham. "Prøv at drikke lidt, om du kan. Din krop har brug for væsken og varmen. Jeg kan også finde lidt honningvand til dig, hvis det er nemmere for dig at få ned" tilbød hun, med en stemme der var rolig og omsorgsfuld. Hun kunne ikke udstå folk der ikke passede på sig selv, men nu hvor hun så han forsøgte, kunne hun ikke andet end bløde op for den stakkels sjæl.

Hun holdt hænderne om det tomme krus, og lænede sig en smule forover "Jeg reder en seng op til dig her når du har fået lidt at drikke. Du ser ud til godt at kunne bruge en god nats søvn... med mindre der er noget du gerne vil tale om først?" spurgte hun så, med al tålmod i verden. Selv hvis ordrene var svære at finde, skulle hun nok vente til de kom frem. 

Ezra følte sig mæt og sulten på samme tid, men egentligt havde han bare en smule kvalme efter at have spist. Han ville gerne gøre kvinden glad og spise resten, men han kunne simpelthen ikke. Ikke lige nu. I stedet kiggede han på den lette damp, der kom fra kruset i mellem hans hænder. Den lette tåge så næsten ud som hans hoved føltes. Da hun nævnte honningvand rystede han svagt på hovedet.
”Te er fint.” Hans stemme var så lav, at den næsten var en hvisken, næsten som om, at han var bange for at tale for højt. Næsten som om, at han var bange for sig selv, hvilket ikke helt var ved siden af. Han var bange for at begynde at græde igen. Han orkede det ikke.

Da hun snakkede om en seng, flyttede han lidt uroligt på sig. Hun ville låne ham en seng. Det vidste han ikke rigtigt, hvordan han skulle tage, trangen til bare at gå ud i mørket uden at se sig tilbage lå stadig over ham, men han protesterede ikke. Trætheden lå så tungt over ham, at noget i ham bare skreg efter at få lov til at sove. En lille stemme sagde, at han gerne ville sove og aldrig vågne op.
Noget han gerne ville tale om først? Han ville ikke tale, han ville bare være tavs. Hvad skulle han alligevel sige? ”Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har været glad helt ned i maven?” Hun var sikkert ikke interesseret alligevel, han skulle bare tage sig sammen.

Men selvom han tænkte sådan, var der alligevel en del af ham, der ønskede at snakke. Fortælle. Komme af med noget af alt det, der var sket med ham. Trods deres aldersforskel var hun en voksen for ham og han kunne godt bruge en voksen til at hjælpe ham med at få styr på rodet i hans hoved. Et rod der virkede knapt så slemt som tidligere, næsten mere som om, at han havde haft en ond drøm. Var det gråden, der havde hjulpet? Eller havde hun gjort noget ved ham? Han vidste det ikke, var for træt til at tage sig for meget af det. Uden at flytte blikket, drejede han lidt på kruset.
”Forsvinder mørket nogensinde? Indeni. Jeg… jeg… jeg kan ikke engang spille fløjte mere.” Hans stemme knækkede til sidst og han tog en dyb indånding i et forsøg på at holde tårerne tilbage.

Dhalia ventede roligt, mens hun kunne se Ezra vende og dreje hendes ord, og det bragte hende ikke så lidt lettelse, da han valgte at svare. Det var dog en lettelse hun holdt for sig selv, for selv der var åbnet en smule op, så var de endnu ikke igennem natten. Langt fra.

"Der er mange der siger, at når vi er i vores mørkeste time, skal vi blot holde ud, for det er netop dér, efter mørket, at solen vil bryde frem, og varme vores liv igen"

Hun åbnede sine satte sit krus lidt fra sig, og holdt sine hænder hen mod ham, albuerne hvilende på sine knæ, med hænderne åbne og håndfladerne opad. "Dette er ikke en ting jeg tror. Der er ingen let vej ud af vores mørkeste time, for ellers ville den ikke være så. Mørke som det forsvinder ikke bare, men vi kan bekæmpe det, vi kan kæmpe os ud af mørket ved egen vilje, og når den fejler, som den nært altid gør, så kan vi bekæmpe det med hjælp fra dem omkring os, til vi igen er i kontrol, og kan forvise det til den afgrund det høre til, og holde det der som en formaning, en påmindelse til os selv om hvad der kan ske hvis vi ikke passer på os selv" hun vendte langsomt håndfladerne nedad igen, med et lille suk. "Jeg tror aldrig sandt mørke forsvinder, ikke helt. Men jeg ved man kan vinde over det" hun søgte hans blik "Jeg ved du kan vinde over det"

Med en knude i maven lyttede Ezra til kvindens ord uden at se på hendes ansigt. I stedet så han på hendes hænder. Hænder, der bar præg af at blive brugt. Lige nu sagde hendes ord ham ikke ret meget, men han ville gemme dem i sit sind, så han kunne citere dem ordret for sig selv, når han var alene og havde mere plads i sit hoved til at forholde sig til dem. Men han lyttede og forsøgte at få mening ud af dem, så godt han kunne lige nu. Tårerne var stadig lige på kanten til at falde, men han fik dem holdt tilbage. De blå øjne var våde og han trak vejret ganske forsigtigt for at ikke at provokere sin krop til at reagere på rodet i hans hoved.

Hendes sidste sætning fik ham dog alligevel til at miste kontrollen og et par dråber faldt, den ene ned i kruset, den anden på hans hånd, da hans ansigt fortrak sig. Hun troede, at han kunne vinde over den forfærdelige følelse, der herskede i ham lige nu. Han havde for en kort tid troet, at han havde vundet. Han havde fået lidt appetit og var endda begynd at fortælle og synge lidt igen, men nu… han havde det som om, at han havde tabt det på gulvet. At det var blevet suget ud af ham, som en vampyr sugede blod, og han aldrig ville få livsglæden tilbage.

”J-jeg har prøvet… jeg troede… også så…” Han tog en skælvende indånding og løftede en hånd fra kruset for at tørre sine kinder. ”Det hele føles bare så forgæves. Dårlige ting bliver ved med at ske. Det hele er så svært.” Hans stemme dirrede og fortalte tydeligt, at han forsøgte at styre sin gråd. En tanke ramte ham og hans ansigt fortrak sig igen, hvilket atter fik tårer til at slippe hans øjne.
”Hvis bare jeg var død i ørkenen.” Han hviskede udtalelsen ud, sagde den til sig selv, men der var ingen tvivl om, at han mente det. Hvis han bare var død af dehydrering og udmattelse eller en vagt havde fået nok. Døden føltes som den bedste løsning lige nu. En tanke, der fik ham til at skamme sig, samtidigt med, at han ikke kunne undsige sig den længsel, der fulgte med.

Dhalia rakte roligt en hånd frem mod Ezra, en invitation til kontakt, uden at tvinge den på ham.
"Livet er desværre ikke let, og for de fleste af os, er der kun det ene. Derfor er vi nød til at passe på det, og på hinanden. Din glæde findes stadig ven, men den er ved at drukne i alt den dårligdom der er dig sket.. men den er der stadig, skinnene og lys et sted derinede" hun nikkede mod ham, mod hans brystkasse.

"Hvis du var død i ørkenen, var den glæde død med dig, og så var du hvertfald aldrig kommet til at spille fløjte igen, eller fornøje andre med dit fløjtespil" et lille, venligt smil trådte frem på hendes læber.

"Og jeg ved det nok er en selvisk tanke, men jeg ville hvertfald være frygtelig ked af det, hvis jeg aldrig nåde at opleve dig spille fløjte!"