De sidste uger havde været hårde for Anton. Hans tøj var slidt og mere beskidt end normalt, for rejsen til portalen og gennem dæmonriget havde været lang og fyldt med fare. Han var sulten, forslået og træt, men havde endelig fået syne af ruinerne af Aztaroth. I sted blandt de faldefærdige bygninger lå hans mål, og hvis han havde forstået tegnene rigtigt, bogen han ledte efter. Den unge mand var kun modvilligt taget til dæmonriget. Værket han ledte efter fandtes kun i to eksemplarer, håndskrevne af forfatteren og aldrig kopieret, og den første udgave var forsvundet fra skreven historie for nogle hundrede år siden. Biblioteket i Aztaroth var den eneste tilbageværende destination, og i så fald var der kun en ting at gøre - at slynge benene over nakken og begynde at vandre.
Lyden af hans vandrestok der slog mod brosten gav genlyd som han bevægede sig ned af byens gader. Byen var i værre stand end han var blevet ledt til at tro, med sammenfaldne eller forladte bygninger overalt omkring ham. Den sene eftermiddagssol kastede lange, mørke skygger. Kiggede man længe nok på dem, føltes det som om de kiggede tilbage, og ting bevægede sig i udkanten af hans synsfelt. Han satte tempoet yderligere op, og gik midt i gaden, hvor solens sidste stråler gav ham varme, og en falsk fornemmelse af sikkerhed.

Han stoppede foran en bygning, der så ud til at være i bedre stand end de andre. Måske endda stadig i brug. Bygningen lignede ikke ligefrem et bibliotek, men måske var der nogen han kunne spørge om vej, hvis ikke at de prøvede at spise ham først. Hvis han sagde at han havde fundet det, ville han hurtigt finde ud af om det var forkert, men han turde ikke af frygt for at han ville få brug for sin energi. I stedet bankede han på den massive dør, der holdt ham på gaden.
Intet svar. Han tog i håndtaget, og fik skubbet døren på klem med en kraftanstrengelse, da den tilsyneladende ikke var låst.
"Hallo?" råbte han, i håbet om at noget indenfor ville høre ham, og tingene i mørket ikke ville. Han turde ikke stikke hovedet ind gennem sprækken, og strammede grebet om sin vandrestav. "Jeg leder efter et . . . Bibliotek?" han kunne ikke holde en svag skælven ude af sin stemme, som han gjorde klar til at teleportere væk, hvis noget skulle springe på ham.

Vidya var stort set lige kommet hjem fra Dianthos med alle bøgerne fra katakomberne fra under byen. De var i frygtelig stand, og for nu var de blevet placeret inde i et alsides rum i biblioteket, hvor hun måtte forsøge at redde bøgerne så godt hun kunne. Heldigvis var det ikke første gang at hun skulle gøre det, men det var første gang med så mange bøger. Det havde heller ikke været nemt at fragte, men teleporationsdæmoner var nu altid så gode at have ved hånden.

Lyset var ikke engang blevet tændt, men alligevel kravlede det med liv i biblioteket, eventyrsvæsner, og dragesommerfugle. Nogen der gjorde rent, eller fragtede bøger rundt i biblioteket, og alligevel var der pludselig fokus på døren, som den gik op.
Der var utallige øjne i mørket som stirrede på den stakkels sjæl der havde bevæget sig ind på bibliotekarens domæne. Og de kiggede bare på ham, som Vidya blev færdig til at gå tilbage til sin normale krop og kunne komme ud og tage imod hvem end det var.

Lysene begyndte da også ligeså stille at tænde rundt omkring i bygningen, så reolerne og sidde pladser kom til syne. Det var noget af et syn, især når man tænkte på hvordan facaden så ud.
”Er det mit bibliotek du leder efter?” spurgte Vidya, og kom endelig ud fra mellem reolerne. Det brune hår hang omkring hendes skuldre endnu engang, og de grønne øjne, der havde set mere end de fleste borede sig ind i drengen der stod i døråbningen.

Antons humør sank hurtigt, i takt med at døren langsomt svingede op. Rummet var henkastet i dunkelt mørke, og alt han kunne se var par af lysende øjne, der stoisk holdt øje med ham. Som lyset blev tændt og badede bygningens indre i lys, trak han vejret til sig i et pludselig indsug af luft. Kunne det være? Havde han endelig fundet biblioteket? Drengen stod i døråbningen, modvillig til at tage det første skridt over tærsklen. Hvad end der havde holdt øje med ham var forsvundet sammen med skyggerne, og han vidste i sit stille indre at dørtærsklen præsenterede hans sidste chance for at vende om og forlade den notoriske bygning. Lyden af en stemme brød hans trance, og gav ham modet til at træde indenfor.

Han frøs midt i sit skridt, da han så skabningen, der var kommet frem fra blandt reolerne. Da han først havde læst om biblioteket og dæmonen, der var dets vogter, havde han forestillet sig noget betydeligt mere truende. Som det var, var hun nærmere kær end frygtindgydende, men alligevel var der noget i hendes blik der befalede ham at være varsom.
At besvare hendes spørgsmål var mere kompliceret end man skulle tro. Selvom han følte sig sikker på at dette var biblioteket han havde ledt efter, kunne han ikke tillade sig selv at blive svækket, og et direkte affirmativt ville derfor være risikabelt. Han kunne heller ikke tillade sig at være vag, og svare udenom, for forbandelsen der holdt hans sjæl i sine klør kunne slå til, hvis han forsøgte at undgå dens indflydelse. Efter 10 sekunder hvor han overvejede sin formulering, svarede han tilbage.
"Hvis du er Lovføreren fra Aztaroth, ja." Han ventede anspændt i tavsheden der fulgte, i forventning til at forbandelsen ville tage sit hold over hans mund, og tvinge ham til at rette sig selv. Da intet skete, måtte han konkludere at han enten havde ret, eller at han havde været vag nok til at det ikke havde været et problem.
"Jeg leder efter en bog, 'Vug'dranoth Grimorie', og kilder har fortalt mig at jeg kan finde den her." Han havde tjekket flere gange inden han startede rejsen, og selvom bogen lod til enten at være beskyttet af magi, eller bevægede sig omkring konstant, var den helt sikkert at finde et sted i biblioteket. 

Et næsten undrende og overraskende blik kom frem i dæmonens øjne som hun hørte den titel hun var blevet skænket så mange år siden, men som siden var henfaldet, som lovene regulerede sig selv og hun blot var blevet opslugt af alt den anden viden der var at finde i verdenen.
"Det er mange år siden jeg er blevet kaldt det, men det var mit navn engang," svarede hun så og trådte nærmere på den unge dreng. Det var m odigt af ham at være kommet så langt, det kunne hun værdsætte, men de farer der lurede udenfor væggene var en anden fare end den biblioteket gemte på. Udenfor kunne man dø, herinde kunne man ende i evig pinsel, hvis man ikke trådte varsomt.

"Du taler om en bog ikke mange dødelige har kendskab til, hvorfor søger du denne bog?" spurgte hun, og til trods for at menneskedrengen var væsentlige højere end Vidya, kunne man næsten se hvordan hun så ned på ham. Man kunne ikke se hvor gammel hun var af udseende, men øjnene talte mere end den udødelige krop gjorde om dette.

Hvis ikke Anton havde været forbandet, ville han næppe have troet det. Hun måtte være mere end tusinde år gammel, og uden at man kunne gætte det på hendes udseende. Så man bort fra øjnene ville han ikke have gættet på mere end 30-40 år af en eller anden umenneskelig race. Men han var forbandet, så han vidste med sikkerhed at hun var gået under det navn. Det var muligt at navnet gik i arv fra dæmon til dæmon. Han lavede en mental note til at undersøge dæmonernes arvelov mens han var i Aztaroth, hvis han fik muligheden.
Han kunne dårligt fortælle hende om sin forbandelse - en videnssulten dæmon var det første han tænkte på, når han tænkte på misbrug af sin forbandelse, og han havde ikke lyst til at blive lænket i et magisk fængsel og udnyttet til sine dages ende. Sandhed kunne være et farligt våben i de forkerte hænder.
"Min grund er min egen," hans stemme havde en stålfast selvsikkerhed som han ikke følte præcist reflekterede hans sindstilstind. Han var mere end en lille smule bange for hvad denne oldgamle skabning kunne gøre ved ham, hvis den besluttede sig for at han ikke længere var underholdende. "Jeg ved hvordan disse transaktioner fungere, Daemon, nævn din pris."

Det er værd at kigge tilbage på hvordan Anton havde lært om stedet. I sin søgen efter grimoriet, var han stødt på en ældre rejsejournal, der dokumenterede en rejse til Biblioteket i Aztaroth, og forfatterenes interaktion med dets vogter. Anton havde kun kunne finde en anden kilde der talte om biblioteket, og de to kilder var stærkt modstridende. Begge havde været fyldt med flere fejl end han kunne tjekke grundigt efter. Et stykke information han havde rettet, og som efterfølgende havde taget for givet og derfor ikke havde verificeret, var at bibliotekets vogter ville stille en pris for adgang. Hvorvidt det reelt var sandt, ville han snart erfare.

Vidya kunne få det til at løbe koldt ned af ryggen på selv de ældste dæmoner. De kendte naturligvis også til nogen af de ting hun havde gjort, eller kunne gøre. Det ville et menneske på denne størrelse ikke kunne vide. Mange af de mere grusomme ting var trods alt sket udenfor et menneskes levealder, og hun havde været låst væk i en del år. De havde heller ikke ligefrem hjulpet på at holde Vidyas sind.... intakt. 

"Ah lille menneske, du kom forberedt," svarede hun. Smilet på hendes læber blev om ikke andet større, og hun så lidt eftertænksom ud, som hun endnu engang lod sit blik bare hvile på Anton. At læse om dæmon transaktioner var dog ikke nødvendigvis det samme som faktisk at indgå i en, og Vidya havde sine metoder for at få også mennesker til at overholde deres aftaler.
"Desværre er jeg ikke glad for at give folk adgang til min kollektion, uden en grund. Især når man tænker på at du er et menneske. Du ved vel nok at det var en del af de racer der spærrede mit folk inde i dette rige? Vi... har ikke meget til overs for jeres slags mere," svarede hun, men hun stod stadig og overvejede hvad hun kunne få ud af denne dreng, hvis han skulle få adgang. Hvilket slags arbejde kunne han rent faktisk udføre for hende? Han virkede ikke som en der kunne jagte sjæle til hende, men bare at bede om en tjeneste senere hen... mennesker levede ikke så længe, så det var hun ikke glad for.

Anton kunne ikke gøre andet end at trække på skuldrene. Han havde ikke været involveret i handlingerne der ledte til at dæmonerne blev indespærret i Kzar Mora, og det var der ingen tvivl om at hun også vidste. Efter så mange år ville han hellere synge en sang end at gætte på hendes verdenssyn, til gengæld. Og måske var der noget om snakken - Personligt syntes han at indespærringen virkede som en løsning på et potentielt katastrofalt problem. Om det var hans race, eller bare ham der talte, kun han ikke udtale sig om. Han havde aldrig været andre end sig selv.
Han kiggede rundt i rummet de stod i, mens han tænkte på hvad han kunne tilbyde hende. Hans originale plan havde været at tilbyde hende en revideret version af en af de mere populære samlinger af magisk viden. Hvis hun fandt ud af hans forbandelse, var han ikke sikker på om hun ville lade ham gå, og hans frygt holdt ham tilbage. Men han havde intet andet at tilbyde, og nægtede at forlade tømhåndet efter den længe rejse.

Hans blik låste fast på skikkelsen foran ham, frygten tydelig i hans blik, mens hans hånd gled ned i den store lædertaske der hang fra hans skulder. Han hev en tung lærredbunden bog op, og rakte den mod hende. På forsiden stod der "Harald Kronikørens journal" i gyldne bogstaver, og under det stod der skrevet i kalligrafisk kursiv "rettelser af Anton Cornelius". Det havde taget ham to år at rette bogen igennem, som et side-projekt under hans studier. Han brugte sin magiske evne til at finde fejlene, og tjekkede sine egne rettelser igennem på gammeldags vis, inden han skrev dem ind i marginerne af bogen, i sin nydelige håndskrift. Harald Kronikøren var en berømt menneskelig historiker der havde levet mindre end hundrede år før Anton blev født. Hans værker blev prislønnet for deres store nøjagtighed - og det var denne præcision der havde ledt Anton til at læse dem første gang.
Det skar i hans hjerte at skilles med bogen, på trods at den ikke havde haft nogen information relevant for ham. Nætterne han brugte på at studerede den havde fyldt et hul i hans liv.
"Er denne tiltfredstilende?" Som han så bogens gyldne forside glitre i det skæve lys fra den faldende sol, kunne han ikke lade være med at føle sig stolt, og stoltheden gav ham mod. Et værk han havde rettet kunne få plads i et af de største biblioteker i verdenen, trods alt.

//Lukket grundet manglende krea