Plagerne skifter
Medanien - mod vest og Dunkelskov
Efteråret var så småt begyndt at gribe den sydlige del af Krystallandet, som Baldur poppede ud af ingenting og fandt sig landende på en mark et ukendt sted. Han så sig nervøst omkring, som han rettede på huen og greb fastere om stokken der havde været hans faste følgesvend igennem så mange år og som han havde været nær ved at miste denne gang. Tre ridser i det ældede træ fortalte om de kløer, der havde været tænkt for ham, men som stokken havde taget imod og som nær havde revet den fra ham. Kløer der skulle have mødt sten, men som magien skiftede i disse tider var det ikke sket. Han var heldig den havde ført ham væk i tide i stedet for.

Omkring ham nu var højt græs bølgende ud mod en sten samling til venstre for ham og mod en skov fremad, mod højre og helt om bag ham. En åben eng var hvor han var endt og ingen truende hyl kunne høres i det fjerne. En lettelse efter de sidste måneders kaos. Han trak vejret dybt, løsnede så fingrene fra stokkens greb og rettede på vestens folder. Som altid var han taget af sted fra Hedebo nydeligt klædt, men flere uheld og vildfarne, forvirrende hop havde efterladt ham med mudderpletter på skjorteærme og langt op af benene og nu også flænger i vesten. Ikke store flænger, men nok til at han mimrede utilfreds som han mærkede dem. Vigtigere var det dog at finde ud af hvor han var endt denne gang. Medanien? Nær Dianthos? Det var ikke helt til at sige.

Stensamlingen blev hans mål, da den så mere tilforladelig ud end skovene gjorde efter hans sidste oplevelse. Med afmålte skridt og støttet til stokken satte han en fod foran den anden gennem græsset, mens han brugte stokken til ligedele at holde balancen og slå græs til side. Intet med nemme hop her for de var ikke til at stole på længere. I stedet bevægede han sig som folk gjorde flest og nærmede sig stenene med ørene drejende frit for at opfange alle lyde tydende på et baghold uden af finde nogen.
Stenene var et syn for sig selv da han nåede dem. De burde have været overgroet og fastgroet som en del af landskabet, men så ud som om de ikke havde ligget der længe. Spøjst selv i Krystallandet og noget der fik ham til at tøve let i sine skridt rundt om dem. Den tøven var hvad bragte ham forbi et mellemrum mellem de større sten i det øjeblik en sky gled fra solen og dens lys faldt ned på noget der reflekterede den.
Baldur stoppede op, mimrede let og så sig om, før han bøjede sig frem og klemte sig ind mellem stenene. Han lukkede hånden om noget glat og facetteret, kun for at mærke det velkendte sug i kroppen som Nymånen, Den Sorte Måne, kaldte ham uventet hjem...

Hedebo - Medanien
Baldur landede, som så mange gange før, foran alteret for Moder Månelys og Fader Solvind. Han vaklede lidt fra fod til fod, før han genvandt balancen og fik sig rettet op fra den foroverbøjede stilling han var ankommet i. Som han gjorde det var det som om al magi blev drænet ud af ham og ud af landet.
Chokeret så han på ypperstepræsteparret, der havde set overrasket på ham allerede før det var sket. De havde været i gang med at tænde lysene på hver side af alteret i forberedelse til aftenmessen, men stod nu hver med sit lys og bare så på ham. "Den Sorte Måne er ikke fremme, Baldur..." Kvinden, Signa's stemme lød tonløs af forundring. Hun var klædt i en kåbe i Moderens midnatsblå farve holdt sammen med et flettet sølvbånd om livet og havde Hendes symbol, en bog lukket om et sværd udført ligeledes i sølv, hængende i en sølvkæde om halsen. Hendes mand, Lance, var klædt i Faderens honninggyldne kåbe og med Hans symbol, en krans med grønsager og småkaniner udført i en kombination af ædle metaller og ædle stene, hængende om halsen i en guldkæde. Han så hurtigt fra hende til Baldur, før end han så mod døren ud. Det var aldrig sket før at Baldur var kommet hjem uden Moder Månelys havde skjult sit ansigt for dem og kaldt ham til hendes skød.

Råb udenfor kaldte dog på det ældre par i det samme. De vekslede endnu et blik, satte lysene fra sig på alteret og nikkede så let til ham, før end de efterlod ham alene i det lille tempel. Baldur så kort efter dem, rynkende brynene let og uden at bryde sig det mindste om det der var sket. Råb hørtes der ofte, men ikke på den måde og ikke med den klang af nød, som havde trængt igennem de lukkede døre. Det var dog ikke for ham at gøre noget. Han burde slet ikke have været her endnu. Der var stadig en uge til Nymåne.
Så i stedet bukkede han let for de to statuer af kaniner bag alteret og tændte de to lys ved siden af dem med det ene af de efterladte lys. Den højre statue var en hankanin med neg og grønsager i hænderne, mens den venstre en hunkanin med bøger og et sværd hængende langs siden. Fader Solvind, frugtbarheden, fornyelsen og ikke mindst forplantningens kræft og Moder Månelys, fordybelsen, overleveringen og retfærdighedens kræft. Han satte lyset fra sig igen og trak sig tilbage ud til siden til en af de høje stearinlys til venstre for alteret, som han lige havde tændt og holdte det frem han havde grebet fra mellem stenene, før en han var trukket hjem.
Et rosenkvarts æg halvt facetteret, halvt holdt glat.

Baldur drejede det forundret og lod lyset spille i facetterne, til han hørte poter nærme sig og derefter Signas blide stemme fra bag sig. "Moderens hånd hviler virkelig over dig." Hun rakte ud og rørte let ved ægget, før hun nikkede let og atter træk hænderne ind i de vidde, midnatsblå ærmer. "Lad os finde det en plads, hvor det kan være trygt og skabe glæde." Hun smilede let til ham og rystede så afvisende på hovedet, som vidste hun allerede hvad han ville sige, før han nåede så meget som til at åbne munden eller mimre af hende. "Nej, hvad end du siger herefter og hvad end du fortæller om det, så vil alle se det som en lykkebringer. Et håb efter så lang tids trængsler. Vi kan lige så godt give det en god plads til at være det."

Det var en af de ting Baldur altid havde holdt af ved Signa. Hun tog det meste med så meget snusfornuft at selv hendes mand, Lance havde svært ved at hylle hende ud af den. Det var sket dog, men ikke så tit som det burde. Selv var han stadig ør over de hurtige og alt for mange lange teleportationer han havde været igennem i løbet af dagen. Nok til at han intet sagde, men blot stod med ægget holdt ind mod hans hjerte og kærtegnede det blidt, mens Signa fandt et lille bord frem og stillede op ved den venstre væg. En midnatsblå dug i Moderens farve blev lagt over det og dækkede det helt ned til jorden. Derefter fandt hun en pude i samme stof og farve og placerede midt på. Den fremhævede æggets rosenkvarts, da Baldur forsigtig lagde det fra sig og når lysene på hver side blev tændt, ville de to sider af stenen også træde frem, kunne han se.

De to kaniner stod lidt og så på det, før Baldur gabte. Han mødte Signas blik, trak let på skulderen og smilede så til hende. "Det har været en af de værre ture." Mere behøvede han ikke sige for at få et vast blik og besked om at forpakke sig til sengs. Noget han gjorde med glæde i det lille værelse han havde i jordhulen tilknyttet templet, hvor ypperstepræsteparret også boede. Et værelse hvor alt var som det altid havde været, og en halvt skrevet bog lå efterladt på skrivepulten, som han vidste den ville. Et værelse der var hjem så meget som Hedebo var det. Et værelse hvor han kunne sove trygt for første gang siden plagerne begyndte.

Tørken rammer og magien forsvinder
Hedebo - Medanien
Som magien svandt og forsvandt, gjorde begyndelsen til fugt i luften det samme og efteråret gled tilbage til brændende sensommer. Ingen regn faldt og hvad havde groet og modnet på markerne visnede og døde uden at nogen kunne nå at høste mere. Kun halvdelen af kornet var i hus, kun en brøkdel af frugterne var plukket og ingen bær var at finde. Resten faldt indtørret til jorden og var ikke til at bruge. Selv træerne lod bog og agern falde indtørrede til jorden uden håb om spire fra dem.
Fra den ene dag til den anden var forventningerne til den kommende vinter vendt fra fortrøstningsfulde til katastrofale.

Baldur mærkede forandringen først i den dystre stemning, som alle bragte med sig til messerne i templet og den forknytte stilhed, der var faldet over Hedebo. Det var for tørt til leg, for tørt til arbejde med den nu udpinte og udtørrede jord og lige meget hvad de gjorde, forblev vand en mangelvare og brøndene næsten tomme. Vand var noget der skulle værnes om og spares på. Det fik folk til at samle sig i dystre gruppe og tale lavmælt sammen, men også til at opsøge ham for at høre nyt fra resten af Krystallandet. Ikke at det nyt han kunne viderebringe, fik rynkerne i deres pander til at blive mindre.
Tværtimod.
Krystallandet havde længe været et plaget sted.

Bedre var det at blive opsøgt af børnene.
De kom for underholdning og adspredelse, for at blive skræmt og for at blive forundrede og de vidste han var at finde i templet. De belejrede ham der efter middagshvilet var endt og når mørket begyndte at falde på om aftenen. De mimrede og småhoppede omkring ham til han gav efter for deres plagerier, lagde pennen fra sig og fortalt dem en historie. Siddende der, på en stol nær kvartsægget og med blikket hvilende på de mange ivrige og mimrende ansigter, holdt Baldur håbet i live. Håbet for at tørken ville ende og magien vende tilbage. Håbet for at plagerne ville stoppe en dag.

Ynglingshistorien han blev bedt om at fortælle den ene gang efter den anden var denne gang den om hans sidste rejse. Om magi på afveje og i kaos, om overfalde og nær død, om ridserne stadig synlige i hans vandrestok og ikke mindst om ægget han havde fundet og som måske, måske ikke havde været lykkebringeren til at han var kommet hjem før magien forsvandt og han var fanget i Krystallandets farlige storhed.

Historie spredte sig, som voksne også havde ladet sig indfange og lytte med, skønt de egentlig var kommet for at hive deres unger hjem og senere mødtes på kroerne i Hedebo for at snakke og se tiden an. Den blev genfortalt og gendigtet, som historier nu gør, til et punkt hvor Baldur kun kunne smile over de vilde spørgsmål han fik til begivenheder han aldrig havde oplevet. Hvor mange ræve havde der været? Hvor mange Mørkets krigere? Hvilken farve havde dragen haft? Hvor havde han gemt dens guldskat?
Ægget var fundet til sidst på hans rejse, men som historien løb - og han samlede variationer op af den til senere inspiration - var det kommet til ham lang tid før. Et lykkebringende kvartsæg, der med sit pulserende lys havde vendt alle fortrædeligheder til det bedre.

En tidlig morgen han var kommet ind i templet, blev den første sten lagt ved ægget. En almindelig sten fundet i en have eller på en mark, men lagt som tak for lykke sket af en lille pige han havde set lede desperat efter en forsvundet dukke dagen før. Det blev den første af mange små sten lagt for som andre så den ligger der, kom de selv med små sten som tak, som de lagde andre symbolske gaver på alteret for Fader Solvind og Moder Månelys.
En inspirerende handling, der fik Baldur til at tænke, fundere og videre digte på hvorfor ægget havde ligget omgivet af store sten så langt ude på en eng og så langt fra alting. Hans påbegyndte bog fik endnu engang lov til at ligge ufærdig hen, som han fulgte den nye ide, skriblende og mumlende for sig selv på sit værelse eller i templet hvor han også havde en plads.

Det vendte noget af den trykkede stemning, der ellers havde hvilet over Hedebo siden magien var forsvundet og tørken var sat ind. Alle kendte tegnende på en fortællings tilblivelse og brugte det som et halmstrå i det tiltagende mørke. Noget at se frem til hvis plagen blev ved til sneen faldt.
Det gjorde den ikke... og dog.

Magien vender tilbage - med mørke, sne og kulde.
Hedebo - Medanien
Baldur satte det sidste punktum og lagde pennen fra sig på bordet ved siden af papirstakken med et lille smil. Han nød når en historie nærmest skrev sig selv og bare flød fra pennen og ud i skrift på siderne. Sådan havde det været denne gang til trods for enkelte natlige ture ud i templet for at se på kvartsægget og få samling på tanker og ideer.
Han strakte sig let, rettede på vesten og flyttede huens ende om bag sig, før han med et halvtomt krus med forlængs kold the forlod sit værelse og fulgte gangen udenfor hen til døren til templet. Rummet derinde var køligt og halvmørket til trods for at stearinlysene var tændt. Intet lys faldt ind igennem glaspartierne i loftet og dørene udtil var lukket i.
Så det må være nat, tænkte Baldur for sig selv, som han tøffede gennem rummet med kurs hen til vinduet ved siden af døren. Det var af farvet glas i mosaikker, som alle vinduerne i templet. Farverne her var Fader Solvinds varme og gyldne og motivet en gulerod med solen omkransende toppen. Gennem det så han pladsen foran dækket i et tykt lag sne. Hvor tykt viste brønden i midten, hvor driverne lå næsten til kanten og hvor der ellers kun var få håndsbredder der viste mørke sten frem. Kun sneen lyste op.

"Mørket faldt på for tre dage siden og sneen fulgte dagen efter." Han vendte sig fra vinduet og så bekymret på Signa. Hun stod med ansigtet vendt mod vinduet, som han, men mødte hans blik, som han vendte sig mod hende. "Mørket? Det er ikke blot nat, Søsterbarn?" Han holdt hendes blik og så svaret der i allerede før end hun åbnede munden og gav det lyd. "Det troede vi først, men Fader Solvind har ikke ladet sit lys hvile på os siden det faldt. Magien og vandet er dog kommet tilbage til os." Hun slap sit eget krus med den ene hånd, rakte frem og strøg en finger over kanten på hans krus, varmende indholdet uden at se på det og ladende urterne der i's beroligende dufte sprede sig i rummet sammen med duftene fra hendes. "Hele byen har gravet sig ned til foråret kommer og alle de underjordiske gange er taget i brug." Det var standard for vinteren i Hedebo, men virkede mere skæbnetungt fortalt i det manglende lys.
"Har vi nok til at klare os til varmen kommer?" Han lukkede hænderne helt om kruset og betragtede hende spørgende. "Vi har, hvis den ikke tager længere end sædvanlig med at vise sig." Det i det mindste var en trøst. Halvkaninerne havde en naturlig tendens til at lægge til side til dårligere tider og i år var det et af årene hvor de tidligere års overflod ville blive sat til livs. "Så vil jeg starte undervisningen i morgen, så alt lader til at være som det altid er om vinteren." De to udvekslede et langt blik mere, sendte så et mod sneen udenfor, før de forlod templet sammen.

De efterfølgende måneder emmede templet med liv, som gulvet blev dækket fra kant til kant med tæpper, en tavle blev stillet frem og børn og unge skiftedes i store urolige flokke til at få undervisning i historie, matematik og havekunstskaber foruden andre ting de voksne fandt nyttige eller lærerige at have kendskab til. Aftenerne var dog det tidspunkt, hvor rummet var mest proppet på. Det var her historier og eventyr blev fortalt, mens vinden hylede udenfor og frosten groede isblomster på vinduerne. Det var her voksne og børn sad tæt sammen og lyttede og Hedebos beboere forstærkede båndet mellem sig.

Det var her Baldur første gang fortalte sin nyeste historie om kvartsægget og kampestenene. En historie om en undseelig sten der gerne ville se verden væk fra den klippe den var født af og som fik sit ønske opfyldt ved et tilfælde, som en elemental greb den, knugede den og kastede den mod en træstamme, givende den en lille del af sig selv i processen. Den lille gnist af magisk kræft var nok for at stenen kunne rulle væk fra træet af sig selv og ud i verden på opdagelse. Ud i en verden, hvor den skulle så grueligt meget igennem, før end den fik slebet hele den ene side glat i en brusende flod og den anden side facetteret af en glidetur ned af en skiffer skråning og til sidst ende sig rejse hvor den var født. Blandt ubevægelige kampesten.
Som han sluttede den så han over på kvartsægget, der stadig lå på sin pude omgivet af små sten.

Mørket letter og foråret blomstre frem
Hedebo - Medanien
Foråret meldte sin ankomst med tilsynekomsten af den længe savnede sol. Den brød igennem skylaget en tidlig morgenstund og brød med et det måneds lange mørke og begyndte det langsomme slid med at smelte sneen væk. De første blomster fulgte snart efter og dækkede jorden i et nyt hvidt lag, men dog dennegang brudt af gult, blåt, rødt og lilla. Et sikkert tegn på frostens retur og det sendte et lettelsens suk igennem jordhullerne i Hedebo. Vinteren var endelig forbi!
Det betød ikke at deres trængsler var ovre, skønt brøndene atter var fyldte med vand for forrådene var stadig i bund og det ville tage tid, før noget groede frem. Selv hjulpet til hast af alle de havde med grøn magi ville det tage uger at få nok frem til at gøre en forskel og ingen ønskede at presse jorden til et punkt hvor den blev nødt til at hvile bagefter det hastige udbytte. Mådeholdet måtte holdes, men lyset gjorde forskellen.
Lyset og den friske luft.

Så snart frosten slap sit greb i jorden blev dørene til templet slået op, så den friske luft kunne strømme uhindret ind sammen med lyset. Det faldt allerede farverigt og funklende ind gennem vinduernes farvede mosaikker i vægge og luftet, men kunne nu også strækker sig frit og lyst ind over gulvet og glimte i kvartsæggets overflade.
Baldur stoppede i sin indsamling af de spredte tæpper for at betragte det med et lille smil. Det virkede efterhånden, som om det altid havde ligget der og så samtidig som om det kun lå der, fordi det havde været et godt sted at hvile ud, før end det skulle videre på sin rejse. Magiske ting havde nogen gange den udstråling af vandrelyst over sig uden at han helt kunne sætte fingeren på hvorfor. Han havde trods alt ingen magisk sans i den retning. Måske var det også bare hans egen vandretrang der rørte på sig endnu engang. Han havde jo været hjemme længe.

Med et lille suk vendte han sig fra ægget og den udlængsel det vækkede i ham. Han rettede let på huen af gammel vane og derefter på vesten af samme, for så at samle endnu et tæppe op fra gulvet. Han foldede det sirligt, mens han blik hang på de løbende, hoppende og legende unger på pladsen udenfor og spekulerede på, hvornår de afbrød alt for at plage ham om en ny historie han endnu ikke havde fortalt dem. Nok kun til han trådte et par skridt nærmere døren og ind i det indfaldne sollys.
Han stod lidt og så på solstriben, før end han vendte sig og lagde tæppet på plads i stakken hos de andre. Han var trods alt gammel nok til at klare sine pligter, før han opfordrede andre til at svigte deres. Hvor svært det end kunne være.

Terkel huskede svagt da magien havde forladt ham. Han havde fornemmet da det kom, og smidt de største af sine sten, i håbet om at kunne holde sammen på resten, men snart var selv det blevet for meget for ham, og han var langsomt, sten for sten, skrumpet ind, til han end ikke havde kunne holde en beskyttende kerne om sig, og hans hjerte havde lagt blottet. Han huskede at havde følt sig kold, for første gang nogensinde. Det var mærkeligt for en sten, sådan at føle sig kold, og han havde grublet meget over det, indtil kulden var blevet jaget på flugt af en blød pote. 

For et øjeblik havde han ønsket sig til et sikkert sted, måske et sted som den rare, bløde pote også fandt sikkert!

Varmen bredte sig, og stemme rungede omkring ham, men han forstod dem ikke, for han var ikke vand til at lytte med sit hjerte blottet. Det var som vandets pludren og vindens hvisken, blandet sammen og helt uforståeligt! Endnu en blød, nænsom pote forsikrede ham dog om at alt var okay, og det nok skulle ordne sig. Han lå blødt og følte sig tryg og selvom der hverken var sten eller jord omkring ham, mindede de tændte lys ham om hjem, og hans faders favn.

Terkel sov meget i tiden der kom, men han brugte den tid han var vågen på at lytte, og se. Han havde fået sig en god plads, hvor han let kunne se på de mange kaninfolk der kom og gik. Han blev glad for de sten der blev lagt ham, for de jog hans længsel efter jorden lidt på afstand, og ved hver gave han modtog, gav han en lille, hemmelig ædelsten tilbage, som tak.

En dag vågnede Terkel i mørke, og kunne mærke sin kraft vende tilbage. Han var et bjerg igen! Nu skulle han blot have sine fine gaver hen til sig, så han kunne danne sig en krop. Det var hårdt at trække stenene den lange afstand fra bordet og op mod puden, og det skete at en uvidende sjæl flyttede stenen tilbage, så han måtte starte forfra, men Terkel gav ikke op! Selv ikke da kaninfolkets historier og mærkelige skrevne tegn distraherede ham noget så voldsomt! Han kunne især godt lide historien om elementalen der hjalp det lille kvartsæg med at komme på eventyr. Terkel havde aldrig set sit eget hjerte, og viste derfor ikke at historien var om ham, men han kunne stadig godt lide den måde kaninmanden kiggede over mod ham hver gang, som om det var deres lille hemmelighed. 

Efter at have forsøgt at trække den mindste sten op af pudens kant, uden held, fik Terkel en ide. Måske han ikke skulle trække i stenen, men skubbe den! Udover kanten, så en af de søde kaninfolk så det, og måske kunne hjælpe ham? De virkede som hjælpsomme væsner.
Han så kaninmanden, som han med tiden havde lært hed Baldur, bukke sig ned flere gange og samle ting op, og begyndte at skubbe på den største sten han kunne! Den skulle gerne tage det lille væsens opmærksomhed. Han skubbede og skubbede alt hvad han kunne. Baldur blev færdig med sin bukken og samlen og nød solens striber, da stenen endelig faldt udover kanten, og landede på gulvet med en sagte kliren. Terkel følte sig allerede træt, men han måtte blive ved lidt endnu, for nu skulle der trækkes! Han greb en lille sten og trak den tættere på, millimeter for millimeter. 
Måske ville kaninmanden forstå?

Baldur lagde det sidste af tæpperne fra sig i bunken i hjørnet af salen, rettede let på bunken så den hældede ind mod vægge, før han lod blikket glide en sidste gang rundt efter et muligt overset et. Da ingen sprang ham i øjnene mimrede han let og tog det som opgave vel udført og at han kunne nyde solen med ro i sindet. Det var da heller ikke meget solstriben havde flyttet sig siden han havde set længselsfuldt på den og han kunne stadig høre ungerne tumle på pladsen uden for.

En lille afstikker til køkkenet og hans værelse senere og han stillede mod døråbningen i alstadig tempo der passede sig til hans alder og beskæftigelse. I den ene hånd havde han et dampende thekrus, som sendte en liflig duft af mynte ud i rummet, mens han i den anden holdt piben. Godt forberedt på en fornøjelig tid i...

*Plonk*

Han vendte sig ved den uventede lyd og mimrede let, mens han blik gled i retningen hvorfra den var kommet. Bordet med kvartsægget. Han nærmede sig tøvende, søgende efter forandringer med blikket og fandt da også kilden til lyden som han spottede den største sten fra bordet liggende foran det.

Baldur rynkede panden let, lagde piben fra sig på bordet og bøjede sig ned efter stenen. Det gik ikke havde dem liggende ud over det hele, når alle lidt var kommet frem til at de nu tilhørte kvartsægget. Roligt lagde han den op på plads og stivnede så let ved synet af en af de helt små sten på sløv men stødt vandring over dugen og hen mod puden på midten.
Som han stod der gik den i stå op af puden,men en anden af de små satte sig straks efter i bevægelse ind mod puden også. Rynken i hans panden blev lidt dybere. der foregik et eller andet.

Forsigtigt stillede han også kruset med the fra sig på bordet, mens han betragtede de vandrende sten. Så rakte han ud, strøg blidt en pote over ægget, før end han samlede det op og flyttede puden så det kom til at ligge tæt blandt stenene på bordet. Så betragtede han det atter afventende for at se hvad der så ville ske.

Terkel gjorde sit bedste, og man kunne næsten se anstrengelsen i kvartsæggets skær under de høje sterinlys. Terkel trak med fornyet energi da han så hans plan havde virket, og tiltrukket Baldurs opmærksomhed, og glimtede lykkeligt da han blev samlet op. På puden bag sig efterlod han en skald af gul jaspis, af ren og skær lykke! Endelig lå mellem stenene, og kunne trække dem til sig.

Den største fandt vej til kvartsæggets bund, og kravlede helt tæt op til som et æggebærer - selvom stenen ikke havde haft en hulning der før. De mindre sten trillede og vendte sig, til de begyndte at ligne arme og ben, og en sidste mere mærkværdig formet sten, der også havde været den første han fik, balancerede sig på toppen som et lille hoved.

Der gik et øjeblik, hvor stenene havde fundet på plads, og dannet en lille hård mand, med ægget i rosenkvarts som dens center og kerne. Og så med et trådte et ansigt frem på hoved-stenen, og den lille man satte sig op, med en smule besvær. Vægtfordelingen var tydeligvis ikke helt i orden, men med lidt besvær kom den lille skikkelse videre op og på benene.

"Goddag Hr. Baldur, og mange tak for din hjælp" sagde den lille stenmand, og en sprække i stenen bredte sig i et stort smil. Dens stemme lød som gnidende grus og småsten.

Der var aldrig nogen der havde beskyldt sten for at være hurtige eller fortravlede. Selv ikke de magiske kaldte - og Baldur gik ud fra at de var det siden de kunne bevæge sig - virkede til at have alt for travlt med at komme nogen steder. Jo større sten jo sløvere gik det, men det forblev fascinerende at se de forskellige stens vandring så målbevidst mod kvartsægget i deres midte. En stor i bunden, mindre udfra den store og dækkende ægget ind på alle sider, formende en lille skikkelse der på bordet.

Baldur havde samlet kruset op igen og nippede fraværende til theen, som han fulgte samlingen. Solen strakte i mellemtiden sine stråler helt ind over gulvet og op over bordet, så en glimten fra puden tiltrak hans nysgerrighed. Han drejede sig mod den og rørte forsigtigt ved de gule skår ægget så ud til at have efterladt til trods for at det selv var rosa. Noget der fik en rynke frem i hans bryn, som han holdt et op i solen.

En raslende stemme, som havde nogen samlet et minimalt stenskred i en sandbunke lød ved siden af ham og fik ham til at se tilbage på de stenskikkelsen. Den havde fået en regulær form nu med krop, lemmer og ansigt. Det sidste trådt frem i stenene uden at Baldur kunne se om det var mange små sten samlet i rette mønster eller en større der havde udviklet træk. "Ehm goddag." svarede han en smule overrumlet, før end han fik lidt samling på sig selv, lagde jaspis-fligen tilbage på puden og bukkede let. "Jeg er glad for jeg kunne hjælpe." Han var ikke helt sikker på hvad han havde hjulpet med ud over at fjerne puden og gøre genformningen lettere for stenskikkelsen. "Må jeg spørge hvem du er?"

En rumlen lød fra den lille stenmand, som ekkoen af latter i en lille hule "Undskyld" lo den lille skikkelse "Jeg har vist ikke været stille så længe jeg burde have glemt mine manere" fortsatte han, hans stemme havende fået en smule mere volume, som han igen fik styr på og formet den lille krop "Mit navn er Terkel" introducerede han sig, og lavede et stift buk, der næsten fik hans hoved-sten til at falde ned fra toppen af kvartsægget, hvor det på magisk vis balancerede.

Ved nærmere eftersyn var det tydeligt at de små ansigtstræk var i stenen, og ikke bygget af småsten eller lignende. Terkel gjorde altid hvad han kunne, for at se ud som de blødere racer. Der var næsten ikke noget værre, end når folk blev bange for ham, fordi han var så hård.

Det lille hoved drejede sig lidt op mod puden - og jaspis halv-ægget - inden han så tilbage på Baldur igen "Jeg tror desværre ikke jeg kan blive liggende hos jer meget længere.. men i må gerne beholde den!" han pegede op mod Jaspisen "Det er en gave. Som tak!" uddybede han så, og den lille hovedsten bredte sig i et varmende smil.

Som han betragtede den lille sten-skikkelse blev ansigtet på den tydeligere som en del af en sten og ikke mange samlet til det. En fascinerende manipulering af sten, som holdt Baldur distraheret fra det at han faktisk talte med en sten også som denne rumlende lo af hans spørgsmål. På en godhjertet og betryggende måde som hans tone da han svarede også var det. Der var ellers ikke mange så forskellig fra halvkaninerne, der kunne få ham til at slappe af sådan uden videre. Måske var han bare for overrasket til andet.
"Intet at undskylde. Vi kan vel alle glemme lidt manere som vi samler os sammen." Ikke at de fleste skulle gøre det så bogstaveligt, men det kom nok lidt ud på det samme. Så gengældte han bukket. "Stadig en fornøjelse at møde dig."

Baldur fulgte hans blik til puden med jaspis skallerne og smilede så, som han så tilbage på den anden igen. "Du skal tilbage til de sten jeg fandt dig i blandt?" Det havde været nogle væsentlig større og tungere sten end dem Terkel lige nu bestod af. Det kunne dog være at de havde været med ham så længe de var blevet en del af ham. Måske nok til at han vidste omtrent hvor de var i forhold til ham. "Du skal altid være velkommen tilbage, hvis du trænger til et nyt hvil. Ungerne vil nok savne dig." Han rakte ud og vippede jaspis-skallen om på siden med et tænksomt blik. "De vil dog nok snart finde nye småsten at omgive den her med også... Måske vi skulle finde en krystal at lægge i skallen..." Han måtte nok også udvidede sin historie en smule, men det kunne han altid gøre.
I stedet vendte han blikket tilbage til Terkel. "Vi siger også tak. For det lille lys du bragte med dig til os gennem den lange og mørke vinter. Er der noget vi kan gøre for dig til gengæld?"

Terkel rystede langsomt på hoved "Det er slet ikke nødvendigt med gengæld. I har taget jer af mig, og holdt mig varm og tryk her hos jer"  hen gestikulerede mod skalden "det er min tak til jer. Og hvis i har marker eller lignende vil jeg gerne hjælp med jer med at pløje og fjerne sten" tilbød han med et bestemt nik. Det skulle han nu nok kunne klare! Og så ville han også kunne samle sten til en ny krop. Det var ikke at han behøvede at være stor, men han var ikke helt tryk ved at hans hjerte var så udsat som det var i hans nuværende form. Men her var det okay. Han var ikke et øjeblik i tvivl om, at han var tryk her hos Baldur og de andre kanin-folk.

Smilet vedblev, og Terkels hårde ansigt så nærmest varmt ud til forveksling. "Det er jeg nød til.. Med mindre du fandt en trist mælkebøtte på min skulder, og tog den med?" han lagde hoved en smule på skrå "Jeg er.. jeg var ude for at finde den et nyt hjem hvor den ikke var så trist. Og så jagter jeg vinden" ved de sidste ord ændrede smilet karakter, og blev næsten helt forlegent. Havde det lille elemental været i stand til det, ville han uden tvivl være rødmet over de hårde kinder.

Baldur betragtede den lille stenmand, mens et muntert glimt trådte frem i hans øjne. "Så har du samlet dig lige i rette tid. Vi er ved at fjerne sten fra markerne for at kunne pløje og så dem. En hjælp til det vil alle værdsætte." Det ville være interessant hvordan Terkel ville gøre det og hvordan elementalen ville se ud i større størrelse. Måske det dog var på en plads at advare de andre før stenene begyndte at trilledem af hænder og væk fra marken... måske ikke. De yngre havde godt i at blive udsat for noget nyt og uventet fra tid til anden!

"En mælkebøtte?" Baldur rynkede eftertænksomt panden, mens han forsøgte at huske tilbage til hvad han havde set den dag for efterhånden så længe siden. Stenene kunne han huske og det høje græs, men om der havde blomster andre steder end i græsset...? "Jeg er bange for det gik lidt hurtigt fra jeg fandt dig til vi var her. Jeg kan end ikke give dig en god beskrivelse af hvor jeg fandt dig henne." Han så trist på Terkel. Han brød sig ikke om at tænke på hvor forvirret og faret vild han havde været mens magien hev ham af sted spontant og uden nogen af de sædvanlige grunde. Alt havde bare været kaos og alle frygtet hvad deres naboer ville udløse næst.
Så kom smilet dog tilbage på hans læber. "Jeg har hørt der skulle være en fantastisk efterladt parkhave ude ved vestkysten. Altså når du har fundet din mælkebøtte igen. Måske den ville kunne lide den? Der står vinden også ind fra havet og er nemt at møde." Det var da en mulighed om ikke andet for et sted en blomst ville kunne lide. For Baldur var der intet mærkeligt ved at en blomst kunne være trist, når han selv kunne stå og tale med en samling af sten. "Har du brug for en hånd ned af bordet?"

Terkels øjenhuller blev større, næsten komisk store et øjeblik, og smilet voksede med dem. "Det lyder rigtig godt ja. Så har jeg hvert fald rig mulighed for at hjælpe til" sagde han muntert. Til trods for de uheldigheder der havde ledt ham hertil, så lod det jo til det hele nok skulle ende godt alligevel! Måske havde alt den dårligdom ikke været så dårlig alligevel? Skæbnen havde nogle gange nogle pudsige påfund.

Stenbunken nikkede energisk som Baldur spurgte til mælebøtten, men hans mod faldt en smule igen, som kaninen svarede. Baldur huskede ikke at have set mælkebøtten, og ej heller hvor han havde samlet ham op?
Nu var det stenbunkens tur til at se trist ud. Hans hoved sank og de små skuldre med det. Hans ven var derude, helt alene og sikkert endnu mere trist end før!
Heldigvis varede det ikke længe, før Terkel fattede mod igen, og så op på Baldur. "Så må jeg finde tilbage selv" sagde han beslutsomt og slog sin ene lille stennæve ned i håndfladen på den anden "Jeg tror nok jeg kan huske hvor jeg kom fra og hvor jeg var på vej hen.. og så må det jo være et sted imellem der" fastslog han.

Mens Baldur fortalte om parkhaven, trådte Terkel tættere på bordkanten, og et smil fandt hans stenede ansigt igen. "Det lyder som et smukt sted. Når jeg finder min ven igen vil jeg helt sikkert tage ham med derhen. Og måske vil vinden også være der" hans smil blev varmere og havde hans krop holdt blod til at rødme, havde han uden tvivl gjort det.
Som Baldur tilbød at hjælpe ham ned, bukkede Terkel taknemmeligt "Ja tak. Men du skal passe lidt på. Jeg er tungere end folk tror" advarede han.

Baldur nikkede alvorligt, men uden at smilet forlod hans læber. Det var rart at se den lille sten-mand glad ved udsigten til at hjælpe og sandt at sige, så ville det være værdsat hjælp. Modsat den de yngste unger leverede, men de kom jo efter det ved øvelse og alder. Mere trist var det at han havde været så forvildet efter magien havde kastet ham rundt i landet at han ikke kunne sige noget om hvor mælkebøtten var blevet efterladt. Mørket kunne have gjort det af med den, hvis den var en almindelig blomst, men som Terkel talte om den tvivlede Baldur på at det var sagen.
"Det må det!" Det hjalp lidt på den snigende tristhed, som stenen fandt en lgisk måde at finde sig selv på igen. Om det ville virke eller bare sende ham ud på en lang tur gennem landet var ikke til at sige, men i det mindste havde han da et sted at starte. Noget Baldur altid nød at have, når han drog ud. Især fordi han sjældent havde en ide om hvor han gerne ville ende.

Han rakte hænderne frem og lukkede dem blidt om Terkel, som denne kom ud til bordkanten. Så lo han dæmpet, som han styrkede hårdheden i sine arme og med et lille grynt løftede stenen ned. "Det er du ikke den eneste om at være, men heldigvis gik det da." Baldur blinkede let til ham, som han rystede armene og lod den granit-agtige struktur i pelsen falde væk sammen sammen med hårdheden.
"Vi kan håbe din ven vil finde glæden der - og du vinden." svarede han så på det andet, som han ledte vejen ud af tempelbygningen.
Udenfor stoppede ungerne deres leg og måbede ved synet af Terkel. Så brød smil og latter igen, som de strømmede mod de to, stillende en strøm af spørgsmål om Krystalhjertets elemental og hvem den vandrende sten var, halvt konkluderende Baldurs historie var blevet virkelighed og halvt forventende det var starten på en ny.

Terkel forholdt sig rolig som han blev samlet op, og rørte lidt forsigtigt ved Baldurs hånd da hans blev blev hård som Terkel selv. Den lille sten så forundret ud for et øjeblik, men smilede så op til kaninen. Der var intet at sige til Baldur havde fundet ham. Han var jo selv beslægtet med stenene, tydeligvis!

"Det håber jeg også!" sagde Terkel glad, som han luntede efter kaninen, for at holde trit med de noget længere ben. Først som de små unger kom til syne stoppede Terkel lidt nervøst op, og stille sig, så han ellers i forvejen lille form, så endnu mindre ud. Men da deres smil brød frem, som solen selv bag mørke skyer, rettede han sig lettet op, og vinkede ivrigt til de små pus som de strømmede omkring ham
Det var utroligt så udtryksfuld en sten egentligt kunne være. Men lige så vel som pels kunne være sten, fandtes sten i et væld af former, strukturer, størrelser og typer. Og Terkel havde brugt lang tid på at øve sig. Han havde lært at folk generelt blev mindre bange for en stor der talte, hvis den lignede dem, og opførte sig mere som dem selv.
Selvom de nærmest blev bombaderet med spørgsmål, bevarede Terkel roen, og svarede entusiastisk men noget langsomt for de små hoveder. Han nåde knap at færdiggøre en sætning, før de næste 3 spørgsmål regnede nedover dem. 

Baldur kunne ikke andet end smile, som ungerne omringede dem og uden mindste blu overdængede Terkel med spørgsmål. De gav ham lige tid til at svare, før de kom med det næste. Hoppende baglæns, forlæns, gående og småløbende frem og tilbage i et langøret virvar i brune, grå, sorte og hvide nuancer. For den ældre kanin var det noget han havde oplevet mange gange og som han vidste han stod næsten magtesløs overfor.
Men kun næsten.
For nu virkede det ikke som om hans nye bekendt havde noget imod de smås nysgerrighed og spørgelyst, så han lod dem omslutte dem hen over pladsen og videre af vejen mod markerne.

Hedebo havde skov på en side og marker på de resterende tre. Det gav dem fri adgang til skovens frugter, nødder og bær foruden det de selv groede. Det gjorde dem også mindre udsatte for de fare der lå i en skov. Baldur valgte nordvejen væk fra pladsen. Med skoven liggende mod vest gav det dem den nemmeste vej rundt blandt markerne.
Han stoppede som de kom til kanten og lod blikket glide ud over de påbegyndt klargjorte marker. Foråret var kun lige startet og der var stadig et stykke til de kunne begynde at plante. "Så nåede vi alligevel frem." Hans stemme klang tydeligt over de mange lysere og fik dem til at se fra ham til Terkel, før de med små suk trak sig lidt tilbage. Ikke meget, men bare lige nok til at virke som om de forstod voksne havde brug for plads.
Han smilede til den lille stenmand. "Som du kan se har vi nok at sten at flytte hver år."

Terkel havde lidt svært ved at holde styr på hvem der havde spurgt om hvad, som de små ninusser hoppede rundt og skiftede pladser. Det lod dog ikke til at være et problem for de små, at han ikke kunne holde styr på dem, og smilet på den lille stenmands ansigt lod kun til at blive større.

Som de nåde marken, og de små trak sig lidt tilbage, vinkede Terkel let til dem, inden han vendte blikket mod Baldur og marken. Stenmanden skiftede sin vægt lidt fra den ene til den anden fod. "Det er god jord her" kommenterede Terkel med et bestemt nik, inden han smilede op til Baldur "Og jeg tror jeg kan hjælpe med stenene" sagde han bestemt, og gik et par skridt frem, til markens kant.
Her knælede den lille stenmand ned, undersøgende. De nærmeste sten begyndte langsomt at flytte på sig, og så at trille hen mod ham. Terkel smilede. Det var længe siden han rigtig havde flekset med musklerne, eller brugt dem overhoved! Det her ville nok blive hårdt, men han var glad for at gøre det. For Baldur, og for alle de andre der boede her. For alle dem der havde lagt stengaver til ham, og aet ham for held og lykke. For dem kunne han gøre det!

Terkel bukkede sig sammen, og de ekstra sten faldt op plads om ham, så han blev næsten kugle rund.. Og så begyndte han at trille udover marken. Først gik det langsomt, men som han trillede samlede han flere sten ind, og som hans form voksede, gjorde hans fart også. Han trillede, op og ned af marken og samlede stene om sig.
Da han endelig stoppede tilbage ved Baldur igen, var Terkel blevet knap 2 meter høj, og næsten lige så bred. Et par blanke flintesten sad som hans øjne "Så er jeg næsten færdig" sagde han glad til Baldur, med en stemme der nu lød mere som et stenskred end grus. Terkel vendte sig mod marken igen og satte hænderne i jorden. Med en sidste kraftanstrengelse pressede han de store stennæver i jorden, og som han gjorde det, skubbede halvdelen af markens jord sig op, mens den anden halvdel faldt en smule, i et tæt bølgende mønster. Terkel havde set mange market, og set bondemænd og kvinder arbejde hårdt for at lave de fine riller i jorden. Han viste ikke hvad det hjalp for, men hvis det gjorde kaninerne glade, så var han også glad!

Træt lod han sig dumpe ned at sidde på jorden, en handling der fik den til at skælve en anelse. "Så er jeg færdig" erklærede han muntert.

Der blev vinket livligt tilbage fra flokken af unger, der havde slået sig ned foran og på et af de lange stengærde der var opbygget mellem markerne og byen. Deres snak blev ved, skønt mere dæmpet og holdt til dem selv. Det var heller ikke hver dag noget så spændende som levende sten kom til Hedebo, så Baldur forstod dem godt.
Hans opmærksomhed var da også på stenmanden, som denne følte jorden an. "Vi gør hvad vi kan for at holde den sådan." svarede han så med et lille smil. De groede aldrig det samme på markener to år i træk, for de havde i tidligere tider set hvad det gjorde ved jorden. Stenene var dog en andensag for intet virkede til at stoppe deres strøm mod overfladen. "Det vil være meget værdsat." Han holdt det til det som Terkel så ud til at gå i gang med hvad end han havde tænkt sig.

Det var da også værd at se! Og ganske uventet. Ikke at han helt ventet noget bestemt, men så alligevel. De fleste ville nok have kaldt stenene til sig og det så da også ud til det delvist var det Terkel gjorde - bare ved at rulle over dem og tage dem med sig. Som han gjorde det omformede han sig som han havde gjort det med de små sten til at stoppede med at rulle foran Baldur. Den så nu ganske imponeret op på den enorme skikkelse der blidt ludede over ham. Et 'åhhhh' fra deres tilskuere fortalte hvor imponerede de små var over forvandlingen og det allerede før stenkæmpen med et fast stamp i jorden sparede dem yderligere tid ved også at pløje for dem.
"Og vi meget imponerede! Og taknemmelige." Baldur bukkede let for ham for intet andet virkede passende.
Ungerne sværmede i stedet frem, mimrende foran Terkel, rørende ham let og spørgende før den første tog springet - bogstavelig talt! - og landede på Terkels ene ben. "Kan alle sten-elementaler det?" Som ungen talte hoppede en mindre flok af de andre op og begyndte at børste løs jord af stenene der udgjorde Terkels krop.

Terkel smilede træt til Baldur. Selvom den lille stenmand var blevet temmelig stor, var hans smil lige så roligt, som da han var lille. "I har holdt mig tryk og sikker her i jeres hjem. Det var da det mindste jeg kunne gøre" han bukkede sig for Baldur i gensidig respekt "Og nu ligner jeg også mere mig selv igen!" tilføjede han med en rungende latter, som tunge sten der faldt i en grotte.

Terkels opmærksomhed kunne dog ikke forblive op Baldur, som de små strømmede ind omkring ham. Han løftede armene en smule, for ikke at komme til at ramme dem, som de hoppede og dansede omkring ham, og hans smil voksede lidt som den første hoppede op på hans ben. Han åbnede munden for at svare, men nåde ikke at ytre så meget som et ord, før han blev overfaldet af de små bæster, der nådesløst børstede ham af.

En klukkende latter bølgede fra den store stenmand. "Pas på i små. Det kilder!" der var ikke mange der viste det, men sten kunne også være kilden! Ganske forsigtig tog han den værste af se små kildere og samlede hende op i trøjen, kun for at sætte hende på sin skulder i stedet! "Alle sten-elementaler er nære med jorden. Men jeg tror ikke de alle kunne gøre det her" svarede han tænksom "Min mor kunne nok ikke" han så rundt på de små pludrende kaniner "Hun blev altid så frygteligt rundtosset"

Forvandlingen havde været betagende at se og opleve som Terkel havde samlet sig sten til en ny krop og formet dem til lemmer og ansigt. Noget Baldur ville huske og flette ind i hans fortælling om krystalhjertes rejse. Han ville fortælle den rundt på sin næste rejse og se hvad der trængte til mere detalje og hvad mindre, før han kunne nedskrive den og lade den glide ind i samlingen af små udgivelser fra ham. Ganske som han tidligere havde gjort med de historier der havde vokset sig til mere end små morsomheder og morale-stykker.

Morskab var dog lige hvad blev i hans træk som de små atter meldte deres ankomst og invaderede Terkels krop. Som hoppende pelstotter af ren øre, ben og spørgsmål og som nådesløst børstede videre, som de hørte stenmanden le. Det var da også en helt speciel lyd at høre og de ude af stand til at modstå at kilde ham videre.
Et lille 'Weee!' fulgte løftet fra ben og op i luften, hvor den tøs mimrede af Terkel. Løftet fik hende dog til at sætte sig på hans skulder uden at børste videre og bare holde let fat i et udspring hvor andre havde ører. "Bruger du jorden til at gro græstøj i?" Hun så ned de andre, der stoppede og så afventende på ham, mens de lyttede til svaret på det tidligere spørgsmål og det næste.
"Åhhhh! Er der da mange af jer?" Så fik han dem alle til at le.

Baldur lod ungerne om at stille spørgsmålene. Så længe Terkel ikke virkede generet af dem fandt han det kun godt for begge sider at have den lette kontakt. Ungerne havde det også med at stille de spørgsmål han dårligt selv kunne stille hvor meget han ellers nød at få svarerne derpå. 

Terkel havde svært ved at gøre andet end at le, som de små djævle killede ham videre. Han fangede den værste af dem, og satte ham på sin anden skulder, hvorpå der groede et par totter langt græs, der havde siddet på stenen da han samlede den op.
"Græstøj? Nej, ikke rigtig. Jeg fryser ikke som jer, så jeg har ikke brug for tøj" han smilede "Men det føles nu stadig rart når de vokser noget på mig. Mos er bedst. Det er så blødt! Små træer og buske kan være fine, men deres rødder sikker dybt, og det kilder så forfærdeligt" han samlede endnu en af dem op og satte den lille pelstot ved sin nakke, med et ben på hver side "Ligesom jer" tilføjede han så med en klukken, der lød som et lille stenskred. 

Han så tænksom ud ved det andet spørgsmål. "Vi er ikke mange som jer heller. Og selv de elementaler jeg kender er forskellige, hver især. Jeg tager mest efter min mor. Min far var en ild elemental" forklarede han.
De blanke flintesten der gjorde det for Terkels  øjne, rettede sig mod Baldur igen.
"Vil du ikke sidde ned?" han havde forstået af Baldur var gammel for en kanin, og han viste at gamle folk helst skulle sidde ned. For at hjælpe flyttede Terkel sin ene fod, langsomt, så de små ikke faldt af. Han drejde den, og stenene flyttede sig en smule rundt, det det dannede et lille sæde, hvor Baldur kunne sidde, og så bruge Terkels ankel som rygstøtte. 

Den lille kanin greb glad muligheden for at nyde udsynet fra den hævede position på Terkels skulder, før han satte sig ned på græsset der så ud til at have sat sig bedre fast på stenene end hvad det burde efter den rulletur. Faktisk så det ud til at have skudt et par blomster ud bare siden ungen var kommet derop.
Alle ungerne faldt faktisk til ro, som de to var taget fra gruppen og placeret. Eller de myldrede rundt til de havde fundet stedet hver for sig og kunne lytte med så udelt opmærksomhed at Baldur ikke kunne andet end smile af dem. Terkels ord mindede ham om det spørgsmål han havde fået tidligere og han holdt fast i det, som ungerne fik resten af deres svar.

"De er lidt nogle rødder..." kom det muntert brummende fra den ældre kanin, hvilket kun fik den dæmpede fnisen fra ungerne til at blive til en ægte latter. Så tilføjede Baldur uddybende. "Efter hvad jeg har hørt faldt de fleste af elementerne tilbage i dvale efter opstandelsen de lavede for år tilbage. Ikke at de var mange den gang, men de gjorde indtryk." Han nikkede let til Terkel og smilede så opblødende. "Et af egetræerne i skoven her bestemte sig for at flytte sig ud til skovbrynet dengang. Vist fordi han fandt ungerne underholdende af holde øje med. Vi fik dog ikke så meget ud af ham..." De havde heller vovet at stille så mange spørgsmål.

Overraskelse steg op i Baldurs træk, før det gik op for ham at han havde stået lænet noget tungt til stokken. Han nåede da heller ikke at svare, før Terkel flyttede på sig og til et dæmpet 'uhhhh' fra ungerne skabte et sæde for den ældre kanin at sidde på. "Det ville væresvært at sige nej. Tak, Terkel. Det er meget betænksomt af dig." Han flyttede sig en smule trag hen og satte sig stadig ladende hænderne hvile på stokken men nu mindre støttende. "Har du lyst til at fortælle hvordan du mødte din Mælkebøtte?" Det var en historie han gerne ville have.

Terkel lavede en tænksom lyd, der mindede om store sten der knagede mod hinanden. "Rødder? Rødder er faste, og stillestående. Jeg tænker mere sandkorn! Mange og lette i bevægelse" han holdt en lille pause "Men de vokser mere som rødder" rettede han så sig selv tænksom. Det var altid spøjst som de andre racer sammenlignede ting med det de ikke var, og Terkel blev altid lidt fornærmet når han hørte nogen sige folk havde 'jord i hoved' som en negativ ting. Men et hjerte af sten? Det kunne vel kun være noget positivt!

"Træer er... sære" sagde Terkel, med en forsigtig skuldertrækning, så ingen af de små faldt ned. "Jeg har mødt en enkelt. Et meget vredt træ.." stenens tanker lod til at drive et andet sted hen, for Terkel fortsatte ikke sin sætning.

Et glad smil spredte sig dog på stenansigtet igen, som Baldur satte sig, og Terkel nikkede engang til den gamle kanin. "Det er ikke så lang en historie, men hvis i gerne vil høre den, så skal jeg nok fortælle" svarede Terkel muntert.

"Det var en helt almindelig dag i vulkanen hvor jeg boede, for mange af jeres år siden. Jeg vågnede, og synes der var noget der kløede så mærkeligt på min skulder. Jeg rakte op for at klø, mig, men lige som jeg skulle til det, hørte jeg et råb! "Stop Terkel!" det var min far, Blide Passion der råbte. Jeg stoppede, for selvom min far nogle gange var lidt hurtigt ude, så var han vis. Min far havde også ret, som han så tit havde. Jeg kiggede over på min skulder, og der sad en mælkebøtte! Den så helt trist og ensom ud som den sad der. Så trist jeg fik helt ondt af den. Min mor kom, og fortalte om store arealer, fyldt med små ting som mælkebøtten. Jeg havde aldrig set mange planter før dengang, og min mors historier var fantastiske. Så nu mælkebøtten havde valgt mig, så var jeg nød til at rejse med den ud, og finde den et sted, hvor den ikke var så trist og alene" fortalte Terkel, og gjorde sit bedste for at fortælle historien, ligesom Baldur havde fortalt sine. Terkel havde ikke fortalt historier før, men han havde hørt en del i den tid han havde boet i kaninerne temple.