Det kan ikke have været mere end en time siden at Vertis ankom til ballet, og han kedede sig allerede bravt. Aftenens højdepunkt havde været da han bestak sig til entre og en maske, men siden da var det ellers gået ned af bakke. Det var ikke mangel på fint selskab, der var problemet - snare den overflod af det, der var tilstede.
Dæmonen havde altid haft et blandet forhold til de adelige og fine. På den ene side var hans mål at sprede kaos, og at sprede det gennem fordærv. At fordærve den ledende elite i et samfund, skabte større og mere langtrækkende problemer for alle der stod under dem, og det gav Vertis en måde at skabe kaos uden selv at blive fór involveret. Man kunne sige at de adelige var det perfekte mål for noget langtrækkende kaos.
På den anden side var de allerede så pokkers fordærvede. Der var ingen sport i at lede en person til fordærv når det allerede var deres postadresse. Selvfølgelig kunne han tvinge det frem i en mere ekstrem grad, men kun mens han aktivt gjorde det, og det besejrede på en eller anden måde formålet. Mange af dem var i virkeligheden langt værre end han, hvilket sagde en del.
Vertis bevægede sig igennem de maskerede menneskemængder med en ret ryg og autoritativ tilstedeværelse, der blandede sig perfekt ind med balgæsterne. Han fik sin tid til at gå med at øve sig i at indflyde specifikke personer uden at det påvirkede dem omkring dem, noget han stadig havde svært ved. Desuden var det lidt sjovt at se den smældfede baron ved hors d'oeuvrene give efter for sit frådseri, og sekunder efter blævre i usikkerhed over hvad der var kommet over ham. 
Det var kun et spørgsmål om tid før Vertis forlod festen.

Jezebel var blevet inspireret af vinterballet, og havde siden holdt et halvt øre åbent for andre, lignende event. Ét især havde fanget hendes interesse, da der eftersigende skulle være en del af de højere familier der gjorde sig meget i handle til netop denne fest.
Så Jezebel havde trukket i et par af de tråde hendes lille leg ved sidste fest havde fået viklet hende ind i, og skaffet sig en invitation, denne gang af mere personlig karakter, frem for som nogens +1. Lidt stolthed havde hun trods alt i livet!

Hendes skuffelse havde dog været stor da hun mod forventning ikke havde fundet Valkar til festen, og, så vidt hun kunne forstår på manden i døren, ikke engang på gæstelisten! Ugh! Men nu nægtede at lade aftenen være spildt af den årsag. Hun kunne vel aldrig arbejde lidt på sit vin-projekt? Eller måske bare drikke noget vin. Det virkede som en langt bedre plan!

Jezebel havde indfundet sig lidt henslængt i en blød sofa og gjort det klart for den nærmeste tjener at hun ikke ønskede sit glas tomt på noget tidspunkt. En lind strøm af folk havde passeret hende, og forsøgt at finde ud af hvem hun var og hvad hun ville, som det passede sig for deres spil. Hun var en ukendt faktor - vigtig nok til at være personligt inviteret, men uden nogen lod til at vide hvilken familie hun tilhørte eller præcis hvem der havde inviteret hende.

En adelsmand havde dog ikke taget hintet da hun sendte ham væk, men havde i stedet sat sig, uden at tage øjnene fra hendes læber. "Der er ingen grund til at spille kostbar med mig min skønne. Jeg ved hvad du virkelig ønsker"
Jezebel løftede et øjenbryn, lige dele forvirret og nysgerrig. Så han mente at vide hvad hendes hjerte begærede? Ja, han var sandelig ingen Valkar, men det var alligevel det første nogenlunde interessante der var sket til festen endnu! "Ja så? Jamen så sig mig da endelig, hvad begære mit hjerte så, der er så åbenlyst det står skrevet så selv du kan læse det?" 
Mandens blik blev hårdt "Tir mig ikke, hvis du ved hvad der er dig bedst! Du vil have mig, så bare lad fasaden falde min natlilje, for det er dit held at jeg også har interesse i dig"
Han tog hendes hånd og kyssede den på en måde der langt fra kunne kaldes anstændig. Jezebel viste ikke helt om hun skulle grine eller græde. Manden var jo tydeligvis fra sine sansers samling, men ikke på nogen måde hun havde set alkohol gøre det før! Var han på et eller andet, eller var der andet på spil?
En prikkende fornemmelse i hendes baghoved fortalte hende, det var det sidste.

Nu måtte det simpelthen være nok. Den fede mand ved spisebordet var på randen af tåre, så frustreret var han blevet med sig selv som han gentagne gange stoppede munden fuld af pindemadder, ude af stand til at styre sig selv. Første gang havde det været hysterisk, hvis Vertis selv skulle sige det, og anden gang var det også morsomt, men nu kedede Vertis sig atter bravt. Hans blik vandrede længselsfuldt ud over rummet, og han opfattede kun svagt hvordan baronen løb væk fra bordet med sin knyttede hånd halvt stoppet munden. Hvordan kunne det være tilladt at samle en så kedelig bunke dødelige, i så kedelig en belligenhed til så kedelig en begivenhed? Hvis Vertis blev verdenshersker igen, ville kedsomhed være det første han gjorde strafbart med døden. Måske også det eneste . . .
På vej mod udgangen blev hans blik fanget af en kvinde i en stilling så afslappet, at den fik hende til at stå ud blandt de adeliges faste manere. Hun var givetvis køn, men Vertis havde ikke sat stor værdi i skønhed i flere tusinde år. Det var snarere at måden hun bar sig selv på signalerede at hun ejede rummet, selv i sin dovenskab. Måske havde han alligevel fundet en grund til at blive hængende lidt længere.

Et hurtigt kig på personerne omkring hende fortalte ham at der var tre mænd, der åbenlyst ønskede at have samleje med hende. Og det var uden brug af sin evne, de gjorde ikke store indsatser for at skjule det. Udover de tre var der yderligere to mand og en kvinde, der forsøgte at skjule det. Målet for deres lyst lod enten til ikke at lægge mærke til det, eller til at være  ligeglad. Han udvalgte den værste af de seks, en aldrende hertug med voks-fedtet overskæg og ansigtsmaske der kun dækkede øjnene, og sank sine metaforiske klør i hans sjæl. Der var intet nemmere end at få adgang til hans tanker, og guide hans fokus mod lysten han skjulte så dårligt. Et lille skub - det var alt der skulle til - før mandens tanker spirallerede mod mørkere, og mørkere, og mørkere ting. Handlinger Vertis ikke havde vidst var ment seksuelt blev vendt og drejet i hertugens tanker, og han trak sig tilbage med afsky synligt i ansigtet.
Efter at have opdateret sin liste over handlinger der burde medføre dødstraf, vendte han sit fokus tilbage på kvinden, der nu var i samtale med hertugen. Hun lod ikke til at afvise manden direkte, hvilket kunne vise sig at være interessant. Eller forstyrrende. Spændingen drev Vertis til at strække sin indflydelse ud mod kvinden, og begyndte blidt af massere hendes tanker for at frigøre alle hæmninger, der forhindrede hende i at lytte til sit sande jeg. Nu hvor han havde været inde i mandens tanker, håbede han lidt at hendes synd var vrede, men uvidenhedens mysterie var en del af hvad der gjorde fordærv så underholdende.

Jezebels latter rungede ud fra det lille hjørne. Hvordan kunne hun andet end le når hun blev sat overfor den slags gennemtæskede replikker og udtørrede komplimenter?! Det var da grinagtigt. Jezebel skænkede ikke en tanke til mængden af blikke der blev vendt i hendes retning, og det totale kollaps af fasade fra manden der praktisk talt havde savlet udover hendes hånd, gjorde intet for at få hende til at fortryde sit udbrud.

Desværre kunne Vertis ikke tage ære for det, for ikke blot var Jezebels sind mere standhaftigt end resten af festen til sammen, så kunne han dog gisne så meget, at hun ikke rigtig havde hæmninger. Nej, derimod havde hun anderkendt sine synder, omfavnet dem og gjort dem til en del af hvem hun var, uden skam eller skyld. Hun var kaos, balanceret på en knivsæg.
Ikke nok med det, så var hun tilsyneladende van til at blive forsøgt manipuleret, for Vertis havde ikke været i kontakt med hendes sind længe, før hendes blik søgte ud blandt gæsterne... der. Det var ikke svært at finde den eneste i selskabet der så i hendes retning, uden et falskt smil eller fornærmet mine. Hun gav Vertis et lille, næsten usynlig nik. Hun var altid frisk på en lille leg!

Manden så ud som om han var fanget mellem at tage hende med magt, eller rive hendes strube ud, da Jezebel igen vendte sin opmærksomhed imod ham. Han fik dog ikke lov til at beslutte sig før hun havde tømt sit vinglas og grebet hans hånd mellem sine og sat sig en smule op. "Men.. hvis det skal være os, må du først tage dig af min mand!" bedte hun, ja hun nærmeste tiggede det af den aldrende mand, med en lav hvisken og et lystende blik. Det var falskt, selvfølgelig, for hun følte intet andet end afsky for manden, men hvad end hendes mystiske modstander havde gang i, måtte det have påvirket herren her, og det var ikke svært at gætte hvad han ville.
Jezebel nikkede let i retning af den maskerede dukkeføre og fulgte klamriandens blik til hun var sikker på han havde fat i den rigtige. "Ja, ham... tag dig af ham, og jeg vil være din" andspurgte hun ham yderligere, og glædede sig som et lille barn til at se hvad der nu ville ske, og om hendes lille plan overhoved ville virke!

Vertis var altid forsigtig når først han oprettede kontakt med en andens sind for første gang, i hvert fald når han ikke ønskede at blive opdaget. Efter at oprette forbindelsen øgede han gradvist sit tryk til han kunne mærke deres mentale forsvare give efter, men med kvinden var han nød til at presse hårdere end han havde i langt tid, stadig uden held. Han havde for længst bevæget sig op i området hvor en magisk kyndig ville kunne genkende forsøget på at blive indflydet, men han var alligevel overrasket da hun spottede ham i menneskemængden. Hans ene øjenbryn blev løftet, pirret af ny interesse. Hans ansigt forholdt sig neutralt på trods af at hendes nik tændte en ild i hans sjæl. Endelig, for første gang i årevis, havde han fundet en udfordring.
Han kunne ikke lade være med at le af den hviskede kommentar, hørt igennem mandens øre. Så kløgtig hun var, denne fremmede. Hun kunne umuligt vide hvad hans evne var da han ikke var kommet igennem hendes forsvar, men hun måtte have anerkendt at mandens adfærd var affekteret. Han smilede skævt, underholdt af det spil hun prøvede at spille, uden at have nogen idé om hvem hun spillede med. Det ville være en simpel sag at række ud til mandens bevisthed, og indskyde et impuls han ikke kunne modsige sig.
Manden vendte sig mod Vertis, og skubbede en gæst brusk til siden. Smillet stivnede på Vertis læber. Han prøvede at indskyde en ny impuls, men manden fortsatte atter frem. En kniv havde fundet vej til hans hånd, og dansede en urolig dans mellem mandens fingre. Det lod til at Vertis havde skubbet manden så langt i sin lyst, at han ved et uheld havde skabt en sjæletral der kun adlød kvinden, der var målet for hans lyst. Ingen impuls han kunne sætte i mandens tanker ville trumfe den kødlige lyst, der var drivkraften bag mandens eksistens i det øjeblik.
Han kiggede omkring på folkene rundt om dem, efter nogen han kunne få til at stoppe manden, og åndede lettet ud. I udkanten af mennesker stod der en kvinde, presset til kanten af fordærv af hvad hun havde set udspille sig. Vertis gættede på at hun var mandens elskede eller hustru, men det var ikke vigtigt i øjeblikket. Han ville være nød til at tænde for de store kanoner, for der var brug for en konfrontation. Der var brug for en krig.

Han lukkede øjnene, og tvang sig selv til at slappe af. Viljestyrke var alt hvad der holdt hans fordærvende indflydelse tilbage, og nu hvor han gav den frit spil, knækkede kvindens forstand under den fulde vægt af hans intentioner, som en kvist under en kappesten. Hun trådte frem og dolkede manden tre gange i siden med en kniv hun selv måtte have haft skjult, alt imens hun råbte en blanding af ord uden betydning.
Da Vertis havde opgivet kontrol til fordel for styrke kunne han mærke andre i lokalet, der gav sig selv til fordærvet. Slagsmål brød ud hvor to brødre, der misundte hinanden deres titler, gav efter for jalousien, eller hvor en grådig mand prikkede en andens øje ud i et forsøg på at få buffeten for sig selv. Vertis trak sin indflydelse tilbage øjeblikket efter at det første knivsstik var faldet, men skaden var allerede sket. Han kiggede på kvinden som en gnist af grøn farve trak sig ud af hans pupiller. Han kunne ikke lade være med at sende hende et udfordrende smil. Han tog et skridt nærmere, og bøjede sin overkrop i en imitation af et buk.
"Daman Pallihseaf, til deres tjeneste." Hans stemme var dyb og kølig, professionel på trods af at mandens hustru fortsat stak videre i liget, ikke tre meter fra ham. Nu var aftenen i sandhed blevet interessant.

Jezebel så til med fornøjet nysgerrighed som hendes modstanders selvsikre udstråling forsvandt, om end blot for en stund, da det lod til han ikke kunne påvirke manden som han ønskede, og måtte se sig som efter en udvej. Jezebels smil blev bredere. Så hans evne var ikke en præcis videnskab, ikke en enten/eller som hendes egen, men en påvirkning af sindet af en art måske?

Smilet stivnede dog lidt på halv-dæmonens læber som en bølge af magi ramte hendes sind, og truede med at trække det med under som tidevandet. Det var overvældende! Hendes blik vandrede over rummet som kaos brød ud, og folk kastede sig over hinanden som vilde dyr! Hun var ikke engang sikker på hvorvidt det var lykkedes hende selv at stå fuldt imod! Hun tog dog en vist trøst i visheden om, at hun ikke var igang med at trække tungen ud på ham, og derfor nok ikke var helt hårdt ramt. Og hun følte sig heller ikke påvirket.. ehh, det måtte bære eller briste! Om ikke andet havde han genereret en overraskende mængde dødt kød for hende at lege med, skulle situationen spidse til.

Gløden var vendt tilbage til Jezebels smil som hun mødte sin modstanders blik, og han introducerede sig som Daman. Rubinsk kllingende navn. Måske han var bekendt af Vargas?
"Jezebel. Det er en uventet fornøjelse at gøre dit bekendtskab Daman" hun gjorde en bred gestus mod rummet "Her troede jeg aftenen ville blive kedelig!" et lilla skær dansede kort over de lilla øjne som hun sendte sin kraft ud i de stakler der havde sluppet deres sidste åndedræt, og hendes smil faldmede ikke det mindste ved synet af den sanseløse vold der udspillede sig omkring dem.

Skæret var umiskendeligt i hendes øjne, og et tydeligt tegn på at hvad end der var ved hende, var det af magisk natur. Hun lod tilmed til fortsat at være i kontrol over sine mentale fakulteter, en sjældenhed når han tændte for varmen. Hun var yderst interessant. Det ville blive en fornøjelse at knække hende.
Vertis arbejdede på en vittig kommentar, men blev afbrudt før han kunne ytre den første stavelse. Manden der havde talt med Jezebel og efterfølgende var blevet dolket, havde grebet fat i hans bukseben. Tilsyneladende mindre død end Vertis havde antaget. Han trak benet til sig, og stoffet gled let ud af mandens svage greb. Mens han kiggede ned på skikkelsen, kunne han atter se livet forlade hans krop, og Vertis sikrede sig at manden var død - hans sind var ikke at finde. Bevægede han sig igen, ville det være fordi de døde var kommet tilbage til live, noget man alligevel ikke så ofte. 
Han vendte sig om mod Jezebel, og hans øjne borede sig ind i hendes med en den sædvanlige intensitet Vertis havde når han læste personer. Da ren styrke ikke ville gøre tricket, var han nød til at lede hende i fordærv på den gamle måde - ved at regne ud hvad hendes synde var, og spille dem imod hende. Han sænkede sin behandskede hånd ned til hende med håndfladen opad, som en åben invitation.
"Jeg havde bestemt heller ikke forventet at finde nogen af din kaliber, Jezebel," Hovmod, måske? hun virkede stolt, det var sikkert, men om det var hendes største last var det store spørgsmål. "Måske skulle vi trække os til balkonen? Det lader til at salen er blevet lidt højlydt." Eller dovenskab. Måden hun slangede sig i sin sofa, skreg dovenskab. Hendes udseende kunne tale til forfængelighed, men der var noget ved hende der fortalte ham at det ikke var tilfældet. Lyden af folk der myrdede hinanden var næsten nok til at distrahere hans tanker, men ikke helt.

Jezebel ventede tålmodigt på sin modstander kom til hende, og som han lagde den nu bestemt døde mand bag sig, greb denne på ny om kniven han havde trukket mod Vertis, og begravede den i halsen på sin kone med overraskende præcision af en mand der var blevet dolket i brystet det sidste lille minuts tid.

Det var svært at ignorere mandens invitation, uden at det skulle virke som en fornærmelse. Forbandet være Valkar der havde fået hende til at bekymre sig om tåbelige ting som korrekt form!.. hvertfald i en hvis udstrækning, og mest kun når det lige passede hende. Måske kunne hun dog vende det til sin fordel endnu..
Uden yderligere tøven lagde hun sin egen behandskede hånd i hans "Der findes ingen helt som jeg" klukkede hun, og i stedet for at lade ham hjælpe hende på benene og gå til balkonen, trak hun ham blidt ned mod sig i stedet, så hun ikke behøvede råbe over larmen.
"Gå allerede? Jamen ønsker De ikke at se Deres værk udfolde sig fuldt?" hun slap hans hånd igen og tiltede hoved en anelse "Eller var alt dette blot for at få min opmærksomhed?" tilføjede hun med en drillende undertone. Der lå flere lig omkring, og hver gang livet forlod en krop, sneg Jezebel sin kraft ind i dem. De lå dog blot stille, som lig burde... for nu.

Bag sig kunne Vertis fornemme mandens bevægelse, og et hurtigt blik over skulderen bekræftede hvad han allerede mistænkte. Kvinden, den samme kvinde, der tilfældigvis havde virket så interessant, var en nekromancer, på den ene eller anden måde. Det eneste tegn på hans milde irritation var en sammentrækning omkring det ene øje. Vertis fordærvende egenskaber krævede levende sind at påvirke, og selvom det fysisk nedbrud kunne efterlade et lig ubrugeligt, ville det først være efter en periode på flere minutter. Hun var ikke den første nekromancer han havde mødt igennem sit lange liv, og hver eneste møde han havde med en sådan magiker endte i problemer. De var generelt set viljestærke nok til at modstå hans indflydelse, i hvert fald i noget tid, og hver håndlanger han selv mistede, resulterede i flere soldater på deres side.

Der skete to ting samtidigt. På det mentale plan slappede han mere af, og lod trykket mod hendes sind øges. Ikke nok til at bryde hendes forsvar, i hvert fald ikke medmindre hun lavede en fejl, men nok til at hun ville vide at han forsøgte at få adgang. Formålet var todelt, den første at gøre hende klar over at hans styrke ikke kun kom i eksplosioner, og den anden at give hende den, måske falske, opfattelse at hun var stærkere end ham.
I den fysiske verden dukkede han dybt - deres hænder stadig i let kontakt. Hans buk var meget højtideligt, med den ene fod placeret bag den anden. For nogle tusinde år havde det været en gestus man viste som et tegn på underdanighed, som når man bukkede for en kongelig. Nok var Vertis stolt, men hans hovmod var ikke nok til at komme i vejen for lidt strategisk krybning.
"Som De ønsker." Hans dybe stemme var gennemsydet af magi, lyden en manifestering af hans fordærvende effekt. Stadig ikke nok til at bryde igennem hendes forsvar. Han vendte sig omkring, og satte sig langsomt ned i sofaen ved siden af hende. Rigtigt nok fortsatte den døde mand, og nu også hans kone, i bedste velgående, på trods af at deres sind var forsvundet. Han skar en teatralsk grimasse inden at han fortsatte.
"Hvis dette er mit værk, ville jeg ikke sætte mit navn på det. Det er alt for . . . sjusket. Jeg er sikker på at De kan værdsætte en højere standard?"

Jezebel var på ingen måde gammel nok, eller socialt engageret nok til at afkode den præcise høflighed af hans buk, men smilet på hendes læber fik da et hak op, da han trådte op til udfordringen og pressede på. Ja, han var ingen Valkar, men hvis Daman var i stand til at holde presset, var hun ikke i tvivl om at hun ville bukke under før eller senere. Hun bestræbede sig på det skulle blive senere, MEGET senere, helst aldrig. Hun ville nødig se hvad der skete hvis hun blev udsat for hvad end han havde gjort ved festens andre deltagere.

Så det var et kapløb måske? Kunne hun overtage nok af festen til at udgøre en fare for ham, inden han fik knækket hende? Hvad end han gjorde påvirkede tydeligvis sindet, så hendes tjenere var i sagens natur ganske immune. Men det var hun ikke. Ville hun miste kontrollen over dem? Ville de blive sendt i en frenzy af hendes sind, som gæsterne var blevet det af hans?
Så mange spørgsmål, så mange svar hun hellere ville leve uden. Hvis han brød igennem og påvirkede hendes sind kunne det blive farligt, skulle hun gå hen og dø denne aften. Det var ikke til at sige hvad hun ville komme igen som.

En tænksom lyd undslap Jezebels læber "Så sandelig, og jeg er glad for De siger det! Dette her.." hun slog en hånd ud imod scenen foran dem "Er noget rod, ganske simpelt" en død mere rejste sig, og gjorde det af med hans dødende bror der lå og blødte ved siden af, inden han ligeledes rejste sig. Flere rejste sig, og de bevægede sig nu mod udgangende.. og stillede sig i dem "Nogen må få sat skik på den her fest igen!" sukkede hun. Det var en invitation. Mens han alligevel sad og klemte om hendes må grå, kunne de lige så vel have det lidt sjovt!

Vertis følte sig nødsaget til at gøre en indsats for at holde sin evne tilbage. Kvinden var så interessant at det gav ham en forfærdiglig og nærmest unægtelig lyst til at grave rundt i hendes hoved. At spille underdanig havde allerede vist sig at være en større udfordring end han havde regnet med. Hans blik vandrede rundt i rummet. Skuet af de sindsforvirrede levende og åndeløse dødelige var allerede begyndt at kede ham. Som årtusinderne var gået på held havde han erfaret at meget få ting kunne holde hans interesse. Det eneste der fik ham op om morgenen - ikke at han spildte meget tid på at sove - var tanken om de lange og komplekse komplotter han havde lagt ud, planer der spillede sig ud over årtier. Hans blik faldt på hende, og han indså at han havde været tavs i noget tid, forgabt i sine tanker. Han løftede udfordrende et øjenbryn.

"Byder De op til dans? Jeg er sikker på at vi kan finde en levende musiker et sted." Hans blik vandrede tilbage på folkemængden. Med en hurtig tanke fandt han en violinist, men denne var ved at blive gnasket på. Og manglede en arm. "Medmindre De kan få Deres venner til at spille musik?" En interessant tanke. Han håbede inderligt at hun kunne, for han havde aldrig i sit lange liv set en uddød musiker før.

Hvis aftenen fortsatte meget længere, ville hun have en klar overhånd - givet at han ikke øgede det mentale pres. Bygningen havde ganske vist en garnison af trænede soldater, der kunne udgøre en større trussel for de uddøde, men Vertis havde forhindret nyhederne om de uddøde i at spredes. Om Jezebel indså det eller ej, spillede de et spil uden en vinder eller taber. Han holdt hånden ud mod hende med håndfladen opad, en åben invitation til dans, men forblev siddende.

Jezebel sukkede dybt og opgivende "De har desværre ikke en tone i livet, så det vil være en ringe imitation af musik" undskyldte hun, uden anger. Imens var flere af de døde begyndt at indtage deres pladser fra før de mødte deres endeligt. Den fede mand var tilbage ved buffeen, og stak den ene apetief efter den anden forbi de blodige læber, mens munden mekanisk bevægede sig op og ned uden holdt.
Parret der havde været hinandens endeligt stod sammen, med hvert sit tomme glas i hånden, og foregav en samtale.

Hvis man så bort fra den trykkende stilhed der efterhånden kom fra mængden af døde, blandet med lydene fra de tilbageværende overlevende, lignede det næsten en fest igen! ... næsten. 

Jezebel kiggede på hans hånd og smilede "Jamen hvis de kan finde en levende musikant til at spille op, vil jeg da så sandelig overveje det!" klukkede hun muntert, men blev siddende for nu.

Vertis nikkede med et høfligt smil på sine læber, og rejste sig derefter fra sofaen for at finde en levende musiker. Der var ikke mange levende bevistheder tilbage i rummet, men i det ene hjørne kunne han se en mand holde en uddød på afstand med en cello. Han behøvede ikke at grave i mandens tanker for at vide at instrumentet var hans, for på trods af at hans liv stod på spild behandlede han instrumentet med overdreven nænsomhed. Han skulle netop til at bede Jezebel om at skåne mandens liv, da den angribende zombie trak sig tilbage til en stol, og mimede at spille på en usynlig violin.
Vertis sendte et misbilligende blik til den levende musiker, der i sin frygt havde pisset i bukserne. "Dig der!" råbte han i sin sædvanlige dybe stemme, der var pinligt klar i den pludselige tavshed som de uddøde i større grad faldt tilbage på deres gamle pladser. "Spil op til vals, og du kan få lov til at forlade med dit liv." Manden kiggede på dæmonen med forvirring og frygt i blikket, og bevægede sig først da Vertis viftede med hænderne for at sætte ham igang.
Kort tid efter gengav hallen af lyden af en vaklende, uakkompagneret melodi, der tilnærmelsesvist kunne bruges til at danse. Vertis vendte sig om, og holdt hånden ud foran sig, uden at nærme sig Jezebel. Han stod allerede på dansegulvet, og så frem til at se hende overkomme sin dovenskab. "Skal vi?" spurgte han med et kækt smil på læberne, og morskab i sit blik.
Sikke en usædvanlig aften det havde udviklet sig til.

Jezebel så til mens Daman gik på jagt. At hans fokus var andetsteds lod ikke til at hindre hans evne til at presse hende mentalt samtiddig. Pokker tag andre der kunne multitaske! Det kunne have været en hyggelig lille leg, som hun havde med Valkar normalt! Et prik her, et benspænd der, alt for at smide hende ud af balance nok til at han kunne få et spørgsmål igennem. Daman derimod var en tordensky, mørk og fuldendt, og løftet om den kommende storm lå i luften som en svoret ed.
Stormen ville komme. Jezebel viste selv hun ikke kunne stå imod det pres for evigt, og hun var så småt begyndt at få en knaldende hovedpine af det. Der var kun ét at gøre.

En behandsket hånd lagde sig i Daman og et smilende ansigt tog imod hans invitation til dans. Det var ikke Jezebels, naturligvis, men en kvinde med lange, blonde krøller, og en ungdommelig krop. Hun var nyligt afgået ved døden, og hendes øjne lyste med lilla kraft, som Jezebel gav hendes ekstra kraft. Hun ville ikke være en fantastisk dansepartner, men med lidt ekstra spyttet i, så ville den unge dame være helt hæderlig.
Jezebel selv smilede bredt fra sin plads på sofaen "Cello er desværre ikke så meget mig. Det er alt for.. dystert. Jeg foretrækker harpespil" undskyldte hun sig med en lille gestus med hånden, der understregede ih for ked af det hun var.
Mens trak fire af hendes tjenere over mod hende, og stille sig an omkring sofaen, en ved hvert hjørne.

Vertis gjorde sit bedste for ikke at blive fornærmet over erstatningen hun sendte til at danse med ham. At hun ikke tog ham alvorligt ville have såret hans følelser – hvis altså han havde haft nogen tilbage. Hans dansepartner lignede ikke en udød, men på den anden side gjorde ingen af de nyligt døde i lokalet. Hun lod til at have bedre motorisk funktionalitet end den generelle træl, og et nydeligt smil. Han bukkede høfligt, og tog hendes hånd i sin. Hvis hun var udød, og det fortalte lyset i hendes øjne ham, ville der ikke gå længe før hendes krop ville falde fra hinanden, som hendes lig gik i fordærv.
Han dansede lystigt omkring med dukken i nogle minutter. Det første der ramte ham var den pludselige lugt af menneskelig dekomposition. Ikke lang tid efter, begyndte kvindens skridt at blive usikre, som musklerne i hendes ben visnede og gik i forrådnelse. Allerede efter deres første dans stod det klart for Vertis at hun ikke ville kunne færdiggøre den næste – en skam, i virkeligheden. Havde hun været andet end en dukke styret af Jezebel, kunne de sikkert have haft en glimrende aften. Han ignorerede lugten og udtørrede hud, og kyssede oversiden af hendes behandskede hånd, før han gav slip og vendte sig mod Jezebel.
”Jeg trættes af vores leg, ærværdige Jezebel,” sagde han med et suk. Det var unægtelig sandt, trist hvorom end det var. Han slappede af og øgede gradvist trykket på hendes sind. Han bed mærke af hvordan hun havde stillet udøde klar i udgange om omkring hende, og var ikke længere sikker på hvad resultatet ville blive hvis det kom til åben kamp mellem dem. Han begyndte mageligt at gå frem mod hende, og med hver skridt blev hans angreb på hendes forsvar stærkere. ”Luk mig ind. Hvorfor kæmpe imod det uundgåelige?” Hans øjne begyndte at skinne med den samme grønne energi som hun havde set tidligere. Når hendes forsvar gav efter ville de få at se hvem der dansede med zombier. Et væmmeligt smil spredte sig over hans læber. 

Jezebel løftede et interesseret øjenbryn da den ringe imitation af en erstatning for hende simpelthen gik til grunde mellem hænderne på Daman. Det lod til at have været et godt valg med en substitut, hvor kedeligt det end var. Det så ikke ud til at være en behagelig måde at dø på, og Jezebel havde vist også opfyldt sin kvote for det næste lange stykke tid. Og hvorend poetisk og retfærdigt det nok ville være, foretrak Jezebel så sandelig at forblive i live, frisk og uforrådnet.

Et dramatisk suk undslap hendes læber. Ærgerligt han kedede sig, men skyggerne var vist også ved at blive lange. "Ah, jeg må beklage jeg ikke har været bedre selskab denne aften, men festen døde så brat!" beklagede hun med en klukkende latter. Det havde været sjovt så længe det varede!

Jezebels latter døde dog ud, og hendes smil stivnede langsomt som Daman hævede presset. Det her var.. knap så godt. Dette var ikke længere en kamp om hvem der kunne holde længst. Jezebel så hvordan han nærmest lod til at blive mere afslappet som han øgede presset mod hendes sind. Det her var ikke en kamp hun ville vinde i det lange løb, og hans trick mod sin dansepartner beviste hendes folk kun ville forsinke ham moderat.
Alligevel brede smilet sig igen på hendes læber, omend mere anstrengt end før, som hun fortsat stod imod hans indflydelse "Åh kæreste, jeg giver mig aldrig på første møde. Måske næste gang"

Jezebel skulle væk, og det lige nu. Hun ville ikke kunne stå imod meget længere. Hun kunne allerede mærke hvordan hans indflydelse begyndte at sive ind. Hun var ikke knækket, men hun var bestemt presset.
Jezebel var nød til at bruge så meget af sin mentale kapacitet til at stå imod. Men hun var ikke helt skubbet op i hjørnet endnu. Tjenerne omkring hende bukkede sig ned.. og samlede sofaen op, med hende på den. "Det har været ganske interessant, men jeg må videre nu. Men jeg er sikker på vi vil mødes igen, ved lejlighed" og mens hun sagde sit farvel, begyndte tjenerne at bære hende ud mod nærmeste udgang, der samtiddig bragte hende længere væk fra Daman. Hun skulle helst ikke risikere han fik fat i en af dem, og fremskød deres naturlige gang mod kompost.

Vertis kunne ikke lade være med at fnise ved synet af de to udøde og deres sofabårne leder. Han havde været heldig i denne omgang, da Jezebel havde overvurderet hans evner – selv hvis han trængte igennem hendes forsvar ville det tage tid før hun blev fordærvet til et niveau hvor han havde nogen indflydelse over hende, og i mellemtiden ville han være nem at dolke. Havde hun kaldt hans bluf, havde han uden tvivl tabt.
Det var sjældent at dæmonen fandt noget morsomt nok til at le, på trods af hans jagt efter underholdning, og latteren fik den fornærmelse han følte til at forsvinde. Nok havde hun nægtet at give ham en dans, men hvordan skulle han forblive sur når hun hellere ville stjæle en sofa end at rejse sig op? Bare at tænke om det fik hans fnisen til at stige til en dæmpet latter.
”Tværtimod,” sagde han efter en hård indånding, ”det har været en fornøjelse!”
Det var også ved at være på tide at bevæge sig videre – nyhederne om massakren ville sprede sig på et tidspunkt ligegyldigt hvor meget han forsøgte at stoppe det, og han ville helst ikke være her når garden ankom. Han besluttede sig for at nyde hendes afsked før han ville tage sin egen.
”Du skylder mig en dans!” Råbte han efter de løbende zombier, som en sidste afsked.

Jezebel svag det ene ben over det andet, og vinkede lystigt farvel som hun blev båret ud. "En fornøjelse så bestemt!" kaldte hun tilbage, med et smil, men en kende anstrengt. Til trods for den forsøgte invasion af hendes sind, så havde mødet med denne Daman bestemt været fornøjeligt og interessant.
Og hun var ikke et øjeblik i tvivl om, at de nok ville mødes igen. Om det ville vise sig at være en større fordel for hende at kende til hans evne, end omvendt ville tiden vise. Om ikke andet skulle det så bestemt nok blive interessant.

Som hans sidste afskedsord rungede efter hende, vinkede hun blot over sofaens kant. En dans med Daman. Ja det skulle nok blive interessant!