Selvom det ikke var nyt for Alicia at få skæve blikke fra folk, kunne hun ikke rigtigt vænne sig til det. Hun prøvede ihærdigt at passe ind, men det var ikke altid lige nemt. Til gengæld hjalp det gevaldigt, at manden ikke lod til at tage det særlig tungt. Hun var på ingen måde vant til at blive behandlet, som han gjorde, hvilket tydeligt hjalp på hendes humør. "Jeg er ikke ret vant til at blive kaldt 'speciel'. 'Anderledes' er oftere brugt" svarede hun med et suk. Det var tydeligt, at selvom hun var vant til øgenavne, var det ikke noget, hun bare sådan ignorerede. "Det er ikke altid lige nemt at skulle passe ind i denne verden" fortsatte hun mere uddybende. Selvom hun efterhånden havde en del livserfaring, havde hun ikke lært at være ligeglad med andres mening om hende.
Da han introducerede sig, blev hun pinligt bevidst om, at hun havde glemt at fortælle ham sit navn. Det havde faldet hende så naturligt at snakke med ham, at hun slet ikke havde spildt det en tanke, men det havde han så tilsyneladende heller ikke.
"Jeg er Alicia" svarede hun med et svagt smil.

Vlevius lavet et stille klik med tungen. Han vidste godt at ordet speciel måske ikke havde været det bedste, men han kunne ikke komme til så meget andet der lød bedre i hans hjerne. "Må sige en hemmelighed?" sagde han kort før han lænede sig tæt på "Alle de bedste mennesker og væsner i den her verden, er dem der specielle og unikke, og dem der efterlad et indtryk som man husker sener" sagde han med lav stemme før han gave hende lille smil. Hans bedste minder fra de unge dage var samme med de pirater som han lærte sværdkamp fra, specielt deres kaptajn som var en mørk elver. Vlevius havde været det eneste menneske på skibet, fordi at han havde andre gode egenskaber udover hans kamp evner.
Da Vlevius hørte hendes navn, udtalte han det kort i sine tanker. "Hygge at møde dig, Alicia" sagde han, igen kom der smile frem på hans læber. "Jeg vil gætte på at du laver et eller andet med sværdkamp?" sagde han. Vlevius havde forsøgte at gætte hendes erhverv da hun kom ind, men han var ikke helt sikker.   

Alicia havde på ingen måde taget det negativt, at han havde kaldt hende speciel. Hun havde set det som et kompliment, netop fordi han havde brugt det ord. Hun var aldrig blevet kaldt speciel før. Det var rart at tænke på sig selv som unik i stedet for udskud. Hun rykkede sig i overkroppen, så hun kunne lægge øret tæt på hans mund som svar på hans spørgsmål og lyttede interesseret til, hvad han sagde. Da han havde talt færdig, rettede hun sig op igen og smilede til ham. Hun var ovenud lykkelig for hans, i mangel af bedre ordvalg, kompliment. "Jeg tager det som, at jeg så har brændt mig ind i Deres hukommelse?" svarede hun med et drillende glimt i øjet. Det var ganske tydeligt, at han havde fået hende til at glemme alt om at være genert. Hun var også ret sikker på, at hun ikke ville glemme det her møde.
"I lige måde Vlevius." svarede hun stadig med det store smil på læberne. Hun håbede samtidig på, at hun havde udtalt hans navn, som han selv havde sagt det, og at hun ikke bare havde slagtet udtalen af det.
Hun nikkede som svar på hans spørgsmål. "Jeg er sergent i bygarden, og vi havde træningssession her til morgen." svarede hun. "Hvad med Dem? Jeg gætter også på, at det var en eller anden form for træning, der fik Dem skadet?" tilføjede hun kort efter.
Endelig kom der en healer ind. Denne gik først hen til Alicia, fordi hun umiddelbart var den, der var værst tilredt, men fordi Alicia var kommet sidst ind, sendte hun denne videre til Vlevius, fordi han havde ventet længere end hende selv, og hun ville ikke springe foran i køen.

Vlevius øjne udvide sig en smule, havde Alicia efterlad et indtryk på ham? Muligvis, han ville nok ikke sige der lige ud, men ja. Man kunne godt sige at Alicia havde en unik charm over sig, eller mere end de menneske som Vlevius talt til i hverdagen. Det var ikke fordi der var mange spænede indtryk at komme efter, ikke siden at man valgte uddrive eleverne fra Dianthos. Jeg ville ikke nægte at jeg finder dig interessant sagde Vlevius med en venlig stemme. Alicia var interessant, ikke blot fordi hun var et væsen, men fordi at hun var nem at snakke med. Den slags sikkert ikke så ofte udover når Vlevius talte med dine elever.

Vlevius blev ved med at lytte i stilhed, høflighef kunne man nemt finde i ham, han var aldrig den slags mand der afbrød når andre talte, men han havde heller aldrig været den der talte meget. Ikke siden at han var barn, dengang var det en anden historie, men som han blev voksen, blev mere nedtonet eller hvad man nu skulle sige.

Vlevius nikkede, "Samme historie, bortset fra at jeg var oppe i den øvrige by da det skete. Det er ikke jordens blideste tur herned, specielt ikke når man dårlig knæ i forvejen"

At hun rent faktisk blev fundet interessant, gjorde Alicia glad helt ind i knoglerne. Hun var ikke ligefrem vant til, at folk fandt hende spændende. Hun var langt mere vant til skæve blikke og spydige kommentarer. Specielt omkring hendes hår og øjne. Lige i dag havde hun dog en forventning om, at de andre i lokalet var bange for at sige noget til hende, hvilket egentlig ikke generede hende.
"Det er rart for en gangs skyld at være interessant. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde, at følelsen ikke var gengældt" svarede hun ærligt. Hun prøvede som sådan ikke at være charmerende. Lige i øjeblikket sagde hun bare, hvad hun følte. Hvilket for nogle også kunne være charmerende. Men hun havde ikke en skjult dagsorden. For hende var det bare rart, at snakke med nogen, der viste interesse for hende.

Hun lyttede interesseret til hans svar og skar en grimasser over tanken om at skulle gå til infirmeriet fra den øver bydel. Det lød ikke ligefrem rart. "Jeg var heldigvis i bygardens hovedkvarter, så jeg havde ikke så langt. Det var ikke en rar gåtur, men jeg misunder Dem bestemt ikke at skulle fra den øvre bydel og herned" svarede hun nu med medlidenhed i stemmen og et lettere bekymret ansigtsudtryk. Healeren var gået i gang med at behandle Vlevius' knæ, men Alicia lod ikke sin opmærksomhed distrahere fra ham.

Vlevius gave Alicia et venlig smil, på en hver anden dag kunne han sagtens have faldet lidt for hendes charme. Men i det øjeblik havde han ikke den slags tanker, faktisk var det bare mere venskabelig samtale, hvilket heller ikke var så slemt igen. Vlevius havde aldrig haft mange venskaber som der lå ham tæt til hjerte, eller der var de få mennesker og væsner som gave mere indtryk på ham end andre. Men tit og ofte havde han altid bare været typen der lyttede til andre mens de talte sammen, og måske kom han med klog kommentar her og der.

Der var en varm fornemmelse i Vlevius knæ, da healeren gik igang med sit arbejde. Vlevius prøvet at sidde så stille som han kunne men ind i mellem kunne man god skimme at han ikke var helt tilfreds med de små skud af smerte som kom fra knæet, når healeren rørte et bestemt sted. Ikke at han blev alt for genret af det, skulle de ske. Kunne han altid brokke sig lidt, eller bede healeren om at være mere varsom.

Alicia nød ikke følelsen af at blive helet. Det var ganske forfærdeligt at mærke såret vokse sammen. Hun risikerede desuden at få et ar. Ikke at hun havde noget imod ar som sådan, men hun var stadig kvinde, så hun gik en del op i sit udseende alligevel. I hvert fald nok til, at hun altid holdt sig velsoigneret. Da healeren var færdig, løftede hun op i både brynjen og koften, så hun kunne tilse det tidligere sår. Et lettet suk slap hendes læber, da intet ar var at finde.

"Ville det være muligt at mødes med Dem en anden gang? Under mindre... stirrende blikke? Jeg lover, at næste gang er der ikke ild i mig" sagde hun spøgende. Det var tydeligt, at han havde fået hende til at se lidt lettere på situationen. "Guderne skal vide, at jeg trænger til venner, og De har i den grad været venlig mod mig." Som hun kiggede på ham, fortalte hendes blik dog også, at hun ikke ville blive skuffet, hvis han sagde nej. Hun var udmærket klar over, at det på overfladen så ud som om, der var stor aldersforskel mellem dem, og at folk kunne kigge skævt til dem begge, hvis de blev set sammen. Hun kendte dog intet til Vlevius, så hun var ikke sikker på, om han havde et ry, han skulle leve op til.

Da han igen kunne bevæge knæet uden de store problemer, komme Vlevius med et lette suk. Smerten var væk, og en behagelig ro, kom ind i hans tanker. Han ikke huske, hvornår han krop sidste havde slappet af på den måde, eller kan kunne huske det, men hver gang Vlevius kom tanke om den kvinde som han havde arbejdet for, kom der altid en skyldføles løbende efter ham. Vlevius fik besked på rejse sig op, mest for tjekke om han kunne stå op uden problemer. Vlevius vendte sig imod Alicia, da hun talte til ham. Naturligvis var der altid en mulighed for at de kunne mødes igen. Han kunne ikke lade være med holde et venlig smil tilbage. "Det skulle da være en mulighed," sagde Vlevius.
Han lavet et venlig ryst med hoved. Selv synstes han ikke at det havde været et problem at tale med Alicia. Faktisk var hun mere spændene end mange af de mennesker som han mødte i hverdagen. "Du skal altid være velkomme til kigge forbi, hvis du en dag befinder dig oppe i den øvrige bydel" sagde Vlevius, han var tit hjem, når han ikke underviste, og han var ikke svær at finde som sådan. Vlevius gave Alicia endnu et smil før han bevægede sig frem af, han stoppet dog kort der efter. "Indtil næste gang, Alicia" sagde han med rolig stemme før at han begav sig ud af helbredshuset.

//OUT

"Men.." begyndte Alicia, men Vlevius var ude af døren. Hvordan i al verden skulle hun finde ham i den øvre bydel? Hun var ikke ligefrem en sporhund eller noget. Han måtte vel mene, at han var relativ nem at finde så? Hun havde absolut ingen anelse om, hvordan hun skulle finde ham. Den øvre del var jo stor, og der boede alligevel en del mennesker. *Jeg går vel ud fra, at jeg så bare spørger til højre og venstre* lød hendes tanker, inden et dybt suk slap hendes læber, som hun forlod helbredelseshuset.