"Stop ham!" Råbene går gennem de mørke gader i aftenens skumring. De flagrende rober og hvide masker fra medlemmerne af Kiles orden dansede som ondsindede skygger forbi hjørnerne, som de jagede efter en skikkelse der var dukket ind i gyderne. En let latter bæres af vinden fra den jagtede og tirrer jægernes ører. Lyde af frustration kommer fra de vrede jægere, som deres bytte konstant forsvinder og undslippede dem så snart en tønde brød deres syn.

Jhaan havde vandret rundt og irriteret Kiles Orden lige siden at de havde udvist hver eneste med elvisk blod. Han plejede ikke at have megen kærlighed for den side af sin afstamning, da de almindeligvis afviste ham uden at blinke, men han fandt sig ikke i at folk skulle skære så mange folk over samme kam, fordi nogle tossede fuldblodsfanatikere var utilfreds med deres virke. Denne gang havde de virkelig sat stort ind for at fange ham. Så vidt havde han talt havde han formået at samle syv jægere denne gang. En ny rekord, og hvad han kunne fornemme så var de godt gale i bolden. De havde åbenbart ikke syntes at det var sjovt at han havde ruineret noget af deres propaganda materiale med fjollede tegninger og latterlige sætninger. Mest af alt for bare at gøre grin med disse robeklædte trænede aber. 

Han løb om et nyt hjørne leende som han skubbede til nogle kasser for at bremse hans jægere, som han fik hamret noget i mellemgulvet og han kollapsede gispende efter vejret. Otte! Han havde formået at få otte jægere efter ham. Han havde leet, hvis det ikke var fordi at han havde fået slået luften ud af sig. Han gispede stadigvæk efter vejret som de lagde ham i lænker og hev ham op at stå. "Så fik vi endelig fat i dig, din forbandede spidsøre." Mellem hans gisp prøvede at han at få et kækt smil, som han kiggede op på hans jægere. 

Det havde været en usædvanligt sløv dag. Tiden var gået alt for langsomt, og Alicia havde kedet sig gevaldigt på dagens vagt, der heldigvis var slut. Hun havde netop været i barakkerne med sin uniform, og hun havde fået hævet magien, der var blevet kastet på hendes sværd, fordi hun ikke længere var i tjeneste.

Hun havde besluttet at gå en tur forbi markedet på vejen hjem, for hun skulle have gang i fødderne. Hun hadede at være stationeret ved porten, for der var typisk ingenting at lave, og man stod stille alt for mange timer.

Alicia havde i dagens anledning et par lysebrune, let stramtsiddende bukser på. Disse var stukket ned i de sædvanlige mørkebrune, langskaftede læderstøvler. Dette blev akkompagneret af en hvid trøje, der blev holdt stramt på underarmene af hendes armskinner, men som ellers var forholdsvis løstsiddende. Hun havde sit sværd, der let bevægede sig i takt med hendes skridt, hængende ved siden.

Øjeblikkeligt opfattede hun, at ikke alt var, som det skulle være, da hun trådte ind på markedspladsen. Der var flere handelsmænd og -kvinder, der var ved at samle nedvæltede ting op fra jorden og irriteret lægge tilbage på deres diske. En menneskeflok havde samlet sig, og så nysgerrigt på noget, Alicia ikke kunne se for mængden. Hun hørte dog ordene "forbandede spidsører," og hun kunne tydeligt mærke vreden boble i sig. Lige siden Kiles Orden var begyndt at smide elvere på porten, havde hun overvejet, om hun skulle fortsætte som byvagt, for hun var aldeles ikke fan af deres holdninger. Heldigvis var hun ikke længere på vagt og derfor ikke bundet af sin ed.

Hun satte med det samme i rask gang, men hun fik ikke lov til at komme igennem mængden. Endnu mere rasende end før, lod hun sin kropstemperatur stige. I takt med dette blev hun mindre og mindre menneskelig; først forsvandt hendes pupiller og øjnene begyndte at gløde kraftigt. Derefter begyndte det røde hår stødt mere og mere at ligne flammer, og til sidst begyndte hendes hud også at gløde kraftigt orange, som om der var flød rent ild igennem hendes årer. Dette sammen med de nu ca. 100 grader kropstemperatur fik folk til at vende sig og panisk flytte sig fra hende, så hun nu uhindret kunne gå igennem mængden.

Synet der mødte hende, fik hende til at græmme sig. Otte mænd var ved at lægge en elver i lænker, og Alicia kunne tydeligt mærke sin vrede bølge endnu stærkere igennem sig. "Jeg ville råde jer til at lade manden være i fred og gå jeres vej. Dette er jeres eneste advarsel" sagde hun, tydeligvis vred. Dette blev akkompagneret af, at hendes ene hånd flammede op.

De otte jægere stillede sig rundt om ham og begyndte at snakke om hvad de ville gøre ved en spidsøre som ham. De begyndte at diskutere hvor langt de ville kunne kaste ham, og hvor mange knogler han ville brække i faldet. Han smilede kækt til dem, hvilket resulterede i en knytnæve i ansigtet, der fik det til at synge for ørerne. Han kunne mærke som blodet løb ned af panden på ham, som øjenbrynet var flækket. Pokkers. Det var ellers mit gode øjenbryn. Tænkte han irriteret, men smilede stadig. Han kunne smage blodet i munden, og han spyttede lidt blod ud på jorden foran sig, og ramte næsten en af sine jægeres sko. Der blev lagt an til endnu et slag, som panikken bredte sig i nærheden og en stemme tiltrak jægernes opmærksomhed. En eller anden brændende kvinde, eller måske mere glødende - hun så hvert fald hed ud - stod og truede jægerne. Han tænkte ikke at han havde lyst til at røre ved hende. Han ville sikkert ende med at få brændvabler, og det gav sådan nogle trælse ar, som kunne ødelægge han ellers så perfekte hud. Ikke noget han var interesseret i. Godt nok kunne han ikke udføre sit sædvanlige job på nuværende tidspunkt, men mon ikke at han kunne komme i bestilling igen når de her fanatikere blev smidt for porten? 

Kvindens trusler fangede alle jægernes opmærksomhed. "Du burde vide bedre end at trodse Kiles Orden. Denne mand har brudt reglementet og skal udvises med det samme. Han er en trussel mod landet og er en landsforrædder med resten af sin æt." Det virkede til at den ottende jæger der havde fået et godt slag ind på ham var deres leder for i aften. Han begyndte at le. En varm og lettere hånende latter. Han syntes det var morsomt at han blev kaldt for landsforrædder, fordi han havde lidt elvisk blod i årerne. Ikke fordi han var blevet betalt for at slå rænker mellem adelsfamilier, men fordi han havde spidse ører. De havde virkelig ikke deres prioriteter i orden. Han fik et nakkedrag for at le, men det stoppede ham kun et kort øjeblik. Han smålo stadig. "Men hvad hvis I ikke har fanget noget?", spurgte han som hans krop begyndte at blive sløret og han blev fuldstændig udsynlig. Lænkerne i jægernes hænder blev pludselig slappe og hang ubrugelige mellem dem. Kædernes raslen blandede sig med Jhaans latter som forstummede sammen med kæderne. Eder blev udtalt, som jægerne skiftede blikket fra kæderne til den meget truende kvinde der stod foran dem, som trods alt så ud til at være farligere, men hvor pokker var spidsøren blevet af?!!

Alicia bemærkede, at elveren forsvandt, men hun gjorde ikke umiddelbart noget ved det. Lige nu var hun langt mere fokuseret på mændene fra ordenen. Svaret fra den ene hjalp ikke ligefrem på hendes humør, og flammerne omkring den ene hånd tog til både i volumen og varme. Dette fik folkemængden til at bakke længere væk, for den intense varme kunne tydeligt mærkes flere meter omkring hende. "Så fordi han er elver, skal han smides ud?! At mennesker kan være så fordømmende og snæversynede, er mig en gåde!" svarede hun nærmest hvæsende, men samtidig højlydt, som om hun havde råbt samtidig. De havde fået deres advarsel, og deres svar havde kun yderligere forstærket Alicias vrede. Uden videre advarsel, havde hun sat sig i bevægelse, og et spring medførte, at hun nu stod foran ham, der så ud til at være deres leder. I samme bevægelse havde hun rettet et slag mod hans kæbe med den brændende hånd. Den høje, knasende lyd talte sit tydelige sprog om, at denne brækkede, og den intensive varme havde brændt noget af hans hud væk. Man gik ud som et lys og væltede, mens han drejede en halv omgang på grund af kraften fra slaget. Hun rettede blikket mod de resterende, der så temmelig skræmte ud over, at hun så let som ingenting havde neutraliseret deres leder. "Hvis I går nu, får i lov til at tage ham med og behandle hans skader. Hvis I bliver, kan jeg ikke svare for følgerne" sagde hun i samme toneleje som før. Efter et øjebliks tøven, samlede de den bevidstløse mand op og bar ham afsted mod infirmeriet. Alicia vendte sig mod folkemængden, der tavse stod og gloede på hende. Hun lod resten af sin krop flamme op, hvilket medførte, at de nu panikslagne flygtede fra markedspladsen.

Flammerne slukkedes øjeblikkeligt, men det tog Alicia et par minutter at vende tilbage til sin menneskelige skikkelse igen. Hun lukkede øjnene og tog flere dybe indåndinger. Langsomt begyndte huden at holde op med at gløde, så vendte hendes hår tilbage til at se menneskeligt ud, og da hun igen åbnede øjnene, var disse holdt op med at gløde kraftigt (der var stadig en svag glød i dem, men det var svært at se, fordi det stadig var lyst), og hendes pupiller var vendt tilbage igen. Elveren var stadig forsvundet, så med et sukke vendte Alicia sig, og begyndte at sætte kursen hjemad i rolig gang.

Der tydede ikke på at Jhaan var nogen steder at finde. Han var som sporløst forsvundet og alle virkede til at have glemt den smukke halvelver, da en brændende kvinde ofte tiltrak lidt mere opmærksomhed. Elvere var et sjældent syn i byen efterhånden, men ikke lige så sjældne som brændende kvinder. Spidse øre kunne man få rigeligt af trods alt. Kvinder i flammer var noget af et særsyn.

Som kvinden nåede sit hjem og fik fundet sig til rette i hjemmet landede en tung pung på et bord foran hende, som dukkede op ud af ingenting. "Jeg tror du tabte den der," kom en kæk stemme fra bag ved kvinden. Jhaan havde slænget sig i en stol. Han så op på den rødhårede kvinde med et kækt smil og hovedet let på skrå. Han havde åbnet sin kjortel lidt mere. Det plejede at fange de fleste kvinders opmærksomhed. "Det var ganske imponerende hvad du gjorde ved dem. Ikke noget jeg har forstand på, men det så dog ret imponerende ud. Jeg er ret vild med det glødende look. Det står godt til dine lokker." Hans stemme var som honning. Altid kæk og indsmigrende. En mand der var vant til at tale for sig. Han brugte nok oftere sin tunge end sine næver til at forsvare sig med.

Alicia havde taget bæltet og sværdet af, da hun kom hjem. Sidstnævnte hang nu i en holder i gangen, hvor hun også havde stillet støvlerne. Armskinnerne og trøjen var også blevet taget af, så hun rendte nu rundt i en sort undertrøje (i stil med en tanktop). Hun dumpede tungt ned i sin sofa med et suk. Her blev hun dog ikke siddende længe, for en pung landede tungt på bordet foran hende, og hun rejste sig øjeblikkeligt op. Hun havde nu en ildkugle i hånden, og øjnene glødede igen op, og pupillerne forsvandt med det samme. Stemmen var dog genkedelig, og hun fik kort efter øje på elveren i lænestolen. Hun lod ilden dø ud, og øjnene blev igen normale. Hun satte sig ned med et nyt suk. "Havde De været hvem som helst anden, var De ikke sluppet så godt fra at bryde ind hos mig. Og det er i hvert tilfælde ikke min." svarede hun og nikkede mod pungen.

Hun gav ham et kort elevatorblik, mens han komplimenterede hende, og hun kiggede tydeligt overrasket på ham. Han var nok den første nogensinde, der havde komplimenteret hendes "elementalform", og hun tog det, som om han mente det sarkastisk, og hun mødte tydeligt mellemfornøjet hans blik. "Hvis De kun har tænkt Dem at gøre grin med mig, foreslår jeg, at De går igen. Jeg er ikke ligefrem i humør til at blive mindet om, at jeg ikke passer ind." svarede hun lettere irriteret. Det var ret tydeligt, at hun på ingen måde var klar over, at han prøvede at indsmigre sig, og hun havde glemt alt om, at hun fandt ham attraktiv. Hvad hun så som hån, havde lidt fået hende til at finde ham knap så tiltrækkende.

"Brudt ind? Jeg har jo ikke voldet noget op. Det kan jeg slet ikke finde ud af," sagde han med den mest uskyldige stemme han kunne mønstre, med sit sædvanlige flabede smil på læben. Han legede med sine mørke lokker med den ene hånd og lod den anden hvile på sit knæ. Foden hvilede på armlænet og han havde en meget afslappet holdning. Han måtte give hende at hun var en fyrrig kvinde, og han skulle passe på at han ikke kom til at le af sin egen dårlige vittighed. Man skulle nok ikke spøge for meget med hende. 

Tydeligvis tog hun ikke hans komplimenter til sig, og han kom op at stå med en kats gracie og elegance. "Jeg gør absolut ikke grin med Dem. Jeg passer mindre ind og det var et imponerende skue," sagde han og prøvede virkelig at få sin tunge til at dryppe af honning. Hans ord var sukkersøde og stemmen var blød og behagelig. Han stillede sig ved hendes side med fronten med hende, hænderne bag ryggen med brystet skudt lidt frem. "Det er ikke hver dag jeg får lov til at møde så heroiske og hjælpsomme personer, der vil risikere deres skind for en simpel mand som mig. Jeg skylder tydeligvis en tjeneste," sagde han og trak toppen af kjortlen lidt mere åben for at afsløre lidt mere af sit bryst. Mest af alt for at tirre og se hvordan hun ville reagere på den slags tilnærmelser.

Alicias ene øjenbryn, i takt med at manden prøvede at bevise sin uskyld. Hun var tydeligt ikke imponeret over hans forsøg. Hun fandt dog hans næsvished en anelse morsom, selvom hendes ansigtsudtryk ikke viste det mindste tegn på det. Hun sukkede opgivende og rystede kort på hovedet, inden hun åbnede munden for at svare ham: "Har De i det mindste et navn?" Hun så stadig mellemfornøjet ud, selvom hun nu havde slået sig til tåls med, at han var i huset. Desuden kunne hun ikke gøre så meget ved det, når han tilsyneladende kunne forsvinde og dukke op, hvor han ville. Hans humor havde dog også blødt hende lidt op. Hun var bestemt ikke fan af, han var flabet, men hun kunne samtidig godt se det sjove i hans jokes. Hun ville dog ikke give ham den tilfredsstillelse at vise det.

Fordi det efterhånden var blevet temmelig mørkt i huset, knipsede Alicia med fingrene en gang. Kaminen sprang op i lys lue, som om den havde været i gang i flere timer og rundt regnet 20 stearinlys, der stod rundt omkring tændtes. Dette var dog ikke nok magi til, at hun skiftede udseende igen.

I takt med hans smigrende ord lagde hun armene over kors. Han havde nu åbnet kjortlen nok til, at hun kunne ane tatoveringerne inde bagved, og hun måtte tage sig i igen at finde ham attraktiv. "De gør ikke grin med mig? Gjorde Dem en tjeneste? De havde tydeligvis ikke brug for min hjælp. De kom lidt fri af egen evne, og ikke fordi jeg var der." konstaterede hun og rykkede sig en anelse væk fra ham for at få lidt afstand til ham psykisk. Hun opfattede stadig ikke hans hentydninger, så lige nu var det for hende meget grænseoverskridende, at han var så tæt på. Specielt fordi hun ikke var helt overbevist om, at han rent faktisk ikke gjorde grin med hende.

Lyden af hendes mave der rumlede, kunne tydelig høres i den korte stilhed, der var, inden han svarede hende, og hun rejste sig op. "Er De sulten?" spurgte hun og satte kursen mod køkkenet i rolig gang. Hvis han blev stående, ville han kunne se hovedet af føniksen, der var tatoveret på hendes ryg stikke ud ved skulderbladet, fordi hendes undertrøje ikke dækkede området.

-Inaktiv-