Det var ikke så nemt at blive ældre. Ved et tilfældig held i uheld, havde Vlevius fået bene skubbet væk under sig, midt imens at han var igang med at træne en elev. Skaden havde været en smule omfattende, eller mere end de diverse små sår og mærke og derfor hjalp hans elev ham ned til helbredelse huset, hvor en af de mange healer kunne tilse det skade knæ. Vlevius havde ingen vrede til den unge mand som konstant blev ved med undskylde for unfair kamp, faktisk så Vlevius det bare som improviseret kamp, hvor alt kunne ske. Den unge mand var partisk talte lidt stolt over at han kunne sende sin lære i jorden, men da Vlevius ikke rejste sig op igen med det samme, blev stoltheden skubbet lidt til side.
Vlevius sad og så på de andre mennesker som der ventede på en ledig healer, han var kommet tidlig, men eller ikke på et tidspunkt hvor der var få mennesker, faktisk var han der på den meste travle del af dagen hvor folk tit kom med en skade fra arbejde. Ak ja, han kunne altid vente, der var ikke så meget galt udover smerten som engang i mellem sende signaler op til hjerne, han blev bare enig med sig selv om at han ikke var så ung som han havde været. Men selv med hans alder, kunne han stadig klare flere slag end mange kunne.
Vlevius kiggede lidt på de mange andre der sad, han så ingen som han kunne genkende. Hans elev var taget afsted, Vlevius sagde at han ikke behøvet at vente på ham, eftersom at vente tiden kunne være lang.    

Banden og svovlen kunne høres et godt stykke fra infirmeriet. Alicia trak sig selv afsted ved hjælp af ren stædighed og vrede. Hendes ringbrynje og kofte var blevet gennemboret af et sværd, og hun havde nu et dybt stiksår i højre side af taljen. Det havde været en almindelig sparringssession, hvis man da altså ikke talte det faktum med, at hendes partner ved et tilfælde havde fået lagt al vægten i et stik, fordi han var ved at skvatte over sine egne fødder. Partneren prøvede ihærdigt at støtte hende på vejen, men det virkede som om, han brændte sig hver gang.
Da hun trådte gennem døren, kunne man tydeligt mærke temperaturen stige flere grader. Flere drejede hovedet med store øjne, for lige nu lignede Alicia en fuldblods elemental i mennesketøj og -rustning.
"Jeg behøver ikke hjælp George. Jeg kan godt klare det selv, tak." Sagde hun tydeligt irriteret til manden, der havde fulgt hende herhen. Han vendte sig og gik, og Alicia tog en dyb indånding. Langsomt faldt temperaturen tilbage til normal, og hendes hår skiftede til det normale, faste, røde jeg. Hendes øjne glødede langt fra ligeså meget, og hendes pupiller viste sig igen. Med en hånd trykket mod såret satte hun sig ved siden af en middelaldrende mand, der så ud til at have et temmelig ilde redt knæ.

Med et par minutters stilhed sad Vlevius begavet i sine tanker, han var normalt den snakkesalige person, der kunne dele mange historier fra hans unge dage, men der var den store årsag til at tale. Han fik lige som mange ad de andre spærret øjnene op, da endnu en person trådte indenfor i vente lokalet.
Det var tydelig at kvinden som var kommet ind, ikke var menneske, men Vlevius havde ikke kendskab nok til skille alle de magiske racer ad, han kendte til vampyrer og elver, eftersom at han havde rejst med en del af dem, men de racer som lignede menneske var mere svære at kende. Naturligvis var der en vis nysgerrighed som ikke kunne slukkes ved bare at kigge, men Vlevius ville heller ikke være så uhøflig at stirre på kvinden. Hun satte sig ved siden at, og det blev tydelig at hun hade været i sværd kamp lige som han, dog ikke med det samme udfald. Et stiksår var en lidt anden sag end det knæ som der havde blå farver.
Vlevius kiggede først på alle de andre før han drejet hoved til siden. "Hård dag?" spurgte han rolig, han havde det med have en mere rolig stemme selvom han ikke lignet typen, faktisk blev folk overraskede når de hørte ham tale, for i de unge dage var Vlevius ret tilbageholden med tale til andre. Men som lære og boende i Dianthos var det næsten umulig at undgå samtale.

Alicia tog ringbrynjen af, kort efter hun havde sat sig. Herefter røg slagkoften, så hun kunne trække en anelse op i den vide, nu blodplettede skjorte og tilse såret nærmere. Dette betød dog også, at hendes kvindelige former kom til syne. Såret var temmelig dybt, men det havde ikke ramt vitale organer. Hun lagde igen pres på såret med håndfladen for at stoppe blødningen. Hun håbede inderligt på at komme hurtigt ind, for såret gjorde temmelig ondt, og hun lå halvt ned med strakt ben, fordi såret var lokaliseret omkring hoften og derfor akavet at sidde.
En rolig stemme ved siden af hende, fik hende dog et øjeblik til at glemme sit sår og rette opmærksomheden mod det sted, stemmen kom fra. Det var manden ved siden af, der talte til hende. Hun havde ikke rigtigt lagt mærke til hans ansigt før nu. Hun havde blot konstateret, at han var lidt oppe i årene, hvilket hun jo selv var, men det kunne umiddelbart ikke ses på hende. På trods af det lettere gråsprængte hår og skæg, fandt hun ham ganske attraktiv. Selvom alderen havde sat sine spor i ham, lagde hun mærke til, at han var veltrænet, og det så umiddelbart ud som om, han stadig holdt sin krop ved lige. Ansigtet var ikke fuldstændig arret til og ganske symmetrisk. Fordi hun var ældre, end hun egentlig så ud til, faldt det hende mere naturligt at lægge mærke til de mennesker, der var lidt mere oppe i årene.
"Det kan man roligt sige. Det var en begynderfejl, jeg skulle have set komme, men af en eller anden grund ikke gjorde. Sparring er ikke altid uden skader" svarede hun høfligt med et svagt smil på læberne og nikkede mod hans knæ for at hentyde til, at han selv var kommet til skade, højst sandsynligt under samme træningssession.
"Hvad med Dem? Forkert vrid i knæet?" tilføjede hun lettere nysgerrigt. Stemmen var på ingen måde nedladende, og der var intet hint til hans alder at spore heller. Alicia havde intet imod at føre samtaler med andre, specielt ikke når folk var høflige over for hende, så hun prøvede egentlig blot at holde samtalen kørende.

Vlevius nikkede genkendende, han var enig om at det ikke altid var til undgå skader, selvom han var en øvet sværd kæmper, var der bare de dage hvor uheldet skulle smile i triumf. Hans elev havde dog erfaring, de havde trænet samme i antal uger efterhånden.
Vlevius lagde mærke til at kvinden næsten havde øjne der lignet ild, men hun kom næsten os ind med ild i håret, hvilket havde fået en del mennesker til at stirre på hende med det samme da hun trådte ind. Nu havde hende hår taget en glød der kunne minde om ild. Måske var det hvad hun var, et overnaturlig væsen der kunne styre den slags? Ikke at Vlevius ville spørger om den slags i et åben rum, som de sad i. Men måske en anden gang under mindre stirrende blikke. Vlevius rette sit blik ned på hans knæ, da det blev nævnet. "Det er lidt den samme situation, mine reflekser var ikke helt på plads da min elev dansede med mig" forklaret han, faktisk var det ikke så slemt at tabe, det skulle jo ske med tiden. Havde han været tyv år yngre havde det nok været en anden sag.
Vlevius vidste ikke helt hvorfor men det føltes meget natur at snakke med kvinden, måske var det fordi de arbejde med lidt af det samme? Vlevius vidste dog at det kun var byvagter og freelancer der gik med rystning i byen, andre som han, havde ikke farlig liv, eller ikke længere.

Alicia kunne ikke lade være med at smile over, at han kaldte det en dans. Hun kunne sagtens se, hvorfor den beskrivelse passede godt det. De høj-koreograferede teknikker kunne sagtens ligne en dans mellem to parter en gang imellem. Det var til gengæld let at relatere til hans situation, og det vidnede om, at selvom man havde mange års erfaring, kunne man stadig sagtens lave fejl. Alicia tog sig selv i at tænke, at det var menneskeligt at fejle. Hun var udmærket klar over, at hun ikke var som alle andre, og hun var også efterhånden pinligt bevidst om, at hun havde hele salens opmærksomhed, fordi hun havde lavet en scene tidligere. Hendes udseende var dog vendte tilbage til normalen, nu da hun var faldet helt ned, og samtalen med manden havde også ført til, at hun var faldet mere til ro endnu. Kropstemperaturen var nu de normale 37 grader, øjnene havde kun deres naturlige glød, hun ikke kunne fjerne, og håret så nu helt menneskeligt ud igen. Hun var nu pinligt bevidst om, at hun havde tiltrukket sig alles opmærksomhed, og hendes kinder rødmede nu tydeligt.
"Jeg undskylder altså den scene, jeg fik lavet før" sagde hun. Hendes kinder var nu blussende røde, men det lykkedes hende at holde sin magi under kontrol, så hun ikke gik total elemental igen. Hun lignede fortsat et forholdsvis normalt menneske.
"Ak ja, selv de erfarne kan lave fejl" svarede hun med et svagt smil. Hendes kinder var ved at vende tilbage til den normale farve igen. At snakke med ham, fik hende lidt til at glemme den akavede situation.
Alicia havde typisk kun brynje på, når hun sparrede. Hun ville hellere holde sig mobil i stedet for. Oftest havde hun kun armskinner på, når hun var på vagt, for de kunne også sagtens bruges til pareringer. Hun kunne sagtens se det brugbare i rustning, men for hende selv tyngede det hende for meget ned, og hun blev hurtigt træt, hvis hun havde for meget vægt på kroppen.

Det var ikke fordi at Vlevius var blev genret ad at folk kiggede på dem begge, den slags betod ikke meget for Vlevius, han var gammel nok til at han kunne ignorer folks blikke. Han kunne dog godt se den svag røde farve i hendes kinder. "Visse vas, jeg tror bare de misundelig, fordi de ved at de ikke er specielle" sagde Vlevius med en lav stemme, han gave hende et lille smile dertil. Hvis folk talte om den bag efter var det deres problem, Vlevius var selv ligeglad med sladder og bagtale. Vlevius nikkede igen.
Vlevius kom i tanke om at han slet ikke havde introduceret sig selv. "Jeg hedder Vlevius forresten" sagde han. Han kunne vel godt lige huske sine maner, nu hvor de trods alt talte sammen. "Og de?" sagde han kort efter, mens han kort kiggede væk også tilbage igen.