Alwyn tørrede de sidste salver og cremer af i et lille lommetørklæde, inden hun trådte ud af Helbredelseshuset og ud på gaden. Hun havde talt med bestyreren og aftalt, at eftersom Alwyn vidste bedst hvornår der skulle købes nye ingredienser til medicin-bruget, så var det bedst at hun selv stod for indkøbet. Det passede egentlig Alwyn fint; det betød trods alt at hun kunne tage en pause fra arbejdet og få lidt frisk luft. Det var efterhånden sjældent at hun brugte de lyse timer ude på gaden blandt folket. Frygten for at blive genkendt var for stor, og der var ingen grund til at løbe den risiko. Nok var hun en anelse paranoid, men det var ikke til at sige hvad Morgoth ville gøre hvis han fik fingrene i hende; og hans spioner var sikkert alle vegne. Og hvis Lysets Riddere spottede hende, brr... 

Alwyn satte det lange ben foran og svingede ned på hovedgaden der førte til markedspladsen. Hun kendte hver brosten i denne by. Hun kunne navigere her i blinde - hendes baggrund taget i betragtning, så var det næppe en overraskelse. Et smil gled henover hendes læber, ved tankerne om den vilde fortid hun havde. Og det stille liv hun nu levede. Hendes sne-hvide hår var flettet fint og hang henover skulderen. Hun var en hvid skjorte med en grøn vest, og nogle lysebrune bukser. Ganske neutral beklædning - hun skulle ikke vække opsigt. 

Endelig ankom hun på pladsen, og fandt hurtigt vejen hen til den lille bod der solgte krydderier og urter. Først nu tillod hun sig selv, at bruge ekstra tid. Hun undersøgte hver rod og hvert et blad, inden hun nøje udvalgte de varer hun skulle købe. Hun hyggesnakkede med den (meget) ældre kvinde der solgte varerne. De delte et par opskrifter og tips til både te og alkymi, inden Alwyn betalte for sine varer og drog videre til den næste bod. Således fortsatte hendes handel indtil hun havde fået både ingredienser, medaljoner, lidt grøntsager og små glas flasker. Det hele blev nænsomt placeret i en kurv, som hun bar henover armen. Da hun endelig var klar til at drage hjem, kæmpede hun sig igennem menneskemængden hen mod hovedgaden. Men det skulle naturligvis ikke gå så let - skæbnen og Guderne havde (som altid) andre planer for Alwyn. Med et sus væltede en person pludselig frontalt ind i hende og sendte hende i jorden med et bump og et "eyy!". På nærmest magisk vis havde Alwyn formået ikke at tabe noget ud af sin gammel-kone-kurv; efter hurtigt at have tjekket dette, stirrede hun vredt op på fjolset som havde flået hende ud af sine egne tanker. "Hey! Se dig for din.... din..." hun ledte efter ord samtidig med at hun tvang sig selv til at dæmpe sig, "...klovn." afsluttede hun, mumlende.

Castien kunne ikke vænne sig til sine to ben. Han formåede altid at vælte, eller støde ind i nogen, når han prøvede at gå. Han var dog ikke i tvivl om at han nok skulle vænne sig til det igen. Det værste var nok at skulle leve uden sine klør og skarpe tænder. Han følte sig forkert til mode - De mange år som et bæst havde fået ham til at glemme en del ting, der var almen viden blandt andre. Blandt andet havde han glemt, hvordan han skulle bruge sine fingre. Han vidste selvfølgelig godt, hvad de blev brugt til, men hver gang han bevægede dem, så var det stive bevægelser. Det var ærlig talt ydmygende, så han var lykkelig over, at ingen lod til at bide mærke i det - eller måske lod de bare som ingenting? Det var også ligemeget. Hvis nogen sagde noget om det skulle de nok fortryde det.
Castien's hverdag bestod derfor udelukkende af at genoplære alting igen. Hvordan man gik uden at vælte, hvordan man brugte sine hænder, red på en hest, og så videre. Der var selvfølgelig også mange gode ting ved at være tobenet igen med tommelfingre - Han kunne spise mad, han ikke selv behøvede at fange og dræbe, og drikke en god kop øl! Årh, det var altså det bedste. 
Han havde også fået kontakt med sit arbejde igen, som han nu bedre kunne klare, nu hvor han var i et menneskets krop. Han gik i hvert fald udfra at denne krop var ejet af et menneske, inden Castien overtog den. 

Castien havde en brunlig tunika, sorte bukser og sko på, men det mest interessante ved hans påklædning var hans kappe. Kappen var af pels, men hvilket dyr det stammede fra kunne man ikke se. Kappens farve var mørkebrun med endnu mørkere striber. Kappen smøg sig tæt om Castien, som var han ét med kappen.
Omkring Castien var der en masse flok væsener, og han prøvede ivrigt at komme ud fra flokken, så han ikke risikerede at støde ind i nogen, men heldet havde aldrig været med ham. For det var lige præcis det han gjorde. Han mistede balancen og faldte ned på asfalten. Han klagede sig ikke over det, han rejste sig bare op og børstede sin kappe af fra asfaltens grus, inden han så ned på væsenet, han var gået ind i. Han rakte en hånd ned til hende. 
"Det beklager jeg." Det var tydeligt, at han prøvede at holde en latter tilbage. Var klovn det bedste hun kunne komme på? "Jeg håber du ikke kom til skade."

Det var tydeligt at høre, at han kæmpede for at holde en latter fast bag læberne. Alwyn sendte ham et stift og irritabelt blik da hun hørte den bævrende stemme. En æld-gammel stolthed blussede op i hende - og den var øm og støvet. Alligevel kunne hun ikke tillade sig at være vred på fjolset (selvom hun valgte at give sig selv lov til at kalde ham et fjols i sine tanker) - sammenstødet var mindst lige så meget hendes egen fejl. Det var bare nemmere at give andre skylden. 
"Hilde død. Hvis du skal le, så hav i det mindste anstændigheden til at gøre det med det samme. Du er ikke lavet af sten, trods alt." Et skævt smil kom frem, og hun mindede sig selv om at være mindre... gnaven. Hun tog imod hans hånd og lod ham hjælpe sig op med et mumlende 'tak'. Hurtigt børstede hun lidt støv og skidt fra det kedelige tøj og tog endnu et sikkerheds-tjek på sine varer i kurven. Det hele så ud til at være overlevet uden skrammer. Selv Jordroden så mindre støvet ud end den havde gjort da hun købte den. 

"Jeg tror ikke der er sket nogen skade her. Udover min værdighed, selvfølgelig, men den er ikke meget værd alligevel." Hun sendte ham et kækt smil - ingen grund til at skabe sig fjender. Hun bemærkede hans mindre 'neutrale' beklædning, og rykkede derfor straks fokus over på ham. "Jeg håber ikke at du - eller dit tøj - kom til skade heller? Brostenene her er hverken bløde eller rene." Sidstnævnte blev sagt med en grimasse og et skulende blik ned på vejen, der ofte var fyldt med fulderikker, efterladenskaber og skidt fra en lang handelsdag. Man kunne vel ikke forvente andet, når så mange folk var samlet ét sted. En gammel vane steg op i hende, og hun lod hurtigt sine øjne nærstudere den fremmede mand. Han var af middelhøjde og slank, køn men samtidig... neutral? Hans hånd havde været mere blød end ru (dog med et stift håndtryk), og hans opførsel var mere høflig end rå. Han bar ingen hellige symboler af hvad hun kunne se, og havde kun et enkelt mærke på ansigtets ellers perfekte hud. Dog bar hans tøj ikke præg af at han skulle være af højere klasse eller af noget særligt erhverv. Hun kunne ikke sætte en finger på hvilken type han var. Hun rystede tankerne væk lige så hurtigt de var opstået. Det var ikke interessant; han var sikkert fuldstændig uinteressant. En helt normal kedelig mand, med et helt normalt kedelig erhverv. Sikkert en papirnusser... Hun gøs.

Castien kunne ikke lade være med at more sig over kvinden. På trods af hendes opfordring om at han bare skulle grine, så lod han være. Det virkede lidt for uhøfligt, derfor lod han også være med at kommentere på det. Der var ingen grund til at provokere hende yderligere.Han havde intet ønske om, at skaffe sig nye fjender, i hvert fald ikke endnu. Han havde fået sin kappe tilbage, men han havde stadigvæk ikke et netværk af loyale venner - udover dem fra hans arbejde, men dem ville han ikke bruge til sine fordele - Det kunne blive risikabelt, hvis han gjorde det. Netop fordi at hans arbejdsplads var hemmelig.
I det mindste tog hun imod hans hjælp. Han hjalp hende op at stå, men gav også slip på hende, så snart hun havde genvundet balancen og stod sikkert igen. Hans blik søgte ned til hendes kurv, og han genkendte et par af de urter, hun havde der i. Nogle af dem voksede også i Dunkelskoven.
Da kvinden henvendte sig til ham igen fokuserede han sit blik på hende igen, og et høfligt smil spredte sig om hans læber.

”Jeg er ikke kommet til skade. Hvad angår mit tøj - så nej. Min kappe kan holde til meget.” Der kom et glimt i hans øjne, da han sagde det - Det var hans egen lille insider joke med at hans kappe kunne holde til meget. Den gik ikke så nemt i stykker, hvis den overhovedet kunne det. Han kendte ikke til hvor stærk pelsen var, men han vidste, at da han havde været et bæst krævede det et par ekstra stykker pile, før han havde vist tegn på at det generede ham.
”Og dine urter er heller ikke kommet noget til?” Igen røg hans blik ned imod kurven. Han havde lyst til at undersøge urterne, se om han kunne genkende dem alle, men det ville ikke være så smart lige nu. ”Hmm.. Hvor er dine urter blevet fundet henne?”

Manden havde ikke det bedste poke-fjæs, viste det sig. Han så ud til at more sig ganske meget over sit tøjs modstandsdygtighed. Alwyn trak et høfligt (men skævt) smil frem, da han talte om sin kappe. Besynderlig fyr... Hun ville nok ikke selv erhverve sig et sådan monstrum af en kappe. Pelset og sikkert også tung. Puha, den lugter sikkert også. Hun havde aldrig været den store fan af pelse; de havde naturligvis den fantastiske egenskab at kunne holde én varm. Men Alwyn var nu af den overbevisning, at hvis man tog ordentligt tøj på i første omgang, så behøvede man ikke bære en lodden pels ovenpå. Men hver sin smag, selvfølgelig! Mandens lange øjne så dog ud til igen og igen at blive betaget af hendes indkøb. 

"Øh," begyndte hun, og fulgte hans blik ned i kurven. "Nej. De var lige så knækkede og brogede som da jeg købte dem. Så kan man selvfølgelig overvejede om det er en god ting." Hun afsluttede med endnu et smil og drejede hun rundt på fødderne; menneskemængden omkring dem var lige så tæt som før. Man skulle tro at hun var hovedpersonen i en religiøs fortælling, for just som hun pegede mod den lille urte-bod, splittede menneskemængden sig så (i et kort sekund) boden kom til syne. "Dérovre. Den lille bod med den gamle - meget gamle - kvinde. Jeg ved ikke hvordan hun formår at gøre det, men hun kan sælge alskens urter og rødder; selv de ting som vidst ikke er helt tilladte." Hun kunne have bidt tungen af sig selv og ønskede straks at hun ikke havde tilføjet den sidste kommentar. Så måtte hun blot håbe at ikke havde tænkt sig at indberette den stakkels gamle kone. "Jeg-øh-vil tro at de er fra næsten hele landet. Jordroden må være fra Tusmørkedalen, sammen med svampene og Englehåret. Er du urte-handler selv?" Hun trak på skuldrene. Der var et utal af urter og rødder - og trods hun arbejdede med dem, så vidste hun overraskende lidt om hvor de egentlig kom fra.

Ah, selvfølgelig var urterne blevet brogede og knækkede. Hvem vidste hvor lang tid den ældre dame havde haft dem gemt, før hun fik dem solgt? Det var bedst selv at samle dem, så var man da sikker på, at man fik de bedste - Det eneste minus var at det kunne være farligt. Hans blik blev fokuseret på hende igen, da hun stillede ham et spørgsmål. 
"Nej, men jeg har brugt meget tid i Dunkelskoven." Han ville lægge skjul på hvem han havde været de seneste mange år - et bæst. Dog ville det heller ikke være det første han præsenterede sig selv med. Det ville uden tvivl skabe en masse forvirring.  "Derfor kan jeg også fortælle dig, at de urter hun gav dig ikke er gode. Hvis du gerne vil have de bedste, så er det bedst selv at få fat i dem."
Han tvivlede dog lidt på, at hun ville gå ud og finde dem selv - ikke kun fordi det var farligt, men fordi at mange ville se det som en 'unødvendighed', når de allerede havde urterne, gode eller ej. Dovenskab var desværre meget almindeligt nu om dage.

"Ah, forresten - Mit navn er Castien." Han rakte en hånd imod hende - hans hænder var ru, formentlig fra hård arbejde. Det virkede lidt mærkeligt at have en samtale, og hun ikke vidste hvad han hed - eller var det normalt nu? Det var så længe siden, at han havde haft kontakt til væsener i byen!