Castien sad ved en lille flod dybt inde i Dunkelskoven, og drak af floden. Sulten var begyndt at irritere ham, men han havde endnu ikke fundet et offer i skoven. Normalt tog det ham ikke særlig lang tid, men lige i dag gik alting langsomt. Han havde følelsen af at alting ville blive anderledes snart - sikke noget sludder, det dog var. Intet ville ændre sig, og denne følelse var blot ønsketænkning. Han havde efterhånden mistet sin tidssans, og kunne derfor ikke længere sige, hvor lang tid han havde været fanget i denne krop. Han kunne mærke hans rovdyr instinkter langsomt overtog de dæmoniske. Om det var en god eller dårlig ting, kunne han ikke bedømme endnu. På nogle måder var det en fordel og andre en ulempe. 
I dunkelskoven var fordelene ved det mest tydelig, men han ønskede ikke at blive i dunkelskoven mere. Han savnede liv omkring sig; han savnede at være en dæmon!

Castien rettede sig op, og gik med tunge skridt væk fra floden. Han måtte finde et bytte, for han kunne mærke, hvordan sulten gjorde ham mere og mere svag. Han lyttede intenst efter genkendelige lyde fra ofre, imens han gik igennem skoven.

Længe havde Kahn været på jagt efter en ny kappe, en der måske var af pels.. I hvert fald kontra den tynde stof en han havde været vandt til, som nu efterhånden var ved at falde fra hinanden. Hvordan han var endt i Dunkelskoven var ham dog en gåde... Han havde længe været undervejs fra Rubinien og det havde været en trættende og kedelig tur, men han havde fået nogle planter, som han ikke kunne finde andre steder, så det var vel godt nok? Så havde han da mulighed for at kunne lave andre forme for gifte, problemet var blot at finde ofre at afprøve dem på. For noget tid tilbage havde han slået sin bror ihjel, blot ved at teste en gift som en kvindelig dæmon skulle have og han kunne ikke blive ved med at teste på sig selv, for han havde efterhånden dannet resistens over for de mange gifte, da han havde udsat sig selv for det så mange gange.

Kahn's nuværende kappe blev trukket ned og hang ned af hans skuldre "Der er dyr i Dunkelskoven... Rend mig et vist sted" mumlede han og stoppede op. De timer han havde gået rundt i skoven havde der ikke været et eneste dyr at se! IKKE ET! og han var ved at blive sindssyg af af skulle gå i skoven. Et suk undslap ham som han skulede omkring sig og tog en beslutning om at gå i en helt anden retning end den han havde tænkt. Der måtte være et vandløb, en sø eller sådan noget i nærheden, den burde da kunne lokke dyr til? Han gik videre ud i skoven og holdt øjne og ører åbne.

Lyden af fodtrin fik Castien til at stoppe brat op. Hans ører opfangede en stemme, men han var for langt væk til at kunne høre ordene præcist. Et bytte! Castien vendte om og gik tilbage imod floden, hvor han havde været før, men denne gang listede han afsted. Hans poter ramte forsigtigt ned imod jorden, imens hans krop blev sænket tættere på jorden, for at kunne skjule den bedre. Han listede sig frem, indtil han så sit bytte. Hans spidse tænder løb helt i vand ved tanken om at få mad. 
Castien sneg sig tættere på, imens han holdte skarpt øje med sit byttes bevægelser. Det lignede et menneske, men færten forvirrede ham. Det var heller ikke vigtigt - så længe væsenet kunne spise var Castien tilfreds.

Da Castien var nået tæt nok på, gik han roligt væk fra skyggernes skjul, og stod ikke så langt væk fra væsenet. Væsenet virkede selv på vagt, så dette kunne blive sværere end håbet, men det var ligegyldigt. Castien kørte sin tunge henover sine tænder, og gjorde sig til kende ved at knurre højlydt. Han burde nok have holdt sig skjult - Castian havde bare altid et lille håb om at møde sin overmand. Et lille håb om at blive dræbt. Indtil nu havde ingen formået det. Så hvorfor skulle dette væsen være anderledes?

Endnu et suk undslap Kahn som han nåede til floden og der heller ikke var nogle dyr " Nu stopper det... " sagde han vrissende af sig selv og lod den tvedelte tunge komme ud og smagte nærmest på luften. Et lettere dystert smil bredte sig på hans læber. Der var et eller andet i nærheden, men han ville blot lade som om han intet vidste, for det ville blot gøre det mere spændende. Jagten var begyndt og byttet var formentlig ret tæt på og kunne gå til angreb nå som helst. Roligt satte han sig ned på hug ved floden og frigjorte spændet på sin kappe og lod den falde til jorden bag ham. Hans sorte hår kom til syne som kappen faldt og det stod voldsomt i kontrast til den sandfarvede skjorte og de brune bukser, samt de mørkebrune sko.

Roligt lænede Kahn sig ned og lavede en skål med hænderne, samlede vand op og kastede det i ansigtet og håret. Han prøvede at gøre sig mere frisk. Vandet var koldt som bare fanden, hvilket friskede ham op. Vandet i hans hår, gjorde at det blev holdt væk fra hans øjne i noget tid, så han havde bedre mulighed for at se når kampen gik i gang, for der var ikke nogen tvivl om.. Det var det Kahn's bytte lagde op til.

Byttet lagde endnu ikke mærke til noget. Glæden over endelig snart at kunne få noget at spise gjorde ham ivrig - måske lidt for ivrig? For han stod ikke andet et par skridt væk fra byttet, da han lagde op til at angribe. Han kunne allerede nu smage byttets saftige kød, og Castien's dæmoniske side blev slået fra. Kun rovdyret var tilbage nu. 
Rovdyret gik lidt tættere på og ledte efter byttets svage side, men da den ikke kunne finde det, så måtte han acceptere risikoen for at blive skadet. Det var også ligemeget. Han blev sjældent skadet for meget!

Endelig brølede rovdyret højlydt af byttet, inden den hoppede frem for at angribe. Rovdyrets fart var unaturlig, og på ingen tid var den ovre ved byttet. Rovdyret bed efter byttets nakke for at gøre det hurtigt af med det,  for jo hurtigere jo bedre. 

Kahn mærkede godt at byttet bevægede sig tættere på, forsøgte at være lydløs. Nej Kahn kunne ikke høre ham, men han kunne mærke han var på vej og lige om lidt ville springe på ham. Kort knækkede han nakken og rullede med skuldrene, han gjorde sig klar til han blev overfaldet, sad nærmest bare der og ventede på at blive angrebet.

Med et brøl sprang hans bytte mod ham, hvilket fik Kahn til at springe til den ene side og så komme op på sine ben. Han kunne næsten mærke tænderne fra dette kattedyr ramme hans nakke, men ikke så meget som en skramme var til at se på ham. Et dystert smil bredte sig på hans læber "Du vil uden tvivl blive en smuk kappe" sagde han, fortsat med det dystre smil på læberne som han igen lod den tvedelte tunge komme frem, hvor efter han lod den glide over de mærkant skarpere hjørnetænder, hvor i han havde sin egen gift.

Castien blev lettere overrasket over, at hans tænder ikke sank ned i byttets nakke, men i stedet endte med at lande ned i floden. Heldigvis var vandet ikke specielt dybt. Han rettede sig hurtigt op og vendte sig om imod byttet.En smuk kappe? Castien grinede af byttet. Latterlige væsen - hvis blot væsenet vidste hvor mange gange, nogen havde prøvet at dræbe Castien og mislykkedes, så ville væsenet se, hvor lille deres chancer var! 
"Og du vil uden tvivl blive en lækker aftensmad." Svarede Castien og hans r'er rullede lidt, da han stadig knurrede. Han trådte op fra floden, men sørgede for, at der var distance imellem ham og byttet.

"Mmmh... Jeg kan allerede smage dit kød." Castien's hvide øjne glimtede lidt op ved tanken om det. "Men, prøv da endelig, mit kære bytte! Prøv endelig at dræbe mig." Castien stod stille, imens hans så udfordrende på sit bytte. Han virkede så sikker på sig selv; han var slet ikke i tvivl om at byttet ville mislykke sit forsøg!

Kattedyret var blevet vådt, efter den ikke var hurtig nok til at afvige, da Kahn havde sprunget til siden for at undgå tænderne i nakken. Det frydede ham at væsenet forsøgte at gøre ham bange ved at sige han blev til aftensmad. Det var efterhånden en del orker der havde sagt det til ham, men det var aldrig blevet til andet end en latterlig magtkamp, hvor orkerne har smuttet eller var døde af Kahn's bid, da han havde giftdepoter i hans hjørnetænder. Som katten kom op af vandet smilede han "Sødt... Du skal være velkommen til at prøve" sagde han og knækkede nakken ganske kort.

Kahn smilede "Og jeg kan mærke din varme pels omkring mine skuldre" sagde han og lod igen tungen glide over tænderne. Hans grønne øjne skinnede så vel som kattens hvide gjorde. De var begge opsat på den anden skulle dø, på en eller anden måde var det intenst. En fnys undslap Kahn som katten nærmest bad ham dræbe den "Hvad sjov er der i det? At du ligefrem beder mig om at flå dig" sagde han svagt hvislende som han langsomt begyndte at nærme sig.

Castien lagde mærke til at byttet ikke virkede overrasket over, at Castien kunne snakke. Han valgte dog ikke at tænke yderligere over det, da byttet langsomt nærmede sig. Castien's klør kørte ned i jorden, imens han stod vagtsomt - han lignede en, der var klar til at hoppe på hans bytte igen. Byttets forsøg på at irritere ham var forgæves - Castien var ligeglad med hvad han sagde. 
"Når du ikke længere finder det sjovt, så kæmper du ikke med samme energi og glæde - dermed bliver du også svagere. Normalt ville jeg med glæde modtage udfordringen, men jeg er sulten." Castien forblev hvor han var.

Men alligevel fik han fornemmelsen af at hans bytte havde stor tålmodighed. Hvis Castien ikke selv gjorde noget kunne det tage evigheder før de kom nogen steder. Castien knurrede irriteret for sig selv, inden han trak sine klør ud af jorden, og tog et skridt til siden. Sulten gjorde ham desperat - en kæmpe fejltagelse, men han havde ikke fået mad hele dagen. Så han valgte at angribe igen, men denne gang hoppede han ikke på sit bytte. Han sænkede hurtigt sin krop ned til jorden igen, for at gøre sig mindre, inden han fór hen imod byttet og bed efter hans byttes ben.

Kahn sukkede kort over kattens ord "Nej hvor fint... Og jeg fryser" sagde han med et smil på læberne. Frøs? Nej det gjorde han egentlig ikke, på trods af vejret. Han stoppede omkring halvanden meter fra væsenet og så tydeligt, hvordan der var blevet gjort klar til spring, for kløerne var begravet ned i jorden under ham. Det var uden tvivl der katten havde sin fordel, for det havde Kahn ikke muligheden for, men han havde hurtige bevægelser, ikke at han på denne afstand ville have mulighed for at kunne nå at tage springet hvis byttet havde tænkt sig at springe, men det var en del af planen, for Kahn havde ikke nogle klør eller våben han kunne slås med, men kun sin gift på flaske og hans tænder.. Og i dette tilfælde kun sine tænder. 

Kahn så hvordan katten gjorde sig mindre, hvilket uden tvivl betød han skulle gøre sig klar på kamp. Uden at nå at flytte sig, mærkede han hvordan dyrets tænder begravede sig i Kahn's ben. En irriteret lyd kom fra ham som han greb fat i dyrets overkæbe og underkæbe og forsøgte at få dyret til at slippe.

Succes! Castien frydede sig over smagen af blod, der trængte ind i hans mund, og følelsen af hans spidse tænder, der borede sig ind i hans byttes kød. Beklageligvis gav byttet ikke så let op. Byttet prøvede at få ham til at slippe, men Castien knurrede som respons og bed endnu hårdere fast. Castien var dog ikke dum - Takket være hans dæmoniske side kunne han godt se, at der ikke ville komme meget ud af at han blev ved med at bide fast i byttets dyr. Det døde det ikke af. Desværre.
Så Castien gav slip, og hoppede hurtigt tilbage med en knurrende latter. "Jeg tror desværre ikke, at du når at få dig en ny kappe, inden døden tager dig." Provokerede Castien.

Åh, hvor var han dog sulten! Det var helt utroligt, og meget frustrerende. Castien bøjede sig forover, stillede sig i position, og hoppede igen frem mod sit bytte. Han havde rejst sig op på bagbenene, da han havde lukket afstanden imellem dem, og slog udefter sit byttes ansigt med sine klør fuldt parat til at flænse byttets ansigt.

Kahn skar tænder og mærkede hvordan dyret bed hårdere omkring hans ben og lod tænderne glide længere ind mod knoglerne. Som dyret dog slap ham åndede han nærmest lettet op. Kahn kunne mærke hvordan blodet piblede ud af sårene og gennemblødte hans bukser, som nu var blevet væsentligt mørkere de steder der kom mest blod, netop fra tandmærkerne som dyret havde efterladt. At Kahn var såret, gjorde blot at dyret havde større chance for at slå ham ihjel før Kahn gjorde det ved ham.. Men Kahn gav ikke bare op så let og var sadomasochist til det yderste, så et par tænder i benet, fra eller til gjorde ikke meget andet end han havde fået problemer med at stå oprejst. Dyrets lettere provokerende latter, samt ordene der forlod det, fik Kahn til at smile. Han sagde ikke et ord men ventede nærmest bare på kattens næste angreb.

Angrebet kom hurtigt og Kahn fik vendt venstre side af ansigtet til. Han kunne mærke hvordan klørene skar det i forvejen synlige ar op, og sikkert efterlod et par stykker mere. Han skar tænder og hævede armen for at tørre blodet fra hans ansigt. Kahn rettede igen blikket mod katten. De grønne øjne lyste mere op end før inden katten kunne trække sig tilbage igen langede Kahn ud efter den. Han havde ikke kæmpet mod store kattedyr før, men han vidste mange af dem fandt det yderst ubehageligt af blive hakket en over snuden. Kahn sigtede efter dyrets snude og ville lade neglene efterlade sår.

Castien følte allerede at han havde fundet kampen. Castien kunne mærke det varme blod fra byttet omkring sine klør, og det gav ham lyst til at gå berserk på byttet, men han prøvede at stoppe sig selv. Det hjalp ham ikke, hvis han begyndte at mise besindelsen. Desværre ville sejren ikke komme så hurtigt alligevel, for byttet fik et slag ind. Castien brølede over smerte fra slaget på hans snude, og det sviede enormt meget, på grund af de sårene han også havde fået. Castien var dog ikke færdig endnu.

Smerten havde meget kort overrasket ham, men det gjorde ikke at han bakkede væk - kun blev mere vred. Han løftede sig op, så han stod op som væsenet - på to ben. Han prøvede at få byttet ned på jorden ved at lægge sine poter på dens skuldre - hvis det lykkedes ville Castien prøve at bide byttet direkte i struben.

Kahn fik et dystert smil frem på læberne igen som han svagt trak sig bagud da katten så ud til at skulle komme til sig selv igen efter slaget mod dens snude. Han nåede ikke langt før dyret havde sprunget op og brugt dens kræfter på at få ham ned på jorden. Kahn faldt med et bump og slog hovedet ned i jorden under dem og kom af med en irriteret grynten og så da dyret gik mod hans strube. Hurtigt trak Kahn sig så meget til siden som muligt og forsøgte at undvige dyrets tænder mod struben, måske ville nogle af tænderne lige snitte mod halsen og efterlade små sår, men heller ikke mere.

Med alle de kræfter Kahn havde tilbage rejste han overkroppen op og lagde an til at begrave sine egne tænder i dyrets skulder. Han sigtede og bed sig fast. Han kunne smage dyrets blod i hans mund, men lod det blod blive blandet i dyrets pels, da han ikke selv havde noget smag for blod. Han lukkede øjnene og mærkede hvordan hans giftdepoter i tænderne blev tømt, hvordan det mixede med dens blod og langsomt ville begynde at gøre det tykkere. 

Lige da Castien troede at han havde vundet gjorde byttet noget, som han ikke havde regnet med. Præcis som en vampyr ville jog byttet sine tænder ind i Castien's kød. Hvad skete der? Noget spredte sig rundt Castien's krop, og det gjorde ondt. Han hev efter vejret og prøvede at rejse sig op, men endte med at falde ned på jorden igen. "What is... What have you..." Han stoppede sig selv, da han regnede ud hvad der skete... og han kunne ikke stoppe med at grine. Hans latter var fyldt med glæde, og mest af alt - lettelse. Trods smerten så han hen på sit tidligere bytte.
"Thank you, stranger. You have earned a new cape... but you have not killed me. You have released me, and I will let you live, when I find you to take my fur back." Han tvang ordene ud for det skulle siges. Væsenet skulle vide, at han ikke havde vundet - blot hjulpet Castien. 
Castien's fængsel, som også var kendt som 'bæstet', lukkede endelig sine øjne for sidste gang, og kroppen døde. Castien's ånd gjorde dog ikke - Heldigt for ham var han blevet født som dæmon, og kunne nu finde en ny krop.
Det tog ham lidt tid, men endelig fandt han en krop, der lignede hans oprindelige krop. Han overtog kroppen, dræbte den tidligere ejer, og kunne endelig leve som dæmon igen!

Kahn trak sig fra dyrets skulder og forsøgte at skubbe sig væk under det. Han så på væsenet som det kæmpede for at holde sig på benene mens det talte. Ikke et ord forlod Kahn's mund. Han spyttede blot resterne af blod ud på jorden ved siden af ham og hævede et øjenbryn mod dyret som det begyndte at le. Han skar tænder, smerten i benet og øjet havde efterhånden overhalet ham indenom og begyndte at kunne mærkes nu, men det var ikke noget som en eller anden plante ikke kunne klare... Som dyret igen talte spilede han svagt øjnene op. Det kunne ikke være sandt! Denne person var dæmon, og var blot fanget i denne dyrekrop! Kahn rystede smilede ved tanken over at han sikkert kom til at se personen igen, men i en anden krop og det ville ende med kamp igen.

Som dyret faldt til jorden og lukkede øjnene gik der lidt tid før Kahn tog sig sammen og nærmest kravlede hen til dyret og gav den et slag over snuden, for var den levende ville den reagere, men det gjorde den ikke. Men lidt kamp kom han på benene og sukkede som han humpede over mod kappen og rev den i stykker og hørte da der var noget der faldt på jorden. En kniv!? VIRKELIG!!! Havde han bare vidst det under kampen havde han klart haft en fordel, men nu kunne det jo være et fedt... Han himlede med øjnene og mumlede for sig selv, inden han bandt stykket af kappen omkring hans ben og bukkede sig efter kniven. Som han kom over til dyret igen, begyndte han med at skære den op, et fint snit lige under pelsen. Kahn havde fået hvad han så længe havde ledt efter... En ny kappe og den ville uden tvivl kunne holde ham varm. Han gik til vandet og begyndte at vaske blod og diverse skidt rester ud af pelsen, samt fjernede de værste lag af kød og fedt der nu måtte sidde tilbage og besluttede sig dog for at skille sig af med "liget" af dette dyr. Uden tøven greb han i den pels løse skikkelse og hev den ud i floden og slap den, så efter den som den forsvandt sammen med strømmen. Han slog lejr her... Bare for i nat og måtte finde et helbredelses hus, eller en venlig elver der ikke ville dømme hans udseende og de nye sår...