Gustave de Dours stod i baren på kroen Den Sorte Kat, hvor kroejerens rødkindede søn var ved at skænke hvedeøl op i et stort krus. Den Sorte Kat var Gustaves absolut yndlingskro, øllen var billig, folk var glade og der opstod sjældent slagsmål. Det var sådan en atmosfære, der gjorde at man glemte, at man befandt sig midt en hovedstad, der netop i disse tider ikke var så munter. En hvedeøl med skum væltende ud over kanten blev skudt over disken. I retur lagde Gustave et ravstykke med den ene hånd, mens han løftede kruset med den anden og tog en tår. Øllen var glat og gav en lille, perlende fornemmelse på tungen. Han tørrede skummet af overlæben og vendte sig mod menneskerne i kroen. Det var en blandet flok; kroens bedste kunder sad om et langbord i midten, de var et dusin dværge og de drak mindst deres egen vægt i øl denne aften. Han blev stående oppe i baren mens han kiggede efter en fri plads, hvor han kunne sætte sig. Eller måske skulle han vente til Dhalia ankom? Eller måske var hun her allerede? Han tog endnu en slurk af sin øl. 
"Bare en enkelt mere!" råbte en af de små, skæggede mænd fra langbordet og sprang vaklende ned fra sin stol. Hans kammerater brølede i morskab og rakte alle deres krus i vejret i skål. Gustave smilede bag sit skum og rystede svagt på hovedet. Dét kunne han alligevel ikke længere. Hvis han drak bare tre krus øl var det nok til, at han ville vågne op næste dag med en buldrende hovedpine. Det måtte være noget med deres genetik, tænkte han, mens han betragtede dværgene. 

Dhalia ankom for en gangs skyld kun en smule senere end aftalt, og så kun moderat træt ud gennem smilet på hendes læber. Det var en sjældenhed for Lederens af Helbrederhuset at have en rolig arbejdsdag, men selvom hun ikke kunne benægte de fysiske tegn på det stress hendes arbejde lagde på hende, så var hun stadig en glad kvinde, og de lange dage generede hende sjældent, for det var ligeledes en sjældenhed at hun havde aftaler. Men i dag havde hun undskyldt sig og ladet en anden overtage, kun 20 minutter efter hun burde være gået, og havde sat kursen mod Den Sorte Kat.

Dhalia trådte ind på kroen og lukkede hurtigt døren bag sig, for at holde kulden ude. Hun skruttede sig en smule mens hun pakkede sig ud af sit halstørklæde.
Hendes blik faldt hurtigt på Gustave, som hun nikkede hurtigt til i hilsen, mens hun fik pakket sig helt ud, hvorefter hun gik over til ham med et lille, men varmt smil. "Ah Gustave! Jeg ser du er startet uden mig. Godt godt!" hun gjorde en gestus til krodrengen om at hun skulle have det samme som Gustave, inden hun vendte blikket mod den ældre mand igen. "Jeg undskylder for forsinkelsen, men du ved hvordan det er" undskyldte hun oprigtigt, med et lille suk. Hun ønskede intet mere end at være arbejdsløs, for så var folk holdt op med at komme til skade.

Gustave slog afventende klik med tungen og gav sig til at stoppe med at glo på dværgene. De havde det med at blive hidsige, hvis man sådan stod og gloede for længe af gangen - han bebrejdede dem det ikke. I det han så væk fangede hans øjne øjeblikket Dhalia. Hans smil gled op og gjorde hans øjne muntre og smalle. 
"Dhalia!" Hilste han tilbage og bredte sine arme i en indbydende gestus. "Hvem ved, måske har jeg stået og hængt her hele dagen," klukkede han og trak fornøjeligt på skuldrene. Han slog afværgende ud med hånden, da hun undskyldte sin forsinkelse. "Du har helt ret, jeg ved præcist, hvordan det er," sagde han medfølende. "Det er sådan en visdom, der kommer til én, når man er gammel nok." 
Dhalia var selvfølgelig ikke hvad man ville kalde en ungmø, hun var stadig smuk, så sandt, men skønheden var modnet og hele hendes person bar præg af et af de længere liv. Men Gustave var nu stadig ældre, hvilket ofte gjorde ham til et venskabeligt mobbeoffer. Han smed et ravstykke på disken for hendes øl og pegede ned på et bord bag ved de brølende dværge, som netop var blevet ledigt. 
"Du ser udmattet ud, lad os sidde ned! Og fortæl mig så hvad du har haft af interessante klienter i dag!" 

Dhalia gav ham et sigende blik da han jokede med at have siddet der hele dagen. Han viste vist bedre end ikke at passe på sit helbred, især på en dag hvor han skulle se hende! Det varede dog ikke længe før smilet var tilbage på hendes læber, og hun hilste ham med en varm omfavnelse og et kys på kinden. Det var en af de traditioner hun havde bragt med sig fra Rubinien. Svigerfamilie var lige så nær som ens egen familie, og det betød hilsner lidt for kærlige til den almene krystallisianer. Det var dog en af de ting Gustave og hans familie havde måtte lære. 

Dhalia tog sin øl med et taknemmeligt smil til Gustave for at betale, inden hun fulgte med ham ned til bordet og satte sig med et træt suk. "Interesante? Jo tak! En flabet knægt med en strengeløs lut der stadig kunne spille kom ind med en brækket arm" hun klukkede en anelse over hvor absurd det lød, men blev hurtigt mere sober igen "Og så har vi stadig ikke fundet ud af hvem pigen med det lysende hår er.. Kit har døbt hende Lys for nu. Hun er stadig bevidstløs og alle ændringer i hendes tilstand har været... mærkelige, ting ingen af os har kunne forklare eller påvirke" hun tog en tår af sin øl "Vi er på bar bund til hun vågner, eller nogen der kender hende giver sig til kende"

Gustave satte sig inderst på bænken ved bordet i deres hjørne med et let "Ahh..." Han tog en tår af sin øl og tørrede ølskummet væk fra sin overlæbe med håndleddet. "Uhf, brækkede arme er den pris man må betale, hvis man spiller lut på åben gade," klukkede han. Gademusikanter bragte noget skønt til Hovedstaden, bestemt, hvis man altså var en dygtig en af slagsen. En gademusikant havde engang fået for vane at spille på et rædselsfuldt fløjteinstrument ikke så langt fra Gustaves hus, han var i den periode blevet meget forstående over for trangen til at knække både instrument og musiker. 
"Stædig pige," svarede Gustave. "Hvis DU ikke kan få hende til at åbne øjnene ved jeg sgu næsten ikke hvem - eller hvad. Hvor længe har hun været hos jer efterhånden? Det er næsten forbløffende at ingen har henvendt sig... jeg mener, hvis nogle af mine piger var forsvundet havde jeg vendt hver en sten i byen inden skumring!" Det var en tumult tid i Hovedstaden disse dage, hvorfor han holdt ekstra øje med sine voksne døtre og - til hendes store irritation - sin kone Magaret. "Tror du hun overhovedet er fra landet?" 

Guastaves kommentar om pigens stædighed fik kanten af hendes ene mundvig til at trække sig en anelse op. "Hun er bevidstløs nu, været det siden hun kom ind for to dage siden. Hun kan ikke være mere end 15, men ingen har meldt hende savnet eller henvendt sig endnu, selvom vi har spurgt rundt" hun smilede en anelse "Man skulle ellers tro det ville være nemt at finde nogen der kendte en pige med lysende hår!" sukkede hun opgivende.

Dhalia kløede sig en smule på kinden "Hvordan skulle en ung pige som det ellers ende her? Hun er måske fra noget af oplandet udenfor byen.. Det skulle ikke undre mig hvis ungerne nu til dags stikker til hovedstaden når de keder sig" hun rystede på hoved af det. Den slags havde hun aldrig tolereret fra sine egne børn! Og deres far ville vende sig i graven hvis de havde opført sig sådan efter hans bortgang.

Gustave trak let på skuldrene. Dianthos var nok ikke den største hovedstad i verden, og en pige med lysende hår var vel nok noget, man ville bemærke, men på den anden side formåede byen at gemme på uendeligt mange hemmeligheder; nogle dystre, andre knap så dystre. Gad vide om pigen med det lysende hår havde en dyster historie? Måske hun var en del af en stor, snørklet hemmelighed, med flere forskellige involverede, liv på spil og meget andet! 
"På den anden side, så er lysende hår måske ikke det voldsomste, indbyggerne her i byen har set i deres tid her," lo han og kørte fingeren rundt i en lille pøl øl, som var blevet spildt på bordet. Han trak endnu engang på skuldrene, denne gang mere undrende; for hvordan ville sådan en ukendt pige dog ende i et fremmed land? Var det helt usandsynligt? Der var mange historier om kvinder, der blev sejlet mellem øriger som var de handelsvarer. Det var især omsejlende, stedløse søfolk - pirater, om man vil - folk uden skam eller respekt for andre menneskers ejendom og kroppe. Det var den samme type folk, som havde plyndret hans egen landsby ude på østkysten mange år tilbage, de efterlod sig flere lig men også en del forsvindinger - særligt kvinder. 
"Det kommer vel heller ikke som nogen overraskelse, at livet ude på landet ikke altid er nemt at få til at løbe rundt. Jeg ville ikke bebrejde de unge for at komme hertil for at overleve!" Han tog sig selv i at lyde en smule for alvorlig. "-- eller kede sig, for den sags skyld," tilføjede han hurtigt. 
"Sig mig, har du aldrig stukket af hjemmefra som ung?" spurgte han drilsk. "Drømmefulde Dhalia, ud i horisonten - farvel mor og far vi ses indtil jeg bliver for sulten!" han lavede nogle dramatiske fakter med armene for at understrege sin pointe og grinede højt. 

Dhalia trak på skuldrene med et smil "Nej, det har du nok ret i" et barn med lysende hår var vel ikke det mest bemærkelsesværdige efter de seneste års rasen med først det ene og så det andet!
Han kommentar om ungdommen fik hende til at klukke let "Ahhh ja, der er ikke den samme respekt som da vi var unge!" kommenterede hun med god selvironi.
Hendes latter faldt hen ved hans spørgsmål dog, men hendes smil varede ved "Ahh drømmene var der bestemt, men nej, jeg løb aldrig hjemmefra" hun vendte kruset mellem sine hænder en smule. Ja, det måtte vel komme før eller siden. Hendes børn havde altid levet som frie folk, og hun havde end ikke fortalt dem meget om sin egen barndom. Men det var ikke passende at holde fra sin voksne familie!
"Jeg voksede op som slave i Rubinien, så konsekvenserne for den slags var en smule.. anderledes end for de fleste unge mennesker" forklarede hun med overraskende lethed, og endda en smule latter i stemmen. Til trods for sin tilstand, så hun ikke tilbage på sin barndom med negative følelser.

//lukket for inaktivitet. Jeg er dog mega frisk på at se på noget nyt hvis du engang kommer tilbage :-D

//lukket for inaktivitet. Jeg er dog mega frisk på at se på noget nyt hvis du engang kommer tilbage :-D