Vejret havde ændres sig. Igen. Regnen silede ned fra en himmel der var grå og det virkede ikke til, at ville stoppe. det Hjalp ikke at de mange bjerge rundt omkring kastede deres skygger ind i dalen, og gav hele sceneriet et uhyggeligt skær. som om bjergene gemte på hemmeligheder, hvilket de sikkert også gjorde.

Gloria førte hesten tættere på gravstederne ved det faldefærdige tårn, før den irriteret slog med tøjlerne og nægtede at gå videre. hun sukkede og steg af hesten, hvor hun bandt den til et træ hvor der var en smule lå for den faldende regn før hun selv gik mod tårnet.
Under normale omstændigheder ville hun være blevet indendørs på sit værelse nede i landsbyens kro. men en familie var blevet ved med at plage hende om at tage herud fordi der skete en masse mystiske ting og deres søn var blevet voldsomt forskrækket. Gloria var i sit stille sind ret sikker på at stedet bare for forladt og drengen var blevet forskrækket over en bortløben hund. Men kvinden havde ikke ville lade hende være i fred før hun sagde ok for at tage herud og undersøge stedet.

Gloria skubbede den gamle dør op til tårnet og gik indenfor før hun børstede sin kappe af for det værste regn der truede med at komme løbe igennem. Her virkede ikke til at være nogen.

Efter at Spike blev angrebet i sin hytte, var han løbet væk. Han havde brug for et sted at gemme sig, et sted hvor der ikke var mange andre mennesker og det første sted han stødte på der egnede sig, var det faldefærdige tårn. De var nu nogle dage siden at han var 'flyttet ind', og han havde haft relativ fred - med undtagelse af nogle lokale unger, der ikke ville lade stedet være. Men han forblev uset, troede han i hvert fald.
Ulvehunden Jake var den første, der lagde mærke til hesten, da Spike ikke turde fremkalde dæmonøjet, i tilfælde af at nogen ville genkende ham. Han havde også ændret sit udseende, men kunne ikke nænne at sende hunden væk. Hans tøj var slidt af mange års brug. Han bar en mørkegrøn trøje med en let læderrustning med jernringe fæstnet på overfladen. Over hans skuldre bar han en mørk rejsekappe. Jake var stor, selv for en ulvehund at være, men havde en mild disponering der stod i stor kontrast til hvor vild dyret så ud.
Han holdt en hånd på sværdets skede som han forsigtigt nærmede sig tårnet. Døren var åben. Han trak en af sine lange knive, og krøb omkring basen af tårnet, for at komme tættere på døråbningen. Hvem end der befandt sig i tårnet var muligvis ikke ude efter ham, men det var en risiko han ikke kunne løbe. Det føltes som om størstedelen af folk han stødte på, ville ham ondt nu til dage. Jake lod til at have forstået at den skulle være stille, for den listede forsigtigt bag ham.
Han stod klar - musklerne i hans krop spændt til handling - til at springe på den første, der kom ud af tårnet.

Gloria så sig om i tårnet hun var trådt ind i. mest af alt så det faldefærdigt ud. regnen drybbede ned igennem taget, og ned på gulvet, etage for etage for tilsidst at samme gulvet her. Hun sukkede og gik længere ind i tårnet bare for at kunne sige at hun havde undersøgt det og som Ridder kunne sige at der intet var i det gamle tårn andet en gamle ammestuehistorier som børnene nok havde hidsiget sig selv op til at tro på.
gulvet knirkede og gav en smule efter, men intet virkede til at være i tårnet. "Hallo..?" havdet regnen ikke taget alt lyd, ville hun være ret sikker på at hendes stemme ville ha givet genlyd i den tomme bygning. og hun følte sig pænt dum ved at ha taget ud i dette vejr, på grund af et faldefærdig tårn og nogle gravsteder. "Flot.. " mumlede hun får hun med blikket fandt døren, og den øsende regn udenfor. Det ville gøre godt med varmet Cider efter denne tur. hun skulle bare lige tage sig sammen for at gå ud i regnen igen.

Et sidst blik rundt før hun trak på skulderne og fik kappen, der havde bestemt sig til ikke at være helt vandtæt, ordenlig på igen før hun gik ud i regnen. Regnen tog alt lyd fra hvad der end kunne have givet hende et forspring på hvad eller hvem der var udenfor.

Spike ventede tålmodigt til at hun var kommet langt nok ud af tårnet, presset op mod vågen. Han trak ikke vejret, selvom han regnede med at regnen ville dække for lyden, selv hvis han havde. Hun så ikke ondskabsfuld ud, men det samme for sandt for de ondeste væsner han havde mødt. Hun lignede en mere eller mindre almindelig kvinde. Af hvad han kunne bedømme var hendes tøj finere end de flestes, men det var svært at bedømme i regnen og med den dækkende kappe hun havde på. Som han satte sig selv i bevægelse, blev han ramt af et tvivl, men usikkerhed fik en dræbt lige så sikkert som en kniv i natten.
Han greb ud efter hendes baghoved, og forsøgte at sætte kniven for hendes strube - et militært greb, designet til at holde hendes hals til bladet. Fik han fat, ville hun ikke være i stand til at vende sig og se på ham. Hans krop - og dermed hans hænder - var samme temperatur som omgivelserne, en kulde der lå på grænsen til frost.
"Hvem er du?" hvæsede han truende. Et lyn skar over himlen og badede tårnet og dets omgivelser i et skarpt lys. Spikes følsomme øjne skreg i hans hoved, og han mistede kortvarrigt fokus på grebet på kvinden.

Gloria nåde at opfange noget bevæge sig imod hende kort efter hun igen var ude i regnen. Hun greb efter sværdet ved hendes side, men den tunge kappe fik bevægelsen til at gå langsomt. så hun havde kun fået fat i skæftet, da hun mærkede kniven ved sin strube. "Jeg kunne spørge om det samme..."svarede hun, hendes stemme kold.

Men hun stod stille, og forsøgte at bedømme om han blot var en koldblodig morder, eller om han havde bare en smule fornuft. Hun mærkede kort grebet svækkes da lynet bryd frem, og hun kastede sig hurtig væk fra kniven og ud af hans greb. års træning havde lært hende at forsvare sig selv også imod bagholdsangreb. og nu var sværdet klart i hendes hånd, som hun skubbede den tunge kappe til side. hun var iklædt praktisk, i blåt uld og læder. "Lader til børnenes snak ikke helt var armestuehistorier" Kommenterede hun køligt. men hendes blik var på hans krop og kniv, i et forsøg på at fange hans næste angreb.

Spike var i ingen position til at angribe. Han kunne mærke hende forlade sit greb, men hans eneste instinkt var at tage en hånd op foran øjnene. Han bandede let over hans menneskelige øjnes svaghed - og overvejede om der var nogen grund til at gemme sig længere. Alle lod til at vide hvem han var, og åbenbart også hvor han var. Det var ikke længere en hemmelighed at han ikke var død. Da han tog hånden ned, holdt han det venstre øje lukket. Det højre havde forvandlet sig til det ikoniske dæmonøje han var blevet kendt for. Det ville ikke blive plaget af de pludselige lysglimt.
Han rakte hånden ned og trak sig eget sværd. Sværdet havde set bedre dage, med tydelig hak i sig og Spike vidste at det ikke længere var så skarpt som det engang havde været. Spike morede sig kort over at hele den situation han var kommet ud i var startet med at han gerne ville vedligeholde sit våben.
Så hun lod til at være kommet på grund af børnene. Det var muligt at hun ikke vidste hvem han var, og han fortrød sin fjendtlige tilgang selvom han vidste at det var umuligt at tage tilbage. Han havde i hvert fald aldrig set hende, så det var muligt hun ikke ville genkende ham på hans øje. Det var mange år siden at det blev brugt som symbol for inkvisitionen. 
Han stod i en velbalanceret kampstilling, men lavede ingen træk mod at angribe. "Angiv hvem du er, og så vil jeg gøre det samme." Der var ingen plads til forhandling i hans stemme.

Gloria holdt sig i posision hvis manden skulle angribe igen. men hendes øjne blev draget af hans missen med øjnene, som var der noget galt. indtil at åbnede det ene og det lyste en sær hvid dæmon farve. Det var intet hun umilledbart kunne huske af have set eller hørt om før, men det betyd at manden foran hende kunne have magi, og dermed også en uviden faktor, skulle det komme til kamp.
En anden faktor hun lagde mærke til bag ham, var en stor hund. Hun hadet at kæmpe mod dyr, og håbede inderligt ikke den var kamp trænet.

Regnen fik de tjavser af hår der var faldet ud af fletningen, til at klister til hendes ansigt, heldigvis i siden og ikke på vej ned i øjnene. og uden at tage blikket fra ham svarede hun en smule tilbageholden "Glorianna Stuckley..." hun lod den hænge lidt, for at se om han genkendte navnet. hun var ikke berømt, men visse kredse ville kende navnet, i hvert fald hvis man var fra hovedstaden og den nærlæggende byer. Kendte han ikke hendes navn, så ingen grund til at fortælle ham, at hun var Ridder endnu. 

Hendes navn sagde ham noget, men han kunne ikke sætte fingeren på hvorfra. Det største problem var reelt at han ikke kunne vide med sikkerhed om hun hørte til lyset, mørket eller var en dusørjæger... Tre kategorier der potentielt dækkede de fleste personer. Han kunne ikke fortælle hende sit navn, før han vidste mere. Han håbede hun ville forstå.
Ulvehunden var ikke trænet til kamp, men ikke af mangel på forsøg. Den lod til at være resistent for at lære de fleste ting. Alligevel lod den til at adlyde basale kommandoer, hvilket skabte tvivl om dens intelligens - den kunne enten være meget klog eller meget dum. Hunden begyndte langsomt at cirkulere venstre om Spike, der trådte ind imellem Glorianna og hunden. Det føltes som om hunden var den sidste ven han havde tilbage, og han ville ikke miste den medmindre han vidste at hun havde fjendtlige intentioner.
"Jeg kender ikke dit navn, Glorianna Stuckley. Fortæl mig hvad dine intentioner er, nu hvor du har fundet mig." Han havde ikke tænkt sig at lyde så... Højtidelig, men hans interaktioner med andre mennesker havde altid været meget begrænsede. Han vidste ærlig talt ikke hvordan man skulle føre sig i den givne situation, når ikke man havde tænkt sig at starte en kamp.
Regnen faldt fortsat på dem, og hans hår lå i tunge våde rundt om hans ansigt. Det venstre øje var fortsat lukket, mens det højre holdt ublinkende vigilie over kvinden. Hans tøj var lurvet og faldefærdigt, mange gange skåret og syet sammen med en klumset hånd. De dårlige syninger var mest synlige ved hans højre ærme, der kun så ud til at sidde fast med viljens kraft. Hans tøj fik ham til at ligne en hjemløs bums, mens måden han håndterede sværdet talte til en kriger.

Gloria fulgte ham anspændt med øjnene som han langsomt forsøgt at for sig selv imellem ham selv og den store hund. det kunne gå hen og være et godt tegn. i hvert fald var det en beskyttende handling.
Stemningen var dog stadig anspændt, som de tydeligt så hinanden an i et forsøg på at aflæse den andens træk. Hvem var han, og hvorfor var han her. men som det så ud var det ikke oplysninger han var mest villig til at give, til trods for at de havde et du siger dit navn jeg siger mit - aftale kørende.
hun lod blikket glider mere undersøgende på ham som person og ikke på musklerne. Til forskel for hendes pænere og gode kvlitet, var tøjet han havde på set bedre dage, hvis man da kunne kalde det tøj mere. sværdet havde ikke set skyggen af en slibesten eller olie i hvem vidste hvor lang tid. hans udstråling skreg af, han gemte sig.

"Mine intentioner kommer helt an på dig. hun trak lidt på smilebåndet i regnen. det havde ikke været hende der angreb først. Hun var kommet herud for at se om der var fare på færre, en hjemløs der skjulte sig, ville hun normalt ikke skænke flere tanker, så længe han ikke var til fare for de lokale. men hans evner for kamp og hans greb på sværdet fortalte om militær træning.  "Jeg kom herud fordi de lokale fortalte spørgelseshistorier - og jeg ville hade hvis folk kom til skade blot ved at være nysgerrige for et gammel tårn"det sidste blev sagt en smule skarpt, som en advarsel.

Spike holdt sit øje fikseret på kvinden, da navnet pludseligt faldt på plads. I sit erhverv som inkvisitor havde det været hans job at holde styr på de adeliges intriger blandt andet. Det var fem år siden at han var blevet hevet af sin stilling, og han var imponeret over hvor hurtigt han havde glemt det meste om de adelige familier. Men han havde heller aldrig været god til at huske ting. Han satte sværdet i skeden igen. Selvom de adelige normalt var smartere end han brød sig om - eller i hvert fald troede de var - var de pålideligt skruppeløse. Man kunne regne med at en adelig gjorde alt med overdreven tanke på konsekvenserne. Han sukkede kort og blinkede med det magiske øje. Da det åbnede igen, var det tilbage til sin normale isblå farve. Hans familie havde været bønder på Stuckley land - og var det måske stadig den dag idag. Selvom han ikke havde nogen gode minder om adelsfamilien, var de langtfra de værste blandt familierne, og han tvivlede på at hun ville angribe en ubevæbnet mand.
"Mit navn er James Lee," hvorfor han gav hende sin fars navn, var han ikke sikker på. Der var en chance for at hun ville genkende det, og vide at det var et falsk navn - ikke at det gjorde ham noget om hun vidste det.
"Jeg havde ingen intentioner om at gøre dig fortræd." Det var nemt at sige, men efter at han havde mistet grebet havde han også mistet muligheden for at være storsindet. Stuckley familien havde tætte bånd til lyset, og nogle af børnene var vist endda medlemmer af lysets hær, men han kunne ikke huske om Glorianna var en af dem, eller hvor mange børn familien havde. Indtil han gjorde var han nød til holde kortene tæt til kroppen. Det var dog muligt at han kunne bruge sin flugt til sin fordel. 
"Jeg er på flugt fra mørket, og er nød til at være forsigtig. Og de lokale skal nok få deres "tårn" tilbage," han gestikulerede mod den faldefærdige bygning, der havde tjent som hans hjem de sidste par dage. "Jeg har ikke planer om at blive hængende længe." 

Gloria slappede lidt mere af, som hun så ham sætte det slidte sværd tilbage i skeden. Som om han nu bestemte sig for at det var nemmere at snakke, end at danse Tango i regnen. Hun vendte navnet han gav hende i hovedet, men det ringede ingen klokker i forhold til de forskellige forbrydere hun kendte til var efterlyst. Hun lod sværdet falde og langsomt puttede til tilbage hvor det hørte til. Hun var dog stadig klar til at trække det, hvis han skulle komme med en pludselig bevægelse i hendes retning. 

Gloria så en smule sigende på ham, havde de været indenfor, i stedet for ude i det silende regnvejr, ville man kunne se den grimasse hun tydeligvis lavede. ”Jeah…” mumlede hun sarkastisk, Med et hævet øjenbryn og et nik som man tænke ”ja og bagholdsangrebet var jo bare for sjov” hun stolede ikke på ham, men som det var lige nu, virkede han til at skifte kropsholdning fra at angribe hende, til bare at være almindelig på vagt.

Flugt fra mørket, ja hvor havde hun dog hørt den før, Det gav en bitter eftersmag af Beon. Og så vidt hun nu vidste var han løbet lige tilbage i favnen på dem igen, han kendte ikke til gode valg. Og hun havde åbenbart en tildens til at løbe ind i folk ”der var på flugt fra det onde mørke” Hun sukkede dybt og lagde armene over kors. ”på flugt eh?” hun lod blikket glide over ham. ”og hvad har du gjort for at pisse dem af? rørt ved generalens datter?” hun var sarkastisk og vidste det. Det var ikke helt fair. Han kendte selvfølgelig ikke til hendes fortid med mørkets personer. Hun havde budt dem ind og vist dem venlighed, og hun vidste i sit stille sind at hun ville gøre det igen. Det var hvem hun var, når det kom til alt.

Hvad humor Spike normalt sad inde med havde forladt ham efter de søvnløse nætter han havde tilbragt i tårnet. Han var udmattet, forslået og udskudt, og ærlig talt ikke i humør til at høre på en sarkastisk adelig, der tydeligvis også havde bedre ting at tage sig til end at blive angrebet af fremmede i regnen. Under normale omstændigheder ville han næppe dele sandheden med hende, men måden hun formulerede sit spørgsmål gav ham lyst til at få hende til at bide sine ord i sig igen.
"Deserteret." Hans stemme var tydeligt irriteret. Generellen havde ikke haft en datter så vidt han vidste, men meget kunne ske på fem år. Generellen var uden tvivl blevet erstattet flere gange i hans fravær.

Spike vendte sig omkring, og gik tilbage mod tårnet. "Hvis jeg ville såre dig, havde jeg stukket dig i ryggen." Det hjalp muligvis ikke hans sag, men var en fair pointe. Hvorfor bruge al den tid på et kompliceret greb, når den simpleste metode også var den mest effektive?
Enten ville hun følge efter ham, i hvilket tilfælde de kom ud af regnen, eller også ville hun gå sin vej. Han anså begge scenarier for en sejer. Som han trådte ind under karmen, gik ulvehunden logrende ud i regnen, glad for at kunne introducere sig selv. På trods af sin størrelse og herkomst, var dyret tåbeligt harmløs.

Gloria rystede opgivende på hovedet da James vendte sig om for at gå, tydeligvis irriteret over hele situationen. Hun kunne ikke helt frakalde ham det. Det var ikke det sjoveste vejr at være ude i, og en varm krostue var mere tiltalende, end en duel på smarte kommentar og fortid.
 
Hun lod kappen falde tilbage over hendes skuldre, for at vendte tilbage til sin hest. Hun så ingen grund til at følge efter ham, han havde ret. Ville han ha gjort hende fortræd, kunne han nemt ha gjort det i starten. Og hvis han alligevel var væk i løbet af et par dage, ville familierne i byen være glade, og børnene fri for at lege herude igen, hvem end der lod sine børn lege ved at faldefærdigt tårn og gravsten.

Hun så ned på den glade ulvehund, der var kommet hen til hende med en logrende hale. Tydeligvis glad for selvskab så længe man ikke var truende overfor dens herre. Hun lod hånden falde ned for at klappe det store dyr. ”Han er slet ikke så slem er han..” hun snakkede let til hunden mens hun kløede den der de fleste hunde kunne lide det ved øret. ”… ikke med sådan en som dig…” hun sukkede kendte sig selv nok til at hendes hjerte ville løbe af med hende igen, og Gik efter James ind i tårnet og tørvejret. ”Jeg må nok indrømme at jeg er en del af lyset.. hun sendte ham et smil der var ægte denne gang. Hun kunne lige så godt være ærlig når nu hun var her.

Ulvehunden havde tydeligvis ingen idé om hvad der foregik, men var alligevel lykkelig over at være inkluderet. Den klynkede værdsættende og lænnede sig ind i hendes hånd som hun kløede den bag øret, og da hun gik ind i tårnet faldt dyret på plads et skridt bag hende.

Rummet i tårnets indre var mere medtaget end bygningens ydre. Engang havde der været en trappe der løb op langs indersiden af væggen, men alt der var tilbage var enkelte rådne planker der strakte sig fra væggen ud i ingenting. Taget var utæt, og regnvandet havde overtaget den ene halvdel af gulvet. Før regnen tog rigtigt til, havde Spike formået at samle de mindst rådne planker sammen, og disse stod stablet i det tørreste hjørne. Ovenpå dem lå der en kanin og to egern han havde fanget på vejen, og som han havde tænkt sig at dele med ulvehunden.

Spike satte sig op af væggen ved siden af brændet. Som hun trådte ind vendte han hovedet, og løftede overrasket et øjenbryn. Han kunne ikke beslutte sig for at om det var mod, dumdristighed eller noget tredje, der drev hende, men hvad end det var havde hun rigeligt af det. Han havde netop holdt en kniv til hendes strube, og nu fulgte hun ham ind i en forladt bygning.
”Hvis du er med lyset, burde vi ikke have nogen problemer.” Løgnen kom naturligt. Hans gerninger i tjeneste af mørket havde efterladt ham permanent på Lysets skurke-liste, men det lod til at Glorianna ikke indså hvem han var. Og det var bedst sådan.

Han fjernede dyrene fra brændet, og begyndte at bygge et bål i midten af rummets tørre halvdel. Han havde tænkt sig at gemme brændet til om dagen, hvor dets lys ville være mindre synligt, men hendes tilstedeværelse ændrede hans planer. Han kunne dårligt spise kødet rå, nu hvor han havde tilskuere. Desuden var de begge kolde og våde.
”Jeg har ikke meget at tilbyde,” sagde han varsomt, uden at fjerne blikket fuldkomment fra den fremmede han delte lokale med. ”Dyrene er magre, men jeg har noget brændevin til at skylde dem ned med.”