Myssa vidste udemærket godt, at det var dumt. Sådan virkelig dumt. En ting var at bryde ind i Dianthos', Hovedstadens, nedre bydistrikt, for der var næsten ingen vagter og dårlige låse og sådan, men at bryde ind i den centrale by? Det var simpelthen snot dumt, but yet, Myssa gjorde det alligevel. Hun var lige sluppet ud af arresten og manglede virkelig penge. Samt hun havde et møde med ham hun var meddeler for, så hun skulle snart finde noget information, som var værd at give penge for. To ting som gav hende panik, for ingen ravstykker var lig med ingen mad.

Og hvordan var det nu lige, at hun var endt i arresten? Jo, hun var blevet taget i at stjæle brød. Hun havde derefter konkluderet, at det smarteste var at stjæle folks penge, og så gå ud og købe noget at spise. Det virkede i hvert fald mere sikkert, logisk set for Myssa, at gøre det på den måde. Det var sikkert ikke så logisk for mange andre end Myssa selv dog, men det betød ikke så meget, hun tog sig sjældent af hvad andre tænkte om hende og hendes valg.

Men nu skulle hun altså ind i det hus her.

Det var et bindingsværkshus med sort træ og hvide kalkmurer. Hun kneb øjnene sammen og rynkede panden tænksomt, mens hun betragtede bygningen. Hun kløede sig bag øret med sit bagben (jo, hun var i hundeskikkelse lige nu), så hun ikke virkede mistænkelig, som hun stod og stirrede på huset. Der må da være en bagdør et sted! Tænkte hun og snusede til luften. Hendes næse rynkedes og slappede af igen, som hun koncentreret snusede til omgivelserne.

Og da fandt hun(d) det. Det hun havde ledt efter. En måde at komme ind på. Hun så et hul i en trælåge til baggården, eller måske en gårdhave(?), til huset. Hun kravlede igennem hullet, mavede sig igennem, og så var hun pludselig på den anden side af lågen. Hun smilede, som en hund nu kunne, og overvejede kortvarigt at blive i hundeskikkelse, for hun kunne ikke skifte så hurtigt efter hinanden (én gang i timen), men decided against it. Hun var nødt til at have sine hænder, hvis hun skulle kunne komme ind i huset.

Hun fandt at bagdøren var åben, men ingen var hjemme (nu i menneskeskikkelse). Dog gjorde den pludselige lyd af fodtrin hende urolig. Hun bakkede mod døren, men fandt sig selv fanget, fordi døren åbnede indad.

Danielle rystede pakken en ekstra gang og var skuffet, da den stadig hverken raslede eller skiftede vægten. Hvis hun ikke vidste bedre ville hun sværge nogen bare havde pakket en mursten ind i hvidt stof for at gøre grin med hende. Måske de sågar var ude på at lokke hende i en fælde, det kunne ske, men Aiger havde garanteret hende at de var til at stole på. Hvem end de da var.
Hun kastede den op med den venstre, mens hun bed i resterne af brødet fra kroen, hvor hun havde ventet på at mørket skulle falde på, og beboerne fra huset dukke op til en aften fuld af druk og terningespil. De kunne dog godt have taget og vente lidt med at dukke op, hun var næsten færdig med suppen og hadede at efterlade god mad, men et job var et job.
Med sin højre hånd greb hun 'murstenen' og lagde den ned i tasken. Hun kunne se huset lidt længere fremme, samt parrets hund, der vist havde sit eget lille hul at komme ind og ud på. Det gjorde det straks værre, men hun var ret sikker på at en strejfer nok skulle opføre sig ordenligt, særligt hvis hun stadig havde et ben i tasken.
Med den ene hånd rodede hun efter benet, mens hun hurtigt gav et kig over skulderen og tjekkede om der var nogen der holdt øje med vejen. Da hun fandt den tilfredsstillende tom, tog hun to hurtige skridt og en dyb indånding.
Med et let spring forlod hun jorden og lod sig elegant glide over muren, inden tyngdekraften gentog sit greb i hende og førte hende tilbage til jorden med kødbenet fremme til at tilfredsstille enhver overrasket hund i gården. Noget hun dog ikke kunne få øje på, den havde nok fundet en vej ud på den anden side igen.

Med en ny bid brød imellem tænderne satte hun imod døren, der ikke behøvede andet end et fast greb at få op.
"Nå hvor ligger vi den s...."
Hendes begyndende monolog blev afbrudt af synet af en ung kvinde. Hendes tanker skød øjeblikkeligt tilbage på hvad hun havde fået at vide.
To beboer. En mand og en kvinde. Unge. Spiser på "Den skaldede Ged" hver fredag. Ingen børn.
Hun blinkede et par gangen.
Ingen børn.
Hun blinkede en gang mere.
"Fuck!"
Ordet kom ud før hun nåede at stoppe det og alt rationelt i hendes hovede stoppede med at fungere, som hun først kastede kødbenet blindt ind i det stadig halvmørke rum, før hun straks kastede det halvspiste lettere afbrændte brød bagefter, vaklede et par skridt baglæns, placerede foden skævt over en sten og faldt så lang hun var på ryggen.

Myssa hørte lyden af stemmer fra udenfor døren. Det var menneskestemmer(ish), hvilket betød, at fodtrinene ikke var kommet fra et husdyr af en art. Oh shit. Hun sukkede lydløst, og overvejede hvad hun kunne gøre. Vedkommende ville nok slæbe hende til arresten og hen til kilepræsterne, hvis hun var virkelig uheldig. Åh nej...

Da gik døren op, og en kvinde, cirka på samme alder som hende selv, kom inden for. Hun bandede og vaklede baglæns, mens Myssa blot så til. Hvad kunne hun ellers gøre? Hun så forsat til, som den anden faldt på ryggen. Det mindede hende lidt om en skildpadde, og hun grinede lidt. Ud fra reaktionen at dømme, så var det ikke fruen i huset, som hun var stødt på, hvilket velsagtens var heldigt nok - mente Myssa i hvert fald. 

Der var i hvert fald mindre chance for at denne fremmede, for huset, ville slæbe hende til byvagterne for tyveri. Måske hun kunne overtale denne kvinde til ikke at gøre det? Måske hun kunne lokke med krystaller, for den andens diskretion? For at hun vendte det blinde øje til? Hun ville godt nok miste krystaller og ikke skaffe dem, via indbruddet, men i det mindste slap hun da for en tur i kasjotten. Det var altid rart at slippe for det.

"Kom du noget til?" Hun besluttede sig for at spille venlig og hjælpsom. Måske hun kunne bilde pigen ind, at hun var en ven af familien?

Det der gjorde mest ondt ved faldet, var hverken sammenstødet med jorden eller det faktum at 'murstene' gled ud af den åbne taske og ramte hende i maven øjeblikket efter hun allerede var ved at hoste luften ud af kroppen. Nej, den slags var bare smertefuldt og noget hun kunne forholde sig til. Det var hendes ære og selvrespekt der syntes at have taget det hårdeste slag, og som hun lå og prøvede at genvinde fatningen havde hun rigelig tid til mentalt at bande som en anden sømand af sig selv, et vane hun langsomt havde opbygget over mange års lange soloture, mens pigen fra huset kom ud for at tjekke på hende.

"Giv mig lige et øjeblik"
Danielle tog en dyb indånding og prøvede at mærke sig selv på maven, hvor pakken havde ramt. Det var ømt men intet mere end det.
"Hvis du nogensinde ser mig forsøge at jonglere, så mind mig lige om idag."
Med en langsom udånding lod hun tyngdekraften slippe sit tag og skubbede fra jorden med albuen, så hun i en glidende bevægelse gik fra liggende på jorden, til stående i sin fulde højde uden det pinlige mellemtrin med at samle sig selv op. Som hun pustede ud igen greb hendes vægt igen fat og placerede hende solidt i jorden.

Tiden på jorden havde givet hende muligheden for at overveje situationen. Det var ikke en datter, selv Aiger ville ikke glemme sådan noget, men de lød hellere ikke rige nok til at have tjenestefolk. Slaver? 
Danielle børste lidt støv af tøjet, som hun sneg sig et blik på Myssa. Det virkede ikke som en helt urimelig tanke, men hun følte sig ikke sikker, så der var kun en måde at finde ud af det.
"Jeg overlever. Bare lidt overrasket." Et skævt lille smil gled over hendes læber, som dog stivnede da hun tænkte på episoden der lige havde passeret. Panik syntes at glide over hendes blik igen.
"Jeg ramte dig vel ikke gjorde jeg? Du må virkelig undskylde, det var ikke min mening at kaste det efter dig. Det var til hunden."
Ordene kom så hurtigt de næsten faldt sammen og blev en uforståelig masse, som hun forsøgte at kigge undskyldende på Myssa.

Myssa nikkede til den anden piges ord. Hun lignede også virkelig en, som kunne bruge et øjeblik. Bare lidt i hvert fald. Hun skævede dog nysgerrigt til den firkantede genstand, som var faldet ud af hendes taske. Hvad var dog det for noget? Tænkte hun med et lille hovedryst, og betragtde den anden pige.

Hun nikkede igen med blottede tænder i et grin: "Det vil jeg prøve at huske."

"Godt nok. Var et øjeblik bange for, at du var kommet til-" svarede Myssa, men den anden begyndte at tale igen, og hun blev derfor afbrudt. Hun så overrasket på den anden kvinde, som snakkede om et ben og en hund. Så kom hun endelig i tanke om, at hun, selv, nok var den 'hund', som pigen talte om.

"Næh, jeg klarer mig. Intet galt her." svarede hun til det med benet, som var blevet kastet, for nej, hun var ikke blevet ramt. Hvilket jo altid var rart. Ikke at blive ramt altså. Hun forsøgte dog ikke at forklare, hvad hun lavede her. Nej, hun ville hellere vente til hvad den anden ville gætte sig frem til.

Dani lukkede øjnene og tog en dyb indånding. Det hele syntes pludselig at være gået af en helt anden sti end forventet. Her havde hun forberedt sig på et hurtigt drop-off, men stod nu og talte med... En eller anden. Hun var ikke sikker på om hun skulle spørge hvem eller hvad hun var, i frygt for at afsløre hvor lidt hun selv hørte til her, men samtidig kunne hun ikke bare vade ind og lægge pakken uden at sige noget... Eller kunne hun?
Med en langsom udånding lod Dani tankerne falde tilbage på plads og et let smil trak i den ene mundvig, som hun mødte Myssas blik.

"Igen. Du må undskylde forstyrrelsen, jeg kom bare for at aflevere noget og troede ikke der ville være nogen hjemme."
Hvis du ikke ved hvad du skal sige, så prøv dig frem med sandheden.
Danielle bøjede sig ned og samlede den sorte pakke op fra jorden. Nu havde den forhåbentlig ikke taget skade af den lille karambolage med hendes mave, et kort øjeblik overvejede hun at ryste den, for at tjekke om den var begyndt at rasle, men lod dog være, det ville næppe give et bedre førstehåndsindtryk. Ikke at der var meget lavere at dykke på den front i forvejen.
"Men siden du er her, kan du så ikke vise mig hvor Ura's værksted er placeret?"
Få det hele til at lyde almindeligt. Hold situationen kørende. Måske er hun forvirret nok til at gøre det.
Dani forsøgte sig med et venligt smil, men ovenpå det sidste minut, så det malplaceret ud på hendes ansigt, der ikke helt havde skubbet skyldfølelsen helt af vejen fra kasterierne.

"Det, øh, gør ikke noget." svarede Myssa og forsøgte at læse pigens tanker, hvilket hun selvfølgelig ikke kunne, for det var ikke hendes evne. Hendes evne var at forvandle sig til en hund og tilbage igen, og det en gang i timen eller sådan noget i den stil. Hun måtte indrømme, at hun ikke havde tjekket hvor tit, men cirka en gang i timen passede nok meget godt, nu hun tænkte efter.

Hun betragtede pigen lidt, og forsøgte at regne ud hvem hun troede Myssa var. Men det var åbenbart ikke helt så let at regne ud. I hvert fald ikke før pigen igen sagde noget. Okay, Myssa. Så hun tror, at du hører til her. Godt så. Tænkte Myssa og trommede med fingerspidserne på sin underlæbe. 

Så så hun kortvarigt forvirret ud, men genvandt fatningen rimelig hurtigt. Forvirringen nåede lidt at glide hen over hendes ansigt, og så var den væk igen. Uras værksted. Uras værksted. Tænkte hun og trommede videre med fingerspidserne. Hvor mon en Uras værksted kan ligge henne? Hun så sig om, og overvejede hvor det ville være mest logisk at være. Så derfor valgte hun at spille lidt dum.

"Det er ikke det sted jeg har befundet mig mest, men jeg tror måske, at det ligger i skuret udenfor. Lad mig vise dig det." Hun pegede mod døren, og begyndte at gå hen imod den.

I skuret? Når man rent faktisk kiggede ud i gården og så det den lille klods af en bygning, så var det mere besynderligt at Dani ikke selv var gået derind først. Oh well, så længe pakken blev leveret, så var resten vel ligegyldigt.
"Mange tak" Dani sendte hende et lille smil og lod sig følge ud af huset igen. Hun sikrede sig døren lukkede bag dem, som de gav sig til at krydse gården.
Dani havde aldrig var synderlig tryg ved tavshed omkring andre og i mangel på bedre spørgsmål
"Så hvem er du så? Troede ikke de ville have andre løbende rundt."
Mens hun snakkede rakte hun hånden tilbage i tasken og fandt pakken frem igen. Måske det var noget metal? Hun havde hørt om særlige materialer, så hvis Ura lavede smykker eller våben, kunne det være en særlig bestilling. Måske han var en form for artificer? Hun havde hørt om folk, der kunne skabe ufattelige ting, men altid skulle bruge nye besynderlige ting i deres arbejde. Måske selve værkstedet kunne afslørre noget om pakkens betydning.

(Da jeg ikke kommer til at svare det næste lange tid, så har jeg besluttet mig for at lukke denne tråd. Så den ikke hænger og blafrer nogen steder. Det stresser mig bare mere, at jeg skal svare på en masse tråde, når jeg engang starter igen. Hvilket gør at jeg nok aldrig får startet igen. Derfor lukkes den.)