Theresa slog sin kappe tættere om sig, imens hun gik videre. Bag hende var Tusmørkedalen og foran hende var der kun tåge. Vinden var kraftfuld og blæste imod hende, men hun lod sig ikke stoppe. Hun skulle videre. Hun blev aldrig det samme sted for længe, hun ville ikke risikere at blive genkendt. Selvom hun tvivlede på at nogen kunne genkende hende i Tusmørkedalen løb hun ingen risiko. Hendes familie ledte uden tvivl efter hende for at få arven tilbage, men der var gået år nu. De måtte have givet op, eller også var de døde. På trods af det, så turde hun ikke stoppe. Eller, rettere sagt, hun kunne ikke stoppe. Hvad skulle hun ellers lave end at gå fra by til by? Fra kro til kro? Hun havde ikke andet indhold i sit liv måtte hun sørgeligt indrømme, men hun skulle nok finde hendes mål. Hvis alle fik serveret deres mening og mål med livet blev det alt for nemt.
Lige siden hendes fødsel var det blevet banket ind i hendes hoved, at hun kun havde et mål i livet - At være en god kone og mor.  Intet andet. Selvom det ikke tilfredsstillede hende havde hun ikke haft et andet valg, indtil den dag hun blev smidt ud af hendes mands hus. I starten ville hun have hævn over ham. Slå ham ihjel. Men hendes problemer kunne ikke løses med mord, og hun nægtede at synke så dybt. Hun kunne kæmpe for at forsvare sig selv fra andre mænd, men hun kunne ikke slippe væk fra sine mentale sår. Hendes svagheder. Hvad værre var at hun ikke kunne skjule de svagheder.

Hun mumlede en stille bøn til sin gud, Aladrios, den eneste mand, hun turde stole på. Hun havde brug for hans støtte, hans hjælp, til at fortsætte. Der var intet at frygte, intet at løbe fra, i Tusmørkedalen, men hun kunne mærke, at hun bare skulle væk. Det kunne ikke gå hurtigt nok.
Lyden af småsten, der rullede ned fra bjerget fik hende dog til at stoppe op. Hun så sig over skulderen, men hendes hår kom i vejen, for i dag havde hun håret løst. Den blå sløjfe, der plejede at være i hendes hår, var blevet bundet om hendes hår, som hun også holdte stædigt fast i.
"Jeg ved du er her. Vis dig selv!" Faktisk var hun i tvivl om stenene havde rørt sig på grund af vinden, eller... nogen, der var tæt på hende.

Det var mørkt som altid i Tusmørkebjergene. Det var nok mest på grund af tågen, dog, for det var ikke sent nok på aftenen til, at det ville være naturligt mørkt. Det var egentlig mærkeligt med vejret i Tusmørkedalen, men Lady Phersefone var godt tilfreds med det. Det gjorde det lettere at være vampyr, for så kunne hun også rejse om dagen. Der kom ikke mange solstråler til byen, hvilket så også betød, at det altid var koldt. Hvilket var lidt irriterende.

Men denne dag var Ladyen ude og ride på en af Herregårdens heste. Hun havde været oppe og besøge en gammel ven i bjergene, og var nu på vej tilbage til Korbins Residens. Hun red af sted i roligt tempo, i damesadel selvfølgelig hvad ellers?, for hesten kunne ikke holde til det, hvis hun drev den hårdt hele vejen. Det var trods alt et levende væsen, og et af de få væsner, som Lady Phersefone også brød sig om.

Hun klappede den sveddækkede hals, og tørrede hånden af i kappen, som omgav hende og holdt hende varm. Hun var iklædt en prægtig blå kappe med hermelin i halskraven. Længere fremme så hun en skikkelse, og besluttede sig at få lidt sjov ud af det. Skikkelsen var iklædt kappe ligesom hun selv. Hun stoppede hesten, og så en død kat i vejkanten. Den var halvt rådnet væk, men det forhindrede hende ikke i at bruge sine nekromani-evner. Hun lukkede øjnene og koncentrerede sig med fingerspidserne fra venstre hånd pegende mod katteliget.

Kort efter rejste det sig op, på tre ben, for det sidste virkede slet ikke og var iøvrigt halvt væk, og klatrede op på klippen over denne fremmede. Den fik dog sparket nogle småsten ned, og afsløret sig selv. Phersefone bandede indvendigt fra hesteryggen, men fik katteliget til at miave.

Theresa ventede og ventede, men hørte intet svar. Hun skulle lige til at gå videre, da hun hørte et miav! Det havde overrasket hende så meget, at hun kom med et lille overrasket skrig, hvilket hun fandt lidt pinligt, men hun trøstede sig hurtigt selv med at, der ikke var andre i nærheden. I hvert fald ikke nogen hun havde set eller hørt endnu. Hun vendte sig om igen for at se, hvor miav'et var kommet fra, og fik endnu en forskrækkelse, da hun nærmede sig stedet, hvor lyden var kommet fra. En kat, der manglede et ben og forresten ikke så ud til at have det specielt godt.

Theresa som aldrig havde oplevet nekromani-evner før overvejede slet ikke den mulighed, men hun vidste bare at hun ikke ville tæt på den kat. Der var noget mistænksomt ved den. Hun sørgede for, at der var godt med afstand mellem hende og den mærkelige kat. Hun burde nok gå videre, men hun havde ikke lyst til at vende sin ryg imod katten.
Det virkede latterligt for katte var jo ikke specielt farlige. I hvert fald ikke overfor hende. Hun var større end dem, stærkere, og havde et sværd. 
"Det her er latterligt." Sagde hun irriteret til sig selv, og alligevel vendte hun først ryggen til katten efter at have trukket sit sværd. Hendes hånd holdte godt fast i sværdet, og hun var helt spændt op. Der var bare noget... forkert omkring situationen.

Lady Phersefone grinede lidt til sig selv, det kunne vidst godt høres af andre, mens hun betragtede kvinden, som så ud til at være skræmt at katten. Hun holdt dog fokusset mod katteliget, for ellers ville den falde sammen, og det kunne hun jo ikke have, for så var hun afsløret. Hun synes dog stadigvæk det var morsomt, at hun var så skræmt af katten. Men på den anden side, det ville Phersefone selv også være, hvis hun ikke kendte til nekromaniske evner.

Hun rettede igen sit fokus mod katteliget, og fik det til at træde nærmere kvinden. Hun fik den til at løbe, da kvinden vendte ryggen til den. Den løb om bag hende, og miavede igen.

"Miiiiaaaaav!" lød det fra liget, og Phersefone klukkede for sig selv, fra hesteryg af.

Miav lød det fra katten igen, og da hun vendte sig om imod den, opdagede hun til sin forskrækkelse, at den var kommet tættere på hende! Men vinden bragte en kvindes latter med sig. Theresa hævede straks sit sværd og kiggede rundt for at finde kvinden, hvis latter hun havde hørt. Theresa vidste ikke hvordan, men kvinden med latteren havde fået katten til opføre sig mærkværdigt. 
"Jeg har hørt dig!" Udbrød hun, imens hun rettede sværdets spids imod katten. "Det her er ikke sjovt. Vis dig selv og vær modig, i stedet for at gemme dig bag en kat!" Theresa vidste ikke om kvinden ønskede at gøre hende ondt, men dette var ikke sjovt, og Theresa gad ikke mere. 

Theresa blev ved med at have sværdet rettet imod katten bare for en sikkerheds skyld. Katten kunne nok ikke gøre hende noget, men man vidste aldrig. Der fandtes alverdens magi ude i verdenen, og hun kendte kun en lille del af det.

"Miiiaaav!" sagde katten igen, og Phersefone lo igen. Hun var ikke enig med kvinden, det her var faktisk usigeligt morsomt. Alligevel kunne hun ikke lade vær med at blive lidt provokeret af, at den anden, inddirekte, kaldte hende fej. Hun var ikke fej, nej det mente hun bestemt ikke, at hun var. Hun var ikke fej, nej. Så derfor besluttede hun sig for at give sig til kende, selvom det egentlig ikke var en del af planen - overhoved.

Hendes ansigt blev mere snerpet at se på, da hun prikkede hælene ind i siderne på fuksen, og red ud af skyggerne. Hun, eller det var egentlig hesten der gjorde det, stod på en afsats over kvinden, mens katten var et sted imellem de to. Hun slap tøjlen med den ene hånd, og gjorde et vrid i håndleddet, hvilket fik katteliget til at falde sammen og blive lige så livløst som før.

"Her, missy." bekendtgjorde hun tørt. Og så sagde man at Lady Phersefone ingen humor havde, ha! Hun smilede kælent, nærmest som en kat, og begyndte at ride ned fra afsatsen, via en lille sti og ned til øjenhøjde med kvinden. Eller hesten var i øjenhøjde med kvinden, men altså. Tæt på!

Endnu engang miav'ede katten, men kvinden grinede også igen. Denne gang kunne Theresa bedre høre, hvor latteren kom fra, men lige da hun vendte sig om imod lyden var kvinden allerede fremme fra sit skjul. Kvinden var uden tvivl af adelig slægt, for ikke alene ejede hun en hest, men hendes tøj og kropsholdning viste, at hun havde en rig baggrund. Theresa havde lyst til at brække sig over det. Hun var selv fra en adelig familie, men hun nævnte det sjældent, for i hendes families øjne var hun så godt som død. Hun ville ikke have noget med dem at gøre, og de ville ikke have noget med hende at gøre - udover at tage arven, som tilhørte hende, tilbage. Beklageligvis for dem havde hun allerede brugt arven.

Katten blev pludselig livløs, og det fik Theresa til at føle sig truet. Den her kvinde var farlig - Hun skulle være forsigtig nu. Hun ville ikke provokere kvinden for meget, men hun ville heller ikke lade sig provokere mere.
”Imponerende trick med katten.” Selvom katten ikke længere var et problem holdte hun stadigvæk fast i sit sværd. Bare for en sikkerheds skyld. ”Men, jeg undrer mig - Hvorfor bruge energi på at lege katten efter musen?” Tydeligvis mente Theresa at hun var musen i det scenarie. Selvom hun langtfra var lige så forsvarsløs som en mus.

Lady Phersefone blottede sine tænder i et grin, da den anden begyndte at tale. Hun blev dog siddende på hesten, rent fysisk hævet over den anden kvinde. Det brød hun sig virkelig godt om, virkelig godt. Hun elskede at hun var hævet over andre. Hun rettede lidt på sin blå kjole, og trak kappen tættere om sig, for det var koldt herude i bjergene.

"Det hedder Nekromani." forklarede hun, stadigvæk med et bredt smil, mens hun forsøgte at finde ud af, hvad hun skulle sige. Hun satte pris på den andens skepsis, men hun havde været godt underholdt af det lille pus hun havde spillet denne fremmede kvinde.

"Fordi der var sjovt?" svarede hun så med en let hovedrysten. Anede ikke, hvad hun skulle sige, andet end det. Hvad siger man ellers i sådan en situation? Hun så sig omkring, og forsøgte at finde ud af, hvor hun skulle gå herfra. Hun skulle jo gerne tilbage til herregården inden det blev ret meget mørkere udenfor. Derfor vendte hun sig mod den fremmede. Hun havde jo snydt hende og sikkert også skræmt hende, så hun besluttede sig for at være lidt venlig.

"Jeg hedder Lady Phersefone, skal du med og have en bid?" Hun nikkede mod den kro, som lå for enden af bjerget. Hun kunne ikke se den, men hun vidste den lå der.

Allerede nu kunne Theresa mærke, at hun ikke brød sig om denne kvinde. Ikke kun fordi, at kvinden havde en evne, der udnyttede døde væsener, men også fordi, at kvinden virkede rimelig flabet. Theresa prøvede altid på ikke at dømme folk udfra det første møde, men det var svært lige nu. 
Ordet ‘nekromani’ var hende bekendt, dog kendte hun ikke så meget til det. Magi havde ikke været Theresa’s fokus, derfor vidste hun ikke rigtig noget om det. Hun valgte derfor også, at hun ikke ville kommentere på nekromani-delen, men hun skjulte heller ikke på sin tydelige vrede over, hvad der lige var sket.

”Sjovt.” Hun fnøs højlydt og rullede med øjnene. Den pludselige invitation fra kvinden overraskede tydeligvis Theresa. Tanken om mad fik hendes mave til at rumle, og hun forbandede hendes maves timing for sig selv, og følte sig derfor forpligtet til at sige ja til invitationen.
Theresa Lexon T’reqen.” Hun var alt for vant til at give hele sit efternavn - blandt andet fordi, at hun var vant til at hendes adelige navn T’reqen beskyttede hende.
”Jeg takker gerne ja til invitationen, men jeg har ikke krystaller nok til et måltid lige nu.” En kvinde med adeligt navn, der ikke kunne betale for sit eget måltid. Pinligt.

Lady Phersefone lo bare af den unge kvinde, Theresa som hun hed, da Theresa fnøs af Phersefone. Theresa virkede tydeligt irriteret, og det gjorde det bare endnu mere morsomt for Ladyen. Hun holdt meget af at more sig på andres bekostning. Måske endda specielt eller exclusivt på andres bekostning.

Hun smilede dog af kvinden, og kun større, da hendes mave begyndte at rumle. Sulten? Tænkte hun til kvinden, selvom hun ikke kunne høre hendes tanker. Eller det vidste hun jo ikke med sikkerhed, men hun havde en ret god fornemmelse af, at Theresa ikke vidste den første ting om magi. Hun virkede meget... ridderagtig i sin fremtræden.

"En T'reqen." lød det tænksomt fra Phersefone, men hun sagde da ikke noget videre. Hun havde hørt om efternavnet, og vidste derfor, at Theresa var adelig. Hvilket førte til et nyt spørgsmål: Hvad lavede en adelig rendende rundt her alene, og hvorfor havde hun ingen krystaler? Var hun blevet overfaldet? Under alle omstændigheder, så var Phersefone fanget i sin egen nysgerrighed, så derfor sagde hun noget, som hun normalt ikke sagde til andre.

"Jeg kan betale. Det er ikke noget problem."

Damens latter var provokerende og irriterede den unge kvinde mere, end hvad godt var. Theresa havde et voldsomt temperament, dog mest når det gjaldt mænd, men denne dame var meget flabet i det. Det værste var at det lod til at hun genkendte Theresa's adelige efternavn. Heldigvis virkede det ikke til at Phersefone ville spørge mere ind til det, men det var bedst at være forsigtig nu, især når hun tilbød at betale for maden. Normalt ville hun afslå det tilbud, men den rumlende mave var meget insisterende.

"Udmærket, men jeg skylder dig intet." Det sidste skulle lige blive sagt for en sikkerheds skyld. Hun ville helst ikke skylde nogen noget, især ikke en kvinde som denne Phersefone.

(Da jeg ikke kommer til at svare det næste lange tid, så har jeg besluttet mig for at lukke denne tråd. Så den ikke hænger og blafrer nogen steder. Det stresser mig bare mere, at jeg skal svare på en masse tråde, når jeg engang starter igen. Hvilket gør at jeg nok aldrig får startet igen. Derfor lukkes den.)