Interiøret i Croix palæet var sort. Væggene var dækket fra loft til gulv af sort stof, der hang fra loftet og flagrede ganske let når de store døre blev åbnet. På bordene var der sorte duge og på gulvet lå der sorte tæpper. Fra entreen blev gæster ført ind i en balsal, der var dekoreret på samme måde, med et portræt af den afdøde Richard Croix midt i rummet, omgivet af røde roser. Lugten var nærmest kvalmende tung, hvis man kom for tæt på. Fir havde selvfølgelig valgt at gøre det sådan med vilje - hendes gæster kunne lige vove på at blive hængende, grædende, ved hendes afdøde mands portræt for længe. Manden havde været et svin, og han fortjente ikke deres tårer, ikke engang de falske af dem.

Nær dørene ind til den sortklædte balsal stod Fir, ligeledes klædt i sort. En gulvlang kjole med slæb, lange ærmer og høj hals. Over ansigtet bar hun et sort blondeslør, lige så meget af tradition som for ikke at give sit ansigtsudtryk for let væk. Hun var tilfreds, yderst tilfreds, med sin mands død, og det var svært at skjule det.

Begravelsen var blevet holdt tidligere, og de fleste af gæsterne efterhånden ankommet til hendes hjem. Hun var træt af at velkomme dem og tage imod deres kondolencer, men hun så det nødvendige i det. Desuden vidste hun, at de tårer hun havde tvunget frem, klædte hendes ansigt, og gæsterne skulle trods alt tæt på for at kunne se hendes smukke ansigt igennem sløret.

Rundt omkring i rummet var der tjenere med gravøl og kanapeer, og Fir lod blikket glide rundt på de små grupper af mennesker, der var faldet i snak. Selv var der en gammel, kedelig mand, der havde holdt oprigtigt af hendes mand, der var i gang med at snakke med hende, og da Fir fik øje på Jacklyn, så hun en udvej. 

"I må have mig undskyldt," sagde hun lavmælt, tog to glas fra en bakke en tjener gik rundt med, og bevægede sig elegant igennem rummet, hen til Jacklyn, som hun rakte det ene glas.

"Jacklyn, hvor er din mand? Død?" jokede hun og indså først bagefter at det var en upassende joke.

Jacklyn kendte knapt manden der nu ikke længere skulle være på denne jord, men alligevel viste hun stor respekt overfor alle omkring sig og havde da også taget en lang sort kjole på denne dag, og en sort hat.
Hun ønskede kun at vise respekt. Fir vidste hun hvem var på sådan "hej og goddag" niveau, men intet mere end det. Manden havde hun vidst kun hilst på en enkelt gang, men Gilbert havde insisteret på at de skulle tage afsted, og som altid så følte hun ikke rigtigt at hun havde noget valg.

Jacklyn stod lidt for sig selv, Althea blev passet af deres barnepige og Gilbert? Ja,m hun anede faktisk ikke hvor han var blevet af. Desværre var deres forhold også sådan at Jacklyn blot var glad når han ikke var i nærheden.
Hun var altid så bange for at sige noget forkert omkring ham og hun vidste hvor hurtigt han kunne trickes til at mene hun havde sagt noget, som hun måske slet ikke havde ment sådan som han havde taget det. Derfor stod hun altid bare bedre for sig selv.

Som Fir gik i mod hende, smilede hun roligt og forstående, det måtte vel også være hårdt pludseligt at have mistet hinanden, og Jacklyn spærrede derfor også øjnene noget op over hendes tale.
"Han..." fik hun sagt og havde noget bare mest lyst til at sige noget i still med "I wish" men chancen for han ville slagte hende hvis han hørte det, var nok ret stor: "Jeg tror han er gået ud med de andre mænd" sagde hun, men anede det i teorien ikke: "Hvordan har du det?" spurgte hun medfølende.

Fir havde konstant fornemmelsen af at alle de kvinder, der havde giftet sig for penge, eller ud af troskabsfølelse overfor deres forældre måske, havde det på samme måde som hun havde haft det - at de var fanget i et kærlighedsløst ægteskab, med en ægtemand, der i værste tilfælde var voldelig og i bedste tilfælde ubehagelig. Hun var nogle gange blevet overrasket, men Jacklyns opførsel virkede kun til at bekræfte hendes mistanke.

"Aha. De ryger sikkert en cigar i Richards ære," svarede hun eftertænksomt, men var egentlig ligeglad. Des færre mænd der var i nærheden af hende, des bedre, og da hun sagde det rynkede hun også på næsen, tydeligt væmmet.

"Jeg overlever," svarede hun og skævede til Jacklyn. "Vi havde heldigvis ingen børn. Det er kun mig, der lider under tabet af ham. Hvad med dig og Gilbert? Har I nogen børn?" Fir burde have vidst dette - det havde været hendes job som baglandskvinde at vide alt om Richards forretningspartnere og venner, men hun havde aldrig kunne sætte sig i hans liv eller job, og først nu, hvor hun var ude af sit eget forhold, kunne hun få sig selv til at gå op i menneske omkring hende.

Jacklyn forsøgte altid at vise respekt overfor de døde, men spurgte man hende så var hun faktisk ikke sikker på at hun ville sørge hvis hendes mand døde. Gilbert havde ikke været god ved hende og det var kun blevet værre med årene.
Hun var bange for at han også kunne finde på at ramme Althea når hun blev ældre, lige nu var hun jo kun et år gammelt, og hun var uskyldig. Men Jacklyn var bange, nok især fordi hun vidste hun aldrig ville kunne gøre modstand, hun kendte jo heller ikke rigtigt nogen der kunne hjælpe hende.

"Ja sikkert noget i den stil" sagde hun, hun følte sig ofte mere som hans tjenestepige end hans kone, når han var klar til at de tog hjem - så tog de hjem. Ønskede han ikke at hun var i nærheden - så skulle hun gå, og ønskede han hende tæt på - så skulle hun smide tøjet. Det var ikke ligefrem et lidenskabeligt og ligesindet forhold de to havde.

"æh vi har det... fint" sagde hun i et halvhjertet smil, hun ville jo aldrig ture stå og tale dårligt om ham offenligt: "Vi fik en datter for... Knapt et år siden" sagde hun, det var da den eneste gode ting i det forhold.
"Men jeg er glad for at høre du er okay, bor du alene nu?" spurgte hun, det kunne jo godt være hun var flyttet sammen med nogen for ikke at være alene. Jacklyn ville ønske hun kunne komme væk, men hun var sikker på at Gilbert ville tage Althea hvis hun gjorde forsøget.

Fir havde det som om at kvinder i deres situation alle sammen kunne et hemmeligt kodesprog, hvor dårligt skjulte løgne var koden og sandheden bag dem var hvad man skulle regne ud. Så når Jacklyn fortalte at hun havde det 'fint' forstod Fir det straks som noget helt andet.
Hun følte ikke meget medlidenhed for de svage menneske-kvinder der var sammen med mænd som Gilbert, men hun havde jo selv været sammen med en mand som ham, og havde det ikke været for Zanes hjælp, ville hun stadig have været det. Hun gøs ved tanken og det lykkedes hende dermed også at finde en smule medlidenhed. Især da Jacklyn nævnte en lille datter.

"Ja, jeg bor alene," fortalte hun og så sig omkring endnu en gang, for at sikre sig at Gilbert virkelig ikke var i nærheden. "Jeg er næsten lidt ensom. Hvor jeg kommer fra, er det tradition at andre kvinder holder enken med selskab i et par dage efter hendes mands død. For at hjælpe hende igennem sorgen, siger de, men det er garanteret bare for at sørge for, at hun ikke ligger med en anden mand i stedet. Under alle omstændigheder kunne jeg godt bruge noget selskab." Hun skævede til Jacklyn, afventende. Fir havde kun haft med Lysets landsdele at gøre de sidste få år og kendte ikke deres traditioner så godt; havde heller ikke gjort nogen indsats for at lære dem, men hun følte at hun netop havde været meget gavmild med et tilbud til Jacklyn om at bo hos hende et par dage. Som en god veninde.

Det var altid vemodigt når nogen rejste over på den anden side, og alligevel så måtte Jacklyn da indrømme at hun nogengange havde overvejet om hun selv skulle rejse den vej. Det var naturligvis inden hun havde fået Althea, når man havde et barn så havde man trods alt et andet slags ansvar, og hun kunne ikke drømme om nogensinde at svigte den lille pige.
"Det må være hårdt... Er der ingen der kan holde dig lidt med selskab?" spurgte hun i et roligt smil, det måtte være mærkeligt når man altid havde boet med en anden, pludseligt selv at skulle gå rundt i stilhed og finde ud af hvordan man ønskede at ens liv skulle leves.

"Vil... Du gerne at jeg flytter ind nogen dage?" spurgte hun, det ville da være en fuldkommende befrielse at prøve at være et par dage uden Gilbert, og det her måtte han da kunne forstå.
Det var ikke fordi at Jacklyn ligefrem ønskede ham død, men hun ville bestemt ønske at hun på en eller anden måde kunne komme væk fra hans greb, hun var altid så deprimeret og hans selskab og hun havde et ønske om at livet skulle byde hende mere end dette her.

"Jeg har ingen levende familie tilbage," fortalte Fir Jacklyn uden at se direkte på hende. Det var en løgn, men Fir var komfortabel med at lyve, hun havde efterhånden en masse træning i det. Desuden var hendes familie dæmoner, som hun havde vanæret ved at desertere fra Mørkets Hær. De ville ikke ligefrem blive glade for en invitation, medmindre det var til hendes begravelse. Nej, det var bedst at forholde sig skjult og lade som om man slet ikke havde noget familie. 

Hun var lige ved at tro, at Jacklyn havde misforstået hendes indirekte tilbud om at komme og bo med hende lidt, da Jacklyn svarede hende.
"Åh, meget gerne!" udbrød hun og vendte sig, så hun stod helt med front mod Jacklyn. Hun havde næsten glemt at det ikke var for hendes egen skyld, men for Jacklyns. "Hvis det bare er et par dage kan din mand umuligt nægte dig det. Det er trods alt kotume og her er ingen mænd, der ville kunne gøre dig noget."
Fir lagde en hånd imod Jacklyns arm, lige over hendes albue og gav hende et venskabeligt klem. Hun vidste ikke hvad der kom over hende, så venlig havde hun aldrig været før. Måske var det fordi hun endelig følte sig fri, uden Richard.

Jacklyn kiggede roligt i mod kvinden, trods alt måtte man støtte det man kunne, også selvom de jo ikke ligefrem kendte hinanden super godt: "Åh.. Ingen... Venner der kan hjælpe?" sagde hun, problemet i denne morderne verden var jo at alle havde travlt med de familier de gik sammen med, man måtte jo være tro i mod sin slægt, også var man måske ikke altid så god til at lukke venner ind i livet også!
"Det ville være rigtigt hyggeligt, jeg er sikker på Gilbert er forstående..." sagde hun, nej han var helt sikkert ikke forstående, men dette her var da den helt perfekte undskyldning.

"Det er pænt af dig, jeg skal bare lige arrangerer pasning af Althea" sagde hun i et smil, hun var bare lidt anderledes - altså Jacklyn, hendes mørke hud var der jo heller ikke mange der besad, og mange mennesker troede hun kom fra en indianer stamme eller måske var sigøjner.
"Men jeg får det til at lykkedes, det lyder rigtigt hyggeligt... Måske jeg skulle prøve at fange Gilbert" sagde hun og kiggede sig omkring, ikke helt sikker på hvor mændende var forsvundet hen.

Fir rystede bestemt på hovedet, da Jacklyn spurgte om ikke hun havde nogle venner. Hun ville have sagt nej under alle omstændigheder, for at få Jacklyn væk fra sin mand i bare et par dage, men lige i dette tilfælde var det faktisk sandt - hun var aldrig kommet godt ud af det med nogen, og selv i sin tid i mørkets hær havde hun ikke fået nogen venner. Ikke engang sin familie var hun tæt med. Hun havde ikke savnet dem siden hun havde forladt hæren. Ikke at det ville nytte noget hvis hun havde, tog hun tilbage ville de uden tvivl udlevere hende og få hende fængslet eller værre.

"Det er jeg også sikker på at han er," medgav hun. "Og hvis ikke du kan få Althea passet kan du måske få hende med herhen. Vi er lidt overbemandet efter min mands død, ser du, så det vil ikke være til besvær."

Fir vidste ikke hvordan Gilbert ville have det med at lade både hustru og barn forsvinde fra huset, men man kunne altid håbe at han ville gå med til det, selv uden et gidsel derhjemme. Der var trods alt ingen steder Jacklyn kunne stikke af til, hvis hun ville fortsætte med at leve et liv udenfor fattigdom, vel? Fir kunne ikke lade være med at tænke i den slags baner, på trods af at hun aldrig før havde hjulpet nogen i samme situation. Havde nogen prøvet at hjælpe hende for et halvt år siden ville hun heller ikke selv have taget imod hjælpen.

"Tjenerne ved sikkert hvor han er," sagde hun og viftede en tjener hen, som hun tog et glas champagne fra, imens hun afventede at Jacklyn spurgte ham om han vidste hvor hendes mand var. Ubevidst regnede Fir med at Jacklyn ville undgå at spørge, fordi hun ikke havde lyst til at se eller tale med ham, så hun var nysgerrig omkring om Jacklyn virkelig gjorde noget.

Og så pludselig, imens Jacklyn så væk, tømte hun et sovemiddel ud i et af glassene, med et stramt blik mod tjeneren, og rakte derefter glasset til Jacklyn. Om hun ville eller ej, så skulle hun nok komme til at blive natten over. Fir troede at hun reddede den stakkels pige fra sig selv.



//no pressure til at Jacklyn rent faktisk drikker af glasset! tænkte bare at det ville være en fin måde at få hende til at få det dårligt, så hun ville være nødt til at blive!

// afsluttet