Pengene ville ikke have dækket særligt mange af de ting Spike manglede, ikke efter stigningen af byens priser og måden han blev plyndret for sine skind. Han havde dårligt nok penge til et værelse for natten, før han tog tilbage ud i skoven i morgen. Hvis han fandt en busk eller en blød grøft kunne han sove nogenlunde, og så kunne han bruge pengene på  at købe den slippesten han manglede til sværdet, der afslappet hvillede mod bardisken. På trods af alt det havde han nu brugt sine sidste ravstykker på en flaske af alkohol så billig, at han ikke var sikker på hvad der var i flasken. Ikke at han drak den for smagens skyld.
Hans tøj var laset, hans grønne jagtkappe kunne fejltages for at være et levende væsen, hvis man lukkede øjnene og bedømte den på lugten. Ulvehunden var gået sin vej, guderne ved hvorhen. De lange løse lokker af brunt hår faldt ned til øjnene, og et luset skæg prydede hans i forvejen forslåede ansigt. De seks år siden han sidst havde været i byen havde været hårde, og hvorfor ikke fejre det med en flaske eller to?
Det er utroligt hvor langt man kan falde før man rammer bunden. Fra at kommanderede, jage og slagte i mørkets navn til at sidde ved en bardisk uden nok penge på sig, til at være værd at berøve. Og alligevel kunne Spike ikke lade være med at smile, som han løftede det asymmetriske krus med lumsket brun væske til sine læber. Halvt af ironi, og halvt af lykkelig frihed.

Med vinteren strammende sit greb om Krystallandet og ikke mindste havet omkring, så lå Halvmånen stille ved kajen. En mulighed for de af besætningen der havde kontakt til familie for at besøge denne eller som for resten bare at drive den af. Kulden gjorde alligevel intet for lysten til at gøre det store andet.
For Samantha havde en lidt for sen snak over måske et krus for meget ført til en lovning på selskab på en tur ind i landet sammen med Braille. Til alt held var Halvmånen anket op ved en kyst by syd for Tusmørkedalen, som var rejsen mål, men det var stadig en flerdages rejse med en vintervant handelsrejsendes karavane til Kroen og så lidt længere. Gennem sne, sjap og det der var værre og så for noget så pinagtigt som Brailles nieces bryllup. Hvad hun ikke gjorde for sine venner...

Rejsevejret havde i det mindst holdt nogenlunde stille og de ankom hurtigere end forventet til Kroen. Braille trådte først ind, så sig rundt, før han lod Samantha følge ind efter. Hun skjulte det overbærende smil over ham og lod i stedet blikket tage de nye - og varmere! - omgivelser ind. Brummende noget om ikke at gøre noget alt for dumt, forlod Braille hende for at bemægtige sig et værelse og noget søvn, mens Samantha som vanligt overhørte formaningen og fandt baren.

Hun løsnede vintertøjet som hun gik. Fjernede huen, så krøllerne kunne falde frit om hendes hoved, og løsnede halstørklædet, så hun kunne ånde friere. De to og alt andet hun bar - fra frakken til de lange støvler - var i afdæmpede, mørke nuancer af brunt. Hendes blik hvilede let på manden der allerede var ved baren, før hun fandt manden bag den og sendte ham et skævt smil. "Øl, hvis varm cider ikke er en mulighed?" Noget varmt var at foretrække, men øl var altid en sikker to'er.

Det var blevet sent nok til at Spike havde opgivet tanken om at han ville få selskab på kroen, udover de enkelte personer man kunne finde i de forskellige kroge af kroen, med deres dæmpede samtaler. Spike var ikke traditionelt et selskabeligt væsen, men i aften var speciel. Det var første gang han havde forladt skoven i 2 år, og første drink han havde haft i lige så lang tid. Men det kan være svært at undslippe dårlige vaner.
Han lod sit blik hvile på kvinden der kom ind, og blev hurtigt enig om at han bestemt havde set værre. Han havde svært ved at sætte fingeren på hendes status, da hendes beskedne beklædning ikke gav mange praj til hendes erhverv eller indkomst. Hun var dog unægteligt en køn, nogen ingen mængde af eller type af tøj kunne maskere. Og derudover havde han altid foretrukket en kvinde der kunne finde ud af at gå i praktisk beklædning.
Spikes tanker gled hurtigt ud af en bane han ikke ønskede at fortsætte på, og han sænkkede blikket til den besudlede bardisk foran ham. Med en kraftanstrengelse fik han afledt sig selv.
"Jeg ville ikke drikke cider fra det her hul, hvis jeg var dig," sagde han roligt i et drillende toneleje mens han kiggede på hende ud af sin øjenkrog. Han kunne ikke lade være med at finde kroværtens bedømmende ansigtsudtryk en kende underholdende, som manden kastede et nedladende blik på Spike. Der findes tre ting, som ikke kan skjules: Kærlighed, hoste og fattigdom, og hanvar i alvorligste forstand fattig. Så snart kroværten indså det, ville den kolde velkomst han havde modtaget hurtigt blive koldere, specielt hvis han skræmte en kunde væk på denne stille aften.

Samantha vendte sig let mod manden ved siden af hende i baren og hævede et øjenbryn. "Lidt af en nerve at fornærme stedets udbud med ejeren til stede. Rygterne på turen hertil talte for en anstændig cider... du har måske andre erfaringer?" Hun lod blikket blive på ham, som hun nu rigtig tog hans udseende ind. Slidt var et velrammende ord for både påklædning og udstråling. Tøj der havde været brugt længere end det næsten så ud til at kunne holde sammen til og udbygget med skind, som det var faldet ind. En mand af vildmarken kunne hun gætte på for ikke mange andre ville gå sådan klædt. Hans øjne var til gengæld værd at se på. Isblå og drillende efter hvad hun kunne se.

Kroejeren virkede ikke det mindste formildet af hendes udtagelse, men fandt cider frem til hende og afkrævede en pris der fik hende til at se skeptisk på ham, før end hun hostede op med krystallerne. Han vidste hvad han ville have for tingene og liggende hvor han gjorde var konkurrence nok heller ikke det store problem.

Samantha nippede let til kruset og skar en grimasse selvom det faktisk var god cider. Bare for at se reaktionen fra den anden, før end hun stod ved det. "Såå... hvis Cideren ikke er god - hvad er så ved stedet siden du er her?"

Spike drejede sig så han kunne se hende bedre, og sendte hende et skævt smil der ikke nåede hele vejen til hans øjne. Han havde ikke været på kroen i flere år, og tvivlede på at ejeren overhovedet kunne huske ham. Det er også strengt muligt at de havde fået bedre alkohol, men Spike tvivlede på det. Han skulle til at sige noget, men faldt tavs da han så hende overlevere pengene til kroværten. Prisen han havde sat var højere end hvad Spike tænkte retfærdigt, men da hun var villig til at betale, havde han nok spurgt om den rigtige pris. Hans blik faldt sultent på pengene i hendes hånd, og han håbede at det ikke var for åbenlyst. 
"Måske har du ret..." sagde han som hendes krus blev stillet foran hende. Han tog en slurk af sin drink samtidig med at hun smagte sin, og hans smagte kun værre nu hvor han kunne lugte den søde cider. "Men når man ved hvor de får deres frugt fra ændre det smagen." 
Han havde ikke andet end anelser, men det var blodige tider og plantagerne ikke så langt herfra var ikke blevet skånet. Tanken om frugter groet på blod, tanken om smagen af blod, gav ham en urolig mave, og han tog en stor slurk for at dræbe den med stærk alkohol.

"Jeg kunne næsten spørge dig om det samme," afledte han mens han fyldte sit krus, "tiderne som de er virker det ikke sikkert for en køn en som dig at rejse alene."  Han forsøgte at gøre sin stemme jovial og afslappet, men mørke tanker om gange han havde fundet sig selv i lignende situationer plagede ham. Men det var anderledes nu, tænkte han, og rystede på hovedet. Tænk glade tanker.

Samantha havde efterhånden lært at holde så meget øje med folks blik som deres udtryk. Begge dele noget der kunne forfalskes, men også kunne give et hint om intensionerne bag en persons ord eller handlinger. Som et smil der nåede øjnene. Grunden til det kunne dog være så mange som stjernerne på himlen, så hun lagde aldrig mere i det end at hun skulle være varsom. Noget hun allerede var overfor manden i baren, der virkede lidt for... slidt til stedet. Blikkene han modtog fra kroejeren talte også for at han ikke var fast inventar.
Hun tog en ny slurk af cideren og nød varmen så meget som smagen. Den var måske en smule til den søde side, men man kunne ikke få alt. Prisen havde dog sikret at hun ikke ville drikke det store denne aften. Der var grænser for hvad hun ville bruge sine krystaller på - og hvor.

"Oh?" spurgte hun opfordrende til hans kommentering på hvor frugten kom fra. Hun havde sådan set ikke skænket det en tanke. Frugt var frugt efter hendes mening og vigtigst i dens funktion af at holde maden varieret.
Hans svar på hendes spørgsmål eller nærmere hans ikke-svar trak et skævt smil fra hende, der fuldt nåede hendes brune øjne. "Sikkert, men ville du få svar?" gav hun ugenert igen. Ville han intet sige kunne han skyde en bred gren efter at få svar selv. På nogle ting om ikke andet. "Hvem siger jeg rejser alene?" Det gjorde hun ikke, men ligenu var hun uomtvisteligt alene i krostuen. Ikke at hun lod sig mærke med denne viden, for det var aldrig godt at give så fin en åbning.

Kvinden havde fanget ham i hans forsøg på at undgå at svare lettere end Spike havde håbet på. Han klukkede dæmpet, uden den store morskab. Han fornemte at han ville være nød til at præsentere et element af ærlighed, hvis han var interesseret i at holde samtalen kørende. Det var længe siden han sidst havde haft en samtale med et levende væsen, og adspredelsen gjorde ham godt. Han drejede sig i stolen så hans overkrop vendte mod hende, og lod den arm der holdt kruset hvile på disken. Hun ville muligvis kunne se skæftet af den kniv han havde siddende under selv samme arm. Det eneste han kunne håbe på var, at det ikke truede hende.
"Uh, og her troede jeg at jeg kunne slippe for at svare." Han gav hende et skævt smil. Selvom det ikke var genspejlet i hans øjne, gav det hans ansigt et mere afslappet udtryk. Men han ville ikke snakke om frugterne. Minderne gav ham stadig den dårlige fornemmelse.
"Hvilken rejsesvend overlader dig alene til at tale med tilfældige fremmede i barer? Der kommer skumle typer på den her kro," sagde han uden at smillet forsvandt. Tanken om at hun kunne blive urolig ved hans ord, underholdt ham. Han rakte sin frie hånd frem.
"Navnet er Lee."  

Det skæve smil forblev på Samanthas læber, som manden klukkede over hendes noget pointerende ikke-svar på hans spørgsmål. Hun kunne sagtens have givet ham svr - en løgn eller tre - men det ikke have givet hende det mindste tilbage. Nu ville han i det mindste lyve så meget for hende som hun for ham. En del mere fair deling og hvem vidste? Måske gav han nok af en historie fra sig til at det var cideren værd.
Den som han havde ladet som om hun ikke spurgte til. Interessant nok når han nu var den der havde bragt det op.

Hun lagde roligt en arm på baren, som hun lænede sig mere afslappet op af den. Ikke på vilkår om hun ville side på en af de hæmmende stole og da slet ikke efter en dag på den rædselsfulde hest, der havde tålt hende så meget som hun havde affundet sig med den.
Så var det hendes tur til at le. Dæmpet og med en afslappethed hun ikke helt følte. "En rejsesvend der kender mig temmelig godt." Som hun sagde det noterede hun sig våbnet han bar delvist skjult, men ikke mere end det. Hun havde selv tre knive fordelt på sig til trods for sine kun middelmådige evner for at bruge dem. Knive havde bare så mange anvendelsesmuligheder. "Og du er måske en af disse skumle typer?" Hun kunne ikke lade være med at svare ham lige det og med et glimt i øjet for hun var rimelig sikker på alle andre i krostuen mente det om ham.

Slippende kruset tog hun hans hånd. "Samantha, Sam for det meste. Det andet lyder altid som om jeg har gjort noget forkert." Hun slap hans hånd igen for at tage kruset og nyde varmen fra det. Med det vejr de havde i vente for de næste dage var det med at suge varme til sig hvornår end det var muligt. "Så hvad fik dig ind her, Lee der ikke kan lide cideren?"

Spike holdt sin stilling selv efter deres håndtryk, og brugte armen til at indikere sig selv i en flydende armbevægelse, luset tøj og det hele. Måske var han ikke skummel på den traditionelle lommetyvs- eller landevejsrøvermåde, men set i lyset af hvor de var, gjorde det ham om muligt mere suspekt. Kroen lå flere dagsrejse fra skoven, så det var sjældent at skovfolk kom hertil. "Naturligvis," sagde han med alvorlig stemme. "Har du set mig? Jeg kunne ikke være mere skummel om jeg prøvede!" Han vendte sig tilbage til skranken og greb om kruset med begge hænder. Efter en kort slurk vendte han hovedet mod hende. "Har du aldrig lært at man skal undgå mænd som mig?" Han kunne mærke effekten af alkoholet i sit system. Som væsken tog hold i hans tanker blev det lettere og lettere at skubbe ubehagelige tanker væk, og for første gang gav han hende et oprigtigt smil. Det varede kun et sekunds tid.

"Jeg tog til byen for at handle, blev snydt ud af mine handelsvare for tæt på ingenting, og besluttede mig for at lave et stop på vejen hjem for at bruge mine hårdt tjente krystaller til at fejre det." Han tog en overdrevet og tydeligt falsk dyb indånding, hvorefter han sænkede stemmen. "Du skal ikke sige det til ham her," han pegede med kroværten, der i øjeblikket var distraheret med at rengøre et glas, "men flasken her kostede alt jeg havde." Efter en kort pause antog han en mere seriøs tone inden han fortsatte. "Så nu tror jeg du skylder mig et svar. Medmindre at du er kommet hele den her vej for en krus forhekset cider." Han lagde ekstra tryk på forhekset for at underminere alvoren af hvad han sagde. 

Han var underholdende nu han var begyndt at slappe en smule af overfor hende. Der var stadig noget udefinerbart vildt over ham, men ikke mere end at Samantha selv løsnede op. Måske fordi det morede hende at han lagde så meget vægt på at hun var omgivet af skumle typer her. Som om hun ikke altid var det! Stedet her var nærmest fattig på dem i forhold til de steder hun normalvis kom. Så var der selvfølgelig ham, som han også indikerede på en selvbevidst og alligevel affærdigende måde. Det fik det til at trække af morskab i hendes mundvige, men hun holdt resten af facaden oppe. "Åh det er jeg nu sikker på du kunne!" Hun havde så nok ikke stadig talt med ham så, men det var jo en anden sag.
Hun lagde hovedet let på skrå og svarede ham så morende, som hun så det første ægte smil fra ham i et glimt. "Var det en opfordring til at forsvinde et andet sted hen?" Han virkede ikke ligefrem som om han var uinteresseret i hvad end de havde kørende. Alligevel rettede hun sig let op fra baren, som var hun klar til at forlade den for et af de mindre borde i lokalet.

"Med de priser her undre det mig ikke det mindste!" svarede hun lige så dæmpet og med et irriteret sideblik til kroejeren. Hun havde ikke noget imod at betale ekstra når det var noget ekstra hun bestilte, men almindeligt opvarmet cider var bestemt ikke op for et prishop. Hans historie gav dog god grund til hans noget afvisende og irritable væsen og til den kritik han smed efter alt omkring sig.
Det glimtede let muntert i Samanthas blik, før end hun lod som om hun tænkte over rigtigheden i hans udbedelse af svar. Han havde dog også tændt hendes nysgerrighed endnu engang omkring cideren og hvad han vidste om den. Sikkert et trick, men nu var der ingen mulighed for at hun kunne forlade samtalen før end hun vidste hvad der var med den. "Forhekset cider?" Hun skævede skeptisk til kruset hun stadig havde en hånd om og derefter til ham. "Se det er en skummel type..." Alvoren var dog ikke helt med hende, hvor meget hun end forsøgte.
En ting var dog sikkert og det var at han næppe ville opklare noget uden at hun hostede op med oplysninger først. Roligt tog hun dog en tår af den så omtalte drik først. "Min rejsefælle har familie i området og pressede mig med som skjold mod deres indblanding i hans liv. Nok også rejseselskab, men det burde han have vidst ville være dårligt når vi skulle ride hertil." Hun brød sig virkelig ikke om heste.

Spike var faktisk i tvivl om hvorvidt han kunne gøre sig selv mere skummel. Da han var i sin "stortid" på jagt i byen, havde det altid været vigtigt ikke at vække opsigt, så han havde levet det meste af sit liv som en, der kunne blende ind med sine omgivelser. Bedrag faldt naturligt for ham, efter så mange år. Men for første gang i lang tid var han ærlig med sig selv; hvis han ville, kunne han ændre sit udseende tilbage til sit gamle jeg. Han kunne lappe sin kappe, ændre sit tøj, og maskere sig med så mange juveller og pynt at man aldrig ville have gættet hans fattige herkomst. Men han havde aldrig før skulle agere skummel, for der havde aldrig været fordel ved det. Han kunne ikke lade være med at finde det morsomt.
"Turen er ikke meget bedre til fods." Han skar en grimasse og rystede på hovedet. Han kunne dog ikke lade være med at forstå hendes spørgsmål om hvorvidt det var en opfordring, som en opfordring. Måske, tænkte Spike, hvis han spillede sine kort rigtigt, behøvede han ikke sove i vejsiden igen i aften. Han rykkede lidt tættere på hende, og sænkede stemmen en kende.

"Har du da et sted i tankerne?" Det var klart for hans tone at han flirtede, men også fra hans udstråling at det lige dele var spøg som virkeligt.

Han vidste ikke meget om frugterne, men den smule han vidste kunne han let svinge ind i en fortælling. Han havde altid været god til at sætte ord sammen på en måde der fængede, og anså det som det bedste våben i hans arsenal.

Samantha skar ligeledes let en grimasse og rystede så også på hovedet. "Kunne jeg forestille mig. Vejret bliver ikke engang bedre de næste dage, så der er ikke engang det gående for noget." Hun vidste de skulle videre et stykke og det ville være til fods. Ikke langt, men nok til at hun havde foretrukket mere stabilt vejr. Sne var dog lidt at foretrække frem for klar himmel og strid frost. Lidt, men ikke meget.

Hun måtte hæve blikket en smule for at holde øjenkontakten som han kom tættere på og med sin tone gav en klar flirten fra sig. Ikke helt alvorlig ment, men heller ikke det modsatte. En leg og et spil - som det skulle være. "Der er rigeligt med frie borde - nu jeg ikke er velkommen her..." Han havde opfordret hende til at holde sig fra skumle typer og selv erklæret sig sådan en. Noget der sikkert ikke var ment så bogstaveligt dog, når det kom til stykket.

Samantha trak sig et halv skridt baglæns og drejede sig for at gå over mod et tomt bord der stod for sig selv og væk fra resten i krostuen. Et skridt mere og hun så tilbage på ham. "Hvis du tør kan du jo se om du er velkommen der..?" Der var klar drilsk, men også inviterende glimt i hendes brune øjne. Det var dog op til ham om han ville udforske muligheden. Hun havde bare ikke tænkt sig at blive i baren når hun ikke rigtig havde tænkt at købe så meget mere.

Hun udvalgte sig en stol med ryggen dækket og udsigt til det meste uden at kunne ses alle steder fra. Måske lidt forsigtigt, men hun var i fremmed havn og med færre kort på hånden end hun plejede. Hendes blik hvilede atter på Lee og blev der. Han var stadig en interessant personlighed at støde på en aften der ellers havde tegnet noget kedelig. Så var det blot hvad han reelt havde af intensioner og hvornår han ville vise hende dem.

Han ventede et øjeblik inden han fulgte hendes opfordring til at følge hende. Kroen var stort set forladt denne stille aften, og han havde ingen tvivl om hvor han ville have den mest interessante aften. Det flirtende drilleri der kørte imellem dem underholdt ham, og del lod også til at hun nød det.
Efter at tømme flasken ud i sit krus greb han det i den ene hånd, og sværdet i den anden. Med skridt, der viste den selvsikre styrke af en veltrænnet soldat, gik han over mod hende og gav hjørnet et bedømmende blik, der sluttede med at han fangede hendes. I hendes øjne kunne han se en glød, der tiltalte en ildhu han fandt tiltrækkende. Et kort sekund fik hendes øjne ham til at glemme hvad han ville sige, og han var nød til at sætte sig selv i mentalt gear. 
"Jeg ved nu ikke, Sam... Det virker som om der allerede sidder en skummel type," han lod sig falde ned i stolen, "men heldigt for dig har jeg ikke noget imod skummel."
Han måtte anerkende at hendes plads ved bordet var vel valgt, fra et strategisk standpunkt. Havde han haft nogle midler værd at stjæle, eller grund til at frygte for sit liv, mere end almindeligt, ville han være mere forsigtig. Han tvivllede dog på at Sam ville kunne gøre ham fortråd, selv om hun prøvede. Og det virkede ikke som om det ville komme til det... I hvert fald ikke for alvor.
"Jeg skylder dig stadig historien om cideren. Jeg forslår at vi bytter; jeg fortæller dig min historie, og du fortæller mig din. Aftale?" Nu skulle han bare strikke en historie sammen, der var mindre ubehagelig en sandheden. Nok var sandheden imponerende, men hjalp næppe med at få nogen i det rigtige humør. Medmindre de var alvorligt forstyrrede.
  

Samantha var nået ned til bordet og havde sat sig, før Lee forlod baren. Et syn værd at se på trods den lurvede beklædning og hun lod det ses i hendes blik. Holdningen var der og måde at bevæge sig på for en der var eller havde været vant til at være blandt andre. Våbnet understregede det kun og samlet sendte det hendes tanker i retning af noget militært. Værd at huske på for de kom altid med en del evner hun intet havde at neutralisere med. Som reel våbentræning.

Hun nippede let til kruset, hvis indhold var ved at være lunkent og egentlig burde lades være til det var helt nede på rumtemperatur. Alligevel beholdt hun kruset mellem hænderne som Lee kom hen og hun måtte se meget op til ham. Om ikke andet til han landede i en stol overfor hende og hun kunne sende ham et morende blik. "Skummel lyder bare ikke helt så flatterende som mystisk eller..." Hun ledte efter et andet ord, men fandt ingen der helt passede ind. Der måtte da ellers være et mere?

Hun slog det hen som han talte igen og gemte tanken til en anden gang, hvis en sådan nogensinde kom. Vigtigere var det tilbud han kom med som fik hende til at se nærmere på ham, før end hun smilede skævt og nikkede let. Hun kunne altid redigere let - meget - i sin historie. "Det lyder som et passende bytte. Aftale." Hun hævede kruset let i den tavse skål, der så ofte besejlede mindre aftaler på steder som kroer. Aftaler om regler for spil eller udvekslinger af informationer eller historier som nu. "Du først."

"Mystisk er for folk uden bagtanker," sagde han som var det et selvfølge. "Man kunne vel også kalde dig lusket, men er det virkelig bedre?" Han gav hende et skævt smil inden han lænede sig frem i stolen for at skabe en mere intim atmosfære, og give mere vægt til den historie han havde forberedt i sit hoved.
"Det skete et par år tilbage, mens mørket var stort," som han talte kunne han ikke lade være med at forestille sig at han fortalte en spøgelseshistorie. "Jeg var en del af et enhed dusørjægere, og vi var efter en flygtning. En dagsrejse vest herfra lægger der en æblelund, og vi havde sporet ham dertil. Det var en tåget nat, tæt nok til man dårligt kunne se sin hånd foran sig," han holdt sin hånd frem som for at illustrere hvordan det havde været den nat. Han håbede at han havde fanget hendes opmærksomhed med sin historie. "Vi red ind i lunden, lige bag vores mål. Men der var skikkelser der bevægede sig i tågen, og noget sprang ud på hende der ledte os an. Hvad end det var trak det hende ind i tågen og forsvandt, og vi andre mistede sporet på hinande." Han tog en langsom slurk af sit krus og trak pausen ud for dramatisk effekt. I sandhed havde hvad end der var i flasken ikke været noget man drak lange tåre af, da det smagte forfærdeligt.
"Jeg så en skikkelse i tågen foran mig, med ryggen op af et træ. Jeg sneg mig tættere på, mit sværdet hævet klar til at dræbe. Og det var vi havde set på vejen ind i lunden. Fra træerne hang der sortelvere, mænd, kvinder og børn, hængt op i deres arme med halsen åbnet fra kind til kind. I deres øjne kunne man se at de var døde langsomme, smertefulde døde." Han ansigt var nu dybt seriøst, en smuldrende glød i sit blik, som huskede han tilbage på det øjeblik med afsky og vrede. Efter en lang kunstpause hvor han aflæste hendes respons til historien i hendes øjne, fortsatte han med den sidste del af historien. "Det siges at man på en tåget nat stadig kan høre de grædende stemmer beg om nåde." Han skar et skævt smil, der var i voldsom kontrast til tonen af det eventyr han havde fortalt hende, og lænede sig tilbage i stolen. "Jeg løb naturligvis væk så hurtigt som jeg kunne, og hvis ikke jeg havde gjort det var jeg død sammen med resten af min gruppe." 
Han havde naturligvis pyntet på historien, og til hans kendskab var der ikke noget der hjemsøgte lunden. Der var ingen grund til at fortælle Sam at han havde været på den anden side af jagten, og bestemt heller ikke hvem der var skyldig i at elverne var blevet hængt op til at starte med.
"Nu er det din tur," sagde han med et uforstyrret smil. 

"Du mener jeg har bagtanker?" spurgte Samantha og gjorde sit udtryk såvel som sin stemme uskyldig og overrasket. Ikke at hun var nogen af delene, men enhver anden reaktion ville have været for kedelig for det spil de allerede havde kørende. Det gled da også hurtigt væk fra et afslappet smil og en let hovedrysten.
Smilet var der stadig, som han lænede sig frem i stolen og med sin dæmpede stemme lokkede hende til at gøre det samme. Det ændrede stemningen, som han sikkert havde tiltænkt sig, og øgede hendes forventning til den historie han ville komme med. Først dækket op som en historie bedst fortalt i de sene nattetimer, når kun månens kolde flade var at se i miles omkreds og ikke en vind rørte sig. En historie til at skræmme de godtroende, hvilket Samantha aldrig helt havde betragtet sig selv som.
Der var dog noget fængende ved det han fortalte, noget der gav andre ting ved ham mening og som ikke helt var til at afvise som mulige, noget der gav det hele en underliggende mulighed for at bygge på noget sket. Især da det var fra den tid hvor Mørket havde haft magten og ting skete som ingen talte om. End ikke nu.
Han forstod også at indlægge pauser og holde dem. Samantha havde lænet sig længere frem som han talte til hun sad med hænder lukket om kruset og begge arme hvilende på bordpladen. Om ikke andet til han begyndte at beskrive ligene i træer og fik hende til at rykke sig tilbage. Hun havde set folk dø i snesevis, endda nogle pint til døde, men ingen udstillet til en langsom død som den beskrevet. Billedet alene var et sikkert mareridt lige der og hun behøvede slet ikke hans fortsættelse for at vide det ville komme til at hærge hendes søvn i nat. Fantastisk! Altså hvis hun ikke fandt noget andet at aflede sit sind med.
Hans skæve smil fik hende dog til at læne sig frem igen. "Og blev ved med at løbe gætter jeg på. Fantastisk mareridt lige der! Men jeg kunne jo have ladet være med at spørge..." Hun var stadig ikke sikker på hvor meget var pure opspind og hvor meget sandhed, men helt mareridt det var det. Intet andet for end at tømme kruset med cider - så det gjorde hun.
"Min tur ja... så hvilken historie ville du have om mig?" Hun smilede til ham, skønt hendes hænder rystede let som hun satte kruset fra sig. Det tog lige lidt at få sindet i ro igen og væk fra grimme billeder.

Han løftede et udfordrende øjenbryn til hendes kommentar om bagtanker. "Det har du måske ikke? Så kunne det være jeg skulle finde et andet bord at sidde ved." Han gjorde dog intet tegn til at rejse sig.
Han kunne ikke lade være med at smile da hun vendte bunden i vejret, men da han bemærkede at hun reelt var rystet, blev smillet til en grimasse. Måske havde han lagt for tungt på, det var sandt. Han kunne stadig se deres opspillede øjne i sit sind, men hans liv havde gjort ham mindre følsom overfor rædsel. Hvordan kunne han være bange, når han var hvad der gemte sig i mørket?
"Jeg er ikke dum nok til dø for en kontrakt, men det forstår du vel også?" Han havde fået fornemmelsen af at hvad hun lavede måske var af en lyssky karakter, men han kunne ikke sætte fingere på det. Måske var hun landevejsrøver, det kunne forklare den praktiske beklædning. Derudover ville det give mening at snakke med tilfældige fremmede på steder, hvor folk holdt hvil for natten. Ikke at Spike kunne forestille sig at hun troede at han havde noget at værdi, udover sværdet selvfølgelig. Han knep øjnene sammen og gav hende et betænksomt blik.
Men der skulle andre boller på suppen. Han antog et flirtende smil, og spurgte dæmpet: "Din følgesvend... Hvad er historien der? Er der nogen der... forventer dig, ovenpå, senere?" Han håbede at undertonerne var tydelige. Han havde ingen moralske skrupler over at være parti til utroskab, men han vidste at andre havde. Hvis der var en mand han skulle manøvrere udenom ville det blive vanskeligere. Bestemt ikke umuligt, for Spike fik indtrykket at hun også var interesseret.

Samantha lod smilet besvare hans ord og eftersom han blev siddende, måtte det have været sigende nok. Bagtanker havde alle trods alt ved det meste, så det havde været særdeles mærkeligt hvis hun ingen havde haft ved at holde snakken gående med ham.
som hun bemærkede hændernes lette dirren og fjernede den ved at samle dem på ny om kruset, måtte hun erkende overfor sig selv at hun nok stadig stak sig selv blår i øjnene om hendes egen godtroenhed. Eller måske var det mest hendes manglende evne til at styre hendes fantasi og male mentale billeder af de historier hun hørte. Den gav bare alt en lidt værre drejning end den virkelighed hun så ofte havde set de værre sider af.
"Så glimrende! Ingen skam i at vide hvornår det er tid at stikke af og ingen kamp kan vindes." svarede hun med følelse og erfaring. Trods alt havde de drejet af fra en del mål, der ved nærmere syn var en fælde ventende på at klappe omkring dem. Som at der lå et flådeskib bag en nærliggende vig, eller at handelsskibet havde kanoner nok til at være et krigsskib. Tankerne om de situationer var så med til at skubbe hendes sind tilbage i bekvem afstand af hendes fantasis billeder og fik smilet skævt tilbage på hendes læber. Især som hun så hans blik skifte, som havde noget gjort ham mistænksom. Men dog. Her troede hun det var hendes opgave at være den mistænksomme i deres flirt.

Som han ændrede blikket og tændte for det tidligere sammen med det flirtende smil, kunne hun da heller ikke lade være med at hæve et øjenbryn. Slet ikke som hans fokus stod klart i hans spørgsmål og forventning om hendes historie. "Min følgesvend.. ah, Braille. Nej, han forventer kun jeg er klar til at komme videre i morgen og håber jeg ikke skriger efter hjælp før det." Det var lidt en gammel joke, som hun heldigvis havde kunne holde sig ude af problemer nok til at have indfriet. Hun smilede skævt til ham og tilføjede. "Han har desværre også krystallerne. En ulempe - eller fordel? - ved at rejse sin kvartermester?" De der vidste noget til livet til søs vidste at kvartermesteren sad hårdt på krystallerne til forsyninger og andet ombord. Braille havde bare fortsat som de rejse og ikke anerkendt hendes argumenter for andet.

"Men lad mig se... Starten på vores historie... Jeg stak til søs som forholdsvis ung og mødte Braille på det andet skib jeg var med. Han var ikke synderligt imponeret over det skravl kaptajnen havde ladet komme ombord, ikke fordi nogen rigtig var det, men i det mindste sled jeg i det, modsat den sidste skibsknægt de havde haft." Hun trommede let fingrene mod kruset, som hun vanemæssigt omskrev fortiden til lidt mere lovlydigt end hvad den egentlig var. "Jeg havde den tvivlsomme fornøjelse af at dele en nattevagt med ham, som vi passerede Dødemandsrevet - ja, de har dårlig humor dem der døber rev generelt. Det her har det med ved højvande at ligge lige under overfladen og skrabe bunden ud på skibe. Den her nat var det dog lavvande..."

Hun holdt hans blik som hun fortsatte dæmpet. "Månen stod fuld og stor nær horisonten og oplyste alt med sit kølige skær. Også skibet der hang øverst på revet, som et efterladt varsel til alle der kom forbi. Sejlene var forrevne og blafrede let i vinden, afslørende fra tid til anden skeletterne af de sejlere der havde fanget i dem som skibet gik på grund. Var det hjulpet på grund? Holdt der som de døde i stilstand og kunne hjemsøge revet for evigt? Noget ved det virkede i hvert fald forkert og ikke mindre som et skrig brød nattens stilhed og vækkede alle ombord." Hun holdt en lille pause og smilede så skævt. "Braille finder det stadig sjovt hvor højt jeg kunne skrige over at være blevet grebet af en kold hånd lige der, men det betød jo så også vi havde en del ekstra vagter sammen for en tid..."

Han lænede sig frem over bordet som hun begyndte at fortælle, og lyttede tålmodigt. Han havde igen lagt mærke til at hendes hænder rystede, og han kunne ikke lade være med at forestille sig at hun forsøgte at skræmme ham, hvilket bragte et dårligt skjult smil til hans læber. Der var noget morsomt ved en person, der forsøgte at skræmme Spike Lee med spøgelseshistorier. Da historien afsluttede med det morsomme twist, kunne han ikke lade være med at grine dæmpet. I stilheden der faldt efter hendes historie, rækkede han sine hænder frem mod hendes, der dog nu så ud til at være stoppet med at skælve. Han åbnede langsomt sine hænder op og strøg hendes ene håndryg blidt. Han fingre var ikke kolde, men de udstrållede heller ingen varme. De havde den ru overflade af en, der brugte sine hænder dagligt. Han fangede og fastholdt hendes blik.
"Han virker beskyttende.. Men hvis du skriger i nat, tror jeg ikke det bliver efter hjælp." På  trods af at han havde lyst til at smile, holdt han et dybt alvorligt ansigtsudtryk, så hun vidste at den sidste spøg nu var kastet til side. Den metaforiske bold befandt sig nu en hendes metaforiske banehalvdel.

At skræmme ham var ikke helt planen, men så alligevel var der vel en snert af gengældelse. Mest af alt var historien valgt fordi den var starten til det venskab hun havde med Braille. Samantha var da heller ikke mere stolt af sig end at give den lidet flatterende slutning på den også selvom hun stadig kunne forskrækkes til at skrige hvis sat rigtigt op. Forbandende fantasi.
Hun fik da i det mindste en latter ud af Lee og en latter der var med hende ikke mod hende. Det løsnede det sidste op efter hans gysende rædsel af en fortælling og efterlod dem siddende tættere ind over bordet i en behagelig stilhed. Så rakte han ud og strøg blidt hendes håndryg, trækkende et smil fra hende, som hun slap kruset og lod sin hånd finde til hvile i hans.

Så trak han alligevel en fnysende halvlatter fra hende til trods for sit alvorlige udtryk. "Oh virkelig glat af en skummel type..." Hun beholdt dog hånden i hans og strøg blidt tomlen over hans tommel. Han havde mere ru hænder end hun, men hendes havde nu også fornemmelsen af hårdt arbejde i sig. "Hvordan skulle nogen dog kunne modstå sådan en?" Hun vidste hun ikke kunne. En brist i personlighed måske, men hvor intet vovede... Det kunne også ses i hendes blik at hun var alt andet end afvisende overfor ideen om at dele seng med en komplet fremmed som hun lige havde mødt og på ingen måder kunne vide hvad bagtanker havde haft for at slå en samtale op med hende. Ude af krystaller som han selv havde sagt han var lå to ting nært og den ene havde hun allerede aflivet som muligt. Den anden flirtede de stadig om.