Jacklyn sad I udkanten af byen. Hun sad med ryggen op af den store bymur, på et stykke græs der lå et stykke fra vejen. Hun havde brug for ro omkring sig, og ønskede ikke at tale med nogen. Der løb et par ensomme tårer ned af hendes kinder, og hun forsøgte at få styr på sig selv så hun kunne komme videre.
Det her var jo hverken første eller sidste gang det skete. Når Jacklyn blev sendt i byen for at løbe et par erinder, gik livets virkelighed op for hende når hun sad alene i en krog for sig selv. Hun kunne jo se de glade mennesker, børn der legede og par der gik hånd i hånd igennem byen, og hun blev mindet om at det ikke var et liv hun nogensinde ville blive en del af.

Jacklyn kiggede ned i sit skød hvor der lå et par strikkede uldstrømper hun netop havde købt til Althea, og hun lod sine tommelfingre nusse dem et øjeblik. 
Hendes højre øje var blåt og hævet og hendes underlæbe fra flækket. Hun søgte ikke en healer og hun ønskede ikke at have hjælp, hun skulle bare samle sig og forsøge at komme hjem.

Det var en underlig fornemmelse, selvom Althea var hendes livs kærlighed, den lille og uskyldige pige, så følte hun ikke at det var hendes. Hun vidste at hvis Gilbert ønskede det, kunne han tage hende væk i et øjeblik.
Jacklyn rettede sig så hun sad på sine knæer, hun var så svimmel at hun ikke var sikker på hun kunne rejse sig, hun lod sit ansigt skjule i sine hænder, som hun mærkede flere tårer på vej, hun havde ondt i sin krop og hun havde lyst til at give op, den absolut eneste grund til at hun holde sig selv i live, var fordi at hun ikke kunne gøre det i mod Althea. Hun ville gøre alt for at være fri lige nu.

Det var underligt for Shailaja at være så meget nordpå, og hun var ikke helt sikker på hvad hun egentlig lavede heroppe. Måske hun bare mest af alt vandrede rundt for at finde ud af hvor hun hørte til? Det var i hvert fald svært at finde ud af når det var vinter og alting var koldt. At finde et fodfæste i en verden man kun havde prøvet at være slave i var svært.
Det var måske heller ikke den bedste ide at prøve at komme ind i Dianthos, når man var en elver og der var et vidst et forbud mod at de måtte komme ind? Ikke at det var så stort et problem. Hun havde bare sine ører dækket, og sneg sig ind sammen med en større menneskegruppe. Når hun først var indenfor murerne var der ikke så mange der lagde mærke til hende, og hun måtte ærligtalt indrømme at hun havde gået og lavet store øjne af byen. Hun var stadig kun i den Nedre bydel, langs bymuren, som hun udforsket, da hendes blik omfangede noget der bevægede sig. En kvinde?

Shailaja stod lidt fastfrosset til stedet. På den ene side kunne hun godt se at kvinden tydeligvis var ulykkelig, og der var også det der lignede blå mærker, men på den anden side havde Shailaja aldrig været typen der opsøgte andre. Men var det ikke det hun havde bestemt sig for… at blive en bedre person? At ikke være den som Khalid havde opdraget hende til at være. Hun var fri nu. Fri som en fugl.

Det var med forsigtige skridt og en usikkerhed at hun gik over til kvinden. ”Er du… er du okay?” spurgte hun egentlig. Selvom det tydeligvis var krystallisiansk, var accenten helt anderledes end hvad man ellers hørte her i Dianthos. Det var allerede tydeligt at Shailaja ikke var fra de her kanter.

De sidste mange år havde Jacklyn faktisk ikke følt sig okay, det eneste tidspunkt hun havde været tæt på, var da hun fødte Althea. Den lille pige var jo uskyldig i alt dette her, og Jacklyn ville virkeligt ønske at hun kunne beskytte hende for alt verdens ondskab.
Men hvad dårlig mor ville hun da ikke også være, hvis hun nægtede sin datter at se sin egen far? Selvom Gilbert ikke var god i mod hende, så kunne hun da aldrig nægte et barn, rettigheden til at kende hendes far.
Desuden var hun gift med Gilbert, og Jacklyn vidste godt at hun aldrig ville finde modet til at forlade ham, selvom tanken havde skænket hende af flere omgange.

Jacklyn bemærkede knapt at en kvinde kom tættere på hende, da hun sad med lukkede øjne et langt stykke tid, men som hun fornemmede nærvær og en stemme pludseligt lød, åbnede hun øjnene og kom med et let gisp.
"Jeg... Undskyld, jeg.. Skal du forbi her?" spurgte hun febrilsk.
Okay hun sad op af en mur, det var vel begrænset hvor mange mennesker der ønskede at passerer netop denne plet og gå hovedet først ind i en mur.

"Jeg.. Nej, altså ja... Jeg blev bare pludseligt så dårlig" sagde hun og tog sig til sin brystkasse, hun havde kvalme og hun var noget så svimmel, men det var vel ikke helt unormalt med det sammenstød hun havde haft med Gilbert for ikke ret lang tid siden.
Nogengange ville hun ønske en sand engel bare kunne komme med løsningen på alle hendes problemer.

Shailaja var nok ikke den bedste i sociale situationer, selvom det gav meget god mening med hvor indelukket hun havde været stort set hele sit liv, men samtidig var der også bare noget ved det her billed der mindede hende om den barndom hun stadig prøvede at glemme selv 30 år efter. Det kunne godt være at denne kvinde ikke var en lystpige, men hun virkede ikke til at blive behandlet pænere end en.

Shailaja rystede på hovedet da hun blev spurgt om hun skulle forbi. Der var massere af plads til at passere uanset hvor hun skulle, med mindre en magisk dør var blevet åbnet bag kvinden. Hvilket ikke ligefrem var tilfældet.
”Du har grædt,” pointerede Shailaja så. Måske ikke den pæneste måde at sige det på, men den pæne pige var blevet efterladt i Rubinien, og Shailaja havde ikke i sinde om at hun ville komme tilbage. Det her var en anden vej hun ville bane sig. ”Og du ser ud til at være blevet slået.”

Jacklyn havde altid brug for at trække vejret når hun skulle hjem. De sidste mange uger havde hun drømt om at komme væk fra Gilbert, faktisk havde hendes flugt-lyst aldrig været så stor, men hun havde ikke lige noget alternativ. Hun kunne jo ikke leve på flugt resten af livet og nu havde hun jo også en datter?
Hvis hun gik fra Gilbert ville hun ikke eje en krone og hun vidste at der var så mange ting hun ikke ville kunne gøre uden ham, selvom hun hadede ham og selvom hun ville ønske hun var alle andre steder i verden end i hans nærvær.

"Ja... ja, jeg har grædt" medgav hun kvinden, desuden var Jacklyn's mørke ud næsten helt bleg, bare fordi hun var så frustreret og forvirret, hun brugte alt for meget energi på at spekulerer, på at tænke og på ikke at vide hvad vej hun skulle gå i livet.
Hun kiggede op på kvinden: "Det er pænt af dig, men jeg ved slet ikke hvad jeg skal sige" sagde hun og rystede forsigtigt på hovedet.
Hvis hun bare indrømmede overfor en fremmed kvinde, hvad så hvis GIlbert opdagede det? Hvad hvis han blev gal? Man blev virkeligt udmattet af altid at sove med et øje åbent.

Shailaja var lidt forvirret over hvad hun egentlig skulle gøre, selvom hun inderst inde følte at der helt klart var noget galt. Kvinden havde ikke forsvaret sig med en eller anden lille løgn om hvorfor hun var blevet slået, der var ingenting, bare en tristhed.

”Jeg ved godt at jeg ikke burde snage… jeg kender dig ikke engang… men…” Shailaja ledte efter de rigtige ord for at beskrive det. ”Men jeg kan ikke lide at se en anden kvinde, der tydeligvis ikke har det godt. Hvilket ikke kan være pga. din stand.” Jacklyn så i hvert fald ikke ud til at sidde i laser, og Shailaja havde da fået øje på børnetøjet hun havde siddet med.
Det kunne også godt være at Shailaja havde ’leget’ adelig pige i mange år hos sin gamle herre, men alligevel var der også mange ting hun ikke forstod sig på når det kom til adlen.

Jacklyn ønskede faktisk bare at være alene, ikke sådan fordi hun ikke kunne lide folk, men tanken om at ingen kunne bestemme over hende var virkeligt tiltalende, sådan havde hun aldrig levet. For før Gilbert, havde det jo bare været hendes forældre der forsøgte at styre hvem hun var og hvem de syntes hun skulle være.
"Nej jeg..." hun kiggede sig omkring: "Jeg kan ikke tale om det her" sagde hun blot, hun var så bange for at der var nogen der lyttede som måske ville sige det til Gilbert, og hvis han vidste at hun fortalte andre hvordan han behandlede hende, så kunne hun lige så godt købe sin gravsten. 

"Men jeg... burde virkeligt komme hjem til min mand inden han bliver... bekymret" sagde hun roligt og med en undertone, i håb om at kvinden måske ville fange lidt om hvorfor det var hun ikke ville hjem.
Havde hun ikke haft Althea var hun ogsås ikker på at hun havde gjort en ende på sit liv for længe siden. Hendes lille datter var uskyldig i alt dette her, og hun fortjente ikke at skulle vokse op, med kun en far, som sikkert ikke ville skænke en eneste tanke til hvordan pigen ville blive som voksen.

Shailaja så bekymret på kvinden, og selvom Shailaja ikke havde meget forstand på den generelle verden, og ægteskaber, så krævede det ikke meget at forstå lige netop det der. Hun havde hørt det før, set det før. Der var så mange nede i Rubinien som ikke blev behandlet pænt, men det var åbenbart det samme heromkring.
”Nej nej.. vi behøver ikke at tale om det, bare bliv,” sagde hun og kiggede sig omkring, men de var de eneste to lige i nærheden. Men når det var sådan nogle ting, så kunne Shailaja nu godt forstå at man var forsigtig om hvem man talte med. Hun havde trods alt været den samme, bare med sin herre. Hvis han havde fået nys om hendes plan om at dræbe ham, så ville han også have straffet hende.

Det her var på ingen mulig måde det liv som Jacklyn havde drømt om, da hun som ung pige havde fortalt sin mor alt hvad hun ønskede sig. Den eneste trøst var at hendes små søskende og hendes forældre havde fået en ganske god profit ud af at Jacklyn havde giftet sig med Gilbert - men Jacklyn selv, mente at hun havde ofret sit liv.
"Jeg... Øh" hun kiggede sig let omkring som kvinden bad hende blive, det var jo ikke fordi hun havde et sted at gå hen, men hun kendte jo ikke den fremmede.

Jacklyn fik let sat sig op i græsset: "Må jeg i det mindste bede om dit navn?" spurgte hun i en rolig stemme, og missede med øjnene som solen gjorde det hele lidt mere sløret omkring hende.
Hun kunne slet ikke forstå at hun ikke bare måtte tage sit eget liv, men nu havde hun en datter hun var nødt til at tage ansvar for, og hun var da muligvis også den eneste grund til at Jacklyn ikke havde taget sig selv af dage for længe siden.

Det var stadig lidt underligt for Shailaja at sidde her med en fremmede kvinde, men hendes hjerte rakte trods alt ud til den unge kvinde der ikke havde det for godt. Ørkenelveren var selv en der var blevet voksen alt alt for tidlig. HUn var stadig et barn i elverår næsten, men alligevel sad hun her. Med massere af liv på hendes samvittighed, men det var sjældent hun tænkte på det.
Det var dog pga. disse liv at hun tøvede lidt med at præsentere sig for hvem hun var, men hun havde intet andet dæknavn. Shailaja havde altid været hendes navn, så det var også det hun måtte præsentere sig med. Desuden tvivlede hun på at denne kvinde kendte en del til efterlysningerne.

"Shailaja," sagde hun så og sendte et blidt smil på hende. "Hvad er dit?" spurgte hun så. Det var nok meget godt at få et navn til ansigtet, selv hvis de ikke så hinanden igen. Shailaja havde ikke den luksus at blive et sted i længere tid.