Der var stadig liv på dækket, hvilket var yderst overraskende, taget i betragtning at klokken var omkring elleve om aften og mændene havde været vågne det meste af dagen. En irriteret mumlen kom fra kaptajnens kabys, hvilket blev efterfulgt af et glas der blev smadret ”Så skrid dog menneske!”. Ud fra kabyssen kom en ung mand løbende og han blev efterfulgt af en mand, der på ingen måde lignede en der orkede livet. Han havde brug for blod.. Og det skulle være nu med mindre en af besætningsmedlemmerne skulle miste livet. Fra køkkenet kom kokken næsten flyvende med et krus og rakte det til kaptajnen ”Friskt.. Lige tappet kaptajn” sagde han og bakkede svagt væk, håbende på at kaptajnen ikke fik endnu et flip. Et bredt smil bredte sig på kokkens læber som han så kaptajnen drikke hele kruset og rakte det til ham. Ikke et ord blev udvekslet og kokken var overbevist om det var det han havde haft brug for i stedet for hvad end den knægt havde forsøgt at fodre ham.

” U.. Undskyld kaptajn” lød det fra den unge mand der nu havde samlet mod til at stille sig foran kaptajnen med et bøjet hoved. En latter kom fra ham som han lagde hånden på den unge mands hoved ”Aldrig.. Kold blod.. Ellers var det en god tanke” sagde Atreyu og smilede til ham inden han begyndte at gå rundt på skibet. Det så ud til at var som det skulle ”Statusreport!” råbte han og så rundt på mandskabet og hurtigt kom en mand over til ham, nærmest en kæmpe i forhold til Atreyu selv. Han bukkede hovedet ganske kort Kaptajn.. Alt har været fredeligt i løbet af dagtimerne. Ingen er døde, ingen skadet og alt er som det plejer” sagde han og nikkede kort. Atreyu nikkede kort ”Perfekt... Hvor langt til Piratbyen?” spurgte han og så fra side til side, uden at få øje på den mindste smule land ” Langt Sir... Det vil tage måske tolv timer at komme der til” sagde en anden. Kort gnubbede Atreyu sine øjne inden han nikkede ”Fint... Sæt kursen mod Piratbyen... ” sagde han og gik tilbage til sin kabys og satte sig i sin stol. Han tog brillerne på og begyndte at læse på nogle af de papyrus ruller der var på bordet foran ham ”Invitation til adeligt bal... Møde med Saharah... Møde med...” han stivnede da han læste navnet og lagde brillerne fra sig og hamrede nærmest hovedet ned i bordet af vrede ”Virkelig...” sagde han svagt inden han slog sig selv svagt ”Hun slår mig ihjel...” mumlede han inden han hørte mandskabet mumle om der var nogle der var på vej mod skibet. På denne tid? Var det andre pirater, for i så fald var han klar på kamp. Han greb sit sværd og satte det i bæltet og gik ud ”Hvad er der nu?” mumlede han og så sig omkring og spottede da hvad end det var som kom i mod dem. 

Samera fløj med let fart mod skippet med et lille smil på hendes læbe. 
Pirater var altid så spændende, også selvom de bare være mennesker. 
Hun havde valgt en vinrød slå-om kjole til den dag, da hun tænkte at hun ville være nem at spotte fra skippet på en distanse i den. 
Hendes lange hår var for en gang skyld ikke sat løst i vinden, men sat op i en knold på toppen af hendes hovede, med et oskeblodsfarvet bånd. 

Hun landet på skibets deck meget elegant og holdte et brev fremme i hendes ene hånd. 
"Post til Atreyu, fra Armelia." Sagde hun, i hendes dybe og forførende stemme mens hun smilte til piraterne omkring hende.

Hendes blege øjne vidste faldt med det samme på Atreyu selv, da hans søster godt havde nævnet noget om at han nok ville have et sværd med sig, men grund til hun blev ved med at stirre var den her underlige følelse at have mødt ham før. Hun kigget beundrende på ham i et kort øjeblik før hun sendte ham et varmt smil. 

Atreyu så på kvinden der landede på skibet og hævede et øjenbryn og nærmede sig ”Min søster? ” sagde han og gik tættere på og fjernede da hånden fra sværdet, da han ikke så hende som en trussel af nogen art og hvis det skulle vise sig hun faktisk havde andet end at levere brevet i sinde... Så ville hans mænd hurtigt tage sig af det. Han returnerede kvindens smil og så da på sine mænd der nærmest dånede over denne kvinde. Kort sukkede han ”Kom i gang med arbejdet! Skibet sejler ikke sig selv..” sagde han og rettede da blikket tilbage mod kvinden. 

”Ved du hvad det handler om? Har ikke hørt fra hende noget tid” sagde han og så på skriftet i kvindens hånd. Atreyu elskede sin søster og dengang hun var døende forvandlede han hende til vampyr og de havde nu et stærkt bånd, men der måtte være noget galt, eftersom han ikke havde hørt fra hende i nogle måneder efterhånden og nu dukkede denne kvinde op med post fra Armelia? Bare der ikke var sket hende noget,...

”Jeg kan desværre ikke læse, så jeg kan ikke fortælle dig hvad brevet handler om, men hun virket travl da jeg hentet det.” Samera forklaret, mens hun kigget rundt på skibet.
Hun havde aldrig leveret et brev ud til havs før, og hun havde aldrig været på et skib før heller. Men luften var frisk, salt og forfriskende. Hun kunne godt vænne sig til det.

”Det er også betalt for allerede, så du skylder ikke noget.” Sagde hun med et lille smil, som hun kigget tilbage på Atreyu.
Hendes storm grå øjne kigget ham over igen, som der kom lidt farve i kinderne på hende.
Normalt var mennesker, og menneske lignende væsner, og især mænd, ikke rigtigt noget hun gav et andet blik, men et eller andet ved ham virket bekendt. Han lignet lidt hendes gamle mester, men bare meget blegere. Hun rystet tanken af sig og sendte ham et smil mere.

Uskyldigt kløede Atreyu sig i nakken ” Oh... Ja eh.. Heh det er jeg ked af” sagde han og så på rullen i hans hånd. Ja Armelia der havde travlt, det var ikke noget nyt, da hun nærmest altid lavede noget, og holdt ikke pause med mindre det var vigtigt, så dette måtte uden tvivl være fordi der skete noget. Han åbnede rullen og begyndte at læse, men stoppede da hun hørte kvinden der ankom med brevet. Kort nikkede han og fortsatte så med at læse og var lige ved at blive kvalt i noget spyt han sank. Brevet faldt til jorden og han hostede ”Giftes! Skal min søster GIFTES!?” hvæsede han og så ud over havet. Han havde det ret underligt, at hans lillesøster skulle giftes...

Han bukkede sig ned efter papiret og så igen på det ”Jeg bliver jo nok nødt til at skulle skriv tilbage...” sagde han og så da på kvinden ”Du kan blive på dækket, eller du kan komme med ind i min kahyt, det er op til dig selv” sagde han og sendte hende et skævt smil. Han vidste slet ikke hvad han skulle gøre af sig selv.

Samera smilede til ham med lidt medlidenhed i hendes blik.
“Jeg vil meget gerne med ind.” Sagde hun mens hun stadig kigget forundrende rundt på skibet.
Alting ved det var nyt og fantastisk at se, lugt og opleve. Det var forunderligt og vidunderligt alt sammen på samme tid. Og hun tænkte for at ikke gå I totalt kulturshock måtte hun nok hellere gå indendøres med kaptajnen.

Atreyu nikkede kort og rakte armen ud som regn på hun kunne komme med ”Følg med denne vej” sagde han og begyndte selv at gå mod sin kahyt. Han kunne fornemme hvordan mandskabet stirrede efter dem, eller mere hende, for det var ikke tit kaptajnen havde besøg af en kvinde og slet ikke her ude på havet.

Som de kom til kahytten, skubbede han til døren ”Kom ind” sagde han med et smil på læberne inden han kastede blikket ud mod mandskabet og kneb øjnene sammen, og de måbende mænd kiggede ret hurtigt væk. Som kvinden var gået ind, ville han lade døren glide i bag ham. Han sendte hende et skævt smil ”Se dig blot omkring.. Føl dig hjemme” sagde han og smilede inden han satte sig i en stol foran det store skrummel af et bord og smed søsterens brev foran sig og sukkede. Han var fuldkommen tom for ord, men måtte jo få skrevet et eller andet svar... Han greb et stykke papir samt en pen han skulle skrive med og begyndte da, mens han af og til lod blikket falde på kvinden.

// Eftersom jeg intet har hørt fra Pirate, tillader jeg mig at afslutte tråden ^^//