Den jordiske måned kaldet februar var kun knap begyndt. Byen var endnu først ved at vågne op, efter det første lys havde famlet mørket bort og gjort det lovligt for godt folk at fremme sig udenfor deres ydmyge boliger. Lysegrå skyer dækkede den blå himmel fuldkomment, så dagslyset lagde sig i en konstant frem for at bade de døsige gader i skarpe stråler af gyldent glød. Luften var frisk - sprød! - og bed en i de sarte kinder og næsetip. Ved blot at inhalere godt af den, kunne gøre underværker for en midlertidig stoppet næse. Og når der blev åndet ud dannede der sig en nær uigennemsigtig hvid sky af tåget dis.

At se Dianthos strække sin dovne krop, var noget i sig selv. Hvad der senere ville være et umådeligt travlt og uoverskueligt miljø var nu ganske roligt. Handelsfolk arbejdede ihærdigt på at få deres boder og forretninger klar til åbning inden længe. Der blev stadigvæk løbet omkring og talt med hævede stemmer, men det var langt fra det samme, når gaderne var fyldte. Det var en anden form for liv, man fandt der tidligt på morgenen. Man skulle ikke bekymre sig om at blive mast eller puffet til af desperate fæ. I stedet skulle man holde øje med mindre vogne, der fræsede af sted, hvor det var klogest at springe til siden.

Denne morgen var det dog ikke muligheden for at overvære de jordiske kreaturer i betydeligt mindre kaos, der havde stoppet den unge stjerne i sin vej mod det øvre distrikt af hovedstaden. De utallige små pufs af frost, der faldt fra himlen tog æren for det. Der var ingen vind, så intet blæste fnuggende på tværs eller rev dem fra skyerne. De dalede blot med en sådan idyl og blødhed, at det ikke kunne være andet end magisk.
For Mia var dette vejrfænomen helt nyt. Jovist havde hun observeret de hvide landskaber, der til tider dækkede dele af Krystallandet, men at kunne stå midt i det på den måde, var noget hun aldrig havde oplevet før. Hun stod midt i hovedgadens åbenhed med hovedet lænet en vinkel tilbage for at se skævt mod himlen med store øjne farvet op med forundring og barnligt vidunder, mens sne faldt om hende. De fleste fnug der landede på jorden omkring hende og på den tykke mørke kappe, der holdte hende varm i kulden, samt den tilhørende dybe hætte smeltede væk ved kontakt, men få gjorde ikke og efterlod små hvide spektre hist og her.

Et enkelt snefnug landede pludseligt på hendes rosa næsetip. Under det ene splitsekund af kuldegys, kildede det, som blev en fjer viftet henover den, og straks rystede hun forskrækket på hovedet og tog et skridt tilbage. Lige så hurtigt var en hånd blevet løftet op - stadig under kappen - for at tørre næsen, hvor snefnugget kun havde efterladt en enkelt dråbe af vand. Og som havde hun intet lært så hun tilbage op på snefaldet.
Forsigtigt førte hun hånden fra kappens telte-lignende dække og holdte den frem. Først med bagsiden rettet opad for at se et fnug lande på den, men så smelte ind i hendes varme og let-glødende hud. Hun vendte så hånden om. Og så snart et fnug landede, lukkede hun fingrene om det, trak hånden lidt tættere til sig og åbnede den blot for at blive mødt af …ingenting. Og af en eller anden grund var dét, hvad der for alvor fik det muntre og varmende smil frem på hendes læber. Roligt kom den anden hånd ligeledes frem fra sit skjul og de kuplede sig begge nær hendes mund, hvor hun tungt åndede på dem for at varme dem. Sneen var kold. Præcis som hun havde troet. Men det var stadigvæk noget helt anderledes. For til trods for at hun frøs, sendte det en hvis glæde igennem hende. Det var smukt.

Gustave de Dours sad i sit hjem, som lå presset ind i et af de små stræder en smule nord for markedspladsen. Hjemmet stod højt i fire etager, men var smalt og på den måde en anelse trangt. Hvert trin virkerede mere skævt end den næste, men det var den slags, man vænnede sig til, når der var tale om ens hjem. Skulle han en dag vågne op og spankulere ned af en snorlige trappe, ville han først blive mistænksom, men den dag ville først ske, når helvedet frøs over. 
Gustave sad ved sit spisebord i køkkenstuen. Arnen knitrede eftertænksomt, lige så træt som ham selv, men snart ville varmen strømme gennem hele huset og Gustave ville krybe tilbage i sengen til sin kone, når han havde fået varmen tilbage i sine yderste lemmer. Han rørte fraværende i en kop te, mens han bladrede i nogle ark, som han havde fået stukket i favnen af en nyhedsdreng på markedet den forrige dag. Det var ugens højdepunkter fra hovedstaden: hvem var de eftersøgte; hvor mange elvere var blevet anholdt; hvem havde fået plyndret sin butik i nattens mørke; hvem skulle særligt hædres for sin mod. 
Nyhederne var kortfattet, men bekvemmeligt informerende. Det var akkurat nok til, at Gustave kunne bevæge sig ud og sladre med naboerne og generelt holde ørene åbne. For hvis der var nogen, som var i problemer, var sandsynligheden for, at de kom til ham, stor. Han var ikke en seer som man hørte om den i folkeeventyr, han var ikke en form for orakel der lavede profetier for de næste århundrede. Nej, han var nok nærmere en form for vejleder; en rådgiver. Hans seneste klient havde været en halvelver, der søgte vejledning til at undslippe Hovedstaden. Selvom Gustave i første omgang havde tøvet med at hjælpe en person, der i sidste ende kunne forvolde ham problemer, endte han til sidst med at lukke manden ind i sit hjem. De havde sat i en time oppe i hans arbejdskammer og her havde halvelveren fortalt om sin situation, relationer, håb og drømme. Det var alt sammen information, som ville gavne Gustaves forståelse af de mulige fremtidsfragmenter, der ville opstå, når deres seance startede. De fleste af hans klienter var ikke klar over, hvilket millionhav af muligheder der dukkede op i Gustaves sind, når han åbnede for en seance. Han søgte dem som regel kort igennem og udvalgte et dusin af dem, som han så gennemgik med klienten for at se på hans reelle muligheder. I halvelverens tilfælde var det dog en grynet oplevelse. Trådte Gustave ind i et sind, der snart ville få en ende, ville få overlevende fremtidsmuligheder stå frem, men alt andet ville ligge som knitrende baggrundsstøj. For nogle personer, spillede døden en umægtelig stor rolle i deres nærmeste fremtid. 
Gustave var af natur en dårlig løgner og måtte derfor med sørgmod fortælle halvelveren om hans ulykkelige skæbne. "De har at gøre med fire... måske fem chancer," havde han startet. Halvelveren virkede modig "Det er da godt, ikke?" Hvortil Gustave rystede på hovedet og gik over til sin lodvægt, som stod på en stabel bøger i vindueskarmen. Ved dens side stod en krukke med sand, hvorfra han tog en håndfuld og forklarede: "Forestil Dem, at hvert korn er en mulighed, så snart De træder ud af min dør." Han slap håndfulden ned i den ene skål på vægten. "Deres chancer for at komme ud af byen er derfor..." han børstede sin hånd af en den tomme skål, så kun få sandkorn landede i den. "Jeg må bede Dem om at tage en dyb indånding. Hvis De ønsker et håb om at overleve, er De nødt til at blive i byen. Skjult. Et forsøg på at slippe ud vil have katastrofa..." Halvelveren afbrød ham: "Nej!" og rejste sig fra stolen. "Jeg ved ikke, hvad De bilder Dem ind, men jeg har ikke tænkt mig at blive siddende og lade de forbandede fanatikere slagte mig og min familie!" 
Han havde spyttet Gustave på fødderne og var derefter trampet ned ad de skrå trapper, ud af fordøren og ud på strædet, ind i mørket og væk var han. Gustave havde ingen interesse i at vide, hvad der var sket, men han tog sig alligevel i at læse listen over anholdte elvere nøje igennem, men lige netop hans klient var ikke til at se. Han løftede blikket og så frem for sig, tog en tår af sin te og strækkede sine ben under bordet inden han rejste sig. 
Han greb sin kappe, der lå henover stoleryggen og svang den om sig. "Maggie!" kaldte han op ad trappen. Hans kald blev mødt af en hult bump, som om noget faldt på gulvet oppe i soveværelset. "Jeg går ud!" råbte han og stod et øjeblik i entreen og afventede svar. Magaret stak meget hurtigt et træt hoved ud af soveværelsesdøren oven på, og gloede ned ad trappen. "Jamen så gå dog, det behøver du ikke vække mig for," sagde hun søvnigt og lignede mildest talt noget, der var havde ligget dødt i en skovmose i tusindvis af år. Men han elskede hende, selvfølgelig. Han blinkede til hende og lukkede hoveddøren bag sig, da han gik ud på strædet og mod hovedgaden. Måske søgte han efter halvelveren, måske ikke. Måske var det allerede blevet gjort af med ham, og ingen ville nogensinde vide af, hvad der var sket med ham.