Der var fredeligt i denne del af byen i øjeblikket. Det var midt på dagen, men det kunne ligeså godt have været ved at blive mørkt, som de mørke skyer blokerede det meste af sollyset. Det skabte en næsten trist stemning i hele tempelområdet. Alle bladene var faldet af træerne, og planterne havde gemt sig væk henover vinteren. De ville udentvivl blomstre igen når foråret kom, men i øjeblikket var der intet af se. I udkanten af tempelområdet, stod også stadig den nedbrændte ruin af Zaladins tempel. Det var efterhånden et par måneder siden den nedbrænding, men den tyngede stadig i ypperstepræstindens hjerte.

Der var ikke kommet mange til templet, og det var ikke unormalt på denne her tid af året at høre en kvinde eller to gråd, mens de bad til Isari. Reina ville ønske hun kunne gøre mere, men de fattige havde bare ikke nok mad og oplevede ofte at miste deres spædbørn på denne tid af året. Ikke ligeså slemt som sidste år med dæmonplagerne, men med så få tilbedere der kom ind i katedralen, ekkoede gråden bare højere.
Det havde også til sidst tvunget Reina til at trække udenfor katedralen. En tyk kappe om hendes skuldre, for at holde kulden væk fra hendes krop, selvom den ikke gjorde meget. Hendes hænder var flettet sammen, som hun bare stod ikke langt fra indgangen, og kiggede udover tempelområdet. Hun kunne ane tempelhaverne, og nogen af de andre templer. Kiles tempel var ikke langt herfra, og der var en stor mængde af folk så det ud som om. Nogle af dem var en del af Kiles Orden, men der var også almindelige borgere, udentvivl at de var taget op i templet for at bede til Kile. Det stak lidt i hjertet, at de havde efterladt Isari til fordel for Kile, men hun gjorde intet. Stod bare og kiggede ud over stedet, mens hun ventede på noget. Hun vidste ikke hvad, men noget der kunne tvinge hende væk fra denne position hun nu havde fået fastfrosset sig til. 

Koldt forblev det, selv efter mange timers udforskning af Dianthon.

Efter de første par dages tilvending til bylivet, var Atlas blevet enig med sig selv om at han ville tjekke de andre bydele ud, ikke fordi han søgte selskab, men fordi at han hørte om de templer som der eksistere oppe i de øvrige dele af byen.
En tyk vinter kappe og varmt tøj, eller så varmt som det kunne blive. Var alt hvad Atlas havde brug for. Som ny mester tømmer, havde Atlas hurtigt fundet et arbejde i den nederste del af Dianthon. Ikke at det var et pænt sted, slet ikke efter at han havde boede hos en rig herre. Men, den tid var forbi og Atlas var alene.

Knap et halvt år var gået siden at han på mystisk vise var blev fundet, og i den tid havde han ingen ide om hvem han var eller hvad han var. Den sidste del havde han endnu ikke et svar på, han viste blot. At han ikke var et menneske. Men hvad var han så? Det var tit den tanke der plagede ham på værste plan. Måske var der et svar som han ikke kendte i nu?

Lige meget hvad, var der altid svare at finde i templerne. Det var netop derfor, at han havde fået hjælp til at finde vej til Isari's tempel i toppen af byen. Da han kom derop af, fik han hurtig øje på mange andre som der var på vej til et andet sted. Atlas havde kun hørt om Kiles Orden, men han havde ikke set dem eller mødt dem i nu. Ved templet til Isari, stod der en kvinde, Atlas opdaget hurtig at hun kiggede imod det andet tempel. "Hej... Jeg kom fordi jeg søger svar på et spørgsmål" sagde han kort, hans stemme var blid, måske lidt tør efter den lange tur, men på ingen måde farlig.

Reinas blik blev revet væk fra Kiles tempel, som hun hørte en stemme. En hun ikke havde hørt før, hvilket betød at det ikke var en af de normale gængere i templet, og heller ikke en af præstinderne, der ønskede at få hendes opmærksomhed. Nu var det ikke fordi at hun var den bedste til at genkende folk igen, men med så få der kom i templet, var det lidt nemmere at holde styr på hvem der kom her ofte og hvem der ikke gjorde.

Hendes blå øjne faldt på en mand foran hende. Han så ung ud. Yngre end hende selv, men man kunne desværre ikke regne med udseende i dette land. Der var noget næsten elvisk over ham, men det var ikke noget hun ville stille spørgsmålstegn til. Hvad andre var var ikke hendes sag, med mindre de havde visse spørgsmål om det. Ikke fordi at mange opsøgte hende på baggrund af racer, med mindre de var engle.  Ofte blev hun oftere opsøgt fordi folk manglede svar fra Isari. Noget hun med glæde gav.
"Selvfølgelig," kom den blide stemme fra Reina, og endelig fik hun rykket sig fra sin plads mod muren. "Lad os gå indenfor. Der er lidt varmere og mere behageligt," nævnte hun og åbnede den tunge dør, så de kunne træde ind i den væsentlig varmere katedral. Den var stadig ikke varm, men alt var bedre end kulden udenfor. Hun lukkkede den før igen, da de begge var gået indenfor. 

Med et nik som svar, valgte Atlas at gå med indenfor i varmen.
Der var et eller andet der sagde ham, at dette måtte være det rette sted at komme, når man havde brug for et svar i livet. "Jeg ved ikke om det den rette måde spørg på, men eksisterer der et efterliv?" Det var måske den lidt tunge måde at lægge ud på, men det var den eneste måde der virkede logisk i Atlas verden.
Der var så mange ting, som han ikke kunne huske. Da han blev fundet i skov kanten nær bjergene, var hans herre ikke sikker på hvem han var eller hvordan at han havde overlevet kulden, uden det rette tøj. "Det må nok lyde som er mærkelige spørgsmål" Sagde han kort efter. "Men der er ting ved mig selv som jeg ikke kan forklare, ting der virke overnaturlige" Blandt andet viste han, at han ikke var fuldkommen menneske. Elverisk, var det mest tætte gæt som han havde fået fra de folk som han havde talt med, men ingen af dem viste hvem han var eller hvor han kom fra. "Jeg har ledt efter et svar i lang tid, men det at komme fra en fjern landsby, giver ikke ligefrem de store svar"

Reina førte ham ind i den store katedral, men i stedet for at lede ham ned til alteret, drejede hun ud til siden og tilbød ham at sidde ned hernede med hende på en af bænkene. Langt nok væk til at de ikke blev forstyrret, selvom man stadig kunne gøre resterne af en gråd fra en kvinde i den anden ende af katedralen. Akkustikken gjorde at det var nemmere for en højlydt stemme at blive hørt i hele katedralen. En god ting til ceremonier og lignende, men ikke ligeså optimalt når nogen græd herinde.

"Efterlivet? Altså, det er den almene tro her i landet at vi reinkarnerer når vi dør," startede hun ud med at svare, selvom hun godt kunne mærke at det var vidst ikke helt det spørgsmålet gik ud på. "Der er også andre måder hvor på folk er kommet tilbage, men jeg tror du bliver nødt til at forklare lidt nærmere, før jeg helt forstår," Indrømmede hun. Hun så ikke ud til at hun ville gøre grin med nogen som helst måde hvorpå han ville forklare hvad det var der tyngede ham. Hun sad der blot og lyttede til hvert et ord han kom med, og ville hjælpe hvordan end hun kunne.

//Lukket