Det var sidst på eftermiddagen, og Sofie har helt og aldeles faret vild. Hvordan kunne én by være så stor? Hun var gået på opdagelse fra morgenstunden, og havde stadig ikke set den samme bygning to gange. Det var på samme tid spændende og skræmmende. Hun havde først vandret uden retning fra Det Halve Svin, men havde snart indset hvor stor byen måske nok var, og havde derfra prøvet at huske landmærket og andre ting der kunne hjælpe hende med at navigere..

Det havde ikke hjulpet. Hun var blevet ganske uhjælpeligt væk, og hun var meget betænkelig ved at spørger om hjælp, især fordi Rofus havde lagt så meget vægt på, at de måtte holde deres skjulested hemmeligt, men lige så meget af ren og skær stolthed. Hun kunne hvertfald godt finde vej i den her lorteby! Kroen var garanteret lige rundt om hjørnet, hun skulle bare lige finde den! At butikkerne alle steder var begyndt at lukke var ikke noget hun skulle bekymre sig om. Hun ville sagtens kunne nå tilbage inden mørket faldt på! ... sandsynligvis.

Lyden af en hammer mod metal fangede hendes opmærksomhed. Det var sådan en velkendt lyd, i en så fremmede by at hendes fødder tog hende i retningen af den, inden hun rigtig nåde at tænke videre over det. Hun fandt gyden bagved smedjen først.
Hun lagde roligt en behandsket hånd mod væggen, rynkede brynene, flyttede hånden langs væggen, og smilede. Langsomt lagde hun kinden mod væggen og mærkede de varme sten. Der var præcis som hun huskede det hjemmefra, den varme væg bag smedjens esse.. Det var et godt stred. Selv hvis hun ikke kunne finde tilbage, kunne hun sidde her, og ikke skulle fryse igennem natten. Rofus ville nok blive bekymret, men der var ikke rigtig så meget hun kunne gøre ved det!

Han tøvede bestemt ikke med at svinge den lille trædør ud til gyden op. Hvorfor skulle han? Han tvivlede stærkt på at der var nogle, han kunne risikere at svinge den op i. Og hvis han en skønne da skulle ende med at gøre det, så var det nok velfortjent. En tyv på flugt. Egentlig kunne han nok godt bruge til ekstra point hos byvagten. Siden plagerne havde hans egen attest ikke ligefrem været pletfri. Ganske harmløs, men langt fra pletfri.

En tynd damp blev straks dannet, da den varme luft fra smedjens indre ebbede udenfor i den nye vinterkulde, som Alran lige så hurtigt forsøgte at vifte væk fra sit ansigt, da han trådte det første skridt ud. Dog nåede han ikke meget længere, for han noget brat stoppede op, da hans øjne lagde sig på en skikkelse til den ene side for sig. Lænet op ad muren. Faktisk lignede det mest af alt, at personen lå op ad den, i det korte øjeblik, at han fokuserede på den. Kærtegnede den, havde han nær bildt sig selv ind. Og som blev hans handling spolet tilbage, så han væk, trådte indenfor igen og lukkede døren efter sig.
Hvad fanden? Varmen og udmattelsen måtte have steget ham til hovedet. Han var godt klar over at det strømmede med særlinge i byen. Det gjorde det sikkert i hver en hovedstad i hvert et land, men det kunne meget vel også være, at han bare havde set forkert. Han havde hørt om det at se syner, når man ikke gav sin krop den nødvendige mængde søvn. Og han skulle næsten være død, så lidt god søvn hans krop fik. Men det kunne også sagtens være en skør skøge der lavede ulykker.

Det var godt nok ikke snigende og forsigtigt, da han åbnede døren igen. Det blev stadigvæk gjort hurtigt og pludseligt, men ikke som sparkede han den op som før. Denne gang havde han allerede drejet hovedet i retningen af skikkelsen, da han nu trådte helt udenfor. Og til hans største overraskelse var det bare en pige. Tydeligvis for ung til at kende nok til livet. Men gammel nok til at skabe ballade.
”Nu håber jeg virkelig, at du ikke har planer om at også slikke muren.” brummede han noget dømmende og så skævt mod muren, hun enten stadig lå op ad eller havde gjort, da han først havde set hende. ”Jeg er ikke i humør til at vaske sit savl af. Og mad ved aldrig. Der kan måske stadig sidde rester af pesten tilbage i sprækkerne.”

Det gibbede I Sofie som døren blev hamret op og hun frøs på stedet lige længe nok til at se den unge mand træde ud, glo på hende, og gå ind igen. Hvad pokker var ser med ham?! Hun skubbede sig væk fra muren og rettede hurtigt på halvkappen der lå over hendes brune vest og skjorte. Kappen havde en hætte, men den lå foldet ned for nu, og hendes gyldne, let lysende hår var frit synligt.

"Ad! Fy for Zaladin da, hvem ville gøre det?! Du har sikkert pisset op af den på et tidspunkt!" ordene kom uden tøven og med en rynke på hendes lille næse.
Okay det havde måske set mærkeligt ud at hun stod hvor hun havde gjort. "jeg stod sku da bare og varmede hænderne på hjertemuren" tilføjede hun defensivt. Lidt for sent indså hun at det måske ikke var det den hed, og det måske ikke var helt så meget en ting som smedens knægt havde forsøgt at gøre det til.. Han havde muligvis bare forsøgt at ligge an på hende dengang.

”Hvis jeg havde, burde du nok have endnu mindre lyst til at stå og kærtegne den så inderligt, som du gjorde.” svarede han tilbage med den hånende kækhed, som meget vel var meget den normale tone i hans stemme henover årene. Han undlod dog at fortælle hende, at han gentagende gange havde været ude i gyden for at tømme blæren. Godt nok havde han ikke stået og strintet op og ned ad væggene som en sindsvirret, men muren var da blevet vandet i kanterne.

Den unge smed måtte have for meget fokus andet steds, for det var først, da pigen nu stod mere rettet mod ham selv, at han lagde mærke til hendes lokker af hår. Han havde oprindeligt bare antaget den smule lys for at være grundet det sidste lys fra den sene eftermiddagssol, der reflekterede i den blonde farve, men næh nej squ! Alran kunne ikke undgå at krumme brynene. Det var ikke hver dag, at man så folk gløde op på den måde.
”Hvis du fryser så skide meget, skulle du nok hellere se til at få din bagdel hjemad.” Han rakte roligt om i baglommen i sine bukser og trak en afreven klud frem, der nok på et tidspunkt havde været hvid, men nu var blevet afmærket med skidt og sod. Han piskede den en enkelt gang, inden han førte den glidende rundt til nakken for at tørre en smule samlet ved af, før han rakte den samme hånd, stadig med kluden, frem og pegede henvisende mod toppen af hendes hoved med en sod-sort finger. ”Eller stik hænder op i dit hår. Det ligner noget, der afgiver varme, sådan som det lyser op, huh.”

Pigen virkede til at have fanget ham på en god dag. Eller en sådan god dag, som det nu var muligt at fange ham på. Han var træt. Udmattet. Og egentlig var der ikke meget andet grund i, at han var blevet stående og talt videre til hende i stedet for at gå tilbage ind i smedjen, end at han virkelig trængte til den kolde luft, som hun virkede til at gøre alt for at søge væk fra.

Sofie fnøs "For jeg ville jo stå her og spilde min tid med at snakke med en nar som dig, hvis jeg ku!" svarede hun næsvist og lagde armene over kors. Hun ville tusinde gange hellere sidde på Det Halve Svin med Rofus lige nu, men hun havde insisteret på at udforske byen selv, og det her var åbenbart hvad hun fik ud af det! Hun skulle måske lytte til Rofus, der var vokset op i byen og kendte den ind og ud... men det var visdom for morgendagens Sofie! Hvis hun da ikke endte i en celle fordi hun blev fanget ude efter mørket.

"Er du åndsvag? Det er sku da ikke varmt, det er hår. Det er måske nok magisk, men det gør det sku da ikke varmt" fnøs hun lige så hånende tilbage, og skulle til at sige mere, da hun blev afbrudt af skridt bagved sig. Hun bed tænderne sammen, og ganske som frygtet stod der en mand i sort robe og hvid maske. Han sagde intet, men pegede bare op på himmelen, der var blevet faretruende mørk, inden han gik videre. Lort os! Nu kunne hun jo ikke blive her!

Hun vendte sig tilbage mod den unge mand "Kan du ved Isaris blege bagdel ik' bare pege mig i retningen af sydporten, og så skal jeg nok lade din skide pis-væg være?" hun anede ikke hvor langt der var, og selvom der var tid nok, skulle hun stadig undgå at blive væk på vejen. Lort!!

Tøsen var ikke den eneste, der havde flyttet blikket mod den mørkklædte mand, men måden hvorpå Alrans ydre fortrak sig var en del anderledes end hendes. Mens hun virkede til at fremvise en mild form for frygt, fortalte han en historie om vrede og provokation. Hans ansigt var godt nok i forvejen ikke et sted, hvor man kunne opleve en glædesfuld dans på røde roser, men i det korte øjeblik, hvor manden stod ved dem, var blikket i hans normalt knap så venlige brune øjne gennemborende. Og han prøvede ikke at lægge skjul på det. Det kunne diskuteres om ikke også hans mundvier havde skubbet sig længere ned ad sammen med brynenes krummen. Forheksede fanatikere…
”Hvorfor tager du ikke den finger, og stikker den op i røven på dig selv…” mumlede han knurrende og så svagt, at det muligvis ikke havde været meningen for det at komme ud af hans mund. ”..hvis altså den ikke allerede var så fyld af lort…”

En tand overrasket måtte han dog fjerne sig fra sine nok halvt-ulovlige tanker, da pigen igen beviste hvilken rapkæftet møgunge, hun var. Mørke faldt igen ned over hans ansigt, trods det ikke var af samme kalibrering, som før. Dette var mere den sædvanlige irritation, når noget bed ham forkert i nakken. Armene lagde sig på kors, og han rankede ryggen med et træt suk. ”Der skulle gerne ligge en større gade en blok ved siden af her. Hvis du følger den og sørger for ikke at titte rundt i de mindre stier, burde du finde frem til Hovedgaden lige ved Sydporten.” forklarede han, tydeligvis ikke af sin helt gode vilje. Han var for helved ikke et vejskilt! Eller et kort. Det var hvad byvagterne var til for. Eller de forbistrede børn, der ville have penge for en vejvisning.
Døren ind til smedjen sprang pludselig op. ”Alran!” lød en dyb og robust stemme, inden en mærkværdig figur, der mest af alt lignede en forvokset perserkat, trådte halvt ud. ”Jeg antager, at du overnatter her igen i nat.” Halvdyret så fra den sjuskede mand og over til den lysende pige foran ham, og fik et noget forundret udtryk frem, inden det så kortvarigt mod himlen. ”Og inviter dog stjernebarnet ind, sønnikke. Kan du ikke se, hun fryser?”

Sofie åndede lettet op. Okay, det var faktisk ikke så slemt! Til trods for sin overfladisk næsvished, så var hun faktisk oprindeligt taknemmelig for hjælpen.
"Tak.. jeg må hellere-" døren blev hamret op og Sofie afbrød forskrækket sig selv. Hvad nu?! Hendes øjne blev store ved synet af katte-manden, og fik en næsten ustyrlig lyst til at klø ham bag øret. Tanken forlod dog snart hendes sind igen, som katte-manden talte. Sofie samlede lidt akavet hænderne, og vred dem en smule mellem hinanden. Hendes blik skiftede lidt mellem katten og manden, der vist hed Alran. Tanken om at komme indenfor i varmen fik hendes straks til at fryse mere, eller måske indså hun blot hvor meget hun egentligt havde frossen hele tiden. Men på den anden side så ville hun ikke nå hjem inden mørket, hvis hun gik med ind, og hun var ikke engang sikker på hun kunne nå det selv hvis hun gik nu! Rofus skulle nok klare sig, han ville nok ikke ligge mærke til hun var væk alligevel..

Men katten havde kaldt hende Stjernebarn. Troede han at hun var Mia? Det ville ikke være første gang det var sket, og det lod til det heller ikke ville være sidste. Hvor fedt hun end havde synes det var at ligne en stjerne i starten, havde længe fortaget sig. Hun bed sig en anelse i læben og så på Alran. Nok havde katte-manden givet hende en vej ind, men det lod til Alran selv skulle bruge natten der så hun ville nødigt være lukket inde i smedjen hele natten med en der ikke ønskede hende der.
"Jeg er ikke stjernen, men jeg vil gerne ind.. hvis det er ok?" spurgte hun til usikkert og løftede et øjenbryn. Hun forventede et nej. Hun burde nok bare være løbet tilbage af med det samme. Men den Kilepræst havde set virkelig ubehagelig ud, og hun var ikke i tvivl om at han ventede om hjørnet for at arrestere hende det øjeblik solen gik ned!

”Hun er for helvede da i forvejen på vej hje-… Vent? Stjernebarn?” Alran havde vist haft alt for mange tanker i hovedet til at klikke tøsen sammen med den såkaldte stjerne, der siges at skulle gå rundt blandt folk i byen, at muligheden først gik op for ham, da misseren pegede det ud for ham. For jo da! Det kunne give god mening. Hun lyste. Ligesom rygterne havde lagt fokus på. Det var godt nok ikke meget, men som mørket langsomt lagde sig mere og mere i gyde, kunne han godt se hvor magisk hendes lysende hår virkede. Lige som pletterne på nattehimlen skinnede. Så det var oprindeligt med en del forbløffelse, at han så fra halvdyret og tilbage mod teenageren, som for lige at sikre sig det hele.
Men så valgte hun at ødelægge illusionen. Ikke at det gjorde hendes lysende lokker mindre besynderligt.

”Hun kan ikke nå hele vejen til Sydporten, før det bliver for mørkt.” slog katten meget bestemt fast. Det var ikke svært at regne ud at han var en god håndfuld år ældre end Alran. Og dermed rigere på erfaring. Særligt på, hvordan den irritable unge mand skulle håndteres. ”Du kender arresten bedre end mange andre i hovedstaden, så du burde vide bedst, at det ikke er et sted for en lille pige. Stjerne eller ej.” Halvdyret havde ret. Men nu havde Billy John III også altid ret! Det var kendt af mange hvis ikke alle.

Alran stønnede da højlydt og noget opgivende og sleb en enkelt gang sin skosål hen over brostenene. Han vendte sig mod pigen igen og så på hende med samme kølige udtryk, dog virkede det til at hans brune øjne havde fået en blidere farve. Han trådte halvt omkring for at vende tilbage til smedjen, inden han gjorde et henvisende kast med hovedet.
”Skynd dig ind, inden jeg ændrer mening.” kommanderede han hende og gjorde plads, så hun kunne få lov til at smutte indenfor først. Så kunne han sikre sig at lukke døren ordentligt efterfølgende.

Sofie stivnede lidt ved katte-mandens kommentar. Så havde hun haft ret. Lort. Hun prøvede at se.. mindre træls ud end før. Hun havde virkelig ikke lyst til at se indersiden af arresten, nu eller på noget andet tidspunkt! Nok planlagde hun og Rofus at vælte Kiles Orden, men hun havde da ved alle guderne ikke planer om at blive fanget i processen! Men så igen, det var der nok ikke nogen der gav sig i kast med sådan noget der planlagde, med mindre det var som en vej indenfor.

Da den unge mand endelig gav efter, og lod hende komme ind, sukkede hun lettet, og skyndte sig at gøre som hun fik besked på. "Tak... og.. undskyld" mumlede hun til ham på vejen forbi, uden at se op. Ja, han havde startet, men det betød ikke, at hun ikke kunne være den første til at undskylde!
Sofie trådte indenfor og gik straks lidt til siden, så Alran kunne komme ind forbi hende, og kiggede sig lidt omkring. "Undskyld besværet" sagde hun, henvendt til katten denne gang "Jeg.. er ny i byen, og blev lidt væk" indrømmede hun og så lidt ned på sine sko et øjeblik "Mit navn er Sofie forresten, og tak!" Vær sød ikke at smide mig ud igen, vær sød ikke at smide mig ud igen, vær sød ikke at smide mig ud igen!!

Ja, lydig og velopdragent var tøsen da lige pludselig blevet, hvis et var hvad man kunne kalde det. Efter at hun havde passeret ham, tog Alran et par lange skridt hen til enden af gyden og kiggede undersøgende fra side til side ned langs den større gade. Tom. Kiletilbederen fra før havde fået det til at krible ham i nakken. Han var ikke sikker på, om det handlede om deres tætte tilknytning til døden eller den tunge atmosfære de repræsenterede siden Ordenen havde taget over.

Skarpt drejede ham omkring og marcherede hurtigt og fast tilbage. Han greb automatisk fat i dørkanten, som han selv fik trådt indenfor i varmen og nærmest smækkede den i bag sig. Men med måde. Ingen grund til at være alt for aggressiv. Turen ud i det kølige vejr havde trods alt kølet ham en tand ned. Han sørgede for at metalmekanismen sad korrekt i hak, før han vendte sig om og lagde opmærksomheden mod den lave og meget menneske-normale lygtepæl.
”Selv en bekendt med byen vil kunne fare vild.” brummede han, som prøvede han faktisk at forsikre hende om, at der ikke var noget ved at skamme sig over det. Al undtagen hans ord udgav dog ikke den form for venlighed. Han var trods alt ikke kendt for at være åbenlyst høflig. Ikke at hun kunne vide det, værende ny. ”Jeg er Alran. Pelsdyret derover er Billy John…” En lille smørende krumning kom frem ved hans ene mundvige, hvorefter han morende tilføjede: ”…den tredje.” Perserkattens spidse ører spjættede svagt i takt med at det ellers i forvejen gnavne udtryk blev en tand hårdere i det enkle sekund, hvor han så mod menneskemanden, men blødte op med det samme han så tilbage på pigebarnet.

”Jeg er desværre nødt til at gå. Kone og børn venter derhjemme. Godt at møde dig, Sofie. Jeg vil lade dig om at se til, at den uduelige dreng ikke laver ulykker i løbet af natten.” sagde Billy med et anerkendende nik op til Sofie frem for at uddele et håndtryk og fortsatte hen til hoveddøren. Med udgangstilladelse var det ikke nødvendigt at begive sig igennem de smalle gyder.

Alrans ord fik Sofies skuldre til at falde lidt ned igen, så de sad knap så meget oppe under ørene på hende. Det var også virkelig en stor by! Sådan seriøst! Hvordan nogen kunne finde nogen steder hen, eller nå noget som helst på en dag, når man skulle gå så langt for alting var hende en gåde! Men det var nok derfor så mange havde vogne og riddedyr her.

"Jeg skal gøre mit bedste" svarede hun Billy John med et lille smil "Og tak endnu engang, Billy John.. Den tredje" hun var ikke ude på at få smidt sig selv ud, men det var ret sjovt! Hun skævede kort til Alran og et smil spillede i kanten af hendes læbe.

Med Billy John den Tredje ude af døren, vendte Sofie blikket rundt på smedjen. Hun havde set en smedje før, men aldrig en så stor! Den lokale tilbage i Azurien virkede jo totalt lam sammenlignet med den her. Hun trådt længere ind og gik langsomt rundt. En.. et eller andet hang ned fra loftet, og Sofie tog forsigtigt fat og drejede den, for at se hvad det var.

//Lukket efter aftale