Hvad var det for en sælsommelig lyd? Det var ikke fordi den lød helt og aldeles ukendt, men under havets overflade, virkede det alt sammen en smule forvrænget og mærkeligt. Talia, en lille vandelementaler havde brugt nærtliggende et år oppe på landjorden. Meget havde hun lært og meget havde hun set. Men spørgsmålene var blevet flere end dem der var blevet besvaret. Så mange mærkelige fænomener og episoder der havde fundet sted, og ikke mindst mærkelige væsner der gjorde de mest sære ting. Nysgerrigt stoppede hun sin svømmen og kiggede op mod overfladen. Lyset var til at skimpte deroppe fra, noget der fik hende til at gætte på at det måtte være formiddagstimer.

Talia stak hovedet ganske forsigtigt op af vandet, om bag et klippestykke, hankede sig op og kiggede over kanten med sine store runde blå øjne mod den sandede bred. Der lå nogen i skyggen. En skabning med støvler, som lød til at synge. Talia lagde hovedet på skrå, kom med et ganske let grin, dukkede under vandet igen for at nærme sig et klippestykke tættere på. Faktisk kun ganske få meget fra bredden, i en lavning der gjorde at hun stadig var dækket af vand. Håret gik fra at være vand til hvidt, som hun var over vandet, men huden var stadig halvgennemsigtig, og afslørede hendes natur ganske tydeligt. "Hvad laver du?" stemmen var piget, nærmest som et uskyldigt barn, der nysgerrigt spurgte ind til de voksnes sælsomme gøremål.

Livet som pirat var ikke altid let. Der var mange ting at gøre, farende lurerede over alt. Havet var lunefuldt og trådte man for meget ved siden af, blev det ganske ofte ens endeligt. På land var det ikke meget bedre, Kaptajnerne plejede deres rivalerier, og ledte aktivt efter måder at stikke knive i flæsket på hinanden. Men idag var ikke en af de dage hvor den slags fyldte i Amalias tanker, for idag havde hun en pause fra hendes eller spændende liv.
Amalia tog sig ind i mellem den frihed at finde en strand hvor at hun kunne være i fred, og ikke være bebyrdet af hendes titel som kaptajn.

På stranden var der en gammel slidt bænk. Det benene var knækket af i den ene side, og resten af den var dækket i grønne og brune alger. Slængende sig på den lå Kaptajn Amalia Sirenesang. I færd med at synge en vuggevise hun havde sunget for sin datter da hun var lille. Et spørgsmål brød ind i sangen. Amalia satte sig op, og så i retning af hvor ordene var kommet fra. Til hendes overraskelse var der dukket en tilskuer op. En pige med hvidt hår? Nej vendt hendes hud så lettere gennemsigtig ud, en vand ånd? 
Amalia smilede venligt "Jeg sang en vuggevise, hvad laver du her?" hendes stemme var rolig og mild, hun havde aldrig mødt en  vand ånd før, så det her skulle nok blive spænende!

Talia var nysgerrig, men også påpasselig. Hun genkendte noget ved det tøj den anden bar, og ud fra at hun havde set adskillige skibe pyntet med det sorte flag med skelletafmærkning, så var hun også sikker på at pirater måtte være i nærheden. Hun selv, ganske personligt, havde ikke mødt disse personer, eller på anden måde set sig grund til at være bange for dem. Men historierne drev i dybet. Både blandt hendes egen race men mest havfolket! Havfolket virkede meget bange for netop denne type mennesker, så Talia måtte nok tage sine forholdsregler. Indtil hun glemte det selvfølgelig.
”Jeg kigger – faktisk svømmede jeg bare rundt, men det lød så pænt, så jeg måtte op og kigge” svarede hun ganske uskyldigt tilbage med et bredt smil på læberne og et varmt glimt i de store øjne. Hendes hud var stadig gennemsigtig så længe hun forholdte sig i vandet med noget af kroppen. Hun foretrak også at være så tæt på vandet når hun havde chancen, selvom det også afslørede præcis hvad hun var. Og hvad galt var der i det?

Amalia smilte bredt. Hvor var hun heldig! Det her kunne let ende med at være en fantastisk historie hun kunne fortælle Sofie når hun så hende næste gang! Selvfølgelig skulle hun lige komme godt ud af det med vand ånden, men det burde jo nok godt kunne lade sig gøre! Så længe at hun ikke gik ud i vandet til den så burde det nok gå. Hun havde hørt historier om folk der var blevet hevet til bunden af havet og gemt i kæmpemæssige bobler af luft, men væsenet foran hende lignede på ingen måde noget der kunne finde på den slags.
"Ah! Du må endelig sige til hvis at du gerne vil hører noget mere sang? jeg tror også at jeg stadig kan huske nogle af dem jeg lærte fra havfolket, hvis du skulle have lyst til at hører den slags?" Ordene kom ivrigt fra hendes læber, men hun håbede sådan at ånden ville sige ja! Hun havde aldrig mødt nogen som så sådan ud, især det at hun var gennemsigtig! Amalias eget farverige tøj var noget af en kontrast. Hmm gad vide om vandånder havde brug for tøj?

Talia var præcis lige så uskyldig som hun så ud. Store runde blå øjne, det ungdommelige udseende, der fik hende til at ligne en lille teenagepige. Alt sammen bidragede til uskylden. Samtidigmed at hun var naiv og direkte uskyldsren. Hun havde været på landjorden og var blevet bedre til at tænke sig om, men hun holdte stadig på at der var godt overalt. At ingen ville gøre hende ondt.

Talia lagde sig hen over stenen og hvilede sine albuer ned på den, og dermed hovedet ned i sine hænder. Alt imens hun smilede bredt. "Meget gerne! Havfolket har sådan nogle smukke sange og fortællinger." det var dog mest de unge af dem som ville tale med hende. De ældre havfolk havde nok i sig selv. Faktisk lidt ligesom elverne, holdte de sig til dem selv. En skam virkelig! Det var i hvert fald den erfaring Talia havde.
Jo længere tid Talia brugte med kroppen ovenvande, blev hun mere synlig. Fra lænden og ned var hun stadig under vand og dermed gennemsigtig, men håret begyndte at blive mere klart hvidt som havets skum, og huden begyndte at tage farve. Lige så stille og rolig.

Vandånden mindede Amalia en smule om hendes datter, øjnene lignede lidt Sofies, og det ligende ved Valerias havgus at det kunne være jævnaldrende! Dog var det nok ikke så let at vide hvor gammel vandånden var, den kunne vel sagtens være flere hundrede eller tusinde år? Amalia var jo efterhånden en voksen kvinde, ikke at det var noget hun tænkte så meget over, hun ville helst bare leve sit liv og finde en plads til hende og hendes familie. 

Amalia lo med en varm latter "Så skal jeg gerne synge for dig! Mit navn er Amalia, har du et?" Amalia lukkede øjnene og satte sig til at synge, sangen var gammel, og handlede om et af Aquariens gamle distrikter kaldet Vagen. Det var længe siden at hun havde sunget på aquarinsk, men som hun startede kom det til hende som at det var i går at hun havde lært den.

Så hastigt svinder Dagen
og aftnen stunder tilher var et andet Vagen,
et bedre om man vil.

Så langsomt vokser Skyggen
for den, som færdes her
og vender Samtid Ryggen
og har det Svundne kær.

Her var et andet Vagen
så rigt på Håb og Mod
som det, der fejrer Dagen
i Kræfters Overflod

Flid fejred glade Fester 
og Salens Pryd blev til:
her var ej Kunstens Gæster,
men Herrer, om man vil!

Et Skønheds Hjem man bygged
u-selvisk, ungt og frit –
da Salen så stod smykket,
flød Skaren hver til sit.

Men rundt omkring i Dagen,
I Kræfters Overflod,
naiv og frisk lå Vagen,
så gammeldags og god.
 -
Og langsomt voksed Skyggen
mod Aftnens Skumrings-Skær:
men ingen vender Ryggen
mod den Tid, han har kær.

Hør Havet, hvor det koger
de gamle Minder op,
mens Skum og Sand og Måger 
er Sjæl i samme Krop

Det er – og det er Sagen
Hvad Tiden så blir til
der er en ”Sjæl” i Vagen,
som aldrig ældes vil.

Som kommer, når man kalder
på alt, hvad man har kær –
mens over Stranden falder
Erindrings Vemods-skær

Hun tog sig et øjeblik før hun åbnede øjnene og smilede til vandånden "kender du nogle sange? eller vil du også hører hele  vuggevisen?"

Talia ville nok altid ligne et barn. Hun havde set for få grusomheder og beholdt den legende natur til at hun ikke kunne udstråle andet end den ungdommelige uskyldighed. Hun var gammel i forhold til mennesker, men ung under havets overflade. "Landboerne og havfolket kalder mig Talia" de kunne alligevel ikke udtale den måde som vandet talte med hinanden. Hvordan elementalerne kommunikerede. Men det gjorde ikke noget. Hun havde taget navnet til sig, efter at havde brugt megen tid med de unge blandt havets folk.

Talia hvilede sin hage mod sine arme der var krydset over stenen og kiggede på Amalia. Hun havde et lille sødt smil på læben mens hun lyttede. Hun forstod ordene, huskede hvordan havfolket sang. Det var en speciel måde at høre ord, men den fik hende altid til at slappe af. "Det var smukt" bifaldte hun varmt og smilede bredt. Hun elskede at høre væsner synge.
"Jeg.. jeg kan godt nogen, men jeg synger ikke på samme måde som andre.. Men jeg vil rigtig gerne høre vuggeviser også!" hun kunne godt, men det ville være på hendes eget sprog, noget der uden tvivl ville lyde underligt for Amalia. Hun synes ikke det lød nær så pænt som de andres måde at synge på.

"Talia siger du?" Amalia smagte på det. Det mindede mest om noget havfolket ville have fundet på. Det eller noget nogen fra kysten var kommet frem til. "Jeg kan li det!" Lo hun og klaskede sig over låret. Utroligt nok så hun mere frem til at fortælle om hendes møde med vandånden Talia!

Det var rart at synge for sangens skyld, og ikke for at få folk til at danse til sirens sang. Det var alt for længe siden at hun havde haft nogen at synge for! Hun smilede til den lille havets perle der roste hendes sang "Mange tak, det er ved at være længe siden sidst at jeg sang den for nogen" Lo hun med en varm latter.
Amalia lænede sig nysgerrigt frem, hvordan ville det mon være anderledes? Som i at Talia sang på et andet sprog? eller at hun kunne synge som brusende bølger og klukkende bække? Det måtte hun hører! "Hvis du nu synger for mig, så synger jeg vuggevisen bagefter?" Hendes øjne brændte af nysgerrighed, og Amalia håbede af hele sit hjerte at Talia ville sige ja.

Talia nikkede ivrigt som Amalia sagde hendes navn. Det var efterhånden blevet sagt med diverse accenter og trykfordelinger, men hun reagerede efterhånden på det hele. Hun grinede glad som svar på at den anden synet at kunne lide hendes navn. Faktisk blev hun helt rødmende, trods det var svært at se farven på afstand.

"Hvordan kan det være? Du synger godt. Og sangen er smuk" svarede hun glad  og rettede sig op fra sin læning op af den store sten. Det lød så pænt og fint! At hun ikke sang sangen ofte var da synd! Talia smilede skævt, en smule berørt over at den anden virkede så nysgerrig og ivrig efter at høre hende synge. Talia kravlede helt op på stenen, afslørende noget der dækkede hendes krop der kunne ligne hvidt skum fra bølger, men som lyset ramte rigtig, faktisk mere lignede en kjole. En hvidblå en af slagsen der blev synlig med hende. Hun havde aldrig helt fundet ud af hvordan det fungerede, men hendes mor havde givet hende den for mange mange år siden. "Jeg kan prøve" svarede hun med et blidt smil på læberne. Nu hun sad oppe på stenen, begyndte hun at blive mere og mere synlig. I det fugtige område slap hun aldrig fuldstændig den lette gennemsigtighed, men ellers var det som folkene oppefra betegnede som en menneskekrop, synlig.

Talia tog en dyb indånding og begyndte at synge. Melodinen vulgte nærmest bølgerne omkring hende når de slog mod stenen. Ordene var flydende ud, så man nærmest ikke kunne høre hvornår det startede eller sluttede. Det lød ikke som vand, men havde noget adopteret var derfra. Den blide klukkende lyd afspejlede sig nærmest i den rolige blide stemme, der sang om to sjæle der mødte hinanden i havets hjerte. Den blev ulykkelig, som de ikke kunne nå hinanden, trods de længstes. Og glæden kom frem i form af mere brusende, men stadig umådelig blide lyde i hendes lyse stemme, der udformede det komplierede sprog, som sjælene blev genforenet.

Sjæle var måske så meget sagt, det var den nemmeste måde at forklare det for menneskene. Men det var historien om de første to elementalere der blev skabt af havets liv. Vand havde altid været liv, men aldrig havde det taget en fysisk form. De to sjæle var de første som skabte sig en fysisk krop, for at kunne være sammen. Det var på en måde umådelig smukt, men også umådelig tragisk. For den fysiske form skillede dem fra vandet. Fra deres første og eneste rigtige form. Aldrig mere skulle de blive et med deres element, men altid forblive i en form der var blød og bøjelig, men aldrig lige så flydende som vandet omkring dem. Ikke at Amalia ville kunne forstå det ud fra ordene. Men det var hvad Talia huskede, så levende for sit indre blik trods hun aldrig selv havde været der.

Amalia lo kort, åh hvordan skulle hun forklare det? "Jeg kan synge som Sirenerne, hvilket gør at de fleste er bange for at hører mig synge. De er bange for at jeg får dem til at gøre ting med min sang" svarede hun med et varmt smil. Måske var hun lidt for ærlig, men det føltes ikke som at Talia ville dømme hende på samme måde, som så mange andre. 

Hendes øjne bugnede af glæde da Talia begyndte at synge, han havde ingen anelse om hvad der blev sunget, men det lød som at der var en melodi at finde. Hun forsøgte at blidt nynne med, men det var noget så svært at gøre. Men modgang havde aldrig stoppet hende før, og til sidst føltes det som hun havde fået står på den. "Hvad handlede dem om?" spurgte hun forsigtet som vandåden blev færdig med at synge. "Hov vent, jeg lovede at du kunne hører vuggevisen først" lo Amalia muntert. Hun satte sig til rette, og lod den ene hånd knuge om muslingemedaljonen, som hun gik i gang med at synge.
 
Forglem mig ej
Selvom jeg må sige farvel
Forglem mig ej
Jeg' her alligevel
Og du ska' ikke græde, for mit hjerte bor hos dig
Jeg synger dig en hem'lig sang, der altid finder vej
Forglem mig ej
Dette bli'r min afskedssang
Forglem mig ej
Når en vemodig stemmes klang
Si'r, at jeg er kun mig selv, når jeg er her hos dig
Til du igen er i min favn
Forglem mig ej

Som hun sang løb en enkelt tårer ned af hendes kind, åh hvor hun savnede Sofie lige nu, hendes smukke lille musling... Men hun var så tæt på! Bare lidt mere arbejde og så behøvede de ikke være så længe væk fra hinanden...

Talia lagde uskyldigt sit hoved på skrå og kiggede på hende med sine store blå øjne. "Jamen sirenerne synger så smukt!" at de ikke rigtig havde nogen effekt på hende, fordi hun hørte til i havet, og mange sagde de fik deres styrke fra det utæmmelige og indbydende hav, var en anden side af sagen. Nok også grunden til at hun kunne være så naiv og uskyldig omkring det. Amalias stemme ville nok virke på hende, men på en anden dragende måde end på mænd. Talia var for uskyldig til at forstå andet.

Talia ventede med at forklare hvad hendes sang havde omhandlet. Hun satte sig godt til rette, og glædede sig til at høre vuggevisen. Hun var ikke helt sikker på hvad vuggeviser var, andet end det måtte være noget roligt. Beroligende og rart. Talia lænede sig ind over sine egne ben, mens hun lyttede. Sangen var blid, sangen var varm og hun fik en følelse af at blive holdt om når hun hørte den. Hun forstod ordene og kunne se på Amelia at de betød mere end bare ord. Der var noget dybere i den end det. Sorgmodigheden ramte hende, ved synet af den enkle tåre der gled ned af Amalias kind. Vand udtrygte så meget i alles liv, sorg og glæde deriblandt. "Den er smuk. Hvem plejer du at synge den til?"

Talia rettede sig ikke op igen, men sad afslappet med armene om sine egne tynde ben og kiggede på den anden. "Sangen jeg sang, er egentlig meget tragisk. Smuk og tragisk på en gang. Den handler om de første vandånder der skilte sig fra det evige vand for at skabe sig en sjæl. Men deres sjæl blev splittet, som manglede de noget. De fandt en helhed i hinanden, som var deres sjæle forbundet. Men til evig til måtte de leve med deres valg om at adskille sig fra deres moder. Fra selve livets ophav, de ikke længere var en del af, men forsøgte at være så tæt på som overhovedet muligt" hun kunne godt mærke det engang imellem. Hvor meget hun end forsøgte at blive et med havet. Et med vandet. Men det skete aldrig. Aldrig fuldstændigt.

Amalia lo med en varm latter. "Du har ret lille havskum! Jeg har dog kun hørt en enkelt sirene synge. Alle er desværre ikke lige så glade for sirenesang som dig" Egentlig håbede Amalia på at hører havfolket synge igen, men med hvor store problemer der var mellem havfolket og piraterne var det nok en drøm der aldrig ville gå i opfyldelse.  Men der var andre drømme der kunne gå i opfyldelse i stedet! 

Amalia tørrede tåren væk fra hendes kind. "Jeg plejer at synge den for min datter" Hun grinede lidt for sig selv "Jeg synger den mest når jeg savner hende, hvilket er ret meget for tiden" svarede hun med et skævt smil. Det var ret træls at bruge så lang tid væk fra Sofie, især fordi at der ikke var så lang tid til hendes fødselsdag! Men i det mindste ville hun se hende der. 

Hun nikkede som Talia fortalte, det var en smuk sang, meget trist men en meget smuk tanke. "Jeg har aldrig hørt den historie før! Men det lyder virkelig tragisk om smukt som du selv siger" Heldigvis kom hun aldrig til at opleve den følelse, om at næsten blive et med noget.

Talia lyste op. Havskum var ikke et navn hun som sådan havde hørt i den sammenhæng før, men det var et pænt kælenavn at få sig. Det at få et kælenavn gjorde hende glad, og det var tydeligt at se i hendes dybtblå øjne og bredde smil.
Hun bed sig en smule i læben og lagde hovedet på skrå. "Hvorfor ikke?" naiv og uskyldig. Hun frygtede jo ikke at gå på grund med et skib, eller at komme nær klipper. Havet var hendes hjem, som en forlænget del af sig selv. Måske det i virkeligheden var derfor hun ikke frygtede sirenerne og deres sang. Hun nød den blot når den gled over bølgerne, tillokkende.

Talias øjne blev større og stærkt medfølende. Afsavn var en smertefuld ting, og endda til sit eget barn. Talia kunne ikke forestille sig hvor hårdt det måtte være. Men hvorfor var de også adskilt? "Det er jeg ked af. Hvor er hun henne?" det virkede ulogisk for hende, at datteren ikke var med. Selvom hun efterhånden havde lært noget om landgængernes måde at være på. Hendes tøj afslørede jo et liv som pirat på de salte have, og det var måske ikke et sted for et barn?

Igen brød smilet frem, omend et mere sørgmodigt et. "Det siges, at vi alle lever med savnet til vores skaber. Mit er havet, og derfor kan jeg ikke være adskilt fra hende for længe. Men jeg ved ikke om det kun gælder for ånderne. Jordens og ildens ånder høre jo også til i områder hvor deres skaber er til stede." hun vidste ikke om det også galt mennesker. Hvad var mennesker egentlig skabt af?

Amalia klukkede varmt, Talia måtte være det reneste og mest uskyldige væsen hun nogen sinde havde mødt. Udover Sofie, men hendes musling var også noget helt specielt. Det varmede at se glæden over kælenavnet. "Få kan være i havets favn som dig, de har behov for at indånde luften" Hendes stemme lød meget mere omsorgsfuld end hun havde tænkt sig, men Talia fik simpelthen den side frem i hende. 

Det gav et stik i hjertet at se Talia så ramt af at hun ikke havde sin Musling med sig. Det var ikke det hun havde troet ville ske, sandt nok havde hun ikke tænkt over hvordan Talia ville reagere. Heldigvis varmede hendes medfølelse. "Hun er hjemme ved mine forældre. Ser du lille havskum, jeg vil gerne have hende til at finde sin egen vej, og ikke bare flyde med den strøm som jeg nu følger" Det var et svært valg, men Amalia var sikker på at det var for det bedste.

Amalia nikkede let, det gav jo egentlig god mening det hun sagde. "Jeg ser! Det havde jeg aldrig rigtig tænkt over." En tænksom mine gled over hendes ansigt. "Hvad bruger du din tid på? Når du ikke hører sang" klukkede hun let.

Talias skuldre faldte en smule sammen som det gik op for hende, at det som Amalia sagde jo var helt rigtig. De behøvede jo at være over overfladen. "Det synes jeg er synd for jer... Havet er så dejligt" bevares, det kunne også være ubarmhjertigt og farligt, men det kunne landjorden vel også! Hun havde set områder hvor tørke hærgede. Hun havde været helt bange for det område og turde ikke nærme sig. Hun ville dø i en ørken, hurtigere end nogen anden. Simpelthen fordampe i solen indtil hun ikke længere eksisterede. Den tanke gjorde hende mere bange, end hvor voldsom havets bølger kunne slå imod en klippe og knuse alt på sin vej.

Talia lagde hovedet på skrå som hun så på den anden. Det var ikke svært at se, at det påvirkede hende. Det var synd. Det var hårdt at være adskilt fra dem man holdte af. "Men du er hendes familie. Måske hendes strøm vil flyde ind med din igen, hvis du lader hende" Talia havde absolut ingen forstand på familieliv når det kom til stykket, men kendte til det at skulle høre sammen. Mor og datter, plejede efter hendes hoved at høre under disse forhold. Men hun vidste jo ikke alt hvad der foregik.

"Mig? Oh, ikke så meget.. Jeg svømmer meget. Jeg har været langt ude i havet, væk fra dette land, men der er ikke nær så frodigt. Det er ikke så lang tid siden jeg vandrede rundt på landjorden! Jeg mødte nogle dejlige skabninger, men var nødt til at vende hjem igen for ikke at tørre ud" hun kunne leve af bække og søer i et stykke tid, men havet var hendes skaber, så hun vendte tilbage. Ligesom de andre måtte gøre.

Amalia klukkede videre "Du har så ganske ret lille havskum, jeg ville ønske at jeg kunne se havet som dig, men siden jeg ikke kan trække vejret under vandet bliver det nok næppe sådan!" Hun ville så gerne se Aquarin, se det hjem der havde skyllet Tangri og Kelpa i hendes retning. Selvom det var mange år siden, så savnede hun de to havfolk ind i mellem. Det var svært ikke at tænke over hvad der mon var sket for dem, hvad de lavede, og om Sofie mon havde nogen halvsøskende. 

Et smil krøb frem på hendes læber, ingen grund til at den lille vand ånd skulle bekymre sig. "Måske! det vil tiden vise" Gad vide om Talia mon havde en familie? Eller om hun bare havde havet? Men nej Sofie skulle have mulighed for at vælge selv, og hvis hun var med ude til havs, ville hun sikkert forelskesig i det som huns selv havde.

"Hvordan er det under havet? Jeg har aldrig set det på den måde, det må være fantastisk!" udbrød hun drømmende, drømmende om marker af tang, stimer af fisk der svømmede i formationer og solens stråler der dansede til bølgernes takter. "Hvor var du da henne af her på landjorden?" 

Talia rokkede lidt frem og tilbage på stenen, mens hun holdte hænderne om sine ben. Det var helt mærkeligt at tænke på at landjordsvæsnerne ikke oplevede havet som hun selv. Så den skønhed og dybde der var. Der var smukt. Smukkede end nogensteder hun havde været på landjorden. Der kunne også være smukt. Talia kunne især godt li den grønne farve. Den grønne farve der havde mange forskellige nuancer på træer, buske og andre planter. Alt sammen noget der var fyldt med vand. Hun kunne høre og mærke det. Hun huskede da hun lagde hånden mod et stort tyk træs bark og hørt vandet pumpe op fra jorden til de grønne kronblade. Liv.

"Det er smukt. Vi har lange åbne vider, som på landjorden, hvor der ikke kan ses andet for øjet. Store mørkeblå vider, hvor der er så mørkt og sort at man ikke kan se bunden, og lyset fra solen farver lagende. Det er et fantastisk sted, der også kan blive umådelig ensomt at spendere for lang tid." svarede hun først, mens hun drømte sig tilbage. "Det er mere sørgelig smukt. Så er der revene. Smukke rev fyldt med farver og liv! Fisk, skalddyr, planter og revet. Det kan ikke beskrives, men jeg er sikker på at alle farver der findes, kan ses der!" og det var bare under vandet! Selv når man var ved toppen af, lige inden man brød overfladen, kunne man se et paradis af sol der dansede på vandets overflade.

"Mest i Norden.. Jeg kan godt li sne og is! Har set en del is i havet også, når jeg kom nord på. Men det er anderledes heroppe. Jeg kom ned mod syd, og følte mig svagere som lyset og varmen blev for stærk. Så har desværre ikke set så meget. Men har set store grønne områder! Havet har ikke nær så mange grønne farver" svarede hun med entusiasme i stemmen. Det var fascinerende og helt igennem ubeskriveligt. Det var jo at se en helt anden verden.

Amalia lukkede øjnene som Talia fortalte om vidundrenene der skjulte sig under de blå bølger. Hun forsøgte at forstille sig det som Talia malede de utrolige landskaber med sine ord. For sit indre blik så hun dybet selv lyset fra himlen ikke kunne nå, et tanke der kunne få en til at føle sig noget så lille og ubetydelig. Drømmende spredte sig et smil på hendes læber. Det lød så magisk! Rev var normalt en fare man skulle være passe på, men lille havskum fik det til at lyde som et sted fyldt med liv! 
Måske hun skulle tage et kig engang? "Det lyder fantastisk Lille havskum, jeg håber at kunne se det engang!" kom det fra Amalia, som hun åbnede øjnene, storsmilende mod Talia.

Hun rynkede brynene "Norden?" spurgte hun en smule forvirret, der er så forbandet koldt deroppe! Det var vel ikke så overraksende, sne og is blev også til vand, men norden var ihvertfald for kold til hende! "Hvad med mod vest? Der er en del land at rejse over, samt noget hav og nogle øer du kunne undersøge?" Lo hun. 

Talia smilede glad og nikkede ivrigt. "Selvfølgelig skal du se det! Jeg vil gerne vise dig det" svarede hun med stor entusiasme og man kunne se hun generelt var en glad sjæl, i de store blå øjne. "Hvis du en dag finder en måde at trække vejret under vandet, skal jeg vise dig det hele! Revet, viderne, havfolkenes hjem, isbjergenes rejse gennem vandet. Det hele" tanken gjorde hende utrolig glad. Hun ville så gerne vise sit hjem til folk! men landfolket havde ikke samme mulgihed for at se det. Havfolkene var skeptiske overfor hende, med undtagelse af børnene. De måtte ikke tage med på eventyr i dybet. Der var selvfølgelig dyrene. Hun svømmede med delfiner, lå på ryggen af de store hvaler og dykkede med sælerne. Hun ville dele de oplevelser.

"Jeg gik ikke langt Nordpå.. hvis jeg blev for længe ville jeg fryse til is. Er ikke helt bygget som jer" grinede hun som hun opfangede den andens forvirring. Norden var et dejligt sted, og fugtigheden rar, men også koldt. Hun skulle ikke derop hvis hun ikke havde mulighed for at holde sig varm. Det ville være katestrofalt.
Talia drejede hovede til skrå. "Jeg havde ikke tænkt over at der var øer derude.. Har du været der?" hendes nysgerrighed forsvandt aldrig. Det var for hende lige så spændende og lærerigt at snakke med Amalia, som det så ud til hun synes at det var at tale med vandelementaleren.

Amalia smilede varmt, det lød som et fantastisk eventyr! Noget som hun bare måtte opleve! Forhåbentlig kunne kun tage Sofie med, hun ville sikkert elske det! "Det vil jeg glæde mig til!" Lo Amalia kort. "Jeg mener at have hørt om nogle krystaller der kan det! Det burde jeg kunne skaffe! Men det vil jeg se frem til lille havskum!" Hun havde ingen anelse om hvornår hun ville have tid til sådan en rejse, men hun skulle nok finde tiden! Dog drev en tanke ind i hendes sind, der var en reel chance for at de ville støde på Tangri og Kelpa, noget hun ikke have troet ville kunne ske! Detaljen med at havfolket ikke kunne lide pirater, betød sikkert ikke så meget i Talias selskab.

"Ah! det giver mening" lo hun, selvfølgelig ville hun ikke have at Talia frøs til is, men tanken om Talia dækket af sne var ret morsom. Måske hendes hår ville være som sne hvis der var koldt nok? Dog håbede hun at hun ikke behøvede at skulle tage derop! 
Amalia smilede "Ikke endnu, men snart kommer jeg til at bo på Toropolis Isla, du skal være mere end velkommen til at komme forbi!" snart var den hendes, og så kunne hun give Sofie det liv hun fortjente .