Dal hankede op i den slappe krop der sad på ponyen foran ham, indhyllet i tæpper fra top til tå. "Kom så, bare lidt længere" mumlede han træt som han styrede ponyen ned af en bjergsti. Det var ikke første gang han rejste i området, og han viste der var en udemærket lejerplads ikke langt derfra. Han skulle bare nå derhen uden at tabe sin last.

Det havde været en lang dag på vejen fra Tusmørkely, og han væmmes ved at se hvor mange af Kiles Orden der havde været selv der, i den ellers lille, hyggelige by. Dal var træt. Træt af at de de hvide masker hvorend han kom, træt af at se deres ofre, og så uendelig træt af at se folk lide under dem.

Først mørkets hær og nu Kiles Orden? Forhåbentligt ville det snart blive bedre tider igen.

Mørket var begyndt at snige sig frem mellem klipperne og Aldric havde fundet sig et sted at slå lejr. Et perfekt sted, der lå i læ og endda havde et klippefremspring man kunne kravle i ly under, hvis det regnede. Det gjorde det ikke i dag, himlen var skyfri, men kulden bed også lidt til. Hvad i alverden han lavede herude vidste han ikke. Han var bare fortsat vest på, efter han havde mødt elverne, der var på flugt fra hovedstaden. Det var som om, at han ikke havde tænkt sig om, da han så bjergene, men bare fortsat. Der var vel ikke så mange folk herude? Eller var der? Han havde i hvert fald været ensom, men på en eller anden måde passede det ham også fint. Han følte lidt, at han havde brug for en pause fra folk. Fra at heale. Og herude i bjergene? Stjernerne føltes så tæt på og han kunne trække vejret.

I løbet af dagen havde han været ganske fornuftig og samlet brænde, når det var muligt. Så meget, at han næsten ikke kunne slæbe på det. Et par aftner før havde han frosset og siddet i mørket og hurtigt taget ved lære. Saml, når du ser noget. Og med tanke på elverkvinden, fik han hurtigt tændt et lille bål. Stort nok til at varme luften op omkring det, men lille nok til at han ikke brugte sin favnfuld kvas og grene alt for hurtigt. Vand manglede ikke herude. Det havde lykkedes ham at fange en hare i en snare og plukket spiselige planter og rødder, så snart ville han have kogt sig en lille stuvning. Han var efterhånden ved at være helt god til det med at leve selv. På vejen. Af naturen. Åh, han havde sultet ind i mellem det første stykke tid.

Duften af mad var ved at brede sig, som han sad på jorden ved bålet, pakket ind i sin rejsekappe, der holdt ham både varm og tør. Han var træt efter at have gået hele dagen, men kunne også godt mærke, at han ikke havde brugt sine evner i et stykke tid. Han følte sig mere afslappet, som betalingen ikke var krævet af ham. Det sled ikke så meget på ham.

En lyd nåede hans ører. Hovslag. Der var nogen på vej. Aldric havde ingen våben, som han alligevel ikke anede, hvordan han skulle bruge dem. Men han havde sin praktiske kniv og selvom han godt vidste, at han nok ikke ville bruge den, trak han den. Hurtigt greb han også en lang pind med ild i. I tilfælde af, at det var nødvendigt at forsvare sig. Så han stod klar og så i den retning lyden lod til at komme fra.

Grundet sin ekstra 'oppakning' duftede Dal maden, før han så lyset fra bålet. Hans mave knurrede og han sank en klump. Hvor gerne han end ville nyde et varmt måltid ved et bål, så havde han andre at tænke på end sig selv. Han kunne ikke risikere det, ligegyldigt hvor træt han var i armene.
Med besvær fik han rykket på sin passager så han kunne læne sig ud til siden og se bare en lille smule. Han knugede tøjlerne en anelse som han passerede de sidste træer og lejeren kom ordenligt til syne, sammen med den unge, kampklar mand.
"Woah, rolig der, jeg er ikke ude på ballade!" han holdt hesten an og lod den vende siden halvt til, så hans krop blokerede det meste af udsynet til hans passager. Det var dog umuligt for ham at dække for helt for hvordan vedkommenes hoved hang. "Jeg passere bare i gennem og finder en anden lejerplads. Ingen grund til det her bliver grimt" sagde han bestemt, og lod sin dværge fysisk ligge vægten bag orderne. Nok slog Dal som en våd sok af en dværg, men det viste denne unge knøs ikke!

Aldrics hjerte sad oppe i halsen på ham, som han ventede på at hesten kom til syne. Det viste sig at være en pony med to personer på ryggen, den ene noget højere end den anden. En dværg. Så meget kunne han konstatere, men den anden var pakket for godt ind til, at han kunne se noget. Ud over det hængende hoved. Bevidstløs. Eller tæt på. Aldric havde nær sænket sine sølle våben ved synet, men dværgen valgte at råbe til ham og han hævede grenen med ild i igen. Lyttede til hans ord. Og tøvede, hvilket nok var tydeligt at se på hans ansigt. Hans blik gled fra dværgen og til den slappe skikkelse i hans favn. Han burde lade dem ride videre, andet var for farligt. Selvom dværgen så… speciel ud i forhold til dem, Aldric havde mødt, mindre krigerisk, kunne skindet bedrage. Men… den slappe skikkelse fik ham til at bide sig i læben for et øjeblik og så langsomt sænke grenen igen.

”Har… har I brug for hjælp?” Den unge stemme var tøvende som blikket i hans øje og udtrykket i hans ansigt. Det store ar ikke så tydeligt, som lyset faldt på den anden side af hans ansigt, men det lå heller ikke i hans tanker. Det var vigtigere med den slappe person. Han tøvede lidt mere, men sænkede grenen det sidste stykke.
”Jeg er healer.” Ord der betød alverdens og kunne sende ham ud i problemer lige så meget som gode oplevelser. Ord han skulle være påpasselige med, men som han sagde ret ofte. Usikkert så han på dværgen, afventende, hvad han ville svare.

Dal så tøvende på den unge mand. Lettelsen i Dals bryst da manden sagde han var healer var betydelig, men..
"Jeg er ikke sikker på dette er noget du vil blandes ind ven" sagde han roligt men advarende "Du kan få.. visse typer på nakken, hvis de finder ud af du har hjulpet os" uddybede han. For alt Dal viste så kunne knægten lige så vel være med Kiles orden! Han var nød til at være forsigtigt.
Han sukkede en anelse "Det sagt, så tror jeg bestemt hun ville værdsætte hjælpen.. Men det er dit valg. Jeg har ikke meget i veje af kompensation i krystaller, men jeg har noget ekstra proviant jeg gerne deler"

Dal var splittet. Han ville ikke trække knægten ind i noget uden at lade ham vide hvad han gik ind til, men han kunne heller ikke afsløre for meget, i tilfælde af han var med Kiles Orden! Dal var ikke ude på at lave ballade, ikke mere end højst nødvendigt hvertfald, men han kunne ikke bare se til mens folk led, ikke når der var noget han kunne gøre for at hjælpe!

Først virkede det til, at dværgen afviste ham. Fordi han kunne komme i fare ved at hjælpe dem. Der gik et usikkert stik igennem Aldric, som han egentligt helst ikke ville rodes ind i noget, der kunne gøre hans liv mere farligt end det var i forvejen, men hans blik kunne ikke helt forlade den slappe skikkelse på den lave pony. Det var lige meget, om han kom i problemer, han blev nødt til at hjælpe. Det var det, han var til for. Dværgen fortsatte med at snakke om betaling for hans hjælp og Aldric rystede kort på hovedet.
"Jeg vil ikke have noget for at heale." Han tøvede lidt, men gik så over og smed grenen i bålet igen, inden han stak kniven på plads i bæltet. Der var ikke nogen fare her.
"Jeg vil ikke blandes ind i noget..." hans grønne øje fandt tilbage til dværgen. "... men jeg vil ikke sige nej til at hjælp dem, der har brug for det. Kom over til bålet med hende og få varmen." Han var klar til at hjælpe, hvis dværgen havde brug for hjælp til at bære hende, men han mente nu nok, at en dværg kunne bære den spinkle skikkelse. Aldric var ligeglad med, hvad passagerens race var. Hvem hun var. Han ville hjælpe.

Det var en ting, han havde brugt lang tid på at spekulere over, siden han havde mødt kilepræstinden. Hvad hvis det havde været hende, der havde været såret? Ville han have sagt nej til at hjælpe hende, bare fordi hun tilbad Kile? Ville han hjælpe væsner med ondt i hjertet? Et spørgsmål, han ikke rigtigt følte, at han kunne svare på, før han stod i situationen. Aldric var en ufatteligt god person, selvom han måske ikke helt selv kunne se det, og tanken om ikke at hjælpe nogen, hvis han stod med dem hos sig, var forkert. Også selvom det var en person, der gjorde andre ondt. Et eller andet sted havde han helt besluttet sig for at lade være med at spørge. For hvad var ondt? Manden der slog sin kone men var uundværlig for landsbyen? Købmanden der snød med vægten, så han kunne brødføde sin familie? Aldric vidste, at han ikke havde evnerne til at tage den beslutning og han blev nødt til at heale uden forbehold. Dog havde han en tanke om, at hvis han nogensinde stødte på nogen fra Mørkets Hær eller andre, der stank langt væk af ondskab, ville han måske sige nej.

Men dværgen og hans passager virkede harmløse. Og Aldric ville hjælpe.
Så han skubbede sin mad væk fra ilden og gned sine kolde hænder lidt i mod hinanden, mens han skævede til dværgen.

Dal tøvede stadig et øjeblik, men et svagt støn fra hans passager gjorde udfaldet. Han ledte ponyen lidt nærmere, inden han, med noget besvær, kom han selv af ponyen, og fik trukket sin passager ned i sin favn, uden at tabe hende, eller lade hende lide overlast. Som Dal flyttede på hende, lød der små støn og klagende lyde, og det var tydeligt at Dal ikke havde overdrevet, da han havde sagt at kvinden havde brug for hjælp.
"Hvis der sker noget, vil jeg forsøge at holde dem væk, men jeg er ingen kriger" erklærede han, og lagde forsigtigt kvinden ned nær bålet. Kvinden var elver, og under den alt for korte kappe og noget bedre dækkende tæppe hun var pakket ind i, var hendes klædning under let blodig og forrevet tøj.
"Hun er blevet godt og grundigt gennembanket, men der er vist ikke noget brækket, og jeg har stoppet de få blødninger der var så godt jeg kunne" informerede han, men lød ikke synderlig sikker på sit eget arbejde.

Kvinden var bjergelver, og Dal viste han ikke ville være velkommen i nærheden af deres hjem, men han viste ikke hvor ellers han skulle have taget hende hen. Han kunne bare håbe på de ville lytte til ham først, og så skyde ham senere, og endnu bedre hvis de skippede den sidste del af ligningen. Hvis han var rigtig uheldig ville de tro det var ham der havde skadet hende.

Aldric vendte straks sin opmærksomhed mod personen, der var pakket ind i en kappe og et tæppe. Så snart han havde fjernet hætten fra hendes hoved, kunne han se, at hun var elver. Han blev nødt til at pakke hende ud af kappen og tæppet også for at se, hvor slemt det stod til, samtidigt med at han lyttede til, hvad dværgen havde at fortælle. Gennembanket. Vreden gled igennem ham, som han betragtede den bevidstløse elvers ansigt. Lige meget hvem, der havde gjort dette, havde de gjort noget forkert og ondt. Et eller andet sted regnede han med, at det var en konsekvens af Kileordenens krig mod elverne. Og han hadede dem for det.

Han havde næsten glemt alt om dværgen, da han skubbede sine hænder ind under elverens tøj og lagde dem på hendes mave. Kernen, hvor det var lettest at heale en hel krop fra. Fordi hun allerede var bevidstløs besluttede han at prøve sig for med det, som præstinden havde vist ham. Han tog en dyb indånding og pustede langsomt ud, mens han forsøgte at finde døren til sine kræfter og kun åbne den på klem. Og først så det også ud til at virke, hans magi gled langsomt ud i kvinden. Men pludseligt mistede han koncentrationen og det endte ud som det plejede. Med en hel bølge af healingsmagi, der vaskede alle skader og sygdomme ud af kroppen på elveren. Hendes vejrtrækning blev lettere og rynken af smerte i hendes pande forsvandt. Hun vågnede ikke op, men Aldric vidste, at hun sov i stedet for at være bevidstløs. Nogle reagerede sådan, når han healede dem. Andre vågnede op med et spjæt. Nogle få blev voldelige, men det skete heldigvis sjældent.

Han lagde tæppet og kappen om hende og kom på benene med et blik på dværgen.
"Hun sover. Hun er i orden igen." Han vidste ikke helt, hvad han skulle gøre med de to fremmede i hans lille lejr, så han endte med at sætte sig til rette ved bålet. Af en eller anden grund kunne han ikke være bange for dværgen, der havde en lidt sær udstråling.
"I... I skal være velkomne til at blive her for natten." Det var lidt med blandede følelser han sagde det, for han ville på den ene side gerne have, at de tog af sted igen, især hvis de blev forfulgt. På den anden side sagde han ikke nej tak til lidt selskab, også selvom den skulle være tavs eller sovende. Ensomheden havde taget ham i sine kløer og det gjorde lidt ondt. Selskab ville være godt.

Dal holdt sig nær ved, hjalp til med pakke kvinden ud og ind igen da healeren var færdig, men også for at sikre kvindens sikkerhed. Ikke at der var meget han kunne gøre hvis manden her viste sig at være en fæl dræber-dæmon... men i det mindste ville han da dø i forsøget?

Dal åndede lettet op da han så kvindens mærker og sår forsvinde, og endnu mere da hun lod til at slappe af. Det var mere end han havde ture håbe på, mere end han havde drømt om! Da manden ydermere tilbød dem plads ved bålet for natten kunne han have kysset ham, hvis ikke hans trætte arme og ben havde været så pokkers tunge. "Af hjerte tak ven. Guderne vide vi kunne bruge en rolig nat og et varmt bål. Jeg er Dal, Historiefortæller og Verdensmand, og dette... Ehm, jeg ved det faktisk ikke, men jeg er ikke et sekund i tvivl om hun er umådelig taknemmelig ligeså". Dal sikerede sig kvinden, som han ærligt ikke anede hvem var, var pakket ordenligt ind mod nattens kulde, inden han vendte tilbage til ponyen. Selvom hans arme var trætte efter at have holdt elveren oppe, og hans ben dunkede efter det hårde ridt, skulle hesten sadles af, og saddeltaskerne flyttes over til bålet. Efter Dal havde fået bundet ponyen ved et træ med lidt mos og græs nær, vendte han tilbage til bålet, og kunne endelig sætte sig med et tungt suk. 

Aldric hadede, når de begyndte at takke. Han vidste ikke, hvordan han skulle reagere på det, selv ikke efter så lang tid, især ikke efter, at han var blevet for sig selv. Healing var det han gjorde og han ville ikke have tak for det. Så det kunne han ikke rigtigt svare på, men hans navn kunne han dog dele.
”Mit navn er Aldric.” Det ene øje fulgte dværgen, som han sikrede sig at kvinden var pakket ordentligt ind. At han ikke vidste, hvem han var, men hjalp hende alligevel, var noget Aldric kunne undre sig over, men samtidigt respektere. Han ville uden tvivl have gjort det samme, men han var også klar over, at de fleste bare ville have vendt ryggen til for ikke at komme i problemer. Dværgen havde altså et godt hjerte. Medmindre han havde bagtanker, men det kunne Aldric næsten ikke forestille sig, der var et eller andet… fredeligt, næsten harmløst over ham.

Som Dal gik hen til sin pony, satte Aldric maden i ilden igen for at varme det op. Der var meget mad og han havde egentligt tænkt sig at gemme det, men med to gæster i lejren var det nok bedre at dele. Især når elveren vågnede, hun ville uden tvivl være sulten. De var de fleste efter en healing.
Han kunne ikke lade være med at skæve lidt til hende. Det var ikke elvere, han kendte mest til, faktisk havde hans største oplevelse med dem været, da han healede folk i den gruppe af flygtende halvelvere. Og kilepræstinden.

Dværgen satte sig og Aldric hældte mad op i en skål. Den eneste han havde.
”Der er ikke så meget mad, men vi kan deles.” Lidt usikkert så han fra maden til dværgen, om han havde sin egen skål eller om Aldric måtte dele sin med ham. Maden duftede godt og han var sulten, men dværgen så mere træt ud end ham.

Dal rodede lidt i sin saddeltaske som han havde taget med over ved siden af sig, og trak en skål og en ler flaske op. Han satte flasken mellem dem, og rakte skålen til Aldric "Tak." han smilede træt til den unge mand "Jeg har også provianter at spæde til med" fortalte han og blev ved med at trække ting op af tasken. Et halvt solidt brød, det var tørt men ville gøre sig fint til det Aldric havde på bålet. Dernæst trak han en tørret pølse op og en klump hård ost.

Dal fik det hele anrettet mellem dem, så det var til at nå i stilhed, men da det praktiske var klaret, og de begge havde fået et par mundfulde ind, kunne han på trods af trætheden, ikke holde kæft længere. "Men nøj jeg er glad for du ikke var en Kile præst! Så havde vi dælme været i problemer" han skævede lidt til elveren igen, lige for at tjekke op på at hun stadig sov og ikke manglede noget. Men Aldrics helbredelse lod til at have været umådelig effektiv, for hun så ud til at sove efter omstændighederne sødt.

Til Aldrics store lettelse havde dværgen selv mad - og en del af det, som han åbenbart også ville dele ud af. Aldric skyndte sig i gang med at spise, han havde ikke rigtigt spist siden dagen før. Det var ikke mad han fik mest af, hvilket også godt kunne ses på ham. Under den tykke trøje kunne man begynde at tælle hans ribben. Selvom han klarede sig godt, var han stadig vokset op under rimeligt normale forhold og de sidste seks år havde han trods alt levet i luksus i templet. Kun at spise en til to gange om dagen, nogle gange lidt mindre, nogle gange lidt mere, tog lidt hårdt på ham, men han beklagede sig ikke. Det var hans eget valg og trods at det var hårdt, havde han ikke fortrudt.

Han var dog lige ved at kløjes i maden, da dværgen sagde Kilepræst. Langsomt tyggede han mundfulden færdig og sank, inden han sænkede skålen til sit skød og så på dværgen med en rynke i panden.
”Så det er Kilepræster, der har gjort det i mod hende?” Spørgsmålet var alvorligt, men ikke overrasket. Han havde set, hvad de havde gjort ved elverne i lejren. Selvom han måske efterhånden var blevet klar over, at Kilepræster og Kiles Orden ikke var det samme, så hadede han stadig begge dele, også selvom han havde snakket med den lidt mere tilgængelige præstinde. Hadede af et godt hjerte, selvom Kiles Orden var ved at have trykket på de forkerte knapper hos ham.

Aldric stillede skålen og brækkede lidt af brødet af, som han til sidst dyppede i skålen. Dværgen havde heldigvis sat sig til hans gode side, så han ikke skulle dreje hovedet ret meget for at se ham. Og så arret var gemt lidt væk. Det var som en konstant summen i hans sind, når han var sammen med andre, at han skulle holde det skjult, men det var for sent at finde tørklædet frem.
Maden landede godt i hans mave og han måtte afholde sig selv for ikke at sluge det for hurtigt.

Dal spiste langsomt og stilled skålen fra sig. Han nikkede med et stramt udtryk og skævede til kvinden igen "ja. Der var en gruppe fra Kiles Orden på gennemrejse. Jeg var der ikke da det skete, men hørte dem prale om det på en kro" hans hænder knyttede sig hårdt "hvordan de havde jagtet hende og banket hende, stjålet hendes ting og efterladt hende i vejkanten..." hans stemme var hård og fuld af foragt for de monstre der kunne gøre sådan noget, og så prale af det bagefter som om de havde gjort verden en tjeneste!

Dal tog en dyb indånding og prøvede at slappe sig selv af igen, men uden det store held. Hans blik faldt igen på den sovende kvinde, og hendes trykke åndedræt gav ham en smule ro igen.

Aldric tyggede langsomt, mens han opmærksomt lyttede til dværgen, som fortalte en grim historie om, hvordan han havde fundet ud af, at elveren var i nød. Det var lige før, at Aldric mistede appetitten, han havde så svært ved at tro, at nogle væsner kunne være så fyldt med ondskab. At skade et andet væsen lå så langt fra Aldrics natur og at nogen kunne fornøje sig ved det, det ville han aldrig lære at forstå. Han følte kun gru ved tanken om, at folk kunne finde på det.
Tydeligvis blev dværgen også oprevet og for et øjeblik blev Aldric lidt nervøs, men det virkede nu ikke til, at den lave, brede mand ville agere på den vrede, han så tydeligt udstrålede. Langsomt spiste Aldric endnu en mundfuld, tavs. Hvad skulle han sige? Han var ikke stærk i opmuntrende ord, han plejede at lade sin evne tale for sig.

"Hun har været heldig, at en dværg med et godt hjerte, overhørte samtalen. Hun er sikker nu." Han sendte dværgen et forsigtigt smil, inden han skrabede skålen med sin ske. Han var næsten mæt, men tog ikke mere af maden, ikke endnu. Han ville lige se, hvor meget der var tilbage, så elveren også kunne få.
Det var meget rart med noget selskab, men som sædvanligt var han ikke helt tilpas. Han havde været for meget alene på det sidste. For meget alene de sidste mange år, så han havde næsten glemt, hvordan man gjorde. Det der med hyggelige samtaler om ilden, småsnakken om dit og dat. Aldric var i bund og grund en meget social person, men han skulle bare lige genlære, hvordan man gjorde. Alt kontakt med folk efter hans ulykke havde været præget af to ting - hans evne og hans ødelagte øje. Mest det første, som han ikke havde lavet andet end at heale. Og sådan skulle det være. Om det var en gave fra guderne eller om der var en helt naturlig forklaring, så var evnen kommet, da han havde været skyld i en død og nu ville han betale af på det resten af sit liv med hjælp af evnen.

Dal tog en dyb indånding og fandt et lille skævt smil frem "Takket være dig Aldric! Vi var begge heldige at det var dig der sad her. Du er en god mand" han fornemmede godt at Aldrig havde svært ved at tage imod taknemmeligheden, men det gjorde kun Dal mere opsat på at give den. Han var også god nok til at læse sit publikum til at vide hvornår de gerne ville, men ikke helt viste hvad han skulle gøre.
Heldigvis kunne Dal tale for for 5 og holdt let samtalen gående, naturligt og flydende, med minimal indput fra Aldric. Han talte om alt og intet og undervejs tog han selv lidt mere mad, hvorefter han rakte det til Aldric så han også kunne få mere. Han gjorde det samme med flasken han havde taget op, der viste sig at indeholde en sød men stærk frugt vin, der gav varmen ind til benet.

Tiden gik og Dal var efterhånden begyndt at gabe mere end han talte, da elveren vågnede, først langsomt, men som hun kom til bevisthed, satte hun sig hurtigt op. Hun stirrede indgående på Aldric og sagde et eller andet på elvisk, i en hård tone.
Dal rykkede en anelse på sig, og hendes blik faldt på ham. Hendes udtryk ændrede sig øjeblikkeligt til et af afsky. Flere harske ord forlod hendes mund, og Dal løftede defensivt hænderne og svarede hende, på elvisk. Dette lod dog kun til at gøre hende endnu mere arrig, og hun nærmest sprang på benene, en anklagende finger rettet Dal, mens hun vendte blikket mod Aldric igen og krævede svar på et eller andet.
Dal sukkede dybt og lod en hånd løbe over håret "Jeg vil undlade hendes imponerende udvalg af skældsord for dværge, men hun vil gerne vide hvordan du kunne tillade en at være i nærheden af hende" oversatte han og lød umådelig træt.

Dværgen viste sig at kunne holde en samtale helt for sig selv og langsomt blev Aldric mere afslappet og deltog lidt. Endda le dæmpet en gang eller to. Det sidste stykke tid havde været hårdt for ham, men han var ikke ødelagt og havde stadig latter og glæde tilbage i kroppen. Det skulle bare findes frem. Og dværgens snak var en velkommen forandring for den stilhed, der ellers lå over verden, når man rejste alene.
Der så ud til at være mad nok og Aldric tillod sig selv at spise noget mere. Mæt blev han. Han smagte også på indholdet i flasken, men drak kun nogle få slurke, som han ikke var vant til alkohol. I stedet drak han af sit vandskind, der var fyldt med iskoldt bjergvand, som det ikke var ret langt tilbage, at han havde fyldt det.

Aldric var ved at være godt træt og varm og opdagede ikke, at elveren var vågnet, før hun sagde noget i en vred tone. Forskrækket flyttede han på sig og så på hende. Hendes udtryk, da hun bemærkede Dal, gav Aldric en knude i maven. Han var ikke ubekendt med elvere og dværges uvenskab, men havde ikke oplevet det så tæt på før. Og hendes afsky for den mand, der havde reddet hende, gjorde både Aldric vred og ked af det. Men han sagde intet, som det viste sig, at dværgen talte elvisk. Hvilket bare så ud til at ophidse hende endnu mere og hun spurgte ham om noget, han ikke forstod. Aldric flyttede blikket til dværgen og lyttede til hans ord og trække tone.

Langsomt så han tilbage til elveren, der stadig stirrede fast på ham, tydeligvis afventende et svar. Gad vide, om hun forstod ham, hvis han svarede hende? Ellers måtte dværgen vel oversætte. Han rømmede sig og rettede sig lidt op, stirrende tilbage på hende med sit ene virksomme øje.
”Hvis ikke, det var for den her dværg, ville du være død.” Hans stemme var fast og et lille glimt af den bestemte mand, han engang ville blive, drevet af den indre ild, skinnede igennem. ”Han tog dig til mig. Jeg healede dig. Jeg er ---” Han kunne ét ord på elvisk, et ord han kunne på flere sprog. Healer. At Dal havde fundet ham ved et tilfælde behøvede de vel ikke at sige. Ikke før hun var faldet ned, i det mindste. Han blev ved med at se fast på hende, dog usikker på, om det var nok.

Dal så taknemmeligt på Aldric da han forsøgte at forklare den hidsige dame at Dal faktisk bare havde forsøgt at hjælpe! Dal forventede aldrig rigtig en varm velkomst fra elvere, det lå for dybt i racerne, for meget historie, men det her var.. værre. Det her var direkte ubehageligt.

Elveren kneb øjnene sammen og nedstirrede Aldric for et langt øjeblik, som vægtede hun sandheden af hans ord ét for ét. Det var svært at sige om hun havde forstået andet end det ene elviske ord ud fra hendes reaktion, men det stod snart klart.
"Taknemlighed.. for hjælp" svarede hun Aldric temmelig gebrokkent. Det var tydeligt hendes sproglige kundskaber ikke var fantastiske, men at hun også var for stolt til at indrømme det. Hun sagde noget mere på elvisk og gav Aldric et lille nik, inden hun samlede de tæpper Dal havde haft pakket ham ind i sammen om sig, greb de sidste rester af maden der lå nær Dal, og gjorde mine til simpelthen at vandre ud i natten - men ikke før hun havde sendt en spytklat i ansigtet på Dal.

Dværgen sænkede blot blikket og tørrede det væk. Han havde ikke i sinde at holde på den utaknemmelige elver, hvis hun hellere ville videre.

Spændingen i luften var næsten til at tage og føle på, som de ventede på svar fra elveren. Til Aldrics store lettelse svarede hun på et meget gebrokken krystalliansk. Han nikkede som svar. Det var så lidt, men det var ikke kun Aldric, der havde hjulpet hende. Han ville næsten til at prøve at forklare hende det, gøre hende mere mildt stemt overfor dværgen, men inden han kunne nå det, pakkede hun tæpperne sammen om sig og resterne af deres mad. Aldric fulgte hende lidt chokeret med øjnene, men kunne slet ikke finde ord til at stoppe hende med. Da hun spyttede dværgen i ansigtet kom der en protesterende lyd fra ham, men elveren kastede et iskoldt blik på ham, hvilket fik ham til at trække skuldrene lidt op og se væk. Hun var bidsk.

Da han ikke kunne se hende længere i skæret fra det lille bål, vendte han sig bekymret mod dværgen.
”Er du okay?” Han kunne ikke forestille sig at blive behandlet sådan af en, man havde reddet. Eller jo, måske var det derfor, at han var så bekymret. Han have prøvet lidt af hvert, bare ikke at blive spyttet på.
”Hun var… ikke rar.” Han skar ansigt, da han sagde det. Men det var sandt. Aldric havde ikke ret meget erfaring med elvere, men ingen han havde mødt, havde været så kolde. Overlegne. Ja, vrede. Og han var ærligt talt lidt rystet, hvilket nok også kunne ses på ham i det flakkende lys fra ilden ved siden af dem.
”Men i det mindste tog hun ikke din pony.”

Et prustende suk undslap dværgen som han nikkede, og skævede lidt efter elverkvinden. Dal var såret og nogle af elverkvindens ord havde ramt hårdt, men han havde prist sig lykkelig for at Aldric ikke havde bedt ham gentage præcis hvad kvinden havde sagt.
"Hun var en led sæk" mumlede dværgen og bed stolt sammen om en sidste skive halv-tørt brød. Var han ked af at have reddet hende? Nej. Ville han havde gjort det igen, vel vidende hvor forfærdelig hun var? Ikke med hans gode vilje.

”Men i det mindste tog hun ikke din pony.”

Dal klukkede lidt over kommentaren. Nej, i det mindste havde hun ikke stjålet hans hest også! Hans klukken voksede sig til en rungende latter der lettede den trykkende stemning i den lille lejer. Dal lo, så tårene trillede ned af kinderne på ham, tåre der havde været på vej et stykke tid, men som nu endelig havde fundet en vej ud hvor dværgen ikke tabte ansigt. De blev da også ved lidt efter hans latter var faldet til ro igen. "Nej, du har ret! I det mindste tog hun ikke min pony også" han smilede til manden, men det nåde ikke hans øjne "Men lad os ikke sige der for højt, ellers indser hun måske sin fejl og kommer tilbage efter den"

En led sæk. Ord Aldric aldrig kunne få sig selv til at udtale, men som han dog måtte indrømme, at han godt kunne være enig i. Hun virkede som... en led sæk. Aldric håbede ikke, at han stødte på hende igen, eller nogen der mindede om, men han var ikke så naiv, at han ikke godt vidste, at der desværre var mange af den type væsner i denne verden. Folk, der havde hjertet fyldt med had og vrede. Og så meget stolthed, at de ikke kunne se ud over deres egen næsetip. Det var sørgeligt og han forstod det ikke. Han kunne slet ikke sætte sig ind i den følelse. 

Ordene om ponyen fik dværgen til at le, meget endda. Aldric kunne ikke helt se det sjove i det og så bare på ham med en let rynke i panden og et lidt bekymret blik. Han vidste ikke helt om latteren lød oprigtig, men det så ud til at være noget, som dværgen skulle ud med, så han sagde ikke noget. Ikke før latteren var væk og dværgen fik stemmens brug tilbage.
"Det må vi hellere lade være med."

Aldric flyttede blikket til ilden og blev tavs. Hvad så nu? Ville dværgen blive hele natten, hvilket han da skulle være velkommen til, eller ville han videre ud i natten? Aldric kunne godt mærke, at han var lidt træt efter dagens lange tur i bjergene, men han var ikke tryg nok til bare at lægge sig til at sove. Lidt uroligt kørte han den ene hånd op af sin arm og skævede til Dal.