Tid: Sen aften
Sted: En lille landsby i Medanien, ved hængningstræet

Rebet strammede sig om Netrish hals, som landsbyboerne kastede det over træets solide gren og trak til. Netrish fyldte lungerne med luft en sidste gang, inden løkken strammede til, og trak hende op fra jorden. Hendes hænder greb efter rebet over sig, og om hendes hals.

Netrish dag var startet som så mange andre. Hun var ankommet til landsbyen omkring middagstid, og havde prædiket om Kiles sande budskab, og advaret mod Kiles Ordens vildledelse. Hendes ord havde fået forskellige modtagelser mange steder, og der var gange hun end ikke havde fået talt ud. Denne by havde dog givet en anden følelse. De havde ikke afbrudt eller jaget hende ud. De havde lyttet, tavse som graven og storiske.

Det hele havde efterladt hende med en dårlig mavefornemmelse, og hun havde forladt byen henaf aftenen, for at overnatte i det fri. 
Det havde ikke reddet hende.
Landsbyboerne var fuldt efter, og i ly af det hurtigt tiltagende mørke, havde de slæbt hende med sig. Hun havde kæmpet imod, men de havde kendt terrænet og havde overfaldet hende uden advarsel. Hun havde knap nået at få sværdet ud af skeden.

Lysende fra landsbyen begyndte at falde ud af fokus. Men en kræftanstrengelse fik hun endnu en mundfuld luft ind, men selv det var en stakket frist.
Rebet der holdt hende blev fæstnet om træets stamme, og et par fra det lille jagthold fortrak sig tilbage til byen, mens enkelte blev hængende for at se det til enden.

I skyggen af et træ stod Thanos og betragtede scenariet foran sig. De vrede landsbyboere, der åbenbart havde besluttet sig for at hænge hans bytte. Thanos havde fået nys om en elverkvinde, der både prædikede Kiles bud og healede på sin vej. Om hun ikke havde hørt, at Kiles Orden havde startet et krig med elverne eller om hun bare var mentalt retarderet, det vidste Thanos ikke, men han var også ligeglad. Sidst han havde snakket med sin kontakt, havde han fået at vide, at elvere, især kvinder, var eftertragtet i øjeblikket i Rubinien. Og healere kunne han altid få mange krystaller for, der var altid stor efterspørgsel. 

Men han havde fulgt hendes spor og var endeligt nået frem til denne landsby som hun lige havde forladt. Inden han kunne nå at få fat i hende, havde landsbyboerne dog selv fanget hende og nu stod han her og betragtede sit mål blive hængt. Han virkede ikke til at have travlt som hendes fødder slap jorden. Så længe de trak hende op, havde han god nok tid, inden hun blev kvalt. Havde de ladet hende falde, ja, så havde hun enten været død med det samme eller sprællet en del mere i en del kortere tid. Lyden af en nakke, der knækkede i faldet med et reb om halsen havde han hørt lidt for mange gange. Mest for hans egne hænder.

Roligt løftede han armbrøsten og ventede lidt, som nogle af beboerne gik. Jo færre jo bedre. Og som kvindens bevægelser begyndte at blive lidt for svage, tog han sigte og affyrede en enkelt bolt. Med et "tjok" ramte den rebet og satte sig fast i grenen, det hang over. At sigte efter rebet i luften ville være idiotisk, det gyngede for meget sammen med elveren. Rebet blev selvfølgeligt skåret over og elverkvinden faldt til jorden. Skuddet i sig selv var lettere utroligt, men han havde også en stærk fornemmelse af, at det ikke var helt hans egen fortjeneste. Lige denne armbrøst syntes at ramme næsten alt, hvad man sigtede på. Praktisk og uden tvivl ganske magisk.

Uden tøven rettede han armbrøsten mod de fire mænd, der stod tilbage, som han trådte frem fra sit gemmested.
"Jeg er ked af at ødelægge jeres aften, men elveren kommer med mig." Intet i hans stemme sagde, at han var ked af det, den var lige så tom for følelser som altid. Den ene mand flyttede på sig, greb efter sit sværd og Thanos plantede roligt en bolt i hans skulder, hvilket fik manden til at falde om med et skrig. Armbrøsten klikkede troligt og var klar til at skyde igen med det samme. Hurtigt bukkede Thanos sig sidelæns ned, greb fat i armen på elveren og hev hende på benene.
"De herrer vil være meget fornuftige, hvis de ikke fulgte efter." Med disse ord hankede han op i elveren og slæbte hende af sted uden at flytte armbrøstens sigte mod mændene. 

Så snart de var ude af syne, hang han armbrøsten på plads i dens holder på hans ryg med en vant bevægelse og greb bedre fat i elveren. Om han så skulle løfte hende, hvis hun var for svag, så skulle de hurtigt frem til hans hest, inden der kom en hel landsby efter dem. Så hvis hun var frisk nok til at gå, hev han hende ublidt af sted og hvis hun ikke kunne stå på sine ben eller var for langsom, smed han hende over sin ene skulder, så han kunne have sin sværdarm fri.
Der var ikke langt til hans hest. Det var en rimeligt ny hest, som den gamle brune vallak var blevet slagtet for sværdet af en sært udseende krigerkvinde. Denne var en gråskimlet hoppe. Hun var hurtigere, men knapt så robust bygget, men det ville ikke være et problem for den at slæbe både Thanos og den slanke elverkvinde.
Thanos stoppede op ved hestens side og hvis han havde løftet kvinden, ville han sætte hende ned. Der var intet blidt eller forsigtigt over den måde, han håndterede hende på. De havde travlt.

Netrish ramte jorden hårdt, og hun trak sød, livsgivende luft ind i desperate gisp. Hendes hænder bevægede sig uden tanke som de løsnede løkken og trak rebet af. Verden trådte langsomt tilbage i fokus, og hun forsøgt at finde hoved og hale i hvad der lige var sket.
Hun havde følte Kiles hånd på sin skulder, blid og rolig. Netrish havde rakt ud, men Kile havde blot rystet på hoved og trådt tilbage.
Det var ikke hendes tid endnu.

En anden hånd lagde sig på hende, og den var alt andet end blid. Hun blev trukket på benene, og vaklede et øjeblik, inden hun fandt fodfæste. Hun tog sig til halsen og mærkede sårene rebet havde efterladt hende med med en grimasse. Hun skævede op til sin redningsmand som han trak afsted med hende, med armbrøsten peget mod landsbyboerne, og til trods for han just havde reddet hende, gav han hende en dårlig fornemmelse.
Netrish fulgte overraskende fint med, og snublede kun når manden hev i hende uventet. Hun forsøgte at tale, men det eneste der kom ud var et hæst kvæk.
De nåde ude af syne, hvor hun ville have forventet han slap hende, men det viste sig hun tog gruligt fejl "Jeg takker for.. redningen men.. jeg kan sagtens gå selv" fik hun hæst væset, efterfuldt at en række host. Først ved hesten lod han til at stoppe op, bare for et øjeblik, og første gang satte hun sig imod hans greb, og viste at til trods for hendes spinkle elverbygning, var hun overraskende stærk. "Hvem er du" krævede hun at vide, og det lykkedes hende at få orderne ud, uden at falde i endnu et hosteanfald.

Hun havde heldigvis været nem at slæbe af sted med og det var gået dejligt stærkt fra træet til hesten. Men de havde ikke længe, inden der ville komme nogen efter dem. Den eneste grund til, at han ikke havde slået nogen af de mænd ihjel var, at det ville give ham endnu større problemer. For hans skyld kunne han have slagtet hele landsbyen uden at blinke, men det var nu også unødvendigt for at redde en enkelt elver. 
Fremme ved hesten begyndte elveren for første gang at kæmpe i mod hans greb og spørgsmålet om, hvem han var, lød i mod ham. Det var der ikke tid til. Med en knyttet hånd gav han hende et hårdt slag i ansigtet, inden han greb det reb, han havde hevet halvt ud af sin oppakning, der lå hen over ryggen på hesten, inden han var taget hen efter hende. Med en forventning om, at hun var for konfus efter slaget, greb han hendes hænder og bandt hendes håndled sammen, hårdt og med bevægelser der afslørede, at det havde han gjort lidt for mange gange før.

"Hold kæft og lad være med at stritte i mod. Der er mere, hvor det slag kom fra." Det var uden tvivl en trussel med indhold, som den kolde stemme ikke lagde skjul på, at det ikke rørte ham at udøve vold. Hurtigt spændte han hendes våbenbælte op og satte det fast til oppakningen. Ingen grund til at lade hende have let ved at komme til sit sværd. Og smide det ud var alligevel ikke Thanos' stil. Det kunne sælges for krystaller og et godt våben skulle man passe godt på.
Til sidst greb han hende om livet og løftede hende op op hesten, inden han selv via stigbøjlen svingede sig op bag hende, førte armene udenom hende, greb tøjlen og satte hesten i gang med et hårdt spark.

Hesten galoperede i et godt stykke tid, så skummet stod om mulen på den og dens gråhvide pels blev mørkt af sved. Da den snublede en enkelt gang, besluttede Thanos sig for, at det var langt væk. Hesten skulle også kunne bære dem igen dagen efter. Midnat havde passeret mens de sad på hesten, men han havde ingen skader fået den dag, så det var bare den skarpe smerte fra arret selv, der havde fået ham til at få et par trækninger i ansigtet, men lige nøjagtigt den smerte var han efterhånden så vant til, at han ikke havde behov for at stoppe med noget som at sidde på en hest.
Han satte hesten i trav og så i skridt, som han så en mindre klynge træer forude. Et sted at holde pause.

Netrish så slaget komme, og alle hendes reflekser streg! Men hendes ilt fattige krop hørte kun advarsels ekko, i form af smerten der bredte sig igennem hendes hoved. For et øjeblik blev verden sort, og hun frygtede hendes ben ville have givet efter hende hvis manden ikke havde haft fat i hendes hænder.
Smagen af jern fyldte hendes mund samtidig med hendes syn vendte tilbage, og følelsen af reb hjemsøgte hende igen, denne gang om hendes håndled. Hendes blik mod manden var hårdt, men hun forholdt sig i ro for nu. Hendes første fornemmelse havde været korrekt. At redde hende havde været et bi-produkt af hans egentlige mål. Var han sendt af Ordenen? Hun kunne ikke forestille sig den moderate success hendes ord havde haft, ville forte sådan en reaktion. Desuden ville Ordnen havde set sine egne folk, ikke en lejesvend.
Men hvem så?
Det var irerfogsig ligemeget. Han havde bevist hans intentioner ikke var gode, og hvor end hans mål med hende bar hen, var hendes ve og vel ikke nødvendigvis en prioritet, men han skulle bruge hende i live, ellers kunne han lige så vel have ventet til Kile havde taget hende i træet.
På hesten testede hun hans knob diskret, men fandt de ikke var til at rokke på, og bekræftede endnu engang for hende, at han ikke var nogen amatør. Det ville ikke blive nogen talen til fornuft og hun havde ingen værdig at pantsætte sin frihed for. Hun ville være nød til at vinde den ved stål, hvilket bestemt ikke ville blive nemt.
Så for nu fulgte hun med, mens hun ventede på sit snit til at frarøve ham et våben og gøre kampen der ville komme efterfølgende mere lige. Hun havde stadig kniven i sin støvle. Den var ikke stor, ikke noget våben, hvilket nok også var grunden til manden ikke havde opdaget den, men den ville uden tvivl kunne gøre kort process med rebene der bandt hende.

Thanos førte hesten hen til den lille klump træer. Til al held var der en mindre "sø" af samlet regnvand, så det var ikke vand til dyret, han ville komme til at mangle. Han stoppede hesten og svang benet over, inden han hev elverkvinden ned også. Hvor elegant det foregik kom an på hende, det var ikke venlighed, der kendetegnede hans bevægelser. Snarere tværtimod som han havde en hårdt greb i hendes arm, så hun ikke kunne smutte for ham. Med et ryk vendte han hende i mod sig, så hans kolde, følelsestomme øjne mødte hendes. 
"Sådan her foregår det. Du er min fange og jeg kan gøre med dig, hvad jeg vil. Jo mindre besværlig du er, jo lettere bliver turen. Som du nok har regnet ud, skal jeg bruge dig i live, men det betyder ikke, at du ikke må komme noget til. Hvilket du nok også har bemærket." Nogen ville måske sige det sidste med let humor, men der var ingen humor at spotte i hans ansigt eller øjne.

Hun var køn, selvfølgelig var hun det, men det ville ikke forhindre Thanos i at slå hende. Skade hende som han så passende, alt efter, hvor meget hun var til besvær. Alt for at gøre hans rejse lettere. Eller mindre besværlig end den var i forvejen. Tanken gjorde ham næsten helt træt, men han skød den fra sig. Den tid den sorg, nu skulle han først have styr på hende her. Hun ville uden tvivl give ham problemer, han kunne se det i hendes ansigt. Det var ikke en eller anden sørgelig tøs, han havde fået fat i her. Det var en kvinde med styrke. Både godt og skidt. Mest skidt, for ham, havde han på fornemmelsen.

Netrish kom overraskende elegant af hesten, og blev på benene. Hun mødte hans blik uden frygt, og de var overraskende rolige for en kvinde i hendes nuværende situation. Hun holdt hans blik mens han talte, og mens han var optaget af at intimidere hende, gled hendes sammenbundne hænder langsomt i position. Selv da han havde talt færdig fastholdt hun hans blik, mens hun svarede med fast stemme, præget af en afmålt ro.
"Det bemærkede jeg. Jeg får intet ud af at pådrage mig din vrede.. Men vid-" hun afbrød sig selv som hendes hænder var kommet i position, og pludselig skete flere ting samtidig. Hendes hænder greb efter kniven i hans bælte, mens hun nikkede ham en solid skalde som afledning.

Hvis det lykkedes hendes at få trukket kniven var der ingen tøven, intet forsøg på at skabe afstand. Hun ville stikke efter maven, center masser. Intet specielt, intet fancy, men et kort, hårdt stik der kunne gøre ham ukampdygtig med det samme.

Hendes handlinger afsluttede sætningen for hende. Men vid, hvis du giver mig en chance, blot den mindste åbning, så vil jeg tage den for at vinde min frihed.

Thanos havde måske, måske ikke set, hvad hun lavede. Han var for det meste forberedt på alt, så veltrænet til at forstå situationer, at andet måske ville være underligt, men om han havde opdaget det eller ej, viste han det ikke. Hans øjne hvilede på hendes ansigt, der var ikke en trækning at se i hans ansigt, som hun åbnede munden for at svare ham. Derefter gik alt stærkt - elveren greb en af hans knive fra bæltet og forsøgte samtidigt at nikke ham en skalle. Skallen undgik han ved at læne sig bagud i en instinktiv reaktion. Siden han var et godt stykke højere end hende, var det ikke svært at få hovedet ud af fare. Maven derimod var blottet for hendes angreb.

Smerten gjorde ham om muligt endnu mere tom i blikket og en svag lyd kom fra ham. Maven. Det værste sted at blive stukket ned. Så sårbart, så fyldt med organer. Smerten var altid gennemtrængende og i de sekunder det tog såret at hele, efter hun trak kniven ud, var lange. Tanken om at have fornøjelsen af smerten endnu en gang om aftenen var ikke rar, men det var bedre end at dø af et sår i maven. Han havde set for mange gøre det, til at ønske det for sig selv.
Men såret helede. Hurtigt. Det kunne hun ikke vide, som det var gemt af tøjet og han gav sig selv et øjeblik, slap hendes arm og flyttede lidt på vægten ved at flytte på fødderne. 

Og så snart han var klar fik hans chokerede ansigt en smule liv. Et smil dukkede op. Ikke noget stort, bare et lille et i den ene mundvig. Hurtigt rettede han sig op i sin fulde højde og lod en næve flyve mod hendes mave. Den anden greb ud efter hendes håndled med den hånd, hvor hun havde kniven. Fik han fat, ville han hårdt vride det om i et forsøg på at få hende til at slippe kniven. Ingen grund til at blive stukket i mere end højest nødvendigt.

Skulle begge ting lykkes, ville han forsøge at fælde hende med en fod bag hendes ben, vælte hende op på jorden og placere sin tunge krop oven på hendes. Nok var ansigtet kønt, men nu skulle hans knoer møde de elegante træk.

Netrish mærkede lettelsen i sit bryst som hun så mandens udtryk blive fjernt. Han viste præcis hvad et stik som det til maven betød, og at det ville være vandvid at kæmpe videre hvis han havde livet kært!
Det lille smil myrdede det lille håb, men det gav hende også det øjebliks varsel hun skulle bruge. Hun stak igen ud med kniven, og fulgte det op med et spark mod hans skridt.
Slaget mod hendes mave gik ind, og slog både pusten ud af hende, og tog det meste af kræften af hendes andet stik. Sparket ramte hans inderlår i stedet for hans skridt som planlagt, men det efterlod hende nok ude af balance, til at det intet problem var for Thanos at vælte hende.

Kniven gled ud af hendes stadig sammenbundne hænder, og hun indså at hun havde tabt. Hun havde undervurderet sin modstander, og hvad end evne han havde, der havde tilladt ham at tage et direkte stik til maven uden at kny, og nu ville hun betale prisen.

Hun forsøgte at beskytte sine vitale dele, sit hoved, bryst og mave, men det var nær umuligt i den position hun lå i, og Thanos vægt var bestemt til hans fordel her. Alt hun kunne gøre var at bede til han stadig ønskede hende i live...

Hun var dygtig, det måtte han give hende, som hun både formåede at stikke ham igen og samtidigt sparke ud efter hans skridt. Sår nummer to registrerede han knapt nok, som han fik hende ned at ligge på jorden, ham siddende overskrævs hen over hendes mave og liv. Han kunne se på hende, at hun vidste, at han havde vundet, men det stoppede ham ikke. Hun skulle lære, at man ikke forsøgte at skade ham, uden at det havde konsekvenser. Så han knyttede sine hænder og lod dem falde mod hendes ansigt. Hårdt og tungt, en fire gange hver. Ikke at han ikke havde lyst til at fortsætte, arbejde sig ned over hendes krop, ødelægge hende, til hun klynkede om nåde. Men han skulle bruge hende i nogenlunde hel stand, ellers ville hendes pris falde. Og så kunne det jo være lige meget.

Så han stoppede igen efter sine slag, fugtede sine læber og lænede sig så ind over hende, for at fange hendes blik.
”Jeg gentager: Jo mindre besværlig du er, jo lettere bliver turen. Min tålmodighed varer ikke evigt, og laver du sådan en trick igen, stopper jeg ikke, før du er et stort stykke råt kød. Forstået?” Han stirrede lidt på hende, inden han lod en hånd glide over hendes hals i noget der næsten kunne betegnes som et kærtegn. Hun var en ganske køn elver. Skulle han? Hånden gled videre nedad over hendes tøj, mens han overvejede det lidt. Med et suk rejste han sig, greb fat i rebet mellem hendes hænder og slæbte hende hen af jorden hen til et træ med hestens tøjle i den anden hånd. Hårdt nærmest kastede han hende op af sidde op af træet, inden han hev et langt reb frem fra sin oppakning. Kort efter var elveren bundet godt og stramt fast til træet.

Der var ingen grund til at lave et bål, det var blot hesten, der havde brug for en pause. Og en lur ville heller ikke være af vejen for ham selv. Mad havde han spist tidligere og varmen kunne han sagtens holde, pakket ind i sine tæpper. Om hun frøs rørte ham ikke rigtigt, men de var sydligt nok til at de ikke nåede under de ti grader om natten. Thanos kunne godt lide denne del af landet, der blev sjældent rigtigt koldt om vinteren.
Men han sørgede for hesten, at den fik vand og mad og blev tørret af med en tot tør græs. Man kunne næsten tro, at han var kærlig ved den, men det var af rent praktiske årsager. Jo bedre han passede på den, jo mere ydede den. Logik.
Til sidst hev han sine tæpper frem og fandt sig et sted at sove, ikke langt fra elveren. Her ville han vågne, så snart hun rørte på sig. Efter have pakket sig godt ind, kastede han et sidste blik på hende og lukkede så øjnene. De skulle videre, så snart solen stod op.

Netrish tog slagene som en mand, uden at klynke eller tigge om nåde. Hun var ærligt overrasket da han stoppede. Hun havde forventet en del mere smerte fra en mand hun netop havde stukket i maven to gange!
Hun mødte hans blik og det var tydeligt hun ikke frygtede ham, men heller ikke ønskede at tirre ham. Hun nikkede kort en enkelt gang som svar. Et ultimatum. Hvis hun skulle prøve igen, skulle hun være helt og aldeles sikker på det lykkedes, ellers ville hun fortryde det bittert.
Hun tvivlede dog stadig på at hun ville få sådan en chance igen.

Rigtig nok viste han sig at være mere forsigtig denne gang. Hun gryntede svagt som han trak hende hen af jorden og kastede hende mod træet, men gjorde ikke andet end at sætte sig en smule bedre til rette op af træet, mens han hentede reb og bandt hende bedre fast.
Hun foldede benene op så godt hun kunne og forsøgte at sove. Det var nok sent, men der gik en rum tid inden adrenalinen lagde sig og den dunkende smerte i hendes ansigt tog over. Hun fik ikke hvilet meget den nat.

Netrish forsøgt ikke at give tanken for meget plads, men hun viste inderst inde, at morgendagen kun ville blive værre.