Det var for en gangs skyld lidt overskyet over ruinerne der foldende sig ud i by størrelse. Det gjorde ikke luften koldere, men nærmere bare fugtig som var man havnet i en lavlandsregnskov. Bare med knapt så mange planter. Det eneste der groede i 'byen' var snyltere op ad destruerede vægge og diverse kaktusser som trivedes i den normalt bagende sol.

Det var ikke fordi det gjorde det mere udholdeligt. Solen stak gerne sit ansigt frem imellem skyerne fra tid til anden hvilket fik den omvandrende kvindelige figur til at knibe øjnene sammen, bare for at kunne se hvad hun lavede. På trods af hætten der var på hendes korte kappe var det stadig en besværlig opgave hun havde sat sig for.
Kench stod i en enorme bygning der lå i centrum af den store ruin by. Hvad der tilsyneladende havde været et tempel engang. Hun havde snuset nogle rygter og sladder op omkring stedet og hvordan religion og .. andet kultur havde kæmpet imod hinanden før i tidernes morgen, da bygningen havde været i sin storheds tid.

Hun tørrede nogle sveddråber af den ene tænding inden hun satte sig ned på knæ i et af hjørnerne i hvad der engang havde været et våbenhus. Her følte hun sig frem med sine små fingre ind i alle sprækker og revner der var i sandtenene. Det måtte være her et sted. Ingen resultat. 
Igen måtte Kench være nød til at kigge hen imod solen og tænke sig om hvornår på dagen vi var. Det passede, med det fif hun havde opsporet. Det var ikke altid dem der gav dem ud var pålidelige, men dette havde været så specifikt. Sådan stod hun lidt og stirrede ned i hjørnet inden en ide poppede i hende og hun satte sig ned, flyttede et af de halvt fortærrede tæpper, som tiden havde taget livet af og begyndte med tunge bevægelser at grave i det tørre sand. Op til flere sten der udgjorde det nederste af muren viste sig for hende. Ja. Kunne hun ikke ynde sig at sige for sig selv da hun fandt den misfarvede sten hun ledte efter og begyndte at trække forsigtigt ud i den.

Sandet under Yadzas fødder rislede som han spankulerede ned igennem den forladte gade. Han var iklædt sit gamle ørkenudstyr; Løse hvide bukser og en lille bæretaske, slynget over den ene skulder og under den anden. De sorte plader der dækkede hans krop skinnede i de perioder hvor solen kiggede frem bag skyerne, men var ellers ukarakteristiske mat grundet det brogede vejr. Han nynnede for sig selv. Den lille karavane han var kommet med stod pænt og ventede på ham i udkanten af byen. De var de nød til. Han betalte trods alt for hele cirkusset.

Yadza så normalt ikke sig selv som en specielt nostalgisk inklineret person, men han følte alligevel at han måtte sige farvel til de gamle ruiner, som havde tjent ham så godt. Igennem de sidste årtier havde han slæbt det ene fund efter det andet hjem til Balzera, hvilket havde lagt fundamentet for hans forretning. Det virkede... Uhøfligt, ikke at tage afsked med murbrokkerne. Han klappede godmodigt en søjle.

"Ja." 

Yadza fór sammen, uden at sige en lyd. Han var så vandt til at være alene i byen (på nær diverse slanger og skorpioner, de sidste han følte en hvis familiær affektion for), så det pludselige udbrud tog ham ganske fladfoddet. Han holdte dog munden lukket, sneg sig tættere på, og luskede et blik rundt om hjørnet ind i den store tempelbygning. Der var vidst nogen, jo. En skikkelse sad på hug i et hjørne og fumlede med noget i væggen. På afstand havde han dog svært ved at se hvem eller hvad det var, og forsigtighed rådede ham til ikke at vise sin tilstedeværelse endnu.

Det skulle der nok blive tid til, hvis scenariet ikke var farligt.

Det var præcis hvad hun ledte efter. Bag ved den fundne sten var et lille hulrum. Et hulrum som hun kun lige nøjagtigt kunne få sin lille hånd, håndled, underarm... hele hendes arm op til skulderen var nu skjult inde i væggen som hun rodede rundt derinde. Til hun fik fat på noget. Ikke noget der bevægede sig, gud ske tak og lov, men en kold, metallisk cylinder. Hun trak armen langsomt til sig og fik sin skat ud af den lille indgang i væggen. 
Hvad hun havde fået fortalt var rigtigt nok. I hendes hænder holdt hun nu en meget ridset sølvsylinder med et tydelig markering af hvor den skulle åbnes. Kench's læber vred sig i en tilfreds mine, inden hun lagde hænderne om den og gav sig til at vride. Beholderen blev dog ikke helt åbnet før hun vendte hovedet i den modsatte retning. Her var nogen. En tankegang havde fanget hendes opmærksomhed. Men hun kunne ikke se nogen. Indtil hendes blik blev mødt af en hornet hugorm med på gulvet. Hun hævede øjebrynene lidt over den tilstedeværelse, men vendte sig så helt om for at vise den at hun havde set den. 

Der sad de begge lidt inden den vendte om og snogede sig sidelæns ud af resterne af lokalet. "Heh" kom det fra Kench over hendes møde inden hun rejste sig op fra jorden. Store tanker sådan en lille en havde sig hvis den havde været grunden til at hun var stoppet midt i det hele. Hun kunne udforske sit fund senere. Lige nu var det nok en god ide at komme videre så hun ikke skulle ende med at overnatte i ruinerne.. igen.
Så hun rykkede sin sæk ned fra sine skuldre og stak sin skat ned i siden sammen med det der lød som ragelse af en anden verden. Træ, sten, metaller, til og med glas var i den. Placeret sammen uden synderlig omtanke over skrøbeligheden af dem.

Yadza måtte mestre alt sin viljestyrke for ikke at grine højlydt da han genkendte skattejægeren. Han begreb efterhånden ikke hvordan at han kunne blive ved med at støde på hende tilfældigt. Det her var anden gang at han havde fundet hende, bogstaveligt talt, i midten af ørkenen. Ikke at det generede ham overhovedet, hun havde alle dage været interessant selskab. Han stod og kiggede fornøjet på scenen som den udspillede sig foran ham, med hugormen og alt det, imens han tænke på kløgtig måde at gøre sin entré. Yadza var ganske overbevidst om, at hvis han ikke var blevet handlende, havde han åbnet et teater.

På ydersiden af en af murene fandt han nogle løse sten der førte op til et vindue. Han virvlede let med hånden for at piske en vind op, og snart svarede blæsten. Ikke noget voldsomt, bare lige nok til at lyden ville maskere hans klatren. Med trænet selvfølge kravlede han derefter op af væggen og satte sig til rette i vinduet, med ryggen lænende op af kanten og benene over kors på kammen. Så rømmede han sig.

"Hvis jobbet som gravrøver slår fejl, kan du altid blive slangetæmmer, ja? Ingen dårlig plan B."

Det var virkelig ikke ofte man kunne overraske Kench. Hun havde taget meget fejl af hvem eller hvad  hun havde opfattet tidligere, for hun havde bestemt ikke regnet med at der var flere omkring hende end krybdyr og insekter. Men alligevel faldt sækken ud af hænderne på hende og landede i sandet med et fumph da nogen talte ud i stilheden. Hun stod som frossen da hun godt nok ikke havde hørt noget klir i faldet, men hendes ører kunne snyde hende.
Så inden hun gav stemmen nogen som helst opmærksomhed søgte hun sin rodebunke igennem. Uskadt var det hele på mirakuløs vis og hendes skuldre sank sammen med et lettet suk. "Jeg betragter ikke mig selv som gravrøver. Jeg er ikke rundet ti grave endnu." svarede hun uden at skille læberne ad. Hendes sædvanlige måde at kommunikere på.

Yadza. Uden tvivl. Ingen andre snakkede på den måde. Eller forsøgte at gøre en entré ligledes. Kench's blik rettede sig op imod skikkelsen i hvad der engang havde været et vindue men nu bare var et hul med en ramme i. "Slanger er svære at stille tilfreds i længere tid. Utålmodige orme." fortsatte hun med armene over kors. "Er du her af samme grund som jeg eller har du pillet stedet tomt for værdigenstande?" spurgte hun så mens hun tog et hurtigt blik omkring dem. Egentlig ikke for at kigge sig omkring men mere som en gestus istedet for at bruge hænderne.

Yadza svejede triumferende med hovedet. En tabt sæk talte som en effektfuld entre i hans bog. Med et svirp hoppede han op på benene i karmen, og som en dykker før et spring strakte han armene ud til siderne, og hoppede forover ind i templet. Hans landing var funktionel, men rullefaldet endte lidt roddet, så hans slutposition var fladt på ryggen. Normalt kunne Yadza sagtens trækker en akrobatisk landing af sig. Dog ikke på gulve dækket i ankeltykt sand. Han klukkede lidt fra jorden. "Yadza betragter heller ikke sig selv som nogen stor artisté, men han prøver, eh?"

Han satte sig op, blinkede i retning af Kench, og trak lidt på øjnene. Det tætteste han kunne komme på et smil. "Slangen behøver vel næppe at være tilfreds. Bare lydig." Han rejste sig op fra jorden. Mere klukken. "Ville du tro ham, hvis han sagde, at han var her for gamle dages skylds? Jeg er sikker på at der er massere af skatte tilbage. Men. De venter ikke på undertegnede mere. Landevejen er mit paradis nu." Hvert punktum var fulgt af en næsten sørgmodig pause, som den respektfulde stilhed efter tabet af liv.

Kench besvarede hans.. yndefylde.. landing med et enkelt klap i hænderne. En klapsalve var det ikke ligefrem værdig, men han slog sig i det mindste ikke ihjel på vejen ned. Hun så lidt i retningen af hvor slangen havde snoet sig væk og gav ham lidt ret på indersiden. Men det var nok mest af alt en opmærksomheds problem. De ville muligvis lystre i 2 minutter, men så blive distraheret af det næste som ikke var hendes ordrer.
Et øjeblik så hun lidt overrasket ud på manden foran sig. Venter ikke på ham mere? Havde han lagt det på hylden at finde ting af værdier og sælge det videre til, muligvis, formegentlig, urimelige priser? 

"Gamle dages skyld." gentog hun ham da han ikke kunne være en dag over.. Nej den kunne hun nok ikke regne ud. Men så vidt hun huskede blev halvdyr da ikke lige så gamle som mange andre racer i landet. "Så du overlader alt arbejdet til sådan en som mig?" konkluderede hun og spurgte hun om på samtidig imens hun lavede en lettere skuffet ansigt, der mest af alt, med hendes typiske ansigtstræk, bare så sørgmodig ud. "Jeg havde ellers ikke skudt dig som den sentimentale type, Yadza" startede hun på ny imens hendes hænder holdt sig beskæftigede med at sørge for at alt lå sikkert i hendes rygsæk inden hun lukkede den sikkert til med de to snørre der kort sagt holdt hele tasken sammen.

Skorpionmanden satte hænderne i siden og skød brystet frem, en smule fornærmet. "Ikke den sentimentale type. Hvem er egentlig det, eh? Hvordan ser denne mystiske idé-mand overhovedet ud, der ingen følelser har for hans hjemstavn, sin mors mad, duften på arbejdet, farven på hans gade." Yadza var begyndt at trave lidt i cirkler som han snakkede. Det skete ofte når han begyndte at køre en monolog af, noget han havde bidt mærke i at han gjorde meget for tiden. Til vægt tog han en dyb indånding, og udåndede skarpt. Langsomt drejede hans blik rundt i lokalet, roligt og flittigt. Hver en revne blev tildelt et par sekunders fortrolig opmærksomhed. Det fortsatte indtil Kench var tilbage i hans synsfelt. Han drejede hovedet lidt på skrå og kiggede nysgerrigt ned på sækken for hendes fødder.

"Så, held har du altså med dig, ja? Hvad fandt Kench blandt støvet og sandet?"

En lyd kom fra Kench som hun sad med opmærksomheden halv i hendes hænder og halvt omkring Yadza's stemme i hendes hoved. Det var faktisk en lyd der kom fra hendes hals som en halvkvalt latter der lød en smugle som et nys. Hans lange sætning omkring hans mors mad og gadernes farve hende til at grine lidt på indersiden, med en smugle af det blev lukket ud på ydersiden i form af den halv kvalte lyd.
Hun løftede dog hovedet lige nøjagtigt nok til at hun kunne møde hans blik da han spurgte ind til hvad hun havde fundet. 
"Nok ikke de samme slags genstande du sædvanligvis leder efter" antog hun med et lille nik med hovedet. "Det er ikke rigtigt ting der kan sælges videre. De har bare haft en hvis affektionsværdi før i tiden.. som jeg så kan læse. Det er fascinerende" forklarede hun. Det var nok den korteste og måske mest forståelige måde hun kunne forklare hvad hun brugte sine små 'skatte' til. 

Yadza nikkede tilfreds. Han nød at få folk til at grine. "Læse? Ikke som en bog, gætter jeg" sagde han og travede hen til Kench for at kigge nærmere på sækken i hendes varetægt. 

Kench stoppede midt i sin bevægelse. "På en måde." svarede hun inden i en hurtig svup bevægelse at alt var lukket sammen og hun stod en smugle tiumferende med fundet der havde været gemt væk i væggen.

"I dette tilfælde. Ja. Så landet læses direkte, da det er en samling breve. Men den som har skrevet den har også lagt følelser og bagtanker i dem. Hvilket jeg kan læse. Lidt ligesom.. at læse imellem linjerne " prøvede hun igen. Det var svært at skulle forklare sin magi til en der ikke kunne det samme. Men Kench syntes selv alt hun sagde gav mening.

Yadza stoppede brat op. Hans indre forretningsmand hvinede i spænding, men han holdte sit ydre køligt. Var det virkelig muligt at kigge bag folks ord og gå direkte til de skjulte hensigter, helt uden chance for at de opdagede det? Muligheder var uendelige!

"Aha?" Spurgte han med veltrænet mangel på interesse. "Og har Kench lært meget fra sin stak af breve?"

"Uendelige ting Yadza.." begyndte hun imens hun lukkede den lille anordning op og fik en lille stak pergamenter ud. Den brune nuance og de revne kanter fortalte om tiden der var gået siden de sidst have været i andres hænder. Hun rullede dem op i stilhed med en forsigtighed som kunne de falde fra hinanden hvert øjeblik.
Uden end videre at forklare begyndte hende øjne at køre hen over pergamentet som hun læste for sig selv. Noget der mindede om skygger og en lille hvirvelvind i sandet begyndte at tage form som to figurer. En høj slank herre og en kvinde i næsten samme statur. Den ene med en hånd der rækker til den anden. "De følelser og meninger der er lagt bag hvert eneste ord kan jeg mærke. Jeg kan næsten fornemme presset fra fjerpennen imod pergamentet. Tæt på at revne igennem af intensitet.. eller pauser hvor skribenten selv manglede luft" forklarede hun imens hun fortsatte.

De to figurer ved hendes fødder, der begyndte at tage skridt og agere efter hvad hun læste og beordrede dem til, blev meget tydeligere og mere ekspresionelle. "De er en udveksling af følelser imellem en præst og en omrejsendes datter. Deres møde.. og møder i skjul derefter.. breve som de har sendt frem og tilbage som fortæller deres historie" startede hun ud imens hun satte sig ned i sandet med benene op til sig for at kunne koncentrere sig bedre. 
Figurerne drejede om sig selv i bløde bevægelser og interegerede  med hinanden. Deres første gang de mødte hinandens blikke, hvordan de tog i al hemmelighed ud og oplevede ting i den ruin byernes storhedstid. Hvordan deres lønlige forhold blev opdaget af en af præstens brødre. Kvindens intense kamp om at få den unge præst overbevist om at tage med hende ud af byen. Hvordan det gik op for dem begge kærligheden imellem dem viste sig at være mere en lyst end et ønske om at være sammen til evig tid og de bliver enige om at mødes natten før datteren og hendes fader rejser bort. 
Figurerne adlød Kenchs sind, spillede deres roller ved finde hinanden i nattens mørke, komme helt tæt, med små strøg over hinandens kinder og halse. Hvor de til sidst forenede deres læ- Illusionen blev med det samme brudt og alt der stod faldt før til jorden og var som intet havde sket.

Kench rullede pergamenterne sammen og proppede dem tilbage i deres beskyttende hylster. "Som du ser.. er det en måde hvorpå jeg underholder mig selv. Der er ikke meget profit i det med mindre nogle har specifikt bedt mig om at finde en specifik ting. Det kan også gøres med objekter af forskellige slags" forklarede hun 

Yadza kløede sig blidt på hagen imens han betragte Kench. Kløen stoppede da skygge-teatret begyndte at udspille sig imellem dem. Skorpionen smed facaden af manglende interesse fra sig, gik selv på hug og kiggede fascineret på de to figure. Han grinte lidt og nikkede sparsomt som hun fortalte om deres møder og de følelser der gennemgik. "Evner er ikke til for at blive undervurderet, min ven. Der er massere af profit at hente her." Han rejste sig op igen, og forsøgte ikke at lyde for skuffet. En del af ham havde håbet på noget der lettere kunne bruges til informationssamling, men underholdnings værdien i det var ret høj, det var der potentiale i.

"Overvejet at optræde med dit lille dukke-teater her, eh? Kan du flere historier, måske nogle favoritter? Der er altid efterspørgelse på saftigt drama."

Kench sendte ham et undrende sideblik. Havde hun egentlig nogensinde fortalt ham om hvad hun lavede for at få brød på bordet. Formegentlig. Han havde altid så mange spørgsmål så det var nok kommet på banen på et eller andet tidpunkt. 
"Profit får jeg skam ud af det hvor jeg selv bor. Mere end rigeligt til tider." forklarede hun og kørte containeren med papiret i imellem hænderne. "Hvis du kan forestille dig nysgerrigheden du føler bare for et par enkelte historier, så forstil dig det når folk selv får lov til at dirigere deres historie." hun rejste sig og vendte sig om imod ham med hænderne knuget omkring containeren. "Dere drømme, deres ønsker, håb og begær på display foran dem så tæt på at de næsten kan røre dem" hun fik næsten et udtryk over sig der kunne sammenlignes med passion inden hun slog ud med hænderne, næsten som han fra tid til anden gjorde når han fortalte. "De betaler kassen og mere til. Jeg har ruineret folk for alt de ejer for at de kunne få lov til bare at se et glimt af deres fantasi verden. Deres konstante viden om at det ikke er virkeligt driver folk ud til kanter de aldrig troede de kunne komme til. Det får dem til at springe og glæde sig til at finde ud af hvad der sker på bunden!"

Hendes arme slappede ned langs hendes sider igen. "Men det ender altid på samme måde når det går så vidt. Jeg får nok krystaller til at kunne leve et godt liv i et lille års tid.. og de ender enten i min sump eller på de slumpne gader i de større byer." Kench løftede lidt på skuldrene med en lidt c'est la vie aura over sig.

Yadza blinkede noget forunderet med øjnene. Han vidste bedre end nogen anden hvilke længder folk var villige til at gå for at få hvad de begærede, men han havde ikke forudset at Kench havde hårdheden til den branche. Han trak også en anelse på skuldrene. Det var en hård verden, og hver fabel for sig selv. Han klukkede lidt igen. "Sidst vi snakkede om dit arbejde, lød det som om du solgte hostesaft og balsam. Dette er... Noget anderledes, men mere interessant!"
Langsomt, som kun Yadza kunne gøre det, begyndte han at gå nærmere Kench, imens han betragtede hendes øjne. "Er du virkelig tilfreds med det liv, kære ven, en hytte i sumpen? Med de evner kunne du skabe et rige for dig selv!" Han slog ud med armene. "Og for dine bekendte, eh?" Tilføjede han kækt med et blink.
Armene faldt ned igen, nu kun en halv meter fra hende. "Hvad... Er det at du gerne vil, min ven? Hvad begære du?"

Hun stod urokkelig imens hun 'lyttede' til hans svar. Kench kunne nok skrive en bog om hvorfor hun ikke ville tage til Balzera for at arbejde. Varmen, folket, bylivet.. varmen. Hun var tæt p at træde væk fra ham af refleks da han var kommet nærmere end hvad hun var vant til at folk gjorde, men det blev ikke til mere end en løftet fod der støttede hendes læn bagud hun gjorde med skuldrene.
"Hytte i sumpen? Jeg har bygget den. Hvis ikke jeg skulle være tilfreds med den hvem skulle så være det?" spurgte hun med et løftet øjebryn og nikkede hovedet lidt så skrå. "Jeg har selv valgt mit bosted af mange mange grunde. Det er mit miljø, min scene, om du vil. Og hvem siger at sumpen ikke allerede ER mit rige?"

Kench lænede sig ind imod Yadza som om hun ville hviske til ham, men den måde de kommunikerede på var alligevel så privat som det nok kunne være. "Desuden.. så får mine 'bekendte' intet du af hvad jeg laver, hvorend jeg gør det fra"
Med det lænede hun sig tilbage igen og lagde armene over kors og blikkede lidt ned. Det var tydeligt hun begyndte at gruble lidt. "Hvad jeg .. begærer" gentog hun ham med sin stemme ude i virkeligheden for at kunne fornemme ordene bedre. Der kunne næsten laves en lidte over de ting hun begærede. Men de var alle 'småting'. Ting der kunne anskaffes hurtigt hvis det var nødvendigt, ikke nogle uopnåelig drømme der skulle planlægges århundrede frem i tiden.
Der gik næsten flere minutter hvor hun stod og tænkte. Hvad mente han med begær? Var det bare almindelige behov? Nysgerrigheder? Lyster? Materielle eller immaterielle?Hun lagde en finger op på næsen, tappede den en par gangen inden hun kørte den ned over munden og lagde den til hvile på hagen. Kenchs bryn havde på en lille rynke imellem sig af at arbejde og hende blik mødte endelig Yadzas igen.
"Uddyb dit spørgsmål"

"Tilgiv mig, det var ikke for at være uhøflig." Svarede Yadza og bukkede hovedet let, blikket kastet imod jorden.
"Mange stiller sig tilfredse, men bliver aldrig helt glade for hvad de har, ja? Derfor, er der folk som os." Nakken blev rettet ud igen.
"Folk betaler os for at give dem dét de drømmer om. Vores metoder er blot lidt forskellige." 
Samtalen forblev en anelse spændingsfuld som Yadza insisterende blev stående tæt på Kench. Herfra begyndte hans perfume at blive tydelig. Lidt sød, lidt stærk, alt for dyr for den menige mand.

"Uddyb? Hvad vil du have! Hvilken ild driver dig ud af sengen om morgenen, genere dig når du vil koncentrere, frister dig når det ikke er sundt eller praktisk eller fornuftigt! Hvad starter i dit bryst og hjemsøger din krop som et fælt genspenst med et fængende blik!" Hans indre stemme begyndte at tage til i intensitet som han 'talte' sig varm, hans sidste sætning et ulmende punktum; 
"Hvis du kunne bede om noget, og få det lige nu, hvad ville det være?"

Kench stod stille et spar sekunder efter Yadza var holdt op med at snakke. Om så han gjord det med vilje eller ej var han en fantastisk sælger af hvad som helst. Bare at høre på ham fik hende til at overveje ting han kunne give hende, hvilket hun godt viste selv var lidt af en farlig ting at gøre når man stod på kunde-siden.
Hvad der generede hende når hun ville koncentrere sig.. gespenst med fængende blik. Hun viste jo godt hvad resultatet var, men spørgsmålet var om det var værd at forlange. Han havde aldrig slået hende som en sælger af andet en materielle goder, det var hans speciale at få en sten til at funkle som en krystal bare med ord. Hvilket var hvad der gjorde ham så satans fascinerende. Hun ville vide mere, hvad der fik han til at fungere, hvad der fik ham til at tikke.

Kench løftede hånden og lod fingrene køre nysgerrigt hen over en af kanterne på hans eksoskelet ved hvad der skulle have været et kraveben. Ikke så meget som en kærtegnelse, men mere som hvis man studerede et skrøbeligt møbel.
"Yadza" indrømmede hun så uden at stoppe sin linje der førte op til skulderen og ned over hans overarm.

//