(( Handlingen i denne tråd er godkendt af Krys ))

Sted: Kiletemplet i Det Øvre Bydistrikt
Tid: Ikke så længe efter midnat
Vejr: Køligt og overskyet, men tørt og uden vind

Mørket lå over Hovedstaden i kompagniskab med stilheden. Udgangsforbuddet gjaldt stadig og her i Det Øvre Bydistrikt var der helt tomt i gaderne. Næsten helt tomt, som enkelte vagter med mellemrum bevægede sig igennem gaderne, der modsat det meste af Skumringskvarteret, var oplyst af lygter.
Som en mørk skygge bevægede Remus sig fra gemmested til gemmested, opmærksom på sine omgivelser. Som sædvanligt var den høje, lettere ranglede unge mand klædt i den sorte jakke og sølvspænderne glimtede en gang i mellem i det svage lys. Det blege ansigt var anspændt i alvor og opmærksomhed, men de blågrå øjne glimtede af selvtillid, energi og den indestængte vrede, som han havde gået rundt med i flere dage.

Han havde retning mod Kiletemplet. Kiles Orden var målet for hans vrede, målet for den hævn, han havde planlagt. Remus var ellers ikke typen, der kastede sig ud i hævntogter og slet ikke alene, men her var han. Hans broder uvidende om hans plan, for han havde nok forsøgt at stoppe ham. Men de skulle betale. De forbandede præster skulle betale for deres behandling af halvelveren og hendes familie.
Der var ikke så mange ting, der betød noget for Remus, han havde ikke så mange dybere følelser for noget. For ham var familie det vigtigste, det eneste man kunne stole på. Og denne halvelver havde fungeret som en form for reservemor for ham og hans bror, når deres egen mor havde mere travlt med sig selv. Kromutteren Telma havde altid haft plads til dem. Og nu havde Kilepræsterne smidt hende og hendes utallige børn ud af Hovedstaden. Efter at have pisket hende og sat hende i gabestok, blandt andet på grund af noget, han havde gjort.

Vreden brændte i ham som en skovbrand og han tøvede på intet tidspunkt som han langsomt bevægede sig igennem bydelen. Han følte sig levende. Høj. De sidste to nætter havde han brugt på sat samle drømmeenergi. Snige sig igennem natten, ind på herberger og kroer, fundet sovende væsner og suget deres drømmeenergi til sig. Han kunne ikke huske, at han nogensinde havde haft så meget drømmeenergi oplagret i kroppen. Det var som om hans indre summede, hans hud kravlede og alting stod skarpt frem omkring ham. Han kunne alt. Han følte sig uovervindelig.
Men han var stadig forsigtig. Og han blev ikke opdaget.

Fremme ved templet stod der to vagter foran porten ind til gårdspladsen. En forhindring på hans rute ind. Men en forhindring han kunne håndtere. Vagterne var kilepræster og de så ikke ud til at bære synlige våben. De var sikkert ikke i besiddelse af mere end den typiske kniv. Lidt skuespil måtte der til, så han slog kraven op, lod sig selv blive slap i kroppen og begyndte at gå derhen, slingrende som havde han brugt de sidste mange timer på at tømme krus i den nærmeste kro. Det virkede, han fik lov til at komme tæt nok på, som han lod som om, at han var ved at vælte, var begge vagter inde for rækkevidde. Den smule drømmeenergi, han sendte ind i deres kroppe var ingenting i forhold til det, han havde i kroppen. Magten var overvældende, som de faldt til jorden, væk i deres egne små mareridt, der ville holde dem fanget til nattens slutning.

Porten var ikke lås og han kunne uden problemer træde ind på templets gårdsplads. Han havde ikke været her før, men han havde snakket med et par væsner som kom her regelmæssigt, så han vidste, hvad han ledte efter. Hurtigt løb hans blik rundt i mørket og han opfangede lyden af vand et sekund før, at han fik øje på springvandet. Hans mål. Der var ingen i syne og hurtigt bevægede han sig derover. Vandet glimtede roligt i det svage lys. Det var umuligt at få hænderne direkte i brøndens drikkevand, men det var heller ikke nødvendigt. Vandet kom fra samme kilde og mere behøvede han ikke.
Uden tøven stak han begge hænder nede i vandet og trak vejret dybt ind. Som han åndede ud, begyndte sorte streger at dukke op på hans underarme, som var det hans blod, der blev sort under huden. Det sorte spredte sig nedad og al hans hud fra håndleddet og ned over hans hænder blev sort som han sendte drømmeenegien ud af sine hænder. Mareridt. Voldsomme mareridt. Havde man kunne se hans øjne, ville man kunne se, at han havde vendt det hvide ud af dem, men begge øjne var dækket i samme sorte farve som hans hænder. Vandet i springvandet skiftede kort farve og man kunne se, hvordan drømmeenergien trængte frem, ind i rørene og videre ud i systemet. Snart ville hver eneste brønd i en halvtredsmeters radius være forgiftet med mareridt, men det ville stort set kun berøre vandet i kiletemplet. Han var ligeglad med de andre templer, der lå ved siden af. De havde ikke gjort ham noget.

Følelsen af at give slip på så meget energi på én gang var næsten lige så berusende som at suge den til sig og det var så meget heldigt, at hans knæ hvilede på springvandets kant. Langsomt forsvandt den sorte farve fra både hans arme og øjne og han gispede dybt efter vejret, som han blev bevidst om sine omgivelser igen. Udmattelsen ramte ham som en hammer svunget af en trold og han måtte støtte sig til springvandet for ikke at vælte. Nu var det bare med at komme hjem i sikkerhed. Men han havde ikke været forberedt på, at han ville blive så udmattet, som han var blevet og han var nær aldrig kommet på benene. Men hævnen var hans. Det var lykkes. Hvem end der ville drikke af det vand de næste mange, mange dage ville ryge direkte ind i et levende mareridt, et mareridt bygget på deres største frygt. Et kort, uhyggeligt smil gled over hans ansigt, inden koncentrationen og alvoren vente tilbage. På usikre ben begyndte han at gå tilbage mod porten.

Så lukker jeg bare den her! ^^