//Midvinterballet

Ligesom med Lysets Dronning, var Isaris ypperstepræstinde efterhånden et sjældent syn, i hvert fald udenfor katedralen. Hvor man før i tiden kunne have stødt på hende på markedspladsen, skulle man nu være heldig hvis man så hende i tempelhaverne. Hvis man kom til prædikerne i Isari katedralen, så var hun stadig at se og snakke med. Hun var ligeså varm som hun plejede at være, og lyttede til hvad de troende havde at sige.
Grunden til at Reina ikke længere var at finde så langt væk fra katedralen var simpel. Det var ikke længere trygt. Det havde være en langsom process. Først mistede de en stor del af dem der gik i templet, og begyndte at blive mødt med en hvis form for foragt. Da Skovelverne så havde erklæret krig mod Lyset, og Avanya præsterne blev udsat. Der begyndte det virkelig at kunne blive født i Isari katedralen. De havde taget præsterne ind, der var for bange for åbent at bede til deres gudinde, men i Isaris katedralen var de velkomne. Avanya var en af underguderne for Isari, og derfor var det ikke underligt at Reina lod dem være der, og selvom de ikke havde et alter i den store katedral.

Der havde været mange overvejelser dagene op til midvinterballet. Reina var ikke ligefrem tryg i at være omgivet af Kiles Orden på den måde hun ville være, hvis hun tog afsted, men hun havde behov for at vise at hun ikke ville stå ned. Hun ville aldrig skamme sig over Isari, og før eller siden måtte dronningen også se at hun var på den forkerte side. Det her kunne i hvert fald ikke vare ved.
Det var så også derfor at Reina kom ind i den store balsal med hovedet holdt højt, og hendes fineste præsteklæder. Ikke at nogen af præsterne egentlig gik særlig fint påklædt, men det var en nyere kjole. Den var kridhvid, med guld der strålede pragtfuldt, plus den store halskæde der viste Isaris symbol. Hendes hår var stadig simpelt. Et par enkelte fletninger der samlede hendes hår omme bag hendes hoved.

Der var en hvisken og øjne der fulgte hende, som hun trådte indenfor, men hun foretrak ikke en mine. Hun havde to præstinder med sig, som så noget mindre tilpasse ud, men de prøvede at forholde sig roligt som de gik efter hende. Heldigvis kom Dronningen frem kort efter de var ankommet. Reinas hjerte sprang næsten et slag over, som hun kun fik det korte glimt af sin dronning, før Leoric tog over med en bøn og prædike. Reina lyttede, men det var alt hun gjorde. Hun stod som en af de eneste i rummet og nægtede at bede med de andre til Kile. Det var ikke hendes gud!
Som musikken vendte tilbage, begyndte blikkene også, men Reina gjorde ikke noget ved dem, andet end at stille sig over til siden med sine præstinder og kigge ud over salen, for nu. Hun håbede at folk var nok i festhumør til at de tre af dem ikke ville blive forstyrret af ballademagere, og dem der mente at Isari skulle brænde sammen med Avanya.

Efter at Kiles pris var ovre, og den henrivende musik atter vendte tilbage til balsalen. Førte Valkars søgen ham hen mod de tre præstinder.
Han gik med målrettede skridt med et selvtilfreds smil på læberne.

Valkar var klædt i mørkeblå klæder broderet med sirlige mønstre i sølvtråd, der afbildede faldne fjer. Han bar ligelede fine tynde handsker af blødt lysebrunt læder, samt lange detaljerede brune støvler, men det mest i øjnefaldne var hans frakke. 
Frakken var lavet af vævet himmelblåt stof. Ærmerne var prydet af sirlige snørklede mønstre i sølvtråd, med ligeledes skinnende sølv knapper.
Det smukkeste ved frakken var dog broderiet af vinger på ryggen af jakken. Vingerne funklede som var de af månelys, blot ved hjælp af skæret fra de mange vokslys fordelt ud i salen

Han gik smilende hen til den af dem han forventede var lederen af præstinderne, og bukkede dernæst dybt for Isaris udvalgte.

"Mit navn er Valkar, og jeg ønsker at gøre jeres bekendtskab, hvis i tillader at jeg forstyrre?" Sagde han med en rolig stemme, Isari præstinder var normalt ikke bekendtskaber som Valkar ønskede, men lige i det her tilfælde kunne en undtagelse være ganske interessant. Måske de ville kunne give ham noget indsigt i hvordan tingene stod til her i hovedstaden?
Valkar kunne ikke andet end smile over hele situationen, han havde på ingen måde forventet at han ville opsøge lysets døtre til et bal. Måske bød skæbnen ham en dans med en af dem? 

Der var mange Reina kunne have forventet ville nærme sig hende og hendes præstinder. Kile tilbedere der ville sige at de ikke ville have hende omkring her. Måske nogle der stadig kom i katedralen som ønskede at ønske hende held eller lignende. Der var mange muligheder, men den rolige stemme der var med en velklædt mand, var ikke hvad hun havde forventet, især som det ikke virkede til at han virkede negativt stemt overfor de tre Isari præstinder. Noget som de ikke stødte ofte på mere, men det skulle ikke forhindre dem i at gøre deres job.

"Naturligvis," sagde Reina blidt tilbage, og hendes blik i øjnene blev blødere, næsten som en moder der kiggede på sit barn. For hende var især engle som en del af hendes familier per automatik, selvom hun også havde mødt onde engle gennem tiden. Det betød dog ikke at hun ville give op på dem. Det var dog ofte sjældenat de selv opdagede at de talte med en engel. Det eneste Reina havde af at være engel var sin udødelighed, vingerne var for længst skåret af, og de fleste dage var de ikke ømme.
"Mit navn er Reina, og dette er Sophia og Idine," svarede hun venligt og præsenterede sine præstinder, selvom de ikke så ud til a være af mange år.

Det var altid en særpræget følelse for Valkar, når andre så oprigtigt venligt på ham. Det skete ganske sjældent efterhånden, men det var på sin vis en let forfriskende oplevelse.
Han kløede sig ganske kort på ryggen, at holde hans vinger gemt så længe som han plejer, giver efter noget tid en forfærdelig trang til at strække dem. Skæbnen ville at denne trang skulle ramme ham nu. Det siges trods alt at alle engle er Isaris børn, ikke at Valkar normalt var af den mening, dog var det svært ikke at føle ironien ved situationen.
"En ære at møde dem Reina" Sagde han med en venlig stemmen "og ligeledes dem Sophia og Idine" hvor han kort bukkede for de to yngre præstinder. Normalt ville han forsøge at samtale med de yngre præstinder, men Reinas venlighed gjorde det svært ikke at tale med hende.

Valkar samlede atter hans koncentration. "Jeg har rejst mangt og meget det sidste stykke tid, og jeg ville hører om de ville kunne kaste lys over nogle sager for mig?" Han smilede venligt og gjorde sit med at ignorere kløen fra de skjulte vinger. "Jeg ønsker aller nådigst at hører om Lysets Dronnings velvære, samt det noget aktive Kile præstskab"

Man kunne se en hvis forbløffelse i Reinas ansigt, som hun kiggede på Valkar. Det var ikke ofte at man stødte på nogen der ikke kendte til den generelle situation her i Hovedstaden. Især fordi at det også var spredt udover grænserne. Alle talte om det, og der var altid nogen der havde en mening om det ene eller andet når det kom til Kiles Orden. Reina forsøgte at holde sig neutralt, selvom det var svært når hun selv blev udsat for så meget.

”Der er desværre ikke så meget at sige. Efter dronningen er vendt tilbage siden plagerne, så har vi ikke set meget til hende. Det er alles gæt hvorfor det kan være. Det var også i forbindelse med at dronningen vendte tilbage at hun bestemte sig for at Kile var den nye gudinde for hende at følge i stedet for Isari,” forklarede hun så godt hun kunne, uden at gå alt for meget i detaljerne. Der var selvfølgelig alle de tiltag som Kiles Orden havde taget i hele landet, men det måtte alle vel have opdaget. Udgangsforbud og forbud mod elvere i Hovedstaden.

Snerten af forbløffelse Valkar sporede hos Reina, overaskede ham ikke voldsomt. Han havde hørt rygter og nogle af dekreterne, men sandheder vægter tungere end rygter. Om han så måtte bruge ypperste præsten til at grave en del af sandheden frem.

"Jeg ser" Han var stille er øjeblik og så eftertænksom ud. "Jeg havde hørt rygterne, men jeg havde nu troet at det blot var overdrevne fortællinger" Det ville ihvertfald give mere mening, end at de ellers passive Kile præster skulle være blevet så magtfulde og aktive. Valkar lænede sig en smule frem og spurgte lavmeldt "Hvordan har folket haft det med at Lysets Dronning ikke længere følger lysets gudinde?" han håbede på et ærligt svar, men situationen taget i betragtning ville det nok ikke ende sådan. Det lader til at det var op til Chance. Ironien var lettere slående for ham. At han måtte sætte sin lid til en yngre gudinde, i en dyst mellem to at de ældre guder.

Reina skulle holde sig selv tilbage for ikke at sige "desværre ikke", da Valkar nævnte at han havde troet at det var overdrevne fortællinger. Det var dog ikke undrende at ypperstepræstinden for Isari ikke selv var særlig glad for udviklingen her i Hovedstaden. Det var nu ikke fordi at hun kunne lide magten hun havde haft, selvom flere havde sagt det. Nogen gange blev det hvisket og andre gange var hun faktisk blevet anklaget til hendes ansigt omkring det. Nej, for hende var det et spørgsmål om at Kile var sådan en passiv gudinde, og Kiles Orden virkede ikke til at være særlig passiv omkring deres agenda. Desuden havde man som talsperson for Dronningen, muligheden for at gøre noget godt. Lige nu... var der næsten ingen der troede på hvad Reina sagde, og hun frygtede hver dag at det skulle blive værre.

"De har taget det vel," sagde hun, for noget hun aldrig ville kunne råbe, var hendes sande tanker om dette. Hun nægtede at ville gøre det nogensinde. Det var hendes tanker alene, og hun havde et ansvar hun skulle stå overfor. "Efter dæmonplagerne er det jo også klart at man ønsker at stå i et bedre lyst med Kile, når så mange har mistet venner og familie." Det lød næsten som om at Reina ingen problemer havde med at ingen fulgte Isari mere. Hun rationaliserede for det folk der havde vendt hende og Isari ryggen, for de var stadig børn af Isari. Uanset hvor meget de ønskede at ignorere det. 

Valkar løftede let på sit ene øjenbryn, hendes svar var ikke det han havde ventet. Det var et godt og sikkert svar, muligvis var det mere usikkert at være Isaris ypperstepræstinde end han havde ventet? det kunne det ihvertfald tyde på at dette var muligvis var tilfældet.
"Ah jeg ser, det er på sin vis ganske forståeligt" svarede han hende og så tænksom ud et øjeblik. "De har givet mig meget at tænke over, og jeg takker dem for deres ord" Sagde han roligt og bukkede høfligt for ypperste præstinden.

Hele sagen med kiles orden lød til at være noget rod, dog kunne det måske vendes til hans egen fordel. "Før jeg forlader dem, vil jeg gerne vise dem noget, men det gøres desværre ikke ret godt herinde i balsalen, måske de vil gøre mig følge til et lidt mere afsides sted?" spurgte han hende med venlig stemme. Valkar lænede sig lidt tættere med hende forklædt som et buk, og hviskede "Nogle ører er nok for lange her, deres præstinder skal dog være velkomne til at slå følge"

Måske var det fordi at Reina i lang tid ikke var blevet vist godhed fra fremmede, at der var noget i hendes hjerte der var uroligt, men hun var også nysgerrig for hvad det kunne være. Heldigvis kunne han ikke ligefrem angribe hende, uden at hun godt kunne forsvare sig. Hun var måske ikke så skarp, som da hun havde været en Lysets Kriger, men hun var langt fra svag. Desuden var hendes ring fuld af magi fra da lyset stod højt på himlen, så hun burde have nok til at en runde eller to hvis han prøvede på noget.

”Nuvel, Valkar, før an,” sagde hun så endelig og nikkede tilbage til Sophia og Idine som tegn på at de skulle følge hende. De var sikre sammen med hende, selvom det var ikke var specielt sikkert. Heldigvis vidste de fleste at Reina besad en stor magisk kunnen, og man ønskede ikke at krydse sværd med den tidligere lysets konges søster.

Med et svagt lettelsens suk nikkede Valkar til Isaris udvalgte og førte dem ud af balsalen, de gik et kort stykke hen af en smukt udseende gange, hvoralverdens gobeliner prydede væggene, dog var der blevet hængt andet vægpynt over de der tidligere havde haft tydelige Isari tegn. En detalje en som havde kommet på paladset oftere måske ville opdage.
Deres færd førte dem ud på en balkon hvor at der var fin plads til dem alle fire, og i ly for nysgerrige blikke.
Valkar vendte sig således at han havde front mod Reina og ryggen mod kanten af balkonen.

"Det jeg ønskede at vise dem var dette" med de ord, lod han den himmelblå jakke falde og hans vinger foldede sig ud fra ingenting.
Hans vinger var ej hvide, som i de fleste historier om engle, de var ej heller sorte som natten og dødens fugle. Nej, de var som en rovfugls, stibede i både mørke og lyse nuancer. "Jeg håbede på at de måske en dag ville være villig til at fortælle hvad de ved om engle?"

Reina lod sig følge efter Valkar, mens hendes blik vandrede på gangene. Det var lang tid siden at hun havde været her, og det pinte hende at tegnene for hendes gudinde var dækket over. Det gjorde næsten helt ondt i hende, at rigtig se hvordan Lysets Dronning var vendt væk fra Lyset selv. Men hun kunne ikke lade sine tanker hvile der. Det var overstået, og måske kom hun aldrig til at sætte sine fødder på paladset igen, men det var okay, så lang tid at hun havde Isari.

Hendes øjenbryn hævede sig lidt da han pludselig smed sin kappe og to store vinger kom til syne. Det lignede måske ikke engle vinger, men den måde han stillede spørgsmålet gjorde det klart. Selvom de ikke var hvide, så var han en af dem der var genopstået. Det skabte altid så mange spørgsmål, og Reina selv kunne heller ikke svare på dem alle. HUn kunne kun tilbyde hvad hun selv havde oplevet og læst om.
"Jeg ville ønske at jeg kunne være til meget hjælp, men på det punkt er jeg ikke meget klogere end Dem," indrømmede hun. Hun kunne næsten mærke sine egne vinger gøre ondt bare ved at se de pragtfulde vinger han ellers besad. Men der var bare intet at gøre ondt i. Kun de to stumper der var skjult af hendes kjole. "Det påvirker folk forskelligt når de genopstår. Nogen har ingen problemer med hukommelsen, og andre mister alt hvad de ved. Nogen genopstår når de dør, andre gør det først årevis efter." indrømmede hun. HUn kunne også selv mærke bivirkninger med alt hvad hun havde været igennem og at kunne huske sin egen død havde ikke været en god ting for hende.

Han nikkede som hun fortalte, ting han havde oplevet eller hørt om. Mange nætter havde han været frustreret over ikke at kunne huske hvem han var, udover den han havde valgt at blive. 
 Han kunne ikke holde sig selv tilbage længere, noget måtte hun vide! Så han brugte hans evne mod hende."Men der må være noget mere, de har vel nogle tanker om hvorfor vi bliver sendt tilbage?" spurgte han med en snert af desperation i stemmen, men magten lå i den sidste del af sætningen. Måske var hendes vilje stærk nok til ikke bare at fortælle ham det med det samme, hvis han fik mulighed for at blive ved med at spørge ville hun nok fortælle ham det. Folk igennem tiden har haft beskrevet det for ham som at man får en lyst til at fortælle ham det, som om at det næsten er den mest naturlige ting at gøre. 

Det var ikke så meget at Reina holdt det hemmeligt, hvorfor hun mente at de var sendt tilbage, hun var jo trods alt en engel selv, og det var et spørgsmål hun selv havde søgt svar på i mange år, og hun var kommet frem til et, som hun følte var naturligt i hvert fald for hende selv.
Det var næsten en moders blik der endnu engang kom op i Reinas øjne. En omsorg der ikke var til at finde mange steder udenfor sin egen familie, men stadig noget ypperstepræstinden havde plads til overfor vidt fremmede. "Jeg tror at Isari har sendt os tilbage, fordi vores opgave her ikke er overstået. Vi har en mening med at komme tilbage, men hvad den præcise mening er, må vi lede efter i verdenen, men vi skal nok finde den," svarede hun, og det var sandheden for hende. HUn var sendt tilbage igen, fordi Isari ikke ønskede at det var tid for Reina at dø endnu, og selvom hun var tæt på at dø, så blev hun skånet endnu engang da hun blev fanget af Mørket igen. Det var blot for at vise hende at det ikke var stien hvor hun kunne gøre alt det godt hun kunne. Lysets Hær var ikke hende, det var præstinde erhvervet tilgengæld. 

Valkar der normalt holdte på formerne, blev tydeligt rystet af svaret. Isari? Hvorfor i alverden skulle hun havde sendt ham tilbage? Han var våget op i en grav uden hukommelse om hvem han var, med uregelmæssige skridt vandrede han frem og tilbage på balkonen, han havde forventet at få nogle svar! ikke flere spørgsmål! "Hvad nytter det at være blevet sendt tilbage, hvis man ikke kan huske hvem man var" frustrationen var tydelig at spore i hans stemme, og hans tidligere rolige ydre var smuldret til støv. Til sidst stoppede han med begge hænder på gelænderet, hvor han stirrede ud over hovedstaden.
Tankerne for gennem hovedet på ham, de handlinger han havde gjort efter hans genopstanden, de historier han havde hørt om sig selv fra før hans død. Hvem var han? Havde han overhovedet et valg?
Det var tydeligt for alle omkring ham, at dette øjeblikket føltes som en pinsel for ham.

Reina kiggede på Sophia og Idine der så noget forvirret og næsten lidt utilpasse ud, og Reina sendte dem stille væk fra balkonen før at hun gik over og stillede sig over ved siden af Valkar. Hun stillede sig meget lig den måde Valkar stod på, men mere afslappet. HUn var ikke frustreret som han var, og hun kiggede ikke på ham, med ud på udsigtet. Det var en meget anden udsigt herfra end den hun fik tilbage i Templet.
"Jeg ville virkelig ønske jeg kunne svare på det, og jeg forstår dine frustrationer," sagde hun, som hun endda ændrede den mere formelle måde hun havde snakket til ham, men det her var anderledes. Det var engel til engel. "Desværre arbejder aller guderne og gudinderne på måder vi umuligt kan forstå, og jeg kan godt huske din frustration. Jeg vågnede op her i paladset, og selvom jeg genvandt mine minder, så var de forfærdeligt at kigge på en mand der var min bror, og bare se et fremmede ansigt. Men jeg tror heller ikke på at dine minder er tabt forevigt, jeg tror du kan vinde dem tilbage, de er stadig et eller andet sted inde i dig." Endelig lod Reina sit blik glide over på Valkar igen.

Valkar ænsede ikke ar de to præstinder forlod balkonen, og da han endelig opdagede det, ignorerede han det.
"Jeg takker for dere.. din forståelse" han sukkede dybt, det lignede ham ikke at tabe hans maske sådan, måske havde han undervurderet hvor meget han reelt ønskede svar? Han rystede let på hovedet. Hvad betød det når Reina sagde at minderne var gemt inde i ham? Var det derfor at han fandt sne beroligende? Eller var det blot noget han havde tillært efter hans genopstandelse? "Hvad gjorde du for at genvinde deres minder? de fleste der kendte mig før min død er for længst døde nu..." Sorgen vægtede tungt i hans ord. Han løj aldrig, men denne gang var speciel, da han var ærlig overfor sig selv. Hans blik vendtes mod hendes, et bedrøvet skær skinnede i hans øjne.
Ja, dette var nok en samtale han burde have haft for en leve alder siden, men hans stædighed var kommet i vejen. 

Det var altid svært at hjælpe en engel. De havde hver deres tvivl, og intet svar. Selv efter alle disse år. "Jeg var heldig at jeg genopstod næsten lige efter at jeg var død. Der kan i hvert fald ikke have været lang tid imellem. Jeg... jeg var bare omkring folk der kendte mig, vidste hvilken slags person jeg havde. De gav mig plads og tid, men jeg fik også lov til at blive en del af en hverdag jeg ikke huskede jeg havde haft. Med det kom minderne tilbage. Langsomt men sikkert. Desværre betød det også at minderne om min død kom tilbage, hvilket var prisen jeg måtte betale for at få lov til at få dem tilbage." indrømmede hun. Der var visse ting hun ikke talte om, som sin død, men det var ofte nødvendigt i situationer som disse.
Hun kiggede ind i hans bedrøvede øjne og følte virkelig med ham. Der var dog ikke meget at gøre når der ikke var nogen tilbage. "Det er også svært at finde dem, hvis man ikke ved hvor man skal lede. Man kan være heldig. Mange folk i landet levere længere end mennesker gør. Ellers må man håbe at Isari hjælper en til et sted hvor minderne bliver fremtvunget endnu engang." Der var så en tøvende i hende som hun tænkte, og det var klart at hun tænkte noget specifikt, og ordene der kom frem efter det var ikke så faste, og beslutsomme, som resten af hendes sætninger havde været. Der var næsten en uro i hende over det. "Jeg har hørt... at telepater nogen gange kan hjælpe. Minderne er jo ofte gemt væk, men.... men det kan være en smertefuld process... alle de minder der kommer frem samtidig..." At genvinde dem lidt for lidt var en ting, men dem alle på en gang. Det måtte være forfærdeligt.

"Det lyder.. til at have været en skræmmende oplevelse... alle de folk som var sikre på at du var en person, du ikke selv viste hvem var" Han mindedes selv da han startede sit sit liv som engel, den forvirring han følte over ikke at vide hvem eller hvad han var. "Hvordan døde du? du omtaler der som en pris at få det minde tilbage, så jeg forstår godt hvis du ikke ønsker at dele det, jeg.. jeg tror at en engels død har en del at sige om hvorfor de blev sendt tilbage" han havde ikke forventet at stille det spørgsmål, og slet ikke at fortælle hans egne tanker om hvorfor engle vendte tilbage. Men det føltes som det rigtige at gøre.
Han fortsatte "Jeg ved ikke selv hvor længe der gik før at jeg vågnede igen, jeg ved blot at jeg vågnede op i en grav, uden nogen til at fortælle mig hvem jeg havde været" De andre detaljer om hans tilbagekomst ville han skåne hende for, dem behøvede hun ikke vide. "Jeg har brugt en del år på at prøve at finde ud af hvem jeg var, men historien om min død passer ikke ret godt med de historier der er om mit liv..."

"Ganske sandt, det er noget jeg vil holde i mente"
Ændringen i hendes tonefald og den svindende beslutsomhed undrede ham, men efter hendes ord gav det pludselig mening.
"Ah jeg ser... det lyder ikke ligefremt, behageligt... Jeg takker for at du bragte muligheden op, det var ikke noget jeg havde tænkt over"
Valkar så tænksom ud et øjeblik "Hvordan føles det er genvinde et minde?"

Reina nikkede blidt som han startede med at tale igen. Det havde været svært, men man kom sig over det med tiden. Eller så godt man kunne når man havde alle minderne om sin meget tragiske død. En død de fleste ikke ville kunne klare at kunne hver eneste detalje af, og selv Reina var påvirket af det, men det gik. Nogen dage var slemme, andre var gode, men de fleste dage gik det i hvert fald lidt fremad.

”Det er ikke ligefrem fordi det er en hemmelighed, men ikke mange har haft grund til at huske på hvad der skete ved mig. Jeg var en del af Lysets Krigere, og jeg blev taget til fange sammen sammen med min gruppe af Mørket. Jeg så mine venner dø for øjnene af mig, og var selv tortureret i… jeg ved ikke hvor længe,” man kunne høre smerten i hendes stemme som hun omtalte det. ”Jeg kan huske… hver eneste ting de gjorde ved mig, i skræmmende i detalje. Jeg kan selv huske som de til sidst skar min hals over med et…” hun lukkede øjnene som hun huskede præcist hvordan hun var død. ”Med et… sløvt sværd, for at jeg skulle lide lige indtil min død.”
”At genvinde sådan nogle minder er ikke rart…. De nemme med følelser af glæde, og behag er ikke så slemme. Det er som at komme i tanke om hvor man havde forlagt en ting. Men pludselig at vide sådan noget i så detaljerede detaljer er ikke rart. Hele ene hoved kan pludselig ikke finde hoved og hale i noget som helst. Det føles som om hele dit liv er vendt op og ned… og nogen gange hovedpine i dagevis.” Reina selv havde ikke kunne få en god nats søvn siden minderne var kommet tilbage.

Valkar lyttede opmærksomt til præstindens ord. Hendes død havde i sandhed været en helts død. At sidde alene omringet af fjenden, ens venner døde foran sit åsyn? En ganske grufuld oplevelse. Dog var der ingen svulmende følelse af medfølelse i hans bryst, nej de havde været en del af en krig, og var blevet straffet af deres fjender. Sådan er disse ting, de stærke regere over dem svagere en dem selv. Men... følelsen af at den tanke var forkert, var som en glød i hans ellers mørke hjerte.

Forsigtigt lagde han en hånd på hendes skulder "Det lyder som en skrækkelig død..." ordene var blide, og lød til at være fulde af medfølelse "Det jeg har fundet ud af om min egen er at jeg skulle være død i kamp mod en Griff.. Jeg.. beskyttede eftersigende nogle rejsenede mod den" hånden gled hen over arene over hjertet. Ikke at hun havde bedt ham om at fortælle om hans død, men det føltes rigtigt at betale en historie om død, for en historie om død.
Valkar nikkede, det gav mening at det ville føles forskelligt. Minder er trods alt forskellige.
"Men, det er det værd at genvinde dem?" spurgte han stille. Han strakte sine vinger en sidste gang inden han lod dem forsvinde igen.